I april 1862 skete der et systemskifte i »Det store Kongelige Bi-
bliothek«. Den 31-årige Christian Walter Bruun efterfulgte den 80-
årige E. C. Werlauff (1823-61) og den 69-årige J. A. Bølling (1861-62)
som leder af biblioteket, den officielle titel var bibliotekar (fra 1893
overbibliotekar). Forgængerne havde været kompetente folk, men
biblioteket havde delvis stået i stampe i Werlauffs seneste år, og
J. A. Bølling, der havde været souschef i en række år, blev først
udnævnt et år, før han døde.¹

I første omgang blev Bruun konstitueret i stillingen. Han var
filologisk kandidat (cand. philol.) fra 1857 og blev straks derefter
volontør ved Det kgl. Bibliotek, - den almindelige måde at opnå
ansættelse ved biblioteket på. Bruun avancerede da også de følgende
år til kst. amanuensis, 3. bibliotekssekretær og i april 1861 til under-
bibliotekar, for allerede i 1862 af kultusminister Monrad at blive
konstitueret i lederstillingen. Året efter blev han fast ansat.² Trods
sin unge alder var Bruun ikke et helt ubeskrevet kort. Dels havde
han som nævnt 5 års bibliotekserfaring bl.a. fra Danske Afdeling,
og dels havde han indledt sine mangeårige Holbergstudier, der re-
sulterede i en række udgivelser. Endelig havde han i 1860 i pjecen
Det store kongelige Bibliothek og Universitetsbibliotheket³ offentliggjort
en række synspunkter vedrørende biblioteksforhold. Nogle af disse

Erik Nørr, arkivar, år. phil. Landsarkivetfor Sjælland m. m., jagtvej 10, 2200 København N.

synspunkter gav et fingerpeg om, hvordan Bruun ville blive som
leder, og hvilke opgaver han ville tage fat på.

Baggrunden for pjecen var, at Det kgl. Biblioteks forhold var til
behandling på Rigsdagen; dels behandledes forholdet til Universi-
tetsbiblioteket og dels spørgsmålet om personalets antal og afløn-
ning. Forslaget om, at Det kgl. Bibliotek og Universitetsbiblioteket
skulle have fælles leder, afviste Bruun ubetinget. Det ville være til
skade for begge institutioner. En overbibliotekar skulle være sjælen i
hele bibliotekets virksomhed. Han skulle organisere arbejdet og
holde det i gang, og han skulle selv tage del i det. Det var nødven-
digt, at han daglig var til stede i biblioteket i hele arbejdstiden; der
forekom nemlig hver dag »Spørgsmaal, Collisions- og mange andre
Tilfælde, som kun Chefen kan afgjøre og paatage sig Ansvaret for,
og som ikke kan udsættes«.

Et helt nødvendigt hjælpemiddel for et moderne bibliotek med en
stigende udlånsvirksomhed var fuldstændige og let anvendelige ka-
taloger over samlingerne. Det kgl. Bibliotek savnede i allerhøjeste
grad sådanne kataloger, specielt galt var det med den dansk-norske
litteratur. Forarbejderne til en realkatalog over danske bøger havde
længe været i gang, men Bruun fremhævede over for de bevilgende
myndigheder, at der krævedes tid og dermed penge, før arbejdet
kunne afsluttes: »Catalogarbeiderne ere de møisommeligste, lang-
somste og paa den anden Side de vigtigste af Forretningerne ved et
Bibliothek«. Den, der skulle udarbejde registreringssystemet, skulle
have en omfattende encyklopædisk indsigt og desuden have et grun-
digt kendskab til bibliotekets samlinger. Og den, der skulle udskrive
registreringssedlerne, kunne ved ufortrødent arbejde kun skrive
25-30 sedler i løbet af 3 timer.

Et tredie punkt i Bruuns pjece, som peger frem mod hans
overbibliotekartid, er personalesammensætningen. Personalet skulle
bestå af videnskabeligt uddannede mænd med sprogkundskaber, der
både havde en almindelig encyklopædisk viden og en særlig indsigt i
enkelte fagområder. Men det måtte også fordres, at de var praktiske
mænd, der kunne udføre det bibliografiske arbejde i udlån og læse-
sal. Han advarede imod tanker i Rigsdagen om, at biblioteket kunne
nøjes med færre fast ansatte. Tværtimod burde man ved lønnings-
loven sikre bedre forhold for bibliotekets ansatte: overbibliotekaren
burde lønnes som gehejmearkivaren og det egentlig faste biblio-
tekspersonale som adjunkterne ved de lærde skoler.

En forringelse af bibliotekets personaleforhold, samtidig med at
der også fremsattes ønske om længere åbningstid, var det samme
som at sige: »Vi bryde os ikke om, at vor egen Litteratur bliver
catalogiseret, lad det Hele staae hen i Chaos, lad Haandskrifterne
ligge ukjendte og ubenyttede, lad Catalogerne være saa daarlige som
de ere, lad Bibliothekarerne slide sig op, dersom Nogen har Brug
for dem, vi ville ingen Fremskridt gjøre, lad Alt gaa, som det kan«.

Chr. Bruuns breve til Jakob Severin Deichmann Branth
I Christian Bruuns privatarkiv på Det kgl. Bibliotek er bevaret
breve fra en lang række personer,⁴ derimod synes Bruuns egne breve
kun bevaret i færre tilfælde.⁵ En af dem, der har skrevet flest breve
til Chr. Bruun, er teologen og naturvidenskabsmanden Jakob Se-
verin Deichmann Branth (1831-1917); i alt 40 er bevaret. De 109
breve den modsatte vej, fra Bruun til Branth, er også bevaret. De
opbevares privat hos Branths datter, Ruth Deichmann Branth
(f. 1903), men vil nu blive afleveret til Det kgl. Bibliotek. Brevveks-
lingen omfatter perioden fra 1858, hvor Branth flyttede fra Køben-
havn, indtil januar 1906 kort før Bruuns død. De to var jævnald-
rende, havde fælles studiekammerater og var i familie med hinan-
den. De kaldte i brevene hinanden for fætre, men var det knap nok.
Bruun var gift med Deichmann Branths kusine Charlotte Deich-
mann. Langt senere blev familieskabet endnu snævrere, da Bruuns
søn blev gift med en søster til Branths anden kone.⁶

Deichmann Branth var 1861-64 realskolebestyrer i Tønder, men
ophørte hermed, da preusserne kom til byen. Derefter havde han
som andre slesvigske embedsmænd vanskeligt ved at fa arbejde.
Han ernærede sig bl.a. ved privatundervisning i Viborg, førend han
i 1866 blev kateket i Skælskør. Senere blev han sognepræst i Elling-
Tolne og Ovsted-Taaning. Han drev hele sit liv geologiske og især
botaniske studier og var en af landets førende kendere af lav.

I Bruuns breve til Branth omtales udover interne familieforhold
en række forhold af mere almen betydning. En del af brevene giver
indblik i datidens embedsbesættelser, da Bruun benytter personlige
forbindelser i ministeriet til at skaffe viden eller direkte påvirke, når
Branth har søgt embeder. Bruun fortæller i en række breve om
forholdene på Det kgl. Bibliotek og om hans egne publikationer.
Nedenfor er gengivet brevene fra perioden 1863-66. Disse breve er
de mest interessante set fra en bibliotekshistorisk synsvinkel, da de
giver et indblik i de vanskeligheder, den unge og energiske overbi-
bliotekar mødte, da han skulle være leder for sine ældre kolleger. I
brevene omtales desuden en række forhold omkring krigen 1864.
Dette skyldes både, at krigen naturligvis var et almindeligt samtale-
emne, og at Branth som nævnt personligt var involveret i den.
Brevene fra Branth til Bruun er ikke medtaget her, da de mest om-
taler private forhold. I et par af Bruuns breve er enkelte afsnit om
interne familieforhold udeladt. Uddrag af Bruuns senere breve til
Branth er gengivet i min artikel Det kongelige Biblioteks personalefor-
hold og byggesag belyst ved nyafleverede Chr. Bruun-breve (Magasin, 4.
årg. nr. 1, 1989, s. 43-52).

Christian Bruun var blevet leder af et personale, hvoraf de fleste,
som det fremgår af den følgende oversigt, var væsentlig ældre end
han selv. Dog var der tre medarbejdere, der var jævnaldrende med
ham, hvoraf han selv havde været med til at ansætte de to (Weeke og
Elberling).

Det kgl. Biblioteks personale 1/1 1864⁷
Christian Bruun, bibliotekar.................................	.........32 år
Edvin Marius Thorson, underbibliotekar......................	.........47 år
Johannes Vahl, underbibliotekar..............................	.........33 år
Carl Edvard Moldenhauer, inspektør ved læsesalen............	.........68 år
Carl Brosbøll, inspektør ved udlånet.........................	.........47 år
Frederik Barfod, assistent..................................	.........52 år
Christian Weeke, assistent..................................	.........31 år
Carl Elberling, assistent....................................	.........29 år
E. C. Werlauff, fhv. bibliotekar, medhjælper..................	.........82 år
Frederik Fabricius, fhv. bibliotekssekretær, medhjælper.........	.........74 år

Udpegningen af Bruun som leder blev stærkt kritiseret af cand.
philol. K.J. Lyngby i en artikel i Dagbladet.⁸ En artikel, som Bruun
var ked af, hvilket både fremgår af hans brev til Branth og af hans
erindringer.⁹ Lyngby var filolog og dialektforsker (disputerede net-
op i 1863) og blev senere professor ved Universitetet.¹⁰ Hans artikel
var utvivlsomt udtryk for »brødnid«, men den rejste også det prin-
cipielle spørgsmål, om embederne ved et forskningsbibliotek skulle
besættes med folk, der var forskere, eller med folk med praktisk
bibliotekserfaring.

Artiklen kritiserede, at Bruun siden 1857 var avanceret i graderne
på Det kgl. Bibliotek, uden at han på noget tidspunkt havde måttet
søge stillingerne på lige fod med andre. Lyngby mente nok, det
kunne være rimeligt, at en så ung mand som Bruun kunne ud-
nævnes til leder, men så måtte den absolutte betingelse være, at han
offentlig havde vist, at han var en overlegen videnskabelig dygtig-
hed. Dette havde Bruun efter Lyngbys opfattelse ikke bevist, og
dertil kom, at han havde en meget dårlig filologisk embedseksamen
bl.a. med 3. karakter i mundtlig latin. Som det var blevet sagt i
Rigsdagen, stilledes der langt større krav til en overbibliotekar end
til en professor ved Universitetet. Det var nemlig ikke nok for over-
bibliotekaren at være dygtig til sit fag, han måtte også have grundigt
kendskab til mange videnskaber for at kunne indkøbe bøger til bi-
blioteket. Dette kunne ikke læres ved at skrive bogtitler af, men
krævede indgående videnskabelige studier.

