Erik Allerslev Jensen og Sigurd Möhlenbrock ved katederet i Kungälv i960. Privateje.
En samtale med Erik Allerslev Jensen
om Kungälv skolen 1958-68
Ved Jørgen Svane-Mikkelsen
Kungälv skolen er det almindeligt anvendte navn for Den Nordiske Fort-
sættelsesskole for Bibliotekarer, som i perioden 1958-68 afholdtes i Kung-
älv hvert andet år, i alt seks gange. Disse 6 ugers kurser var etforsøg på at
skabe en fællesnordisk videreuddannelse for bibliotekarer i folkebibliote-
kerne. Leder af Kungälv skolen var Erik Allerslev Jensen, som også havde
ledet den til Statens Bibliotekstilsyn knyttede Statens Biblioteksskole i
årene 1946-56.
Hvorfor iværksattes Kungälv skolen?
Det havde længe været på tale, at man skulle forsøge noget sådant,
for der var et behov for dygtiggørelse ud over det uddannelses-
niveau, som de nationale biblioteksskoler dengang kunne præstere.
Der var som forløbere nogle såkaldte nordiske fortsættelseskurser
for bibliotekarer, i 1949 i København, i 1952 i Stockholm og i 1955 i
Oslo, altså hvert tredie år. Disse tre første nordiske fortsættelses-
kurser arrangeredes i de nordiske biblioteksdirektørers regi. Jeg un-
derviste på dem alle tre og fik derved et klart indtryk af proble-
merne ved en sådan skoles etablering. Jeg fik revideret mange af
mine forhåndsforestillinger.
Lærerkræfterne på disse kurser var til dels lokale. Når det foregik
Erik Allerslev Jensen, tidl. biblioteksdirektør; Frederiksberg Alle 66, 1820 Frederiksberg C.
Jørgen Svane-Mikkelsen, fagleder; Danmarks Biblioteksskole, Birketinget 6, 2300 Køben-
havn S.
i Stockholm, var det således væsentligst svenske lærere. Ved det
tredie kursus i Oslo i 1955 bad Finland imidlertid om at fa i det
mindste én forelæser på programmet. Det fik de, men de bedst
egnede kunne desværre ikke komme, og vi endte i en undervis-
ningssituation med så store sproglige problemer, at jeg som den
danske ledelsesrepræsentant - biblioteksdirektør Robert L. Hansen
deltog ikke - indkaldte til et ekstraordinært møde mellem biblio-
teksdirektørerne for at fa rede på miseren. Det gav naturligvis an-
ledning til visse overvejelser hos os fra de tre andre nordiske lande,
fordi det efter planen i 1958 skulle være finnernes tur til at arrangere
det nordiske kursus.
Så opstod planen om en regelmæssigt tilbagevendende fortsættelsesskole
med fast tilholdssted i Kungälv?
Ja, drøftelserne om oprettelsen af Kungälv skolen afsluttedes på et
biblioteksdirektørmøde i Oslo i 1958. Da jeg var på tale som leder af
denne skole, stillede jeg som betingelse, at jeg frit kunne vælge
lærerkræfter, og jeg ville ikke høre bemærkninger om, at det eller
det land var underrepræsenteret. Jeg sagde ved den lejlighed direkte
til den finske biblioteksdirektør, at hvis et sådant initiativ skulle
lykkes, måtte den finske deltagelse være begrænset til mulighederne
for at finde en kapacitet, som kunne udtrykke sig godt på svensk.
Det var der naturligvis forståelse for, og det ændrede i øvrigt ikke
finnernes positive holdning til Kungälv skolen.
Hvordan organiseredes Kungälv skolen?
Man gjorde skolen til en selvejende institution, fordi det gav frie
hænder. Det betød nemlig, at man ikke, som hvis det var blevet en
fællesnordisk offentlig institution, kunne risikere at skulle indrette
sig efter fire forskellige landes forvaltninger. Der var enighed om, at
der skulle være en fast leder af skolen, og bestyrelsen for skolen -
med den svenske biblioteksdirektør, Bengt Hjelmqvist, som for-
mand - vedtog at udnævne mig til leder.
