Folkebibliotekerne
i Sønderjylland før 1920
Biblioteker som instrumenter i det
nationale arbejdes tjeneste
Slesvig, eller Sønderjylland, som er det gamle danske navn på lands-
delen mellem Kongeåen og Ejderen, har en plads i både dansk og
tysk bibliotekshistorie. En vigtig plads. Gennem århundreder, og i
særlig grad i de hundrede år fra omkring 1840 og frem mod vore
dage, har det nationale spørgsmål sat dagsordenen i dette græn-
seland mellem dansk og tysk. Uendelige kræfter er anvendt på at
styrke og fremme henholdsvis dansk sprog og kultur og tysk sprog
og kultur. For begge parter var styrkelsen af egen position længe
ikke det eneste mål. At trænge den anden part, modparten, tilbage
blev let den vigtigste ambition.
Konfrontationen fandt udtryk på mange måder. 11800-årene und-
gik man ikke krudt og kugler. Men det var dog heldigvis und-
tagelsen. Mere permanente var kulturfrontens fredelige bestræbel-
ser. I første række stod skolerne, dernæst kom bibliotekerne. Det
betyder, at bibliotekshistorien mellem Kongeåen og Ejderen har faet
sit eget særpræg, præget af den nationale kappestrids udfordringer.
Det gav bibliotekshistorien syd for Kongeåen en særlig betydning.
Lars N. Henningsen, arkivar, dr.phii; Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Flensborg.
Artiklen gengiver i omarbejdet form det foredrag, som blev holdt i Dansk Bibliotekshistorisk
Selskab i anledning af overrækkelsen af E.C. Werlauff Prisen til Lars N. Henningsen den
26. oktober 1994.
Jeg vil fremhæve to forhold. For det første selve ordet folkebibliotek. I
dag er ordet den enerådende betegnelse for vore almenbiblioteker til
forskel fra videnskabs- eller fagbibliotekerne. I tiden forud, sidst i
1800-årene, benyttede man om datidens bogsamlinger til brug for
menigmand mest betegnelser som sognebogsamling, sognebiblio-
tek eller folkebogsamling.1 Først omkring 1920 sejrede ordet folke-
bibliotek i vore dages betydning. Det skete, da den første moderne
bibliotekslovgivning hævede almenbibliotekerne op på et nyt og
højere niveau. Da valgte man ordet folkebibliotek som barnets
navn. Ordet udtrykker gennem de to forskellige led nyskabelsens
særpræg. Det første led folke- betegner det almene, folkelige sigte. I
sidste led -bibliotek markeres det nye kvalitetskrav. Ordet bibliotek
havde hidtil været forbeholdt de mere videnskabeligt orienterede
specialbogsamlinger, som næsten alle havde hjemme i byerne. Nu
blev ordet bibliotek overført til de nye almenbogsamlinger med det
brede kvalitetspræg.
Ordet folkebibliotek slog således først igennem i dette århun-
drede. Men det havde dog en forhistorie også i 1800-årene. Efter alt
at dømme blev det første gang bredt benyttet som led i bogarbejdet i
Slesvig i 1850'erne, i tiden mellem de slesvigske krige. Folkebiblio-
teket - eller rettere ordet folkebibliotek - har altså rod i Slesvig. Og
disse slesvigske »folkebiblioteker« var et af de markante midler i det
ejderdanske arbejde forud for 1864.
For det andet: Sønderjyllands bibliotekshistorie er udtryk for et pa-
radoks. Vel indtager Sønderjylland en markant plads i dansk biblio-
tekshistorie. Men samtidig er den sønderjyske biblioteksudvikling
væsensforskellig fra den danske. I kongeriget Danmark kan biblio-
tekernes udvikling fra 1700-årene og frem mod i dag forklares blot
med henvisning til ønsket om bedre og bredere oplysning af be-
folkningen. Rationalismens bestræbelse for at skabe almuebogsam-
linger, Landhusholdningsselskabets initiativer og alle de andre for-
søg frem til Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug i årene 1835-48
på at udbrede god læsning og at grundlægge bogsamlinger er børn
af oplysningstidens tanker.2 Også den senere udvikling - fra pio-
neren Andreas Schack Steenberg, Statens Bogsamlingskomité 1910
og biblioteksloven af 1920 og fremefter - foregik helt i folkeop-
lysningens ånd.3 Den moderne demokratiske udvikling virkede i
samme retning. Bibliotekerne skulle bidrage til at give befolkningen
den oplysning, som var en forudsætning for aktiv deltagelse i det
nye politiske liv.4
Syd for Kongeåen var det anderledes. Gennem århundrederne
blev Kongeåen uddybet til et stadig dybere skel mellem Kongeriget
og Sønderjylland/Slesvig, langt dybere end Skagerraks brede vand
til Norge. I denne såkaldte »tyske provins« begyndte biblioteks-
historien i oplysningens ånd ligesom i det øvrige Danmark, og indtil
1830'erne fulgte den i Slesvig de samme spor som i Kongeriget.
Bogen skulle tjene oplysningens sag. Men da den nationalt-sprog-
lige kamp kom på dagsordenen fra sidst i 1830'erne, fik bogen en ny
opgave. Den blev også led i en anden sags tjeneste. Eller som en
hjemmetysk bibliotekshistoriker i Nordslesvig har udtrykt det: »I
grænseområder har biblioteker siden deres opståen en særlig op-
gave«.5
Det betød, at bibliotekerne fra 1830'erne og fremefter blev præget
af det nationale arbejdes krav. Bibliotekerne udvikledes som led i
den nationale kappestrid. Denne kappestrid er fortsat lige til den
nyeste tid, og den har f.eks. medført, at biblioteksstandarden blev
højere i Sydslesvig end i egnene syd derfor - hvor der jo ikke var en
konkurrent at måle sig med. Denne historisk betingede forskel i
kvalitetsniveau mellem Sydslesvig og Holsten ses den dag i dag.
