Ved sin 80 års dag den 29. januar 1992 kan Palle Birkelund se tilbage
på mere end et halvt århundredes tjeneste i de danske forskningsbi-
blioteker, heraf ikke færre end 30 år som rigsbibliotekar, med al den
indflydelse det indebærer. Da han for ti år siden forlod embedet som
rigsbibliotekar, blev det imidlertid ikke et farvel til den danske bi-
blioteksverden. Tværtimod blev de frigjorte kræfter sat ind på nye
aktiviteter, og blandt de områder, som kom til at nyde godt heraf,
er bibliotekshistorien.

Birkelunds interesse for bibliotekernes historie er i øvrigt ikke ny.
Den er gennem mange år kommet til udtryk i forskning og skri-
bentvirksomhed, i det omfang embedspligterne har tilladt det.
Blandt hans publicerede arbejder finder man oversigter over biblio-
tekernes historie i almindelighed, de danske forskningsbibliotekers
historie, Det kgl. Biblioteks historie, og en større fremstilling af
Universitetsbibliotekets udvikling 1729-1926. Endvidere længere
artikler om fremtrædende biblioteksfolk, nogle af dem selv biblio-
tekshistorikere, som Rasmus Nyerup, E. C. Werlauff, Christian
Molbech og J. A. Bølling, samt en undersøgelse om nordmænd i
Det kgl. Biblioteks tjeneste før 1814; hertil lægger sig redaktionen af
en publikation om H. O. Lange. Også samlingernes historie er ble-
vet taget op, f.eks. i arbejder om den Thottske samling, om Joa-
chim Wasserschlebe og Den kgl. Kobberstiksamling, samt om Det
kgl. Biblioteks Danske Afdeling i midten af 1800-tallet. Nævnes bør
desuden personalhistoriske bidrag i Dansk biografisk leksikon, og
populærvidenskabelige artikler om biblioteksskabere som Karen
Brahe, Otto Thott og Georg Christian Oeder. »En dimension i
biblioteksarbejdet, der ikke bør overses« - sådan betegner Palle Bir-

Fotografiet af Palle Birkelund er taget 1977 af Tage Rugaard/API.

kelund selv bibliotekshistorien i et fyldigt bibliografisk essay, som
giver et meget oplysende overblik over en lang række af de væsent-
ligste bidrag til dansk bibliotekshistorisk forskning. Endelig har han
været ophavsmand til Det kgl. Biblioteks serie Fund og Forskning,
der - med hans egne ord - blev tilrettelagt som »et bog- og biblio-
tekshistorisk og bibliografisk præget årsskrift... som bindeled mel-
lem [biblioteket] og publikum«. Der er tale om forskning og for-
midling i en samlet indsats, der placerer dansk bibliotekshistories
nestor som vor fremmeste kender af Det kgl. Biblioteks historie fra
1700-tallet til vore dage.

Det kan derfor ikke undre, at det forberedende arbejde, som i
april 1982 førte til dannelsen af Dansk Bibliotekshistorisk Selskab,
blev fulgt med stor interesse af Birkelund. På den stiftende general-
forsamling indvalgtes han i styrelsen, som han stadig er medlem af,
og det har i de forløbne ti år været af meget stor betydning for
Selskabets profil, ikke mindst at han i de første seks år påtog sig
hvervet som formand. Birkelunds mange personkontakter og ind-
gående kendskab til den danske bog- og biblioteksverden har gjort
ham til det naturlige midtpunkt i arbejdet med tilrettelæggelsen af
Selskabets virksomhed, altid iderig og konstruktiv under planlæg-
ningen af medlemsmøder, og i øvrigt selv leveringsdygtig i ind-
holdsrige og underholdende foredrag. Birkelunds kvalitetssans og
sikre dømmekraft har ligeledes sat sit præg på Selskabets skriftserie
med hensyn til både indhold og udseende. Med sin naturlige faglige
autoritet har han stilfærdigt bragt mangen diskussion på styrelses-
møderne ind på rette spor, samtidig med at han med humor og et
påskønnet fortælletalent har bidraget til at skabe en afslappet atmo-
sfære og en uhøjtidelig ramme om styrelsens arbejde. Hans mange
erfaringer og store viden lader sig ikke skjule af den beskedne form.
Palle Birkelund er stadig formidleren, der med sine fine menneske-
lige egenskaber og sin dybe fortrolighed med det samlede biblio-
teksvæsen før og nu formår at inspirere og berige sine omgivelser.

Erfaringer fra og synspunkter på
bibliotekshistorisk forskning

Af Helge Nielsen

Som teologerne har bibliotekarerne deres hellige skrifter og deres
kirkefædre. De amerikanske public librarians har Report of the Tru-
stees of the Public Library of the City of Boston fra 1852 med George
Ticknor som hovedophavsmand. De danske folkebibliotekarer har
H. O. Langes foredrag i Århus 1909 om Bibliotekssagen udenfor Kø-
benhavn, og til bedste for alle bibliotekarer skrev han i Haandbog i
Bibliotekskundskab (1912, 1916, 1927) Bibliotekaren, hans Kald og hans
Opgaver, der opridser de felter, en bibliotekar må være fortrolig
med. Dette rids er baggrund for hans definition af bibliotekshistorie
som indledning til bibliotekshistorien i samme håndbog.

