Det kgl. Bibliotek som eksempel i engelsk
biblioteksdebat i første halvdel af 1800-tallet

Titlen kunne antyde, at der var en særlig relation mellem Antonio
Panizzi og Det kgl. Bibliotek i København. Det er ikke tilfældet, men
Panizzi har indhentet oplysninger om Det kgl. Bibliotek og brugt
dem i sin kamp for bedre forhold for »sit eget« bibliotek, British
Museum Library. Panizzis oplysninger om Det kgl. Bibliotek indgår
sammen med oplysninger om andre europæiske biblioteker i en
rapport fra det udvalg i det britiske parlament, der i 1836 behand-
lede British Museum's forhold. På grundlag af dette materiale kan
man give et bidrag til at placere Det kgl. Bibliotek i europæisk sam-
menhæng i første halvdel af 1800-tallet. Panizzis sammenligning af
europæiske biblioteker og den brug, han gør af den, giver endvidere
et historisk perspektiv på det stadig aktuelle spørgsmål om, hvad
der er et nationalbiblioteks opgaver. Endelig er det formålet at pege
på et omfattende kildemateriale om europæiske biblioteksforhold,
som ikke er meget benyttet uden for engelsk bibliotekshistorie.

I 1835 nedsatte det britiske parlament et udvalg til at undersøge
forholdene ved British Museum. Den direkte anledning til, at ud-
valget blev nedsat, var fyringen af en medarbejder ved museets
bibliotek, en sag som blev taget op af et nyt parlamentsmedlem.
Men baggrunden var længere tids kritik, som karakteriserede speci-

Svend Larsen, førstebibliotekar. Statsbiblioteket, Universitetsparken, 8000 Århus C.

elt bibliotekets forhold som utidssvarende.¹ Parlamentsudvalget be-
handlede ud over fyringssagen (som viste sig velbegrundet) en
række forhold i bl.a. museets zoologiske afdeling. Den afsluttende
indstilling fra udvalget indeholder blot en opfordring til, at der i
næste parlamentssamling nedsættes et nyt udvalg.

Udvalgsrapporten er imidlertid en stor sag (622 sider), idet ud-
valget offentliggør et omfattende materiale om museets økonomi-
ske forhold samt om biblioteker og museer i en række europæiske
lande. Oplysningerne om de europæiske biblioteker og museer var
indsamlet af de engelske ambassadører på foranledning af udenrigs-
ministeriet, der rundsendte en række spørgsmål fra det nævnte par-
lamentsmedlem. Oplysningerne om biblioteker og museer i Bay-
ern, Frankrig, Preussen, Rusland og Spanien er ret omfattende, men
ellers er der tale om korte oversigter. For Københavns vedkom-
mende er der et skema med oplysninger om de tre største biblio-
teker (Det kgl. Bibliotek/King's Library, Universitetsbiblioteket og
Det Classenske Bibliotek) og et skema med oplysninger om muse-
erne.² De spørgsmål, ambassadørerne har indhentet svar på, er ret
elementære. Hvor mange biblioteker er der, hvor mange ansatte,
antal bind, samlede udgifter og lignende? Materialet blev da også
kun benyttet i begrænset omfang i udvalgets forhandlinger. Ander-
ledes skulle det gå med det materiale, Antonio Panizzi forelagde for
parlamentsudvalget i 1836.

Parlamentet nedsatte i 1836 et nyt udvalg til at undersøge forholdene
ved British Museum. Panizzi blev indkaldt som vidne og forelagde i
den forbindelse oplysninger om en række udenlandske biblioteker.³11836 var Antonio Panizzi assistent i British Museum's Department
of Printed Books, hvor han var blevet ansat i 1831. Panizzi har i en
senere beretning fortalt om baggrunden for indsamlingen af infor-
mation om biblioteker på det europæiske fastland.

Allerede i 1833 fornemmede Panizzi og hans chef, Henry Baber,
Keeper of Printed Books, at parlamentet ville se nærmere på for-
holdene ved British Museum, og de mente, at det ville gavne insti-
tutionen, hvis man kunne fremlægge oplysninger om andre landes
biblioteksvæsen.⁴ Panizzi opstillede derfor en række spørgsmål,
som blev sendt til en række europæiske biblioteker, deriblandt Det
kgl. Bibliotek i København.⁵ Derudover besøgte Panizzi i 1835 flere
biblioteker i Belgien, Frankrig og Tyskland.

Der var altså tale om grundig forberedelse, og Panizzis strategi
bag sammenligningen med andre biblioteker er klar: sammenlig-
ningen skal vise, at British Museum Library er et godt bibliotek, i
flere henseender det bedste, men der er mangler, og disse mangler
skyldes først og fremmest, at der ikke ofres penge i et omfang, der
er den britiske nation værdig.

