Departementschef i
Underv isn ingsmini-
steriet Andreas Peter
Weis (1851-1935).
Det kongelige Biblio-
tek, Billedsamlingen.
Danmarks første folkebibliotekslov
Om tilblivelsen af biblioteksloven
af 5. marts 1920 samt et efterspil
Af Steffen Høgh
Indledning
Den daværende biblioteksdirektør Th. Døssing skrev i anledning af
bibliotekslovens 10-års jubilæum i 1930, at »Biblioteksloven blev
ganske vist i sin Tid givet under næsten idylliske Former: et en-
stemmigt Kommissionsforslag, der af Ministeriet uændret blev fo-
relagt i Rigsdagen, der atter enstemmigt og uden Ændringer vedtog
Forslaget i begge Ting. Men som vel bekendt var denne Idyl ikke
Udtryk for absolut Enighed indenfor Bibliotekarernes egne Ræk-
ker«.1
De modsætninger, der var kommet frem i årene op til 1920 kom
også frem under selve kommissionsarbejdet, og det er her hensigten
at følge dem nøjere samt at undersøge, hvem der stod bag det lov-
forslag, der blev forelagt Rigsdagen2. Endeligt vil politikernes hold-
ning til lovforslaget blive belyst.
Hidtil har forhandlingerne i kommissionen kun været ganske kort
berørt. Hvenegaard Lassen skriver3 f. eks.: »Det lykkedes, især tak-
ket være A. P. Weiss, at fa denne store og på mange punkter dybt
uenige forsamling til eenstemmigt at vedtage et lovudkast, der i
januar 1920 indsendtes til ministeriet, som ganske sluttede sig til det
og fremsatte det uforandret i folketinget«.
Steffen Høgh, arkivar, cand.phil., Rødøvre Lokalhistoriske Samling, Kirkesvinget 1,
2610 Rødovre.
|
Departementschef i | |
I Allerslev Jensens fremstilling4 hedder det: »Når udvalgsarbejdet
kunne gå så hurtigt og tilsyneladende så let skyldtes det nok især at
man kunne øse af de mange års praktiske erfaringer fra komité-
perioden, men sikkert også at udvalgsmedlemmerne på baggrund af
de seneste års bibliotekspolitiske uro var klar over at nu måtte man
nå et resultat selv om det krævede at man måtte give afkald på at fa
alle sine ønsker tilgodeset«.
De tre spørgsmål, der først og fremmest lå til grund for den biblio-
tekspolitiske strid var:
- hvem skulle styre biblioteksudviklingen?
- hvilken type litteratur skulle folkebibliotekerne prioritere?
- hvilken ejerform skulle folkebibliotekerne have?
Disse stridsspørgsmål havde ført til at der i 1916 fandtes to biblio-
teksforeninger her i landet.
Ældst af disse var Foreningen Danmarks Folkebogsamlinger, der
var oprettet i 1905. Denne forening stod som eksponent for be-
varelsen af det private initiativ inden for folkebiblioteksbevægelsen
og ønskede kun en begrænset statslig indflydelse på folkebibliote-
kerne samt medindflydelse på de retningslinier som Statens Bog-
samlingskomité fastlagde for biblioteksvirksomheden. Foreningen
betonede folkeoplysningens personligt udviklende aspekt og lagde
derfor hovedvægten på skønlitteraturen i formidlingsarbejdet.
Dansk Biblioteksforening var oprettet i 1916 på initiativ af Th.
Døssing i opposition til Danmarks Folkebogsamlingers politik. I
Dansk Biblioteksforening samledes de såkaldte nye bibliotekarer,
der ønskede et dansk folkebibliotekssystem efter anglo-amerikansk
model. Dansk Biblioteksforening havde som mål for folkebibliote-
kerne, at de skulle være frie offentlige biblioteker under kommunal
drift, eller, hvis de blev ledet af private, under kommunal garanti.
Foreningens mål med folkeoplysningsarbejdet var først og frem-
mest at sætte folk i stand til at erhverve sig kundskaber. Jørgen
Banke, Th. Døssings tro våbendrager, udtrykte det således temme-
lig bastant på Danmarks Folkebogsamlingers repræsentantmøde i
1916: »Vi skal ikke liste Oplysningslitteratur ind. De skal selv for-
lange den. Vi skal tale til Folks Pengepung - ikke alene til Hjertet,
skønt det er det kønneste. En Mand i Esbjerg laante en Bog om
Hønseavl og kom senere og fortalte, at nu tjente han 6 Kr. mere paa
Hønsene om Maaneden ... »En god Bog i en ledig Stund« er et
daarligt Motto. Vi maa tale om, at Bogen er en Nødvendigheds-
artikel...«5.
Danmarks Folkebogsamlingers mål med folkeoplysningsvirk-
somheden blev trukket lige så skarpt op af lærer J. P. Torpe, Øster
Bording ved Silkeborg. I sit svar til Banke sagde Torpe bl.a.: »De
siger Faglitteratur først og Faglitteratur sidst, jeg siger med Hørup:
|
Professor Andreas |  |
Ingen over eller ved siden af- Danmarks Folkebogsamlinger... Jeg
vover at sige, at Aakjærs Bøger - baade Prosa og Digte - har givet
den danske Bonde - ja jeg kunde godt sige hele det danske Folk
hundrede Fold mere end Hr. Bankes »Hønsereder««6
Den tredje part i biblioteksfejden var Statens Bogsamlingskomité,
som bestod af formanden professor Andreas Schack Steenberg og to
embedsmænd fra Kultusministeriet departementschef Andreas Peter
Weis og kontorchef Henrik Julius Lehmann. Mellem komitéen og
Dansk Biblioteksforening var forbindelsen tæt i og med at Th. Døs-
sing var ansat som bibliotekar i komitéen. Komitéens biblioteks-
politik lå på linie med Dansk Biblioteksforenings, men den måtte
som statslig instans også tage hensyn til holdningen i Danmarks
Folkebogsamlinger.
Heller ikke alle medlemmer af de to biblioteksforeninger stod lige
uforsonlige over for hinanden. Flere fremtrædende personer fra
Danmarks Folkebogsamlinger var således også medlemmer af
Dansk Biblioteksforening bl.a. Johannes Høirup, der var redaktør af
Danmarks Folkebogsamlingers tidsskrift Bogsamlingsbladet og H.
Hvenegaard Lassen, der var medlem af Danmarks Folkebogsam-
lingers forretningsudvalg. Der blev da også efter nogle års forløb
skabt mulighed for en sammenslutning af de to foreninger.
Nedsættelsen af bibliotekslovudvalget og sammenslutningen
af biblioteksforeningerne
Både Dansk Biblioteksforening og Danmarks Folkebogsamlinger
havde i 1918 henvendt sig til Undervisningsministeriet med en an-
modning om, at der blev nedsat et udvalg, som skulle forberede et
forslag til en bibliotekslov, og på et møde mellem Statens Bog-
samlingskomité og Danmarks Folkebogsamlingers forretningsud-
valg d. 9. november 1918 kunne departementschef Weis fortælle de
tilstedeværende, at undervisningsminister Keiser-Nielsen (fra Det
radikale Venstre) var indstillet på et nedsætte et udvalg, der skulle
drøfte biblioteksforholdene med henblik på en eventuel lovgiv-
ning7. Udvalget skulle bestå af medlemmer med bibliotekarisk eks-
pertise samt af repræsentanter for købstadsforeningen og sogneråds-
foreningerne.