Som hjemmegående pensionist, der forlod forskningsbibliote-
kerne i 1978, folkebibliotekerne i 1958, det historiske studium i
1944, er jeg for længst ude af en aktiv placering og af en aktiv følgen
med. Hvis jeg har et paradigme, er det for historien etableret i
1930erne og 40erne hos aldrende lærere, hvoraf den yngste, Albert
Olsen, var den, jeg stod nærmest. Folkebiblioteksindstillingen er
grundlagt i 1940erne og 50erne, hvor mange af pionererne endnu
levede. I min forskningsbibliotekstid skete der meget i et hurtigere
og hurtigere tempo. Men selv for en iagttager udefra ses det, at der i
det sidste tiårs forløb er sket mere, og at det er sket hurtigere end i
de forrige tiår. Dette som advarsel til mig selv og andre og som
forklaring på, at jeg som isoleret pensionist har valgt at gå ind i en
dialog med H. O. Lange.

Helge Nielsen, tidl. overbibliotekar. Vældegårdsparken 32, 2600 Glostrup.

Hvad er bibliotekshistorie? spørger jeg. Jeg har ikke kunnet finde en
definition hos yngre bibliotekshistorikere. Lange tager ordet -
fremhævelserne er mine:

»Bibliotekshistorien er en særlig Side a {Bogens Historie. Den lader
sig vanskeligt udsondre skarpt fra Bibliofiliens Historie, den kan ikke
forbigaa Privatbibliotekerne, den hænger nøje sammen med den al-
mindelige Aandshistorie og Videnskabens og det almene Oplysnings-
arbejdes Udvikling.«

Efter et intermezzo om alt, hvad der er gået tabt, om biblio-
tekshistoriens tragedier, fortsætter han med biblioteksstatistikken, der
»hører med til den yngre Bibliotekshistories vigtigste Materiale«,
men føler sig her på gyngende grund som følge af forskellige op-
tællingsmåder. Han fortsætter:

»Hvert større Bibliotek har sin interessante og lærerige Historie
med Fremskridt og Tilbagegang. I denne Sammenhæng drejer det
sig om Udviklingens almindelige Linier, om d q fælles Tendenser ...
til de forskellige Tider ... Bibliotekshistorien drejer sig i første
Række om Biblioteksorganisationens Historie.«

Ud fra de historiske udviklingslinier kommer man »til at dvæle
ved de store Problemer, der med Nødvendighed beskæftiger Bi-
blioteksverdenen i vore Dage med Hensyn til den kommende Tid«.

Han udbygger det polemisk med, at mange biblioteker endnu
lever i middelalderen, der først er overvundet i de førende biblio-
teker i løbet af de sidste 150 år. Man skal både lære af fortiden og
bryde visse traditioner, når »Udviklingen i den moderne Videnskab
og Nutidens omfattende Oplysningsarbejde« i vor tid stiller biblio-
tekerne i »en Situation, der kræver en Revision af Organisation og
Arbejdsformer«.

Det er en praktisk og pragmatisk biblioteksmand, bibliotekshi-
storiker og bibliotekspolitiker, der redegør for sit fag. Han dis-
kuterer ikke, om det er et selvstændigt videnskabsområde, ja, af-
viser i »Kald og Opgaver« udtrykket biblioteks videnskab, men han
har ikke været i tvivl om, at hver af fagets dele og dets historie kan
udforskes fagligt, eller, om man vil, videnskabeligt. Noget er dele
og sider af større områder, noget er baggrund og drivende i ud-
viklingen (eller forløbet), noget er, mere eller mindre, specielt bi-
blioteksfag. Bibliotekshistorie er for Lange en kompleks sag, og
ikke fa yderligere elementer og fagdele vil kunne opledes i »Kald og
Opgaver«.

Lange er en vidtskuende vismand og kommer hele vejen rundt.
Han er praktisk at følge ved nærmere overvejelser af de enkelte
ingrediensers problematik. Men én ting dækkes til eller camoufle-
res, fordi Lange vil give en samlet fælles definition eller beskrivelse
af hele bibliotekshistoriens område, og det er differentieringen. Et
bibliotek er et redskab, et instrument, en hjælpefunktion for aktivi-
teter af enhver art, på alle systemområder og på alle niveauer, ikke
mindst som redskab og støtte ved skoler og uddannelser på alle trin.
Netop det differentierede og diffuse gør samarbejde og etablering af
et bibliotekssystem nødvendig - og det er en hovedtendens, der er
værd at følge for bibliotekshistorikeren - men uanset samspil, sam-
ordning og standardisering er og bliver de forskellige formål og
funktioner en realitet.

