Viden er vækst

Studiekredsene og bibliotekerne 1910-1930
Af Bodil Holt Kjær

Indledning

Formålet med denne artikel er at belyse studiekredsbevægelsens op-
ståen, udbredelse og organisation i Danmark i perioden 1910-1930,
samt at undersøge arten og omfanget af samarbejdet mellem studie-
kredsene og bibliotekerne, to væsentlige faktorer i dansk folkeoplys-
ning, som har haft det fælles mål at gøre læsning, arbejde med bøger, til
et effektivt middel i folkeoplysningens tjeneste.

Tidsafgrænsningen er begrundet i, at de første famlende forsøg på at
organisere de få spredte studiekredse her i landet fandt sted 1910-11.
Der er lagt vægt på at skildre Studiekredsforeningens virksomhed
1918-29 ret indgående, fordi jeg mener, at dens indsats generelt er ble-
vet undervurderet. Ofte omtales den blot med et par mere eller min-
dre nøjagtige sætninger. Ganske vist fik studiekredsarbejdet først det
store opsving med AOF, men dette ville næppe have været muligt, hvis
ikke Studiekredsforeningen gennem sin agitationsvirksomhed og sin
udgivelse af studievejledninger havde beredt en gunstig grobund for ar-
bejdet.

Kulturhistorisk baggrund for studiekredsbevægelsen og bibliotekerne
Dansk folkeoplysning har sine rødder tilbage i 1700-tallets oplysnings-
tid, men blev først lovhjemlet ved skoleloven af 1814. Ifølge en be-
stemmelse heri skulle der tilbydes undervisning for den konfirmerede

Bodil Holt Kjær, bibliotekar; Bakkevej 26, 2830 Virum.

ungdom i by som på land to gange ugentligt, én for piger og én for
karle, i de elementære undervisningsfag.

Af mange praktiske grunde blev lovens intentioner kun i ringe grad
ført ud i livet. Forældre og arbejdsgivere havde ofte ikke megen forstå-
else for nytten af unge menneskers skolegang, og den nye lov lagde øget
beslag på lærernes kræfter i børneskolen. Undervisningen af de unge
blev pålagt lærerne som en ekstra, vederlagsfri embedspligt, hvilket nok
heller ikke har virket befordrende for motivationen. Dette blev der
først rådet bod på med et cirkulære i 1846, som opfordrede skolekom-
missionerne til at lønne lærerne for ungdomsundervisningen.

Skoleloven af 1814 kom også til at betyde en vis opblomstring af de
almuebiblioteker, som siden oplysningstiden havde set dagens lys og
eksisteret i kortere eller længere tid under yderst usikre vilkår, men
først da bibliotekerne i 1882-83 fik tilskud på finansloven, begyndte der
at tegne sig et sikrere billede af deres rolle i samfundet.

De spæde tilløb til en ungdomsundervisning fik først for alvor vind
i sejlene, da Grundtvigs og Kolds skoletanker omkring århundredets
midte førte til oprettelsen af folkehøjskolerne. Hånd i hånd med de fol-
kelige bevægelsers krav om større politisk frihed, som opnåedes med
grundlovens indførelse, gik et øget behov for en folkelig oplysning.
Højskolerne kom til at indtage en meget central plads i dansk folkeop-
lysning og indgik i levende vekselvirkning med de øvrige folkelige be-
vægelser i sidste halvdel af 1800-årene. Især efter nederlaget i 1864 kom
der stærk vækst i oprettelsen af højskoler, som skulle blive kraftfelter i
en national og moralsk genopbyggelse. Hvad udad tabtes, skulle indad
vindes.

Arbejderstanden, som først manifesterede sig senere med den sti-
gende industrialisering fra 1870'erne, kunne af politiske og andre grunde
derimod ikke bruge de traditionelle højskoler i sin frigørelsesproces.
De grundtvigske højskoler med deres national-poetiske, evangelisk-
kristelige budskab vandt ringe genklang i arbejderbevægelsen med dens
internationale indstilling og afvisende holdning over for kirken. Den
frembrydende arbejderbevægelse tog de aftenskoler og ungdomsskoler
i brug, som sideløbende med højskolerne omsider var vokset frem.

Højskolens fremmeste undervisningsmiddel var det frie, mundtlige
foredrag med betoning af en karakterdannende oplysning snarere end
af en egentlig kundskabsmeddelelse. Selvom højskolen var imod 'bog-
terperi', fik den dog indirekte indflydelse på, at der igen kom liv i de
hensygnende bogsamlinger. På enkeltpersoners initiativ oprettedes der
nye biblioteker, men først ved biblioteksloven af 1920 fik disse mere fast
grund under fødderne.

I 1900-årenes andet årti begyndte man i folkeoplysningsinteresserede
kredse, især blandt bibliotekssagens forkæmpere, lærere og i den pro-
gressive fløj af højskolebevægelsen at arbejde for en større forståelse af
bøgers og læsnings betydning for det videre folkeoplysende arbejde.

Det naturlige mål for dette arbejde var at sætte den enkelte sam-
fundsborger i stand til at øve større indflydelse på arbejdspladsen og i
offentlige institutioner og derved indtage sin naturlige plads i et demo-
kratisk samfund med dets rettigheder og pligter. Men det var også en
praktisk dygtiggørelse til at honorere de krav, som samfundsudvik-
lingen, herunder især den voksende industrialisering, stillede.

Den klassiske, grundtvigske hævdelse af'det levende ord' over for 'det
døde bogstav', som i øvrigt nok havde været fortolket langt ud over,
hvad Grundtvig havde tænkt sig, blev debatteret og modificeret. I tal-
rige indlæg i tidsskrifter som
Bogsamlingsbladet, Folkeskolen og Højskole-
bladet
slås der til lyd for, at foredraget ikke er nok, hvis det ikke fører til
et videre arbejde med det meddelte stof. Foredrag alene bliver let til
blot og bar underholdning og overfladisk 'falsk dannelse'. Det mundt-
lige foredrag har haft — og har — sin store mission i at 'vække folket',
men nu er tiden inde til at gå et skridt videre på folkeoplysningens vej:
"Vort folk har lært at høre, nu maa det ogsaa lære at læse", lyder et ka-
rakteristisk udsagn fra denne nye opfattelse.1 Fra passiv lytten til aktivt
selvarbejde' med bøgerne, og gerne et selvarbejde i samarbejde, blev
det nye ideal for folkeoplysningen. Hermed var skabt behovet for stu-
diekredse og biblioteker, og vel at mærke biblioteker, som ikke blot
skulle skaffe sine lånere en underholdende bog til en ledig stund, men
som skulle udfylde en rolle som oplysende kulturfaktor.

Studiekredsideens oprindelse

Studiekredsideen kendte man fra Englands Home Reading Unions
med tilknytning til de offentlige biblioteker, og især fra Sverige hvor af-
holdsorganisationen International Order of Good Templars (IOGT)
med stor entusiasme havde arbejdet med 'studiecirkler' siden århundre-
deskiftet. Dansk biblioteksbevægelses store pioner Andreas Schack Ste-
enberg omtaler allerede år 1900, vist nok som den første herhjemme,
denne form for oplysningsarbejde, som han har stiftet bekendtskab med
i England.2

Hj emmelæsningsforeningen

Et første forsøg på at danne en fælles organisation for studiekreds-
arbejde her i landet blev gjort i 1910-11. Initiativtageren var højskole-
lærer ved Sorø Højskole, cand. theol. C. Ludvigsen. Han var stærkt en-
gageret i bogsamlingssagen og havde på et studieophold i Uppsala stiftet
bekendtskab med studiecirkelarbejdet i Sverige.

Ved et møde i Århus den 28. oktober 1910 om hjemmelæsningsar-
bejdet deltog leder af Statens Bogsamlingskomité professor Andreas
Schack Steenberg, overbibliotekar Vilhelm Grundtvig og underbiblio-
tekar Thomas Døssing fra Statsbiblioteket, repræsentanter for ung-
domsarbejdet i KFUM, de socialistiske ungdomsklubber og de grundt-
vigske ungdomsforeninger samt repræsentanterne for Danmarks
Folkebogsamlinger Johs. Grønborg og Jens Bjerre. Her indledte C.
Ludvigsen om læsekredsarbejdet, udkastede mange idéer til udvikling
af denne oplysningsform og foreslog, at der dannedes et udvalg, som
skulle arbejde til fremme for sagen. Det skulle være centralorgan i nært
samarbejde med Statens Bogsamlingskomité, hvilket faldt ganske i tråd
med Steenbergs ønske. Også overbibliotekar Grundtvig gav tilsagn om
Statsbibliotekets fulde støtte til sagen.

Efter en "timelang interessant Forhandling" nedsattes Udvalget for
Hjemmelæsning bestående af Steenberg, Døssing, skomager Jens Mad-
sen (for de socialistiske ungdomsklubber), cand. Witt (for KFUM) og
med C. Ludvigsen som formand. Alle havde de kendskab til studie-
kredsarbejdet, enten fra udlandet eller i de spredte kredse, der arbejdede
i Danmark inden for organisationer som Indre Mission og de sociali-
stiske ungdomsklubber.