Den nationale dimension i biblioteksarbejdet markerer forskellen
mellem Sønderjylland og Kongeriget, og den kom til at præge ud-
viklingen lige fra 1830'erne og langt frem i vort århundrede. Da
udgiveren af Dannevirke, Peter Kr. Koch, som næsten den allerførste
den 27. november 1838 foreslog oprettelse af permanente små-bog-
samlinger, begrundede han det med, at »disse vilde udgjøre et godt
Dannevirke«, altså et værn for dansk sprog og nationalitet.6 Da
Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig (Sprogforenin-
gen) opbyggede sine mange små bogsamlinger i årene fra 1880,
skete det som led i arbejdet for at styrke det danske sprog over for
den tiltagende fortyskning.7 Og da den senere landsbibliotekar i
Aabenraa, Jacob Petersen, talte på Danmarks Biblioteksforenings
 |
Peter Chr. Koch (1807-80) i |
første årsmøde i Vejen i juni 1920, udtalte han, at de kommende
biblioteker i det nu danske Nordslesvig ikke blot skulle være kultur-
centre, men også kampcentre.8 På tilsvarende måde var den tyske
stats særbevillinger til lærer-, skole- og folkebiblioteker fra
1880'erne begrænset til de dansksprogede egne i Nordslesvig. Man
støttede tyske folkebiblioteker, i bevidst modsætning til de danske
bogsamlinger.
I Sønderjylland eller Slesvig skal bibliotekshistorien altså ses i
lyset af den sprogligt-nationale udvikling. I det følgende vil vi lægge
nogle snit gennem den danske og tyske bibliotekshistorie i Sønder-
jylland. Vi vil betragte bibliotekerne ud fra det motiv, som var det
vigtigste ved deres grundlæggelse: De skulle være midler i det natio-
nale arbejdes tjeneste.
Lars N. Henningsen - Folkebibliotekerne i Sønderjylland før 1920 57
Oplysnings- og skolebiblioteker
De folkelige bibliotekers stamtræ har flere grene. Ældst er de små
almenbiblioteker i oplysningstiden og de skole- og lærerbiblioteker,
som opstod på baggrund af almenskoleloven af 1814. De havde alle
til formål at fremme den almene oplysning og den kristelige, bor-
gerlige og moralske dannelse.
De første forsøg møder vi i slutningen af 1700-årene som udtryk
for oplysningstidens idealer. I Haderslev fandtes et »læseselskab« i
1781,9 og et årti senere omtales lignende selskaber i Husum, Slesvig,
Frederiksstad, Tønning, Flensborg og Tønder. På landet omtales
bondelæseselskaber i Ejdersted fra 1795, i Angel fra o. 1786.10
I centrum for de mange bestræbelser stod skolerne, og de var
derfor også udgangspunkt for mange af de første almene bogsam-
linger. Ikke mindst på Haderslev-egnen var aktive oplysningspræ-
ster optaget af sagen. Pastor Jørgen Mechlenburg (1741-1808) i Høj-
rup sogn oprettede 1786 et skolebibliotek i byen Arnum. To år se-
nere udgav han bogen Uforgribelige Tanker til nærmere Eftertanke om
Midler til Land-Almuens bedre Oplysning, især formedelst Skolevæsenets
Forbedring. Her kunne man læse om ideer til indretning af skole-
biblioteker og valg af gode bøger. I samme ånd virkede Haderslev-
tidsskriftet Haderslev sk Maanedsskrivt 1793-94.11 På Als blev der fra
1797 oprettet sognebogsamlinger eller skolebiblioteker i Nordborg,
Svenstrup, Ulkebøl og Tandslet sogne, og der kom noget lignende i
Øster Løgum og Vedsted.12
Oplysnings vennerne støttede energisk dette arbejde for at ud-
brede læsning og bogsamlinger til »almuen«. Men der lød også
mange kritiske røster. De nye skole- og bibliotekstanker blev nogle
steder opfattet som forsøg på at gribe ind i bøndernes lokale selvbe-
stemmelse, og de kunne let medføre nye økonomiske byrder. Der-
for var der en del bønder, som kritiserede Mechlenburgs tanker.13
Mange præster var med i arbejdet, men også her var der skepti-
kere. I 1813 gav pastor Fr. M. Meyer i Havnbjerg udtryk for en ret
almindelig skepsis, da han skrev følgende til brug for sin biskop:
»Offentlige Bogsamlinger findes her i Sognet ikke. Bibelen, Lære-
bogen og Psalmebogen ere her instar omnium [gælder her lige så
meget som alt andet], og når mine, nu i fjerde Kald stadfæstede
Erfaringer, ikke aldeles bedrage mig, saa tabe Gudsfrygt og Ret-
færdighed ei derved, at Almuen ikke bliver opblæst ved en blandet
Læsning, som den har saare sjælden Styrke nok til at fordøie«.14
Pastor Meyer var dog ikke talerør for den herskende opfattelse.