Den 8. januar 1919 bad Keiser-Nielsen Statens Bogsamlingsko-
mité om at udpege to medlemmer, der kunne repræsentere komi-
téen i et »Udvalg til Behandling af de folkelige Bibliotekers Forhold
i Landet med særligt Hensyn til en mulig Lovgivning paa dette
Omraade«8.
Desuden var bestyrelserne for Danmarks Folkebogsamlinger og
Dansk Biblioteksforening også blevet bedt om at lade sig repræsen-
tere hver med to medlemmer.
Imidlertid blev udvalget ikke umiddelbart nedsat. Årsagen hertil var
formentligt, at Steenberg blev længerevarende syg i begyndelsen af
1919. Det ville være naturligt, at han som formand for komitéen og
med sin ekspertise på området var medinddraget i en eventuel lov-
forberedelse. Rent praktisk gjorde savnet af hans arbejdskraft sig
også gældende i de daglige forretninger i komitéen.
Døssing måtte således d. 15. marts 1919 meddele 1. Revisions-
departement: »Ministeriets Skrivelse af 3. Maj 1917, hvorefter Lærer
Jens Bjerre (Danmarks Folkebogsamlingers daværende formand) og
Bibliotekar Jørgen Banke beskikkes til Medlemmer af Komitéen,
kan jeg desværre ikke finde i vort Arkiv, og da professor Steenberg
for Tiden er syg, vil jeg ikke foreløbig kunne fremskaffe den«9.
Under Steenbergs sygdom blev Døssing konstitueret som leder af
komitéen, og han trak sig som følge heraf tilbage fra formands-
posten i Dansk Biblioteksforening.
Med Døssings afgang som formand for Dansk Biblioteksforening,
hvor han blev efterfulgt af underbibliotekar ved Det kongelige Bi-
bliotek Svend Dahl, blev der sandsynligvis også skabt bedre mulig-
heder for en tilnærmelse mellem de to foreninger, idet Danmarks
Folkebogsamlinger anså Døssing for at være bagmanden i den så-
kaldte rabatsag10. Høirup skrev således i Bogsamlingsbladet i fe-
bruar 1919 i en artikel om Døssing: »Dansk Biblioteksforening og
nogle af dens ledende Mænd har hidtil ikke villet samarbejde med
vor Forening men har modarbejdet den, bl.a. ved den henvendelse
til Forlæggerne, der medførte den ny Rabatordning.
Det var ikke nogen nobel Optræden; men forhaabentlig vil dette
ændres i Fremtiden, thi alle maa dog være klar over, at Bogsam-
lingssagen er bedre tjent med, at de to Foreninger samarbejder, end
at de modarbejder hinanden«11.
I anledning af Døssings tilbagetræden som formand for Dansk
Biblioteksforening kunne man bl.a. også læse følgende i en usig-
neret notits i Bogsamlingsbladet: »Forøvrigt finder vi, at det er
klogt, at Hr. Døssing er traadt tilbage. Det er jo aldrig heldigt at de
Mænd, der er knyttet til Statens Bogsamlingskomité kommer i et
skævt Forhold til Bogsamlingernes ledende Mænd Landet over, da
det selvfølgelig vil skade hele Bogsamlingsarbejdet. Og da det af
den ny Formands Erklæring fremgaar, at Bestyrelsen ikke vil hæfte
for enkelte Bestyrelsesmedlemmers Optræden, er det jo muligt, at
Hr. Døssing yderligere vil understrege dette ved at træde tilbage«12.
Stillet overfor udsigten til en kommende bibliotekslov må begge
foreninger og Statens Bogsamlingskomité have været interesseret i,
at biblioteksverdenen optrådte samlet udadtil, selv om der stadig
internt var uenighed. I marts 1919 henvendte Lehmann fra komiteén
sig til begge foreningers bestyrelse med et forslag om en sammen-
slutning. Banke skriver om Lehmanns motiver til forslaget om sam-
menslutningen, at han »syntes vel, at skulle Biblioteksfolkene kæv-
les, maatte det holdes inden for fire Vægge for den gode Sags
Skyld«13. Forslaget blev vedtaget af begge foreninger, og d. 27. sep-
tember 1919 blev den nye forening Danmarks Biblioteksforening
oprettet.
Den 31. oktober 1919 kunne undervisningsminister Keiser-Nielsen
nedsætte det endelige udvalg, der skulle tage stilling til følgende
spørgsmål:
»1) hvilke forskellige Arter af folkelige Biblioteker - lokale Biblio-
teker, Centralbiblioteker, Landsbiblioteker o.s.v. - der bør støt-
tes af Staten,
2) Betingelserne for Statens Tilskud og dettes Beregning,
3) Bogsamlingskomitéens nærmere Ordning og Forretningsmaade
med særligt Hensyn til dens Virksomhed som Beregner og For-
deler af Statstilskuddet og dens Stilling til Bibliotekerne som
vejledende og tilsynsførende.
4) Foranstaltninger til Bibliotekarernes Uddannelse«.14
Som et resultat af udvalgets arbejde udbad ministeren sig dels et
udkast til et lovforslag om statstilskud til folkebibliotekerne dels
et forslag til organisatoriske bestemmelser for Statens Bogsam-
lingskomité.
Udvalget talte 14 medlemmer. Undervisningsministeriet havde
valgt Weis (der var udvalgets formand), overbibliotekar ved Det
kongelige Bibliotek H. O. Lange og overbibliotekar ved Statsbiblio-
teket Vilhelm Grundtvig. Rigsdagens partier valgte folketingsmed-
lemmerne Peder Christensen (Socialdemokratiet), Johannes Fog-Pe-
tersen (Det radikale Venstre), Hans Parkov (Det konservative Folke-
parti) og Marius Slebsager (Venstre). Fra Statens Bogsamlingsko-
mité valgtes: Steenberg, Lehmann og Døssing, mens Danmarks Bi-
blioteksforening valgte Banke, Dahl, lærer H. P. Hansen (Roskilde
Markskole) og redaktør ved Holbæk Amts Dagblad Rasmus
P. Nielsen, som var formand for Holbæk Amts Folkebogsamling.
Han tilhørte den hårde kerne i foreningen Danmarks Folkebogsam-
linger, hvor han havde været medlem af forretningsudvalget siden
foreningens oprettelse. Desuden deltog undervisningsministeren
også selv i udvalgsmøderne.
Den oprindelige plan om at der i udvalget skulle sidde repræsentan-
ter for købstadsforeningen og sognerådsforeningerne blev således
ikke fulgt, men to af politikerne i udvalget var imidlertid også frem-
trædende lokalpolitikere. Peder Christensen (med øgenavnet kong
Peder) var borgmester og forretningsfører i Arbejdernes Fællesorga-
nisation i Helsingør og havde her skabt sig en indflydelsesrig posi-
tion. Oberst Hans Parkov var ligeledes en dominerende politiker i
sin kommune, Gentofte, hvor han var formand for kommunalbe-
styrelsen.
