Henrik Stampe, 1713-89, retslærd, professor og generalprokurør. Det kongelige Bibliotek,
Billedsamlingen.
Af Helge Nielsen
Man taler om vor tids informationsstrøm. Forskningsresultater,
ideer, også litterære og kunstneriske manifestationer, vælter frem i
traditionelle bogtrykte, men også i andre informationsmaterialer,
støttet og fremmet - og også søgt bragt under kontrol - af elektro-
nisk datateknik. Det er en strøm, der er livsvigtig for vores kultur i
højeste og bredeste forstand.
Er der tradition for, kunne man spørge, at belægge denne strøm
med høje statsafgifter?
For 200 år siden, i 1700-tallets anden halvdel, følte man også, at
bogstrømmen var ved at blive overvældende. Selv om danske skrif-
ter var under censur af Universitetet indtil 1770, dog meget lempe-
ligt fra århundredets midte, var der støt vækst, men især var den
udenlandske bog-og tidsskriftlitteratur ved at tage pusten fra ivrige
danske læsere. Der var ikke offentlige biblioteker, så de lærde måtte
selv holde sig orienteret ved køb eller ved velvilje hos private kapi-
talstærke bogsamlere. Læsefærdigheden bredte sig i by og på land,
som nu computerviden, mens dengang orienterende tidsskrifter, se-
rier og magasiner var de formidlende organer med anmeldelser og
opsatser, originale eller afskrevne fra udenlandske, især tyske tids-
skrifter. I aviserne orienterede danske boghandlere om de udgivel-
ser, de var forlæggere for, og de udgav kataloger over deres forråd
Helge Nielsen, tidl. overbibliotekar, cand.mag. Vældegårdsparken 32, 2600 Glostrup.
af danske, tyske, franske, engelske, ja sågar italienske og svenske
bøger. Lejebiblioteker med mere underholdende varer var ved at
dukke op, efterhånden også på bredere, orienterende basis.
Tysk var i byerne i det dansk-norsk-tyske rige et velkendt sprog. I
den civile og militære embedsstand, i handelsborgerskabet og blandt
håndværkerne var der talrige fremmede, indkaldte eller indvandrede
især fra tyske lande. Latin var stadig et vigtigt internationalt viden-
skabssprog, og fransk var vundet frem som internationalt sprog i de
højere politiske og sociale kredse. Engelsk lå det lidt tungere med,
men der kom talrige oversættelser til tysk og fransk, og det samme
gjaldt italiensk, spansk og hollandsk, ja til dels også svensk. Bog-
handlerne og de velhavende bogsamlere fulgte med i de tyske mes-
sekataloger, og boghandlerne drog med bestillinger til bogmesse i
Leipzig og tog også hjem til gennemsyn efter deres kendskab til
danske bogsamleres og videnskabsmænds interesser.
Toldrullen 1768
Men så skete der noget i 1768, da der i en ny toldrulle »for indtil
videre eneste gang i dansk toldhistorie blev lagt told på bøger«, som
Aage Rasch skrev i 1955 i et toldhistorisk arbejde. Riget fattedes
penge, hvad der jo ikke er så enestående, og en ny statslig Balan-
cekommission af spidserne i finansverdenen og -styret overvejede
sammen med Generaltoldkammeret, hvad en ny toldtarif kunne
styrke finanserne med - de hvilede jo i høj grad som nu på told og
forbrugsafgifter (dengang konsumtion og accise). Måske var det én i
Generaltoldkammeret, der fik ideen til den nye told på 7XA % (+ XA %
accise) på import af udenlandske bøger. For fra dette kammer slog
man siden på, at tolden kunne hæmme import af slette bøger fra de
tyske messer.
Den nye toldrulle gik glat igennem og blev den 26. november
1768 skrevet under i Paris af den enevældige monark, som var på sin
store dannelses- og præsentationsrejse i Vesteuropa, og den blev
udsendt med kgl. resolution af 7. marts 1769 om ikrafttræden i Dan-
mark den 10. april, i Norge den 1. maj. Den enevældige, men stærkt
debile Christian 7. ville gerne tælles mellem de oplyste monarker,
men gik ikke gerne ind i detaljer, der trættede ham meget.