Lyngby havde ikke ret i, at Bruun ikke drev videnskabelige stu-
dier. Han var en ivrig Holbergforsker, hvilket gav sig udslag i flere
arbejder allerede i 1860erne. Senere udgav han en række historiske
arbejder om det 17. og 18. århundrede og om bibliotekshistorie. I
brevene til Branth fortæller Bruun om sine bestræbelser på det vi-
denskabelige felt. Det var ikke altid lige let at forbinde heldags-
arbejdet på biblioteket, familielivet med tre små børn og viden-
skaben. I flere perioder var Bruun overanstrengt.

Det andet kritikpunkt, at stillingerne ved biblioteket ikke blev
slået op, tog Bruun utvivlsomt til efterretning. Da de to assistent-
poster blev besat i 1862 (altså før Lyngbys artikel), bad Bruun om, at
stillingerne blev slået op, men kun rent proforma, da de midlerti-
dige medhjælpere Weeke og Elberling skulle ansættes.¹¹ Da en til-
svarende stilling blev ledig i 1866, var opslaget i Berlingske Tidende
derimod reelt. Blandt 49 ansøgere indstillede Bruun 5 som særligt
kvalificerede, af hvilke han foretrak teologen Nicolaj Jacobsen.¹²

Bruun foretrak Jacobsen, bl.a. fordi denne havde udarbejdet en
videnskabelig afhandling og derved fået et godt kendskab til biblio-
teket, men nok så væsentligt var det, at Bruun havde erfaret, at han
var en nidkær, samvittighedsfuld og pålidelig mand. Endelig var
han så ung, at han endnu kunne oplæres til en effektiv biblioteks-
mand.

At det sidste var et afgørende kriterium, fremgår tydeligt af
Bruuns erindringer. Han skrev her om to af de medarbejdere, der
var blevet ansat i en fremrykket alder 1860-61, at E. M. Thorson
kom til biblioteket med alt for megen selvtillid til nogensinde ret at
kunne tilegne sig arbejdsmåden ved biblioteket, og at Frederik Bar-
fod, den kendte politiker og historiske forfatter, var alt for tilbøjelig
til kun at gøre, hvad han selv ville, og ikke var modtagelig for
vejledning. Så de to medarbejdere var efter Bruuns mening ikke
særlig egnede.¹³

Heller ikke den tredie medarbejder, Bruun overtog i 1862, var helt
efter overbibliotekarens hoved. Det var den kendte forfatter Carl
Brosbøll (Carit Etlar), der var ansat ved biblioteket 1853-85. Da
Brosbøll tog sin afsked i 1885 (samtidig med Thorson), skrev Bruun
til Deichmann Branth,¹⁴ at han havde faet to afløsere for Brosbøll,
den ene en udmærket yngre mand, »et rent Bibliotheks-Talent«
[H. O. Lange], den anden var digteren Ernst von der Recke, »hvil-
ken Herre jeg ikke bryder mig om, Scavenius [kultusministeren]
satte ham ind uden at spørge mig ad, og uden at vide om Bi-
bliotheket trængte til ham«. Bruun havde nemlig haft »saa megen
æsthetisk Konversation i vort elendige Kontoir«, at han var glad for,
at Brosbøll gik af, men nu var han lige vidt. Al den æstetiske snak
var Bruun en plage, han foretrak unge, arbejdsomme og lærvillige
mennesker.

Bruun havde ikke kun besvær med at fa personalet til at tage
effektivt fat i det daglige arbejde i biblioteket, han havde i de første
år også vanskeligheder med at blive accepteret som det, han i 1860

selv havde kaldt »sjælen« i hele bibliotekets virksomhed. Med andre
ord havde hans ældre kolleger vanskeligt ved at acceptere, at Bruun
var lederen, og at han bestemte.

Konflikten mellem Bruun og Frederik Barfod om juleferien var et
symptom på Bruuns ledelsesproblem i de første år. Personalets ue-
nighed om juleferien var ikke ny. Overbibliotekar Bølling havde i
1861 spurgt de enkelte medarbejdere, om de ønskede juleferie. Bøl-
ling foreslog ferie fra 24/12 til 6/1, da det »daglige Bibliotheks-
Arbeide i den Grad optager vor Tid, at vi alle maae ønske nogen

Fritid for deri at kunne udføre forskj. smaa Arbeider, som vi ellers
maae udsætte til ubestemt Tid«. Chr. Bruun var den medarbejder,
der var mest imod forslaget om juleferien, da publikum i denne
periode havde en god mulighed for at benytte biblioteket. Han fore-
slog derfor, at biblioteket kun lukkede selve helligdagene.¹⁵

Dette synspunkt opretholdt Bruun, da han blev leder af biblio-
teket. Frederik Barfod ville ikke affinde sig hermed og meddelte i
1863 blot Bruun, at nu tog han på juleferie. Bruun reagerede i et
brev den 28/12 1863 over for Barfod.¹⁶ Han fandt det stødende »at
modtage Underretningen [om Barfods ferie] paa den Maade, og
tillige maa der for de tilstedeværende af vore Colleger have været
noget overraskende i at være Vidne til at man paa den Maade kan
tage sig Ferie«. Bruun bad Barfod en anden gang undlade at tage
ferie uden tilladelse.

Biblioteksassistenten og hans overordnede nåede at udveksle
endnu to breve, før Barfod viste sig på biblioteket igen efter ferien.
Barfod henviste den 3/1 1864 til, at flere medarbejdere tidligere
havde haft ferie, og at det kun var dem blandt personalet, der ikke
brød sig om ferie, der mødte. Et sådant anfald af dyd eller flid skulle
Bruun ikke forvente hos Barfod. Muligheden for hjemme at kunne
arbejde fra morgen til aften og natten med, havde meget stor be-
tydning for ham, og det ville han ikke undvære, selv om man tilbød
ham det tidobbelte af hans biblioteksløn. Det var desuden en men-
neskeret, at også bibliotekarer fik mulighed for at hvile sig.¹⁷

Bruun svarede den 7/1. Han henviste til, at biblioteket aldrig
havde haft juleferie. Udlånet var lukket i 14 dage, men læsesalen var
åben uden for helligdagene. Derfor skulle »Personalet altid i sin
Helhed« være til stede »hver Arbeidsdag i hele den saakaldte Jule-
ferie«. Dette betød ikke, at enkelte medarbejdere ikke kunne have
ferie, men kun efter særlig tilladelse. Når Bruun mødte på biblio-
teket alle dagene, var det ikke, som Barfod mente, et »Anfald af
Dyd eller Flid, men simpelthen en Pligt«.¹⁸

Det lykkedes ikke Bruun at fa sit synspunkt gennemtrumfet; stri-
den fortsatte, så længe Barfod var på biblioteket. Både i 1864/65 og
1865/66 tog Barfod juleferie uden tilladelse,¹⁹ og han gik så vidt, at
han i et brev til Bruun den 29/12 1865 udtalte, at indtil han modtog

en bestemmelse »udgået fra kompetent myndighed«, tillod han sig
»i al beskedenhed at mene, at vi endnu have juleferie, når vi selv
ville«.²⁰ Den kompetente myndighed var således ikke overbiblio-
tekaren! Striden om juleferien bidrog utvivlsomt til, at Barfod i 1866
»ikke ganske uden Paavirkning« fra Bruuns side tog sin afsked fra
biblioteket.²¹

Også med Carl Brosbøll havde Bruun på samme tid en skærmyd-
sel; spørgsmålet drejede sig ligeledes her om Bruuns ledelse. Lige-
som under Treårskrigen drog Carl Brosbøll i februar 1864 til felten
for at drive journalistisk virksomhed, især til Berlingske Tidende.
Han havde faet tilladelse hertil direkte af kultusminister Engelstoft
og krigsminister Lundbye udenom Bruun, hvilket Bruun ikke var
særlig tilfreds med. Da det senere kom på tale, at Brosbøll ønskede
opholdet forlænget med en måned for at kunne tage til Als og samle
stof til en krigshistorie, insisterede Bruun på, at ansøgningen skulle
sendes gennem ham, og han gik kun nødtvungent med til at støtte
den.²² Brosbøll var i brevene til Bruun noget overrasket over
Bruuns holdning, men mente, at denne som ved andre meningsfor-
skelle skyldtes, at Bruun i modsætning til ham ikke var æstetiker.

Der er ingen tvivl om, at Bruuns yndlingsmedarbejdere var de 3
unge nyansatte: Weeke, Engelstoft og Vahl. Det var dem, han først
og fremmest ønskede at bygge bibliotekets fremtid på. De er også
omhyggeligt udeladt af den negative beskrivelse af personalet, han
fremsætter i et brev til Branth: Det var ikke rart for ham at skulle
arbejde sammen med den »næsten idiotiske Olding Moldenhauer,
den tvære Thorson, den stortalende Barfod, den uvidende og upaa-
lidelige Brosbøll«!²³

Ovenfor er det omtalt, hvordan Carl Brosbølls ophold i felten fik
indflydelse på Det kgl. Biblioteks hverdag. Også på anden måde
blev bibliotekets personale berørt af krigen. Assistent Johannes Vahl
fik i april orlov, for at han kunne assistere stabslægen ved de »her-
værende« lazaretter.²⁴ Til gengæld fik biblioteket en midlertidig
medhjælper i den fra Gottorp provsti fordrevne sognepræst C. F.
Rottbøll, der stillede sin arbejdskraft gratis til rådighed.²⁵

Af brevene fra Carl Brosbøll fremgår det indirekte, at Bruun stil-
lede store forventninger til Dybbølforsvaret, og at han ikke syntes
om Brosbølls nedslående beretninger fra fronten kort før det af-
gørende nederlag den 18. april. Brosbøll havde i sine avisartikler
forsøgt at fremhæve »det Gode, det Smukke«, så godt det lod sig
gøre. Men virkeligheden var værre: »Skyggesiderne, Skyggesiderne
Bruun! De trykke mig næsten til Jorden. Jeg veed, at I alle derovre
gaa i Spænding og i bange Frygt, men tak Deres Gud at De ikke seer
det herovre fra, Folkene der ikke vide, hvad de slaaes for, eller
Officererne, der ikke have synderlig Lyst, endnu mindre Begei-
string til at slaaes. Inat forestaaer der os et nyt Bombardement, de