Bibliotekshistorikeren må rent praktisk søge sit materiale i alle
grupper i en generel bibliotekssystematik og i generel bibliografi,
også selv om der er en speciel gruppe for biblioteksvæsen. Den
specielle gruppe kan være anbragt forrest blandt almene og blan-
dede skrifter som i decimalsystemerne, under Literatur som i dan-
ske afdeling af Det kgl. Bibliotek og i Bibliotheca danica, til sidst og
for sig selv som i Library of Congress System og i Bliss' classifica-
tion. Spredningen er ikke mindre i geografiske systemer med søg-
ning helt ned til den enkelte lokalitet, og håbet må da gå til elektro-
niske løsninger. Det kan lyde lige så ubarmhjertigt og håbløst med
denne spredning af søgefelter, som når Kr. Erslev for historien kon-
staterer, at den i vore dage stræber »at omfatte Menneskelivet i dets
fulde Bredde«. Vi må da love for E. Allerslev Jensens og Torben
Nielsens Dansk bibliotekslitteratur, selv om den kun går til og med
1949, og omvendt beklage, at der endnu ikke findes en tilsvarende
vejviser for det arkivmateriale, der er fundamentalt for biblioteks-
historikeren, og som har en helt anden søgemetodik.

Differentieringen kan vel anes hos Lange, når han begynder med
de enkelte bibliotekers lærerige historie. Han siger de større biblio-
teker, men hvorfor ikke tage de mindre med. Derefter taler han om

de almindelige linier og de fælles tendenser. I de følgende afsnit i
bibliotekskundskaben ses det klart, at Carl S. Petersen i det væsent-
lige følger de enkelte større forskningsbiblioteker, mens J. Aarsbo
for folkebibliotekerne følger de generelle linier.

Som det første område, som bibliotekshistorien er en side af, næv-
ner Lange bogens historie. Her må »bog« tages i bred forstand om
teksternes materielle iklædning fra lertavler og papyrusruller, over
papir, tryk og bogbind, til de audiovisuelle og elektroniske materia-
ler, men museumsopgaven med dens udstillings- og bevaringspro-
blemer overlader vi trygt til Det kgl. Bibliotek. Vi vover også at
forbigå bibliofili og privatbogsamlinger, i al fald foreløbigt og går
til den almindelige åndshistorie, videnskaben og oplysningsarbej-
det. Her kunne vel tilføjes: de skønne kunsters, fagenes, erhverve-
nes og samfundets historie, der vanskeligt dækkes af åndshistorie.

Helt klart ville jeg fremhæve uddannelseshistorie, uddannelse på alle
niveauer. Forrest ville stå læse- og skrivefærdighedens historie,
hvortil vi nu vel må føje indlæring af edb. Færdighederne er basis
for hele samfundslivet, og derfor kan ikke blot bibliotekshistori-
kere, men alle samfundshistorisk interesserede se hen til de pro-
jekter, som danske og nordiske skole- og uddannelseshistorikere er i
gang med vedrørende læse- og skrivefærdighedens udbredelse og
historie fra den pietistiske kristelige oplysningstid og fremefter. Alle
uddannelsesinstitutioner har en biblioteksskabende tendens, det
gælder fra folkeskole til universitet, og dertil kommer den biblio-
teksfunktion at medvirke til at vedligeholde og udbygge uddannel-
ser, give mulighed for at følge med i den faglige udvikling, støtte
den livslange uddannelse under de stadigt hastigere faglige forløb.

Læsefærdighed og tekstforståelse er ikke blot et problem for årti-
erne omkring år 1800. Det er et løbende problem, fordi hvert fag-
område, hvert uddannelsesniveau og hver socialgruppe har sit
sprog, sit ordforråd, sin terminologi, som kan være svært tilgænge-
lig for andre. Og ikke mindre er problemet, at kendskab til frem-
mede sprog er nøglen til den væsentligste informationsmængde.
Langt ind i det 19. århundrede var latin universitetssproget. Kend-
skab til engelsk var ikke særlig udbredt i det 18. århundrede, bedre
stod det til med fransk og især tysk. Bibliotekernes vægten af al-
menfattelige fremstillinger til orientering uden for den specielle fag-
kreds og deres vægt på oversættelser til de i landet bedst kendte
sprog er et spor at følge for bibliotekshistorikeren i bevarede biblio-
tekskataloger.