Man kunne jo prøve at spørge vor nuværende finansminister, om
han synes, bogtolden var en god ide. Han har i interviews talt om
opkvalificering og efteruddannelse, om forskningsindsats på ud-
valgte erhvervsrettede områder og ved at samle forskningsresultater
udefra til brug i vort erhvervsliv og om at handle langsigtet. Spørg
også Nyrop - ja med o, nemlig Camillus Nyrop, der i sin boghan-
delshistorie har skrevet om den harmdirrende protest til kongen
allerede den 13. marts 1769 fra seks københavnske boghandlere, der
så deres levevej ruineret. Eller spørg Nyerup - med ye, nemlig
Rasmus Nyerup, der i 1791 udgav Luxdorphiana, efterladte papirer
fra Bolle Luxdorph, der var en fremtrædende administrationsmand i
Danske Kancelli og en stor bogelsker og -samler. Han har i sit ek-
semplar af 1768-toldrullen indfældet boghandlernes protest og en
længere erklæring fra Københavns Universitet om det farlige i at
beskatte ideer.
Boghandlernes memorial
Boghandlernes indlæg, kun en uges tid efter den kgl. resolution om
toldens ikrafttræden, er underskrevet af seks københavnske bog- og
forlagsfirmaer: F.C. Pelt, J.G. Rothe, Cl. Philibert, G.C. Rothes
Enke & C.G. Proft, Heineke, Mumme & Faber (den »Mummeske«
boghandel) og P. Steinmann. Pelt, J. G. Rothe, Rothe & Proft og den
Mummeske holdt til i datidens supermarked på Københavns børs,
Philibert og Steinmann på Kongens Nytorv. Skrivelsen, eller me-
morialen, er velformuleret med appel til kongelig nåde og faderlig
omsorg, men med meget direkte anmodning om fjernelse af dette
nye pålæg, der truer deres lovlige næring, og som også truer alle
videnskabsdyrkeres og -elskeres interesser.
Boghandel er spekulationshandel, skriver de. Smagen i viden-
skaberne er forskellig, materierne, der skrives om, uendelige. Der er
mange usikre investeringer i alle slags bøger, både for lærde og for
hele det læsende publikum. Ofte må ventes år på salg og betaling,
mens tolden straks skal erlægges. Følgen af tolden bliver, at man
indskrænker sig til fremskaffelse af bestilte bøger. Udveksling af
bøger med udenlandske firmaer (change) bliver umulig og dermed
også egen forlagsvirksomhed. I forvejen tjenes ikke store formuer
på boghandel, men med de truende vilkår må man holde sig fra
de udenlandske messer og fra al »Verkehr med Fremmede«, ja de
vil nødes til »reent at lukke vore brødløse Boder til«. Vi er kun
ringe folk, men »dog uundværlige i en Stat, hvor Videnskaberne
skal have Sted, ei at sige blomstre«, hvad jo netop Majestæten søger
sin glorie i.
Og hovedargumentet lægges på bøgerne som uundværlige instru-
menter både for dem, der underviser, og for dem, der undervises.
Bogpriserne bliver utålelige, og der bliver uendelige ventetider og
vidtløftigheder med bestilling og fortoldning. Bliver det umuligt
for boghandlerne at bringe den lærde verdens produkter hjem fra
udlandet, mister de indenlandske lærde en uundværlig fordel: »Me-
get skulde de maaskee aldrig faae Kundskab om, meget for sildig,
og til liden Ære for Landet blive meget tilbage i Sammenlignelse
med Fremmede«.
Når vore skribenter nu klager over vanskelighederne ved at fa
noget trykt, bliver det langt værre, når boghandlerne opgiver at
befatte sig med det og overlader det »til Autores selv at forlægge
deres Skrifter«.