Panizzi fik svar på sine spørgsmål fra 27 biblioteker, heraf 4 i Fi-
renze, 5 i Paris og 7 tyske (dog ikke fra Munchen, hvad Panizzi
beklager). For Danmarks vedkommende sendte han spørgsmålene
til Det kgl. Bibliotek, men han er klar over, at der findes andre
biblioteker i København.⁶

Bibliotekerne blev bedt om at besvare i alt 20 spørgsmål. Spørgs-
målene er koncentreret om bestand, bogkøbsbevilling og benyt-
telse. Hvad angår bestand, anfører Panizzi for Det kgl. Bibliotek
400.000 bind, hvortil kommer 15.000 manuskripter og 77.000 stik.
Målt i bindtal er Det kgl. Bibliotek Europas tredjestørste, kun over-
gået af det kongelige bibliotek i Paris og hof- og statsbiblioteket i
Miinchen.⁷ Efter Det kgl. Bibliotek i København kommer biblio-
tekerne i Berlin, Wien og Dresden og først derefter British Museum
Library med 240.000 bind.⁸

Hvad angår bogkøbsbevilling, angives Det kgl. Bibliotek at have en
årlig bevilling svarende til 450 pund sterling. Den årlige tilvækst er
på ca. 3.000 bind.⁹ I Det kgl. Bibliotek syntes man selv, at det var
for lidt, og helt utilstrækkeligt til, at man kunne holde positionen
som Nordeuropas største bibliotek.¹⁰ Men sammenlignet med an-
dre ligger Det kgl. Bibliotek ikke så dårligt. Bedre stillet er kun
bibliotekerne i Berlin, Göttingen, Paris og Wien, som alle har mere
end 1000 pund om året til bogkøb, og British Museum Library, der
har knap 1000 pund om året.

Ser man herefter på adgangen til bibliotekerne og benyttelsen, er Det
kgl. Bibliotek ikke længere højt placeret på Panizzis rangliste. I en
kommentar til spørgsmålet om bibliotekernes officielle navne gør
Panizzi opmærksom på, at bibliotekerne i Berlin, Dresden og Kø-
benhavn tilhører kronen, og at offentlighedens adgang til disse bi-
blioteker ikke er en ret, men et udtryk for monarkens velvilje.¹¹Ganske vist er Det kgl. Bibliotek et af de fa biblioteker, hvor der
ikke er begrænsninger for, hvilke bøger man kan benytte i biblio-
tekets læsesal. Andre steder, f.eks. Göttingen, er personalet beretti-
get til (af moralske grunde) at nægte lån af visse bøger til visse
lånere, og i de katolske lande er der bøger, som er forbudte. Men
Det kgl. Bibliotek er et af de fa biblioteker i Panizzis undersøgelser,
hvor der ikke er helt fri adgang til biblioteket. I København skal
man ligesom i Berlin godkendes af personalet for at benytte biblio-
teket, mens der i f.eks. Dresden, Göttingen, Miinchen og Paris er
helt fri adgang til at benytte læsesalen.¹²

Hvad angår kataloger, er situationen ikke bedre set med Panizzis
øjne. Han spørger først, om alle bøger er katalogiserede, om der
både er alfabetisk og systematisk katalog, og om katalogerne er
trykte. For Det kgl. Bibliotek er svaret, at alle udenlandske bøger er
katalogiseret, men at hverken den systematiske katalog i 199 bind
eller den alfabetiske seddelkatalog er trykt.¹³ På det punkt ligner Det
kgl. Bibliotek andre store biblioteker. Det gælder også for det næste
spørgsmål, som er vigtigt for Panizzi. Spørgsmålet lyder: er katalo-
gerne tilgængelige for lånerne som en selvfølgelighed, og er de altid
inden for rækkevidde, eller skal lånerne bede om tilladelse til at
benytte dem? Det kan godt være, at kravet om tilladelse er en ren
formssag, men for Panizzi er det afgørende retten til fri adgang til
katalogerne. Og hvad det angår, falder de store biblioteker på konti-
nentet igennem. I Berlin, Göttingen, Miinchen, Paris og Wien kan
lånerne i varierende omfang fa lov at bruge katalogerne, men det er
ikke en ret, de har. Det samme gælder for Det kgl. Bibliotek, hvor
adgangen til at bruge katalogerne angives at være helt afhængig af
overbibliotekarens vilje.¹⁴

Også med andre spørgsmål fokuserer Panizzi på offentlighedens
muligheder for at benytte bibliotekerne. Han stiller spørgsmål om
daglig åbningstid og om, hvor mange dage om året bibliotekerne er
åbne. Det kgl. Bibliotek har med sine 3 timer kortere åbningstid end
de kongelige biblioteker i Berlin og Paris med 5 timers daglig ad-
gang, men ligger pænt, hvad angår det antal dage pr. år, hvor der er
lukket. I Berlin er der lukket 70 dage om året, i København 94 dage,
i Paris 115 dage. Rekorden har det kongelige bibliotek i Haag med
216 dage uden adgang!¹⁵