Når der tales om niveauer, om socialgrupper eller samfundsklasser,
må vi ikke glemme Ticknors og Langes tale om biblioteket for alle.
Der kan laves masseundersøgelser aflæsning med procenter og gen-
nemsnit, men der kan i alle grupper være »særdeles capable Inge-
nia«, som det hedder i C. A. Plessens skolefundats fra 1724, og der
er de læsende almuesfolk, som Hans Gram taler om i sit udkast fra
1735 til en fortale til Bordings skrifter, hvor Gram efterlyser en
litteratur, der kan læses af enhver ustuderet mand (Erik Sønderholm
i Fund og forskning 1984/85). I Danmark som i USA er der en social
mobilitet, hyrdedrengen der studerer sig frem og op. Lange hentede
sit bibliotek for alle i USA, hvor den enkeltes stræben efter at blive
rig og lykkelig ved eget arbejde, egen læsning og selvstudium har
aner til Franklin og oplysningstiden, men er fast integreret i den
amerikanske kultur.

Lange taler generelt om »det almene Oplysningsarbejdes Udvik-
ling«. Med ordet oplysning går en række associationer i gang. Faklen
tændes. Lys over landet, det er det vi vil. Efter sin historiske op-
rindelse skulle ordet måske snarere føre til et billede af et tændt
tællelys foran bibel, salmebog eller postil. Senere i det 18. århundre-
des oplysningstid går ordet på teologisk, filosofisk, samfundsbor-
gerlig og erhvervslig oplysning, med en underafdeling for almuens
oplysning, folkeoplysning og folkeopdragelse med underbegrebets
klare begrænsninger, oplysning til et vist niveau og til visse sand-
heder, der passede for de brede lag af befolkningen, og også med
rent præventive formål: at afholde folket fra deltagelse i det vildere
folkeliv som krogang, kortenspil m.v. og også fra ideer, der kunne
bringe ubalance i samfundet. Oplysningsbegrebet er særdeles gi-
vende i undersøgelser af socialgruppers indbyrdes relationer.

I 1779 rådede Johs. Ewald, der i øvrigt havde et omfattende al-
mueoplysningsprogram, til i første række over for almuen at præ-
dike til vækkelse af »en ideligt vedligeholdt idelig skjærpet Frygt for
Helvede paa den ene og Haab om Himmelen paa den anden Side«. I
1892 skrev Vald. Vedel, der fem år senere blev overbestyrer af de
københavnske folkebiblioteker, at dyret i mennesket var givet fri af
åndslivet, der havde væltet de gamle autoriteter uden at sætte ny i
stedet. Man kæmpede sig fri af den kristelige religion og kirke uden
at betænke, »at der udenfor stod en Skare, som det ikke var sundt at
lære, at der intet Liv vankede bag efter med Paradis og Helvede...«
1779 og 1892.

Mere neutralt faneord er oplysning i bibliotekslovene, forrest i
formålsparagraffen, også i de udkast til fællesbibliotekslov, der ud-
arbejdedes i bibliotekskommissionen i 1979. I det videre forløb for-
klares: »gennem« eller »ved at udøve en informationsvirksomhed«.
Informationer eller oplysninger bringer den generelle fakkel ned på
et håndterligt niveau.

Oplysning er et godt og positivt ord. Det var det for Landhus-
holdningsselskabet, for Trykkefrihedsselskabet, for Grundtvig, for
Udvalget for Folkeoplysnings Fremme, for Statens Bogsamlings-
komité og A. S. Steenberg, for Frem, for Studentersamfundet og
for oplysningsforbundene, positivt, men med lidt forskellig ret-
ning. Oplysninger, orientering, information og informationer er
gode og praktiske begreber, som også over for myndigheder peger
på nytteværdier, der ikke må negligeres. De blev nøgleord for
Lange, hans elever og hans medkæmpere i Dansk Biblioteksfore-
ning af 1916. Og for hans og deres efterfølgere op til denne stund,
efterhånden nok med præference for betegnelsen information.

Men hvordan med det andet begreb, der let melder sig, når talen er
om bøger og tekster og biblioteker, begrebet læsning. I den nu-
værende bibliotekslov må det indgå under varemærket kulturel ak-
tivitet. Det nævnes ikke i Langes definition, ej heller i »Kald og
Opgaver«. I 1909 lå det for Lange lidt anderledes. Han lægger vel
vægten på kundskaber, brug af læsefærdigheden til nyttige ting,
samfundsorientering, belærende litteratur, håndbiblioteker også i
landsognene, hvor den underholdende læsning kan baseres på van-
drebogsamlinger. Men han nævner dog altså den underholdende

læsning, og han taler indledningsvis om læsefærdigheden, der giver
adgang til »de største Muligheder for aandelig Berigelse og kulturel
Vækst«. Han fremhæver betydningen af god, sund og udviklende
læsning - også som præventiv foranstaltning. Det centrale er og
bliver dog, at biblioteket køber det bedste og nyeste af den op-
lysende litteratur, mens det ikke er nødvendigt sådan som læse-
kredsene at opkøbe den allernyeste underholdende litteratur, der
eventuelt kan overtages billigt eller gratis fra lokale læsekredse. Ef-
ter stridighederne med bogsamlingsfolkene i århundredets andet
årti blev læsning og underholdning ord, som den Langeske retning
helst undgik.