Da forslaget om Kungälv skolen forelå, udarbejdet af de fire bi-
blioteksdirektører, skulle det formelt godkendes hos ministeren, og
Julius Bomholt, der var dansk undervisningsminister på det tids-
punkt - der var endnu ikke noget kulturministerium - var imod
ideen. Han ønskede ikke, at man lavede en fortsættelsesskole uden
|
|
Erik Allerslev Jensen og Sigurd Möhlenbrock ved katederet i Kungälv i960. Privateje. |
om den selvstændige danske biblioteksskole, som han, Bomholt,
netop havde oprettet med heltidsansatte lærere og Preben Kirke-
gaard som rektor. Og Bomholt tilføjede, at de nordiske biblio-
teksdirektører i øvrigt ikke havde kompetence til at udnævne le-
deren af en sådan skole - det skulle han nok selv gøre. Truslen om at
tage pengene tilbage lå i luften. Det danske Bibliotekstilsyns bidrag
til Kungälv skolens drift kom fra rådighedssummen.
Jeg overvejede, om jeg skulle tage en sag på spørgsmålet, men
tøvede, for jeg ønskede meget at blive leder af skolen i Kungälv. Så
foreslog Kirkegaard, at vi skulle tale om det, og Bomholt erklærede
sig så tilfreds med, at hvis lederen skulle være dansk, skulle den
danske biblioteksskole, dvs. Kirkegaard, indstille den pågældende;
hvis lederen skulle være svensk, så skulle den svenske Skolöver-
styrelse udpege osv. En snild manøvre. Kirkegaard pegede så på
mig, og Bomholt opgav videre fremfærd i den sag, selv om han
måske hellere havde set en anden.
Hvem udpegede lærerne?
Skolens leder skulle indstille de fornødne lærerkræfter til bestyrel-
sens godkendelse. Her skulle der som nævnt ikke tages hensyn til
nationaliteten, og det blev der heller ikke. Der var ingen bestemte
regler for valg af lærere. Biblioteksdirektørerne var enige om at
anvende de specialister, man selv havde inden for folkebiblioteks-
sektoren, men man ville ikke udelukke personer fra anden offentlig
forvaltning eller fra forskningsbibliotekerne.
Skolens hovedlærerkraft blev Sigurd Möhlenbrock, stadsbiblio-
tekaren i Göteborg, og ham havde jeg et storartet samarbejde med,
selv om vi er meget forskellige. Jeg har i øvrigt altid ment, at en
leder ikke skal vælge alt for nære meningsfæller som sine nærmeste
medarbejdere. Jeg ønskede, at skolen skulle være så professionel
som muligt, og jeg ville bevidst undgå ethvert missionerende præg.
Sigge havde i øvrigt også et godt forhold til de studerende i Kung-
älv, og han deltog ivrigt i selskabeligheden.
Hvordan blev uddannelsens form og indhold?
Det blev fra begyndelsen vedtaget, at skolen skulle være af en
ordentlig varighed, så den blev fastsat til 6 uger. Undervisningen
samlede sig om tre hovedpunkter: (1) lovgivning, administration og
organisation, (2) pr-virksomhed, samt (3) bygninger og lokaler. Jeg
var på et tidspunkt udsat for stærkt pres fra rektor på folkehøjskolen
i Kungälv, som ønskede at fa noget om folkeoplysning ind i under-
visningsplanen. Jeg sagde nej, men måtte acceptere, at en folke-
højskoleleder medvirkede en enkelt gang. Det blev imidlertid så
mislykket, også efter kursusdeltagernes opfattelse, at ingen, der
havde overværet diskussionerne, derefter kunne indvende noget
imod mit standpunkt. Der var andre steder - i Uddevalla - op-
byggelige kurser om nordisk samhørighed, men hver ting til sin tid.
Uddannelsens hovedelement var specialeopgaverne. Hver af læ-
rerne stillede forslag til opgaveemner, men helt sikre os, at deltager-
nes opgaver dækkede skolens fag fuldstændigt, kunne vi dog ikke,
da emnevalget var frit, ikke alene blandt de udbudte emner, man
kunne også komme med sit eget emne. Men emnerne skulle god-
kendes, det var en sag mellem den pågældende deltager og læreren,
og det skete da, at jeg afslog at godkende et emne.