Der er også spørgsmål om den faktiske benyttelse, idet Panizzi
beder om at fa oplyst det årlige antal registrerede lånere og det daglige
antal lånere i læsesalen og arten af de bøger, de bruger. Det kgl. Bi-
bliotek oplyser ikke antal registrerede lånere, men anfører at der
ikke er begrænsninger i henseende til køn og alder. Det daglige antal
lånere angives til 5-8, og de bruger først og fremmest videnskabe-
lige værker.¹⁶ Det kgl. Biblioteks oplysninger videregives uden
kommentarer, mens Panizzi tydeligvis ikke tror på nogle af andre
bibliotekers oplysninger. Det kongelige bibliotek i Paris opgiver et
dagligt lånertal på mellem 300 og 500, men Panizzi har under sine
besøg der aldrig set flere end 57! Göttingen opgiver et tal på mellem
20 og 30, men i de to dage, Panizzi var der, så han ikke en eneste,
hvilket dog ifølge Panizzi kunne skyldes den stærke kulde netop de
dage!

Panizzi stiller også spørgsmål om udlån fra samlingerne. Panizzis
holdning fremgår af spørgsmålets formulering, idet han beder om
at fa belyst ulemperne ved denne praksis. Som andre store biblio-
teker, f.eks. i Berlin, Dresden, Miinchen og Paris, tillader også Det
kgl. Bibliotek udlån. Enhver respektabel person kan hjemlåne fra
Det kgl. Bibliotek. Lånetiden er 14 dage. Normalt udlånes kun 2
bind ad gangen, men professorer og andre lærde kan låne op til 30
eller 40 bind ad gangen. Det årlige udlånstal er 3000-4000 bind. Der
angives at være mange ulemper ved denne praksis, fordi bøgerne på
denne måde ikke er alment tilgængelige, eller de forsvinder lige-
frem. Men, hedder det, »kongen vil hellere finde sig i disse ulemper
end begrænse brugen af sin samling«!¹⁷ Spørgsmålet om hjemlån
var sammen med spørgsmålet om udformningen af kataloger de
centrale spørgsmål i den europæiske biblioteksverden i første halv-
del af 1800-tallet, og ikke mindst i England var diskussionen intens,
hvilket dokumenteres i rigt mål i referaterne af forhandlingerne i de

parlamentsudvalg, der i 1836 og senere fik til opgave at undersøge
forholdene ved British Museum Library.

Panizzis brug af oplysningerne om europæiske biblioteker
Som nævnt havde Panizzi en klar hensigt med sin sammenligning af
europæiske biblioteker. Det fremgår af hans vidneudsagn for parla-
mentsudvalget. Han tegner billedet af en institution, der er værd at
satse på. Tallene viser, at British Museum Library ikke er blandt de
6 største. Men bindtal er ikke alt! Ser man på indholdet af sam-
lingerne, er sagen en anden. Hvad angår sjældenheder og moderne
kostbare værker kan museumsbiblioteket sagtens stå sig i en sam-
menligning. Det er et værdifuldt bibliotek, med meget få over-
flødige bøger.¹⁸ Og hvad angår kataloger, er biblioteket simpelthen
enestående, for kun i British Museum's bibliotek har lånerne ret til
at benytte katalogerne, og de har let adgang til dem. I bibliotekerne
på kontinentet har lånerne ikke denne ret, men kan kun bruge kata-
logerne, hvis det passer personalet.¹⁹

Panizzi er godt klar over, at katalogerne i hans eget bibliotek lader
noget tilbage at ønske, og at de formelt set ikke er så udbyggede
som andre steder. Men han mente på det tidspunkt, at den sag var i
god gænge.²⁰ Der kan i hvert fald ikke hentes inspiration i andre
biblioteker. Ingen steder har man tilfredsstillende kataloger, heller
ikke i biblioteket i Göttingen, hvis kataloger jo ellers havde været
forbilledet mange steder, bl. a. i København. Katalogen i Göttingen
er nok den bedste af eksisterende kataloger, men ikke god nok!²¹

Sammenlignet med andre er det britiske bibliotek altså ikke
bagud. Men der er nok at tage fat på, og det kræver penge. Det er
Panizzis budskab til parlamentsudvalget. Panizzi gør opmærksom
på, at mens det i andre lande er det offentlige, der finansierer biblio-
tekerne, er størstedelen af museumsbibliotekets værdifulde samlin-
ger kommet til veje ved gaver. Kun en tredjedel af bibliotekets
kapital i form af bøger stammer fra penge bevilget af nationen. Det
er ikke en tilstand, der værdig for den britiske nation, og kun en
tidobling af bogkøbsbevillingen kan ændre på det.²² British Mu-
seum skal være et nationalt forskningsbibliotek, og skal derfor satse på
at samle sjældne, specielle og store, dyre værker. Det er bøger, som

ikke kan findes andre steder, og som videnskabsmænd med rette
kan forvente stillet til deres rådighed af landets regering. Adgang til
sådanne bøger bør være lige for alle, siger Panizzi med ord, der ofte
er blevet eiteret: »Jeg ønsker, at en fattig student skal have samme
mulighed, hvad angår bøger, for at tilfredsstille sin intellektuelle
nysgerrighed, forfølge sine åndelige interesser, have adgang til de
samme kilder og komme til bunds i de mest komplicerede spørgs-
mål som den rigeste mand i kongeriget, og jeg vil påstå, at regerin-
gen er forpligtet til at give ham så fordomsfri og ubegrænset hjælp
som muligt til dette.«²³

Panizzi formulerer her det ideal om et nationalbibliotek, der var
ledetråden i hans senere virke. Han peger på kulturnationens pligt til
at give tilstrækkelige midler til en national institution, hvis formål
er at fremme uddannelse og forskning, og han peger på alles lige ret
til at benytte denne institution.