Syge flyttes bort, Lazaretterne tømmes, Soldaterne drage ud i
Skandsen, de synge, de Stakler, fordi det nu engang hører sig til at
synge, men bag Sangen klinger en Røst, der siger: »Vi ere dog
Martyrer tilsammen, hvem af os skal slagtes inat«. Saa alle disse
Billeder jeg her fremmaner for Dem, ere sørgelige, jeg veed nok;
desværre, de ere sande. Ingen Ro, ingen Fred, ingen Fortrøstning,
og hvad der er det Allerværste ingen Udsigt, det er mit Liv herovre

En sådan skildring kunne Bruun ikke lide at modtage, og den
havde uden tvivl en negativ indflydelse på hans villighed til at give
Brosbøll en forlænget orlov. Bruun havde som mange andre køben-
havnere urealistiske forhåbninger til krigens udfald, hvilket også
kom til udtryk i brevene til Branth. Når blot man holdt sammen, og
de gamle helstatsmænd ikke fik indflydelse, skulle krigslykken nok
vende. Hans udsendte medarbejder havde ikke meget til overs for
Bruuns protester mod det negative billede af krigens forløb. Bros-
bøll svarede, at Bruun kun kendte sagen fra »Overkommandoens
tørre og fordølgende Referater«, medens han selv var øjenvidne til
krigen. Han kendte desuden til stemningen og begejstringen under
Treårskrigen og kunne konstatere en meget stor forskel. Men han
vidste godt, at der i København var en mængde »hysteriske Smaa-
folk, der ligesom en Flaske kun kjender til det Indhold Tilfældig-
heden tylder i dem, Trequartblodsidioter, der ikke ere istand til at
hæve Hovedet op over den Sump hvori de ere satte«.²⁷ Den 18. april
vendte Carl Brosbøll tilbage til arbejdet på Det kgl. Bibliotek.²⁸Samme dag udkæmpedes det afgørende slag i skanserne på Dybbøl.

Carl Brosbøll fik ret, håbet om sejr var en illusion. Senere på året,
da London-konferencen heller ikke havde bragt positive resultater,
nærede Bruun'et vist håb til en personalunion mellem Danmark og
hertugdømmerne,²⁹ men også denne tanke var urealistisk.

På trods af de personalemæssige og ledelsesmæssige problemer lyk-
kedes det Chr. Bruun at fa bragt Øget aktivitet i gang i biblioteket i
1860erne.

Den første store sag, han måtte tage sig af, var bibliotekets over-
tagelse af den nederste etage i biblioteksbygningen, som hidtil var
blevet benyttet af artilleriet. Planen hertil var udarbejdet i Bøllings
tid, men det var Bruun, der kom til at forestå selve indflytningen.
Bruun førte nøje dagbog over flytningen, genopstillingen og revi-
sionen af bøgerne, der fandt sted fra 22/7 1862 og varede til slut-
ningen af september, i hvilken periode biblioteket var lukket. Bruun
deltog selv i genopstillingen og revisionen af bøgerne i historiegrup-
pen.

Udvidelsen af bibliotekets kapacitet muliggjorde på kort sigt en
aktivitetsudvidelse, men på lang sigt var det helt utilstrækkeligt.
Bruun blev snart igen optaget af udvidelsesmuligheder af mere radi-
kal art, et helt nyt bibliotek.

Statistikken over udlån og læsesalsbenyttelse 1862-72 viser en be-
tydelig stigning i brugen af biblioteket i Bruuns første 10 år som
overbibliotekar:

Antallet af hjemlånte bøger steg med ca. og læsesalsbesøget for-
øgedes endnu mere.³² Det sidste skyldtes bl.a. en udvidelse af læse-
salens åbningstider fra 1870 (se nedenfor). Resultatet af åbnings-
tidens udvidelse kan imidlertid først aflæses af tallene for 1871/72, da
krigen mellem Frankrig og Tyskland havde en mærkbar negativ
indflydelse på folks lyst til at benytte biblioteket.³³ De udenrigs-
politiske forhold spillede også ind på tallene for året 1864 (se tabellen
ovenfor).

Spørgsmålet om udvidet åbningstid blev flere gange rejst i Rigs-
dagen. Allerede i begyndelsen af 1864 havde Bruun været villig til at
holde længere åbent, men ikke uden betingelser. Hidtil var udlånet
åbent hverdage 11-13 og læsesalen 11-14. Bruun foreslog udlånets
åbningstid fastsat til 11-14 og læsesalens til 9-15 (eller 10-15), men det
krævede øgede ressourcer, især arbejdskraft. Han var helt med på
fordelene ved, at den »lærde og studerende Verden« fik adgang til i
så lang tid som muligt at kunne benytte bibliotekets rige litterære
samlinger, men han gjorde opmærksom på det stigende »vidtløftige
Arbeide i Bibliothekets Indre, hvis uendelige Detailler Publikum saa
meget mindre mærker til«.³⁴

I finansudvalget fremsattes samme år ønsket om, at Det kgl. Bi-
bliotek måtte holde åbent om aftenen.³⁵ Bruun advarede i en meget
lang skrivelse på det bestemteste imod forslaget.³⁶ Det ville kræve
store bevillinger til gasledninger og udgifter til gas og personale.
Men værre var brandfaren ved gasblussene. Bruun pegede på, at
uerstattelige kulturværdier stod på spil, og han undlod ikke at gøre
opmærksom på Københavns brand i 1728 og dens følger for den
ældste danske litteratur. At holde åbent om aftenen ved lys hørte
ubetinget til de ønsker, samtiden måtte opgive af hensyn til »det
Krav, som Eftertiden har Ret til at stille, og den har Ret til at fordre,
at de Skatte, som Fortiden har taget i Arv og Eje, skulle overleveres
den saa frelste og ubeskaarne som muligt«. Når man læser Bruuns
indtrængende advarsel, kommer man uvilkårligt til at tænke på
Christiansborg Slots brand i 1884. En begivenhed Bruun oplevede
på allernærmeste hånd, og hvor bibliotekets samlinger var truet,
men blev reddet.³⁷ Bruun mente heller ikke, at aftenåbningen var
påkrævet, da brugerne kunne hjemlåne de fleste bøger, men han var
villig til at øge åbningstiden om dagen, og henviste til sit tidligere
fremsatte forslag herom.

Bruun fik forhindret aftenåbningen.³⁸ I 1870 accepterede Rigs-
dagen hans tilbud om at udvide adgangen til biblioteket om dagen.
For fremtiden var udlånet åbent 11-14 og læsesalen 10-15. Biblioteket
fik samtidig forøget medhjælpskontoen med 800 rd. og kontorud-
giftskontoen med 100 rd.³⁹ Udvidelsen af især læsesalsåbningen bi-
drog utvivlsomt til forøgelsen af forskningsaktiviteten i de sidste
årtier af det 19. årh.

Bruun fortsatte traditionen med hvert år at indsende en årsberetning
til Kultusministeriet om bibliotekets virksomhed og tilvækst i det
forløbne år.⁴⁰ Som noget nyt lod han beretningerne for 1864/65ff.
trykke, således at offentligheden kunne læse om, hvad der skete i
biblioteket. For yderligere at vække interessen for de trykte årsbe-
retninger kombinerede Bruun dem hvert år med en særskilt og fort-
løbende pagineret oversigt over Den danske Literatur fra Bogtrykker-
kunstens Indførelse i Danmark til 1550. I løbet af en årrække kom
Bruuns oversigt til at omfatte mere end 800 sider, og den var med til
at tilgængeliggøre den ældste danske litteratur.

Den største bedrift på dette område var imidlertid den effektive
plan for afslutningen af katalogen over litteraturen i den danske og
norske afdeling i Det kgl. Bibliotek.⁴¹ Arbejdet med katalogen, der
var en nødvendig forudsætning for, at bibliotekets bogsamling
kunne udnyttes effektivt af lånerne, var påbegyndt allerede i det
18. århundrede. Ved Bruuns embedstiltrædelse var seddelskrivnin-

gen til katalogen kun nået godt halvvejs. Hidtil var der ikke arbejdet
efter nogen fast plan, og var seddeludskrivningen fortsat på denne
måde, havde Det kgl. Bibliotek næppe faet nogen samlet katalog i
det 19. århundrede. Men Bruun ville det anderledes. Han vandt kul-
tusminister Monrad for ideen,⁴² og indsendte en samlet plan til kata-
logens fuldførelse over en periode på 12 år.⁴³ På alle finanslove for
perioden 1864/65-1874/75 opførtes der en bevilling til arbejdet.

Takket være Bruuns plan og overopsyn og især assistent Johannes
Vahls nidkære arbejde lykkedes det at færdiggøre den systematiske
katalog med mere end 70.000 titler inden for den fastsatte tid. Bruun
kunne i 1875 med stolthed skrive, at hovedformålet med arbejdet »at
vide hvad det store kongelige Bibliothek ejer af vort Fædrelands
Literatur, og at kunne finde, hvor hver Bog har sin Plads, er op-
naaet«.⁴⁴ Bruun nøjedes ikke med at lade den store katalog opstille i
1 eksemplar på biblioteket, store dele af den blev publiceret i det
monumentale værk Bibliotheca Danica, som begyndte at udkomme
i 1872, men planen hertil havde Bruun allerede udkastet i 1865.⁴⁵

Også på andre måder arbejdedes der i Bruuns første år på at lette
adgangen til bibliotekets samlinger. Håndskriftsamlingen var be-
sværlig at benytte, da den bestod af 5 forskellige samlinger med lige
så mange kataloger, der hver var ordnet efter 3 forskellige formater.
Der anvendtes betydelige ressourcer på at fa skabt en fælles seddel-
katalog. I nogle tilfælde kunne de gamle sedler anvendes, men for
størsteparten måtte der udskrives nye katalogsedler.⁴⁶

Der blev også skabt mulighed for, at publikum selv kunne studere
særlig interessante håndskrifter og sjældne bøger. I 1864 anskaffede
biblioteket tre udstillingsmontrer med glaslåg til dette formål.⁴⁷Dette kan betragtes som en indledning til Det kgl. Biblioteks senere
store udstillingsvirksomhed.

En systematisk gennemgang af bibliotekets korrespondancesager
1862-70 viser, at Bruun var en nidkær vogter af bibliotekets sam-
linger og accession. Han var på vagt over for overholdelsen af pligt-
afleveringen. Lige siden den første bestemmelse fra 1697 skulle Det
kgl. Bibliotek modtage nogle eksemplarer (fra 1783 to) af alle trykte
bøger, tidsskrifter, aviser og ugeblade.⁴⁸ Pligtafleveringen var en
forudsætning for, at nationalbiblioteket kunne få en komplet sam-
ling af litteratur udkommet inden for det danske monarki. Reglerne
måtte gentagne gange præciseres og indskærpes. Den af Bruun førte
journal over bibliotekets sager fortæller om, at han gang på gang
måtte beskæftige sig med spørgsmålet, og at han flere gange måtte
henvende sig til Kultusministeriet for at få pligtafleveringen gen-
nemført.