På et opfølgende møde 19. februar 1911 vedtog udvalget et arbejds-
program,3 bestående i at:

• tilvejebringe oplysninger om hjemmelæsningsarbejdet hjemme og
ude;

• gennem Bogsamlingsbladet o.a. organer gøre rede for forskellige typer
af læsekredse og derved tilskynde til dannelse af sådanne;

• tilvejebringe emneoversigter, udarbejde boglister ordnet efter svær-
hedsgrader og tilrettelægge læseplaner;

• evt. være behjælpelig ved valg af bøger til foreningernes læsetasker;

• tilskynde til udgivelse af savnede (=egnede) bøger;

• bede Statens Bogsamlingskomité om at virke som central for arbej-
det og at hjælpe med anskaffelse af bogsæt og besørge udlån heraf.

Der er af gode grunde intet punkt om et samarbejde med folkebog-
samlingerne, da disse endnu befandt sig på et stade, hvor de ville have
haft meget svært ved at opfylde en folkeoplysende opgave i nævnevær-
digt omfang. Det blev om denne folkebogsamlingerne/ bibliotekernes
rolle som folkeoplysningsinstitution, at et par årtiers kulturkamp kom
til at bølge mellem de gamle bogsamlingsfolk og den nye biblioteksbe-
vægelses talsmænd, anført af Døssing.

C. Ludvigsen skrev et par indlæg om hjemmelæsning4 og rejste i
1911 til London for at studere Home Reading arbejdet, men meget
mere blev det ikke til. Af flere grunde løb dette første forsøg på at or-
ganisere studiekredsarbejdet i Danmark ud i sandet. Af personmæssige
årsager, idet Ludvigsen fik et nyt job, som beslaglagde hans tid og kræf-
ter, og Steenberg og Døssing havde hænderne fulde med at arbejde for
udviklingen og omformningen af bibliotekerne i disse år. Desuden
kom der en Verdenskrig i vejen, hvilket Steenberg gentagne gange an-
giver som en medvirkende årsag.

Et af de få synlige resultater af Hjemmelæsningsforeningens arbejde
var, at Statsbiblioteket i Århus fik tilladelse til at udlåne vandrebogsam-
linger til studiekredse på samme vilkår som til folkebogsamlinger.

I krigsårene findes der dog spor af overvejelser om en organisation
af folkeoplysningsarbejdet, hvori studiekredse indgår som et væsentligt
led. I 1915 udkastede bibliotekar A. Bjerregaard-Jensen således en de-
taljeret plan til, hvorledes man burde etablere et samarbejde mellem
vigtige bestående oplysningsinstitutioner som Folkeuniversitetsforenin-
gen, Udvalget for Folkeoplysnings Fremme og folkebogsamlingerne,
som hidtil havde virket hver for sig. Arbejdet skulle fremme forståelsen
af bøgers brug og nytte og derved fremskynde organisationen af folke-
bibliotekerne, som i Bjerregaard-Jensens plan indtog en helt central po-
sition.5

OgsåTh. Døssing opfordrede i 1915 til at tage studiekredstanken op
igen. Han beskrev denne nye og grundige oplysningsforms betydning.
Oplysningsarbejdet skal tage fat, hvor skolen slap: "Vi, der arbejder med
Bogen som Oplysningsmiddel, nærer ingen Tvivl om, at den Tid vil
komme, da en af Hovedopgaverne i Skolen, Folkeskolen og Eftersko-
len, bliver at lære Eleverne selvstændig benyttelse af Bøger. Nu er For-
holdet ofte det, at Skolen vækker en Trang til Oplysning, som Eleverne
senere i Livet ikke forstaar at tilfredsstille paa en fornuftig Maade og
som derfor tabes igen. Her kan Studiekredse i deres forskellige Former
gøre meget godt. Folkebogsamlingerne kan faa en vigtig Opgave, ikke
mindst de smaa Bogsamlinger paa Landet, hvis Ledere i en sjælden
Grad kan kende de Interesser, der er oppe i Egnen."6

Døssing påpeger behovet for et grundbogsmateriale, en opgave, som
Udvalget for Folkeoplysnings Fremme naturligt burde løse, og foreslår,
at foredragsvirksomheden med stor fordel kunne kombineres med stu-
diekredsarbejde.

Studiekredsforeningen

I 1918 tages tanken om at organisere studiekredsarbejdet op igen med
fornyet kraft. Den 7. januar danner 'en kreds af interesserede' Studie-
kredsforeningen med professor A. S. Steenberg som formand og høj-
skolelærer A. Olsen Thyregaard, Kærehave Husmandsskole, som sekre-
tær. Steenberg tillægger Thyregaard æren for at have taget initiativet til
genoptagelsen af arbejdet for studiekredsbevægelsen.7 Thyregaard har,
som Ludvigsen før han, hentet inspiration i Sverige, hvor Good-
Templarne har organiseret studiecirkler siden 1902, og hvor Arbetarnes
Bildningsförbund siden 1912 har haft en studiekredsvirksomhed i stærk
vækst.

I Studiekredsforeningens 17 medlemmer store bestyrelse var repræ-
senteret foreninger og organisationer med interesse for oplysningsar-
bejde: De politiske ungdomsforeninger, De danske Ungdomsforenin-
ger, afholdsforeningerne, De danske Købstæders Aftenskoleforbund,
Dansk Biblioteksforening, de offentlige biblioteker, Det sociale Sekre-
tariat, Folkeuniversitetsforeningen, Det kgl. Danske Landhusholdnings-
selskab, Husmandsforeningerne, Dansk Kvindesamfund m.fl. Th. Døs-
sing blev formand for foreningens Arbejdsudvalg. Også en anden af
bibliotekssagens store pionerer Jørgen Banke var med i bestyrelsen.

Foreningen fik fra sin start et talerør i Bogens Verden, hvis første årgang,
1918-19, blev udgivet i fællesskab mellem Dansk Biblioteksforening og
Studiekredsforeningen, redigeret af Døssing under medvirken af A.
Olsen Thyregaard.

I forordet til første nummer understreges naturligheden af et samar-
bejde mellem bibliotekerne og studiekredsene: "Alsidigt udrustede
Folkebiblioteker med kyndig Vejledning er en nødvendig Baggrund for
Studiekredsarbejdet, og Studiekredsene vil kunne skaffe Bibliotekerne
de bedste Læsere, dem, der stiller de største Krav, og som derfor er
Bibliotekerne mest kærkomne." Bibliotekerne og studiekredsene har et
fælles mål i at vejlede læserne i bøgers brug, som er "Hovedhjørneste-
nen i ethvert grundigt Arbejde for selvstændig tilegnet Oplysning".8

I samme nummer skriver Steenberg om Studiekredsforeningen og
dens målsætning, efter først at have taget endnu et livtag med den
gamle opfattelse, at bøger kun er til underholdning, men foredrag er til
oplysning. Denne anskuelse er dog nu ved at fortrænges af en "Bevæ-
gelse til Fremme af det skrevne Ords Plads i Oplysningsarbejdet", hvil-
ket har givet sig udslag dels i den stærke vækst af de offentlige biblio-
teker, dels i dannelsen af Studiekredsforeningen.9

Allerede i 1918 udgav Studiekredsforeningen sin første selvstændige pu-
blikation
Folkeoplysning gennem Samlæsning og Selvstudium. Dette lille skrift
indledes med nogle generelle betragtninger over studiekredsideen, dens
udenlandske forbilleder og de vanskeligheder, som arbejdet i Danmark
står over for. Dernæst gives en detaljeret beskrivelse af, hvorledes en stu-
diekreds kan tilrettelægge arbejdet med et konkret emne: Den jyske hede
og Det danske Hedeselskab, delt op over 10 mødeaftener, og med angi-
velse af hvad der læses til hver gang. Studievejledningen med fyldige
kommentarer hertil er gengivet. Der rådgives om antal deltagere, udpeg-
ning af studieleder og dennes rolle samt valg af fælles grundbog for alle
deltagere.

I et afsnit om Studiekredsforeningen opstilles dennes formål: "at
virke for almen Oplysning gennem Arbejde i Studiekredse, dels inden
for Fagforeninger og Institutioner, dels i private Kredse" ved:

• Udarbejdelse af studievejledninger, som vil blive offentliggjort i tids-
skrift.

• Udgivelse af grundbøger og anden litteratur, der er egnet for studi-
ekredse.

• Samarbejde med de offentlige biblioteker. Foreningen vil søge at
opnå en ordning, hvorved de offentlige biblioteker, i første række
folkebibliotekerne, bliver i stand til at skaffe studiekredsene den nød-
vendige litteratur.

• Vejledning til selve arbejdet i studiekredsene ved afholdelse af in-
struktionskursus for studieledere.

• Agitation for studiekredsarbejdet, dels ved foredrag, dels ved artikler
i dagspressen og i tidsskrifter.

• Samarbejde med den bestående foredragsvirksomhed, således at der
forud for studiekredsens arbejde afholdes et eller flere foredrag over
det emne, kredsen skal behandle. Eventuelt kan emnet også uddybes
eller særlige spørgsmål fremdrages i foredrag, efter at kredsens arbejde
er sluttet.