De første lovudkast
I bibliotekshistorien bliver æren for lovens udformning først og
fremmest tilskrevet Døssing. I Bankes bibliotekshistorie betegnes
Døssing således som primus motor ved lovens forberedelse15.
Denne vurdering af Døssings rolle finder man også hos Hvenegaard
Lassen, som skriver: »Selve lovforslaget, der ganske uændret blev til
lov, skyldes nok især Døssing«16. Døssing tillægges imidlertid ikke
samme betydning for lovens tilblivelse i en af de tidligste omtaler af
loven. Da Steenberg fratrådte sin stilling som formand for Statens
Bogsamlingskomité skrev H. O. Lange bl.a. følgende om hans ind-
sats: »Den modne Frugt af Professor Steenbergs Arbejde er den nye
Bibliotekslov, som han selv har været med til at forberede. Hver af
dens Paragraffer bygger paa en Udvikling, som han har været med
til at præge, og er Udtryk for de Tanker, som han har kæmpet
for«17.
Bankes bedømmelse af Døssings indflydelse på loven skyldes for-
mentlig hans beundring for Døssing og et ønske om at markere
biblioteksdirektørens betydning for lovens tilblivelse. Når Hvene-
gaard Lassen overtager Bankes vurdering kan forklaringen være, at
han har haft en vis tillid til Bankes fremstilling, fordi Banke jo havde
førstehåndsviden fra sin tid i bibliotekslovudvalget.
I Statens Bogsamlingskomités arkiv er der bevaret to håndskrevne
kladder fra Steenberg18: Lov om Statsunderstøttede til Almenbiblioteker
og Lov om Statstilskud til folkelige Biblioteker. Der anføres her de
hovedlinier, der blev optaget i det Udkast til Forslag til Lov om Stats-
tilskud til folkelige Biblioteker19, der blev tilsendt udvalgets medlem-
mer som grundlag for forhandlingerne i udvalget.
Kladderne er udaterede, men i det mindste Lov om Statsunderstøttelse
til Almenbiblioteker er sandsynligvis skrevet før sammenslutningen af
de to biblioteksforeninger i september 1919, da Steenberg skriver
om nedsættelsen af et eventuelt biblioteksråd, at dette skal sammen-
sættes af »Repræsentanter for de frie Biblioteksorganisationer og for
de videnskabelige Biblioteker«.
Af kladderne fremgår det, hvorledes Steenberg arbejder sig hen
mod bl.a. at afklare, hvilke biblioteker der skal støttes af staten,
hvorledes statstilskuddet skal fordeles, hvilken ejerform bibliote-
kerne skal have og hvorledes de opgaver, som Statens Bogsamlings-
komité havde, for fremtiden tænktes varetaget. Det ses desuden i
Lov om Statsunderstøttelse til Almenbiblioteker, at lovteksten er blevet
forberedt sammen med Weis, idet der ved paragraf 5 står: »Be-
stemmelser om den anordningsmæssige Udførelse af Loven. For-
mes af Dpcf Weis«.
Det bevarede kildemateriale i Statens Bogsamlingskomités arkiv
viser således, at grundlaget for lovforslaget blev udarbejdet af Steen-
berg i samarbejde med Weis.
Forhandlingerne i bibliotekslovudvalget:
centralisering kontra decentralisering
Spørgsmålet om, hvem der skulle styre biblioteksudviklingen, blev
behandlet på bibliotekslovudvalgets møde d. 15. november 1919. En
af de paragraffer i Udkast til Forslag til Lov om Statstilskud til folkelige
Biblioteker, som overlod det til ministeren at træffe nærmere be-
stemmelser var paragraf 7. Det hed her: »Ministeren træffer de nær-
mere Bestemmelser med Hensyn til Forvaltningen af Bevillingen
saavel som til et vejledende og kontrollerende Tilsyn med Biblio-
tekerne«.
På mødet satte Keiser-Nielsen paragraf 7 under diskussion og øn-
skede følgende spørgsmål afklaret: »1) Skal der i loven optages Be-
stemmelser? 2) om Sammensætningen af Nævnet 3) Arbejdsom-
raadet«20.
Som afslutning på udvalgets debat herom foreslog Weis, at der
skulle nedsættes et underudvalg, som skulle udforme et forslag til en
ny affattelse af paragraffen, der skulle »gaa noget i Retning af det
norske jfr. Dahl«. Med »det norske« sigtede Weis til den biblio-
tekskomité, der i januar 1919 var blevet nedsat i Norge21. På mødet
d. 7 november havde Weis uddelt et uddrag af den norske biblio-
tekskomités betænkning til udvalgets medlemmer. Weis forslag om
at nedsætte et undervalg blev vedtaget og til undervalget valgtes
Steenberg, Døssing, Dahl, H. O. Lange samt Rasmus P. Nielsen.
Dahl havde foreslået, at paragraf 7 skulle indeholde en bestemmelse
om, at forvaltningen af statstilskuddet skulle ske ved en biblioteks-
direktør, der skulle være formand for et biblioteksråd på 7 med-
lemmer, hvoraf 5 blev udpeget af undervisningsministeren og 2 af
bibliotekarernes faglige organisation.
Ifølge den norske bibliotekskomités indstilling skulle biblioteksdi-
rektøren ved sin side have et biblioteksråd, hvor han var formand.
Rådet skulle sammensættes af 2 medlemmer udpeget af Kirke- og
Undervisningsdepartementet og 2 medlemmer udpeget af Norsk
Biblioteksforening. Når der i det norske biblioteksråd kun skulle
sidde 4 medlemmer (foruden biblioteksdirektøren) skyldes det i
følge Arne Arnesen, der var medlem af den norske biblioteksko-
mité, at den foretrak »et lidet og præsumptivt mere handlekraftigt
raad«22.
På mødet blev det diskuteret hvor mange og hvilke repræsentanter,
der skulle sidde i et eventuelt dansk biblioteksråd. Rasmus P. Niel-
sen havde, umiddelbart før Dahl fremsatte sit forslag om et biblio-
teksråd, sat spørgsmålstegn ved om det ville være tilstrækkeligt med
2 repræsentanter for Danmarks Biblioteksforening i komitéen. Han
mente, at bl.a. købstadsbibliotekerne, landsbybibliotekerne og bør-
nebibliotekerne også burde være repræsenteret, og han fortsatte:
»Der er iøvrigt ogsaa Ønsker oppe om, at det skal blive Dansk (sic!)
Biblioteksforening, der faar Indflydelsen paa Bevillingerne, og man
kan vist ikke helt bortse herfra«.