Ifølge frd. 20/1 1832 var pligtafleveringen pålagt bogtrykkerne;
uden for København skulle bøgerne ikke sendes direkte til biblio-
teket, men via amterne. 1 1862 søgte amtmanden i Odense at slippe
for den »nedarvede Skik at benytte Amtscontoiret simpelthen til
Postcontoir«. Sagens kerne var spørgsmålet om, hvem der skulle
betale portoen. Chr. Bruun ønskede gældende regler overholdt, da
det var vigtigt, at opfyldelsen af bogtrykkernes pligt skete »under
Control af Øvrigheden paa hvert enkelt Sted«. Ministeriet gav
Bruun ret, og amtmanden i Odense måtte atter påtage sig indsendel-
sen.⁴⁹ Året efter fik Bruun tilslutning til, at en bogtrykker i Itzehoe (i
Holsten) var forpligtet til at aflevere alt, hvad han havde trykt, i 2
eksemplarer (ét var ikke tilstrækkeligt).⁵⁰

I 1863 opnåede Bruun et endnu vigtigere resultat. Det lykkedes
ham via Kultusministeriet at formå Indenrigsministeriet til at ud-
sende et cirkulære (12/5 1863) til alle amtmænd og Københavns Ma-
gistrat. Ifølge dette skulle alle øvrigheder indberette til Kultusmini-
steriet, hver gang de meddelte borgerskab eller næringsbevis til
bogtrykkere, kobbertrykkere og litografer (stentrykkere). Kultus-
ministeriet skulle derefter lade denne for pligtafleveringen vigtige
viden gå videre til Bruun.⁵¹

Størst besvær havde Bruun imidlertid med afleveringen af aviser
og småtryk. Gentagne gange i 1860erne måtte han klage til amt-
manden i Sorø over bogtrykker E. Petersen i Skælskør. I reglen var
det lakuner i afleveringen af Skælskør Avis, det drejede sig om, men
også om f.eks. byens sundhedsvedtægt, regulativ for købstaden og
ekstrakter af kommuneregnskaberne. Petersen blev via retsvæsenet
idømt mulkter, men det løste ikke det egentlige problem for bi-
blioteket, at de pågældende numre af avisen manglede, og at bog-
trykkeren fastholdt, at de ikke kunne skaffes.⁵² I Hjørring og Nak-
skov var det ligeledes galt med aviserne.⁵³

Pligtafleveringen til Det kgl. Bibliotek gjaldt også kort, kobbere,
stentryk og lignende. Bruun henledte i forbindelse med indsendel-
sen af sin årsberetning for 1866/67 ministeriets opmærksomhed på
de problemer, biblioteket havde med at sikre sig sådant materiale.
Ministeriets svar kunne ikke begejstre Bruun. Man fandt ikke tiden
moden til at ændre lovgivningen på området, og hvis biblioteket
ikke ved gældende regler kunne sikre sig værker, der indeholdt kob-
berstik, litografier m.m. i komplet stand, måtte biblioteket selv an-
skaffe sig disse mod betaling.⁵⁴

En nøje kontrol med bogtrykkerne krævede et indgående kend-
skab til alle nyudgivelser. Her havde Det kgl. Bibliotek et godt sam-
arbejde med boghandler Gad, som månedligt udgav sin Dansk Bog-
fortegnelse. Biblioteket fik lov til at se manuskripterne til bogfor-
tegnelsen inden udgivelsen, og Gad kunne på sin side modtage sup-
plementer til fortegnelserne.⁵⁵

Kontrollen med bogtrykkerne havde en gunstig indflydelse på
afleveringen. I årsberetningen for 1867/68 kunne Bruun med glæde
konstatere, at kun 2 bogtrykkerier stod i restance, og at tidligere
mangler nu var kommet ind. I alt havde biblioteket i 1867/68 fra 113
bogtrykkerier modtaget 103 aviser, 132 tidsskrifter, 1166 bøger og
654 småskrifter (heraf205 kommunale m.m. og 449 sange og viser).
Desuden havde 15 litografer, generalstaben, søkortarkivet og 1 kob-
bertrykker afleveret i alt 452 kort, tavler, litografier, raderinger

Afdelingen for udenlandsk litteratur kunne ikke på samme måde fa
sine nyanskaffelser ved pligtaflevering, men måtte købe hovedpar-
ten af bøgerne. Biblioteket købte både gennem danske og udenland-
ske boghandlere og havde forbindelse til en række antikvariater i
udlandet, ligesom en række værker anskaffedes på bogauktioner.⁵⁷Chr. Bruun førte selv en protokol, hvori han indførte udenlandsk
litteratur, han ønskede anskaffet, eller ukomplette værker og serier,
som skulle forsøges kompletterede.⁵⁸ Et enkelt eksempel på Bruuns
agtpågivenhed:

»Album Estense er et Værk med Portraiter sluttende sig til Frizzi's Storia di Ferrara;
af dette Album mangler Ark 19, det maa forskrives fra Italien. Den fuldstændige
Titel er: Album Estense con disegni originali dei rinomati artisti - a corredo della
Storia di Ferrara di Antonio Frizzi«. [Rødt x i marginen].

Under krigen i 1864 sørgede Bruun for, at der blev indkøbt en
omfattende litteratur om hertugdømmerne og krigen udgivet i ud-
landet. Bruun var også opmærksom på, at der ikke blev bestilt bø-
ger, som biblioteket havde fået foræret fra udlandet. F.eks. afsagde
han sidst på året 1864 abonnementet på en række skrifter, som bi-
blioteket fik sendt fra Institut de France.⁵⁹

ministeriet. Det gav ministeriet mulighed for at blande sig i Bruuns
dispositioner i en tilsyneladende lille sag, men som havde en i høj-
este grad storpolitisk undertone. I maj 1864 tilbød prins Napoleon
biblioteket et eksemplar af Correspondance de Napoleon I, et værk,
som var under udgivelse i mange bind. Chr. Bruun afslog i første
omgang gaven, da biblioteket allerede subskriberede på værket,
men Udenrigsministeriet lod mundtligt Bruun meddele, at gaven
skulle modtages og endda »Med største Fornøjelse«.⁶⁰ Det var ikke
opportunt midt under krigen 1864 at afslå en personlig sendt gave
fra en venligsindet magt. Så måtte biblioteket hellere leve med at
have Napoleons breve i to eksemplarer!

Det var ellers ikke bibliotekets ønske at have alt for mange dubletter
blandt samlingerne. Netop i 1860erne lykkedes det Bruun på for-
skellig vis at slippe af med en del af dem. I december 1864 skrev
Bruun til Kultusministeriet, at en stor mængde af dubletter hobede
sig op. De var unyttige for biblioteket og skadede ved at tage plads
op. Mange af dem stammede fra de store donationer i slutningen af
det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, men der kom stadig
nye til. Man havde tidligere foræret nogle dubletter til Universitets-
biblioteket i Christiania og til bibliotekerne i Reykjavik, Torshavn
og Flensborg. 11861 havde biblioteket fået lov til at sælge en del du-
bletter ved en auktion i København, men resultatet var pauvert. 615
bind havde kun indbragt 7 rd. 13 sk., mindre end makulaturprisen.

Bruun anmodede nu ministeriet om at fa en generel tilladelse til at
bytte de værdifulde dubletter med dubletter fra andre biblioteker,
navnlig Universitetsbiblioteket i Uppsala, eller med bøger fra anti-
kvarboghandlere. Desuden bad han om lov til at sælge de værdiløse
dubletter som makulatur. Ministeriet var positivt indstillet over for
begge forslag.⁶¹.

Bytteordningen blev imidlertid ikke nogen succes. Det fremgår
ikke af bibliotekets journalsager, om der blev ført forhandlinger
med Universitetsbiblioteket i Uppsala, men Bruun meddelte i maj
1866 ministeriet, at »Bytning med antiqvariske Boghandlere fordrer
altfor meget Arbeide og for megen Tid uden at bringe noget stort
Udbytte«. Han var derfor gået i forhandlinger med boghandler
T. O. Weigel i Leipzig om at overtage hele dubletsamlingen på én
gang, således at biblioteket kunne blive hele denne »Masse af unyt-
tige Bøger qvit«. Betalingen skulle ske i form af bøger. Ministeriet
svarede, at Bruun selv kunne afslutte denne handel i henhold til den
generelle tilladelse til at afhænde dubletterne, som han tidligere
havde faet.⁶²

Året efter bad Kultusministeriet biblioteket undersøge, om der
kunne afgives dubletter til Stiftsbiblioteket i Viborg. Bøger opført
på en 4 sider lang fortegnelse blev derefter sendt til Viborg.⁶³ På
samme måde sendtes samtidig en række dubleteksemplarer til Stifts-
biblioteket i Reykjavik.⁶⁴

Bruuns løsning på dubletproblemet var utvivlsomt til gavn for
Det kgl. Bibliotek. Det er udtryk for bagklogskab at sige, at en
række af disse bøger kunne have gjort nytte i det i 1902 oprettede
Statsbibliotek. I denne forbindelse bør det også noteres, at afhændel-
sen af dubletterne i 1860erne ikke omfattede pligtafleveringens ek-
semplar nr. 2. Disse danske dubletter kom til at udgøre en væsentlig
part af det nyoprettede Statsbiblioteks bogsamling.

Statistikken viste som nævnt, at Det kgl. Bibliotek havde et stigende
udlån af bøger i 1860erne. Hertil bidrog bl.a. bibliotekets voksende
samlinger og den lettere adgang til materialet, som bedre kataloger
gav. Udlånet gav også problemer.

Det ene problem var mishandling af bøgerne. Det ville overbi-
bliotekar Bruun ikke tolerere. Og at der ingen standsforskel var,
viser to skarpt formulerede breve til professorerne Rasmus Nielsen
og J. L. Ussing. Den kendte filosof Rasmus Nielsen havde leveret to
bind af kirkehistoriske værker tilbage »fuld af Mærker af de saa-
kaldte Eselører«. Bruun forlangte, at Rasmus Nielsen lod en bog-
binder fjerne æselørerne, og advarede bestemt imod lignende be-
handling af bøgerne i fremtiden.⁶⁵ Ussing satte »temmelig conse-
qvent« blyantsmærker i alle de bøger, han lånte fra biblioteket.
Bruun forsikrede Ussing om, at der intet var, som mere »bedrøver
os Bibliotheksfolk, ja jeg kan gjerne sige irriterer os, end at see nye
fra vor Side med Omhu og Kjærlighed behandlede Bøger komme
tilbage fra Laaneren maculerede«. Hvis professoren fremturede med
disse »afskyelige Blyantsmærker«, kunne han ikke i fremtiden låne
bøger i biblioteket.⁶⁶

Det var eksempler som de nævnte, der fik Bruun til at foreslå
ministeriet, at overbibliotekaren fik styrket sin ret til at nægte skø-
desløse lånere adgang til biblioteket. Bestemmelsen om erstatnings-
ansvar over for beskadigede og bortkastede bøger fandt han ikke i
alle tilfælde tilstrækkelig.⁶⁷

En del lånere ønskede at benytte materiale fra håndskriftafdelin-
gen uden for biblioteket. En række af disse anmodninger lod Bruun
gå videre til Kultusministeriet, og som regel blev tilladelsen givet.

