Danske folkebiblioteker under
besættelsen

En personlig beretning

Af Preben Kirkegaard

Det historiske tidsrum, der skal beskrives, er 1940-45, og vi kan yder-
ligere præcisere det fra 9. april 1940 til 5. maj 1945. Da jeg er blevet
bedt om at redegøre for mine personlige erfaringer fra folkebiblio-
teksarbejdet, ja, så lader stedet sig præcist lokalisere til Århus Folkebi-
bliotek, som tillige var centralbibliotek og derfor betjente et stort land-
distrikt med mange sognebiblioteker, for at være helt nøjagtig havde vi
66 selvstændige sognebiblioteker, og hertil kommer et antal udlånsste-
der, som vel bringer tallet op på hen ved 100 enheder. Århus havde
90.898 indbyggere og i biblioteket var indskrevet 14.949 voksne lånere,
som lånte 361.172 bøger i løbet af det første krigsår, hvor budgettet var
på 154.140 kr. og bogbestanden 49.147 bd. Da børne- og skolebiblio-
teker i disse år var selvstændige administrative enheder, udelukker jeg
omtalen af deres arbejde.

Jeg skal skåne Dem for flere statistiske oplysninger, men jeg finder det
relevant gennem et par streger at skitsere de størrelsesforhold, hvor-
under vi arbejdede.

Det materiale, vi arbejdede med, bogsamlingen, var som nævnt knap
nok 50.000 bd., som ned til de mindste detaljer var præget af én mands

Preben Kirkegaard, tidl. rektor ved Danmarks Biblioteksskole; Vemmetofte Kloster pr. Fakse.
Foredrag i Dansk Bibliotekshistorisk Selskab den 5. maj 1995 på Danmarks Biblioteksskole.

ildhu og kompetence til at opbygge en udvalgt samling af den på dansk
foreliggende klassiske litteratur (med stort L) og den aktuelle problem-
prægede litteratur, som afspejlede de sociale tilstande og ideologiske
strømninger — der var meget lidt plads til det, man i vore dage kalder
triviallitteraturen; af f.eks. Morten Korch, som skrev en mængde lav-
folkelige romaner, havde vi i Århus kun hans Fynske Fortællinger i 2 bd.

Den faglitterære samling var opbygget med en tilsvarende kompe-
tence og seriøsitet overfor opgaven.

Manden — ja, jeg vil sige mesteren — for skabelsen af dette bibliotek var
overbibliotekar Carl Thomsen, der i 1933 var blevet chef for det nye
folkebibliotek i Århus, som skulle bygges op helt fra grunden — der var

0 bøger og en halvferdig nybygning, da han tiltrådte. Jeg selv blev elev

1 1934 og efter biblioteksskolen fast ansat i 1936, og er derfor dybt præ-
get af min læremester Carl Thomsen, hvis holdning overfor vor opgave
han har formuleret i et foredrag, hvorfra jeg citerer: "Den bibliotekar,
for hvem intet spørgsmål er for ubetydeligt, ingen søgen ligegyldig,
ingen fejlbedømmelse irriterende, bidrager mere end den mest fremra-
gende organisator til, at biblioteket bliver det fristed for menigmand,
der er forudsætningen for, at det også kan blive hans universitet," og jeg
citerer også Hvenegaard Lassens særdeles rammende karakteristik af
Carl Thomsen i det festskrift, som udkom ved Carl Thomsens afgang
som stadsbibliotekar for København i 1962: "Gennem hele Carl
Thomsens biblioteksliv går som en rød tråd en bevidst bestræbelse for
at skabe forbindelse mellem folkebibliotekerne og alle andre grene af
folkeoplysende arbejde. I den retning har han udført mere end nogen
anden biblioteksmand. Han er aldrig blevet træt af at fremhæve, at
bibliotekarerne stadig må være opmærksomme på det oplysende ar-
bejde, der udføres udenfor bibliotekerne og lade sig inspirere af det."

