Erling Winkel ved flyglet i sit hjem, fotograferet 1963 af Statsbibliotekets fotograf Lasse
Andersen. Statsbiblioteket, Billedsamlingen.
Om Erling Winkel, en pioner i dansk
musikbiblioteksarbej de
Af Bent Christiansen
Indledning
»En sådan bredt anlagt musikalsk oplysningsaktion ville fa en virk-
som støtte, hvis man til folkebibliotekerne knyttede diskoteker.
Grammofonpladerne måtte i så fald købes efter de samme kulturelle
retningslinier som dem, der i øjeblikket følges ved bibliotekernes
bogkøb ... At det for mange, ikke mindst de unge, ville være af stor
betydning, hvis der på bibliotekerne fandtes aflytningsrum, er vel
givet.« Sådanne ord kunne Karl Bjarnhof skrive i 1953, i bogen
Mennesket i Centrum: Bidrag til en aktiv kulturpolitik, som blev resul-
tatet af et udvalgsarbejde, iværksat af Socialdemokratiet i 1947, med
det formål at undersøge mulighederne for en aktiv og sammen-
hængende kulturpolitik. Og Bjarnhofs bidrag handler vel at mærke
ikke om bibliotekerne, men om det voksende musikbehov, og det
deraf følgende krav om en bredere musikalsk oplysningsaktion -
eller som det også udtrykkes: »At tilrettelægge en skoling, der lærer
mennesker at skelne mellem det nemme og det egentlige, surroga-
terne og de centrale værdier.« Det er altså i denne sammenhæng,
Bjarnhof peger på bibliotekerne. Læser man det bibliotekariske ind-
læg i samme publikation, stadsbibliotekar Carl Thomsens »Bog-
produktion og bogspredning«, siger allerede titlen, hvad det drejer
sig om. Nok skal bibliotekerne være »aktive centre i kulturarbej-
Bent Christiansen, ass. fagleder. Danmarks Biblioteksskole, Birketinget 6, 2300 Kbh. S.
det«, men det skal ske i form af en pædagogisk indsats over for alle,
som »søger kundskaber, orientering og udvikling gennem læs-
ning«. Andre medier end det trykte nævnes ikke - men dette er ikke
ensbetydende med, at de ikke fandtes i bibliotekarernes bevidsthed.
Det kan heller ikke være nogen tilfældighed, at Bjarnhof nævner
bibliotekerne - velorienteret som han var i almenkulturel og folke-
oplysende virksomhed.
1950erne
Hvordan fungerede da folkebibliotekerne i begyndelsen af 50erne?
For det første var det ikke - selv ikke efter revisionen af biblio-
teksloven i 1950 - obligatorisk at have et folkebibliotek i alle kom-
muner. Men bibliotekerne havde selvfølgelig gennemgået en kraftig
udvikling siden den første lov i 1920, hvilket kan anskueliggøres
med nogle tal: i 1920 fandtes der 669 biblioteker til en befolkning på
3,2 millioner, med ca. 0,3 bind pr. indbygger, og et årligt udlån på
0,93 pr. indbygger. I 1953 var de tilsvarende tal 1320 biblioteker til
en befolkning på 4,3 millioner, med ca. 1,1 bind pr. indbygger, og et
udlån på ca. 4,6 bind pr. indbygger. Kravene fra brugerne var derfor
også steget betragteligt, og på denne baggrund stilede 1950-loven
mod et obligatorium, idet loven fastsatte, at kommuner, som ikke
pr. 1.4.1960 har et godkendt folkebibliotek, skal oprette et sådant,
hvis det kræves af mindst 10% af den stemmeberettigede del af
befolkningen. Økonomisk blev det bestemt, at det kommunale til-
skud skal være stort nok til, at det sammen med statens tilskud (og
eventuelle andre ikke-kommunale tilskud) kan dække udgifterne til
et bibliotek efter lovens regler. Endvidere blev økonomien for cen-
tralbibliotekernes virksomhed væsentlig forbedret. - Men hvordan
stod det til med musikmaterialerne i denne virksomhed?
Mange biblioteker har sikkert ikke været opmærksomme på, at
de kunne købe musikalier på de samme vilkår som bøger. Pro-
blemerne omkring netop musikaliesamlingerne i folkebibliotekerne
blev diskuteret allerede fra slutningen af 1940rne; det fremgår bl.a.
af et foredrag, som afdelingsbibliotekar Kjeld Hasselbalch-Larsen
fra Københavns Kommunes Biblioteker holdt på bibliotekardagen i
Nyborg i 1952: Musikkens stilling i folkebibliotekerne.1 Også på
|
|
Erling Winkel ved flyglet i sit hjem, fotograferet 1963 af Statsbibliotekets fotograf Lasse |
bibliotekardagen i 1954 blev der drøftet musikspørgsmål, men
denne gang i forbindelse med de auditive medier, med foredrag af
programsekretær Hans Rude og bibliotekar Erling Winkel fra Stats-
biblioteket i Århus. Baggrunden for dette emne var beretningen fra
Det audiovisuelle Udvalg, som blev nedsat af Danmarks Biblio-
teksforening i juni 1951.2 Rapporten førte til ret livlige diskussioner
rundt om på bibliotekerne - samt til debat i bibliotekspressen, her
især med deltagelse af ovennævnte Erling Winkel, som siden 1943
havde været leder af musikafdelingen ved Statsbiblioteket.
I dag kan det konstateres, at Erling Winkel var den ledende fore-
gangsmand for musikkens placering såvel i folkebibliotekerne som i
det almindelige folkeoplysende arbejde. Jeg har derfor fundet det
naturligt at koncentrere denne artikel omkring hans person. Kil-
derne til artiklen har jeg fundet flere steder: i arkivet til Dansk Mu-
sikbiblioteksforening, som Winkel var initiativtager til og mange-
årig formand for, i Statsbibliotekets arkiv, samt gennem en række
interviews med biblioteksfolk, som kendte Winkel personligt.
Mennesket Erling Winkel
»Erling Winkel var for musikbibliotekerne, hvad H. O. Lange var
for folkebibliotekerne,« udtaler Svend Bruhns3 i en samtale, der
handler om starten af 1960erne, hvor Bruhns var enebibliotekar på
Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Bibliotek, og hvor han
traf Winkel. Og videre: »Han var udfarende, initiativrig - men også
genert, holdt altid sin egen person i baggrunden. Det var så ud-
præget sagen, det gjaldt, aldrig ham selv. Han havde humor, fik
skøre ideer: dannede f.eks. et dansk selskab for komponisten Ru-
dolph Willmer (som ingen iøvrigt kendte noget til), skrev også mu-
sik til revyer på Statsbiblioteket, og skrev i månederne op til sin død
i april 1969 på en revy eller operette til Dansk Musikbiblioteksfore-
ning.«
Selv lærte jeg Winkel at kende i 1966, hvor Musikbiblioteksfore-
ningen i samarbejde med Faggruppen for AV-bibliotekarer arran-
gerede det første weekendmøde, hvor musikbibliotekarer fra for-
skellige bibliotekstyper kunne mødes og drøfte udvalgte emner.
Her så man også to meget karakteristiske egenskaber hos Winkel:
Hans udprægede organisatoriske evner, samt hans utrættelige be-
stræbelser på at fa folk til at samarbejde. Herom vidner også den
nekrolog, som Karl V. Thomsen skrev i Bogens Verden efter Winkels
død, og som slutter med disse ord: »Han ejede evnen til at samar-
bejde og skabe et behageligt arbejdsklima, der hos hans medarbej-
dere fremkaldte personlig ansvarsfølelse og arbejdsglæde.«4
Winkel var magister i musikvidenskab, men kaldte sig altid kun
bibliotekar. Han blev født i 1911, tog magisterkonferens fra Køben-
havns Universitet i 1940, og var fra 1942 til sin død i 1969 knyttet til
Statsbiblioteket i Århus. Ud over dette var han tillige lærer ved Det
Jydske Musikkonservatorium, samt fra 1950 musikmedarbejder ved
Jyllands-Posten; holdt endvidere mange meget værdsatte radiofore-
drag. Han ytrede sig i almen musikkulturel debat, publicerede hertil
i fagtidsskrifter artikler, specielt om ældre dansk musik. Han skabte
international anseelse omkring sit arbejde med udbygning og orga-
nisering af Statsbibliotekets musikaliesamling - landets næststørste.
Endelig var han også udøvende musiker og komponist, med værker
rækkende fra melodien til Kiplings Mandalay samt en række studen-
tersange til større værker, f.eks. en kantate til tekst af Chr. Stub-
Jørgensen, som blev opført ved Statsbibliotekets 50 års jubilæum i
1952. Flere af disse værker er desværre utrykte. - Under besættelsen
var han aktiv i modstandsbevægelsen, blev dog taget til fange og
indsat i Frøslev-lejren, hvor han »levede trygt under omhyggelig
bevogtning«, som han selv har udtrykt det.