Deltagerne skulle vælge opgaveemne over et halvt år før kurset,
således at opgaverne kunne være færdige og mangfoldiggjorte til
alle deltagere ved kursets begyndelse. Diskussionen af disse specia-
leopgaver var undervisningens centrale punkt. Hver specialeopgave
drøftedes en halv dag, dvs. 3-4 timer, sommetider med tilkaldte
udefra. Det var en meget givende - og krævende - form.
Opgaverne blev naturligvis løst meget forskelligt, og i løbet af de
seks kurser strammedes kravene til dem nok lidt, men dog ikke
meget. Nogle af de bedste blev udgivet, enten som selvstændige
publikationer eller som artikler i det fællesnordiske bibliotekstids-
skrift Reol, forgængeren for Scandinavian Public Library Quarterly.
Hvordan vil du karakterisere skolens faglige betydning?
For nogle af deltagerne var undervisningen lige i centrum af deres
interesser, og skolen satte dem yderligere i gang med at arbejde med
tingene. En vis ærgerrighed prægede nogle af dem, og adskillige af
dem er jo også avanceret.
Der var dog også eksempler på mislykket deltagelse. Der var ikke
så mange, men enkelte helt oplagte misforståelser, hvor deltagelsen
var spildt ulejlighed. Nogle havde simpelthen ikke evner for det.
Det viste sig ved drøftelserne af specialeopgaverne. Men det er kun
min personlige opfattelse, for der afholdtes jo ikke nogen eksamen
med karakterer til sidst, så i den forstand var deltagelsen konse-
kvensfri. I nogle fa tilfælde skete det også, at den indsendte opgave
blev forkastet, og så gled vedkommende ud af kurset.
Noget andet er, at succes eller fiasko kunne spille en rolle for de
videre karrieremuligheder, måske navnlig i de andre nordiske lande.
Jeg kender eksempler på, at mindre heldig deltagelse i Kungälv
utvivlsomt har medvirket til, at de pågældende ikke fik de ønskede
stillinger. Til gengæld er der andre, som har hævdet sig.
Var det tanken at skabe en lederskole?
Skolen var ikke nogen lederskole og var heller ikke ment som
sådan - men blev vel alligevel begyndelsen til det. Især for Sveriges
vedkommende søgtes skolen af bibliotekarer, som gerne ville være
ledere. Det hænger sammen med forskellen på uddannelserne i Sve-
rige og Danmark. I Sverige blev der lagt meget mere vægt på teore-
tisk uddannelse. Den svenske biblioteksskole var præget af, at delta-
 |
|
Krævende undervisning under afslappede former i det fri, når vejret tillod det. T.h. ses Erik |
gerne gennemgående var akademikere, og den egentlige bibliote-
karuddannelse var lidt pauver. Også adskillige af de danskere, som
søgte til Kungälv skolen, ville måske nok gerne være ledere, men
den sædvanligste drivkraft var ønsket om almindelig dygtiggørelse.
Du har senere sagt til en dansk biblioteksleder: »Du er en af de få, der er
blevet til noget uden at have været på Kungälv!« Det kunne altså lade sig
gøre?
Ja, unægtelig. Norge og Sverige accepterede, at gennemførelse af
Kungälv skolen var en af forudsætningerne for at blive biblioteks-
leder, men lige så karakteristisk er det, at det ikke i så høj grad var
tilfældet i Danmark. Det blev aldrig nogen betingelse, for det var jo
lidt tilfældigt, hvem der fik uddannelsen, og det var heller ikke så
mange. En egentlig talentpleje blev ikke rigtigt realiseret, selv om
jeg havde ideer om det, men jeg har spredt og usystematisk opfor-
dret enkeltpersoner til at søge ind på skolen. Måske netop fordi
gennemførelse af Kungälv skolen aldrig blev nogen betingelse for
avancement, havde vi ikke på noget tidspunkt et spændt forhold til
eller problemer i øvrigt med bibliotekarernes fagforening, Biblio-
tekarforeningen.
Efter hvilke retningslinjer udvalgtes deltagerne?