Året efter fik tankerne i oplysningstidens mange lokale skoleord-
ninger almen gyldighed i Slesvig. Almenskoleloven af 24. august
1814 fastslog i § 75, at der skulle opbygges et skolebibliotek i hvert
sogn. Biblioteket skulle stå i præstegården, og det skulle finansieres
af et årligt tilskud fra sognets kirkemidler. Der skulle købes bøger til
almen brug for lærere og børn.15
Denne bestemmelse blev grundlaget for skolebibliotekernes op-
bygning i lange tider, også i den tyske tid efter 1864.16 Men lov er ét,
virkelighed noget andet. Det viste sig hurtigt vanskeligt at få reg-
lerne gennemført, og i en del sogne gik der år, før et skolebibliotek
blev oprettet. Gang på gang blev det nødvendigt at skærpe kontrol-
len med reglernes overholdelse. Mere fasthed over sagen kom der
først, da et nyt cirkulære i 1836 indskærpede præsternes pligt til at
opkræve det årlige beløb fra kirkekassen til skolebiblioteket. Det
blev foreskrevet, at der skulle føres årligt regnskab over skolebiblio-
tekernes indtægter og udgifter. Ved hver visitats skulle regnskabet
forelægges visitatorerne til revision sammen med en fortegnelse
over de anskaffede bøger, »som samtidigt ville være at forevise;
hvorhos det fremdeles skal være kirkevisitatorerne overladt at med-
dele præsterne de fornødne bemærkninger, når de ikke måtte finde
det ved bøgernes anskaffelse trufne valg heldigt«. Der skulle føres
fortegnelser over bøgerne, og præsterne skulle være ansvarlige for
deres ordning, benyttelse og bevaring.17
Cirkulærets detaljerede regler satte spor. Fra dette tidspunkt blev
der opbygget skolebiblioteker de fleste steder. De bevarede arkiver
viser, hvordan arbejdet forløb i praksis. Provsterne efterså skole-
bibliotekernes bogfortegnelser ved de årlige visitatser og fik forelagt
beretninger derom fra lærerne.18 Biskoppen (generalsuperintenden-
ten) modtog ved sine visitatser redegørelser fra præster og lærere
om kirkens og skolens forhold, og heri indgik der afsnit om skole-
bibliotekernes tilstand.19
På dette grundlag kan man følge bogsamlingernes gradvise op-
bygning. Efter alt at dømme blev de næsten udelukkende målrettet
mod lærernes behov og blev ikke benyttet af eleverne. I 1850'erne
blev reglerne strammet op. I Tønder provsti genindførtes 1851 plig-
ten for de lokale kirkekasser til at yde det årlige tilskud ubeskåret til
skolebiblioteket.20 I de følgende år måtte lærerne aflevere fortegnel-
ser over skolebibliotekerne ved de årlige provstevisitatser.21 I Ha-
derslev provsti udbad provsten sig fra 1854 fortegnelser over bog-
bestanden og nyerhvervelserne.22 Disse skolebiblioteker bestod næ-
sten udelukkende af litteratur til brug i religionsundervisningen (bi-
bel- og testamenteudgaver, bibelhistorier, salmebøger og gejstlig
litteratur), læsebøger og sproglære, regnebøger, geografi og histo-
rie. Bøger af underholdende og alment oplysende karakter, som
kunne tænkes at fange elever eller sogneboere i øvrigt, var der næ-
sten ingen af.
Efter 1864 gik tilsynet med skolebibliotekerne over til de nye
tyske myndigheder. Det betød i første omgang ikke de store æn-
dringer. Arbejdet fortsatte i det gamle spor, og igen viste det sig, at
et skærpet tilsyn kunne være på sin plads.23 Mange steder var det
årligt foreskrevne tilskud fra kirkekassen i de foregående år anvendt
til indkøb af bøger til fattige børn, ikke til skolebiblioteket. Og hvor
biblioteket levede, havde det som før nævnt mest karakter af lærer-
bibliotek, sammensat af teologisk og pædagogisk litteratur til gavn
for læreren. Her var der ikke meget at hente for den unge eller ældre
læser, som ønskede bøger af mere almen og underholdende karak-
ter. »Folkebiblioteket« kan altså ikke føre sine aner tilbage til disse
lærerbiblioteker!
Folkebiblioteket - et barn af Slesvigs »danisering«
I stedet må vi søge andetsteds, nemlig blandt de nye bogsamlinger,
som skabtes fra 1830'erne som led i den danske vækkelse af Sønder-
jylland. Det er disse bogsamlinger, som fik betegnelsen folkebiblio-
teker.
Den første begyndelse foregik i oplysningstidens ånd. I Kongeri-
get grundlagdes 1835 Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug.24
Selskabet uddelte bøger, fra 1836 også i Slesvig. Men den planløse
spredning af bøger hjalp ikke meget, og den vakte ikke begejstring
hos de mænd, som drømte om Sønderjyllands folkeligt-danske
vækkelse. Redaktør Peter Chr. Koch på Dannevirke i Haderslev
skrev i 1838 lidt spidst, at det ikke var nok blot at »køre hele læs
bøger over på den slesvigske ager«. Det ville give »lige så megen
frugt som en skæppe sure æbler i værdi«. Nej, der skulle i stedet »i
enhver egn oprettes små lånebiblioteker«, altså permanente bog-
samlinger.25
Dermed var Kochs initiativ udtryk for noget nyt. Sammen med
professor Chr. Flor fra Kiel lagde Koch ud med bogsamlinger i
Haderslev og Aabenraa. Man ønskede noget andet end de hidtil
kendte almuebogsamlinger fra oplysningstiden, hvor vægten lå på
den nyttige og praktisk orienterede litteratur. Flors program var den
digteriske fornyelse af folkets gamle åndsskatte. For at skaffe gode
bøger lod Flor en af sine venner i Trykkefrihedsselskabet, pastor
J.V.Marckmann, indrykke en annonce i nogle københavnerblade.
Her meddeltes, at nogle folkevenner i en af provinserne havde op-
rettet biblioteker, og publikum blev bedt om at stille gode folkebøger
til rådighed. Ikke oplysningstidens nyttige bøger, men bøger til al-
men dansk folke-dannelse var nu sagen.
Resultatet af Kochs initiativ blev i første omgang kun beskedent.