Ved samme lejlighed slår Panizzi fast, at det at drive et stort,
tidssvarende bibliotek er en sag for professionelle biblioteksfolk. Det
kan ikke overlades til interesserede amatører eller til videnskabs-
mænd. Det gør han meget klart, hvor han taler om katalogisering
og om styrelsesforholdene ved British Museum. Mange har udtalt
sig om katalogisering, som om det var noget, alle kunne. Men det
kræver en kombination af intellektuelle og faglige kundskaber. Det
er ingen enkel sag. Det kan tage en dag eller mere at katalogisere en
bog, sådan som det bør gøres i et nationalbibliotek!²⁴ Hvad angår
videnskabsmænd, bør de ikke have særlig indflydelse på bibliote-
kets drift. Panizzis erfaring med videnskabsmænd er, at de er dog-
matiske og snæversynede. De tror sig ufejlbarlige og vil derfor ikke
spørge professionelle biblioteksfolk til råds. At give videnskabs-
mænd en central placering i bestyrelsen for British Museum vil efter
Panizzis mening på ingen måde fremme den faglige udvikling.²⁵

Året efter at Panizzi fremkom med disse markante udtalelser, fik
han bedre mulighed for at realisere sine ideer. Han blev i 1837 ud-
peget til leder af det, der var kernen i museumsbiblioteket, Depart-
ment of Printed Books.

I Panizzis første tid som Keeper of Printed Books skete der en del
ændringer. Biblioteket blev flyttet til nye og større lokaler, og bog-
købsbevillingen blev forøget. Af mindre, men stærkt omdiskute-
rede ændringer kan nævnes indførelsen af skriftlig rekvisition af
bøger. Hidtil havde lånere blot skullet bede personalet om en bog.
Nu blev det obligatorisk at benytte lånesedler, og det er måske det
eneste punkt, hvor Panizzi bevidst følger andre store biblioteker. Et
af Panizzis spørgsmål handlede om dette, og af svarene fremgår det,
at skriftlig rekvisition bruges i København, Berlin, Miinchen og
Paris.²⁶

På et punkt skete der ingen ændring, nemlig hvad angår udlån.
Panizzi ønsker, at British Museum Library skal være et nationalt
forskningsbibliotek åbent for de mange, der har brug for en sådan
institution. Men biblioteket skal ikke være et »uddannelsesbiblio-
tek« med udlån af nye bøger som f.eks. universitetsbiblioteket i
Göttingen. Der er tale om to helt forskellige bibliotekstyper, som
bør drives efter vidt forskellige principper. Der er nok behov for et
uddannelses-(universitets-)bibliotek i London, men det er ikke Bri-
tish Museum Library, der skal tage sig af den opgave.²⁷

Ønsket om at kunne hjemlåne bøger var imidlertid stort, og da
der ikke skete noget fra officielt hold, tog en gruppe privatpersoner
et initiativ, der førte til oprettelsen af det stadig eksisterende London
Library. Det blev oprettet i 1841 som udlånsbibliotek for medlem-
mer. Den egentlige ophavsmand var den berømte forfatter og histo-
riker Thomas Carlyle, der var meget utilfreds med forholdene ved
museumsbiblioteket og i øvrigt en indædt kritiker af Antonio Pa-
nizzi. Carlyle inspirerede en ung jurist, W. D. Christie, til at skrive
en slags manifest for London-biblioteket. Heri fremhæves den dan-
ske konges oplyste holdning til udlån af bøger, idet der henvises til
det københavnske udsagn om, at kongen hellere finder sig i ulem-
perne ved udlån end indskrænker brugen af sin samling.²⁸ Hvor
Panizzi lægger vægt på den nationale samling og dens integritet, er
det afgørende for andre den liberale udlånspraksis, uanset om den er
en kongelig gunstbevisning.²⁹ Med til historien hører dog, at man i
København ikke var ubetinget tilfreds med hjemlånspraksis. Man

kendte både til uefterrettelige lånere og til røster, der talte for be-
grænsning af udlånet.³⁰

Udlånsspørgsmålet var imidlertid ikke det eneste, der optog den
londonske biblioteksverden. Også katalogspørgsmålet blev kraftigt
debatteret, og diskussionen blev præget af voldsomme personlige
modsætninger i British Museum. Resultatet blev, at der i 1847 blev
nedsat en kongelig kommission til endnu en gang at undersøge
forholdene ved museet. Kommissionen afgav betænkning i 1850.
Samme år vedtog parlamentet den første lov om offentlige biblio-
teker. I arbejdet med at forberede denne lov indgik et omfattende
statistisk materiale, hvori københavnske biblioteksforhold har en
flot placering. Dette statistiske materiale var for størstedelens ved-
kommende samlet af Edward Edwards. Materialet blev kraftigt kriti-
seret både i kommissionen om British Museum og i parlamentsud-
valget om offentlige biblioteker. Den stærkeste kritiker var Antonio
Panizzi.