Jeg har nu skitseret bibliotekets karakter og den ånd, som udgik fra che-
fen og som vi menige bibliotekarer søgte at leve op til. Jeg har gjort det
for at angive den karat, som prægede bibliotekararbejdet, og niveauet af
den bogsamling vi forvaltede — i det håb at de unge nu vil kunne for-
stå, at vi også på den baggrund oplevede besættelsen den 9. april som
en katastrofe, der fremkaldte en dyb angst for fremtiden og et lidenska-
beligt had mod besættelsesmagten. De tyske tropper sejrede og sejrede,
og de nazistiske visioner om et Neuropa, hvor Danmark skulle være en
del af det, de kaldte "Nordmark", føltes som en skræmmende politisk
mulighed.

Men, men dagens arbejde skulle jo gennemføres — og her var der op-
muntring og inspiration at hente.

Det regnede ned over os med restriktioner, som blev påbudt og som
skulle gennemføres, lige fra mørklægningsforanstaltninger, nedsættelse
af el- og varmeforbrug, trafikproblemer osv. osv., ja disse ting lod sig jo
løse, de var blot besværlige. Hvad der ikke var besværligt, men en kæm-
peudfordring til bibliotekerne og deres medarbejdere var håndteringen
af den enorme vækst i lånertal og udlån. Selvom jeg tidligere har lovet
Dem, at De ikke vil blive belemret med mere statistik, så vil jeg allige-
vel illustrere arbejdsmængden med to tal: I løbet af det første krigsår fik
vi i Århus 2.253 lånere mere og udlånet steg med 81.896 bind. Så vidt
jeg husker, betød det ikke, at der blev normeret flere stillinger; men nok
at vi fik lidt flere timelønnede medhjælpere eller bogopsættere.

Som tidligere nævnt var Carl Thomsen den store forkæmper for at
skabe samarbejde med andre oplysningsformer og samtidig udvikle pæ-
dagogiske initiativer til direkte anvendelse i det bibliotekariske arbejde
med og for bogen. Det enkleste bibliotekspædagogiske instrument er vel
den annoterede katalog, og jeg mener, at det var fra Århus Folkebiblio-
tek initiativet udgik til udarbejdelsen af snesevis af de små Læs med
Plan-publikationer, i et format som vistnok stadig anvendes. De fleste
Læs med Plan indeholdt, så vidt jeg husker, "bibliotekarisk udformede"
introduktioner til et forfatterskab, men det kunne også dreje sig om
emner som "Håndarbejde", "Musiklitteratur" m.m.

Biblioteksbygningen i Århus var kun ca. 5 år gammel, da besættelsen
kom, og den var dels et smukt stykke arkitektur, og dels svarede lokale-
indretningen i stort omfang til Carl Thomsens visioner om bibliote-
kernes samarbejde med andre folkeoplysningsorganisationer og -insti-
tutioner.

I bygningens 2. etage var der en halv snes pænt indrettede studie-
kredsværelser, beregnet til ca. 15-20 personer, et større auditorieagtigt
lokale til et halvthundrede, samt en stor foredragssal, hvor allehånde
foreninger kunne afholde møder — der var kun ét forbud knyttet til ud-
lejningen — ingen dans og kortspil, men rygning var tilladt! Denne sal
blev i hvert fald de første år af besættelsestiden flittigt brugt til "biblio-
tekspædagogiske" formål, idet vi arrangerede "litterære aftener", hvor
nu og da en århusiansk Ping holdt foredrag, men i de fleste tilfælde var
det en af vore egne, fortravlede bibliotekarer, der forelagde sine "læse-
frugter ".Jeg erindrer selv at have præsenteret forfattere som Hans Povl-
sen, Age Dons, Aage Madelung og nok lidt flere — de store navne som
Jakob Knudsen, Henrik Pontoppidan,J.P.Jacobsen og Herman Bang -
dem "fortolkede" jeg i omegnens forsamlingshuse, når sognebibliote-
kerne holdt generalforsamling med kaffebord!