Bemærkelsesværdigt i forbindelse med emnet for denne artikel er
punkt 3: Man regner nu med folkebibliotekerne som en nødvendig og
selvfølgelig samarbejdspartner, hvilket er en følge af den udvikling, som
folkebibliotekerne har gennemgået siden Hjemmelæsningsforeningens
programsætning i 1910-11. Der hersker en optimistisk forventning om,
at der nu er skabt politisk grobund for store fremskridt for folkebiblio-
teksvæsenet, hvilket har udmøntet sig i markante stigninger både i de
stedlige og især i de statslige tilskud.10 Der er tale om "en gennem-
gribende Reorganisation" af bibliotekerne, som har sat sig nye mål. De
angelsaksiske biblioteksideer er ved at slå igennem på dansk grund. Fol-
kebibliotekerne er en "selvstændig Faktor i Oplysningsarbejdet, side-
ordnet med Skolen i dens forskellige Former",11 og det må betragtes
som naturligt, at den befolkning, som i skolerne har lært at læse, i
bibliotekerne får adgang til at nære og udvikle sine åndelige eller rent
praktisk-materielle interesser.

Studiekredsen som arbejdsform

Studiekredsforeningens første opgave blev at oplyse om, hvad en studi-
ekreds er, og hvorledes den arbejder. En studiekreds består af en lille
gruppe mennesker, som efter en fælles metodisk plan sammen søger at
tilegne sig viden om et bestemt emne ved alles aktive deltagelse. Det
optimale antal deltagere vil være 5-15, den nedre grænse for at sikre til-
strækkelig gensidig inspiration, den øvre af hensyn til at alle deltagere
skal have mulighed for at komme til orde i den diskussion, som ideelt
danner afslutning og er hovedindhold på hver mødeaften. På et forbe-
redende møde aftales mødehyppighed og -længde. Typisk vil man holde
møder af to timers varighed hver eller hver anden uge, 10-15 gange i
løbet af en vinter. Kredsen vælger af sin midte en studieleder, som til-
vejebringer en studievejledning, efter hvilken arbejdet fordeles på samt-
lige deltagere. Den bør være meget detaljeret og er vigtig for, at kred-
sen kan få udbytte af sit arbejde. Det er også studielederens opgave at
fremskaffe den supplerende litteratur og at lede kredsens diskussioner.

Studiekredsens vigtigste arbejdsredskab er grundbogen, som bør
indeholde en nogenlunde fyldig beskrivelse af det valgte emne. Den
bør være inddelt i afsnit passende til én mødeaftens gennemgang.
Grundbogen bør anskaffes af alle deltagere. Før hver mødeaften for-
ventes alle deltagere at have forberedt sig i det aftalte afsnit i grund-
bogen. Studielederen eller en af ham udpeget indleder vil endvidere re-
degøre for indholdet af det supplerende materiale i et indlæg af ca. en
halv times varighed. Aftenen afsluttes med diskussion af det gennemgå-
ede, med studielederen som ordstyrer.

Således vil arbejdet i den typiske studiekreds foregå, men i øvrigt
dyrkes studiekredsarbejdet i mange afskygninger. Der kan arbejdes i
enkeltbogskredse eller i emnekredse, fra den enklest tænkelige form
som en højtlæsning med efterfølgende samtale, til den højt kvalifice-
rede kreds, som arbejder på et langt mere ambitiøst niveau.

I løbet af Studiekredsforeningens levetid (1918-1929) advares der i flere
indlæg i foreningens tidsskrift mod at lægge studiekredsarbejdet op i for
højt et plan. Studievejledningerne må ikke blive for 'vidtløftige', for
akademiske for almindelige deltageres forudsætninger. Dette afspejler
sig også i en diskussion i tidsskriftet
Læsning om selve betegnelsen stu-
diekreds, som efter nogles mening let kan virke afskrækkende på jævne
mennesker. Der foreslås forskellige andre navne som samlæsning og
kredslæsning.

Steenberg går ind i diskussionen og afviser, at ordet studiekreds
skulle være udslag af nogen 'titelsyge', men alene skyldes, at man har
været inspireret af det svenske 'studiecirkel'. Han finder det beklageligt,
hvis selve ordet skulle "afskrække Folk fra at benytte den gode Form,
som Studiekredsen er til at faa det mest mulige ud af en Bog eller faa
et Emne grundigt behandlet gennem Læsning", men konkluderer, at "i
Øjeblikket forekommer det mig ikke, at der er Anledning til at foran-
dre Centralorganisationens [i. e. Studiekredsforeningens] Navn".12

Men Steenberg er ivrig talsmand for, at studiekredsarbejdet skal være
differentieret; der må arbejdes både med lettere emner på et enkelt
grundlag og med sværere opgaver for viderekomne. I praksis vil det
sige, at man også bør benytte enkeltbogskredse, og at der bør udarbej-
des studievejledninger aflangt mindre omfattende karakter.

Studiekredsforeningens virksomhed
Udgivelse af tidsskrift

Hovednerven i Studiekredsforeningens arbejde var dens tidsskrift,
hvorigennem de øvrige arbejdsopgaver kanaliseredes. For en forening
som denne, hvor medlemmerne ikke, som i lokale foreninger, kunne
komme sammen til drøftelse af foreningens mål og midler, var et fælles
medlemsblad et meget vigtigt forum for forslag, erfaringsudveksling og
debat i foreningsarbejdet.

Som omtalt var foreningens første tidsskrift, Bogens Verden, fellesor-
gan for Studiekredsforeningen og Dansk Biblioteksforening 1918 —
juni 1919. Da Dansk Biblioteksforening og foreningen Danmarks Fol-
kebogsamlinger trods mange uoverensstemmelser i september 1919
sluttedes sammen under navnet Danmarks Biblioteksforening, blev
Bogens Verden denne nye forenings tidsskrift, men Studiekredsforenin-
gen fik et samarbejde i stand mod at yde et tilskud til udgivelsen, såle-
des at bladet gav spalteplads til meddelelser fra Studiekredsforeningen.

I en kort redegørelse for dette samarbejde pointerer Studiekredsforenin-
gens sekretær A.Thyregaard endnu engang det gensidige afhængigheds-
forhold mellem de offentlige biblioteker og studiekredsarbejdet, et
ledemotiv gennem hele foreningens virke.13

I Bogens Verden offentliggjordes indlæg om foreningen, dens formål
og aktiviteter til opfyldelse heraf, udveksling af praktiske erfaringer med
studiekredsarbejde, udblik til det langt mere udviklede studiekredsar-
bejde i Sverige, hvortil foreningen havde tæt personlig kontakt, med-
delelser om instruktørkursus for studiekredsledere o. lign. Bladet bragte
også nye studievejledninger og boglister samt liste over allerede udgivne
studievejledninger.

På Studiekredsforeningens årsmøde i oktober 1921 blev der imidlertid
fremsat ønske om et eget tidsskrift fra flere medlemmer, som mente, at
et sådant ville fremme foreningens formål bedre end meddelelser fra
foreningen optaget i
Bogens Verden.

Fra begyndelsen af 1922 udkom derfor foreningens eget tidsskrift
Læsning. Det udkom under snævre økonomiske rammer, men kom ikke
til at koste foreningen meget mere end kontrakten med
Bogens Verden
havde gjort. Foreningens formand A.S. Steenberg tilbød at redigere bla-
det vederlagsfrit, og med beundringsværdig flid helligede han sig denne
opgave i sit otium, skønt han et par år før havde set sig nødsaget til at
trække sig tilbage fra biblioteksarbejdet som følge af "en aarelang Ner-
vesvækkelse, fremkaldt af Overanstrengelse".14

De første to årgange udkom under beskedne former og med be-
grænset plads. Det erklærede mål var at "fremme Læsningen, som den
drives i Studiekredse og af Enkeltmand. Derfor vil det give Fremstil-
linger af Læsemetoder og af Former for Studiekredsarbejdet. Det vil of-
fentliggøre Studievejledninger og Boglister og, forsaavidt Pladsen tilla-
der det, Anmeldelser af nye Bøger. I et Afsnit "Hvad skal jeg læse?" vil
det bringe Udtalelser om, hvad andre har anset det værd at læse. [...]
Det vil forklare, hvorledes man kan skaffe sig Bøger gennem de of-
fentlige Biblioteker. Det vil berette om, hvad der udføres af organiseret
Arbejde (gennem Studiekredsforeningen, Studiekredse o. lgn.) for at
fremme Læsningen. Det vil ogsaa søge Hjælp til Arbejdet herhjemme
hos vore Nabolande, af hvilke særligt Sverige har en meget omfattende
og statsunderstøttet Organisation af Studiekredse." Således skriver
Steenberg i bladets første artikel.15

Tidsskriftet udkom i perioden 1922-1928, de to første årgange med
5 numre årligt, ca. 80 sider pr. år, som udsendtes gratis til foreningens
medlemmer. Indholdet er meget varieret: artikler om studiekredsarbej-
det i ind- og udland, foreningsmeddelelser, foreningens årsberetninger
og årsregnskaber, samarbejde med andre institutioner og nogle fa stu-
dievejledninger.

Her i tidsskriftets indledende fase er indholdet koncentreret mere
om studiekredsarbejdets form end om dets indhold. Der er mange be-
gyndelsesvanskeligheder at overvinde, bl.a. var det meget svært for for-
eningen at skaffe sig oplysninger om studiekredsarbejdet ude i landet,
og
Læsning opfordrer gentagne gange studiekredsene til at give medde-
lelse om deres virksomhed, hjemsted, emne, antal deltagere og varig-
hed.