Her møder vi altså en mand, leder af landets næststørste musikaf-
deling ved et videnskabeligt bibliotek, som i stedet for at focusere
på den traditionelle musikvidenskabelige biblioteksforskning satser
en betydelig del af sit arbejde på musikkens placering i folkebiblio-
tekerne samt på et samarbejde, ikke blot mellem folke- og forsk-
ningsbibliotekarer, men bredt mellem musikfolk, som arbejder med
musikformidling. Han indså tidligt vigtigheden i at skabe forståelse
for dette arbejdsområde hos politikerne, hvilket bl.a. ses af kontak-
ter med Julius Bomholt5 samt med borgmester Unmack Larsen i
Århus i midten af 1950erne.
Jeg vil i det følgende se lidt nærmere på nogle af de områder,
Winkel arbejdede med fra starten af 1950erne og videre frem - om-
råder, som har præget det senere musikbiblioteksarbejde her-
hjemme på afgørende vis. Fra starten søgte han således kontakt med
det internationale musikbiblioteksarbejde, som dette foregik inden for
AIBM, Association Internationale des Bibliothéques Musicales - her
søgte han inspiration til det nationale arbejde. - Sideløbende arbej-
dede han med, som han selv kaldte det, den auditive kulturformidling
eller hørestofproblemerne, hvor bl.a. hans interesse for radioens mu-
sikformidling fik kontant betydning for arbejdet i det ovenfor
nævnte audiovisuelle udvalg. - Et tredie vigtigt område var Winkels
musikbibliografiske perspektiver, som bl.a. førte til udarbejdelsen af
Fælleslisten, der senere skulle blive til et af de i dag mest anvendte
hjælpemidler i musikbibliotekerne: accessionskatalogen Musikalier i
danske biblioteker, som er et unikt dansk produkt. - Endelig omtales
også det hidtil eneste internationale AIBM-møde i Danmark, som fandt
sted i Århus i 1964 med Winkel som hovedarrangør.
Internationale kontakter
Erling Winkel indså som nævnt tidligt vigtigheden i at hente in-
spiration fra musikbiblioteksarbejdet i andre lande, og søgte derfor
forbindelse med AIBM. Denne forening var blevet oprettet i 1951 i
Paris, under UNESCOs auspicier, efter to forberedende kongresser
i 1949 og 1950. Årsagen til dannelsen af foreningen var vel især det
musikbibliografiske kaos, som var opstået efter 2. verdenskrig, med
de mange ødelagte samlinger og brudte kontakter. Der var derfor et
stort behov for samarbejde, især med henblik på internationale bi-
bliografiske projekter, hvilket gjorde det naturligt, at AIBMs initia-
tivtager, Vladimir Fédorov fra Bibliothéque Nationale i Paris, i før-
ste omgang tog kontakt med alle store nationale forskningsbi-
blioteker med musiksamlinger. I Danmark således med Sven Lunn
som leder af Det kgl. Biblioteks musikafdeling, samt med Winkel i
Århus.
Den første kontakt mellem Fédorov og Winkel stammer fra slut-
ningen af 1951, og den førte bl.a. til, at Winkel fra 1953 blev redak-
tør af det danske stof til »Liste internationale sélective« i foreningens
tidsskrift Bulletin d'information (senere Fontes Årtis Musicae). Også
her ses Winkels intentioner med det internationale arbejde: det er
formidlingsaspektet, som interesserer ham - hensigten med oven-
nævnte fortegnelse var netop at informere om nyudgivne musika-
lier, nemlig »musica practica« beregnet for en bred kreds af musik-
udøvende, modsat det musikalske kildemateriale, som henvender
sig til musikforskerne.
Så snart man i AIBM begynder at interessere sig for de »offentlige
musikbiblioteker«, hvilket sker i 1953 på grundlag af en diskussion
ved foreningens årlige konference i Bruxelles,6 er det Winkel, som
bliver kontaktet vedrørende en dansk repræsentation. Han tager
straks kontakt med forskellige danske biblioteksfolk, bl.a. den
ovenfor nævnte Kjeld Hasselbalch-Larsen - og han skriver bl.a.:
»Den bemeldte kategori: 'Public music libraries', findes jo sådan set
ikke herhjemme. Mon ikke det vil være det rigtigste at meddele, at
der ved visse almene biblioteker findes samlinger af noder og bøger
om musik.« Af brevet fremgår det, at Winkel, i samråd med Helge
Jensen (senere Helge Albrecht), som dengang var musikbibliotekar
ved Århus kommunes biblioteker, mente at følgende burde nævnes:
folkebibliotekerne i København, Gentofte, Frederiksberg, Ålborg,
Randers, Odense, Esbjerg, Vejle, Århus; endvidere Statsbiblioteket
og Det kgl. Bibliotek - samt Danske Amatørsymfoniorkestres Sam-
virke.
I de følgende år sker der tilsyneladende ikke nogen udvikling i de
danske kontakter til den internationale forening. Forskningsbiblio-
tekerne har været pænt repræsenteret ved de årlige møder: Sven
Lunn fra Det kgl. Bibliotek med bidrag til RISM-arbejdet,7 Kay
Schmidt-Phiseldeck8 med retningslinier for musikkatalogiseringen
- endvidere finder man som danske medlemmer repræsentanter fra
Biblioteksskolen, fra Radioen, fra musikforlagene. Men det var
ikke muligt at finde repræsentanter fra folkebibliotekerne - selv ikke
til møder, hvor det »folkelige musikkulturelle arbejde står på dags-
ordenen«, som Winkel skriver i Bogens Verden i 1959. Selv har han i
de mellemliggende år bl.a. deltaget meget i drøftelserne vedrørende
den »auditive kulturformidling« og dennes indlemmelse i biblio-
teksarbejdet - men herom mere nedenfor.
Forberedelsen til den danske forening
I 1959 tager imidlertid en ny udvikling fat: Winkel begynder nu
aktivt på at gøde jordbunden for dannelsen af en dansk gruppe -
eller en selvstændig forening. Og på i denne sammenhæng at fa
folkebibliotekerne op af starthullerne. I ovennævnte artikel i Bogens
Verden 1959 refererer han således fra kongressen for offentlige mu-
sikbiblioteker i Salzburg september 1958 bl.a. en resolution, ifølge
hvilken selv de mindste musikbiblioteker skal »opretholde et mind-
stemål af udvalgte musikalier og musikbøger fra alle lande, tillige
med grammofonplader«. Og senere: »... vore folkebibliotekers mu-
sikservice står på et begyndelsesstadium, og at vi ikke må lade os
overraske af en hurtig og stærk udvikling af tingene. Løsningen af
vore egne problemer kræver føling med tilsvarende fænomener an-
detsteds, rent bortset fra at musikkens egenart gør den til et natur-
ligt led i internationalt samarbejde.«
En anden - også udefra kommende - sag bidrog yderligere til
fremstødet over for folkebibliotekerne. I august 1959 modtager
Winkel et brev fra Alfons Ott9 i Miinchen. Denne skal skrive en
større artikel om de offentlige musikbibliotekers materialer og ser-
vice, til publicering i det store internationale musikleksikon MGG,
Die Musik in Geschichte und Gegenwart. Allerede den 3. november
kan Winkel afsende de svar, han har modtaget fra centralbiblioteker
og en række andre større danske biblioteker, i alt 16. Der findes
mange interessante oplysninger i disse besvarelser - detailler, som
naturligvis ikke fremgår af den endelige tekst i MGG. Bl.a. oplyses
følgende vedrørende karakteristika for node- og bogbestand: »Po-
pulær brugssamling med vægten lagt på den lødigere musik« -
»Kun folkelig musik« - »Bogbestanden indeholder ingen særlig
fremragende værker!«. Med hensyn til pladesamlinger ses det, at
kun det danske centralbibliotek i Flensborg rådede over en sådan: i
alt 148 plader. For Københavns kommunes hovedbibliotek på Kul-
torvet anføres der, at man råder over et specielt isoleret lokale, hvor
der senere kan indrettes pladeafdeling.