Lige et par ord om studiekredsbevægelsen, som fra slutningen af
30erne voksede sig stor — især var det AOF, der organiserede arbejdet.
Det var en udvikling, som vi fra bibliotekernes side støttede meget
stærkt og i 1938 oprettede man Studiekredscentralen, som forvaltedes
af Statsbiblioteket i Århus. Folkebibliotekets mange studiekredsværelser
blev stærkt anvendt - og her blev i 1940 den første århusianske studie-
kreds i litteratur gennemført. Den blev en succes og jeg havde i vinte-
ren 1944 ikke færre end 3 studiekredse i "moderne litteratur" og
"dansk litteratur".

Som nævnt løste vi også centralbiblioteksopgaver for hen ved 100 sog-
nebiblioteker og filialer, hvoraf en stor del fik faste besøg 2-3 gange år-
ligt af bogbilen, ligesom vi ofte deltog i bogvalgsmøder ude i sognene.
På det trafikale område måtte vi overvinde mange svære vanskelighe-
der, men bogbilen fik installeret en gasgenerator, og vor særdeles effek-
tive vognmand tiltuskede sig dæk og slanger, så vi gennemførte i en
lang periode opretholdelsen af denne vigtige funktion.

Da den offentlige trafik var stærkt nedskåret, så betød det, at afholdelse
af bogvalgsmøder, som vi anså for livsvigtige for biblioteksarbejdet i
landdistrikterne, kunne være særdeles krævende. De kunne medføre
overnatninger eller f.eks. at Carl Thomsen og jeg engang måtte leje en
tandemcykel og køre fra Århus til Rønde retur — der var mange bak-
ker på det vejstykke, men vi gennemførte vor opgave.

I forbindelse med denne korte omtale af oplandsarbejdet, der ef-
terhånden udviklede sig til et netværk af nære personlige kontakter
med sognebibliotekarerne, der oftest var stedets lærer eller i nogle
tilfælde sognepræsten, vil jeg gerne fremføre, ganske, ganske kort,
nogle bemærkninger om karakteren af det illegale arbejde, som jeg
i nært samarbejde med vor leder af katalogafdelingen Mine Islev var
indblandet i, og som jeg ved også blev udført af i hvert fald to
andre oplandsbibliotekarer, Oluf Abitz i Vejle og Gustav Auring i
Silkeborg — vi havde nogle gange direkte samarbejde om svære ille-
gale opgaver. Vi fire var tilknyttet den af Frode Jakobsen ledede mod-
standsbevægelse kaldet "Ringen", der i begyndelsen hed "Studie-
ringen", som udgav et løbende illegalt blad, men som efterhånden
udviklede sig til også at organisere andre aktiviteter indenfor mod-
standsarbejdet.

Jeg kan ikke modstå fristelsen til her at citere en fremtrædende og
"rigtig" modstandsmand, som deltog i nogle af de hårdeste og vanske-
ligste aktioner: våbenmodtagelserne. IToldstrups tjeneste er titlen på Jør-
gen Hesseldahls skildring, udkommet til 50 årsdagen for befrielsen.
Han var en kort tid bogopsætter på folkebiblioteket i Århus og han
skriver "men det var fra bibliotekets næstkommanderende P. Kirke-
gaardjeg i denne situation fik hjælp — han gav mig en liste over de sog-
nebibliotekarer, han forventede ville viderebringe vore blade."

Bogbilen medførte altså andet end biblioteksbøger — jeg var dog al-
drig "våbenførende".

Jeg har måske gennem det foregående tegnet en "lykkelig arbejds-
situation" og det mener jeg også, at der faktisk var — vi mødte som en
kulturinstitution en enorm stor udfordring og vi fik næsten uforstyrret
fred til at yde vort bedste. Den angst, vi følte den 9. april, forlod os vel
aldrig helt, for næsten hele verden lå i krig; men vi må indrømme, at
tyskerne kun forvoldte os lidt skade i vort arbejde. Der, hvor vi mødte
de fleste problemer, var fra de danske nazister, som, hvor latterlige og
foragtelige de end var, kunne repræsentere en potentiel politisk fare. I
deres dagblad Fædrelandet kunne man finde stærke angreb på enkelte
bibliotekarer eller på biblioteksvæsenet, der karakteriseredes som et far-
ligt socialistisk element, hvis virke ødelagde det danske samfund. Hvad