Men den 11. april 1839 bragte en række sønderjyder i København for
alvor sagen fremad. De stiftede Foreningen til dansk Læsnings Fremme
i Slesvig. Den fik i løbet af kun to år startet 60 bogsamlinger med i
alt 14.000 bind i Sønderjylland.26
Disse bogsamlinger blev omtalt i præsternes og lærernes visitats-
beretninger ved siden af omtalen af skolebibliotekerne, og ad denne
vej kan vi danne os et indtryk af samlingernes karakter. Man møder
lokale læseforeninger allerede fra 1839.27 Før Treårskrigen nåede
I tiden mellem de slesvigske krige blev der især indkøbt underholdende litteratur til de danske
folkebiblioteker i Sønderjylland. I Tønder oprettedes en »dansk skolebogsamling«, som rum-
mede alle de typiske bøger, som blev indkøbt til de danske bogsamlinger i disse år. Samlingen
der sidenhen indgik i Tønder Seminariums bibliotek bestod af ca. 800 bind, især skøn-
litteratur, religion, historie, personalhistorie, rejseskildringer, topografi og geografi. Ca 360
bind er bevaret i dag.
man op på 62 små biblioteker med tilsammen 20.000-25.000 bind.
Blandt bøgerne var der selvfølgelig gengangere fra oplysningstiden.
I Jels f.eks. ønskede man kun at samle bøger af »lærerigt og nyttigt
og underholdende Indhold med streng Undtagelse af alt der kan
ansees skadeligt for Folkets Religiøsitet og Moralitet, ligesom navn-
ligen Romaner og Comødier skulle være aldeles udelukkede«.28
Men i almindelighed var indholdet anderledes end i oplysningsbi-
bliotekerne og i skolebibliotekerne. Nyt var de mange »folkebøger«
i Flors forstand, Ingemann, Blicher, Oehlenschläger, Grundtvig.29
Men netop denne nyskabelse mødte kritik. I Tyrstrup nord for
Haderslev skrev pastor Lindenhahn 1841 om det filialbibliotek, som
var anlagt i sognet af »selskabet i København, der søger at udbrede
dansk læsning blandt den dansktalende del af hertugdømmets be-
folkning«: »Efter min formening er det imidlertid uafgjort, hvor-
vidt blandet læsning og deriblandt romaner er bondestanden gavnlig
eller ikke«. Præsten foretrak at anskaffe nye testamenter, bibelske
historier o. lign. til skolen.30
Efter den danske sejr i Treårskrigen begyndte man på ny. I 1851
oprettedes Comiteenfor Oprettelse af danske Folkebibliotheker i Slesvig.
Her møder vi igen sammensætningen folke-. Kombinationen er et
barn af 1840'erne, Grundtvig og Flor. »Folkeligt skal alt nu være«
lød første linje i Grundtvigs digt Folkeligheden i 1848. Det er for-
mentlig denne tidstone, som går igen i ordet folkebiblioteker i Comi-
teens titel. Ordet er jævngammelt med folkehøjskolen. Begrebet er
altså et barn af det dansk-nationale arbejde i Slesvig.
Arbejdet indebar udbredelse af almen underholdningslæsning. De
nye bogsamlinger gav plads for skønlitteratur: Ingemanns romaner,
Blichers noveller, Holbergs komedier, og man kunne finde Cooper,
Marryat, Carit Etlar, Alexandre Dumas, folkekalendere osv.31 Der-
med adskiller disse biblioteker sig dog også fra en senere tids og
vore dages folkebiblioteker. De satte ganske den oplysende litteratur
i skygge.
Comiteen havde langt mere succes end Foreningen fra 1839. Frem
til 1864 udsendte den 66.457 bøger og småskrifter til Sønderjylland,
og den fik oprettet 143 biblioteker, heraf 56 syd for den nuværende
landegrænse.32 De gode resultater skyldtes ikke mindst, at de ofte
nyansatte danske præster og enkelte lærere tog sig af sagen.
Målet var et andet end for oplysningstidens almuebogsamlinger,
for slet ikke at tale om skolebibliotekerne. Målet var nu »det kære
modersmaals oprejsning og renselse«, således som præsten i Fjolde
sogn, Carl Mule, udtrykte det.33 Disse folkebiblioteker var et »Mid-
del til at styrke den danske Nationalitet og befæste Kjærligheden til
vort Fædreland, dets Sprog og Litteratur«. De skulle hjælpe til at
»knytte denne dyrekjøbte danske Landsdeel saa nær til Kongeriget
som muligt«.34
Tyske folkebiblioteker og elevbiblioteker
Vi har nu døbt det danske folkebibliotek som et barn af 1840'ernes
og 1850'ernes nationale vækkelse. Det kræver, at linjen trækkes op
gennem århundredet. Hvordan blev folkebibliotekets skæbne i Søn-
derjylland senere i århundredet?
Efter 1864 gik de danske folkebiblioteker i opløsning. Den nye
preussiske forvaltning tog fat på at germanisere Slesvigs danskta-
lende del. Skolerne og bibliotekerne var vigtige midler i denne be-
stræbelse. Fra 1878 gennemførtes en kraftig kontrol med skolebi-
bliotekerne. Reglerne fra 1814 og 1836 blev indskærpet, og de nye
embedsmænd, kredsskoleinspektørerne, fik til opgave at visitere
skolebibliotekerne.35 De var ikke alle steder i god stand. Der blev
givet anvisninger om, hvilke bøger der skulle indkøbes. Det skulle
være tyske bøger, som kunne vække sansen for [det tyske] fædrelan-
dets historie, litteratur og kultur, og som også kunne tjene lærernes
videre dannelse samt skolernes pædagogiske opgave. Disse generelle
retningslinjer blev suppleret af lister over anbefalelsesværdige bø-
ger. Som hidtil skulle der indsendes årlige lister over bibliotekernes
indhold. Der blev også oprettet særlige kreds-lærerbiblioteker, især
i Nordslesvig, et for hvert amt.36
Derefter satte den tyske forvaltning ind på nye områder. Det
gjaldt om at give tyskundervisningen den rette boglige støtte. Der-
for kom nye biblioteker fra slutningen af 1870'erne på programmet.
Det var de såkaldte tyske elevbiblioteker og især tyske folkebiblioteker.