Samarbejdsproblemer
De kontakter, der således blev skabt til danske biblioteker med mu-
siksamlinger, bliver nu fulgt op. Overbibliotekar Ib Magnussen fra
Statsbiblioteket orienterer om den internationale forening på et ud-
videt centralbibliotekarmøde i Sønderborg efteråret 1959, samtidig
med at Winkel skriver om samme forening i Bogens Verden.10 Og
opfordringerne giver resultat, i februar 1960 kan der således sendes
et brev ud til i alt 67 institutionelle og 12 personlige medlemmer. Af
rundskrivelsen fremgår det, at man agter at stifte en dansk afdeling
af AIBM, og at dette vil ske ved et møde på Danmarks Biblio-
teksskole i februar 1960 - for øvrigt i forbindelse med afslutningen
af det første kursus for musikbibliotekarer. Winkel havde selvfølge-
lig på forhånd taget kontakt med Sven Lunn, og skriver bl.a.: »Vi
vil nu være i stand til at danne en dansk gruppe. I den anledning vil
jeg spørge dig, om du har noget imod, at jeg (eventuelt sammen
med Kirkegaard)11 tager initiativet til at gøre en sådan gruppe til en
realitet. Jeg har da i sinde at forhøre mig om forskellige eksisterende
problemer vedrørende især provinsens musikservice.« Herudover
finder han, at en naturlig arbejdsfordeling mellem dem må være, at
Lunn »røgter forefaldende gøremål vedrørende forskning og viden-
skab«, mens han selv tager sig af »det interne danske subsidiært med
tilhørende bibliografisk stof samt naturligvis de audiovisuelle ma-
terier«.
Foreningen blev nu ikke realiseret ved denne lejlighed, men sagen
blev drøftet. Af en senere samme år publiceret meddelelse i Bogens
Verden fremgår det således, at man vil søge at danne en forening af
danske musikbibliotekarer, samt at denne skal være tilknyttet såvel
AIBM som Danmarks Biblioteksforening. Af det aftrykte lovud-
kast fremgår det endvidere, at såvel enkeltpersoner som biblioteker
med musiksamlinger samt andre, der har nær tilknytning til biblio-
teksmæssigt arbejde med musik, skal være medlemsberettigede.
Specielt omkring lovudkastet havde der imidlertid været diverge-
rende opfattelser mellem Winkel og Lunn - divergenser, som senere
skulle vise sig at være yderst problematiske for et samarbejde, som
ellers tilsyneladende startede så positivt.
Hvem var Sven Lunn? Lidt ældre end Winkel, født i 1903, tog
magisterkonferens i musikvidenskab i 1931, og blev knyttet til Det
kgl. Bibliotek i 1935. Her ledede han musikafdelingen frem til sin
død i november 1969. I begyndelsen af 1930erne var han musikan-
melder ved Ekstra Bladet, endvidere var han i 10-året 1937-47 for-
mand for Studentermusikforeningen. Sven Lunn var fra starten for-
mand for den danske RISM-komite, der ansatte cand.mag. Nanna
Schiødt til at varetage det store indsamlingsarbejde. Hans forskning
drejede sig især om dansk musik, han redigerede således i 1962 pu-
blikationen La vie musicale au Danemark og stod for udgivelsen af
C. E. F. Weyses breve i 1964.
Men tilbage til foreningens love. Ser man på Winkels første lov-
udkast, forstår man intuitivt hans intentioner, med det navn han
giver foreningen: Biblioteksmæssigt Musikforum. Allerede her tilside-
sættes alle konventioner: formålet skal være at »drøfte og fremme
den biblioteksmæssige indsats i dansk musikliv ...« Også medlem-
skabet defineres bredt, foruden musikbiblioteker og -bibliotekarer
omfattes også »andre danske statsborgere og institutioner, hvis
virksomhed har tilknytning til arbejdet med musiklitteratur, musi-
kalier og musikmæssig fonoteksvirksomhed«. Endvidere forestiller
Winkel sig en medlemsstruktur, hvis basis nok skal være AIBM-
medlemmerne, men hvor »andre medlemmer kan slutte sig sam-
men om dannelse af en stemmeberettiget gruppe ...« - en højst
original struktur, hvis overordnede mål imidlertid skinner tydeligt
igennem: samarbejde!
Lunns reaktion er overvejende negativ - hans grundsyn er for-
skelligt fra Winkels, som han selv skriver. Navnet finder han således
krukket: »Lad os da derfor vedgå arv og gæld og ikke stille os uden
for de andre, men slet og ret kalde os for det vi er, nemlig musikbi-
bliotekarer.« Desuden mener Lunn, at man både bør have en sam-
menslutning af danske medlemmer af AIBM, og en forening af
danske musikbibliotekarer, der så kan indtræde som medlem både
af den internationale forening og af den danske gruppe. Han mener
endvidere den nye forening skal holde sig inden for Danmarks Bi-
blioteksforening - »for at betone vort standpunkt«, som han skri-
ver. Lunn mener i øvrigt, at det, der i særlig grad binder AIBM-
medlemmerne sammen, er »deres fælles interesse for og fælles ar-
bejde med manuskripter og tryk fra før 1800« - altså RISM-arbej-
det. Et synspunkt, Winkel går skarpt i rette med: »Man er lige ved
at tro, at du ikke har anelse om, at der inden for AIBM findes
arbejdsgrupper for de særeste ting. Blandt andet er der folk der
arbejder med radiomusikarkiver, med fonoteker og med folkemu-
sikbiblioteker. «
Winkel udtaler sig aldrig negativt om forskningsbibliotekernes
betydning og indsats, men mener, at den store udvikling vil ske
inden for de folkelige musikbibliotekers område, samt at der er
megen inspiration at hente fra udlandet på dette felt. Et andet sted
skriver han også, at »det er ... en skavank herhjemme, at spidserne i
musiklivet er fornøjet med at specialisere sig og hygge sig i deres
egne småkredse. Guderne skal vide, at det kan være berettiget en
gang imellem at se en smule nedladende på det bredt anlagte luge-
arbejde. Men derfor er det alligevel i højeste grad påkrævet, at det
gøres, selv om man mange steder faktisk må tage fat på bar bund.
Det viser sig gerne, at når de rigtige mennesker går i gang, så kom-
mer der også resultater.«
De første danske foreninger
Men det gik stort set, som Lunn ønskede - i hvert fald i første
omgang. Foreningen af danske musibibliotekarer blev stiftet fredag den
21. oktober 1960, i forbindelse med Danmarks Biblioteksforenings
årsmøde på Nyborg Strand. Rektor Preben Kirkegaard var mødets
dirigent. Af lovene fremgår det, at medlemskab af Danmarks Bi-
blioteksforening er en forudsætning for optagelse. Med hensyn til
medlemskab blev Winkels intentioner stort set fastholdt: også sam-
menslutninger eller enkeltpersoner, der har nær tilknytning til bi-
blioteksmæssigt arbejde med musik, er medlemsberettigede. Be-
styrelsen består af 5 personer, både folke- og forskningsbibliote-
kerne skal være repræsenteret, og formanden repræsenterer fore-
ningen over for AIBM. Den første bestyrelse ser således ud: Erling
Winkel, formand; Sven Lunn, Det kgl. Bibliotek; Ove Bjørnum,
Københavns Kommunes Biblioteker; Gertrud Glahn, Randers
centralbibliotek; Anette Brandt, Lyngby bibliotek. Foreningen fik
fra starten i alt 35 medlemmer, fordelt på 18 personlige og 17 institu-
tionelle.
Året efter indkaldte Sven Lunn de danske AIBM-medlemmer til
et møde på Det kgl. Bibliotek den 2. juni, med henblik på at danne
en sammenslutning af medlemmerne. Der blev ved den lejlighed
nedsat et udvalg, bestående af Lunn, Winkel og Helge Petersen fra
Danmarks Radio, som skulle indhente oplysninger om tilsvarende
sektioner i andre lande. Herefter ville man formulere de nærmere
retningslinier, som så skulle forelægges på AIBM-mødet i Lausanne
senere samme år. Ved dette møde deltog foruden ovennævnte også
Anette Brandt, som især skulle følge arbejdet i sektionerne for fol-
kebibliotekerne og for fonotekerne. Men i øvrigt skete der intet i de
følgende år i den danske gruppe, der blev nedsat med Sven Lunn
som formand - medlemmerne modtog kun den årlige kontingent-
opkrævning. Derimod blev der arbejdet intensivt inden for Fore-
ningen af danske musikbibliotekarer - et arbejde, der er dokumen-
teret gennem de mange medlemsudsendelser, som kom ud med
start i februar 1961, og som Winkel skrev en betydelig del af stoffet
til.
»Kuppet« i 1967
Efter at Faggruppen for AV-bibliotekarer var blevet oprettet i 1966 - og
størsteparten af dennes medlemmer var musikbibliotekarer - blev
situationen uholdbar med hele tre foreninger inden for musikbiblio-
teksområdet: Faggruppen, den danske gruppe af AIBM-medlemmer
samt Dansk Musikbiblioteksforening.12 Bestyrelsen for musikbiblio-
teksforeningen foretog derfor et fremstød for en sammenlægning af
de to sidstnævnte foreninger - også under indtryk af, at den danske
AIBM-gruppe aldrig havde indkaldt til medlemsmøder, samt at be-
styrelsen vistnok aldrig havde konstitueret sig. Man anså det derfor
for rimeligt, at musikbiblioteksforeningen overtog AIBM-funktio-
nerne.