Preben Kirkegaard i udlånet på Holstebro Centralbibliotek. Kirkegaard var overbibliotekar i Holste- bro 1945-46. Danmarks Biblioteksskole, Bibliotekshistorisk Billedsamling.

angår forholdene i Århus kan jeg eksempelvis citere fra National Socia-
listen den 19. marts 1942:

"Hr. Thomsen er nemlig "Kultur"-Bolchevik. Han var Medarbejder
ved det berygtede Smudsblad "Kulturkampen" og Repræsentant for
samme "Kultur"-kreds i Aarhus og Omegn. Og han er altsaa endnu
Leder af det kulturelle Arbejde i Aarhus indenfor Biblioteksvæsenet.

Hans nære Ven og Medarbejder, Biblioteksassistent Preben Kirke-
gaard er en Herre, som vi skal kigge lidt paa ved anden Lejlighed. Han
udfolder for Tiden en rig Virksomhed indenfor "Ungdomssamvirket"."

Mange angreb i den nazistiske presse blev produceret af en bibliote-
kar Arne Hansen, som havde været elev i Centralbiblioteket i Nykø-
bing Falster, men ellers ikke haft ansættelse i noget folkebibliotek efter
sin eksamen fra Statens Biblioteksskole. Han havde gennemgået en tysk

førerskole og virkede derefter som journalist ved den nazistiske presse.
Hans læremester i Nykøbing Falster, overbibliotekar Knud Hansen, var
intet mindre end sysselleder i DNSAP's afdeling på Falster og han var
en ikke ufarlig mand. Fra ham udgik f.eks. en hård kampagne for ud-
rensninger i folkebibliotekernes bogbestand af jødiske forfattere, af
kommunistiske bøger og af nyere engelsk/amerikansk litteratur. Han
forlangte også i forskellige nazistiske publikationer, at den Fælleskatalog
for større Købstadbiblioteker, som var et af folkebibliotekernes vigtigste in-
strumenter i lånerbetjeningen, skulle erstattes af en ny og udrenset ud-
gave. Fra bibliotekernes side valgte man at undlade et genoptryk af den
tidligt udsolgte fælleskatalog med ca. 3600 titler, og man måtte således
savne et vigtigt instrument. Knud Hansen rasede og prøvede forgæves
med loven om kommunisterne i hånd og henvisninger til officielle do-
kumenter vedrørende besættelsen og Anti-Kominternpagten at frem-
tvinge sine forslag. Han blev umiddelbart efter kapitulationen afskedi-
get af biblioteksbestyrelsen i Nykøbing — og endte, så vidt jeg ved, som
bestyrer af en tobaksforretning på Vesterbro.

Den eneste direkte tyske indblanding i biblioteksarbejdet var en hen-
vendelse af 12. november 1942 bilagt en liste over nogle få bøger og
beslaglagte pjecer, som v ia justits- og undervisningsministeriet blev ud-
sendt af Statens Bibliotekstilsyn, underskrevet af Thomas Døssing, som
meddelte, at de nævnte bøger ikke måtte udlånes eller fremlægges, da
de ville kunne skade landets interesser i forhold til udlandet, og at udlån
af tyskfjendtlige bøger i øvrigt var strafbart. Listen omfattede følgende:

Miirer: Det nye Tyskland

Dimitroff, Georgi: Georgi Dimitroffs Liv og Kamp for Folkefronten. Artikler

og taler.

Lenin,V.L.: Staten og Revolutionen

Nexø, Martin Andersen: To Verdener. Tanker og Indtryk fra en Ruslandsrejse

Blædet, Nie.: Storpolitik 1938

Frisch, Hartvig: Pest over Europa. Bolchevisme-Fascisme-Nazisme

Reed, Douglas: Galskabens Kavalkade. Grænseløs Skændsel

Langhoff, Wolfgang: Et Aars Helvede (Skildring af en tysk Koncentrationslejr)

Stender-Petersen: Revolutionære Profiler. Bidrag til den russiske

Revolutions Karakteriologi

Den første dato angiver beslaglæggelsens dato, medens den anden dato
angiver datoen for det nummer i Statstidende, hvori kundgørelsen om
beslaglæggelsen er optaget.