Bøger er hidtil her og i udlandet, i øvrigt også i den holstenske
toldrulle, anset for en vare, der ikke tåler afgifter. Bogtolden vil
næppe give noget betydeligt til Majestætens kasse. Og toldtaksatio-
nen af bøgernes en gros-værdi, der beror på spekulation og den
uvisse afsætning, vil give store problemer.
Når F.C. Pelt står forrest blandt underskriverne, kunne man gætte
på ham som initiativtager. Bogsamleren, generalmajor, cand.theol.
J. F. Classen, der brugte næsten alle de københavnske og også flere
udenlandske boghandlere (foruden masseindkøb på københavnske
bogauktioner), brugte også Pelt i 1760erne og 70erne. Det afføder
talrige problemer for Pelt, der tit må vente i årevis på betaling for
bestilte gennemsynsbøger, tit kun far et ratebeløb og til afslutning
måske en rask lille nedrunding af hele beløbet. Han far bøger retur,
ofte efter flere år, og undertiden også bøger, som andre har leveret.
Det sker, at han beder generalmajoren aflægge et besøg og beder
ham kigge på de interessante ting, der er hjemkommet fra messen,
men til sidst, i 1777, da hans syn og kræfter er aftagende, eksplo-
derer han i en kæmpeskrivelse på 4 tætskrevne foliosider med vrede
ord om returneringer af værker, der nu har mistet deres aktualitet og
er usælgelige. Han beder om betaling af gamle regninger inden næ-
ste messe og vil fremtidig kun fremsende bøger efter Classens skrift-
lige ordre. Andre store bogsamlere, bl.a. Schulin, Bernstorff, Wöl-
dike og Berckentin fik bøger til eftersyn og tog stilling efter nogle
dage. Pelt fortæller om, hvordan han søgte »Novitæter af deres Fag«
til »4 å 6 slags liebhabere« for at bestemme eksemplartal til købet på
næste messe, og om afskrivning af værdien på ældre uafsættelige
ting.
Pelt har da mange konkrete erfaringer, men den lidt rodede og
kaotiske fremstilling giver formodning om, at en af de andre under-
skrivere, eller måske snarere en engageret professionel pennefører,
har udformet boghandlernes memorial af 1769.
Overvejelser i konsistorium
Skrivelsen til kongen er gået til Danske Kancelli, og det har sendt
den videre til Universitetet for at fa en udtalelse derfra, formentlig
fordi man har formodet, at den ville være positiv over for bog-
handlernes ønsker.
Den 22. marts sendes memorialen i cirkulation blandt konsisto-
riums medlemmer.
Rektor magnificus, astronomen Chr. Horrebow finder den vel-
skreven og med gode argumenter. Konsistorium kan anbefale den.
Ophavsmanden til bogtolden »har vist icke selv brudt sit hoved
meget med læsning«. Man bør gøre en alvorlig forestilling, så me-
get mere »som vi vist have favorem for os«. Han efterlyser flere
argumenter. »I Dannemark skeer vist ingen debauche med læs-
ning«, som kræver hæmmende afgifter, den burde snarere opmun-
tres, og bøger om muligt gøres billigere. Det er som om man med
afgiften ville sige: »det sees gierne, at folk giøre sig habile til landets
tieneste, men de skal dog give en aarlig skat for at faae forlov dertil«.
Skat på læsning synes barbarisk, og han beder kolleger, der kender
forholdene i udlandet, gøre rede derfor. Han ønsker en kraftig fore-
|
|
Henrik Stampe, 1713-89, retslærd, professor og generalprokurør. Det kongelige Bibliotek, |
stilling, der kan have fuld virkning over for tolden, »al verden skri-
ger derimod med os«.
Den teologiske professor P. Holm, der var meget aktiv i universi-
tetspolitikken og hyppigt rektor for denne høje skole, der helt over-
vejende udklækkede teologer, havde ikke set toldrullen, men nok
hørt om bogtolden, som ikke kan være til nationens ære og fordel.