Programmet var en del af datidens almene tyske arbejde for »Volks-
bildung«, men her i Nordslesvig fik det sit særlige præg som led i
germaniseringen. Arbejdet fandt kraftig støtte i den halvofficielle
sammenslutning Schlesusig-Holsteinischer Verein zur Verbreitung von
Volksbildung i Kiel. Målet var en »staatserhaltende« Volksbildung,
hvor ikke kun det danske og andre mindretal, men også socialdemo-
kraterne var de slemme fjender.37
De nye biblioteker skulle delvis bygge på frivillige bidrag. Af
statsmidler skulle der ydes tilskud i egne med dansk folkesprog,
efter modellen: et lokalt tilskud til biblioteket udløser et statsligt
tilskud af dobbelt størrelse. En sådan model kendes jo også i senere
bibliotekslovgivning. Lærerne blev kraftigt tilskyndet til at påtage
sig bestyrelsen af disse »folkebiblioteker«. De skulle indeholde bø-
ger af underholdende art, som kunne vække læselysten og påvirke
ånd og følelse. Især burde der være historiske værker, som kunne
skabe fædrelandskærlighed.38
Som venteligt stødte initiativerne på modstand i de dansktalende
egne. En del steder var der ikke megen lyst til at yde bidrag, med-
mindre man også kunne indkøbe danske bøger! Mange præster fra-
rådede oprettelse af nye tyske folkebiblioteker.39 De tyske bøger
ville foreløbig ikke finde mange læsere, »da kun fa blandt de fa
tysksindede beboere kan læse tysk og andre overhovedet ikke læ-
ser«, som præsten i Felsted skrev.40
Målet for de nye tyske folkebiblioteker var klart nationalt. En
beretning fra den positivt indstillede pastor E.A.F. Jessen i Ravsted
1882 er ganske typisk. Han indberettede, at sognet i årene 1854-64 af
den danske regering havde faet et stort antal dansk-patriotiske bø-
ger. Nogle fandtes endnu, men de fleste var bortkommet, og et
egentligt folkebibliotek eksisterede ikke. »Hvis regeringen ville
være mig behjælpelig ved oprettelsen af et sådant,« fortsatte han, »så
ville det være mig en stor glæde at gøre alt hvad jeg kan for en så
almennyttig foranstaltning, som faktisk ønskes af mange, og som
også kunne være meget hensigtsmæssig for at styrke tyskheden«.41
Det må tilføjes, at Ravsted var et sogn med et anseligt antal tysksin-
dede.
Trods de lokale betænkeligheder blev værket sat i gang. Fra om-
kring 1877 oprettedes en hel række tyske folkebiblioteker. I Tønder
kreds steg antallet fra 8 i 1883 til 18 i 1888 og 22 i 1899.42 I Aabenraa
kreds oprettedes 1879-91 16 tyske folkebiblioteker med i alt knap
1700 bind.43 Samlingerne var kun små, som regel mellem 50 og 300
bind. De blev bestyret af degne, lærere og præster, som opkrævede
»læsepenge« fra folk, som kunne betale. Men benyttelsen var kun
såre beskeden. Samtidig oprettede Deutscher Vereinfur das Nördliche
Schleswig (Den tyske Forening for det nordlige Slesvig) biblioteker. I
1901 stod den bag 32 biblioteker med tilsammen 6000 bind.44 Utra-
ditionelle veje blev også taget i brug for at bringe den tyske bog ud
til alle. Man stationerede bogkasser på småbanestationerne til brug
for de rejsende, og i de enkelte amter blev der oprettet vandrebiblio-
teker.45
Bogudvalget i de tyske folkebiblioteker var som nævnt foreskre-
vet ovenfra. Der skulle være tysk skønlitteratur af underholdende
karakter, som kunne virke dannende på ånd og følelse, samt bøger
af historisk indhold egnet til at vække fædrelandskærlighed. Rent
belærende bøger blev ikke anbefalet, da det gjaldt om at vække
læselysten.46 Boglisterne svarer hertil. Der var tysk skønlitteratur -
de store navne som Schiller, Goethe, mange mindre digtere - og en
mængde tysk krigs- og kejserhistorie.
Men for alle disse tyske folkebiblioteker gjaldt, at læserne svig-
tede. De kunne ikke konkurrere med Sprogforeningens bogsam-
linger, som opstod i stort tal efter foreningens oprettelse i 1880.
Dette danske modstød var et godt argument for at søge tilskud til de
tyske biblioteker, så man kunne »styrke benyttelsen og derved
modvirke det danske bibliotek«.47 I Aabenraa amt var der således
1889 13 tyske folkebiblioteker med kun 1498 bd., og 17 sprogfore-
ningsbiblioteker med 3967 bd.48 I 1892 var tallene vokset til hen-
holdsvis 16 tyske biblioteker med 2186 bind og 17 danske med 4000-
5000 bind.49 Der er ikke tvivl om, at trængslen var størst i de bon-
destuer, som gav husly til Sprogforeningens bøger.
66 Lars N. Henningsen - Folkebibliotekerne i Sønderjylland før 1920
Nyt tysk fremstød
Hen mod slutningen af 1890'erne stod det klart for myndighederne,
at »folkebiblioteksforsøget« var slået fejl. Sprogforeningens succes-
rige fordeling af dansk lekture og dens påvirkning af befolkningen i
»tyskfjendtlig retning« krævede en modvægt. I 1896 gik de højeste
myndigheder - ministeriet i Berlin og overpræsidenten og rege-
ringspræsidenten i Slesvig - til angreb. De tyske folkebiblioteker
skulle være mere effektive, så de bedre kunne »fremme tyskheden i
Nordslesvig«. Standarden skulle forbedres, og der skulle tilføres
flere ressourcer, så bogbestanden kunne tiltrække læserne. Vejen
frem måtte gå gennem øget central styring. Derfor blev kredssko-
leinspektørernes tilsyn nu udstrakt til at omfatte folkebibliotekerne.