I en medlemsudsendelse i marts 1967 opridses denne situation, og
der stilles nogle forslag til løsning af den. Følgende foreningsmæs-
sige gruppering foreslås:
a) En noget videregående forening, hvor i hvert fald hovedparten af
medlemmerne er tilsluttet AIBM, og som i væsentlig grad be-
fatter sig med problemer, hvor faglig indsigt er hensigtsmæssig
eller nødvendig.
b) En almindelig forening, hvis medlemmer først og fremmest sø-
ger at løse de daglige praktiske problemer, og som kollektivt er
tilsluttet den videregående forening med henblik på tværgående
opgaver og formål.
Winkels diplomatiske stil skinner tydeligt igennem - også når man
videre læser, at sammenlægningen af musikbiblioteksforeningen og
den danske gruppe kun nævnes som et forsigtigt forslag blandt
flere. Skrivelsen slutter med et lille spørgeskema: Ønskes bevarelse
af de 3 foreninger? Er der brug for en tværgående forening til løs-
ning af samarbejdsopgaver? I bekræftende fald: vil det være natur-
ligt, at AIBM-sektionen påtager sig disse opgaver? Man beder om
medlemmernes svar inden den 31. marts, hvor der er berammet et
møde for den danske AIBM-sektion på Det kgl. Bibliotek. Besva-
relserne viser tydeligt, at ingen ønsker opretholdelse af alle 3 fore-
ninger, at det er nødvendigt med en tværgående forening, samt at
tværgående opgaver bør løses af den danske AIBM-sektion.
Mødet på Det kgl. Bibliotek resulterer i, at de danske medlemmer
forholder sig afventende over for »rørelserne inden for Dansk Mu-
sikbiblioteksforening« og dennes planlagte ekstraordinære general-
forsamling den 20. maj. Ved denne bliver der valgt en ny bestyrelse,
bestående af Erling Winkel; Bodil Foss (kasserer); Elisabeth Strand-
bygaard (sekretær); Svend Bruhns og Ellen Rørbech. Et lovudvalg
skal udarbejde udkast til nye love.
Den bebudede generalforsamling i den danske AIBM-gruppe la-
der stadig vente på sig, og Musikbiblioteksforeningen afholder da
en ny ekstraordinær generalforsamling den 30. november 1967 på
Biblioteksskolen. Her drøftes det nye lovforslag, der er udarbejdet
på en sådan måde, at det indebærer en sammenslutning mellem de
to foreninger, med bevarelse af navnet Dansk Musikbiblioteksfore-
ning. Medlemskab af Danmarks Biblioteksforening er ikke længere
en betingelse for optagelse, og formålsparagraffen er udvidet i for-
hold til de oprindelige intentioner: »Foreningens formål er at
fremme musiktjenesten inden for dansk biblioteksvæsen og at befæste
bibliotekernes placering i dansk musik« (min fremhævelse).
Omsider finder da den bebudede generalforsamling i den danske
AIBM-gruppe sted på Det kgl. Bibliotek den 8. december om af-
tenen. Dansk Musikbiblioteksforening sender en optaktskrivelse ud
til såvel egne som danske AIBM-medlemmer, hvori der redegøres
for det hidtidige forløb. Foreningen står nu åben for alle danske
AIBM-medlemmer, og lovudkastet var blevet vedtaget ved mødet
på Biblioteksskolen - dog med undtagelse af paragraffen om fore-
ningen som dansk afdeling af AIBM. Dette skyldtes, at der var så fa
danske AIBM-medlemmer repræsenteret ved mødet, at man an-
stændigvis ikke kunne vedtage denne paragraf.
Sven Lunn sender tilsvarende mødeindkaldelse ud til de danske
AIBM-medlemmer, med et lovudkast for gruppen. I dette foreslås
det bl.a., at bestyrelsen skal sammensættes af en repræsentant for
hver af de af AIBM anerkendte faggrupper, dvs. forsknings- og
folkebiblioteker, radionodearkiver, fonoteker, museer, informa-
tionscentre, RISM, RILM13 etc., samt for de udvalg, som AIBM har
nedsat. Endvidere findes en længere redegørelse for, som det ud-
trykkes: »... et besynderligt forslag, som er modtaget fra Dansk
Musikbiblioteksforening ved dennes formand, bibliotekar Erling
Winkel. Det går i korthed ud på, at den danske AIBM-sektion skal
lade sig opsluge af Dansk Musikbiblioteksforening. Denne forening
har i de sidste år ført en hensygnende tilværelse ...« Videre citeres
uddrag af et brev fra Winkel til Lunn, og der harceleres over, at
folkebibliotekarerne endnu ikke har faet samlet sig om at danne en
fraktion i tilknytning til AIBM. Lunn har personligt trukket sig ud
af musikbiblioteksforeningen, og råder alle »seriøse AIBM-med-
lemmer, der endnu er tilknyttet denne forening, at gøre det
samme«. Brevet slutter med at opfordre de seriøse medlemmer til
ikke at møde op til den kommende generalforsamling, thi »lad de
andre komme, lad dem fa deres vilje og så - ja, så er de ude af
billedet«. Her føres krig for åbent tæppe.
Men hvordan forløb nu mødet - og kan der tales om et kup? Ja,
ordet indføres faktisk af Lunn i ovennævnte skrivelse: »Naturligvis
kan Erling Winkel og folkebibliotekarerne ved deres kompakte ma-
joritet fa deres forslag gennemført. Så længe AIBM-sektionens love
ikke sætter en bremse på den slags kupforsøg, må man respektere
den almindelige flertalsbeslutning. De kan gennemføre deres lov-
forslag og har derefter grund til at føle sig herligt internationale.«
Om mødet foreligger der et kort referat, skrevet af Svend Bruhns. I
alt deltog 10, af hvilke 5 kom fra folkebibliotekerne, 3 fra de viden-
skabelige biblioteker, 1 fra Musikkonservatoriets bibliotek, samt 1
musikforlægger. Ingen af lovudkastene blev vedtaget. I øvrigt har
stemningen ved mødet være særdeles ubehagelig. Men sammen-
smeltningen lykkedes altså ikke - først to år senere, ved en eks-
traordinær generalforsamling den 21. november 1969, efter Winkels
og Lunns død, går de to foreninger sammen og Dansk Musikbiblio-
teksforening bliver dansk sektion af AIBM. Kuglerne blev således
nok støbt i 1967, men »kuppet« skete faktisk først i 1969.
AIBM i Århus
Efter at de internationale AIBM-møder og kongresser fra starten
var blevet afholdt i de store byer uden for Norden (Paris, Bruxelles,
Amsterdam, London, Salzburg, Madrid m.fl.), kom turen til vore
breddegrader omsider i 1962, hvor mødet fandt sted i Stockholm,
samt to år senere, hvor Århus blev værtsbyen. Med disse placerin-
ger levede foreningen fortsat op til en anden tolkning af dens en-
gelsksprogede navn IAML,14 nemlig »International Association of
Marvellous Locations«! Mødet i Århus havde selvsagt Winkel som
frontfigur, og fandt i øvrigt sted på et tidspunkt, hvor musikbiblio-
teksarbejdet lå i støbeskeen på en del folkebiblioteker, og hvor en
revideret bibliotekslov, som åbnede mulighed for indkøb af ikke-
boglige materialer med statstilskud, var vedtaget, men endnu ikke
trådt i kraft.15
At især musikarbejdet ved folkebibliotekerne herhjemme var i sin
vorden, smittede af på deltagerrepræsentationen: af de i alt 110 delta-
gere fra 17 forskellige lande deltog fra Danmark 5 fra folkebibliote-
kerne, 6 fra de videnskabelige biblioteker, samt personalet fra Stats-
bibliotekets musikafdeling. Endvidere repræsentanter fra Radiofo-
niens biblioteker, fra Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik
(komponisten Flemming Weiss), som dengang repræsenterede mu-
sikinformationscentrene, samt fra fonotekerne - dog med undta-
gelse af Nationaldiskoteket. Hele forberedelsen til mødet var dog
ikke foregået smertefrit, igen udløst af modsætningerne mellem
Sven Lunn og Erling Winkel.