For en gangs skyld var både Døssing og Steenberg enige med Ras-
mus P. Nielsen på ét punkt, idet de også mente, at der burde være
flere interesser repræsenteret i biblioteksrådet. Døssing havde til-
syneladende åbenbaret nogle bekymringer om hvor stor indflydelse
biblioteksrådet kunne få. Efter at det nævnte underudvalg havde
udarbejdet et nyt lovudkast kunne udvalgets sekretær Barfod nem-
lig beroligende skrive til ham: »Jeg sender hoslagt et Udkast til
paragraf 9 (hvor bestemmelsen om biblioteksrådet var henlagt efter
underudvalgets redaktion af det første lovudkast)... efter dette Ud-
kast bliver Raadet formentlig ret uskadeligt, maaske næsten for
uskadeligt«23.
Ifølge udkastet skulle rådet bestå af 9 medlemmer inklusive biblio-
teksinspektøren, som den senere biblioteksdirektør her benævntes.
De øvrige medlemmer var: 1 repræsentant for Undervisningsmini-
steriet, 1 repræsentant for de videnskabelige statsbiblioteker, 1 re-
præsentant for købstadskommunerne, 1 repræsentant for landkom-
munerne, 1 repræsentant for amtskommunerne, 2 repræsentanter
for Danmarks Biblioteksforening og 1 repræsentant for centralbi-
bliotekerne.
Da underudvalgets forslag kom til behandling på udvalgsmødet d.
5. december kritiserede Rasmus P. Nielsen, der som nævnt selv var
medlem af underudvalget, forslaget. Han mente bl.a., at der var
henlagt for meget til biblioteksdirektøren i stedet for til biblioteks-
rådet eller eventuelt ministeren. Rasmus P. Nielsen stod imidlertid
alene med sin kritik. Weis indvendte mod kritikken, at »Nielsen har
jo selv underskrevet Indstillingen fra Underudvalget og ikke taget
noget Forbehold; saa har han jo selv fremsat Forslaget«, hvortil
Rasmus P. Nielsen blot kunne indvende, at han »havde som Min-
dretal maaske noget for formløst opgivet Ævred. Han har dog i
Underudvalget fremsat en række Indvendinger«. Hertil replicerede
Weis, at han »burde være fremkommet med et særligt Forslag, saa vi
vidste, hvad han mente, og hvad der skulle diskuteres«. Som en
sidste udvej søgte Rasmus P. Nielsen, at fa underudvalget suppleret
med M.N. Slebsager fra Venstre, men heller ikke fra denne side var
der hjælp at hente, idet Slebsager afslog at sidde i underudvalget. I
stedet for blev Grundtvig fra Statsbiblioteket valgt.
Rasmus P. Nielsen, der i udvalget var den eneste af veteranerne fra
den hedengangne forening Danmarks Folkebogsamlinger, kom til
kort med hensyn til foreningens længe nærede ønske om at fa øget
sin indflydelse på statens folkebibliotekspolitik. Biblioteksloven
medførte tværtimod en betydelig centralisering. »Al magt til biblio-
teksdirektøren« kunne næsten sættes som motto for loven. Biblio-
teksdirektøren skulle godkende et biblioteks arbejdsplan, hvis det
skulle gøre sig håb om at opnå en række specielle tilskud, specifi-
ceret i lovens paragraf 4. For at et folkebibliotek overhovedet kunne
blive tilskudsberettiget skulle det have en af biblioteksdirektøren
godkendt vedtægt. Med hensyn til de biblioteker, der modtog 2.000
kr. og derover i statsstøtte, skulle bibliotekarens person og løn des-
uden godkendes af biblioteksdirektøren. Kun for centralbiblioteker-
nes vedkommende var biblioteksdirektørens kompetence begræn-
set, i og med at disse skulle godkendes af ministeren efter indstilling
fra biblioteksrådet. Til biblioteksdirektøren var desuden henlagt be-
regning og fordeling af statstilskuddet, tilsyn med og rådgivning af
folkebibliotekerne samt endelig biblioteksskolen, dog under biblio-
teksrådets medvirken.
Biblioteksrådet, hvis opgaver blev beskrevet i lovens paragraf 10,
blev stort. Fra underudvalgets oprindelige forslag om 9 medlemmer
var det vokset til 11. Foruden biblioteksdirektøren bestod det af 1
repræsentant for Undervisningsministeriet, 1 repræsentant for de
videnskabelige statsbiblioteker i København, overbibliotekaren ved
Statsbiblioteket i Århus, 1 repræsentant for købstadskommunerne, 1
repræsentant for landkommunerne, 1 repræsentant for amtskom-
munerne, 1 repræsentant for Københavns kommune samt tre repræ-
sentanter for den bestående faglige organisation. Rådet skulle holde
mindst to årlige møder, og dets opgave var at gøre »Indstilling om
de Foranstaltninger til Bibliotekssagens Fremme, som det maatte
anse for nødvendige, særlig med Hensyn til Spørgsmaal af principel
Betydning for nærværende Lovs Gennemførelse«. Desuden skulle
dets erklæringer om principielle spørgsmål indhentes af ministeren.
Et råd af denne størrelse, med så fa fastlagte møder og med så
mange interesser repræsenteret ville sandsynligvis, hvis man skal
følge Arne Arnesens vurdering, være lidet handlekraftigt. Det ville
måske endda også være uskadeligt set med den kommende biblio-
teksdirektørs øjne.
Skønlitteratur kontra faglitteratur
På møderne d. 7. og 14. november diskuterede udvalget blandt an-
dre emner også skønlitteraturens placering i folkebiblioteksarbejdet.
Steenberg sagde i sine indledende bemærkninger på udvalgets første
møde d. 7. november, at man skulle være varsom med at nægte
skønlitteraturen en plads i folkebibliotekerne, men »i Øjeblikket
maa Betydningen for »Folkedannelse«, Hensynet til at give Op-
lysning, Kundskaber fremhæves...«. Heri blev han støttet af Lange,
som understregede, at i England blev hovedvægten lagt på »Ud-
bredelse af oplysende Litteratur (Skønlitteraturen sørger Folk nok
selv for)«.
Indvendingerne mod en lav prioritering af skønlitteraturen kom fra
nogle af politikerne og fra Grundtvig. (Rasmus P. Nielsen ses ikke at
have udtalt sig om dette spørgsmål). Parkov sagde på mødet d.
7. november, at han tillagde bibliotekssagen overordentlig stor be-
tydning som folkeopdragende middel «...i den kommende Tid gæl-
der (det) om at se at faa Ungdommen i Tale, der maa ogsaa Skøn-
litteraturen tages med«. Slebsager tilsluttede sig Parkovs opfattelse,
idet han udtalte, »at Ungdommen har lettere ved at høre end ved at
læse; det skal den lære, men til Begyndelse maa den have, hvad den
kan døje; derfor enig med Parkov ikke at skyde Skønlitteraturen
ud«.
Diskussionen blev fortsat på eftermiddagsmødet d. 14. november.
Her tog Grundtvig udgangspunkt i paragraf 4 i Udkast til Forslag til
Lov om Statstilskud til folkelige Biblioteker, hvor der stod: »Grundtil-
skuddet ydes til Biblioteker, hvis Opgave er at udbrede Kundskaber
og almindelig Oplysning...«. Her ønskede Grundtvig, at der blandt
opgaverne også blev nævnt formidling af skønlitteratur, hvortil
Døssing svarede, at ordet oplysning også omfattede skønlitteratur.