I min dialog med Lange nævnede jeg psykologi, læsningens og
læsernes psykologi, bevidsthedsdannelse og psykosociologi. Da
min kyndighed var begrænset, henviste jeg til Odense-projektet
Dansk kulturhistorie og bevidsthedsdannelse og de interessante udgivel-
ser, projektet har affødt, f.eks. Povl Schmidts Litteratur f or menig-
mand (1979 og 1982). Lange spurgte forsigtigt, om ikke der var
noget marxistisk ideologi involveret, så jeg gik hurtigt over til lit-
teratursociologi, som har givet så rig en litteratur for bog- og biblio-
teksområdet, her i landet siden Sven Møller Kristensen i 1942-45
udgav Digteren og samfundet, i Frankrig f.eks. værker af Robert Man-
drou og Robert Escarpit, hvis Bogen og læseren er oversat til dansk
med et stort tillæg af H.Hertel, i Sverige værker fra Uppsalas Avd.
för litteratursociologi. Jeg omtalte danske sociologers undersøgelser
af læsning og biblioteksbenyttelse, men Lange, der i mange år selv
havde siddet i Gentofte kommunes biblioteksbestyrelse, sagde, at
bare et blik på statistik over et folkebiblioteks udlåns fordeling klart
viste, at områder med væsentligt indhold af rent læsestof, skøn-
litteratur, rejsebeskrivelser, biografier og memoirer havde en be-
tydelig vægt.

Vi drøftede, om læsning var eller befordrede kulturel aktivitet, og
selv om han igen fremhævede belærende litteratur, ville han dog
ikke bestride, at sund læsning - jeg spurgte forsigtigvis ikke om
titler og forfattere - kunne være en slags kulturaktivitet og i al fald
afholde folk fra »de oftest tarvelige Forlystelser [der] virker spre-
dende og fordummende«, og han pegede på »en Række sociale Pro-
blemer af væsentlig moralsk Natur«, som han kendte fra by- og
natlivet i sit virke som bymissionær. Vi enedes om, at bøgerne i al
fald kunne give oplevelse, underholdning, afslapning, men måske
også eskapisme og kulturel passivitet. Jeg nævnede, at biblioteker
ved bogvalg og dubleringspolitik kunne sikre den kvalitet, som lov
og formål kræver, mens en direkte pædagogisk indsats - for at læse
folk op, som det hed - ville kræve et formynderskab og lukkede
hylder som i ældre tyske folkebiblioteksretninger. For den østeuro-
pæiske verden gjaldt - i al fald før glasnost - særlige regler. Lange
medgav, at uanset bibliotekslov, biblioteksformål og bibliotekspoli-
tik må bibliotekshistorien beskæftige sig med den faktiske funktion
som læsebibliotek, med den faktiske læsning. Han tilføjede, at al-
lerede Ticknor havde fremhævet netop bogvalget og dublerings-
politikken.

Også her på læsningens område repræsenterer bibliotekerne kun
en del af et stort område som så meget andet af det, der var drøftet.
Ikke fordi det frustrerede Lange, men jeg indskød alligevel, at alle
andre samfunds- og kulturinstitutter måtte se deres områder og hi-
storie som sider og dele af større helheder. Jeg nævnede, at f.eks.
den store historik om Københavns universitet i bindene om naturvi-
denskaberne inddrog en række aktiviteter af selskaber og museer,
der tog opgaverne op, fordi de forsømtes af teologernes højskole.
Det kan logisk forsvares, fordi universitetet siden overtog aktivite-
terne, ligesom Langes inddragen af privatbiblioteker klart kan ses
motiveret i Werlauffs historik om Det kgl. Bibliotek. Universitets-
historien har også helt naturligt medtaget sine bibliotekers støtte-
funktion, hvilket har affødt de tre fremragende bidrag af Harald
Ilsøe, Palle Birkelund og Torben Nielsen, dog måske med lidt sted-
moderlig plads til den sidstes oversigt over de seneste 50 år.

Jeg ville gerne have fortsat dialogen med Lange, men tiden var ved
at løbe fra os. Der er centrale felter, som det Lange kalder biblio-
teksorganisationens historie. Det er ikke Danmarks Biblioteksfore-
nings historie han tænker på, men måden at organisere biblioteket
på, dets idé, dets etablering, tilvækst og bogvalg, dets ordning og
teknik - der vel også må ses som en del af den almindelige register-
og registreringshistorie - dets service, der også kan ses som part af
offentlig og privat service-historie. Lange ville med rette kunne an-
føre, at folkebibliotekerne skyldte ham og andre fra forskningsbi-
bliotekerne meget i deres etableringsfase, men han ville måske til-
føje, at folkebibliotekernes servicepolitik, som de har hentet fra de
amerikanske public libraries (der igen havde faet ikke fa impulser fra
f.eks. Göttingen universitetsbibliotek), har givet betydelig afsmit-
ning i forskningsbibliotekerne. Jeg ville selvfølgelig også her pege
på Lange som fællesnævner.