Den er til skade for studeringer, for studerende og især for dem, der
opbygger biblioteker, der er forudsætning for »tilstrekkelig og
Grundig Erudition«, såvel som for boghandlerne og bogbinderne.
Memorialen ønskes allerunderdanigst og kraftigt rekommanderet,
men Holm har for travlt til at fournere videre motiver og har skre-
vet sit votum »straks det var kommen til mig«.
Teologen P. Rosenstand-Goiske tror ikke, tolden vil give store
indtægter og efterhånden slet ingen. Den er til skade for boghand-
lere, studerende og studeringer, til ingen ære for nationen. Vores
»Zele« for Majestæten og fædernelandet forbinder os til at ønske
denne uhørte bogtold afskaffet.
Den juridiske professor P. Kofod Ancher, der tillige sad i Hø-
jesteret og i den sømilitære administration, vil kraftigt støtte bog-
handlerne, hvis argumenter er gode og tilstrækkelige. Han ved, at
man i kammerkollegiet har gennemgået alle europæiske toldruller
og ikke fundet bogtold uden i den russiske. Så meget mere må man
undre sig over, »at de haver villet lagt denne Skat paa forstanden«.
Det tilslutter medicineren C. Lodberg Friis sig.
De to sidste vota er de vægtigste. Først H. Stampes, den juridiske
professor og kvæstor, foruden generalprokurør med sæde i Danske
Kancelli. Han tilslutter sig de foregående, men med to tilføjelser: (1)
at der næppe i noget europæisk rige lægges told på nye og uind-
bundne bøger. Adskillige steder er der told på nye indbundne bøger.
I Frankrig må bøger, der er trykt dér, men eftertrykt andetsteds,
ikke indføres. I Rusland, hvor der er lagt told på alle ting, ved han
fra konferensråd Schumacher, at bøger alene er undtaget. Kabinets-
sekretær Andreas Schumacher havde tidligere høje diplomatiske
hverv i Rusland. (2) Det er allerede nu vanskeligere og kostbarere at
fa noget trykt her end andre steder, men bevares bogtolden, vil
boghandlerne ikke længere magte at være forlæggere.
Stampes votum har de andre professorer følt sig trygge ved, så
J. C. Kali, B. Møllmann, C. F. Wadskiær, M. Hubner, B. G. Obelitz
og C. G. Kratzenstein skriver under på hans indlæg. J. C. Kali har
ikke følt sig foranlediget til eget votum, selv om han som rektor i
1754 afgav udførlige betænkninger til oversekretæren i Danske Kan-
celli, J. L. Holstein, om dansk bogproduktion og dens forhold til de
tyske bogmesser (»change«).
Men der er vedlagt et ark uden dato og underskrift, og der på lK
folioside kommer det væsentligste indlæg. Det er på tysk, og det
fremgår senere, at forfatteren er den teologiske professor og tyske
hofpræst J. A. Cramer. Han mener, at det vil være nødvendigt at
sætte ind på 5 punkter:
(1) Tolden vil betyde boghandlernes ruin. Med den utilstrække-
lige afsætning må de lægge 1/3 på prisen, hvorefter de lærde selv vil
indforskrive nye bøger og selv betale tolden.
(2) Videnskabsmanden må nu af med 130 til 140 rigsdalers værdi
for bøger til 100 rdl. Det bliver dyrt for dem, for erfaringen viser, at
på auktioner er bøgernes værdi under den halve pris, et slemt kapi-
taltab. Men de nye bøger kan de ikke undvære.
(3) Boghandlernes lave omsætning allerede nu, med det læsende
publikums ringe omfang, og deres deraf flydende ringe evne til at
anskaffe kostbare og vigtige værker, vil med den nye bogtold tvinge
dem til kun at indforskrive, hvad de ved, de sikkert og straks kan
afsætte, hvad der vil bringe de lærde i en slem forlegenhed.