»Som ovenfor antydet har en kreds af AIBM-medlemmer i Århus
indbudt den udmærkede organisation til at lade afholde årsmødet
for executivkomiteen, rådet og arbejdsgrupperne i Århus 11-16. au-
gust 1964. Ved årsmødet 1963 i Milano var det desværre småt med
den danske officielle deltagelse. Nu må vi jo håbe, at det kommende
årsmøde kan vække sympati og interesse for dansk musikkultur hos
eliten af vore kolleger ude i verden.« Således skriver Winkel i en
medlemsudsendelse i december 1963, fortæller endvidere om møde-
komiteen, som bl.a. bestod af kulturminister Bomholt, samt om
arbejdsudvalget, med Søren Sørensen, professor i musikvidenskab
ved Århus Universitet, samt Winkel selv. Samt at »universitets-
parkens bygninger og Statsbiblioteket i særdeleshed kan vel danne
en værdig ramme om mødet«.
Februar 1964 udsender Sven Lunn sin meddelelse om mødet, og
skriver heri bl.a.: »Principielt er alle AIBMs møder lukkede, men
dog ikke mere, end at der står en dør på klem, således at alle inter-
esserede kan slippe ind og overvære udvalgsforhandlingerne. De er
endda meget velkomne, og det kan sikkert være af betydning for
mange at træffe kolleger fra andre lande.« Endvidere anføres det, at
interesserede kan henvende sig til Lunn vedrørende møderne i de
enkelte kommissioner - for folkebibliotekskommissionen skal hen-
vendelse dog ske til bibliotekar Anette Brandt, Birkerød.16 »Hvad
der foranstaltes udover AIBM-møderne, dvs. diverse modtagelser,
spisninger, udflugt m.v. er arrangeret af den lokale komite Søren
Sørensen og Erling Winkel.«
Tydeligvis opstod tanken om et møde i Danmark på Stockholm-
kongressen i 1962, og det viste sig, at flere var stemt for et møde i
Århus, hvor man kendte såvel Winkel som Søren Sørensen. Winkel
skriver i begyndelsen af 1963 til Lunn, at man var villig til at påtage
sig besværet med arrangementet, men at Lunn naturligvis måtte stå
som leder af mødet. Af brevvekslingen fremgår det, at Lunn fast-
holder København som mødested, især argumenterende med de
bedre indkvarteringsmuligheder. Århusianerne kan imidlertid lokke
med såvel et nybygget Statsbibliotek med en særlig aflytningsaf-
deling som med et universitet med et forventet udvidet musikvi-
denskabeligt institut - samt at hele mødet kan foregå inden for
universitetets område. Lunn foreslår også andre mødesteder: Hel-
singør og Ålborg, men det hele ender med, at AIBMs eksekutivko-
mite enstemmigt beslutter sig for Århus.
Det bliver endvidere ikke kun udenomsforanstaltningerne, som
varetages af den lokale Århus-komite, men også størsteparten af
mødets faglige indhold. Dog skulle alle kontakter til den internatio-
nale forening, og her især formanden Vladimir Fédorov i Paris samt
generalsekretæren Harald Heckmann i Kassel, ske via Lunn, hvilket
også skabte vanskeligheder og forsinkelser. Men alt lykkedes i sidste
ende, og programmet ligger klart i februar 1964.
I programmet bemærkes især den fine blanding af de faglige
kommissionsmøder og de musikalske indslag. Åbningsforelæsnin-
gen holdes af professor Knud Jeppesen, som fortæller om et gam-
melt spansk bibliotek med en enestående nodesamling - Jeppesen
kunne endvidere opleves også som komponist ved en koncert
samme aften i Vor Frue Kirke, hvor hans 3 motetter opføres. Også
hovedbiblioteket i Mølleparken inddrages i mødet, her foregik bl.a.
i folkebibliotekskommissionens regi en debat om forholdet mellem
musikpædagog og musikbibliotekar. Og så fik deltagerne virkelig
hørt dansk musik: i forbindelse med en reception på universitetet
spiller Brendstrup-kvartetten værker af Heise og Holmboe; på her-
regården Gammel Estrup spiller Randers byorkester under ledelse af
Lavard Friisholm værker af J. A. Scheibe, Claus Schall og Weyse; og
i forbindelse med afskedsreceptionen, som Danmarks Radio invi-
terer til på Det Jydske Musikkonservatorium, præsenteres der bånd-
optagelser med ny dansk musik.
At mødet blev en succes, ja herom vidner bl.a. mange positive
udtalelser, jeg selv har hørt flere år senere fra folk, som deltog i
mødet. Eller som det udtrykkes i en omtale i Bogens Verden 1964 af
en af mødedeltagerne, Elisabeth Strandbygaard: »Allerede fra første
færd var stemningen fin, hvilket måske ikke mindst skyldtes Erling
Winkels store indsats som arrangør.«
Budgetmæssigt fremgår det, at Kulturministeriet ydede det stør-
ste tilskud til mødet, i alt 6.000 kr., herudover bidrog Århus Privat-
bank, FONA, Handelsbanken, Dansk Musikforlæggerforening og
grammofonbranchen med hver 1.000 kr., mens mindre bidrag blev
ydet af bl.a. Danmarks Radio, Instrumentmager Juhl-Sørensen,
Carlsberg, Tuborg samt Hornung & Møller. Det samlede regnskab
på 14.830,20 kr. udviste et underskud på 202,34 kr., som musikbi-
blioteksforeningen dækkede.
Den auditive kulturformidling
»Det væsentlige i Sagen er, at vi i skandaløs Grad har forsømt de
tekniske Hjælpemidler. Det fundamentale bør være, at der inden for
alle Formidlingsmetoder findes Materiale til Raadighed. Skal man
dyrke et Emne, bør man have Mulighed for at benytte og kombi-
nere, som det i det enkelte Tilfælde maa anses for mest hensigts-
mæssigt.« Således skriver Erling Winkel i 1954 i en kronik i Jyl-
lands-Posten,17 som redegør for indholdet i den netop udsendte be-
retning fra Det audiovisuelle Udvalg.18 Rapporten rummer efter
Winkels mening »hverken skarpe Standpunkter eller er stærk i sin
Propaganda. Man er lige ved at synes, at der mangler Fantasi, naar
det gælder om at udmale Fremtidsperspektiverne.«
Udvalget understreger da også selv i rapporten, at det anser bogen
for at være bibliotekernes egentlige arbejdsredskab, og at de audio-
visuelle hjælpemidler således til enhver tid skal støtte arbejdet med
bogen. Man lægger i øvrigt hovedvægten på arbejdet med film, især
på grund af en ordning med Statens Filmcentral om formidling af
saglige og oplysende film. Vedrørende de øvrige ikke-boglige mate-
rialer skrives der bl.a.: »Hverken radio (bortset fra fjernsyn), musik
eller billedkunst er faktorer, der konkurrerer med bibliotekerne -
tværtimod; men bibliotekerne kan ikke lukke øjnene for den kends-
gerning, at der er flere mennesker i Danmark, hvis åndelige hori-
sont bestemmes af biografernes film, end der er mennesker, der far
en del af deres viden om omverdenen gennem bibliotekernes bø-
ger. «
Rapporten fremkom i øvrigt på et tidspunkt, da der foregik en ret
livlig debat om de ikke-boglige materialers anvendelsesmuligheder
- og herunder ikke mindst grammofonpladerne. Rapportens noget
nonchalante behandling af netop dette medie gav da også anledning
til protester - om end disse fremkom med en vis langsommelighed.
Nægtes kan det ikke, at vi herhjemme altid har tænkt os grumme
længe om, før vi er skredet til anvendelse af nye materialer i biblio-
teksarbejdet - eller som Winkel udtrykker det: »... at man kvier sig
ved rationelt at indstille sig paa det nye i Kulturformidlingen«. For
ham som musikmand var netop grammofonpladerne et helt oplagt
biblioteksmedie - ikke mindst efter lp-pladens fremkomst i begyn-
delsen af 1950erne. I den bibliografi, der er knyttet til Det audiovi-
suelle Udvalgs rapport, nævnes da også en artikel af Winkel, som
var blevet publiceret året før i Bogens Verden,19 og hvor han peger på
grammofonpladernes betydning for såvel musikforskning og mu-
sikpædagogik som for den menige låners tarv. Han taler om en
fremtid med »videnskabelige« discoteker, med »overcentral«-dis-
 |
|
»Et væld af liv sig gemmer bag sorte liniers tremmer« - Chr. Stub-førgensen skrev teksten til |
coteker etc. I forbindelse med lydoptagelsernes betydning som kul-
turbevarende faktor foreslår han en offentlig »museums-samling«
knyttet til Statsradiofonien. Han nævner også muligheden for at
udskille musiksamlingen fra Det kgl. Bibliotek til dannelse af en
større dansk musiksamling, hvori et pladearkiv vil have sin natur-
lige plads. Alt dette skriver han altså i et biblioteksfagligt tidsskrift,
men som det var typisk for Winkel, publicerer han også sine ideer
for en bredere offentlighed via en kronik i Jyllands-Posten.20 Han
sender kronikken til undervisningsminister Julius Bomholt, fra
hvem der foreligger et svar. Af dette fremgår det, at der har været
nedsat et sagkyndigt udvalg i Statsradiofonien, som trak linierne op
for det kulturelle stof, som skulle bevares, samt at der desangående
nu er en metodisk fast ordning under ledelse af programsekretær
Hans Rude. Bomholt ser derimod nogle meget indviklede juridiske
problemer og økonomiske interesser vedrørende en ordning med
udlån eller udlejning af båndoptagelser.