Diskussionen om skønlitteratur kontra faglitteratur blev ikke fortsat
på de møder, hvorfra der er bevaret referater. Senere på mødet faldt
der imidlertid nogle udtalelser fra Døssing, som viste, at han med
»oplysning« først og fremmest tænkte på faglitteraturen, idet han
sagde: »Vi stiller vore Krav, og vi faar aarlige Boglister. Viser det sig
saa, at der kun er købt almindelig Skønlitteratur, henviser vi til de
almindelige Regler om »oplysende« og Bibliotekerne retter sig der-
efter«.
Af den ministerielle bekendtgørelse, der d. 19. november 1921 fulgte
efter lovens vedtagelse, fremgår det også, at det sejrende synspunkt
blev, at faglitteraturen skulle have højeste prioritet i folkebiblioteks-
arbejdet: »Bibliotekets Bogbestand skal være alsidig sammensat.
Det skal indeholde en Samling oplysende Litteratur af geografisk,
historisk og almindelig kulturhistorisk Art, Bøger om religiøse
Spørgsmaal, Samfundets Ordning, Naturkundskab og de praktiske
Erhverv. Biblioteket kan dog supplere sin egen Bogbestand ved
Laan fra større Biblioteker, men det maa altid eje saadan Faglittera-
tur, som kan yde de almindeligste Oplysninger paa de forskellige
Omraader. Paa Skønlitteraturens Omraade skal Biblioteket kunne
give læserne Adgang til det bedste af den danske Litteraturs Frem-
bringelser«24.
Folkebibliotekernes ejerform
På ét punkt opnåede Rasmus P. Nielsen at fa gennemført et af Dan-
marks Folkebogsamlingers ønsker. Spørgsmålet om hvorvidt et
centralbibliotek kunne være foreningsejet havde været et af de store
stridspunkter. I Udkast til Forslag til Lov om Statstilskud til folkelige
Biblioteker stod der i paragraf 6,b, at centralbiblioteker og landsbi-
blioteker skulle være kommunale eller selvejende for at være til-
skudsberettigede, og på møderne d. 7. november, 5. og 6. december
blev spørgsmålet om bibliotekernes ejerform taget op.
Lange nævnede i sine indledende bemærkninger d. 7. november, at
der i England var ideer fremme om, at kommunerne skulle for-
pligtes til at tage initiativet til oprettelse af folkebiblioteker. Han var
dog i tvivl om, hvorvidt tiden var moden til at indføre et obliga-
torium her i landet. Den følgende debat viste da også, at der heller
ikke i udvalget var nogen udtalt tiltro til at det var muligt at realisere
dette. De to politikere med kommunalpolitisk baggrund ville heller
ikke - for tiden - forpligte kommunerne på dette område. Parkov
mente, at staten burde gå foran i folkebiblioteksarbejdet og ved sit
eksempel påvirke kommunerne. Han troede ikke, at man for tiden
kunne pålægge kommunerne en pligt til at oprette biblioteker. Hel-
ler ikke P. Christensen kunne på nuværende tidspunkt gå ind for et
obligatorium: »Man kunne godt tænke sig en Gang at faa Pligt for
Kommunerne, men foreløbig maa man holde sig til det foreliggende
Grundlag«. Langes fremsatte tanker om lovbundne kommunalt op-
rettede folkebiblioteker blev herefter ikke behandlet i udvalget.
Centralbibliotekernes ejerform blev debatteret på mødet d. 5. de-
cember. Rasmus P. Nielsen kritiserede her bestemmelsen om, at
centralbibliotekerne enten skulle være kommunale eller selvejende
for at opnå statstilskud. Han henviste til Holbæk Amts Folkebog-
samling, hvor »vi (har) fastholdt det bredest mulige demokratiske
Grundlag for Bibliotekets Styrelse«. Steenberg indvendte, at det
ikke var hensigten at krænke det demokratiske styre: »En selvejende
institution kan jo styres saa demokratisk, det skal være. Men vi var
imod Generalforsamlingsstyret; det er vanskeligt at være sikker paa,
at der kommer den rigtige Repræsentation paa Generalforsamlin-
gen«. Afslutningsvis tilføjede han, at komitéen »i sin Tid af særlige
Grunde« havde stillet sig velvilligt overfor Holbæk Amts Folkebog-
samling, men at det var blevet sagt, »at det skulde være uden Be-
tydning for Fremtiden«.
Spørgsmålet blev ikke afklaret denne dag, men d. 6. december tog
Rasmus P. Nielsen sagen op igen. Her foreslog han, at »Centralbi-
bliotekerne gaar ind under de samme Betingelser, som de alminde-
lige«. Han blev imødegået af Døssing og Steenberg, der begge øn-
skede det oprindelige forslag bevaret, da det ikke var foreningerne,
men staten og kommunerne der økonomisk set opretholdt central-
bibliotekerne.
To politikere, Fog-Petersen og P. Christensen støttede Døssing og
Steenberg, mens Slebsager støttede Rasmus P. Nielsen. Resultatet af
debatten blev, at Rasmus P. Nielsens forslag blev vedtaget, men
både Keiser-Nielsen og P. Christensen tog et par forbehold efter
vedtagelsen. Keiser-Nielsen gjorde opmærksom på, »at man paa
visse Omraader har været inde paa at sætte mindre Tilskud, hvor det
var Foreninger end hvor det var kommunale eller selvejende Institu-
tioner, bl.a. for at lægge Pres paa Kommunerne. Der vil maaske
indenfor Socialdemokraterne rejse sig Røster herfor«. P. Christen-
sen understregede, at hans forudsætning var, «at det i Bemærknin-
gerne kom til at staa, at Reglen bliver, at der kun godkendes, naar
det er kommunale eller selvejende Institutioner«. Dette ønske blev
dog ikke medtaget i bemærkningerne til udvalgets enstemmigt ved-
tagne lovforslag, der d. 28. januar 1920 blev fremsat i Folketinget af
Keiser-Nielsen25.
Forslaget om at oprette landsbiblioteker blev opgivet i løbet af ud-
valgets forhandlinger. På mødet d. 6. december henstillede både
Slebsager og P. Christensen, at landsbibliotekerne udgik af det en-
delige lovforslag, hvilket også blev resultatet. Slebsagers begrun-
delse var, at Statsbiblioteket opfyldte de eventuelle landsbibliotekers
opgave, men P. Christensen begrundede sin henstilling med, at det
kunne være vanskeligt at fa forslaget om landsbibliotekerne ved-
taget i Rigsdagen.
Politikernes holdning til lovforslaget
Det lovforslag, der blev forelagt Rigsdagen, var ikke et enkelt-
mands værk, men var resultatet af et samarbejde mellem bibliote-
karer, embedsmænd og politikere. I udvalgsarbejdet gav politiker-
nes medvirken sig især udslag i de begrænsninger, der blev sat for
statstilskuddets størrelse.