(4) Siden 1756 har der ikke kunnet eksistere boghandlere i Køben-
havn, hvis de ikke havde faet overordentlig støtte af kongen eller
ved at være forlæggere for nogle herværende lærde. Philibert eksi-
sterede kun med understøttelse fra kongen og enkelte privatmænd.
F.C. Pelt kan takke Klopstock, hans Messias og Geistliche Lieder for
sin trivsel. Ackermann har brugt Cramers bøger til udveksling.
Mummes boghandel stod på slette fødder, da den fik Cramers præ-
dikener, og den unge Rothe skylder en stor del af sin velstand Cra-
mers anden prædikensamling. Disse personlige ting kan selvfølgelig
ikke anføres, derimod konklusionen: disse skrifter ville boghand-
lerne ikke have været forlæggere af, hvis de ikke havde haft brug for
dem til udveksling med andre forlag. Var de udgivet i udlandet, ville
den nationale gevinst være tabt. Cramer kunne nok have faet højere
honorar i udlandet, men han har hellere villet støtte de hjemlige.
Ville det ikke være en skam for Danmark, hvis der ikke var nogen
boghandler, der kunne og ville være forlægger for arbejder af de
lærde her?
(5) De lærde bringer offentligheden og deres fædreland et sandt
offer ved deres iver efter at samle bøger og biblioteker, for det er en
død og usikker kapital uden årlige renter. De bærer de samme byr-
der som andre over for staten og har almindeligvis kun små ind-
tægter, som de altså må anvende på bøger frem for øvrige nødven-
 |
|
Johan Andreas Cramer, 1723-76, teolog, hofpræst i København, senere professor i Kiel. Det |
digheder. Skulle de nu yderligere have en særlig belastning, fordi de
er lærde? Tolden vil ikke ramme dem, der kun læser for deres for-
nøjelse. De kan indskrænke deres køb, men det kan videnskabs-
manden ikke. Det må staten betænke, og det må siges til den. Han
kunne sige meget mere, men vil nu give plads til kollegerne. Cra-
mer kom i de bedste kredse, så han kan med vægt tilføje, at han
»von guter Hand« ved, at konseillet gerne vil have en forestilling
med fine, mange og stærke grunde.
For en moderne læser springer det i øjnene, at når der tales om
bogsamlinger og biblioteker, er det udelukkende de private aktivite-
ter, der er på tale. Hvad med offentlige biblioteker?
Mest åbent for videnskabens folk var Universitetsbiblioteket bag
Rundetårn, men dets midler var små og dets anskaffelser begræn-
sede og under løbende kritik. Der var det private kongelige biblio-
tek på Christiansborg (der brændte helt op for 200 år siden), men
Det Store Kongelige Bibliothek over for slottet var heller ikke åbent
for offentligheden, eller blot den lærde verden. Kun lejlighedsvis fik
inden- og udenlandske videnskabsmænd speciel kongelig tilladelse
til benyttelse af dele af samlingen. Et forsøg fra den Bernstorffske
kreds på at fa det åbnet for offentligheden efter forbilleder i Paris,
hvor J. H. E. Bernstorff havde været ambassadør med J. Wasser-
schlebe som sit faste støttepunkt, kendes fra o. 1760 med konkrete
forslag fra Mallet (på fransk) og fra Wasserschlebe og J. A. Cramer
(på tysk). Men aktionen førte ikke til noget, hvad enten det var fordi
dokumenterne druknede i A. G. Moltkes arkiv, eller fordi udenrigs-
politikken gav Bernstorff og hans folk andet at tænke på.
I 1769 ser vi, at den kgl. bibliotekar B. Møllmann intet har at
bemærke om det Kgl. Biblioteks forhold og anskaffelser. Han slut-
ter sig uden bemærkninger til Stampes votum.
Næste runde i konsistorium er den 13. april, hvor boghandlernes
memorial er punkt nr. 2. Punkt 1 drejer sig om Damhussøen og
Universitetets rettigheder der, bl.a. til fiskene, hvad der skaber en
intensiv debat.