Rent praktisk gjorde vi i Århus det, som vist var almindeligt ved de
fleste biblioteker, at vi flyttede de fa anførte bøger i magasinet og fort-
satte udlånet til pålidelige lånere.

Bibliotekstilsynets skrivelse virkede som en bombe — det vi havde fryg-
tet: Censur, var det nu på vej? Nogle bibliotekarer — dog vist kun fa —
var dybt forargede over, at biblioteksdirektør Døssing ville lægge navn
til indførelse af censur, men i almindelighed erkendte man, at "samar-
bejdspolitikken" indebar, at også embedsmændene måtte gøre deres
pligt, hvor meget det end kunne stride imod den personlige overbevis-
ning.

Døssing var fra — næsten — alle sider anerkendt som den ledende dan-
ske biblioteksmand. Han var en jysk bondesøn, som var begyndt at stu-
dere teologi, men forlod studiet i 1906 for at blive assistent ved Det kgl.
Bibliotek, og i 1908 fik han ansættelse som underbibliotekar ved Stats-
biblioteket i Århus, hvorefter han i 1912 blev bibliotekar ved Statens
Bogsamlingskomité for endelig i 1920 at blive biblioteksdirektør i hen-
hold til den første lov om folkebiblioteker, i hvis tilblivelse han havde
været meget aktiv. Han blev pioneren for hele den følgende biblioteks-
faglige udvikling og var i hele sin lange embedsperiode den visionære
og ubestridte leder af folkebibliotekernes opbygning. Rent personligt
var han en charmerende mand med et stort socialt engagement og
hertil suveræn på en talerstol, hvorfra han klart docerede sine skarpe
meninger. Han var derfor en skikkelse, som besættelsesmagten havde
under observation, hvilket førte til at de i december 1942 forlangte,
at det danske politi skulle arrestere ham og derpå overføre ham til
tysk politi. Anklagen lød på (1) kommunistisk virksomhed, (2) anti-
tysk propaganda og (3) opfordring til sabotage med den tyske værne-
magt.

Efter at de tyske myndigheder havde behandlet sagen, blev han over-
ført til en dansk domstol, som idømte ham 4 måneders hæfte, som
imidlertid var udstået med varetægtsarresten. Da han ville vende tilbage
til embedet, fik han fra justitsministeriet besked på, at han var interne-
ret og under en slags husarrest i sit eget hjem. I 1944 flygtede han til
Moskva, som havde anerkendt ham som minister og repræsentant for
den danske frihedsbevægelse, og efter kapitulationen blev han af den
nye danske regering anerkendt som kgl. gesandt i USSR, og her arbej-
dede han til sin død den 18. april 1947 på at genoprette ældgamle og
gode forbindelser med det store russiske rige.

Det blev en eventyrlig karriere for en dansk bibliotekar, der har sit
navn indskrevet på en førsteplads i vor bibliotekshistorie.

Jeg vil give en personlig beretning om de to danske bibliotekarer,
Kinch og Schøtler Nielsen, som mistede livet i tysk fangenskab. Deres
minde blev markeret ved, at mange danske kolleger stiftede "Kinch og

Schøtler Nielsens mindefond til støtte for bibliotekarers videreuddan-
nelse".

De begge var ansat på Århus folkebibliotek, Kinch fra 1938 og Schøt-
ler Nielsen fra 1943.

Det var Schøtler Nielsens første ansættelse som bibliotekar, han
havde i et par år studeret historie og latin ved Århus Universitet inden
elevtiden i Randers og biblioteksskolen i 1943. I løbet af de fa måne-
der han arbejdede i Århus, lærte vi ham at kende som en særdeles in-
telligent, charmerende og livlig ung mand, som man spåede en stor kar-
riere indenfor biblioteksvæsenet.