Bibliotekardagen 1954
Og hvad foretager Winkel sig herudfra? Handler som sædvanlig
hurtigt og kontant: tager kontakt med ovennævnte Hans Rude,
samt sørger for, at emnet »auditiv kulturformidling« bliver sat på
programmet for bibliotekardagen den 24. oktober 1954. Af et re-
ferat i Bibliotekaren fremgår det, at Winkel i forbindelse med ge-
neralforsamlingen varetog aftenunderholdningen: »Med båndopta-
geren havde Erling Winkel lyttet til radio og grammofonplader, og
han havde på båndet fanget en række, stærkt afvekslende musikal-
ske og litterære indtryk, som han fikst og opfindsomt havde kædet
sammen. Til underholdningen var knyttet en gættekonkurrence
med et par bogpræmier.« Det egentlige faglige indlæg foregik næste
eftermiddag, med foredrag af Hans Rude og Winkel. Man forstår
den samhørighed, der må have været mellem de to, i den umiddel-
barhed og fantasirigdom, de fremviser i deres indlæg - således f.eks.
Hans Rude, som starter sit indlæg med en lun lille historie om en
pige fra Lolland, som var så glad for sin radio. På hvilken måde,
spørger Rude? Jo, svarer pigen, apparatet er så lille og nemt: hun
lægger det i fodenden af sengen om aftenen, når hun går i seng - det
luner dejligt om tæerne, og mens hun læser sin bog, spilles der
dæmpet ud gennem dynen! Hvad luner mest: ældre dansemusik
eller torsdagskoncert, spørger Rude - og pigen svarer: Det er så-
mænd hipper som hap, bare det luner! - Winkel kan i sit foredrag
uddybe de synspunkter, han tidligere har fremsat, og konkluderer,
at lydstofproblemet nu befinder sig på samme stadium som bog-
væsenet var i renæssancen: »Parallelt med de gamle enevoldsfyrster
samler radioen lidt sammen til brug for dagen og vejen, og for-
håbentlig lidt mere til. Vi håber inderligt, at der ikke skal gå 4-500
år, før lydstoffet opnår den agtpågivenhed, som det naturligt må
have krav på.«
Det videre arbejde med »hørestofproblemerne«
I 1957 blev Winkel selv formand for Det audiovisuelle Udvalg, og
året efter fik man en aftale i stand med Den fonografiske Industris
Federation for Danmark, vedrørende retningslinierne for en kom-
mende grammofonservice. De audiovisuelle hjælpemidler bliver
også behandlet på det 9. nordiske biblioteksmøde i Århus i 1959,
hvor Winkel opridser situationen for Nationaldiskoteket (tidligere:
Statens arkiv for historiske film og stemmer), og hvor han bl.a.
stiller følgende spørgsmål: Kan arkivet udskilles fra Nationalmuseet
og eventuelt knyttes til biblioteksvæsenet? Vil Det kgl. Bibliotek
eller Statsbiblioteket komme i betragtning? Spørgsmål, som først
nu har faet deres løsning - mere end 30 år senere.
Efter dannelsen af Dansk Musikbiblioteksforening i 1960 intensi-
veres arbejdet vedrørende grammofonpladesamlingerne yderligere.
Det ses bl.a. i de tidligere nævnte medlemsudsendelser, hvor den
allerførste fra februar 1961 bringer et uddrag fra det amerikanske
Library Journal om biblioteksmæssig grammofonbenyttelse, gengi-
vet på dansk af Winkel. Jeg har tidligere fremhævet, at Winkel sat-
sede på at hente inspiration og erfaringer fra det professionelle mu-
sikbiblioteksarbejde i andre lande, og dette gælder i særlig grad
inden for det audiovisuelle område. Hvad gør han nemlig, når vi
her i landet skal tage stilling til en række praktiske problemer ved-
rørende grammofonpladeservice? Skriver til alle de store nationale
fonoteker i udlandet: British Institute of Recorded Sound i London;
Phonothéque Nationale i Paris; Deutsche Phonogramm-Archiv i
Berlin; Sveriges Radio etc. - med spørgsmål om horisontal eller
vertikal placering af pladerne, om pladehylstre samt om tempera-
tur- og fugtighedsforhold. Og han slutter sine henvendelser således:
»Idet det er vort formål at indhente oplysninger til gavn for alle
danske biblioteker håber vi, at De vil vise os den velvilje og gøre
dansk kulturliv den tjeneste at besvare vor henvendelse.« Og de
svarede alle! Og skaffede på denne måde danske folkebiblioteker
vigtige oplysninger om disse praktiske problemer.
I sit videre arbejde for grammofonpladesagen kontakter Winkel
nu forskellige musikpædagogiske sammenslutninger og institutio-
ner: De danske folke-musikskoler, Danmarks Sanglærerforening,
Foreningen af Sanglærere ved Gymnasieskolerne, Københavns
Kommuneskolers Sanglærerforening samt de fem musikkonserva-
torier. Dette far til resultat, at når han i oktober 1961 retter hen-
vendelse til Kulturministeriet med en opfordring til en revision af
biblioteksloven, der gør det muligt at anskaffe audiovisuelt materia-
le med statsstøtte, kan det gøres i samarbejde med Musikpædago-
gisk Forening og med henvisning til støtte fra ovennævnte. Der
henvises i øvrigt i skrivelsen til, at der foreligger en enstemmig
indstilling fra Biblioteksrådet vedrørende en offentlig grammofon-
service. Henvendelsen gav dog intet umiddelbart resultat - først i
1964 blev den ønskede revision gennemført. Men det skal anføres,
at i årene fra 1961 og videre frem kan »kvalificerede benyttere« låne
plader fra Nationaldiskoteket i Charlottenlund, via det lokale bi-
bliotek. Men kun til studieformål, undervisning og oplysningsar-
bejde. Winkel orienterer om denne ordning i en medlemsudsendelse
- for, som han siger: »Vi bør søge at fa erfaring for, om det kan
gøres til en vane at gå til biblioteket efter grammofonplader.«
De musikbibliografiske perspektiver
Et af de bibliografiske hjælpemidler, der anvendes mest på musikbi-
bliotekerne i dag, er den for Danmark unikke MUSACC-katalog,
Musikalier i danske biblioteker - unik ved at den registrerer musikalie-
accessionen ved såvel folke- som forskningsbiblioteker. Ideen til
dette hjælpemiddel kommer fra Winkel, som i 1965 startede Fælles-
listen i forbindelse med musikbiblioteksforeningens medlemsudsen-
delser.
Efter generalforsamlingen i 1964, hvor en ny bestyrelse blev
valgt, vedtog man at starte et forsøg på samarbejde vedrørende
anskaffelser og indkøbsforslag. I medlemsudsendelsen fra januar
1965 beskrives den nye ide: man starter med Statsbibliotekets desi-
derata inden for musikalierne. Herudfra anmoder man kolleger fra
biblioteker, som er ved at udbygge musiktjenesten, om at gennemse
listen med henblik på, (1) om der er noder, som biblioteket kan
tænke sig at anskaffe, samt (2) om der er noder, som det i udpræget
grad anses for ønskeligt, at Statsbiblioteket anskaffer. Endvidere
beder man om angivelse af noder fra egne desiderata, som ikke
findes på listen. Der gøres opmærksom på, at Over centralkatalogen
ikke omfatter musikalier, samt at Statsbibliotekets musikaliekatalo-
ger langtfra er ajourførte. Og til slut: »Vi håber, at der med dette
lille forsøg er lagt op til en oplysnings- og katalogtjeneste, der efter-
hånden vil udvikle sig til en regelmæssig og fyldestgørende fore-
teelse.«
Mange reagerer, allerede i maj-udsendelsen fra samme år annon-
ceres en fortegnelse over, hvad en række større biblioteker har ind-
købt af noder i 1964. Denne første udgave af Fælleslisten, som for-
tegnelsen blev kaldt, blev udsendt i december 1965, og omfattede
musikalieaccessionen fra 12 folkebiblioteker, Det Kgl. Danske Mu-
sikkonservatoriums Bibliotek samt Statsbiblioteket - fra sidst-
nævnte dog kun udenlandske musikalier. Listen fortsætter, med del-
tagelse af stadig flere biblioteker, frem til 1970, hvor Biblioteks-
centralen starter udgivelsen af MUSACC-katalogen.