Der er statistikken, hvor vel ikke blot forskellige tællemåder, men
også statistisk metodik kan bidrage til, at bibliotekarer føler sig på
gyngende grund. Statistisk metode er blevet en central disciplin for
naturvidenskab, medicin, samfundsfag og historie, der ofte må søge
assistance fra statistisk ekspertise.

Især var der måske grund til at fremhæve aktuelle undersøgelsers
betydning, ikke blot for mulighederne for tilbageslutninger, men
som samtidsundersøgelser, der ikke bare inddrager de seneste og
senere faser, men de længere linier tilbage som forudsætninger for at
lægge en bibliotekspolitik. Her viser Lange virkelig sit format. En-
hver, der har haft med bibliotekspolitik at gøre, med plan- og bud-
getopstillinger ved, at det seneste forløb, men også de længere li-
nier, Lange taler om, må lægges til grund, man må bruge biblio-
tekshistorien, være bibliotekshistoriker. Det samme gælder statens
og samfundets planlæggere i deres analyser og perspektivplaner, at
samtid og kortere eller længere linier tilbage må indgå i betragt-
ningerne. Trist da, hvis perspektivplanlæggerne vel er enige med
uddannelses-, forsknings- og biblioteks-planfolk om nødvendighe-
den af udbygning, men ud fra generelle økonomiske og finansielle
perspektiver og målsætninger må tilråde generelle begrænsninger
og reduktioner. For skole- og uddannelsesområdet er der et lærerigt
kapitel om dette i tillægsbindet fra 1985 til Joakim Larsens skole-
historie: Henrik Windinges Folkeskolens udviklingsmuligheder og den
økonomiske politik.

Måske var det her på sin plads at betænke det, der i min opgaves
formulering kaldes: erfaringer. Min motive ring.

Det ville have været smukt, hvis jeg selv var søgt til biblioteks-
historien ud fra ønsket om at afklare mit fags aktuelle problemer.
Eller blot ville søge forklaring på mærkeligheder, jeg mødte i bi-
blioteket. Som Werlauff, sans comparaison i øvrigt, der i Historiske
Efterretninger om det store kongelige Bibliothek har udredet alle trådene,
der forklarer bibliotekets basiskonstruktion og opbygning så grun-
digt, at Ellen Jørgensen endnu i 1943 kan fortælle, at hans bog er i
næsten daglig brug på biblioteket.

For mig var det tilfældigheder. Mine historiske interessefelter var
andre, men da jeg i 1947 kom til Århus, ihukom jeg, at jeg i min
elevtid på Hellerup bibliotek tilfældigt var kommet over H. Herteis
bog om Landhusholdningsselskabets historie i magasinerne. Jeg var
nysgerrig efter at se fortalen til bd.l, der kom to år efter jubilæet i
1919, med omtale af Erik Årups frafald fra en aftale om at udarbejde
selskabets ældre historie. Læreres fejltrin er altid af interesse for
deres elever, men måske skulle jeg hellere have overvejet jubilæ-
umsskrifters problematik.

Jeg diagonallæste bogen og opdagede afsnittene om Landhus-
holdningsselskabets biblioteksaktiviteter. På Rolighedsvej viste
kontorchef Axel Nielsen mig det velbevarede arkiv og lånte be-
redvilligt hundreder af sager til Århus, hvor min kone og jeg gik i
gang med at excerpere - det var før fotokopiering var slået igennem
- og gik i gang med at studere akterne. Disse var basis for vore
studier og førte til litteraturen, som vi lånte fra Statsbiblioteket. Da
vi i 1950 flyttede til København, afstod Landhusholdningsselskabet
sit arkiv til Erhvervsarkivet i Århus, men det lånte velvilligt sagerne
til København. Mit ståsted var nok i folkebibliotekerne, men in-
spirationen var ikke tilbagesøgning fra aktuelle problemer, tværtom
foranledigede de historiske studier et forsøg på, hvad jeg kaldte
Bibliotekernes produktionsoffensiv. Den løb dog af flere grunde hurtigt
ud i sandet.

Så fulgte mit bibliotekshistoriske forløb, fra Carl Thomsens initi-
ativ til et jubilæumsskrift for biblioteksforeningen til udgivelsen fem
år efter jubilæet, i 1960. Det blev kun til folkebibliotekernes oldtid.
En slags forstudie til det videre forløb om C.J.Foghs biblioteks-
lovsforslag fra 1854 er senere trykt i Bibliotekshistorie, 35 år efter fød-
selen. Måske skulle jeg her nævne som klare inspirationskilder S.
Ditzions Arsenals of a democratic culture fra 1947 og J. H. Sheras Foun-
dation of the public library fra 1949, der begge behandler den ameri-
kanske bibliotekshistorie i dens samfundshistoriske sammenhæng.