Verdenskrigen havde medført en kraftig inflation, og statens ud-
gifter var desuden steget stærkt p.g.a. de forskellige ordninger, der
blev indført som en følge af krigen. Den store stigning i statens
udgifter gav anledning til at ønske kontrol med disse. Når Hvene-
gaard Lassen skriver: »Det var et heldigt øjeblik, loven blev gen-
nemført. Landet var lige efter krigen inde i en inflationsperiode med
voldsomme prisstigninger. Man var så vant til voksende udgifter, at
de meget store nye udgifter, som loven medførte, - også langt ud
over hvad prisstigningerne i sig selv motiverede - ikke vakte ind-
sigelse fra nogen side«26, er dette for så vidt korrekt i den forstand,
at der fra politisk side var vilje til at tilføre folkebibliotekerne flere
ressourcer, men det må dog samtidig tilføjes, at politikerne også
ønskede bedre kontrolmuligheder m.h.t. statens udgifter til folke-
bibliotekerne.
I Udkast til Forslag til Lov om Statstilskud til folkelige Biblioteker, hvis
tilskudsregler hovedsagelig byggede på bemærkningerne til finans-
lovforslaget for 1918-19, var statstilskuddet dels gjort afhængigt af
de stedlige tilskud dels af de initiativer på folkebiblioteksområdet,
som Statens Bogsamlingskomité prioriterede. Som grundtilskud
skulle gives 50% af de stedlige tilskud. Hertil skulle så gives ekstra
tilskud for gratis udlån, for lønnede bibliotekarer, for læsestue med
håndbogssamling og uddannet bibliotekar samt til centralbibliote-
ker og de påtænkte landsbiblioteker.
På mødet i bibliotekslovudvalget d. 6. december anførte Fog-Peter-
sen, at han anså det for håbløst at fa gennemført en lov uden be-
stemte økonomiske grænser. Han mente, at det ville være nødven-
digt at indføre maksimumsgrænser, som så kunne stige og falde
efter omstændighederne og gøres til et finanslovsspørgsmål, og han
fortsatte: »Det har været fuldstændigt umuligt efter de hidtidige
Regler at have nogetsomhelst Begreb om, hvormange Penge der
gaar ud, og hvor de gaar hen ... Taleren har ikke tilbudt Millioner,
men alle Partier vil sikkert være offervillige ...«. Fog-Petersen fore-
slog, at der i paragraf 2 blev indføjet »indtil 1/3« ud fra, hvad der
ville være til disposition. P. Christensen tilføjede hertil: »Vi har alle
givet Tilslutning til, at det kom ikke an paa 1/2 Million mere eller
mindre, naar blot, der kan træffes en forsvarlig Ordning«.
Steenberg indvendte mod Fog-Petersens forslag, at »hvis vi mister,
at Bevillingen er »anslaaet« (hvad den havde været fra og med fi-
nansåret 1918-19), vil det praktisk kunne blive et Tilbageskridt«.
Mod Steenbergs indvending gjorde Fog-Petersen opmærksom på,
at der »paa Rigsdagen - med god Grund - (findes) en voksende
Skræk for anslaaede Bevillinger«.
Der udspandt sig herefter en længere diskussion om, hvorledes det
ville være muligt at finde et maksimum. Døssing mente, at maksi-
mumsgrænsen kun burde gælde det normale grundtilskud, og at det
samlede statstilskuds størrelse skulle fastsættes i loven. Det sidste
forslag blev straks afvist af Fog-Petersen med den begrundelse »at
saa kan det jo ikke stige med de øgede Krav. I Loven skal der blot
staa, at den samlede Sum fastsættes paa de aarlige Finanslove«.
Lehmann afsluttede diskussionen med at foreslå, at spørgsmålet om
maksimumsgrænser blev henvist til det underudvalg, der var blevet
nedsat på mødet d. 15. november. Underudvalget skulle undersøge
om der kunne findes en norm eller, hvis dette ikke kunne lade sig
gøre, arbejde videre på det af Fog-Petersen foreslåede grundlag.
Mødet d. 6. december blev genoptaget om eftermiddagen, og her
gav Døssing tilslutning til Fog-Petersens forslag om, at begræns-
ningen i statstilskuddet skulle ske ved at der i paragraf 1 blev indsat
en bestemmelse om, at det samlede statstilskud skulle fastsættes på
finansloven. Dette blev også det endelige resultat. Fog-Petersens
ønske om, at der blev indsat et »indtil« i tilskuddenes størrelse blev
ligeledes videreført i loven. Udover disse begrænsninger blev der
desuden indført maksimumsgrænser for, hvad et bibliotek i alt
kunne modtage i statsstøtte.
Når det først og fremmest var den radikale Fog-Petersen, som øn-
skede at fa fastsat bestemte normer for statstilskuddets størelse,
hænger det formentlig sammen med, at Det radikale Venstre som
regeringsparti i særlig grad har følt sig ansvarlig for at statsbudgettet
blev overholdt. Dagen forinden havde Keiser-Nielsen da også be-
klaget sig i udvalget over, at lovforslaget gjorde »et noget taaget
Indtryk. Reglerne er ikke fastslaaede, Grænserne uklare og hviler
paa Skøn, og saa meget overladt til Ministerens Afgørelse«.
På trods af at Statens Bogsamlingskomités forhåbninger om lov-
fæstede øgede økonomiske ressourcer i nogen grad blev reduceret,
kan loven ikke opfattes som et udtryk fra politisk side om at fore-
tage nedskæringer på folkebiblioteksområdet. Københavns Kom-
munes Folkebiblioteker, som hidtil ikke havde modtaget statsstøtte,
kom med biblioteksloven på finansloven, og modtog som følge
heraf i 1920-21 75.000 kr. i statsstøtte27. I forhold til årene forud var
det for folkebibliotekerne som helhed muligt at tale om »mægtige
spring opad«28.
På Rigsdagen blev lovforslaget modtaget med generel velvilje både
over for folkebibliotekssagen og over for de bestemmelser som lov-
forslaget indeholdt. Da Keiser-Nielsen forelagde lovforslaget i Fol-
ketinget d. 28. januar 192029 sluttede han sin forelæggelsestale med
disse ord: »Jeg tror det vilde være til stor Gavn, om man kunde faa
en virkelig Ordning paa dette omraade, som hidtil har ligget noget
løst«.
I Folketinget kom lovforslaget til første behandling d. 4. februar
192030. Den eneste, svage opposition kom fraJ.P. Sundbo (Socialde-
mokratiet), der gerne havde set, at der var optaget bestemmelser om
børne- og skolebiblioteker i lovforslaget31. Han fandt desuden, at
købstadskommunerne burde have to repræsentanter i Biblioteks-
rådet i stedet for kun at have samme repræsentation som landkom-
munerne, da købstadskommunerne ydede langt større tilskud end
landkommunerne. Sundbo sluttede dog sit indlæg med at anbefale
lovforslaget, »som jeg mener er af meget stor Betydning. Det vil
være en meget stor Opgave at faa mere System og mere Fart i
Oplysningsarbejdet, en Opgave, der bedst løses gennem forøget
Tilskud til Bibliotekerne«32.