Horrebow indleder igen, og om punkt 2 opsummerer han, at alle
ønsker en eftertrykkelig udtalelse. Derfor formåede han justitsråd
Obelitz (justitsråd var en lidt finere rang end professor) til at opsætte
en erklæring fra universitetet efter pluraliteten. Ønsker nogen æn-
dringer eller tilføjelser? Han har selv foreslået en lille ændring, som
ikke specificeres, men finder i øvrigt koncepten god.
Sagen går videre til P. Holm, der takker Obelitz for koncepten,
men igen ikke har tid til at gå nøjere ind på sagen. Han har skrevet
sit votum straks, da sagen kom til ham om aftenen. Rosenstand-
Goiske finder som rektor koncepten meget god. J. A. Cramer takker
også Obelitz, men mener, nu på dansk, at noget kunne tillægges, og
henviser til, at »Mine tanker derom har jeg skreven paa et a parte
Ark Papir«. Dette ark, der ligger ved den forrige cirkulation, er da
måske først indgået nu. Obelitz's koncept findes ikke blandt ak-
terne. Cramer tilføjer, at han ikke vil forsinke sagen, han skrev i stor
il, fordi tiden nærmer sig, da bøgerne kommer fra messen. Lodberg
Friis og Hiibner er enige med rektor og Goiske. Kofod Ancher
takker Obelitz og finder erklæringen ganske god, hvis den tager
hensyn til det, rektor og Cramer har at erindre. Stampe er enig med
foregående, og den 17. april erklærer Kratzenstein sig tilfreds med
udkastet, og Kali tilslutter sig Stampe.
Obelitz som pennefører
Obelitz, hvis koncept ikke kendes, har som sekretær måttet samle
de spredte forslag fra kollegerne til en sammenhængende betænk-
ning. Det har ikke været nemt, og memorialen fra boghandlerne
virker mere klart og professionelt disponeret og argumenteret.
Obelitz indleder med at bifalde boghandlernes memorial og dens
argumenter, men vil med allerunderdanigst dristighed tillægge:
At tolden kun bør lægges på nye indbundne bøger, altså ikke på
nye uindbundne eller på ældre indbundne bøger, der er købt på
auktioner. Told på nye indbundne bøger er omtalt af Stampe, men
far nu ræsonnementer med om beskyttelse af bogbinderne i deres
lovlige erhverv. Men på uindbundne er der næppe told i noget euro-
pæisk land, ikke engang i Rusland, hvor man først nu i den sidste tid
er begyndt at dyrke videnskaber, og hvor man ellers lægger told på
alting. Altså Stampes oplysning fra Schumacher, som dementerede
Kofod Anchers formodning.
Bogtolden er en skat på forstanden (Kofod Ancher). Bøger og
bogsamlinger er en forudsætning for tilstrækkelig erudition (P.
Holm). Her tilføjes en smuk betragtning af bøgers betydning: »thi
da Bøger og Skrifter, næst egen Meditation, ere de eneste Midler til
at forskaffe sig nye Indsigter, udrydde Præjudicer, opdage nyttige
Konsters Forbedring, og i alle Grene af Videnskaberne giøre større
Fremgang til Fædrenelandets Nytte og Tieneste, saa er det klart, at
jo vanskeligere det bliver at tilveiebringe sig disse Sielens Værktøi,
disse Vittighedens Redskaber, jo flere Hindringer lægges der i Veien
for alle dem, som have Lyst og Genie til at forskaffe sig nyttige
Kundskaber«.
Men værst vil det gå ud over boghandlerne, der uden kongelig
støtte og gode skrifters udgivelse ikke havde kunnet klare sig de
sidste 13-14 år (Cramer).
Boghandlernes redegørelse for spekulationsmomenterne, de
mange anskaffelser, der ligger på lager som død kapital, refereres,
og der tales om de deraf følgende højere priser på det, der sælges, og
om de endnu højere priser som følge af bogtolden, som vil føre til,
at de lærde selv vil indforskrive bøger til skade for boghandlerne,
der må lukke eller indskrænke sig til, hvad der direkte bestilles (Cra-
mer).