Steenberg afslutter begge de første årgange med et lille hjertesuk
over, at det er så vanskeligt at finde bidragydere til bladet, at han selv
må fylde en fjerdedel af det.

I 1924 skiftede tidsskriftet karakter med hensyn til både indhold og
omfang. På foreningens årsmøde i 1923 fremkom der forslag om en
væsentlig udvidelse bestående af indledende artikler om spørgsmål, som
var egnede til behandling i studiekredse, ledsaget af en studievejledning
hertil, større emne-boganmeldelser samt anmeldelser af egnede grund-
bøger. Man er nået så langt i det agiterende oplysningsarbejde om stu-
diekredsen som arbejdsform, at man nu kan lægge mere vægt på arbej-
dets indhold.

Steenberg kunne ikke påtage sig redaktionsarbejdet af det stærkt ud-
videde tidsskrift alene, men indgik i et tremands redaktionsudvalg, som
også arbejdede gratis. I det hele taget fremgår det af kildematerialet, at
det kun var takket være den meget store portion idealisme og ildhu hos
nogle ganske få enkeltpersoner, at det lykkedes at få stablet dette store
arbejde på benene.

Læsning udkommer i 1924 og 1925 med 7 numre pr. årgang med ca.
180 sider årligt, i 1926-1928 stadig med 7 numre årligt, men et faldende
omfang. Hver årgang er forsynet med register.

Bladet LÆSNING, udgivet af Danmarks Studiekredsforening, udkom 1922-1928

Udgivelse af studievejledninger

En meget vigtig side af foreningens virksomhed er udgivelsen af stu-
dievejledninger, som er et absolut nødvendigt arbejdsredskab for stu-
diekredsen. Som oftest vil foreningen have modtaget anmodning fra
studiekredse om vejledninger i bestemte emner, hvorefter foreningen
opfordrer en i det givne emne sagkyndig person til at udarbejde vej-
ledningen. I enkelte tilfælde er vejledningerne udformede som bogli-
ster, eventuelt med kommentar, men som regel er der lagt et stort ar-
bejde i at udarbejde en detaljeret vejledning, som afsnit for afsnit
gennemgår den relevante litteratur til et emne. Studiekredsforeningen
betaler honorar til dem, der har udarbejdet vejledningen, som sælges til
interessenter for et beskedent beløb gennem foreningens sekretariat. De
fleste studievejledninger bliver dog offentliggjort i
Bogens Verden og
Læsning, som medlemmerne modtager gratis.

I løbet af sine første ti år udgav foreningen i alt 96 studievejledninger
spændende lige fra "Bælgplantedyrkning" til "Psykisk Forskning". I
emnegrupper fordeler de sig efter hyppighed som følger:16

Sociale emner

28

Litterære emner

18

Historiske emner

13

Naturhistoriske emner

12

Praktiske fag

9

Biografiske emner
Geografiske emner
Religiøse emner
Filosofiske emner

8
3
3
2

Øvrig publikationsvirksomhed

Som et led i sin agitation for studiekredsarbejdet udgav foreningen al-
lerede i sit første år det nævnte skrift
Folkeoplysning gennem Samlæsning
og Selvstudium.
Det blev udgivet i 2000 eksemplarer, blev hurtigt ud-
solgt og afløstes af den langt mere omfattende
Studiehåndbogen (1919,
107 s.) som foruden studievejledninger indeholdt instruktive artikler af
fremtrædende folk i Studiekredsforeningen, A.Thyregaard,Th. Døssing,
Jørgen Banke m.fl. Af andre skrifter til hjælp for studiekredsarbejdet
udkom i 1923
Vejledning i studiearbejdet af C.L. Skjoldbo og i 1926 Vej-
ledning i Biblioteksbenyttelse og Studiekredsarbejdet (Publikum og Bibliote-
kerne)
af bibliotekar E. Bremerstent og sekretær C.L. Skjoldbo. Der er
også, især af foreningens formand A.S. Steenberg, skrevet en del artik-
ler til landets blade for at agitere for studiekredsarbejdet.

Fra 1925 kunne foreningens skrifter og studievejledninger foruden
gennem foreningens sekretariat fås gennem enhver boghandel, idet
Ejnar Harcks Bogforlag tog foreningens publikationer i kommission.

En alvorlig hæmsko for arbejdet var mangelen på egnede grundbø-
ger. Foreningen satte sig som mål at virke for udgivelsen af sådanne.
Foreningen havde ikke de fornødne ressourcer til selv at forestå udgi-
velsen afgrundbøger, men blev ved velvilje fra forskellige forlags side
sat i stand til at udgive nogle få stykker. Foreningens arbejde på dette
felt gik i højere grad ud på at overbevise andre institutioner, f.eks. Ud-
valget for Folkeoplysnings Fremme og Det kgl. Danske Landhushold-
ningsselskab, om det ønskelige i at der fremkom grundbøger i større
antal. Foreningen arbejdede også for dette ved at medvirke i Udvalget
for social Litteratur og i et samarbejde med Studentersamfundets Op-
lysningsforening.

Kursus- og mødevirksomhed

Efter at artikler i pressen havde vakt interesse for studiekredsarbejdet,
indbød Studiekredsforeningen på opfordring til sit første møde for stu-
diekredsinteresserede på Fyns Stifts Husmandsskole den 1. og 2. okto-
ber 1919. Der mødte 42 deltagere, fortrinsvis unge fra hele landet, af
forskellige politiske og religiøse retninger. Foreningen bekostede kur-
sus og ophold for 20 af deltagerne. Kurset blev ledet af foreningens
næstformand, da Steenberg var syg. Lærere var Døssing, Banke, Thy re -
gaard og Skjoldbo.

Der blev holdt tre foredrag om studiekredsarbejde med efterfølgende
spørgetime. En konkret studievejledning blev gennemgået, og der blev
undervist i bøgers brug. Endvidere blev der holdt foredrag om dansk
biblioteksvæsen for at vejlede studiekredsene med hensyn til boglån.

I 1920 holdtes to lignende kurser, et på Kærehave ved Ringsted og
et på Vestbirk Højskole med henholdsvis 50 og 40 deltagere. Begge
kurser blev ledet af Steenberg, og som lærere medvirkede de samme
som året før. På Kærehave talte lederen af Arbetarnes Bildningsförbund

i Sverige, fil. kand.Yngve Hugo om det svenske folkedannelsesarbejde,
der i flere henseender var forbillede for den danske bevægelse.

Disse kurser blev en succes og kom til at betyde meget for arbejdet
ude på det lokale plan, og denne kursusvirksomhed blev fulgt op det
følgende år.

Der blev også holdt lokale instruktionskurser, ligesom foreningens for-
mand, sekretæren og forretningsføreren (Skjoldbo) rejste land og rige
rundt og holdt foredrag, alene i foreningens tre første år 59 i alt i høj-
skoler, foreninger og aftenskoler. Rejseudgifterne i forbindelse hermed
afholdtes undertiden af de pågældende institutioner, men ofte af Stu-
diekredsforeningen.

For at give indtryk af dette agitationsarbejde gengives her en impo-
nerende tour de force, foretaget af sekretær A. Thyregaard i 1920 i Jyl-
land og på Fyn:

"I Oktober Maaned har han talt følgende steder:

Den 5.: Arbejdernes Aftenskole i Skive,

Den 6.: Venstres Ungdom i Hvidbjerg,

Den 10.: Forsamlingshuset i Skjørring,

Den 11.: Forsamlingshuset i Herskind,

Den 12.: Forsamlingshuset i Mundelstrup,

Den 18.: Arbejdernes Aftenskole i Vejle,

Den 19.: Venstres Ungdom i Kappendrup,

Den 20.: I.O.G.T. i Odense,

Den 21.: Arbejdernes Aftenskole i Randers,

Den 24.: De samvirkende Afholdsselskaber i Aalborg,

Den 25. — 26.: Biblioteket i Vilslev, og

Den 27.: Afholdsforeningen i Esbjerg."

Man forstår godt, at dette ledsages med ordene: "Der er i Aar langt
mere Fart i Studiekredsarbejdet end sidste Aar."17

Agitationsarbejdet har måske været særlig intensivt omkring oktober
måned, hvor meget af vinterens studiekredsarbejde skulle sættes i gang.
Men det er nok også kendetegnende for studiekredsbevægelsens pio-
nerer, at de ikke har været bange for gentagelsens monotoni på tryk
som i tale. I den gode sags tjeneste kunne tingene ikke siges for tit.

Udstillingsvirksomhed

Fra 1923 tog foreningen et nyt slagkraftigt agitationsmiddel i brug,
nemlig bog- eller studieudstillinger, som viste sig velegnede til at vække
interesse for studiekredse, selvstudium og planmæssig benyttelse af bib-
liotekerne.