Til slut vil jeg gerne sige lidt om bogstrømmen. Jeg vil ligesom Lange
ikke forbigå privatbiblioteker. Jeg har tidligere beskæftiget mig med
Det Classenske Bibliothek, især med biblioteksbenyttelsen, et emne
som i nogen grad er forsømt af forskningsbibliotekshistorikere,
men også fordi jeg fik ordre til det af min efterfølger. Senere har jeg
i nogen tid i et behersket og afslappet tempo syslet med generalma-
jor Classens læseinteresser og hans biblioteks genesis, og intet er vel
så oplysende om den internationale bogstrøms omfang som de
mange store auktionskataloger fra det 18. århundrede, for Classens
vedkommende Berckentins, Titleys, Geuss', Gerners, Thotts og
Martfelts kataloger.

Bogstrømmens styrere, mellemleddet mellem litteraturens åndelige
ophav og publikum, bogtrykkere, boghandlere, forlæggere og an-
dre udgivere, individuelle og kollektive, har Lange ikke med i defi-
nitionen, men i »Kald og Opgaver« nævnes boghandelen, dog mest
for de praktiske sider af bibliotekernes bogkøb. De styrende instan-
sers skøn om en teksts værdi i forhold til et skønnet antal inter-
essenter i det læsende publikum bestemmer udgivelse, oplag og p.r.
De vragede manuskripter og i det hele manuskripter fra åndslivets
område har en lidt usikker mulighed for at blive biblioteksobjekter i
bibliotekernes manuskriptsamlinger. Her dog ofte i konkurrence
med arkiver, fordi fordelingsprincipper kan være vanskelige at fast-
lægge. Interessekonflikter er ikke ukendte, som da A. D.Jørgensen
gik i felten over for Det kgl. Bibliotek m.fl. For bibliotekshistori-
keren er det oplagt, at der må søges begge steder, f.eks. brevsam-
linger.

Det er også givende at følge bogstrømmen i lejebibliotekerne, som
Lange ikke omtaler, mens han dog i 1909 nævner læsekredsene. Jeg
har tidligere søgt at belyse lejebibliotekerne ud fra deres kataloger,
men i Classens papirer fandt jeg en slags protokol over udlån fra en
lille samling tyske galante romaner. Jeg gætter på, at den må
stamme fra bogbinder Heidner, der arbejdede for Classens biblio-
tek. Heidner angives at have solgt et lejebibliotek til en hr. Arntzen,
der videresolgte det til den kendte lejebibliotekar Stadthagen. Flere
af lånerne optræder under dækmærker som »studiosus« eller »eine
Madam«. Men én har ikke skammet sig, professor Møllmann. Har
han søgt kulturel aktivitet eller blot villet undgå at gå over med
videnskabelige gæster i det kolde kgl. bibliotek, hvor hans assisten-
ter sad med stivfrosne fingre og prøvede at registrere? Først i
1780erne efter hans tid kom der kakkelovn i arbejdslokalet. Måske
skulle bibliotekshistorien også gå ind i opvarmningens historie, som
den gør det i oplysningens. Og måske skulle man fortsætte linien fra
Julius Clausens erindringer om toiletforholdene på det gamle
kgl. bibliotek og årsagen til at så fa kvinder slog sig ned på læsesa-
len, alt som del af kvindesagens historie eller toiletforholdenes.

Men tilbage til bogstrømmen. Vi har oplevet informationseks-
plosionen, i Tyskland: informationslavinen, og dens konsekvenser
for bibliotekernes dokumentations- og informationspolitik. Om
tidligere tiders tilsvarende fornemmelse af en overvældende bog-
flom har vi talrige vidnesbyrd. En ung debuterende forfatter fra
1828, Andersen, skildrer en besættelse af satan, der driver ham til
forfatterskab. Satan har efter 3000 år fundet ud af, at verden skal
druknes igen, denne gang i en menneskeskabt vandflod. Fra Adams
sønner, forført til at blive slette skribenter, skal floden udgå og
fordærve jorden. På en vandring til Amager hensættes Andersen til
år 2128 og drejer ind på Christiansborg, hvor han ser den positive
udvikling på de 300 år efter vandfloden. I et galleri ser han portræt-
ter af store danskere og buster af de største. »I Panelet under Vindu-
erne vare der Boghylder, og ved hver hang der i en lille Sølvlænke
en levende Catalog, det vil sige, en gammel Stær eller Papegøie, der
spillede et Slags Bibliothekar og kunde opramse alle Navne paa
Bøgerne. Ak! hvor faa vare der ikke af den Masse, der nu over-
svømmer os.« Vi ser forenklingen, udvalget og effektiviseringen
gennem mekanisering. Tilsvarende som H. C. Andersen klagede
den danskfødte norske præst J. N. Wilse over bogstrømmen. I sin
Spydeberg-bog fra 1779 ser han i en drøm et fremtidigt rationelt,
men ikke stort bibliotek, bl.a. med fædrelandshistorier i 6 størrelser

»efter en vis Stands og Alders Behøvende«, med aviser med kultur-
stof og signerede artikler, der korrigeredes ved årets slutning, og så
med en urokket klassiker: Landhusholdningsselskabets skrifter. Lad
os slutte med dem, som var medstartere i folkebibliotekernes old-
tid.