F.eks. fik sognepræst C.J.Brandt lov til at låne et pergament-
håndskrift med en dansk postil fra tiden før Reformationen (GKS
1390, 4°) til Rønnebæk præstegård i 1863. Ansøgningen var støttet af
professor Fr. Hammerich på Kirkehistorisk Selskabs vegne.⁶⁸

En del af anmodningerne kom fra udlandet. Også her stillede
overbibliotekaren og Kultusministeriet sig liberalt. Selv midt under
krigen 1864 kunne den tyske professor W. Manteis i Liibeck fa nogle
manuskripter til låns i sit hjem. Manteis takkede for velvilligheden
ved at beholde manuskripterne i meget lang tid, det sidste kom først
tilbage til biblioteket i 1885.⁶⁹ I 1865 fik direktøren for det kgl. bi-
bliotek i Haag lov til at låne 5 inkunabler.⁷⁰ To år senere fik Univer-
sitetet i Christiania tilladelse til at låne Snorres Edda til brug for den
svensk-norske gesandt. Men dette skete dog ikke uden betænkelig-
hed.⁷¹ Forsendelsen skulle ske i den periode, hvor den normale
dampskibsfart mellem København og Christiania var i drift (var
lukket om vinteren), og udlånsperioden blev sat temmelig snæver,
da manuskriptet blev benyttet af den Arnamagnæanske Kommis-
sion til udgiverarbejde. Men selve spørgsmålet, om det var for-
svarligt at udlåne et så centralt håndskrift som Snorres Edda, blev
ikke drøftet.⁷²

Det var Bruuns indstilling i udlånssager, at håndskriftsamlingen
skulle bruges. I årsberetningen for 1871/72 gav han en oversigt over
udlånssagerne til udlandet siden 1861, og det var et betragteligt an-
tal, samtidig kunne han opregne en række eksempler på, at be-
nyttelsen af danske og nordiske håndskrifter havde resulteret i trykte
kildeudgaver. Overbibliotekaren glædede sig tydeligt over, at bi-
bliotekets mere åbne udlånspolitik bar rige frugter.

Det lykkedes for Bruun i løbet af de første ti år at ændre Det
kgl. Bibliotek i mere moderne retning. Udlån og læsesal var blevet
lettere at benytte ved den udvidede åbningstid, men endnu vigtigere
var det, at der var blevet skabt nogle vigtige indgangsnøgler til de
righoldige samlinger. En låner var ikke i samme grad afhængig af
det sparsomme personales velvilje til at finde litteratur frem; med
den nye katalog over den danske litteratur kunne forskeren selv
finde den ønskede bog frem eller måske fa ideer til andre hjemlån.

Overbibliotekarens agtpågivenhed over for både den danske og
udenlandske accession var til gavn for samtidens lånere, men også
senere brugere kan glæde sig over, at Det kgl. Bibliotek ikke har
kedelige mangler i 1860ernes litteratur.

I 1860erne lagdes grundlaget for det senere langt større forsk-
ningsbibliotek. Hertil krævedes et mere omfattende personale og en
helt ny bygning. Især det sidste var Bruun optaget af i resten af sin
overbibliotekartid, og han nåede at se bygningen opført, men ikke
indviet, inden han døde i 1906. Personalet voldte ham en del kvaler,
men det lykkedes ham efterhånden at fa antallet af assistenter (bi-
bliotekarer) udvidet (1891: 8).

For Bruun personligt var 1860erne utvivlsomt en hård tid. Pro-
blemer med personalet og hans hektiske aktivitet med at fa biblio-
teket til at fungere tog hele hans hverdag. Hertil kom, at han i
aftentimerne og om søndagene drev egen forskning og også var
optaget af redaktionsvirksomhed med tidsskriftet Danske Samlin-
ger. Både i brevene til Branth og til slægtningen provst P. W. Bec-
ker⁷³ fortæller Bruun om sin stressende tilværelse. Der er ingen tvivl
om, at kimen i disse år blev lagt til Bruuns nervøse lidelse, der til
sidst nødte ham til at tage sin afsked som overbibliotekar i 1901.

Ret megen Tak for dit Program;⁷⁵ det lader jo til at Din Skole gaar
sikkert og godt fremad, blot det gik lidt hurtigere; Du har vel seet,
at Dagbladet har omtalt Skolen (in parenthesi: jeg holdt mere af at
skrive: den private R: - i Tønder, end: Tønders pr. R.)

Men det var ikke derfor, at jeg har taget til Pennen, derimod for at
meddele Dig og Sophie, at vi have faaet os en Søn⁷⁶ sidste Nat, en
lille Tyksak, som befinder sig meget vel. Charlotte⁷⁷ har det ogsaa
efter Omstændighederne særdeles vel, Gud give det blot maa blive
ved saaledes.

Du kan tro, at min ny Bestilling⁷⁸ giver mig meget at bestille, da
jeg jo nu skal lede Alting og har den øverste Magt, men den ikke
altid er saa ganske let at udøve. Du læste vel Lyngby's Artikel imod
mig i Dagbladet;⁷⁹ han troede vistnok, at nu skulde der reise sig en
Storm, men det blev kun en lille let Luftning, lidt skarp og bidende,
men som øieblikkelig lagde sig. Det kan iøvrigt blive interessant
hvis vi begge leve og komme til at virke i vor Stilling i en 20-30 Aar,
da at see, hvorledes Dommen vil at lyde, lyder den da saaledes som
Lyngby's nu, saa skal jeg selv være den Første til at sige, at her har
min Virksomhed været omsonst, og at det havde været bedre om
dette Hverv var lagt i en Andens Hænder. Har Lyngby ment, at
hans Artikel skulde virke paa mig som en Spore til at tage ordenlig
fat, saa vil han maaske ogsaa have naat det, thi jeg kan ikke nægte, at
hvor ivrig jeg ogsaa altid har været i Bibliothekets Tjeneste, saa
bliver det, hvis man ellers behøver at tage noget Hensyn til det hele
Angreb, en Æressag at stræbe at faa Noget udrettet i den Tid jeg vil
faa med Bibliothekets Anliggender at gjøre.

Jeg ønsker ofte, at Du boede herovre, thi jeg savner ofte saadan en
rigtig god Ven jeg kan tale med rigtig ud af Hjertet, og jeg troer, at
vi vare komne saa ud, at vi kunne gjøre det ligeoverfor hinanden.
Men -

Forøvrigt lever jeg vel og er kun bedrøvet over, at jeg ingen Tid
kan faa til at arbeide paa mine Holbergiana,⁸⁰ men Bibliotheket slu-
ger al min Tid fra Morgen til Aften og til ud paa Natten.

Hils Sophie⁸¹ mangfoldige Gange fra os. Jeg troer, at jeg kan sige
med temmelig Sikkerhed, at jeg ikke kommer til Tønder iaar.

Du kunde vel have ventet, at jeg noget oftere i den senere Tid havde
skrevet til Dig under de bevægede Tider vi have oplevet, thi det er jo
rimeligt, at man i Tønder som saa mange andre Steder i Slesvig
længes efter at høre fra Kiøbenhavn for at vide lidt Besked om
hvordan Sagerne staar. Jeg har imidlertid staaet saa temmelig uden-
for det Hele, arbeidet paa Bibliotheket og arbeidet hjemme, saa at
jeg ikke har vidst Andet end hvad jeg læste mig til i Bladene. Men
det er jo umuligt andet end at blive noget paavirket af hvad der sker,
ikke saa meget herhjemme, som udenfor vort Fædreland. Alt gaar
stille til i Kiøbenhavn, man ser mange Soldater, man hører: nu er der
reist nogle ad Jernbanen, nu nogle med Dampskib, men hvem,
hvormange, hvorhen; det ved Ingen; der arbeides fra Morgen til
Aften i Krigsministeriet, men man hører Intet om hvad der sker,
kun ved man, at Resultatet skal være, at mod Slutningen af denne
Uge vor Hær, henimod 50 000 M. er slagfærdig samlet i Holsten og
Slesvig. Forøvrig er Meningerne meget forskjellige, - men Menin-
gerne giælder rigtignok ad Wandsbek til -, Formodningen om Fred
er lige saa stor som Formodningen om Krig, men bliver der Fred
antager man det for ikke være umuligt, at der idetmindste vil blive
skaaret et godt Stykke af Grundloven. -

Men Tydskland! og den tydske Presse, jeg synes det er umuligt
andet end at man maa nære den dybeste Foragt for den tydske
Presse, har det være[t] galt med den før, saa er det da nu saa galt som
det kan blive, det er jo en eneste stor Løgn fra først til sidst, det er
mig utroligt, at sadanne Ting kan bydes og læres som dem der
opvartes med om de Danske, vi maa jo være værre end de vildeste
Kannibaler. Selv om Tydskerne bleve slagne i mange Slag tror jeg
ikke man vil kunne prygle Galskaben ud af dem og en lille Smule
Rimelighed ind i dem.

Stemningen her hjemme synes mig i det Hele at være god, det er
jo trøstende at man har en god, ren Sag at stride for, og jeg tror, at
det staar klart for Alle, at det er en alvorlig og afgjørende Kamp som
forestaar; Modstand vil der blive mødt og det en dygtig Modstand,
hvis Tydskerne virkelig gjøre Alvor af hvad de skraale om. Kun en
Ting er man misfornøiet med og det er med Bondevennernes Op-
træden; det forekommer mig, at man hensigtsmæssigt kunde sende
Formændene for deres Selskab til Anholt eller et andet lignende
ensomt Sted, thi deres Handlinger ere uberegnelige og de kunne
maaske volde vort Fædreland megen Fortræd (se Fædrelandet for
Løverd. d. 5 Decemb.)

Det bliver næppe nogen rolig Jul, Du og Sophie ville faa i Tønder
dette Aar, foreløbig vil jeg ønske, at den Festdag som forestaar for
Dig maa blive Indledning til et Aar som for dit og din Hustrus
Vedkommende maa være glædeligt og velsignerrigt; jeg vilde øn-
ske, at medens det begynder under Spænding og Ængstelse, det maa
ende med Fred og Ro, foruden og forinden.