Der afholdtes i 1923-24 fire udstillinger i København, Rønne, Århus
og Holbæk. De blev tilsammen besøgt af ca. 10.000 mennesker. I for-
bindelse med udstillingerne holdtes der foredrag om biblioteker, bøger
og studiekredse. Den første udstilling, som blev arrangeret ved et sam-
arbejde mellem den nystiftede Københavns Studiekredsforening og
Københavns Kommunebiblioteker, fandt sted 16.-26. september 1923
i det kommunale hovedbibliotek Nikolaj Kirkes læsesal. Udstillingen
åbnedes af Københavns stadsbibliotekar Jens Aarsbo, som udtalte sin
glæde over samarbejdet mellem bibliotekerne og studiekredsene.

Udstillingens kerne var de indtil da udkomne 40 studievejledninger
med dertil hørende bogsæt, en omfattende samling som "viste, at
Københavns Kommunebiblioteker ubestridt staar som de mest yde-
dygtige. [...] Intet andet Bibliotek i Danmark kan gøre Udstillingen saa
komplet, som den var her."

Af interesse var også de udstillede grundbøger, håndbøger for hjem-
met og litteratur om studiekredsarbejde og læsning, heraf især Studie-
kredsforeningens publikationer Folkeoplysning gennem Samlæsning og
Selvstudium,
Studiehaandbogen og tidsskriftet Læsning. Som forbillede til
efterfølgelse eller oversættelse var vist en samling svenske grundbøger i
serien
Natur og kultur — danske grundbøger var en mangelvare. Den
svenske litteratur om studiekredse samt de svenske tidsskrifter
Bok-
stugan, Studiekamraten
og A.B.F.var også med.

I udstillingen blev vist eksempler på nyttige håndbogssamlinger til
lærerens egen boghylde. Folkeuniversitetsforeningen udstillede sine
'grundrids' (boglister udarbejdede til foreningens foredrag) og andet
oplysende materiale om sin virksomhed. Kommunebibliotekerne
fremlagde kataloger, beretninger, tavler og en biblioteksfører, som ud-
deltes gratis.

Studiekredsforeningen havde udarbejdet nogle grafiske tavler, som il-
lustrerede statstilskuddene til bibliotekerne i Danmark, Norge og Sve-
rige; udviklingen af den svenske studiekredsbevægelse; antallet af bøger
i Danmarks forskellige biblioteker og udlånet af bøger fra de offentlige
biblioteker uden for København.

I forbindelse med udstillingen afholdtes der hver aften foredrag om
emner af interesse for oplysningsarbejdet. To aftener i løbet af udstil-
lingsperioden blev der givet praktisk demonstration af en studiekreds i
funktion.

Udstillingen blev så godt besøgt, at den blev forlænget med fire dage.
Da den sluttede, havde den haft ca. 3500 besøgende, og også foredra-
gene havde godt fremmøde.18

Denne udstilling blev et forbilledligt eksempel på samarbejde mellem
mange organisationer, som alle havde folkeoplysning som formål; et
samarbejde som bl.a. Steenberg mange gange efterlyste på dansk grund,
mens han fremhævede Sveriges resultater på dette område.

Et par måneder senere, 25.-30. november, fandt en lignende udstil-
ling sted i Rønne i samarbejde med den lokale biblioteksforening.
Statsbiblioteket i Århus stillede bøger til rådighed, og der var foredrag
hver aften. Ganske vist blev besøget noget mindre end ventet, men
bibliotekaren i Rønne, E. Bremerstent, vurderede alligevel udstillingen
som anbefalelsesværdig: "den skal nok bidrage til at bryde Isen for Stu-
diekredssagen, hvor den kommer."

I Holbæk arrangeredes udstillingen i februar 1924 i et samarbejde
mellem Danmarks Studiekredsforening, som foreningen nu kaldte sig,
og en række lokale organisationer. Foreningens vandreudstilling blev
suppleret med lokalt stof udstillet af bl.a. Historisk Samfund, og der var
indrettet en børnelæsestue i et tilstødende lokale. Steenberg holdt fore-
drag om studiekredse, og Skjoldbo ledede en studiekreds i funktion.
Udstillingen fik udførlig presseomtale og blev besøgt af 2000 men-
nesker.

Foreningen gjorde så gode erfaringer med denne vandreudstilling, at
den blev ajourført og brugt i agitationsøjemed rundt omkring i landet
de følgende år.

Samarbejdet med bibliotekerne

Som nævnt understreger Studiekredsforeningens ledende mænd fra
første færd den åbenlyse forbindelse mellem studiekredse og bibliote-
ker. Kuriøst nok har man ganske vist glemt at medtage dette forhold i
foreningens første love, hvor bibliotekerne ikke er nævnt med ét ord,
men i praksis arbejder man på at etablere samarbejde på mange områ-
der, selvfølgelig også fordi der er meget høj grad af personsammenfald.
Det er den samme, ret lille personkreds, som er aktiv i både studie-
kredsbevægelsen og biblioteksbevægelsen.

I Studiehaandbogen skriver Døssing i kapitlet Studiekredsene og Bib-
liotekerne: "Det er ikke let paa det nuværende Tidspunkt at give
almengyldige Regler for Studiekredsenes Forhold til Bibliotekerne.
Studiekredsarbejdet er her i Landet endnu i sin Begyndelse og har ikke
hidtil stillet store Krav til Bibliotekerne. Paa den anden Side er vort of-
fentlige Biblioteksvæsen endnu ikke tilstrækkeligt organiseret til at
kunne imødekomme specielle Krav i saa stor Udstrækning, som det vil
blive nødvendigt, hvis Studiekredsbevægelsen tager Fart."

Han understreger, at en studiekreds ikke kan undvære et bibliotek,
men at kredsen ikke selv bør samle bøger, således som man kender det
fra Sverige, hvor studiecirklerne danner deres egne biblioteker med
meget store statstilskud. En sådan udvikling er man stort set enige om
at undgå herhjemme, da den medfører en splittelse af de i forvejen spar-
somme ressourcer, som langt hellere bør koncentreres om udbygningen
af det offentlige biblioteksvæsen. Selv om Sverige i mange henseender
er forbilledet for studiekredsbevægelsen, er her et træk, som man abso-
lut ikke vil efterligne.

Døssing skitserer videre i sin artikel, hvad bibliotekerne kan eller bør
kunne yde studiekredsene, og hvorledes disse, ved at fremsætte deres
behov, kan inspirere bibliotekerne i deres bogvalg og i oprettelse af læ-
sestuer med håndbøger, hvilket på denne tid endnu var et særsyn i fler-
tallet af biblioteker på landet. Han opfordrer studiekredse udgået fra
formålsbestemte organisationer til at yde biblioteket et fast årligt bidrag
og derved supplere bibliotekets statstilskud.

En studiekreds bør altså henvende sig til det lokale folkebibliotek.
Hvis dette ikke har de ønskede bøger, må det overveje, om de bør an-
skaffes, og ellers skaffe dem fra det nærmeste centralbibliotek eller gå til
Statsbiblioteket i Århus, som har den specielle opgave at virke for det
almene oplysningsarbejde over hele landet ved gratis udlån af oply-
sende litteratur, evt. portofrit udsendt.19

Døssing havde været klartskuende. I løbet af få år fik studiekredsbevæ-
gelsen så meget vind i sejlene, at dens krav til bibliotekerne var ved at
vokse disse over hovedet, skønt biblioteksvæsenet også havde været
inde i en vældig vækst i samme periode. Spørgsmålet om, hvorledes
man skaffer bøgerne til studiekredsene, behandles allerede i
Læsnings
første årgang (1922) i 6-7 indlæg.

Statsbiblioteket

Emanuel Sejr redegør kort for Statsbibliotekets rolle. Om studiekreds-
sagen siger han: "Det er i høj Grad ønskeligt, at dette systematiske Ar-
bejde, som endnu virker famlende og usikkert, maa vokse sig stærkt og
bevidst." Han understreger, at Statsbiblioteket vil have supplerende
funktion, hvad angår forsyning af dansk faglitteratur. Lånevejen bør
først gå til det lokale bibliotek, derfra til centralbibliotekerne, hvoraf
nogle har anskaffet sig studiekasser til de mest efterspurgte emner. Slår
det heller ikke til, træder Statsbiblioteket til. Med hensyn til udenlandsk
litteratur træder Statsbiblioteket i første række. Grundbogen bør hver
deltager selv eje.

Centralbibliotekerne

I indlæg om centralbibliotekerne foreslår både H. Hvenegaard Lassen
og Carl Thomsen, at bibliotekerne må organisere deres indkøb af Em-
nekasser med bøger om de mest dyrkede emner. Ifølge Hvenegaard
Lassen står centralbibliotekerne allerede i tæt forbindelse med studie-
kredsene, som han anser som en "naturlig Forbundsfælle" for bibliote-
kerne. Centralbibliotekerne har ofte givet impuls til dannelse af studi-
ekredse, de har udarbejdet læseplaner, og mange biblioteksfolk er aktive
studieledere. Det er hans overbevisning, at kommende centralbiblio-
teksbygninger vil indeholde lokaler til studiekredsene, således at sam-
menknytningen vil blive frugtbringende for begge parter.

Studiekredsforeningens arbejdsudvalg udkastede en plan til, hvorle-
des de studiekasser/emnekasser, som nogle centralbiblioteker havde an-
skaffet, kunne udnyttes optimalt. Man påtænkte at oprette en "inter-
central" organisation, således at det enkelte centralbibliotek kunne låne
studiekasser hos de andre. Studiekredsforeningen skulle fungere som
bindeled, idet centralbibliotekerne skulle meddele sekretæren, hvilke

studiekasser de havde, og til ham kunne studiekredse henvende sig om
udlån af de ønskede kasser.