Helhedsplanen
Dette var kun eet led af den musikbibliografiske helhedsplan, som
Winkel satte i gang med at udvikle straks efter musikbiblioteksfore-
ningens dannelse i 1960. Allerede det første bestyrelsesmøde har et
punkt herom på dagsordenen: Tilvejebringelse af bibliografiske
hjælpekilder, kontakt med musikhandlerbranchen (anskaffelsesfor-
hold) - og i oktober 1962 arrangeres i forbindelse med foreningens
generalforsamling en diskussion om den musikbibliografiske situa-
tion. Til mødet er indbudt repræsentanter for musikforlag og mu-
sikhandel, samt musikpædagoger, sanglærere, musikforskere og
komponister.
Winkel indleder mødet med at skitsere de uopnåelige idealer: at
alle musikhistoriske kilder er dækket ind, at ethvert musikværk kan
findes i en hvilken som helst form for publikation, at man kan fa
besked om alt, hvad der er skrevet eller talt om musik, at enhver
side af musikdyrkelsen eller musiklivet har sine særfortegnelser! For
at nærme os målene er samarbejde nødvendigt, især mellem handel
og bibliotek. Han giver i øvrigt en fyldig redegørelse for den danske
situation, nævner herunder også KODAs og NCBs (Nordisk Co-
pyright Bureau) registreringer, og stiller spørgsmålet: skal vi have
et musikbibliografisk centrum? F.eks. på Københavns kommune-
biblioteker, eller på Oplysningskontoret, eller på Det bibliografiske
Kontor (forløberen for Bibliotekscentralen)? Også behovet for et
musikpædagogisk centralbibliotek, samt problemerne med at fa et
overblik over danske komponisters produktion, nævnes. Og dis-
kussionen efter indlægget viser tydeligt det store behov for en kraf-
tig udbygning af musikbiblioteksarbejdet.
Et af elementerne i helhedsplanen var muligheden for at danne et
dokumentationscentrum for dansk musik. En indledende drøftelse
om denne sag fandt sted den 6. september 1963, på foranledning af
Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik. Her drøftede Nils Schiør-
ring, professor i musikvidenskab ved Københavns Universitet, mu-
sikhandler Dan Fog, komponisten Jan Maegaard og Erling Winkel
mulighederne - at behovet var til stede, erkendtes fuldt ud. Selv om
mange institutioner faktisk gjorde et værdifuldt arbejde med at
fremme den nationale musik, ville det være særdeles ønskeligt, at en
bestemt institution kunne hellige sig udelukkende dette formål.
Planen for virksomheden blev formuleret således: Klarlæggelse af
kilder til dansk musik, herunder udforskning af eksisterende mate-
riale, vurdering af ægthedsgraden, historisk-stilistisk overblik over
materialet. Endvidere: Forbedring af mulighederne for udnyttelse af
kilderne og for udbredelsen af kendskab til dansk musik. Herunder
bibliografiske hjælpekilder, udgaver af standardværker, adkomst til
brug af opførelsesmateriale, udsendelse af grammofonplader, etab-
lering af båndoptagelser til studiebrug. Det anføres, at dette ikke
blot er en musikkulturel opgave, men også et anliggende for danske
tonekunstnere og dansk musikhandel, dvs. for den danske stat som
helhed. Derfor vil man i særlig grad afvente dels kulturkommissio-
nens bestræbelser, dels igangværende overvejelser på Det kgl. Bi-
bliotek.
Der skulle imidlertid gå adskillige år, før disse planer blev reali-
seret. 1 1968 tager Winkel igen kontakt med Samfundet om sagen -
her inddrager han også Nanna Schiødts og Jens Brinckers forsøg
med edb-behandling af et udsnit af dansk musik, ligesom også
Dansk Komponistforening bliver involveret. Alle de gode ideer og
tanker bliver dog først taklet konkret med etableringen af Dansk
Musikinformationscenter i 1980.21
Ideen om et musikpædagogisk centralbibliotek
Som tidligere nævnt står begrebet samarbejde meget centralt i alt,
hvad Winkel foretog sig. Således også samarbejde mellem musikbi-
bliotekar og musikpædagog. Og dette vel at mærke ikke blot i for-
bindelse med nodematerialet, men også med »hørestoffet«, som
nævnt ovenfor. Således fremgår det f.eks. af en brevveksling mel-
lem overbibliotekar Torben Glahn fra det danske centralbibliotek i
Flensborg og Winkel fra starten af 1960erne, at Winkel foreslår en
musikpædagog som foredragsholder i forbindelse med grammo-
fonpladearrangementer eller studiekredsarbejde. - Kendt er endvi-
dere kontakten til Musikpædagogisk Forening og dennes formand
Henning Bro Rasmussen fra samme periode. Her omtaler Winkel
bl.a. vekselvirkningen mellem skolernes musikaliesamlinger og
centralbibliotekernes undervisningssamlinger inden for samme om-
råde. Hvorfor ikke placere skolernes materiale for skoleorkester på
centralbibliotekets børneafdeling - det ville betyde en bedre ud-
nyttelse af bevillingerne til skoler og biblioteker. - Winkel frem-
sender også diverse pædagogisk materiale til anmeldelse i Dansk
Musiktidsskrift, ofte med hans egne personlige bemærkninger. - En-
delig ventileres også ideen om, at pædagoger, bibliotekarer og for-
lagsfolk burde gå sammen om en slags prøve- og bedømmelses-
institution for spille-, skole- og husmusik. Udgivelsesstrømmen er
efterhånden enorm, en central bedømmelse kan afgrænse det mulige
udvalg. Og til sidst: »Egentlig kan jeg ikke fordrage at give karak-
terer eller sætte i bås; men det er snart ved at blive nødvendigt at
have noget at gå efter.« Her er altså udgangspunktet - ideen om det
musikpædagogiske centralbibliotek ligger i naturlig fortsættelse
heraf. Og præsenteres i øvrigt i en artikel i Musikpædagogen 196222 i
form af et brev til kulturministeren, underskrevet af Winkel og Bro
Rasmussen.
I brevet argumenteres for et sådant bibliotek, som til studie- og
undervisningsbrug bør rumme en komplet dansk og repræsentativ
udenlandsk samling af noder, lærebøger, undervisningssystemer,
musikpædagogisk og -psykologisk litteratur, audiovisuelle hjælpe-
midler af pædagogisk art samt en almindelig musikhistorisk og -te-
oretisk håndbogssamling. Det anføres endvidere, at dersom man
ikke vil oprette en helt ny institution, vil især Det Kgl. Danske
Musikkonservatoriums bibliotek være velegnet til denne opgave.
Henvendelsen blev fulgt op af møder mellem Winkel og musik-
konservatoriets direktør Knudåge Riisager samt bibliotekar Svend
Bruhns. Fra ministeriet ses intet svar, men derimod fremgår det af
Betænkningen vedrørende nyordningen af konservatorieforholdene
(Betænkning nr. 322 af 1963), at konservatoriernes biblioteker bør
være velforsynede arbejdsbiblioteker også for de pædagogikstude-
rende.
Først i 1965 synes der at ske noget i ministeriet: der bliver den
12. marts afholdt et møde vedrørende »oprettelse af et centralbiblio-
tek for musikvidenskab, musikalier m.v.« I mødet deltager dels de
folk, som havde arbejdet med ideen om det musikpædagogiske cen-
tralbibliotek (Winkel, Riisager, Bro Rasmussen og Svend Bruhns),
dels rigsbibliotekar Palle Birkelund, Ole Koch fra Bibliotekstilsy-
net, professor Schiørring fra Københavns Universitet, samt repræ-
sentanter fra Kulturministeriet. Den umiddelbare anledning til mø-
det er et forslag fra rigsbibliotekaren om oprettelse af et centralbi-
bliotek for musikvidenskab m.v., på grundlag af Det kgl. Biblioteks
musiksamling. Dette forslag bliver så på en noget uoverskuelig
måde knyttet sammen med forslaget om det musikpædagogiske
centralbibliotek samt med musikkonservatoriets plan om opførelse
af en ny konservatoriebygning på en grund i Gentofte, tæt op ad
centralbiblioteket. Af referatet fra mødet fremgår det bl.a., at man
måske kan skabe en pendant til Musikaliska Akademiens bibliotek i
Stockholm. Som man kan forvente, skaber denne sammenblanding
af forskellige planer blot forvirring, og alting fuser ud. Planerne om
en ny konservatoriebygning bliver heller ikke realiseret.