I alt skulle der være højst 20, måske godt og vel, og princippet
var, at der kun måtte deltage et vist antal fra hvert land. Der blev
også taget hensyn til bibliotekerne, så der ikke blev optaget for
mange fra samme bibliotek. Det var en betingelse, at en ansøger
arbejdede i eller var knyttet aktivt til et bibliotek, med mindst 3 års
praksis bag sig. Gennemgående var de dog noget ældre i faglig
anciennitet.
Ansøgerne skulle bestemme sig et år i forvejen på grund af specia-
leopgaven, som jo skulle foreligge færdig ved kursets begyndelse,
klar til diskussion. Generelt var deltagerne meget interesserede og
velbegavede unge mennesker.
Der kunne være et ganske stort frafald fra optagelsestidspunktet
til selve sommerskolen, men den slags specialkurser er jo meget
sårbare, når deltagerne er travle folk. Der kunne være tale om ar-
bejdspres, familiehensyn o.lign., men muligheden for deltagelse be-
roede også på, hvordan de enkelte biblioteker så på sagen. Der
skulle jo gives fri i lang tid, og det var orlov med løn.
Visse biblioteksledere kunne ikke rigtigt lide Kungälv skolen. Det
gjaldt således den ellers dynamiske og fremsynede Carl Thomsen,
der jo sluttede en lang lederkarriere som stadsbibliotekar i Køben-
havn. Men København har aldrig kunnet lide at blive sidestillet med
andre kommuner, og i Københavns Kommunes Biblioteker undlod
man i mange år at vælge ledere blandt ansøgere udefra.
Hvordan var forholdene for deltagerne - og forholdet mellem dem?
De unge mennesker kunne ikke bo på folkehøjskolen, så de var jo
interesseret i boliger i nærheden af den; et sted var der en lejlighed til
en eller to, andre steder var der plads til fem. Mit eneste synspunkt
var, at nationaliteterne skulle blandes. Men endnu anno 1960 måtte
man høre på protester fra folkehøjskolen, fordi seks pladser i samme
hus var besat med tre kvinder og tre mænd. Den slags problemer
ordnedes dog, ligesom vi også klarede Systembolaget på bedste
praktiske vis.
Det var i øvrigt forbavsende at opleve, hvor harmonisk stem-
ningen mellem deltagerne var. Der var ingen sproglige problemer.
Eventuelle vanskeligheder blev overvundet i løbet af fa dage. Man
havde således sit eget sprog, hvor man skabte nye fællesord eller
slog over i engelsk, hvis behovet var til stede.
Der kom utvivlsomt en stor, men umålelig værdi ud af samværet
i sig selv. Når man er i 30rne, som mange af deltagerne var, er det
rart at blive trukket ud af den daglige trummerum og fa revideret
sine opfattelser. Måske kan man sige, at det vigtigste udbytte af
skolen var en større forståelse mellem de nordiske landes biblio-
teksvæsener.
Når man læser deltagerberetninger i bibliotekstidsskrifterne, fornemmes
begejstring, undertiden næsten eufori?
Ja, det er ikke helt forkert. Det virker fornyende, når folk med
samme arbejde og på omtrent samme alder kommer sammen og far
lejlighed til at træffe personligheder, der i almindelighed er lidt ud
over dagen og vejen. Og så alene det at komme hjemmefra og at
kunne koncentrere sig en tid lang om det, man er der for, befriet for
de daglige pligter.
Også for mig selv og min udvikling har Kungälv skolen betydet
meget. Personligt har jeg den samme indstilling til det nordiske
samarbejde, som jeg havde til det internationale samarbejde i videre
forstand, da jeg var præsident - mindre kunne ikke gøre det - for
IFLAs Public Library Section: Hvor flere lande kan samarbejde om
spørgsmål af fælles interesse, skal man gribe muligheden, for der er
intet der virker så opstrammende som at se ind i andres forhold og
fa lejlighed til at drøfte dem.
Var der planer om at gøre Kungälv skolen permanent?