Steenberg forelagde planen for centralbibliotekarerne ved Danmarks
Biblioteksforenings årsmøde i 1922, og planen vandt udelt tilslutning
hos de tilstedeværende. Man blev enige om også at søge at inddrage
Statsbiblioteket i ordningen.

Steenberg sendte en fremstilling af planen ud til de dengang 13 cen-
tralbiblioteker sammen med en forespørgsel om deres holdning til
sagen. De blev spurgt, (a) om de havde studiekasser, (b) om de ville lade
disse indgå i en intercentral udlånsordning med andre centralbibliote-
ker, og (c) om de ville holde Studiekredsforeningens sekretær informe-
ret om, hvilke studiekasser de eventelt kunne udlåne. Svarene fordelte
sig i tre grupper:

(1) Nykøbing F., Svendborg, Silkeborg og Esbjerg har studiekasser og
vil tiltræde ordningen.

(2) Næstved, Rønne,Vejle,Viborg, Lemvig og Hjørring vil arbejde for
at oprette studiekasser og derpå gå med i ordningen.

(3) Holbæk, Åbenrå og Ålborg har ingen studiekasser, men hvis de far,
vil de nok tiltræde ordningen.

Studiekredscentral og studiekredshøjskole?

Carl Thomsen gør sig i sit indlæg "Hvorledes skaffer vi Bøgerne?"
overvejelser om at samle alle studiekasserne på et sted, f.eks. i Stats-
biblioteket, hvilket vil være det teknisk enkleste, men måske ikke den
mest rationelle udnyttelse, da bøgerne så ikke kan bruges af de almin-
delige lånere uden for studiekredsene. I Esbjerg Centralbibliotek, hvor
Carl Thomsen er bibliotekar, er man nået et skridt videre, idet man har
organiseret anskaffelsen af studiekasser og udlåner dem gratis til studie-
kredse, primært i det lokale biblioteks område, dernæst til andre lokal-
biblioteker i centralbiblioteksområdet.

Carl Thomsens idé om at samle studiekasserne er et af flere tilløb til
dannelse af en studiekredscentral. I en situationsberetning om studie-
kredsarbejdet på Bornholm i februar 1923 fremsætter den derværende
bibliotekar E. Bremerstent forslag om, at Studiekredsforeningen skal
oprette en studiekredshøjskole til uddannelse af ledere og et studie-
kredsbibliotek for hele landet.

Ved disse foranstaltninger ville man yderligere opnå et par sidege-
vinster. Det ville styrke tilgangen af medlemmer, idet "alle der har
været paa Studiekredshøjskole, og alle Kredse, der havde faaet Bøger fra
Studiekredsbiblioteket, vilde være knyttet til Foreningen ved en reel
Forbindelse med det saa nødvendige materielle Bindeled." [...] "Ende-
lig — sidst, men maaske vigtigst — vilde vort Studiekredsarbejde faa en
neutral Grund at mødes paa. [...] Man vil jo sikkert være enig om, at
de forhaandenværende Partiorganisationer, faglige, politiske o.s.v., er
det naturlige Moderskød for Studiekredse. Her findes alle de Beting-
elser, som skal til for at faa Studiekredse til Verden. Men dette Forhold
har sikkert sin svage Side i Partiskheden. Den kunde blive modvirket
paa Studiekredshøjskolen og ved det fælles Bibliotek. Og endelig
kunde det maaske hindre, at vi fik den Udvikling, som Sverige har
faaet, hvor Studiekredsene faar Statstilskud til de Bøger, de køber, og
saaledes opretter en Mængde smaa Biblioteker rundt om og spreder de
i Forvejen ikke alt for stærke Kræfter."

Det er et klart forsøg på — på et meget tidligt tidspunkt i bevægel-
sens udvikling — at modvirke en politisering af studiekredsarbejdet.

Københavns Kommunebiblioteker

I Københavns kommune kom samarbejdet mellem bibliotekerne og
studiekredsbevægelsen til at sætte mange spor, navnlig efter dannelsen
af Københavns Studiekredsforening (lokalafdeling af Danmarks Studie-
kredsforening). Det manifesterede sig allerede ved den omtalte første
studiematerialeudstilling i Nikolaj Kirke i efteråret 1923 og ved en se-
nere udstilling i 1926.

Under den initiativrige stadsbibliotekar Jens Aarbos ledelse, støttede
Københavns Kommunebiblioteker (KKB) studiekredsene ved favorable
udlånsvilkår - udlån af flere bøger og for et længere tidsrum end nor-
malt fastsat - ved udstedelse af studiekort og ved at stille lokaler til rå-
dighed for studiekredsene, så vidt det overhovedet var muligt for biblio-
tekerne inden for deres beskedne rammer. Aarsbo ivrede stærkt for at
få indrettet studiekredslokaler ved planlægningen af nye biblioteksbyg-
ninger. KKB abonnerede på et stort antal eksemplarer af
Læsning, og i
samtlige kredsbiblioteker fandtes komplette sæt af Studiekredsforening-
ens vejledninger og småskrifter.

Studiekredsforeningens sekretær C. L. Skjoldbo vurderer KKB's ind-
sats således: "Denne store Støtte fra Københavns Kommunebibliotekers
Side har sikkert bidraget stærkt til, at Studiekredsarbejdet netop i
København har taget et saa stærkt Opsving, som Tilfældet har været, og
der er al Grund til at paaskønne denne Hjælp, som vistnok er uden
Sidestykke her i Landet."20

Indsamling af statistisk materiale om studiekredsvirksomheden
For at kunne vejlede centralbibliotekerne ved indkøb og tilrettelæg-
gelse af studiekasser og for at løse den store opgave med bogforsynin-
gen i det hele taget, forsøgte Studiekredsforeningen at skaffe oplysnin-
ger om studiekredsenes antal og emner.

Dette var en meget vanskelig opgave for foreningen, som kun i ringe
omfang selv dannede studiekredse og derfor ikke stod i direkte organi-
satorisk forbindelse med studiekredsene rundt i landet. Foreningen
arbejdede med at vejlede de kredse, der måtte opstå inden for andre
foreninger og organisationer eller blandt private. Af sådanne organisa-
tioner, der især arbejdede i studiekredse, kan nævnes Danmarks social-
demokratiske Ungdom, Venstres Ungdom, Studentersamfundet, Ar-
bejdernes Læseselskab, arbejderhøjskolerne, højskoler og forskellige
afholdsorganisationer.

Ved at udsende spørgeskemaer til en række biblioteker og organisa-
tioner lykkedes det at tilvejebringe et sparsomt og usikkert statistisk
materiale om studiekredsarbejdet i 1923-24.21

På grundlag af det indkomne materiale kunne man opstille en sta-
tistik over emner og emnefordeling for i alt 71 kredse. Dertil kom ca.
35 kredse inden for Danmarks socialdemokratiske Ungdom og ca. 30
kredse inden for Venstres Ungdom, hvis emner ikke er oplyst. Det for-
modes, at der desuden har været en del kredse i gang uden tilknytning
til biblioteker eller organisationer.

1923-24: Det anslås, at der i vinteren 1923-24 i alt har været ca. 150
kredse i gang.

1924-25: For vinteren 1924-25 har man oplysning om emnefordeling
for 188 kredse samt kendskab til ca. 100 kredse, som hoved-
sageligt har arbejdet med sociale emner, der ikke er nøjagtigt
oplyst. Den store stigning i antallet af kredse må primært til-
lægges oprettelsen af Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF)
i 1924.

1925-26: Oplysninger indsamlet for 1925-26 lader formode, at der har
været ca. 400 studiekredse i funktion, heraf de 256 i AOF's
regi. Emnefordelingen er oplyst for 84 kredse. I AOF's årsbe-
retninger 1925ff er forbundets studiekredsvirksomhed be-
skrevet med nøjagtige oplysninger om emner, antal kredse
samt kredsenes emnemæssige og geografiske fordeling.

1926-27: Gennem bibliotekerne har Studiekredsforeningen for vinte-
ren 1926-27 faet oplysning om 147 studiekredse og deres
emnefordeling. Foreningen anslår, at der i alt har været ca.
450 studiekredse i gang. Det understreges kraftigt i Studie-
kredsforeningens årsberetning, at det statistiske materiale,
man har indsamlet, kun kan bruges som "en betinget Maa-
lestok", bl.a. fordi det vides, at mange studiekredse arbejder
uden støtte fra bibliotekerne.

1927-28: Foreningen har for dette år kun samlet oplysninger om stu-
diekredsene fra de enkelte institutioner, da man har måttet
erkende, at de hidtidige forsøg på at opstille en statistik, bl.a.
via bibliotekerne, er behæftet med store svagheder. Det an-
slås, at der i vinteren 1927-28 har været ca. 500 studiekredse
i arbejde.

Foreningen kan blot konkludere, at der år for år har været en støt frem-
gang for studiekredsvirksomheden, uden at man kan opstille sikre tal.
Dette blev en alvorlig hæmsko for arbejdet med at løse bogforsynings-
problemet.