DOKUMENTATION

S. 7, 1.4: J. H. Shera: Foundations of the public library, 1949, facsimile bag i bogen.
1.6: (Palle Birkelund & Robert L. Hansen, red.:) H. O. Lange, 1959, s. 20ff. 1.8:
ssteds, s. llff.; Haandbog i Bibliotekskundskab, 3. udg., 2, 1927, s. 319ff. 1.10:
ssteds, s. 1-2.

S. 8, 1.32: H. O. Lange, 1959, s. 12 (udeladt i 3. udg.). 1.34: ssteds, s. 14.
S. 9, 1.8: s. 12 (Kald og Opgaver, hvor de forskellige formål og opgaver frem-
hæves). 1.14: s. 18, s. 21. 1.29: Historisk Teknik, 2. udg., 5. optryk, 1963, s. 2.
S. 10, 1.16: jf. Lange i Bibliotekssagen uden for København, H. O. Lange, 1959,
s. 20f. /. 22: (Vagn Skovgaard-Petersen, red.:) Da menigmand i Norden lærte at
skrive, 1985.

S. 11, 1.10: Hans de Hofman: Samlinger af Publique og Private Stiftelser, 1, 1755,
s. 363-64. 1.14: Erik Sønderholm: Hans Grams Bording-fortale; Fund og forsk-
ning, 27, 1984-85, s. 180ff., spec. s. 214f.
5.12, 1.2: Johs. Ewald: Samlede Skrifter, 5, 1920, s. 180. 1.8: Vald. Vedel: Menne-
skelighed, 1920, s. 5. 1.13: Biblioteksbetænkningen 1979 (nr. 878), 1979, s. 167,
204. 1.31-32: H. O. Lange, 1959, s. 22, 24. 1.34: s. 25.
S. 13, 1.3: s. 20. 1.4: s. 23. 1.8: s. 33. 1.17: Povl Schmidt & Jørgen Gleerup: Dansk
kulturhistorie og bevidsthedsdannelse 1880-1920, 1975. 1.22: Robert Mandrou:
De la culture populaire aux 17^e et 18^e siécles, 1964. 1.22: Robert Escarpit: Sociolo-
gie de la littérature, 1958. 1.24: (Lars Furuland & Bengt Brundin, red.:) En bok
om biblioteksforskning, 1969. Åke Åberg: Västerås, 1987. 1.25: P.-H. Kuhl &
J. K. Munk: Folkebiblioteket og befolkningen, 1979 m. anf. litt. s. 262-63.
S. 14, 1.2: H.O.Lange, 1959, s. 23. (P. Helweg-Larsen, red.:) H.O.Lange, 1953,
s. 310 + brevene til forældrene 1881-93, s. 11-301. 1.8: E. Allerslev Jensen: i Nor-
disk håndbog i bibliotekskundskab, 2, 1958, s. 357. 1.13: S. Ditzion: Arsenals of a
democratic culture, 1947, s. 14ff. 1.22: (Sv. Ellehøj & Leif Grane, red.:) Køben-
havns Universitet 1479-1979, 13, 1979, s. 23ff, 176ff., 281ff. 1.29: ssteds, 4, 1980,
s. 289-364, 365-454, 455-86.
S. 15, 1.12: B. V. Elberling: Biblioteksstatistik, 1-3, 1983-84.
S. 16, 1.7: Historiens Studium i Danmark i det 19. Aarhundrede, 1943, s. 66. 1.30:
Bogens Verden, 32,1950, s. 61ff. 1.34: ssteds, 33,1951, s. 321ff. (Helge Nielsen &
Birgitte Schram: Sognebiblioteket fra 1782-1812). Folkebibliotekernes forgæn-
gere, 1960. 1.36: Bibliotekshistorie, 2, 1988, s. 44-70.

S. 17, 1.9: Ugeskrift for jordbrug, 128, 1983, s. 834ff. 1.33: Folkebibi. forg., s. 422ff
5.18, 1.5: LA, Kbh. Classenske Fideikommis' arkiv. Sager vedr. Classens bibliotek.
1.14: Mennesker paa min Vej, 1941, s. 35f. 1.32: H.C.Andersen: Fodreise fra
Holmens Canal (Samlede Skrifter, 2. udg., 6, 1877), s. 161ff., spec. s. 180.
S. 19, l.l: J. N. Wilse: Physisk, oeconomisk og statistisk Beskrivelse over Spyde-
berg Præstegield, 1779, s. 560ff., jf. Folkebibi. forg., s. 163ff.