Under anden behandlingen i Folketinget d. 18. februar33 indstillede
ordføreren P. Christensen lovforslaget til uforandret vedtagelse og
efter nogle opklarende spørgsmål til Keiser-Nielsen blev lovforsla-
get videregivet til tredje behandling uden afstemning. Tredje be-
handling fandt sted d. 19. februar34, hvor lovforslaget blev enstem-
migt vedtaget med 91 stemmer.
I Landstinget blev lovforslaget kun debatteret under første be-
handling d. 25. februar35. Ordførerne fra Venstre, Det konservative
Folkeparti, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre anbefalede
alle lovforslaget uden at stille ændringsforslag. Efter overgang til
anden behandling d. 2. marts36 kom lovforslaget til tredje behand-
ling d. 3. marts37, hvor det blev vedtaget enstemmigt med 57 stem-
mer.
Efterspil: nederlagets mænd
Med vedtagelsen af biblioteksloven havde Statens Bogsamlingsko-
mité og Dansk Biblioteksforening på så godt som alle punkter faet
lovfæstet den bibliotekspolitik de havde stået for.
Nogle år efter vedtagelsen af loven korresponderede Banke med en
af Danmarks Folkebogsamlingers grand old men, lærer Johannes
Grønborg i Rodslov på Djursland. Grønborg havde været med-
stifter af Danmarks Folkebogsamlinger og var i mange år et aktivt
medlem af foreningens forretningsudvalg.
Over for Banke gav han i 192238 udtryk for skuffelse over udvik-
lingen: »Da jeg ikke er synderlig tilfreds med Fø/kebogsamlings-
sagens Udvikling taler jeg ikke om denne Sag i de senere Aar ...
Bogsamlingssagens Ledelse er gledet mere og mere bort fra det fol-
kelige Selvstyre. Efter mit Skøn (kun mit Skøn, jeg taler paa egne
Vegne, om end jeg har mange Meningsfæller paa Landet) var det
heldigere, om Foreningen var blevet Tyngdepunktet, saaledes at
Statstilskud, Stempling o.s.v. var foretaget derigennem, jfr. Hus-
mandsforen., Landboforen. o.a. Saa vilde man have undgaaet det
store, dyre Kontorpersonale, selv om en Bibliotekskonsulent jo
skulde have noget Kontorpersonale. Nu gaar Udviklingen i Retning
af en Styrelse fra oven, en Kontorstyrelse, som jo arbejder efter
bedste Skøn, men alligevel ikke kan have saa stærk Føling med de
stedlige Kredse som folkevalgt Ledelse. Danmarks Biblioteksfore-
ning synes mig for Tiden ret overflødig; den kan intet udrette, da alt
er henlagt til Kbh. Den holder Aarsmøde og medvirker med Penge
til at lave et Blad, men hvad kommer der egentlig ud af det?«
Redaktør Rasmus P. Nielsen nøjedes ikke at reagere med skuffelse.
Da biblioteksloven af 1923 stod over for en revision indledte han i
februar 1928 en pressekampagne mod Bibliotekstilsynet med en ar-
tikel For hele Folket, der blev udsendt som fælleskorrespondance til
alle Venstre-aviser39.
Den i sit udgangspunkt bibliotekspolitiske strid havde nu antaget en
forbitret og personlig form. Banke skrev40 bl.a. følgende: »Rasmus
P. Nielsen er Ophavsmand til hele Rumlen. Jeg ved ikke om De
kender den Herre fra Journalistkredse, men han har gennem 28 Aar
kværuleret indenfor Biblioteksarbejdet i Danmark. Naar han nu har
begyndt en personlig Forfølgelse af Bibliotekstilsynets Embeds-
mænd, vil jeg her meddele Dem, hvad jegformoder ligger til Grund
for Kampagnen. Sidste Sommer indstillede Formanden for Dan-
marks Biblioteksforening Rasmus P. Nielsen til et Ridderkors, og
da Døssing fik Sagen til Erklæring, maatte han som Embedsmand
meddele Ministeriet, at Redaktør Nielsen var i Strid med de prin-
cipper, som Biblioteksforeningen officielt arbejder for, og at han
indenfor Biblioteksraadet, hvor ogsaa Ministeriet er repræsenteret,
altid har modarbejdet Biblioteksloven og hele de senere Aars Biblio-
teksudvikling i den Grad, at hele det øvrige Raad, ialt 10 Mand, ved
enhver Lejlighed staar samlet imod ham.. Det er meget betegnende,
at hans ivrigste Modstander i Raadet var hans egen Partifælle, Klavs
Berntsen. Imidlertid fik Rasm. P.N. alligevel sit Ridderkors, men
indenfor Danmarks Biblioteksforening blev der i den Anledning
stort Røre, da flertallet af Bestyrelsen paastod, at Formanden var
gaaet bag Bestyrelsens Ryg med denne Indstilling om Korset. Dette
Røre kan Rasmus ikke undgaa at mærke, og gennem det har han
sikkert faaet Direktør Døssings Stilling til Korset oplyst, og derfor
skal Døssing altsaa nu have Klø ... Naar Rasm. P. Nielsen m.H.t.
Direktøren og Inspektøren er blevet stoppet i sin Fremfærd, kaster
han sig over mig - interviewer de Biblioteker, hvor jeg har været for
at hjælpe dem til Rette, saa de kunde opfylde Betingelserne, og faar
saa det Svar om min Optræden, som han ønsker til det, de skal
bruges«.
Sagen fik ingen konsekvenser for Bibliotekstilsynets embedsmænd.
Bortset fra et enkelt medlem (nemlig Rasmus P. Nielsen) tilsluttede
Biblioteksrådet sig Døssings dispositioner og erklærede, at tilsynet
med bibliotekerne var i overensstemmelse med loven og ministeri-
ets cirkulære41.
På Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i august 1928 blev der
med alle stemmer mod 4 vedtaget en resolution, som indeholdt en
misbilligelse af den måde foreningens sekretær Rasmus P. Nielsen
havde ført sine angreb på og dermed skadet biblioteksarbejdet42, og
Rasmus P. Nielsen trådte herefter tilbage som sekretær for fore-
ningen. Formandsposten i Holbæk Amts Folkebogsamling havde
han mistet, kun fortsatte han en tid endnu i Biblioteksrådet, hvor
han imidlertid stod helt isoleret. Rasmus P. Nielsens karriere i folke-
biblioteksbevægelsen sluttede således som Grønborg næsten pro-
fetisk havde forudset tilbage i 1922 i sit brev til Banke, hvor han
spurgte om Rasmus P. Nielsen ikke også skulle jages »ud i Ørkenen
sammen med mig«.
Da Jørgen Banke i 1929 udgav sin bibliotekshistorie Folkebiblioteker-
nes Historie i Danmark indtil Aar 1920 var de nye bibliotekarers sejr
over bogsamlingsfolkene så fuldstændig, at Svend Dahl kunne ka-
rakterisere fortidens biblioteksstrid som vrøvl da han kvitterede for
modtagelsen af Bankes bog: »Tak for Din nye Bog; jeg blev meget
overrasket, da jeg slet ikke vidste, at Du tænkte paa at skrive en
Folkebibliotekshistorie. Det er imidlertid nyttigt at have en saadan
Oversigt; kun vilde jeg have ønsket, at Du havde gaaet lettere hen
over alt det gamle Vrøvl mellem Komiteen og Foreningen, dels
fordi jeg ikke synes, at det fortjener saa megen Omtale, dels fordi
jeg tror, det let kan irritere de gamle endnu levende Stridsmænd og
fremkalde nyt Vrøvl; der er nok en og anden af dem, som vil mene,
at Du ikke har været objektiv nok«.43
Sejrherrerne skriver historien.