Edward Edwards betragtes sammen med politikeren William Ewart
som grundlægger af de engelske folkebiblioteker. Edwards, selvlært
søn af en murer, var hele sit liv optaget af folkeoplysning og biblio-
tekernes bidrag hertil. I 1836 udgav den da 24-årige Edwards en
pamflet, hvor han argumenterede for udvidede åbningstider, flere
bøger og bedre kataloger i British Museum Library. Edwards ud-
dybede sine betragtninger i sit vidneudsagn for parlamentsudvalget
om British Museum.³¹ 1 1839 blev Edwards ansat i museumsbiblio-
teket som assistent under Panizzi. Det varede ikke længe, før de to
ragede uklar. Edwards var mere optaget af de store linjer end af det,
han var ansat til, nemlig at katalogisere.

I sin kamp for bibliotekssagen kastede Edwards sig over biblio-
teksstatistikken. Han indsamlede oplysninger om forholdene i an-
dre lande og kunne på den måde dokumentere, hvor dårligt Storbri-

Edward Edwards' Europakort med bibliotekernes bindtal sat i forhold til indbyggertal. Fra
Report from the Select Committee etc., 1849.

SELECT COMMITTEE ON FUBUC IJBRAMES

N? 548 Ordered,bv the House of Commons to be Printed , 23 July 1849.

Hcwy HanMrd Printer

tannien var forsynet med offentlige biblioteker i forhold til andre
lande. I 1848 offentliggjorde Edwards »A Statistical view of the
principal Public Libraries in Europe and the United States of North
America«. Med visse tilføjelser (og ændring af titlen til Approxima-
tive statistical view!) forelagde Edwards i 1849 sit materiale for par-
lamentsudvalget om offentlige biblioteker.³² I tabellerne indtager
Det kgl. Bibliotek i København med 412.000 bind pladsen som det
femtestørste bibliotek efter bibliotekerne i Paris, Munchen, Skt. Pe-
tersborg og London, mens Universitetsbiblioteket i København er
placeret som nummer 12 blandt universitetsbibliotekerne. Oplys-
ningerne om de danske biblioteker angiver Edwards selv at have fra
L. A. Constantin (Hesse): Essai d'une statistique des bibliothéques publi-
ques des pays étrangers de l'Europe (Paris 1841). Det interessante er da
også Edwards' fremlæggelse af materialet for parlamentsudvalget.
For de store europæiske »biblioteksbyer«, heriblandt København,
kan Edwards fremvise grundrids med angivelse af bibliotekernes
placering, men det mest virkningsfulde er nok Europakortet med
angivelse af bogforsyningen i de enkelte lande. Kortet viser, at Dan-
mark er godt forsynet med offentlige biblioteker, mens Storbritan-
nien er lavt placeret.

I sit vidneudsagn for udvalget fremhæver Edwards, at biblio-
tekerne på kontinentet i realiteten har fri adgang, og at de er udlåns-
biblioteker.³³ Han mener, at også British Museum Library burde
udlåne bøger. Det er også et stort nationalbiblioteks opgave at stille
den nyeste litteratur til rådighed, selv om den kan lånes billigt i et
lejebibliotek.³⁴ Han er i det hele taget kritisk over for museumsbi-
bliotekets service. Man gør ikke nok for at skaffe den nyeste littera-
tur og gøre den tilgængelig, og katalogerne er ikke ajourførte, hvil-
ket begrænser brugen.

Da parlamentsudvalget fortsatte sit arbejde året efter, fik Panizzi
lejlighed til at tage til genmæle. Han ville ikke høre tale om kritik,
og han betragtede Edwards som en illoyal uromager. Panizzi for-
holdt sig ikke til det, der var Edwards' overordnede mål, nemlig at
fa flere offentlige biblioteker, specielt i de større byer. Tværtimod
gik han løs på Edwards' person og søgte at miskreditere ham ved at
så tvivl om hans biblioteksstatistik. Panizzi stod bag en række ind-
læg mod Edwards i aviser og tog selv fat i sit vidneudsagn for
udvalget.³⁵ Panizzi fremhæver, at han har besøgt ikke mindre end 95
biblioteker og selv har beskæftiget sig med statistik, bl.a. i for-
bindelse med undersøgelsen i 1836. På den baggrund slår han fast,
dels at Edwards' statistik er fuld af fejl i talangivelserne og derfor
ubrugelig, dels at man i British Museum Library ikke kan lære
noget af andre biblioteker!³⁶ Panizzi mener, at Edwards overvur-
derer den frie adgang til bibliotekerne på kontinentet, og at mu-
seumsbiblioteket klart overgår andre, hvad angår faciliteter som
adgang til kataloger og ekspeditionstid. Han kritiserer også, at Ed-
wards i sin indsamling af materiale har foregivet, at han handlede på
vegne af British Museum. Edwards' svar på kritikken var afdæm-
pet. Han indrømmer, at der er fejl i materialet, og siger, at det ikke
kan være anderledes, idet det er et første forsøg på at lave en sam-
menlignende biblioteksstatistik. Men selv om han har placeret et
spansk bibliotek i Portugal og andet af den slags, giver undersøgel-
sen et indtryk af landenes indbyrdes placering, hvad angår biblio-
teksforhold. Heri ligger undersøgelsens værdi, uanset at der i sagens
natur ikke kan være tale om absolut nøjagtighed.³⁷