Det virkede som et chok, da vi fik meddelelsen om hans arrestation
den 6. juni 1944 under en Gestaporazzia i ejendomskomplekset "Klin-
tegården" (som var den lokalitet, hvor Tage Skou-Hansens roman De
nøgne træer udspilles). Han var her i færd med at hjælpe en kendt fag-
foreningsmand med at producere Århus Ekko — det illegale kommunis-
tiske lokalblad. De blev begge arresteret og den 5. oktober blev Schøt-
ler Nielsen deporteret til Neuengamme, hvor han omkom den 19.
december 1944. Jeg har ikke kunnet fremskaffe flere oplysninger end
disse få data, men vil slutte af med et citat fra overbibliotekar Gertrud
Glahns lille nekrolog i Bogens Verden: "De, der lærte ham at kende, vil
aldrig glemme ham, men tænke på ham i dyb taknemlighed."

Om Christian Kinch vil jeg derimod kunne fortælle en hel del, idet vi
var venner, og jeg var delvis indblandet i den sag, som bevirkede hans
fængsling den 30. august 1944.

Forhistorien er, at faldskærmsledelsen i København havde besluttet
at etablere en direkte radioforbindelse fra Jylland til England, og man
sendte civilingeniør A.Z. Gjødrik-Andersen af sted med det nødven-
dige sendeudstyr. Han fik forbindelse med ingeniør Leo Sørensen i
Århus og skulle nu til at opbygge et net af sendesteder. Det er den
overordnede forhistorie.

En dag fik jeg en henvendelse fra en omegnslæge, som spurgte om
jeg ville stille min bolig til rådighed for en telegrafist, som skulle sende
til England. Det blev aftalt, at jeg inden min stillingtagen skulle møde
den fremmede mand, idet han den næste dag skulle sætte sig ind på fol-

Mindeplade for bibliotekarerne Christian Kinch og Erik Schøtler Nielsen, som omkom i tysk kon- centrationslejr i 1944.

kebibliotekets læsesal ved det 3. bord, klokken det eller det, og sidde
med, så vidt jeg husker, et bind af Traps Danmark.

Jeg havde nu fået meget at tænke på, og der blev holdt familieråd, for
det var givet, at det ville blive særdeles farligt at indlade sig på at huse
en sender. Man vidste, at Gestapo havde mange muligheder for at spore
radiobølger, selvom sendetiden kun var kort. Efter mange og lange
overvejelser besluttede jeg at gå ind på en aftale med manden, dersom
han mødte op og jeg fik de nødvendige informationer. Den næste dag
sad der en mig ubekendt mand på det aftalte sted og til den aftalte tid.
Jeg iagttog ham meget nøje i en rum tid, men hele mit instinkt for at
bedømme mennesker alene på deres udseende sagde: Nej og atter nej.
I det illegale arbejde lærte man at, og måtte man ofte, tage en lynhur-
tig beslutning, når man stod overfor et ukendt menneske — var han til
at stole på? Det kunne være skæbnesvangert at tage fejl. Jeg trak mig

tilbage, undlod at kontakte manden nærmere — selvfølgelig med en sort
samvittighed. Den kan den dag i dag plage mig — jeg var bestemt ingen
dristig helt.

Nogle få dage senere fik vi meddelelse om, at Christian Kinch den
30. august 1944 var blevet arresteret af Gestapo, som havde fanget
radiotelegrafisten og i hans lommebog fundet navne og adresser på
medlemmer af den gruppe, han var ved at danne i Århus. Af disse blev
ingeniør Leo Sørensen og bibliotekar Chr. Kinch begge arresteret, og
begge blev i oktober sendt til Neuengamme, hvor de begge døde og
hvor også radiotelegrafisten Gjødrik-Andersen endte sit liv.

Chr. Kinchs hårde skæbne har optaget mig meget, dels var vi venner
og dels fordi jeg beundrede hans store dygtighed som bibliotekar. Han
var 7-8 år ældre end mig, han, som tilhørte en kendt slægt af præster,
var begyndt at studere teologi ved Københavns Universitet, men af
økonomiske grunde måtte han opgive det langvarige studium og gå over
til bibliotekargerningen, som han havde stort talent for. Men han ople-
vede nogle skuffelser i sin bibliotekarkarriere og i Århus genoptog han
de teologiske studier samtidig med, at han varetog sit biblioteksarbejde
med stor omhu og dygtighed — der var for mig ingen tvivl om, at hans
inderste ønske var at blive præst, der var noget uforløst i hans sind.