Jeg er bange for, at jeg kommer bagefter med min Underretning
om din Bog⁸² - maaske den er overflødig. Hegel mente, at enten
burde Du sælge din Forlægger Bogen for en vis Sum f.Ex. 20 Rdl.
Arket, eller ogsaa skulde han lade trykke et vist Antal Exemplarer
f.Ex. 500, og give bestemte (15, 20) Procenter for hvert Hundrede
der solgtes. Hvorledes gaar det med dette Arbeide, er det blevet
færdigt eller har Du udsat det? -

Jeg har et lille litterairt Arbeide for, som jeg tænker udkommer
ved Nytaarstide, det er nogle hidtil ukj endte Smædedigte fra Refor-
mationstiden og lidt andet Pilleri.⁸³

Vi leve Gud være lovet vel herhjemme, de smaa voxe⁸⁴ og gaa
fremad, vi have naturligvis megen Glæde af dem.

Strax da jeg læste om Spectaclerne i Tønder⁸⁵ ønskede jeg naturligvis
i Tankerne at faa at vide, hvorledes Du og Sophie havde det. Skrive
til Dig antog jeg ikke kunne nytte Noget ligestrax, da Brevet næppe
vilde komme til Bestemmelsessted, og du maaske allerede havde
maattet forlade dit Hjem. Jeg skrev et Par Dage efter til din Sviger-
fader,⁸⁶ for mulig gjennem [ham] at faa Noget at vide, men af hans
Brev saa jeg, at vi sad ens i det. Saameget mere glædede det mig
imorges at faa Brev fra Dig, saa jeg da nu veed, at du og Sophie ere
ilive og paa Eders Post. Jeg havde nu nok en lille Anelse om, at Du
ikke faldt omkuld ved det første Pust og den har jeg da faaet be-
kræftet. Iformiddags havde jeg Besøg paa Bibliotheket af din Svi-
gerfader, han vilde fortælle mig, at nu var der kommet Brev fra
Tønder, men det vidste jeg om selv; han var forøvrig herinde i
Anledning af den gamle Greves Jordefærd,⁸⁷ han havde meget travlt
og mente, at han først engang i næste Uge kunde faa skrevet til
Eder.

Ja saadanne Tider; du mener rigtignok, der kommer bedre Tider;
efter Regn kommer der jo Solskin, men Udsigterne ere noget tynde;
det gjælder for os navnlig tænker jeg mig at kunne holde ud, indtil
der gaar Hul paa Bylden et andet Sted; Det skulde specielt glæde
mig, dersom Constellationerne kunde arte sig saaledes, at Englæn-
derne kunde faa nogle ordenlige Prygl, idetmindste Times et con-
sortes, thi det er dog noget af det laveste, usleste Pak, der er til. En
Ulykke for os er den Uenighed som er iblandt os selv, man mærker
Intet til Aanden fra 1848; de reactionaire, som, tror jeg, gjerne gaa
ind paa Schleswig-Holstein, naar der blot kan være noget Holstein
med, længes blot efter Øieblikket, da de kunne styrte frem for at
gribe Tøilerne, med Bluhme i Spidsen, og ham siger man holder
Kongen mest af at høre paa og at raadføre sig med, naar han er uvis
og vaklende.⁸⁸ Det lover godt.

I den sidste Uge, hvor der har været saa megen Bevægelse her i
Byen har jeg forøvrig holdt mig hjemme, da jeg ikke har været vel,
jeg er forkjølet og dertil slog sig jeg tror noget Rheumatisme, som
ikke ganske har forladt mig. Stemningen er nu bedre, men det var jo
et stærkt Slag; vi havde skraalet saameget om det Dannevirke, og
vare ikke lidt indbildske deraf tror jeg, derfor ramte Slaget saameget
haardere.

Ernst skal være rekrut i næste Maaned, jeg antager imidlertid, at
Fader stiller for ham.⁸⁹ Af Aviserne vil Du ellers kun[ne se] hvordan

Stemningen er herhjemme, den er ikke enig, det har du vel allerede
iagttaget, selv ikke Dannevirkebegivenheden kan skabe Enighed.

Kan Du, da lad mig engang imellem høre et Quæk fra dig, du skal
nok faa Gjengjæld. Bliver du nødt til at gaa fra det, veed du, hvor
jeg boer, Alt skal staa dig og Sophie aabent, hvad jeg kan hjælpe
med.

Det lader ikke til at Du vil faa megen Glæde af din Afhandling; den
ligger nu igien hos mig. Igaar sendte Liitken den tilbage til mig med
det Brev, som følger hermed, selve Afhandlingen beholder jeg indtil
videre, men Du vil vel helst have den over til Dig? Tænker Du ikke
paa at omarbeide den?⁹⁰

Freden⁹¹ er da nu kommet, idag er den formodenlig bleven ved-
taget i Landsthinget; hvad saa? man troer her stadig paa Personalu-
nionen, skjønt man intet sikkert Tegn har paa den og man i Almin-
delighed frygter den. Man taler meget om, at Napoleon og Bis-
marck har villet dele Slesvig efter Nationaliteterne, men at det ud-
videde Danmark skulde gaa sammen med Norge og Sverrig; Kon-
gen af Preussen vil imidlertid - saa siges der - ingen flere Under-
handlinger vide af at sige.

Igaar var jeg paa Forhaabningsholm og var nær kommet i Uenig-
hed med Fader⁹² om Personalunionen; jeg gjorde nemlig gjældende,
at naar man ikke vilde tilstede et skandinavisk tredelt Rige, naar man
ikke vilde lade hele Danmark gaa ind i det tydske Forbund, og naar
man maatte indrømme, at et Danmark til Kongeaaen vilde være et
Rige uden Betydning og et Rige, som navnlig med dets vigtige
geographiske Beliggenhed, ikke vilde være istand til nogensinde at
værge sig, - og der dog skal være et Danmark, saa er der ingen
anden Udvei end at gaa ind paa Personalunionen. Det forekommer
mig nu, at finder alle de nævnte Forudsætninger Sted og er der ingen
Udsigt til, at de snart ville blive forandrede, saa maa man med
Personalunionen som Udgangspunkt arbeide helt paa ny. For mig
staar det da som Noget der kan blive meget farligt, men som ogsaa
kan løbe hen uden Fare, det kommer kun an paa, om vi kunne
tilveiebringe Enighed herhjemme og navnlig opretholde den fri For-
fatning, selv om den i enkelte Retninger - navnlig f.Ex. ved Valglo-
ven til Landsthinget modificeres noget; Holstenerne og de tydske og
tydsksindede Slesvigere have jo nu opnaaet hvad de have arbeidet
paa saalænge, men ved en Personalunion have de dog ikke opnaaet
den fulde selvstændige Uafhængighed, de vilde maaske herefter
kunne arbeide paa en fredeligere Maade ligeoverfor Danmark, især
naar friere Institutioner efterhaanden kunne komme frem iblandt
dem. Maaskee ogsaa de danske Slesvigeres Sag kan sikkres bedst,
naar Kongen af Danmark vedbliver at være deres Styrer. Du seer, at
jeg forudsætter Meget, vistnok altfor Meget; min vigtigste Forud-
sætning er vor frie Forfatning; men jeg synes, at naar der ingen
anden Mulighed er for et Danmark end en Personalunion med Sles-
vig og Holsten, saa er det feil, naar Personalunionen er declareret,
ikke at fremme og arbeide for vort Fædrelands Vel under en saadan
ny Ordning; - forstaa mig vel, jeg siger ikke, at vi skulle gribe efter
denne Ordning, vi skulle tvertimod stræbe efter en bedre end den,
men naar den er uundgaaelig, bør man ikke gaa den imøde med altfor
stor Forbittrelse, saa blive blot Ulykkerne ved. En Ting er der imid-
lertid, som jeg Intet veed om, og som kan gjøre mig meget be-
tænkelig, det er en saadan ny uneret Stats Forhold til Tydskland.

Naar Du engang skriver, lad mig saa høre, hvad Du mener om alt
det jeg her har sagt. Vi leve vel, - Collette har for en Uges Tid siden
været noget syg for Tænder -jeg haaber at Sophie og Du ogsaa have
det saa godt, som man under nærværende Omstændigheder baade
paa den ene og den anden Maade - kan have det.

Du erindrer vist at det er en gammel Skik at jeg altid kommer
bagefter med mine Ønsker i Anledning af din Fødselsdag,⁹³ derfor
er Du vel heller ikke iaar bleven forundret over intet Brev at faa fra
mig i rette Tid. Imidlertid kan jeg nu slaa to Fluer med et Smæk og
paa engang bringe Dig min Lykønskning i Anledning af det ny Aar
Du begyndte for nogle Uger siden og af det ny Aar vi Alle begynde
idag; jeg kan ikke ønske Dig Noget bedre, end at begge disse Aar

maa bringe Dig nogen Erstatning for hvad det sidst forløbne har
berøvet Dig, selv om Erstatningen ikke bliver fuldstændig er Lidet
bedre end Intet. Kniber det stærkt for Dig og Du vil herover igjen,
er det jo ikke umuligt, at vi kunne hjælpe Lidt paa Eder ligesom
forrige Aar.

Dine Rentepenge hævede jeg igaar, Summen er 90 Rdlr., som jeg
altså bevarer indtil nærmere Ordre. Jeg har modtaget 1ste Hefte af
andet Bind af Helvegs danske Kirkehistorie før Reformationen,⁹⁴ vil
Du have det over? der er ligeledes udkommet 3die Bind af E. Fries's
Botaniska Utflygter,⁹⁵ hvilket jeg blot gjør Dig opmærksom paa,
for det Tilfælde at Du ønskede det, Du har vist de to første.

Politiken hviler i denne Tid, men om et Par Dage vil det bryde løs
i Rigsraadet, Bondevennerne ville gjøre den yderste Modstand imod
det ny Grundlovsudkast, og Forhandlingerne ville næppe blive førte
til Ende uden Opløsning formodenlig af begge Thing; det beroer
paa, om det saakaldte national-liberale Parti vil gaa med eller imod
Bondevennerne, rimeligvis vil der ske en Spaltning, men Resultatet
bliver uden Tvivl i et hvert Tilfælde, at Regjeringen ikke faar den
nødvendige Majoritet.