Panizzi fremhæves ofte som den, der hævder princippet om lige
adgang til biblioteker. Rigtigt er det, at han kraftigt forfægter prin-
cippet om, at alle lånere skal behandles ens.³⁸ Men for en forståelse
af Panizzis bibliotekssyn er det interessant at se, hvor mange forbe-
hold han har over for Edwards' ide om åbne biblioteker, hvor man
også kan finde de nyeste bøger. Ifølge Panizzi er fri adgang til bi-
blioteker en betænkelig sag i de store byer; der er lommetyve, og
der er hensynet til de kvindelige lånere. De nyeste bøger hører ikke
hjemme i et forskningsbibliotek, for det er ikke de seriøse forskere,
der benytter dem, og i et rigtigt forskningsbibliotek kan der ikke
blive tale om udlån, for svind og ødelæggelse af bøger er en uund-
gåelig følge.³⁹

Forklaringen på disse forbehold, som umiddelbart virker over-
raskende, er måske den enkle, at Panizzi var mere optaget af at
forsvare sit eget bibliotek end af generelle principper. Da han udtalte
sig til parlamentsudvalget om offentlige biblioteker, havde han de

foregående år måttet optræde som vidne 18 gange for den kongelige
kommission om British Museum! Forhandlingerne i kommissionen
kom i stor udstrækning til at dreje sig om museumsbibliotekets
kataloger, og kommissionsbetænkningen er en mageløs kilde for
den, der interesserer sig for katalogiseringens væsen og katalogisa-
torers psykologi.⁴⁰ Men som Panizzis første biograf anfører, blev
den kongelige kommission det forum, hvor Panizzi konfronteredes
med det ideal om et nationalbibliotek, han selv havde formuleret.⁴¹Hans mål var at skabe det bedste nationalbibliotek i verden med
de største og mest repræsentative samlinger, som skulle være let

tilgængelige. Panizzi påstår ikke, at målet er nået, men han frem-
hæver, at han har besøgt de største biblioteker i Europa, undtagen
det i København, og British Museum Library er i enhver henseende
disse biblioteker overlegent.⁴² Specielt fremhæver Panizzi mu-
seumsbibliotekets læsesal og den udstrakte service, der ydes der.
Som dokumentation fremlægger han bl. a. et brev fra en amerika-
ner, der har benyttet bibliotekerne i København, Miinchen, Paris,
Rom og Wien. Ikke et af disse biblioteker kan måle sig med British
Museum's bibliotek, hvor der er adgang til katalogerne, enkle ruti-
ner og hurtig ekspedition.⁴³

Efter sin optræden for den kongelige kommission stod Panizzi
stærkt, og i 1856 blev han udpeget til Principal Librarian og dermed
leder af hele British Museum.

1850 var året, hvor kommissionsbetænkningen om British Museum
viser Panizzi som den konstruktive kraft i institutionen. Det var
året, hvor parlamentet, bl.a. på baggrund af Edwards' agitation,
vedtog den lov, der gav kommunerne ret til at opkræve penge til at
finansiere offentlige biblioteker. Men det var også året, hvor Ed-
ward Edwards endelig blev fyret fra British Museum. Forud var
gået lang tids kamp mellem ham og Panizzi. Nok var Edwards et
uroligt hoved uden overvældende orden i sine sager, men Panizzis
reaktioner over for ham har en sådan karakter, at det ligner for-
følgelse.⁴⁴

Edwards flyttede til Manchester, hvor han blev folkebiblioteks-
pioner. Han fortsatte sit arbejde med biblioteksstatistik. Under for-
beredelsen af loven om offentlige biblioteker var han med til at
formulere de spørgsmål, der via udenrigsministeriet sendtes til en
række europæiske biblioteker. Også dette materiale blev offentlig-
gjort i udvalgsbetænkningen.⁴⁵

I bearbejdet form indgår det i Edwards' imponerende Memoirs of
Libraries including a Handbook of Library Economy (1859), som også
har afsnit om københavnske biblioteksforhold.⁴⁶

I sit korte rids af biblioteksstatistikkens historie nævner Georg
Leyh, at vurderingen af den svinger mellem total afvisning af dens

værdi og nærmest ukritisk brug.⁴⁷ Både Antonio Panizzi og Edward
Edwards arbejdede med statistik og sammenligninger mellem for-
skellige biblioteker, men deres måde at gøre det på illustrerer den
kendsgerning, at tallene i sig selv er mindre interessante. Det af-
gørende er den sammenhæng, det biblioteksbillede, de sættes ind i.
Det er det, der giver tallene betydning.