Og så denne hårde skæbne, som jeg ofte tænker over. Jeg søgte i
mange år at efterspore den til bunds og for 15-20 år siden fik jeg op-
lysninger om tragediens afslutning fra en mand, som havde levet tæt på
ham i barakken i en udkommando iVersen bei Meppen. Kinch var ble-
vet syg af lungebetændelse eller lignende under det hårde landbrugsar-
bejde i lejren, hans tilstand forværredes og kammeraterne tilskyndede
ham til at blive hjemme i barakken, idet de forsikrede ham, at de nok
skulle klare hans arbejde, så det kunne holdes skjult for fangevogterne,
at han blev i køjen. Den dag blev der uventet gennemført kontrol af
selve barakken, så han blev tvunget ud. I sin syge tilstand anklagede han
nu sine stuekammerater for, at de havde forrådt ham, og nægtede at tale
med dem. Det sidste døgn lå han ensom og sang salmer, indtil døden
indtraf den 27. november 1944.1 sandhed: en hård skæbne.

Nu da jeg er ved at afslutte min korte beretning om en epoke, hvor
Helvedets kræfter søgte at tilkæmpe sig den diktatoriske magt over alt

og alle, en epoke hvor en meget lille hær af krigere uden våben søgte
at værne den gennem mange generationers nedarvede kulturskat og
retsforvaltning, en epoke hvis vilkår og muligheder for liv og vækst blev
afgørende for det enkelte individs adfærd, holdning og værdimål. Nu
må jeg spørge mig selv om denne min beretning lyder troværdig i de
bibliotekarstuderendes ører i 1995. Eller tænker de: dette er en meget
gammel bibliotekars nostalgiske tanker.

For at prøve mig selv fandt jeg en lille bog frem Folkebibliotekerne i
Danmark, som blev udgivet i 1948 af Det danske Selskab og som jeg
skrev godt et årstid efter krigens afslutning — og altså i en alder, der ikke
var mærket synderligt af senilitet. Jeg vil derfor afslutte dagens tema
med at citere mig selv — noget man ikke bør gøre — og anmode om, at
denne min sammenfattende bedømmelse af biblioteksarbejdet måtte
blive antaget som troværdig:

"Det, der kendetegner det folkelige biblioteksvæsen under krigen og
besættelsen, er en vækst i arbejdet og en betydning uden lige. Da det
danske folk saa sit frie folkelige kulturliv og sin demokratiske sam-
fundsordning, der helt og udelt hvilede paa høje retsprincipper, truet
med udslettelse af en overvældende voldsmagt, søgte man at ruste sig
til politisk og aandelig modstand. En ganske tydelig linje førte hen til
en fornyet og forøget dyrkelse af og interesse for landets historie, for
samfundslivets grundproblemer og for hele vor nationale kultur. I
denne trang til at besinde sig over for de ændrede forhold — en trang,
som greb alle samfundslag — søgte man især til litteraturen og dermed
til bibliotekerne.

Den første og største opgave, tiden efter besættelsen stiller folkebi-
bliotekerne overfor, bestaar i at fastholde det store publikum, som
krigstidens forhold bragte ind i bibliotekerne. Allerede i løbet af det
første aar gik udlaanstallene ned; men det er ganske naturligt, at en vis
afspænding finder sted.

Det meget store antal benyttere, som bibliotekerne stadig har, vil
man uden tvivl kunne knytte varigt til sig ved et intensivt arbejde med
at genopbygge den opslidte bogbestand og ved at udvide bibliotekets
ydeevne mest muligt. Det vil tillige blive bibliotekets opgave gennem
forskellige former for pædagogisk virksomhed yderligere at samle og

anspore laanernes interesse for tilegnelse af litteraturen eller for bogen
som hjælpemiddel til faglig dygtiggørelse."