De lærdes ofre ved at sætte deres penge i bøger, i død kapital, og
de lave priser på auktioner (atter Cramer) vil skærpes ved en bog-
told. De lærde betaler skat som andre, men vil en skat på dem,
»fordi de ere Lærde«, ikke agtes for hård, når de med deres midlers
forlis fremmer eruditionen, mens andre kan anbringe deres midler
fordelagtigt til nytte for dem selv og deres arvinger (Cramer). Al-
lerede nu tør boghandlerne tit ikke købe kostbare og vigtige værker,
og det vil bogtolden forværre (Cramer).
Det er allerede nu dyrere at fa bøger trykt her i rigerne, men i
fremtiden vil det blive umuligt. Messerejserne vil ophøre, ligeledes
udvekslingen af forlagsartikler (change), og til skam for landet vil
skribenter ikke kunne finde forlæggere her. Studering og videnskab
vil kendelig aftage, og de fortjente dog at opmuntres og ikke at
undertrykkes (dels boghandlernes memorial, dels Cramer).
Til sidst kommer et mere originalt afsnit, men det kan selvfølgelig
være Horrebows liden ændring. Større følger af bogtolden kan be-
frygtes. »Thi som der i alle, endog de ringere, Stænder findes Folk af
sundt Begreb, der kan have Lyst til at forbedre og formere deres
Kundskab i adskillige nyttige Ting, saa ville denne Bog-Told
strække sig til det hele læsende Publicum, og lægge en Slags Tømme
paa dets Tænkekraft, hvilket uden al Tvivl vilde geraade til hele
Nationens Vanære og contribuere til, at vi ville blive staaende langt
tilbage efter andre Folk i gode og nyttige Indsigter og Indretninger«.
Konklusionen er en slags underdanig advarsel til kongen. Det er
af hengivenhed og zele for konge og fæderneland, »at vi saa meget
interessere os for denne Sag; og da Deres Kongelige Majestæt ikke
allene saa naadigen beskytter Videnskaberne, men endog selv be-
sidder saa stor Indsigt udi samme, og derfor best kan skiønne, hvor
stor Indflydelse de have i en vel indrettet Stat, saa kan vi ingenlunde
troe, at Deres Kongelige Majestæt ønskede at være den første
iblandt de europæiske Monarker, der havde indført en Told, som
kunde have saa store og farlige Følger«. De tror, at han vil finde
boghandlernes og Universitetets henvendelser »at være grundede
paa Sandhed, Billighed og Fædernelandets Ære«. Og skatten ville
indbringe lidet, efterhånden næsten intet (boghandlerne og Rosen-
stand-Goiske), men selv med udbytte ville den være til »Nationens
Vanære, samt gode og nyttige Videnskabers og Kunsters Aftagelse«.
Bogtolden afskaffes
Obelitz underskriver på rektors og professorers vegne den 19. april
1769. Den 29. april sender kancelliet sagen - med en tilføjelse om, at
tolden også omfatter land- og søkort - til General-Toldkammer og
Commercekollegium med en kort positiv omtale. Vil man der ikke
gøre forestilling, beder kancelliets oversekretær O. Thott, som i øv-
rigt også var universitetspatron og landets største bogsamler, om at
fa sagen retur med kollegiets betænkning, fordi man gerne ser sagen
afsluttet, inden bogmessen slutter. Generaltoldkammeret og senere
Balancekommissionen gik med til, at tolden kun skulle ramme nye
indbundne bøger. Den 3. maj var boghandlernes ansøgning på dags-
ordenen i et konsistoriemøde. Det omtales, at den har cirkuleret, og
at en erklæring er afgået til kancelliet »i faveur af Boghandlerne«.