Hidtil havde de kun ført tilsyn med skole- og elevbibliotekerne. Der
blev bevilget øgede tilskud, som udelukkende skulle anvendes i
egne med dansk folkesprog. Udveksling af bøger mellem de enkelte
biblioteker blev foreskrevet for at forny tilbudet til læserne, og det
blev anbefalet at oprette »folkelæseforeninger«.50
Reaktionen i Nordslesvig var blandet. I Tønder kreds proteste-
rede præsterne som bestyrere af folkebibliotekerne direkte mod den
nye kontrol. Kredsskoleinspektør August Friedrich Emil Krage i
Tønder gav i 1897 en meget nøgtern beskrivelse af de tyske folke-
bibliotekers situation. Den viser vanskelighederne og perspekti-
verne og fortjener at gengives:
»De fleste, især blandt de ældre, er for ukendte med tysk til at
kunne læse de tyske bøger. De mangler også den tyske skolegang,
som er en nødvendig forudsætning for at kunne forstå indholdet i
folkebibliotekerne. Det stof, som behandles i folkebibliotekerne,
ligger dem for fjernt og er derfor for svært for dem. For mange unge
er de ældres indflydelse hindringen for at læse tyske bøger. En vis
Bibliotekerne var et vigtigt middel i den nationale kamps tjeneste. Fra 1880 oprettede Sprog-
foreningen danske bogsamlinger. På tysk side blev der investeret i tyske elevbiblioteker og
især tyske folkebiblioteker. I arkiverne er der bevaret et stort kildemateriale om disse biblio-
teker - det venter blot på at blive udforsket. Her ses et udsnit af listen over de tyske
folkebiblioteker i Aabenraa amt fra 1890. Landsarkivet i Aabenraa.
modvilje mod det tyske er heller ikke overvundet en del steder.
Dertil kommer, at de danske folkebiblioteker, som findes i næsten
alle sogne, i indhold og sprog svarer bedre til folkedannelsen, som
endnu hviler på dansk grundlag, end vore tyske biblioteker. Derfor
foretrækkes de danske biblioteker fremfor vore. Desuden læses elev-
bibliotekerne af mange voksne med større iver, fordi de i form og
indhold er lettere - og det er et meget glædeligt tegn. For det tyske
folkebibliotek er tiden først inde, når skolen har udbredt den tyske
dannelse mere alment, og når forståelsen for folkebibliotekerne er
blevet forberedt gennem elevbibliotekerne.«
Et vist håb så kredsskoleinspektøren dog i at lærerne lovede at
virke for ny grundlæggelse og ville arbejde for at lede flittige læsere
blandt eleverne over i folkebibliotekerne, når de havde forladt sko-
len.51
Krages redegørelse giver et realistisk billede af stillingen. De tyske
folkebiblioteker mødte kun ligegyldighed hos de fleste, hvis ikke
modstand, mens de tilsvarende danske folkebiblioteker - dvs.
Sprogforenigens bogsamlinger - mødte megen interesse. Derimod
synes de tyske elevbiblioteker at have haft nogen succes. Her så de
tyske myndigheder et håb for fremtiden. Børnene kunne man lettere
fa til at tage en bog med hjem. Men de gode lånertal for disse
biblioteker skal nok tages med nogen skepsis - som al biblioteks-
statistik til alle tider! I Sprogforeningen fremhævede man, at de
tyske skolebibliotekers bøger blev påtvunget børnene til læsning
hjemme, og mange lærere virkede desuden ved trusler og forma-
ninger med til, at deres elever ikke lånte bøger fra Sprogforeningens
bogsamling.52
Denne tyske bibliotekshistorie er hidtil ret ukendt. Der blev i tiden
frem mod 1. verdenskrig ofret mange kræfter og overvejelser på at
tilfredsstille befolkningens læsebehov. Men der lå en bestemt hen-
sigt i arbejdet. I 1899 udsendte regeringspræsidenten i Slesvig føl-
gende skrivelse: »I betragtning af det stærke behov for læsning, som
råder hos den herværende befolkning, er det af største vigtighed at
bevirke, at dette behov ikke tilfredsstilles på en måde, som er i
modstrid med vore nationale og sociale interesser. Det middel, som
bedst kan føre til målet, er skabelsen af folkebiblioteker fra myndig-
hedernes side«.53
Bibliotekshistorien blev med andre ord styret af overordnede po-
litiske målsætninger, ikke i første række af hensyn til en værdifri
styrkelse af den almene oplysning. Det gjaldt i det små og i det
store. I 1902 ønskedes f.eks. en udvidelse af det lille folkebibliotek i
Emmerlev nord for Tønder. Det var grundlagt 1899 og omfattede
kun 60 bind. Udvidelsen blev begrundet således: »Emmerlev er for
største delen dansk. En udvidelse af biblioteket er derfor ønskelig af
politiske grunde«. Også i Hostrup-Solderup-Jejsing burde biblio-
teket udvides »for atter at øge benyttelsen og derved modvirke en
videre udbredelse af det danske bibliotek i nabolandsbyen Rør-
kær«.54
I årene efter århundredskiftet prøvede man i stigende grad at gå
nye veje for at nå målet. Der blev som nævnt oprettet læsekredse og
kredsvandrebiblioteker, og elev-, skole- og folkebibliotekerne mod-
tog fortsat støtte. Det var sikkert ikke uden virkning. Men det ende-
lige mål nåede man ikke. Genforeningen i 1920 satte punktum, og
den er i sig selv bevis på, at bibliotekerne ikke nåede målet.
I deres kerne var alle de slesvigske »folkebiblioteker« i slægt med
hinanden. De »deutsche Volksbibliotheken« var i slægt med de dan-
ske »folkebiblioteker« fra 1840-50'erne. Og Sprogforeningens bog-
samlinger hørte til samme familie. De var alle midler i den nationale
og sproglige kamps tjeneste.