Også i årene efter Winkels død arbejdes der videre med helheds-
planen og de musikpædagogiske perspektiver. Da Statens Musikråd
således i 1973 nedsatte to musikpædagogiske udvalg: et vedrørende
musikundervisning og et vedrørende uddannelse af musikundervi-
sere, ansøger foreningen straks om at blive repræsenteret - men
dette afslås af Kulturministeriet. Foreningen gør da det - helt i Win-
kels ånd - at man selv nedsætter et pædagogisk udvalg, som dels
skal følge arbejdet i Musikrådets udvalg, dels gennemgå planerne
om det musikpædagogiske centralbibliotek. I udvalget sidder re-
præsentanter fra Danmarks Pædagogiske Bibliotek, Det Kgl. Dan-
ske Musikkonservatorium, Det kgl. Bibliotek, Statsbiblioteket, fol-
kebibliotekerne samt Danmarks Lærerhøjskole - sidstnævnte med
to repræsentanter, hvor den ene fungerer som kontaktperson til
Musikrådets udvalg. Efter tre udvalgsmøder bliver tanken om det
pædagogiske centralbibliotek opgivet, til gengæld arbejder man
med planer om at fa udarbejdet en årlig fortegnelse over biblio-
tekernes tilvækst af musikpædagogisk litteratur. Denne plan blev nu
ikke realiseret, derimod fik udvalgets henvendelse vedrørende pla-
cering af musikpædagogisk materiale på de nyoprettede amtscentra-
ler for undervisningsmidler nok en vis effekt. Det er derimod sørge-
ligt at konstatere, at bibliotekerne overhovedet ikke nævnes i rap-
porten fra Musikrådets udvalg, som fremkom i august 1976. Dette
forekommer så meget des mere besynderligt, når man tænker på
såvel Winkels som den efterfølgende bestyrelses gode kontakter
med musikpædagogiske kredse.
Winkel fik gennem hele sit liv mange originale ideer. En af dem var,
at man kunne kræve opførelsesafgift også af den ubeskyttede musik,
og bruge de herved fremkomne pengebeløb dels til direkte udbe-
taling til nulevende komponister, dels til at nedsætte opførelsesaf-
giften for den nutidige beskyttede musik. At han også musikviden-
skabeligt samt formidlingsmæssigt tænkte utraditionelt, herom vid-
ner bl.a., at han holdt radioforedrag om komponister som Janåcek
og Villa-Lobos, som var ret ukendte herhjemme, samt arbejdede
musiksociologisk. I den sidste kronik, han skrev i Jyllands-Posten,23
ironiserer han således over, at det i vore dage er nødvendigt at
begrunde musikdyrkelsen med tal og statistik: »Samfundet kan an-
stille alle mulige økonomiske og politiske betragtninger over for
musiklivet. Kernen i sagen er og bliver, at enhver i dag bør have
mulighed for at kunne lytte og leve.«
Winkel interesserede sig også for den uddannelsesmæssige side af
musikbiblioteksarbejdet, og tog tidligt kontakt med Bibliotekssko-
len og rektor Preben Kirkegaard. Han var aktiv i tilrettelæggelsen af
de første kurser, Biblioteksskolen afholdt inden for området, og
underviste bl.a. fa måneder før sin død på det første 3 måneders
kursus i musikbiblioteksarbejde i begyndelsen af 1969. Han vur-
derer også de discipliner og det lærebogsstof, der skal indgå i ud-
dannelsen, og kontakter i denne forbindelse i 1960 Anette Brandt,
som på det tidspunkt opholdt sig i Stuttgart, hvor hun fulgte den
vesttyske musikbibliotekaruddannelse. Winkel skriver bl.a.: »Men
hvis vi herhjemme skal skabe en brugbar lærebog i musikhistorie,
eller i det hele taget en brugbar måde til at præsentere musikkul-
turelt stof således at almindelige mennesker fordøjer det bedst, så
skal man ikke alene basere fremstillingen på musikkens stilistiske
udvikling, men i højere grad lægge an på at gå ud fra den alminde-
lige kulturhistorie og fra litteratur og teater, vel også fra kirkelivet.«
Her indvarsler han den musikhistorieskrivning, som senere er slået
igennem herhjemme med bl.a. Gyldendals Musikhistorie,24 som net-
op i høj grad har vist sig anvendelig i en musikbiblioteksmæssig
sammenhæng.
Mange af Winkels ideer er i dag realiseret og videreudviklet, lige-
som musikbibliotekerne er blevet en reel faktor i dansk biblioteks-
væsen. På trods heraf befinder musikbibliotekerne sig i dag i den
alvorligste krise siden midten af 1970erne. Dette gælder især arbej-
det med fonogrammerne, som ofte har faet hæftet betegnelsen »luk-
susbetonet« på sig, og hvor der via en revideret bibliotekslov i 1989
blev indført mulighed for at kræve brugerbetaling. Netop fono-
gramsamlingerne gennemløb også en hurtig udvikling herhjemme
siden slutningen af 1960erne - måske for hurtig, vil nogle sige.
Under alle omstændigheder finder jeg det vigtigt i den nuværende
situation at se tilbage på de oprindelige intentioner med hele dette
arbejdsområde, nemlig at placere bibliotekerne med deres musik-
samlinger centralt i det almindelige musikkulturelle arbejde - og at
gøre dette først og fremmest gennem samarbejde mellem biblio-
teks- og musikfolk. Vi kan i dag stadig lære meget af Erling Winkels
måde at takle problemerne på.
NOTER
1. Optrykt i Bogens Verden 1953, s. 1-16, incl. diskussionen. Se også Bent Chri-
stiansen: Musikken i bibliotekerne. I: Biblioteket. Festskrift til Preben Kirke-
gaard. Danmarks Biblioteksskole, 1983, s. 124-36.
2. Beretningen er optrykt i Bibliotekaren 1953, s. 72-79. Efterfølgende diskussion
og svar fra udvalget findes optrykt i samme tidsskrift 1954, s. 10-12 + 28-32.
3. Svend Bruhns er i dag ass.fagleder i bibliografi ved Danmarks Biblioteksskoles
Ålborg-afdeling.
4. Bogens Verden 1969, s. 247-48.
5. Bomholt var undervisningsminister i socialdemokratiske regeringer 1953-57
samt den første kulturminister 1961-64.
6. Artikel af Alfons Ott i Bulletin d'information, 2. årg. nr. 1: Le Role des Bi-
bliothéques Populaires dans l'Education Musicale.
7. RISM, Répertoire International des Sources Musicales, udgivet siden 1960. Skal
registrere al musiklitteratur og alle musikalier, trykte såvel som utrykte, fra før
1800.
8. Kay Schmidt-Phiseldeck (1894-1970), leder af Danmarks Institut for internatio-
nal Udveksling af videnskabelige Publikationer (I.D.E.) 1946-57. Schmidt-Phi-
seldeck ydede en betydelig indsats for musikbibliotekerne, såvel nationalt som
internationalt. Således organiserede han Det Kgl. Danske Musikkonservato-
riums Bibliotek, arbejdede ved musikafdelingen på Statsbiblioteket (sammen
med Topsøe-Jensen), var den første præsident for musikkatalogiserings-kom-
missionen under AIBM, hvor han i det hele taget var en frontfigur.
9. Ott var på det tidspunkt præsident for AIBMs folkebibliotekskommission.
10. Bogens Verden 1959, s. 257-59.
11. Preben Kirkegaard, rektor for Danmarks Biblioteksskole 1956-83.
12. Foreningen af danske musikbibliotekarer skiftede navn til Dansk Musikbiblio-
teksforening i september 1965.
13. RILM, Répertoire International de la Littérature Musicale, publiceret siden
1967. Bringer systematisk ordnede referater af bøger og artikler med musikvi-
denskabeligt indhold fra hele verden.
14. LAML, International Association of Music Libraries.
15. Lov nr. 171 af 27. maj 1964 om folkebiblioteker. Træder i kraft 1. april 1965.
16. Anette Brandt var ansat ved Lyngby-Taarbæk kommunes biblioteker og op-
rettede musikbiblioteket dér i 1963.
17. Er biblioteksloven forældet? Jyllands-Posten 23. maj 1954.
18. Se note 2.
19. Bibliotekernes Grammofonproblemer, Bogens Verden 1953, s. 318-21.
20. Radioens Museumsopgave, Jyllands-Posten 20. februar 1954.
21. Vedrørende oprettelsen af musikinformationscentret kan der bl.a. henvises til
publikationen Musikinformation: en vejviser - et center/ af Tine Eilskov og
Kirsten Hede Jensen. Danmarks Biblioteksskole, 1984 (A4-serien, nr. 28).
22. Musikpædagogisk centralbibliotek. Af Erling Winkel og Henning Bro Rasmus-
sen. Musikpædagogen, årg. 17, 1962, nr. 5.
23. At høre musik, Jyllands-Posten 1. juli 1968.
24. Gyldendals Musikhistorie / redaktion: Knud Ketting. København: Gyldendal,
1982-84. Bind 1-4.