Det vil vist interessere Dig at erfare, at der herovre fra bliver
sørget saaledes for Appel,⁹⁶ at han kan leve i Slesvig og virke for
Opretholdelsen af Danskheden; der er samlet sammen til at kjøbe
ham et Hus paa Landet med nogen Jord til og aarlig vil han faa 400
Rdlr., alt bliver sendt ham i al Hemmelighed, ligesom ogsaa danske
Bøger til Uddeling, iøvrigt er det overladt til ham selv, hvorledes
han vil virke; jeg yder ham 5 Rdlr. - Vexllær H. P. Hansen, Borger-
mester Gammeltoft og Captain Brygger Jacobsen⁹⁷ have sat sig i
Spidsen for en Indsamling for at understøtte alle danske Skoler
rundt omkring i Slesvig, navnlig vel i de større Byer, som Flens-
borg; intet Bidrag maa være under 20 Rdlr. aarlig tror jeg, og Ind-
samlingen gaar nok godt fremad. Der gjøres Alt for at komme
Nordslesvigerne til Hjælp, men underligt nok, det udgaar Alt fra
Middelstanden, ikke en eneste vides at udgaa fra de høiere Kredse.

Det har gjort mig noget ondt at høre, at Onkel⁹⁸ er Medlem af
Augustforeningen, skjøndt det ikke kan undre mig, da han jo aldrig
har været nogen Frihedsmand; men jeg synes, at en besindig Mand

som han maa kunde see, hvormeget Løgn der er i hvad Augustfore-
ningen kommer frem med og snarere lade sig bevæge til ikke at gaa
ind som Medlem end til [at] gjøre dette Skridt.

Ja nu venter jeg Dine Ordrer og beder Dig hilse Sophie, Onkel og
Tante samt Alle paa Ormholt,⁹⁹ naar Du om kort Tid kommer der-
til.

Det er ikke iaar første Gang, at jeg har været saa forsømmelig at lade
høre fra mig ved din Fødselsdag, saa jeg haaber, at Du ikke tager det
altfor meget ilde op ingen Lykønskning at have faaet fra mig. Jeg vil
nu slaa den sammen med Ønsket om et glædeligt Nytaar og om at
det maa bringe Dig og Sophie det I mest trænge til nemlig Noget at
leve af. Forleden saa jeg Navnet Branth nævnet i Forbindelse med
Folkeforeningen i Randers og Foredrag om Slesvig, og jeg tænkte
da strax at denne Branth maatte være Dig. Derimod savnede jeg Dit
Navn i Forbindelse med Efterretningen om den vigtige Begivenhed,
som uden Tvivl har vakt umaadelig Opsigt i Viborg og Omegn, at
der var kommet Trichiner til Viborg, thi jeg antog strax, at Du var
den Lykkelige som havde gjort Opfindelsen og jeg forestillede mig
strax, hvorledes Viborgs 3 Politibetjente - flere er der vel ikke -
havde Vanskelighed med at holde Orden og Styr paa Folk, som i
stor Mængde var samlet udenfor din Bolig - eller Trichincontoiret -
for at se Vidunderet gjennem dit Mikroskop¹⁰⁰ - Den Fyr maa vel
have givet godt afsig.

Hvad Kirkehistorisk Samfund angaar, da skylder Du mig vist kun
1 Rdlr. for det Hefte af Helveg, som Sophie havde over med til Dig,
det kan jo vente til bedre Tider med den Daler. Jeg er rigtignok selv
gaaet ind i Samfundet og faar saaledes flere af Tingene to Gange,
men det ene Sæt kan jeg vel nok engang ved Leilighed faa solgt. ...

Paa Bibliotheket gaar det som sædvanligt mindre godt, hvilket jo
ikke godt kan være anderledes, naar en yngre, som maaske er lidt
ivrig i Tjenesten skal regjere over disse gamle Snegle; naturligvis
fremkalder det nogen Pirrelighed hos mig og disse Snegle betragte
mig som en grov Stud og tillægge mig Skylden for at Forholdet er
mindre godt. Men tænk dig blot at skulle arbeide daglig sammen
med Mænd som den næsten idiotiske Olding Moldenhauer, den
tvære Thorson, den stortalende Barfod, den uvidende og upaalide-
lige Brosbøll,¹⁰¹ - og saa at være deres Overhoved, at skulle have en
Mening om deres Arbeide og Færden i Bibliothekets Tjeneste og saa
at vove at udtale den ligefrem, saa kan Du vel forestille Dig, at alt
det umulig kan gaa rolig af. Skjøndt det tilvisse er en meget ube-
hagelig Situation, gjør jeg mig dog Umage for at det kan Alt gaa saa
roligt som muligt, har jeg i den unge Alder faaet den høie Stilling,
saa maa jeg ogsaa med Taalmodighed bære de Besværligheder og
Ulemper, som følge med.

Du ved, at vi ere ifærd med at forfatte et Catalog over vor danske
Literatur på Bibliotheket,¹⁰² der møder jo meget ofte Vanskelig-
heder, saaledes for Exempel med Søren Kjerkegaard; under hvilken
Rubrik skal man sætte hans Skrifter? Jeg bruger undertiden Skat
Rørdam¹⁰³ til Consulent, og han mener, at i Henhold til K.'s egen
Betragtning maa alle hans Skrifter staa sammen, baade de religieuse
og de æsthetiske - (cfr. K.'s Min Forfattervirksomhed)¹⁰⁴ og han
mener fremdeles, at han maa opføres i den Afdeling, som har til
Overskrift: »Skrifter af Sværmere og Andre, som ere traadte op
imod den bestaaende Kirke«. Hvad synes Du derom? For Mange vil
det ganske vist tage sig besynderligt ud, at Enten. Eller, Stadier paa
Livets Vei opføres som Skrifter af en religiøs Sværmer, men det er
vistnok correct, at følge det Vink, som Kjerkegaard selv har givet.

Nu en venlig Hilsen fra Charlotte til Sophie og jeg vil slutte med det
Ønske, at det ny Aar maa bringe Eder det bedste i kunne ønske
Eder.

Hvad jeg her vil fortælle Dig, har jeg egentlig ikke Lov at meddele,
men jeg kan nu ikke dy mig og jeg kan vel i nogle Dage stole paa din
Taushed. Mulig Du veed hvad Du nu vil faa at læse, saa gjør det jo
Intet til Sagen, hvad jeg skriver. Sagen er altsaa, at din Udnævnelse
til Catechetembedet i Skjelskør kan ventes hver Dag; Forestillingen
er inde hos Kongen.¹⁰⁵ Min Kilde er aldeles paalidelig. Nu faae vi at
see, om der denne Gang vil komme Sladder ud af det.

Jeg har formelig maattet give Audients i den sidste Uges Tid i
Anledning af den ledige Plads ved Bibliotheket,¹⁰⁶ men nu er Tiden
for Indsendelsen af Ansøgninger udløben og i Aften skulde jeg til at
skrive min Indstilling. Den Lykkelige bliver vistnok en Nic. Jakob-
sen, Cand. theol, med Laud fra 1862. Han har gjort gode Examina,
har udmærkede Anbefalinger fra de Skoler, i hvilke han har været
Lærer, er Lieutenant i Krigsreserven; han meldte sig i Februar 1863
til Skolen, bestod Prøven som Nr. 1 af nogle og firs, deltog i Krigen
og kan forevise Vidnesbyrd fra sin Major og Oberst, som fremhæve
ham som en af Regimentets brugbareste Officerer og give ham al
den Ros, et Menneske kan forlange. Det er ham der er Forfatter til
Artiklen i sidste Hefte af dsk. Maanedskrift om Drik i Danmark i det
16 og 17de Aarh.,¹⁰⁷ der i alt Fald vidner om et grundigt og om-
fattende Studium. Efter alt hvad jeg har erfaret om ham nærer jeg
det Haab, at han vil blive en dygtig, flink og elskværdig Med-
hjælper. Han er en Skolelærer Søn fra Kjerteminde, født 1837, Stu-
dent 1856.

Vi leve vel herhjemme, jeg haaber at baade du og Sophie gjøre det
Samme. Det er sandt, dersom du bliver udnævnt, vil din Ordination
finde Sted meget kort efter, saa at Du vil faa meget travlt.

Mit Arbeide skrider frem i forskjellige Retninger; det er maaske en
Feil af mig af have flere Jern i Ilden paa engang, men jo mere jeg har
at bestille, jo bedre befinder jeg mig. Nylig har jeg udgivet det andet
Hefte af Aarsberetningerne fra Bibliotheket,¹⁰⁸ det har kostet meget
Arbeide, megen Tid, og det indbringer Intet, det volder snarere
Udgifter.

Concurencen¹⁰⁹ er nu endt og Henrik Scharling bleven den lykke-
lige. Naturligvis vil der hæve sig et Ramaskrig; igaar hørte jeg en
sige, naa! det er da gaaet til med Lodder! NB. han havde ikke læst de
skriftlige Arbeider, ikke hørt Prøveforelæsningen, men vilde dog
bedømme Udfaldet. Saaledes gaar det vist nok mangfoldige, Schar-
ling har Strømmen imod sig og vil faa meget at stride imod; jeg selv
holder ikke videre af ham, mens selv hans Concurenter indrømme,
at han er en talentfuld og dygtig Mand og jeg vil ønske han i Tidens
Løb maa kunne udfylde sin Plads. Nogle af hans Modstandere ville
aldrig komme til Forlig med ham, thi de Standpunkter de staae paa
kunne ikke forliges.

Festen for Clausen¹¹⁰ var meget smuk, jeg deltog i den; der er nok
dem, som mene at der egentlig ingen Anledning var til at afholde
den, men Clausen fortjener nok at hans Medborgere hædre ham paa
den Maade som Tiden fordrer og saa vidt jeg ved, har tidligere kun
Studenterforeningen hædret ham paa en mere fremragende Maade.

1. Palle Birkelund: Jørgen Andresen Bølling 1792-1862 (Fund og Forskning 1956
s. 7-36); H. O. Lange og C. Nyrop i Bogvennen 1904-06.

3. Chr. Bruun: Det store kongelige Bibliothek og Universitetsbibliotheket.
Nogle Bemærkninger. Kbh. 1860 [26 sider].

5. I KB's håndskriftsamling findes breve fra Bruun til en række brevmodtagere,
men i de fleste tilfælde kun et enkelt eller nogle få breve. Fra DB er bevaret i alt
40 breve, der omfatter perioden 1865-70 og 1872-91. Brevene før 1865 og efter
1891 må anses for tabte.

6. Om DB se generelt Erik Nørr: Mellem Otto og Jakob. 61 års brevveksling
mellem Gyllingpræsten Otto Møller og præsten og naturvidenskabsmanden
Jakob Severin Deichmann Branth. I—II. Kbh. 1986.

7. Albert Fabritius: Det kongelige Biblioteks Embedsmænd og Funktionærer
1653-1943. Kbh. 1953. Udover de nævnte var der ved biblioteket ansat en
fyrbøder og et bud.