Der var måske ikke ligefrem planer, men absolut tanker om, at
skolen skulle udvikle sig til en fast institution af stadig større om-
fang. Dog kun for bibliotekarer i folkebibliotekerne. Det har ikke
været overvejet at gøre den til en BDI-skole i videre forstand, altså
at udvide den til også at omfatte personale fra forskningsbiblioteker
og eventuelt arkiver. Jeg har selv været tilhænger af en fællesnordisk
 |
|
Da bogbussen var en ny idé. Kungälv skolen 1958 på feltstudier. Privateje. |
fortsættelsesskole, men viljen til det var ikke til stede. De skiftende
regeringer ville altid se tiden an. De tog ikke egentlig stilling. Jeg
overvejede faktisk på et tidspunkt mulighederne for at blive heltids-
leder af Kungälv skolen, men opgav - jeg foretrak stillingen som
biblioteksdirektør.
Var der forventninger om, at skolen kunne medvirke til at skabe et fælles
arbejdsmarked for bibliotekarer i de nordiske lande?
Det lå i tankerne hos dem, der organiserede skolen. Selv så jeg det
næsten som det væsentligste, men blev hurtigt klar over, at det ikke
kunne lade sig gøre. Selv små forskelle kan blive til store hindrin-
ger.
Hvordan så biblioteksskolerne i de nordiske lande på Kungälv skolen?
Rent ud sagt var der ingen større interesse for sagen i Norge og
Sverige, hvorimod den danske biblioteksskole sad på spring for at
overtage disse fortsættelseskurser. Med tiden blev det nok også en
udbredt opfattelse, at Kungälv skolen var blevet for populær, for
meget omtalt. Den danske biblioteksskole havde pludselig faet
vækst, og Kirkegaard var måske ikke så begejstret for et kraftcenter
som Kungälv. Tingene skulle foregå i København, og Kirkegaard
havde jo ret i, at den danske biblioteksskole var den eneste af de
nordiske, som var ordentligt organiseret på det tidspunkt. Her op-
rettedes efter Kungälv skolens ophør et kursus i administration, dog
kun for danske deltagere. Det blev en stor succes. Viggo Bredsdorff
var leder af kurset, og han er jo god til at fa tingene til at glide.
Kungälv skolen gennemførtes for sidste gang i 1968. Hvorfor ophørte
den?
For mit eget vedkommende måtte jeg opgive arbejdet på grund af
sygdom. Derpå drøftede bestyrelsen muligheden for at føre skolen
videre med Bengt Hjelmqvist som leder, men da Möhlenbrock ikke
ønskede at fortsætte som skolens hovedlærerkraft, mente Hjelm-
qvist ikke at kunne påtage sig opgaven. Dermed ophørte skolen lige
så uformelt, som den begyndte. Kungälv skolen var forbundet med
ganske fa personer, som både ville og kunne - de sad på hele arran-
gementet. Skolen var ikke resultatet af et egentligt samfundspolitisk
puslespil. Der kom nok beklagelser af, at skolen ikke blev fortsat,
men virkelig realitetsbetonede genoplivningsforsøg blev det aldrig
til.
Hvordan bedømmer du perspektiverne for et internationalt samarbejde
om uddannelse af bibliotekarer i dag?
Tiden er løbet fra det fællesnordiske initiativ. Det er ikke sagen i
dag. Jeg tror ikke meget på det nordiske samarbejde på dette punkt.
Det jeg så for mig var mulighederne for et samarbejde mellem
lande på nogenlunde lige fod, f.eks. England og de skandinaviske
lande. Her er der jo præcedens for et godt samarbejde på biblio-
teksområdet. I sin tid var jeg ivrig for at gennemføre de anglo-
skandinaviske konferencer, og jeg blev en af hovedmændene bag
dem. De konferencer fik stor betydning.
Men jeg forstår nu, at der er tilløb til et samarbejde mellem bi-
blioteksskoler i en række europæiske lande, og det er da en spæn-
dende udvikling. I øvrigt har de nordiske biblioteksskoler jo ud-
viklet sig meget siden Kungälv kursernes ophør, og de første for-
maliserede og kompetencegivende videreuddannelser har set dagens
lys. I Norge har man på bibliotekshøjskolen i Oslo haft en 2-årig
overbygningsuddannelse siden 1983, og den danske biblioteksskole
iværksatte i 1990 en overbygningsuddannelse, ligeledes af 2 års va-
righed. På den måde skaffer man sig internationalt anvendelige kva-
lifikationer. Det må være den rigtige vej.