1. Jf. Arundell Esdaile: The British Museum Library. A Short History and Survey
(London 1946), s. 90f. - Hos Chr. Molbech kan man spore kritikken. I sin bog
Om offentlige Bibliotheker (Kbh. 1829) nævner han kritik af engelske biblio-
teksforhold (s. 177 n. 107), og han fremhæver de kongelige biblioteker i Paris
og Berlin som mønstergyldige (s. 122, n. 76).

2. Oversigterne fra København findes i Report from the Select Committee on the
Condition, Management and Affairs of the British Museum; together with the
Minutes of Evidence, Appendix and Index, London 1835, i: British Parliamen-
tary Papers. Education, British Museum, 1, s. 482-483 (Shannon 1968). - En
del af materialet indhentet via ambassaderne er trykt i 1836-udvalgets rapport,
i: British Parliamentary Papers. Education, British Museum, 2, appendix 10.

3. Panizzis oplysninger er trykt som Appendix 6 i Report from the Select Com-
mittee on British Museum, together with the Minutes of Evidence, Appendix
and Index, London 1836, i: British Parliamentary Papers. Education, British
Museum, 2, s. 542-563 (Shannon 1968).

4. Report from the Select Committee on Public Libraries, together with the Pro-
ceedings of the Committee, Minutes of Evidence, Appendix and Index, Lon-
don 1850, i: British Parliamentary Papers. Education, Public Libraries, 2, s. 51,
§ 715 (Shannon 1968).

5. Hverken i KB's arkiv eller i Panizzis papirer i British Library findes der noget
om henvendelsen til KB.

6. Ud over Universitetsbiblioteket og Det Classenske Bibliotek nævner han Re-
gensens bibliotek, Kirurgisk Akademis bibliotek, Botanisk Haves bibliotek og
Athenæum (Report, 1836, s. 542 n. 3). - I oversigten fra 1835 nævnes også
stiftsbibliotekerne og et bibliotek i Island (Report, 1835, s. 483).

7. Panizzi anfører med henvisning til den italienske geograf A. Balbi, at antallet af
værker i KB skønnes at være 500.000 (mange værker er indbundet sammen).
Balbi angiver i sin Hausbuch des geographischen Wissens, I, s. 496 (Giins
1834), at KB er »an Bändezahl die dritte Europas«.

9. Report, 1836, s. 390, § 4790. -1 oversigten fra 1835 anføres det, at KB har 4000

rigsbankdaler til bogkøb, og at 1 pund sterling svarer til 9 rbd. (Report, 1835,
s. 483).

10. E. C. Werlauffs udsigt over Det kongelige Biblioteks tilstand i 1829. Ved Palle
Birkelund, i: Nordisk Tidskrift för Bok- och Biblioteksväsen, 43, 1956, s. 13
(bogbevillingen angives her til 4400 rigsbankdaler). Svend Dahl: Adam Wil-
helm Hauch som bibliotekschef, i: Fund og Forskning, 2, 1955, s. 22. - I 1830
opfordrer C. Molbech Werlauff til at overskride bevillingerne; hellere fa en
»næse« for at bruge for meget end at bruge for lidt! Fra Det kgl. Bibliotek for
hundrede Aar siden. Breve vekslede mellem E. C. Werlauff og C. Molbech.
Ved Svend Dahl, i: Nordisk Tidskrift för Bok- och Biblioteksväsen, 31, 1944,
s. 9.

11. »Whatever use the public make of them is to be considered rather as a matter of
favour than of right« (Report, 1836, s. 543).

14. »The indulgence of granting the use of catalogues to the readers depends wholly
on the headlibrarian's will« (Report, 1836, s. 548).

15. Report, 1836, s. 559 og s. 560. - Fra januar 1827 var KB's åbningstid kl. 11-14,
alle søgnedage. E. C. Werlauff: Historiske Efterretninger om det store konge-
lige Bibliothek i København, 2. udg., s. 374ff. (Kbh. 1844).

20. Katalogspørgsmålet kom til at give anledning til megen strid både inden for og
uden for British Museum Library i de næste 15 år. Om Panizzis rolle kan man
læse i Edward Miller: Prince of Librarians. The Life and Times of Antonio
Panizzi of the British Museum, kap. 7-10 (London 1988).

23. »I want a poor student to have the same means of indulging his learned curio-
sity, of following his rational pursuits, of consulting the same authorities, of
fathoming the most intricate inquiry, as the richest man in the kingdom, as far
as books go, and I contend that Government is bound to give him the most
liberal and unlimited assistance in this respect« (Report, 1836, s. 391, § 4795).