Samarbejde med øvrige folkeoplysende organisationer

Inspireret af højskolebevægelsen havde der ud over landet bredt sig tal-
rige foredragsforeninger med en frodig, men planløs foredragsvirksom-
hed, hvis oplysningsværdi man blandt ledende folkeoplysningsfolk i sti-
gende grad satte spørgsmålstegn ved.

En undtagelse udgjorde Folkeuniversitetsforeningernes foredrags-
virksomhed, som havde en organiseret plan med foredrag holdt i ræk-
ker med et til hver foredragsrække trykt grundrids med litteraturhen-
visninger. Foredragene suppleredes med spørgetimer. Til gengæld lå
dette arbejde på et så højt niveau, at det næppe kunne kaldes folkeop-
lysning i bred forstand.

En af Steenbergs kongstanker var at etablere en sammenhæng mel-
lem den traditionelle foredragsvirksomhed, læsning og arbejde i studie-
kredse. Foredraget skulle vække interessen for et emne, det nærmere
kendskab til emnet fas gennem bøger, og endelig kunne emnet uddy-
bes ved arbejde i studiekreds. Fordelen ved en organisatorisk forbin-
delse mellem foredragsforening, folkebibliotek og studiekreds var ind-
lysende. Alligevel lykkedes dette samarbejde kun sporadisk. Forskellige
foredragsforeninger indbød ganske vist Studiekredsforeningens for-
mand og sekretær til at holde foredrag om studiekredsarbejde, men i en
artikel i
Læsning 1927 måtte Steenberg konkludere, at de foredragsfor-
eninger, der har sluttet sig op om folkehøjskolernes arbejde, kun i ringe
omfang har søgt samarbejde med Studiekredsforeningen.

En sikker måde at fremme studiekredsarbejdet på ville være, om man
tog dette arbejde op på højskolerne. Hvis eleverne her blev fortrolige
med denne arbejdsform, ville de, når de forlod højskolen, drage ud i
deres lokalsamfund med interesse for at oprette og lede studiekredse
her.

Læsnings redaktion henvendte sig til højskolerne og opfordrede dem
til at skrive til bladet om deres eventuelle erfaringer med studiekredse.22
En del højskoler har taget arbejdet op, bl.a. Rødding, Askov, Arbejder-
højskolen i Esbjerg og Den internationale Højskole i Helsingør, men
der tegner sig en generationskløft mellem de gamle højskolefolk, som
stadig sværger til 'det levende ord', og den nye generation af højskole-
lærere, som mener, at vækkelse ved foredrag skal følges af vækst ved
læsning.

Samarbejde med folkeoplysningsarbejde i udlandet

Studiekredsforeningen var som nævnt fra sin start inspireret af oplys-
ningsarbejdet i udlandet, og i hele sin virketid havde foreningen mange
kontakter dertil, især til Sverige. Læsning bringer mange indlæg om,
"hvad vi kan lære af Sverige". Steenberg har tæt personlig kontakt til
de ledende folk i ABF og IOGT, og ved møder og instruktionskurser i

både Danmark og Sverige er der hyppig deltagelse fra nabolandet. På
talrige ledder har kontakten til Sverige været en uvurderlig inspira-
tionskilde for studiekredsbevægelsen i Danmark.

Læsnings spalter gav også plads for udblik til et særligt oplysningsar-
bejde i Tyskland, nemlig oplæsningstimer ved bibliotekerne. Dette
praktiseredes ved Stadtbibliothek Stettin under Erwin Ackerknechts
auspicier og skildres i to indlæg i 1923 og i 1926. Ackerknecht udgav
en bog med i alt 99 programmer for oplæsningsmøder. I korthed går
en oplæsningstime ud på højtlæsning af kortere og længere stykker
skønlitteratur samlet omkring et bestemt emne. For at sikre højtlæs-
ningens 'dannelsesvirkning', udarbejdede biblioteket en liste over de
bøger, som højtlæsningen måtte have vakt interesse for, ikke kun de
værker der var læst højt af, men også f.eks. biografiske eller kulturhis-
toriske værker med tilknytning til emnet. Steenberg mente, at denne
arbejdsform udmærket kunne være en naturlig indfaldsvinkel til arbej-
det i en studiekreds.

I Studiekredsforeningens udveksling af erfaringer med oplysnings-
organisationer i andre lande indtog Steenberg en nøgleposition, idet
han gennem sit mangeårige virke som utrættelig agitator for folke-
bibliotekssagen havde knyttet mange personlige forbindelser til frem-
trædende repræsentanter for folkeoplysning i udlandet, som han nu
også i sin egenskab af formand for Studiekredsforeningen kunne drage
nytte af.

Studiekredsforeningens ophør

I 1927 gør Steenberg i optimistisk jubilæumsstemning rede for Studi-
ekredsforeningens aktiviteter gennem ti år og konkluderer således: "Saa
meget kan siges med Sikkerhed, at vor Forening har fremmet Studie-
kredsarbejdet meget betydeligt i de 10 Aar, i hvilke den har virket. Ar-
bejdet har ikke været let, da den maatte arbejde i en Befolkning, hvoraf
en Del saa med Ligegyldighed, undertiden endog med en vis Mod-
stand, paa det trykte Ord. [...] Naar der nu i 1918 blev taget fat igen,
og Heldet denne Gang har fulgt Arbejdet, saa skyldes dette ikke blot, at
Folkets Læsning er bleven stærkt forøget gennem Folkebibliotekernes
Udvikling, men ogsaa, at denne Læsning gennem Bibliotekernes Ar-
bejde til Dels har skiftet Karakter. Bogen søges nu ikke blot for gen-
nem den at faa en god Hjælp til at udfylde en ledig Stund; men det er
blevet mere almindeligt forstaaet, at Bogen kan være et godt Arbejds-
redskab, der kan hjælpe ved det daglige Arbejde for Brødet. Vor For-
ening staar derfor i stor Gæld til det Arbejde, som gennem Biblioteks-
bevægelsen er sket for at forøge og forbedre det danske folks Brug af
Bøger. Og Folket er gennem Foreningens Arbejde vundet fremad,
ogsaa hvad Selvstudiet angaar, fordi Studiekredsarbejdet gaar ud paa at
fremme den Enkeltes evne til at kunne bruge en Bog.

Ved Siden heraf har Foreningen fremmet den Følelse af Samhørig-
hed, som præger vor Tid og derigennem fremhjælper en lykkelig De-
mokratisering.

Vi, som arbejder for Studiekredsbevægelsen, ser med Fortrøstning
paa dens Fremtid. Den hænger nøje sammen med Udviklingen af
Bibliotekerne og med Udviklingen af Samhørighedsfølelsen. Derfor vil
Fremgangen i Studiekredsarbejdet være sikret."23

Forbindelsen med bibliotekerne og studiekredsaktiviteten fortsatte efter Studiekredsforeningens ophør.
Fotografi fra Arbejdernes Oplysningsforbund i Lyngby med teksten:
Studiekreds i samfundsøko-
nomi 1931-1932. Leder bibliotekar Møballe.
Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Den 8. januar 1928 fejrede foreningen sit tiårs jubilæum. Ved jubilæ-
umsmødet i København deltog repræsentanter for det frie folkeoplys-
ningsarbejde i Danmark og Sverige. På mødet blev givet en række
oversigter over studiekredsbevægelsens arbejde i begge lande, og man
drøftede fremtidige arbejdsopgaver for Studiekredsforeningen. Jubilæet
gav anledning til en del presseomtale af foreningen og dens arbejde.

Der var intet i jubilæumsfestlighederne, som tydede på, at foreningen
stod over for sin snarlige opløsning. Det forekommer derfor ganske
overraskende, at der allerede 3-4 måneder senere, på foreningens års-
møde den 26. april 1928, af bibliotekar E. Bremerstent fremsættes for-
slag om, "at Danmarks Studiekredsforening standser sin hidtidige Virk-
somhed og ophæves fra April 1929." Foreningen ville imidlertid fa sin
død i skønhed, da det var Bremerstents hensigt at ansøge undervis-
ningsministeriet om at få foreningens statstilskud (1.900 kr) overført til
oprettelse af et studiekredsbibliotek. Et sådant havde som nævnt været
foreslået af Bremerstent allerede i 1923,24 og tanken havde siden været
luftet flere gange, bl.a. af Skjoldbo,25 og senest havde biblioteksdirektør
Th. Døssing på Studiekredsforeningens jubilæumsmøde slået til lyd for
idéens gennemførelse.26

Mødedeltagerne var enige om, at foreningen havde løst sin hoved-
opgave, nemlig at gøre studiekredsen som arbejdsform kendt. Man ene-
des også om, at det næste store mål måtte være oprettelse af et studie-
kredsbibliotek til afhjælpning af det presserende bogforsyningsproblem.
Forsamlingen vedtog derfor følgende resolution: "Danmarks Studie-
kredsforening ansøger Ministeriet om, at det Statstilskud, Foreningen
hidtil har faaet, overføres til Statens Bibliotekstilsyn med det Formaal
deraf at danne et Bibliotek for Studiekredsene. Foreningen henstiller til
Ministeriet, at den i Samarbejde med Statens Bibliotekstilsyn udarbej-
der en Plan for dette Studiekredsbibliotek, som forelægges Ministeriet.
Grundtrækkene i denne Plan foreslaas at være:

Bibliotekstilsynet foretager Bogindkøbet efter Samraad med Repræ-
sentanter for de Landsorganisationer, der ønsker at bruge Biblioteket.
Bøgerne anbringes paa et eller to Biblioteker efter Tilsynets Skøn og
udlaanes efter nærmere fastsatte Regler. Tilsynet sammenkalder een
Gang aarlig Repræsentanter til et Møde, hvor Spørgsmaal vedrørende
Biblioteket drøftes."27

Man besluttede at nedlægge foreningen pr. 31. marts 1929 og at lade
Læsning udgå pr. 31. december 1928. Der var nok tale om, at man med
de ovennævnte smukke intentioner gjorde en dyd af en økonomisk
nødvendighed. Under indtryk af tidernes almindelige ugunst, som
havde medført nedskæringer på så at sige alle sociale og kulturelle om-
råder, var foreningens statstilskud blevet drastisk beskåret, således at det
inden for de snævre økonomiske rammer næppe var muligt at opret-
holde endsige udvide foreningens aktiviteter.