Den 6. juni kom den kgl. resolution om afskaffelsen af den nye
afgift på uindbundne bøger, land- og søkort og på gamle indbundne
bøger. Den 25. marts 1771, i Struensees magtperiode, bortfaldt også
tolden på nye indbundne bøger og dermed den tidligere beskyttelse
af bogbinderne.
Det var traditionelt tænkende folk i centraladministrationen og på
Universitetet, der ville støtte videnskab, boghandel og bogbindere,
mens Struensee strøg beskyttelsen af de sidste. Men oplyst eller
traditionel enevælde, tolden kom og forsvandt hurtigt. Den var på
7K% + lÅ% accise og ville have givet landet en særstilling i Europa,
ikke engang de østlige barbarer havde bogtold. Det var en meget
lavere procent end den nuværende bogmoms, og så hurtig en re-
form som i 1769 er i dag forskærtset. Må vi da beholde vores særstil-
ling over for informationsstrømmen, eller far vi et oplyst demo-
krati?
DOKUMENTATION
S. 39 , l 2: Bibi. Danica, 4, 1902, s. 557-59.
S. 39, l.19: Aage Rasch: Dansk toldpolitik 1760-1797, 1955, s. 104-07. Jf. H.
Becker-Christensen: Dansk toldhistorie, 2, 1988, s. 366-68.
S. 40, l. 5: Weekendavisen, 25/2-3/3 1994. Jf. Politiken 17/4 1994.
S. 40, l. 9: C. Nyrop: Bidrag til den danske Boghandels Historie, 1, 1870, s. 302-06.
S. 40, 1.13: Luxdorphiana, 1791, s. 91-109.
S. 40, l. 23: C. Nyrop, 1, s. 308.
S. 41, l. 35: LA Kbh., Classenske Fideikommis arkiv. Sager ang. Classens bibl.,
Regninger m.v. 1761-92, Kassebilag 1767 og 1774.
S. 42, 1.11: LA Kbh., Classenske Fideikommis arkiv. Sager ang. Classens bibl.,
Indkomne breve fra private 1771-92, Pelt, 15/3 1777. Pelt havde i 1750 et ejen-
dommeligt samarbejde med filosoffen F.C. Eilschov, se hans fortale om hellere at
følge publikums ønsker end den gode smags folk og de lærde og Eilschovs
kritiske indledning til 3. oplag af Den Tyrkiske Robinson.
S. 42, 1.22: RA, Kbh.s Univ., Indkomne sager og koncepter 1769-70 (12 12 35),
22/3 1769. - Om Universitetets styre og dets procedure, se Birgit Løgstrup:
Københavns Universitet 1732-1788, s. 330-53. I: Københavns Universitet 1479-
1979, 1, 1991, s. 315-546.
S. 44, l. 28: Carl S. Petersen: Til Belysning af danske Boghandlerforhold omkring
det 18. Aarhundredes Midte. I: Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen, 4,
1954, s. 1-9.
5. 47, I. 3: Palle Birkelund: Universitetsbiblioteket 1729-1926. I: Københavns Uni-
versitet 1479-1979, 4, 1980, s. 365-454, spec. s. 378-94.
S. 47, 1.13: RA, Da.Kanc., Diverse akter, D 149 b, 13, 14, 15 (Esmarckske arkiv-
aflevering). - E.C. Werlauff: Historiske Efterretninger om det store kongelige
Bibliothek, 1844, s. 183-89.
S. 47, l. 22: RA, Kbh.s Univ., Konsistorium, Indkomne sager og koncepter 1769-70
(12 12 35), 13/4 1769.
S. 48, l. 13: Luxdorphiana, 1791, s. 98-106.
S. 50, 1.16: Ssteds, s. 107-08.
S. 50, l. 22: Rasch, anf. værk, s. 107, 297.
S. 50, I. 24: RA, Kbh.s Univ., Acta Consistorii, 1748-72 (12 03 17) pag. 510-12.
S. 50, I. 29: Luxdorphiana, s. 109. - Holger Hansen: Kabinetsstyrelsen i Danmark,
2, 1919, s. 84.