Udblik
Vi har nu stiftet bekendtskab med et bredt udsnit af bibliotekerne i
Sønderjylland i tiden frem til omkring 1920. Det har krævet, at vi
har overskredet grænserne for den rent danske historie. Men sådan
er betingelserne, når man vil arbejde med Sønderjyllands historie. I
dag er Sønderjylland, eller rettere Nordslesvig, en del af Danmark.
Indtil 1920 lå Kongeåen som det dybe skel. På næsten alle områder
var der forskel på forholdene nord og syd for Kongeåen. Inddragel-
sen af Sønderjylland i rigsdanske fremstillinger kræver derfor ofte
en separatfremstilling. Det viger mange tilbage for, og derfor ude-
lades Sønderjylland ofte i rigsdanske fremstillinger.
Ikke mindst inden for bibliotekshistorien er dette imidlertid uhel-
digt. Indtil 1864 var vekselvirkningerne mellem Kongeriget og Søn-
derjylland mange. Oplysningstiden fik begge steder ens udslag i
bogverdenen, og opbygningen af de danske biblioteker i Sønder-
jylland fra sidst i 1830'erne blev styret nordfra. Men det betød sam-
tidig, at Sønderjyllands bibliotekshistorie fra dette tidspunkt og næ-
sten til i dag fik en anden karakter end Kongerigets. I Sønderjylland
blev ordet folkebibliotek holdt over dåben i 1840-50'erne, og i
Flensborg blev der investeret i et stort offentligt almenbibliotek al-
lerede o. 1860. Netop den nationale og sproglige kamp blev driv-
kraften for bibliotekshistorien - anderledes end i Danmark.
Efter 1864 kom dertil impulserne fra prøjsisk bibliotekspraksis.
Dette aspekt er hidtil relativt ukendt i Danmark, og det kan kun
forstås på baggrund af udviklingen i vort naboland mod syd. Et
ganske stort kildemateriale er bevaret om denne nye udvikling efter
1864. Det kunne være interessant at sætte bibliotekshistorien i Søn-
derjylland i dens fulde bredde, ikke kun de danske bogsamlinger, i
relief overfor den samtidige udvikling i Danmark. Derved ville man
kunne fastslå forskelle eller ligheder, parallelle eller modgående be-
vægelser, gensidige påvirkninger eller isolation. Den rigsdanske bi-
bliotekshistorie ville sikkert vinde ved at indlade sig med det græn-
seoverskridende. Iagttagelsen af det uvante ville skærpe begrebsap-
paratet over for det nære.
Lad dette være en opfordring til fremtidige undersøgelser.
NOTER OG HENVISNINGER
Forkortelser
LA Aab Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa
LASH Landesarchiv Schleswig-Holstein, Slesvig
Chron Samml Chronologische Sammlung der ... Verordnungen ... fur die Her-
zogthiimer Schleswig und Holstein
SJy Årb Sønderjyske Årbøger
1. Se f.eks. terminologien i Marton de Hartyani: Sognebiblioteksundersøgelsen
1885. I: Bibliotekshistorie 1, København 1985, s. 70-72. - Sidst i 1800-årene
synes ordet bibliotek hyppigst anvendt om de videnskabeligt orienterede bog-
samlinger, således skolebiblioteker og stiftsbiblioteker, ordet bogsamling (eller
ofte folkebogsamling) om de folkelige bogsamlinger. Blandingsordet folkebibliotek
er altså udtryk for en tilnærmelse mellem bogsamlinger af forskellig oprindelse,
eller med andre ord for det øgede niveau, som almenbibliotekerne oplevede fra
sidst i 1800-årene og især efter 1920, da det moderne folkebibliotek blev virke-
lighed.
2. Helge Nielsen: Folkebibliotekernes forgængere. Oplysning, almue-og borger-
biblioteker fra 1770erne til 1834, København 1960. - Sigurd Nielsen: Selskabet
for Trykkefrihedens rette Brug. I: Historiske Meddelelser om København, 4.
rk. IV, 1954-57, s. 225-364.
3. Nordisk leksikon for bogvæsen, bd. 1, 1951, s. 307.
4. Jørgen Svane-Mikkelsen: En samfundsnyttig gerning. Træk af Koldings biblio-
tekshistorie. Kolding Folkebibliotek 1993, s. 9.
5. Peter J. Sönnichsen: Mehr als Bucher. Die Geschichte der deutschen Biichereien
in Nordschleswig. Verband deutscher Biichereien in Nordschleswig, Flens-
borg/Aabenraa 1991, s. 22. Citatet er her oversat til dansk, hvilket også gælder
efterfølgende citater fra tysksprogede kilder.
6. P. Lauridsen: Da Sønderjylland vaagnede, bd. 1, 1919, s. 210.
7. Anders Feilberg Jørgensen: Sprogforeningen gennem 100 år 1880-1980, Søn-
derborg 1980, s. 25-32.
8. H. Hvenegaard Lassen: De danske folkebibliotekers historie 1876-1940, Køben-
havn 1962, s. 202f.
9. Lars N. Henningsen: Johan Friedrich Camerer - en tysk-dansk patriot i 1700-
årene. I: SJy Årb 1993, s. 54.
10. Helge Nielsen, 1960, s. 187.
11. G. Japsen: Det dansksprogede skolevæsen i Sønderjylland indtil 1814, 1968, s.
282 og 284-87.
12. Helge Nielsen, 1960, s. 230 og 256-58.
13. Lars N. Henningsen, 1993, s. 56.
14. G. Japsen, 1968, s. 387.
15. Frdn. 24. aug. 1814, Chron Samml 1814 § 75.
16. G. C. Kuntze: Das Volksschulwesen der Provinz Schleswig-Holstein, Schleswig
1887, bd. 1 s. 53 og bd. 2 s. 45-51.