NOTER
1. Biblioteksloven 1920-1930. I: Bogens Verden 1930 s. 69. Artiklen er usigneret,
men er skrevet af Th. Døssing (Hansen, Robert L.: Under Biblioteksloven i 25
Aar. I: Bogens Verden 1945 s. 37).
2. Kilderne til lovforberedelsen findes i Statens Bogsamlingskomités arkiv i Rigs-
arkivet (RA), hvor der er bevaret forskellige udkast til biblioteksloven, korre-
spondance og nogle referater fra møderne i »Udvalget angaaende folkelige Bi-
blioteker af 31.10. 1919. Desværre er ikke alle referater bevaret. Der findes
referater fra møderne d. 7.11., 14.11., 15.11., 5.12. og 6.12. 1919 (Statens
Bogsamlingskomités arkiv. C, 112). Der mangler referater fra 1920, hvor der i
det mindste blev holdt et møde d. 16.1. (Anmærkning i afleveringsfortegnelse
for arkivnr. 2073, afleveringsnr. 54-1986). Referaterne, der er maskinskrevne,
er usignerede men i mødereferatet fra d. 5.12. 1919 er der anført en bemærkning
af »Barfod«. Denne person, der ikke var medlem af udvalget, var sandsynligvis
referenten og identisk med fuldmægtig i Undervisningsministeriets 1. departe-
ment Aage Immanuel Tang Barfod (Kongelig dansk Hof- og Statskalender
1919, s. 384).
3. Hvenegaard Lassen, H.: De danske folkebibliotekers historie 1876-1940. 1962,
s. 195-96.
4. Allerslev Jensen, Erik: »Til Bibliotekssagens Fremme«. Træk af Bibliotekstil-
synets Virksomhed indtil 1970. 1985, s. 29.
5. Repræsentantmødet i København. I: Bogsamlingsbladet 1916, nr.3-4, s. 59.
6. Torpe, J.P.: Til Hr. Banke. I: Bogsamlingsbladet 1917, nr. 10, s. 222)
7. Bestyrelsesmøde og Møde i Undervisningsministeriet. I: Bogsamlingsbladet
1918, nr. 9, s. 136 (noten).
8. Brev fra Undervisningsministeriet til Statens Bogsamlingskomité d. 8.1.1919.
Statens Bogsamlingskomités arkiv. C, 111. RA.
9. Statens Bogsamlingskomités arkiv. C,4. RA.
10. Danmarks Folkebogsamlinger havde en rabataftale med Den danske Boghand-
lerforening. Denne rabatordning blev fra d. 1.4. 1918 overtaget af Statens Bog-
samlingskomité efter et initiativ fra to medlemmer af Dansk Biblioteksfore-
ning, lærer Moesgaard (Køge) og lærer Valdemar Holst (Næstved). Sidstnævnte
var desuden medlem af Dansk Biblioteksforenings bestyrelse. Sagen sluttede
med at enten foreningen eller komitéen fra august 1919 kunne tildele rabatten.
11. Høirup, Johannes: Vore Bibliotekarer. VI. I: Bogsamlingsbladet 1919, nr.ll,
s. 211.
12. En Erklæring. I: Bogsamlingsbladet 1919, nr. 12, s. 234.
13. Banke Jørgen: Oplevelser og Overvejelser. Fra et jævnt og muntert, virksomt
Liv paa Jord II. Esbjerg, 1946, s. 184.
14. Her og for det følgende: Brev fra Keiser-Nielsen til Døssing 31.10.1919. Statens
Bogsamlingskomités arkiv. C, 111. RA.
15. Banke, Jørgen: Folkebibliotekernes Historie i Danmark indtil Aar 1920, 1929,
s. 73.
16. Hvenegaard Lassen, H.: Anførte værk s. 197.
17. Lange, H.O.: Andr. Sch. Steenberg. I: Bogens Verden 1919-20, s. 51.
18. Statens Bogsamlingskomités arkiv. C, 114. RA.
19. Statens Bogsamlingskomités arkiv. C, 111. (RA)
20. Udvalget angaaende folkelige Biblioteker af 31.19 1919. Mødereferat d.
15.11.1919. Statens Bogsamlingskomités arkiv. C, 112. RA. Referaterne af mø-
derne i udvalget er ordnet kronologisk. I den videre fremstilling vil der blive
henvist til mødedatoen i selve teksten, når udvalgsmedlemmernes indlæg bliver
refereret eller citeret.
21. Bibliotekkomitéen av 1919. Innstilling om bibliotekvesenets ordning (I-X),Kri-
stiania, 1921, indledning.
22. Arnesen, Arne: Reformer i det norske bibliotekvæsens ordning. Indstilling fra
Bibliotekkomitéen af 1919. I: Bogens Verden 1919-20, s. 73.
23. Brev fra Aage Immanuel Tang Barfod til Døssing 18.11. 1919. Statens Bog-
samlingskomités arkiv. C, 113. RA.
24. Allerslev Jensen, Erik: »Til Bibliotekssagens Fremme«. Træk af Bibliotekstil-
synets Virksomhed indtil 1970, 1985, s.39.
25. Forslag til Lov om statsunderstøttede Biblioteker med Betænkning afgivet af
det af Undervisningsministeren under 31. Oktober nedsatte Udvalg. I:Rigs-
dagtidende 1919-20. Tillæg A, sp. 4985-5020.
26. Hvenegaard Lassen, H.: Anførte værk, s. 199
27. Ibid., s. 197
28. Ibid., s. 196
29. Rigsdagstidende. Forhandlinger paa Folketinget 1919-20, sp. 3302-04.
30. Ibid., sp. 3597-3608.
31. Ibid., sp. 3604.
32. Ibid., sp. 3605
33. Ibid., sp. 3813-16.
34. Ibid., sp. 3868-69.
35. Rigsdagstidende. Forhandlinger paa Landstinget 1919-20, sp. 1008-21.
36. Ibid., sp. 1073
37. Ibid., sp. 1118.
38. Brev fra Johannes Grønborg til Jørgen Banke 13.12.1922. Bibliotekskonsulent
Jørgen Bankes privatarkiv. Korrespondance 1900-29. RA.
39. Hvenegaard Lassen, H.: Anførte værk, s. 239-40.
40. Kopi af brev fra Jørgen Banke til Holger Bernild 14.4. 1928. Bibliotekskonsu-
lent Jørgen Bankes privatarkiv. Korrespondance 1900-29. RA.
41. Hvenegaard Lassen, H.: Anførte værk, s. 243.
42. Ibid., s. 244.
43. Brev fra Svend Dahl til Jørgen Banke 6.3. 1929. Bibliotekskonsulent Jørgen
Bankes privatarkiv. Korrespondance 1900-29. RA.