26. Report, 1836, s. 553. - Om protesterne mod det nye system, se Miller, anf.
arb., s. 135.

28. Simon Nowell-Smith: Carlyle and the London Library, i E. B. Oldman m.fl.:
English Libraries 1800-1850, s. 61 (London 1958). I et offentligt møde forud for
stiftelsen af London Library fremhæver Carlyle den danske konges interesse for
biblioteker: »London has more men and intellect waiting to be developed than
any place in the world ever has assembled. Yet there is no place on the civilised
earth so ill-supplied with materials for reading for those who are not rich. I
have read an account of a Public Library in Iceland, which the King of Denmark
founded there. There is not a peasant in Iceland that cannot bring home books
to his hut, better than men can in London. Positively it is a kind of disgrace to
us, which we ought to assemble and put end to with all convenient despatch.
The founding of a Library is one of the greatest things we can do with regard to
results. It is one of the quietest of things; but there is nothing that I know of at
bottom more important. Every one able to read a good book becomes a wiser
man. He becomes a similar centre of light and order, and just insight into the
things around him.« Citeret efter C.J. Purnell: The London Library, i Ray-
mond Irwin & R. Staveley (eds): The Libraries of London, s. 232. London 1961.
(Carlyle kan have sit kendskab til biblioteket i Island fra udvalgsrapporten fra
1835, se note 6).

29. Jf. om Panizzis nationalbiblioteksideal: K. W. Humphreys: A National Library
in theory and in practice, kap. 1: The Autarchic Library (Panizzi Lectures, 1987;
London 1988).

30. Uefterrettelige lånere, se Svend Dahl: Adam Wilhelm Hauch som biblioteks-
chef, anf. st., s. 23. Chr. Molbech talte for indskrænkning af udlån, mens
E. C. Werlauff stille, men indtrængende, taler for at opretholde den eksiste-
rende praksis. Werlauff peger på, at en indskrænkning kan fa uberegnelige
følger for almindelig oplysning og videnskabelig kultur - og fjerne grundlaget
for større bevillinger! - Fra Det kgl. Bibliotek for hundrede Aar siden. Breve
vekslede mellem E. C. Werlauff og C. Molbech. Ved Svend Dahl, anf. st., s. 18.

31. W. A. Munford: Edward Edwards 1812-1886. Portrait of a Librarian, s. 18ff.
(London 1963). Edwards' vidneudsagn findes i Report, 1836, s. 377-387.

32. Artiklen blev offentliggjort i Journal of the Statistical Society of London,
vol. 11, 1848.1 bearbejdet form findes materialet i Report from the Select Com-
mittee on Public Libraries with the Proceedings of the Committee, Minutes of
Evidence, Appendix and Index. London 1849, i: British Parliamentary Papers.
Education, Public Libraries, 1, s. 255-293 (Shannon 1968).

33. Om de københavnske biblioteker siger han, at det generelle princip er »to
require some sort of introduction, but I believe there is not much difficulty
practically in obtaining those introductions« (Report, 1849, s. 6, § 80).

35. Om Panizzis kampagne, Miller, anf. arb., s. 189fi, og Munford, anf arb., s. 74.

36. Report from the Select Committee on Public Libraries; together with the Pro-
ceedings of the Committee, Minutes of Evidence, Appendix and Index, Lon-
don 1850, i: British Parliamentary Papers, Education, Public Libraries, 1, s. 52,
§ 719; s. 546, § 725f.

37. Report, 1850, s. 70f., § 815ff. - Edwards' svar på kritikken af talmaterialet er
trykt som tillæg i udvalgsrapporten, Report 1850, Appendix 1, s. 79-85. Ed-
wards fremhæver, at han snarere har angivet for lave tal for de udenlandske
biblioteker end for høje. Han har altså ikke pustet tallene op for på den måde at
give et grelt billede af forholdene i Storbritannien.

38. Kendt er hans polemik mod Carlyle, i Report of the Commissioners on the
Constitution and Government of the British Museum with Minutes of Evi-
dence and Index, 1850, i: British Parliamentary Papers. Education. British Mu-
seum, 3, s. 641f., § 9366ff. (Shannon 1968). Panizzi siger (§ 9373): »there is no
place like the Museum of the World for equal attention to all readers«.

40. I registret til kommissionsbetænkningen fylder opslagsordet »catalogues« 32
tættrykte spalter!

41. Louis Fagan: The Life of Sir Anthony Panizzi, K. C. B., vol. 1, s. 255 (London
1880).

44. Miller, der ellers er positiv over for Panizzi, henviser som forklaring til »the
vendetta instincts of his race«! (anf. arb., s. 194).

45. Report, 1850, Appendix 2. Om københavnske biblioteker, s. 174-176. Om sin
rolle i indsamling af dette materiale, se Edwards: Memoirs of Libraries, vol. 2,
s. 989. London 1859.

47. Georg Leyh: Statistik, i: Franz Milkau (Hrsg.), Handbuch der Bibliotheks-
wissenschaft, Bd. 2, s. 566 (Leipzig 1933).