17. Cirkulære 29. marts 1836, Chron Samml.
18. Se f.eks. visitatser i Haderslev provsti: LA Aab, Haderslev Provstearkiv nr. 479.
Visitatsprotokol 1840-60.
19. Se f.eks. vitatser i Haderslev provsti: LA Aab, Generalsuperintendenten, Abt.
18 nr. 41 (1841).
20. Chron Samml 1851, s. 110 nr. 60: 1851 2. aug. - I perioden 1816-51 var der
årligt overført 1 rdl. årligt fra hvert sogn til opbygning af et provstibibliotek.
Dette »skolelærerbibliotek for Tønder provsti« indgik 1861 i Tønder Semi-
nariums bibliotek og findes endnu i dag bevaret i Tønder under betegnelsen
»degnebiblioteket«. Det er en værdifuld samling af de gængse bøger til brug for
lærere og degne i begyndelsen af 1800-årene. - Jf. S. Schoubye: Tønder Stats-
seminariums Bibliotek og dets Historie. I: Sønderjysk Månedsskrift 1947, s.
239. - 1788-1988 Tønder Statsseminarium. Et Jubilæumsskrift, Tønder 1988, s.
132.
21. Se f.eks. LA Aab, Tønder provsti, nr. 233.
22. LA Aab, Haderslev provsti, nr. 459.
23. Fornyet kontrol 1878: Rundschreiben 1878 11. december: Haderslebener Kreis-
blatt 1878 nr. 247. LA Aab, Haderslev provstearkiv nr. 466, fortegnelser over de
enkelte skolebiblioteker.
24. Sigurd Nielsen, 1954-57, s 225ff.
25. P. Lauridsen bd. 1, 1919, s. 210 og bd. 3, 1916, s. 10.
26. P. Lauridsen bd. 3, 1916, s. 7-20.
27. F.eks. Læseforeningen i Jels Sogn, oprettet 20. dec. 1839. Her var målet dog helt
i oplysningstidens ånd: »Læseforeningens Formaal er Folkets Oplysning ved
Anskaffelse af hensigtsmæssige og passende Bøger og Skrifter til almindelig
Afbenyttelse«. LA Aab, Generalsuperintendentens arkiv, Abt 18 nr. 41 (pk. 3)
Jels 1839.
28. Love for Jels Læseforening 1839; se note 27.
29. P. Lauridsen bd. 1, 1919, s. 209, 210, 213, 214; bd. 3, 1916, s. 7-20.
30. LA Aab, Generalsuperintendenten, Abt. 18 nr. 41 (pk. 3) 1841.
31. Se f.eks. liste over »Læseselskabsbiblioteket« oprettet 1854 i Tyrstrup bl.a. med
gaver fra Comiteen for Oprettelse af danske Folkebibliotheker i Slesvig. LA
Aab, Haderslev provstearkiv nr. 459.
32. Jakob Petersen: Danske Folkebiblioteker i Sønderjylland i tiden mellem krigene.
I: Festskrift til H.P. Hanssen, 1932, s. 188ff. - Udsigt over den af Comiteen for
Oprettelse af danske Folkebibliotheker i Slesvig udviklede Virksomhed. I: Sles-
vigske Provindsialefterretninger, bd. 2, 1862, s. 393-411.
33. Lars N. Henningsen: Dansk Biblioteksvirke i Sydslesvig, Flensborg 1991, s. 18.
34. Udsigt over den af Comiteen for Oprettelse af danske Folkebibliotheker i Sles-
vig udviklede Virksomhed. I: Slesvigske Provindsialefterretninger, bd. 2, 1862,
s. 393 og 400.
35. G.C. Kuntze, 1887, bd. 1 s. 53 og bd. 2 s. 45-51. - L.S. Ravn: Træk af folkesko-
lens historie i Nordslesvig 1864-1920, 1981, s. 119.
36. Se f.eks. LA Aab, Haderslev landråd, fag 139 nr. 28, regeringen i Slesvig til
kirkevisitatoriet i Tørninglen 3. marts 1876.
37. Jf. Axel Henningsen: Beitrage zur Geschichte der Erwachsenenbildung in
Schleswig-Holstein, Neumunster 1962, s. 38.
38. LA Aab, Aab landråd X B 4. - Haderslev kredsskoleinspektion I 335.
39. F.eks. pastor Kier i Øster Løgum 1881: LA Aab, Aab landråd X B 4 I.
40. LA Aab, Aab landråd X B 4 I, 6. nov. 1882.
41. LA Aab, Tønder landråd X Spec. 6 (pk. 630).
42. LA Aab, Tønder landråd X Spec. 6-8 (pk. 631).
43. LA Aab, Aab landråd X B 4 I.
44. G. Japsen: Den fejlslagne germanisering, 1983, s. 58, 78 og 101.
45. Hans Peter Johannsen: Sieben schleswigsche Jahrzehnte, Schleswig 1978, s.
45-47. - Sönnichsen, 1991, s. 21f.
46. LA Aab, Aab landråd X B 4, grundsætninger for statsstøttede folkebiblioteker
1877.
47. Eksempel fra Hostrup sogn ved Tønder 1902. LA Aab, Tønder landråd X Spec.
8.
48. LA Aab, Aab landråd X B 4 I.
49. LA Aab, Aab landråd X B 4 II.
50. LASH, Abt. 301 nr. 2277. Abt. 309 nr. 12611.
51. LASH, Abt. 309 nr. 12611, Krage til regeringen i Slesvig 2. aug. 1897.
52. Anders Feilberg Jørgensen, 1980, s. 60; jf. SJy Årb 1905, s. 287.
53. LASH, Abt. 309 nr. 12611. Regeringspræsidenten 15. maj 1899.
54. LA Aab, Tønder landråd X Spec. 8.