Fra finansåret 1919-20 havde foreningen faet bevilget en årlig
statsunderstøttelse på 3.000 kr., hvilket var så langt den vigtigste af for-
eningens indtægter. For 1925-26 og 1926-27 nedsattes tilskuddet til
2.700 kr. og det blev i 1927-28 yderligere beskåret til 1.900 kr. Også
foreningens øvrige indtægter, kontingenter og legater, faldt i dette år,
således at regnskabet for 1927-28 balancerede med 3.528,75 kr., me-
dens det i tidligere år havde balanceret på omkring 5.000 kr. At for-
eningen havde færre midler at virke med, gik ud over virksomheden,
og det forårsagede en nedgang i medlemstallet.28

I "Et Afskedsord til Læserne" giver en af foreningens ledende mænd
C.L. Skjoldbo, kasserer og ansvarshavende redaktør for
Læsning (med
Steenberg som medredaktør) sin vurdering af foreningens ophør. I
modsætning til andre foreninger som opløses, og blade som går ind på
grund af manglende interesse, så ophører Studiekredsforeningen og
Læsning på grund af succes. Studiekredssagen har nu vokset sig så stærk,
at den kan klare sig selv. "Den Støttestav, som navnlig "Læsning" har
været for Studiekredsbevægelsen, kan Bevægelsen nu undvære, og intet
vilde være mere forkert end at gaa med Stok længere end nødvendigt.
Hertil kommer det meget væsentlige Moment, at andre og langt stær-
kere Organisationer har taget Sagen i deres Haand og ført den videre,
først og fremmest Arbejdernes Oplysningsforbund, som netop har ind-
set Studiekredstankens Vigtighed, specielt for Arbejderne." Skjoldbo
mener optimistisk, at bibliotekerne vil være behjælpelige med at dække
det behov for studievejledninger om almindelige oplysende emner,
som nu ikke mere kan opfyldes gennem foreningen.29

For Skjoldbo synes foreningens opløsning således en ganske naturlig
og uproblematisk sag. Der kunne dog nok have været grund til at be-
klage, at studiekredsbevægelsen mistede et neutralt/alment centralor-
gan, som dels kunne virke for de mange, som ikke var medlem i nogen
af de faglige og politiske organisationer, som nu havde taget arbejdet
op, dels kunne have haft konsultativ og koordinerende betydning for de
nævnte organisationer.

Beklageligt var det også, fordi den tætte forbindelse, der havde været
mellem studiekredsbevægelsen og biblioteksbevægelsen i nogen grad
opløstes med foreningen. Fra Studiekredsforeningens start havde
mange fremtrædende biblioteksfolk siddet i foreningens bestyrelse og
arbejdsudvalg, og man havde anset samarbejdet for gensidigt stimule-
rende.

Og beklageligt ikke mindst, fordi der under indtryk af den økono-
miske krise skulle hengå et helt årti, før det lykkedes at få oprettet det
studiekredsbibliotek — Studiekredscentralen — som Studiekredsforenin-
gen havde tilstræbt at lægge grunden til ved overførsel af sit statstilskud.

Vel nåede foreningen ikke op på synderligt store medlemstal,30 men
den solgte også sine vejledninger til ikke-medlemmer. Trods sine be-
skedne økonomiske rammer blev det foreningens fortjeneste at gøre
studiekredsen som arbejdsform kendt og gennem et stort og uegen-
nyttigt arbejde at skabe et udmærket fundament, som andre organisa-
tioner kunne bygge videre på.

Andre organisationer, som tog studiekredsarbejdet op

Lige fra Studiekredsforeningens start blev dens virksomhed fulgt med
interesse fra andre organisationers side, især vakte arbejdet opmærk-
somhed i politiske organisationer. Fra begyndelsen af 1920'erne gik or-
ganisationen af studiekredsbevægelsen i to retninger:

For det første var der den centrale forening, Studiekredsforeningen,
fra 1923 benævnt Danmarks Studiekredsforening, med lokale afde-
linger i de store byer København, Århus og Esbjerg, som dels arbejdede
for at udbrede kendskab til studiekredsen som arbejdsform, dels bistod
allerede eksisterende studiekredse, især gennem tidsskriftet
Læsning.

Den anden retning var repræsenteret ved forskellige landsorganisa-
tioner med tilknytning til politiske partier, som tog dannelsen af studi-
ekredse op som led i deres oplysningsarbejde. Der findes næppe en
ungdomsorganisation, som ikke i løbet af 20-erne og 30-erne tog stu-
diekredsarbejde på deres program. Her kan blot nævnes VU, Landsor-
ganisationen Venstres Ungdom, den største af de politiske ungdomsor-
ganisationer, der som den første organiserede sit studiekredsarbejde, og
AOF, Arbejdernes Oplysningsforbund, den landsorganisation, der siden
oprettelsen i 1924 fik den allerstørste betydning for folkeoplysningen i
almindelighed og studiekredsarbejdet i særdeleshed

Intet under, at studiekredsarbejdet har haft så stærk appel til især de
politiske organisationer. Gennem hele sin arbejdsform er studiekredsen
netop en skoling i demokrati og organisation. Den er deltagerstyret og
deltageraktiverende, den giver deltagerne øvelse i at formulere sig
mundtligt og skriftligt og lærer dem gennem diskussioner at argumen-
tere for sine synspunkter — alt sammen færdigheder, som er vigtige for
deltagelse i det politiske liv eller i organisationsarbejde.

NOTER

1. Bogsamlingsbladet, 1914 (nr. 7) s. 82.

2. A.S. Steenberg: Folkebogsamlinger, deres Historie og Indretning. 1900, s. 6-8.

3. Bogsamlingsbladet, 1911 (nr. 1) s. 11.

4. Bogsamlingsbladet, 1911 nr. 3-4, 5-6.

5. Bogsamlingsbladet, 1915 (nr. 12) s. 213-216

6. Vore Folkebogsamlinger. Deres Nytte og Nødvendighed. 1915, p.56f.

7. Læsning, 1927 (nr. 7) s. 98: Danmarks Studiekredsforening. De første 10 Aar.

8. Bogens Verden, 1918-19, s. 1.

9. Bogens Verden, 1918-19, s. 33.

10. Bogens Verden, 1920, p. 40.

1910-11 1918-19

Stedlige tilskud ca. 35.000 kr. ca. 200.000 kr.

Statslige tilskud ca. 12.000 kr. over 100.000 kr.

11. Bogens Verden 1918-19, s. lllff.

12. Læsning, 1923 passim.

13. Bogens Verden, 1919-20, s. 67-68.

14. H.O. Lange i sin afskedsartikel til Steenberg. I: Bogens Verden, 1920, p. 49.

15. Læsning, 1922, s. 3.

16. Læsning, 1927 (nr. 7) s. 113-119.

17. Bogens Verden, 1919-20, s .280.

18. Læsning, 1923 (nr. 4) s. 52-57.

19. Studiehaandbogen, 1919, s. 84-91.

20. Læsning, 1927, p. 112.

21. Dette statistiske materiale er publiceret i Læsning i Studiekredsforeningens årsberet-
ning.

22. Læsning, 1928, s. 78-82.

23. Læsning, 1927, s. 105.

24. Læsning, 1923, s. 4.

25. Bogens Verden, 1925, s. 77-80.

26. Læsning, 1928, s. 10.

27. Læsning, 1928, s. 74.

28. Kilder til foreningens finansiering er Regnskab for Danmarks Studiekredsforening,
publiceret i hver årgang af Læsning.

29. Læsning, 1928, s. 107.

30. Ifølge Læsning, 1924, s. 155; 1927, s. 63; 1928, s. 60:

1922-23: 138 betalende medlemmer

1923-24: 360

1924-25: 401

1925-26: 387

1926-27: 371

1927-28: "dalet en Del"

Som medlemmer kunne optages: personer over 16 år, samt foreninger og institutio-
ner, der kan indmelde sig ved et eller flere medlemmer, betaler kontingent og har
stemmeret og andre rettigheder i forhold hertil. Kontingentet er 4 kr. årligt. Medlem-
mer modtager foreningens skrifter gratis eller mod rabat. (Foreningens love, paragraf
3, ændret 1923, Læsning 1923, s. 28).