8. K.J.Lyngby: C.Bruuns Udnævnelse til Bibliothekar ved det Store kgl. Bi-
bliothek (Dagbladet 9/4 1863).

9. CB: Erindringer fra Det gamle kongelige Bibliothek. Kbh. 1906 s. 14-16. Jfr.
også sønnen H. C. Bruuns utrykte manuskript: Christian Walther Bruun 1831-
1906. Overbibliotekar. Levnedsskildring. (NKS 2763 Fol.)

12. Kultusmin. 3. Kt. Journalsag K522/1866. Alle ansøgningerne findes i KB's
arkiv. Nyere Rk. Journalsag 276/1866. Blandt ansøgerne var den senere soci-
alistfører Louis Pio.

14. CB til DB 7/12 1885. Om Brosbølls eget syn på sin tid ved Det kgl. Bibi. se
I Samliv med Carit Etlar. Fortalt af Augusta Carit Etlar. Kbh. 1924 s. 148-50.

15. Bøllings rundskr. 6/12 1861 påført medarbejdernes svar (KB's arkiv. C:
Chr. Bruuns Indstillinger om Embedsbesættelser, Udnævnelser etc.).

22. Brosbøll 22/3 1864 og 8/4 1864 til CB (NKS 3681, 4°); Kultusmin. 3.
Kt. Journalsag H219/1864. Jfr. Carit Etlar: Krigsbilleder. Kbh. 1865.

31. Kultusmin. 3. Kt. Journalsag G500/1863 og H458/1864; C.Bruun (udg.):
Aarsberetninger og Meddelelser fra det Store kongelige Bibliothek. I—II. Kbh.
1870-75 (årsberetninger 1864/65-1871/72).

32. Forøgelsen fremkommer ved at sammenligne tallene for 1862-65 med tallene
for 1869-72.

34. CB til Kultusmin. 8/1 1864. Bemærkninger til et forslag om et nyt reglement
for KB. (Kultusmin. 3. Kt. Journalsag H17/1864).

35. Se fortrykket til Finansudvalgets betænkning for 1865/66 §10 pkt. 4 i Kultus-
min. 3. Kt. Journalsag H817/1864.

37. CB i Aarsberetning 1883/84; Harald Ilsøe i Medd. fra Rigsbibliotekaren 1984
Nr. 3 side 13-24; Erik Nørr i Magasin 4. årg. nr. 1 (1989), s. 47.

38. Bruuns argumenter var så overbevisende, at Finansudvalgets endelige betænk-
ning intet indeholdt om aftenåbningen (Rigsdagstidende 1864/65 Tillæg B
sp. 143-44).

40. Kultusmin. 3. Kt. Journalsag G500/1863 (årsberetn. 1/1 1862-31/3 1863);
H458/1864 (årsberetn. 1/4 1863-31/3 1864).

41. CB: Det danske Katalog i det Store kongelige Bibliothek. Kbh. 1875. Bruun
kaldte selv det renskrevne seddelkartotek for »Kataloget«. I dag anvender Det
kgl. Bibliotek betegnelsen »Katalogen«.

43. Bruuns plan indsendtes til Kultusmin. sammen med budgetforslaget for
1864/65. Planen er trykt i Rigsdagstidende 1863/64 Tillæg B sp. 125ff.

45. CB's fortale i Bibliotheca Danica Bd. I s. V-X. Om værkets tilblivelse jfr. KB's
arkiv. All. Skrivelser vedr. »Bibliotheca Danica«.

48. Om pligtafleveringens historie se H. Ehrencron-Miiller i Dansk Bogtrykker-
Tidende 1902 sp. 156-87, 194-99 (findes også som særtryk).

52. KB's arkiv. Journal og Journalsager. Nyere Række 66/1862, 93/1862, 285/
1867, 304/1867. Kultusmin. 3. Kt. Journalsag H510/1864 (sagen indeholder en
række indberetninger fra CB 1864-67).

54. Kultusmin. P. C. Kierkegaard 29/10 1867 til CB (KB's arkiv. Nyere Rk. Jour-
nalsag 328/1867).

57. Jfr. CB's redegørelse herfor i årsberetningerne. Generelt om indkøbspolitikken
se Aarsberetninger og Meddelelser I s. VII-VIII.

60. Udenrigsmin. 9/5 1864 til CB med prins Napoleons brev (KB's arkiv. Journal-
sag 170/1864). CB's første svar og Udenrigsmin.'s mundtlige meddelelse
fremgår af KB's journal.

65. CB til Rasmus Nielsen 10/3 1864 (KB's arkiv. Kopibog over ind- og udgåede
sager i årene 1862-65).

68. KB's arkiv. Journal 107/1863, 112/1863; Kultusmin. 3. Kt. Journalsag 224/
1863.

69. KB's arkiv. Journal 184 og 187/1864 + randbemærkning. Kultusmin. 3.
Kt. Journalsag H749/1864.

74. Følgende breve fra CB til DB er ikke medtaget her: 11/1 1865, 24/4 1865, 12/5
1866 og 9/9 1866.

75. Meddelelser om Tønders private Realskole i April 1863. Udg. af J. S. Deich-
mann Branth. Møgeltønder 1863.

76. Hans Christian Sophus Bruun (født 5/5 1863). Han blev senere byfoged og
borgmester i Ribe og dommer over Hellum-Hindsted Herreder. Om Bruuns
familie se H. C. Bruun: Stamtavle over Jens Berthelsen Bruun's Efterkom-
mere. 1935 (se især s. 13-16).

77. Charlotte Justiniane Bruun (1833-92), Deichmann Branths kusine, blev gift
med CB 1859.

79. K. J. Lyngby: C. Bruuns Udnævnelse til Bibliothekar ved det Store kgl. Bi-
bliothek (Dagbladet 9/4 1863).

80. CB udgav i 1862 Ludvig Holbergs Peder Paars. Et Afsnit af en Holberg-
Bibliographi.

81. Deichmann Branths første hustru Sophie Fanny Conradine, født Dumreicher
(1839-87).

82. Den omtalte bog må være DB: Naturlære og lidt Kemi, til Brug ved Under-
visning. 1. udgave udkom i Tønder 1866 (Drøhse). Lærebogen udkom i alt i 8
udgaver (den seneste i 1905).

84. CB havde i 1863 to små børn: Collette Marie (f. 24/12 1861) og Hans Christian
Sophus (f. 5/5 1863).

87. A. W. Moltke, lensgreve Bregentved, premierminister 1848-52, død 15/2 1864
i Kbh.

89. Ernst Ludvig Bruun (1838-85), broder til CB, senere ejer af gården Carlsro i
Rødovre sogn. Ifølge Lov 12/2 1849 om alm. værnepligt §26 var det muligt at
slippe for værnepligten ved at lade en anden stille i stedet. Ordningen af-
skaffedes ved Lov 6/7 1867 om hærens ordning §7.

90. Chr. Liitken var redaktør af Tidsskrift for populære Fremstillinger af Naturvi-
denskaben. Ifølge Lutkens brev 9/1 1864 til DB ville tidsskriftet ikke optage
hans afhandling: »De enkelte Nationers Bidrag til Naturvidenskabens Ud-
vikling«, da den præget af hans personlige oplevelser i 1864 indeholdt en stærk
nedvurdering af tysk naturvidenskab. Afhandlingen blev senere trykt i Sam-
fundet. Et Maanedsskrift. Udg. af Fr. Krebs. Kbh. 1867 3. hæfte s. 203-29.

91. Freden i Wien 30/10 1864 blev kundgjort 16/11 1864 (se Love og Anordninger
1864 s. 302ff.).

92. CB's fader Carl Friederich Bruun (1796-1892), kaptajn i artilleriet, ejede For-
haabningsholm 1837-71; jfr. P. I. Liebe og E. Borgstrøm: Biografiske oplys-
ninger om faste artilleriofficerer af linien 1764-1889. I. Kbh. 1978 s. 133-35.

94. Ludvig N. Helveg: Den danske Kirkes Historie til Reformationen. Udg. af
Selskabet for Danmarks Kirkehistorie. Anden Deel. Kbh. 1870 (bindet udkom
i hæfter 1864-70).

95. Elias Fries: Botaniska utflygter. En samling af strödda tillfällighetsskrifter.
I-m. Stockholm 1852-64.

96. Cornelius Appel (1821-1901) var indtil 1864 lærer i Tønder og blev efter krigen
højskoleforstander i Rødding.

97. Hans Peter Hansen (1802-80), veksellerer. C. Gammeltoft (1818-73), borgme-
ster Magistratens 2. afd. Carl Jacobsen (1842-1914), brygger.

100. Medens DB opholdt sig i Viborg, fik han som ejer af et mikroskop til opgave
at deltage i kontrollen af dyr. DB omtaler i et brev til CB 21/1 1866 en trikin-
undersøgelse af et svin. Mikroskopet findes stadig i familiens eje (Erik Nørr:
Mellem Otto og Jakob. I, tavle 7 s. 32/33).

102. Jfr. herom CB: Det danske Katalog i det Store kongelige Bibliothek. Kbh.
1875.

105. Kgl. Resol. 5/9 1866 (Kultusmin. 2. Kt. Forestillinger 140/1866), ansættelses-
sagen findes i 2. Kt. Journalsag 752/1866.

107. Nic. Jacobsen: Levemaaden i Drik i 16de og 17de Aarhundrede, et Bidrag til
Kulturens og Sædernes Historie i Danmark (Dansk Maanedsskrift 1866 II
s. 33-72, 114-34).

108. Beretning for Finantsaaret 1865-66 (trykt i Aarsberetninger og Meddelelser
fra det store kongelige Bibliothek. Udg. Chr. Bruun. Bd. I. Kbh. 1870
s. XXVII-XXX).

109. 11866 blev docenturet i etik ved Det teol. Fakultet besat efter en konkurrence.
Den senere prof. C. Henrik Scharling blev foretrukket fremfor bl.a. Th. Skat
Rørdam (P. G. Lindhardt: Holmens Provst Thomas Skat Rørdam. Kbh. 1969
s. 26-27).

110. H. N. Clausen (1793-1877), ekstraordinær teol. prof. 1822, ordinær prof.
1830-77.

Periode	Åbnings-	Læsesals-	Læsesals-	Udlån
	dage	besøg	lån (bind)	(bind)
1/1 62-31/12 62		4148	22068	6000
1/1 63-31/3 63		1591	7578	2026
1/1 62-31/3 63 i alt	327	5739	29646	8026
1/4 63-31/3 64	274	4300	21551	7149
1/4 64-31/3 65	283	4807	10122	6920
1/4 65-31/3 66	275	5939	16359	8221
1/4 66-31/3 67	273	6408	20548	8012