At kunne skelne lys fra lygtemænd

Om J. W. Marckmanns Fortegnelse over Skrifter til
Læsning for Menigmand¹

Af Svend Bruhns og Anders Ørom

Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug og folkeoplysningen
Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug blev stiftet i marts 1835.
Det var den første politiske forening efter århundredeskiftet.

Selskabet udsprang af et initiativ fra en gruppe embedsmænd,
borgere og småborgere, der gennem en petition anmodede kongen
om ikke at skærpe censuren. Baggrunden var, at pressen i begyndel-
sen af 1830rne havde kritiseret trykkefrihedslovgivningen og andre
politiske forhold.

Forordningen af 27. september 1799, der indskrænkede trykkefri-
heden kraftigt, var det juridiske grundlag for trykkefrihedsspørgs-
mål frem til enevældens ophør. Forordningens hovedsigte var at
standse offentlig diskussion og kritik af enevældens regeringsform
og forfatning.

Pressen havde i 1830rne 'forbrudt' sig mod denne forordning;
embedsmænd og folk fra borgerskabet var begyndt at stille spørgs-
målstegn ved trykkefriheden. Den folkekære konge, Frederik den
Sjette, blev forarget, og »(....) da Skrivefrækheden .... mere og
mere tager Overhaand« anlagde regeringen sag mod flere skribenter
og truede med at indføre egentlig (forhånds) censur.

Svend Bruhns, ass. fagleder; Anders Ørom, lektor. Danmarks Biblioteksskole, Langagervej 4,
9220 Aalborg 0.

Petitionen fra den ovennævnte kreds, trykkefrihedsadressen, blev
underskrevet af over 500 personer og stilet til kongen. Adressen var
holdt i en meget underdanig tone og var blot en bøn om, at kongen
ville bevare den trykkefrihed, man havde. Der var altså ikke tale om
at forlange reel trykkefrihed i landet.

Kongen svarede: »(....) thi ligesom Vor landsfaderlige Opmærk-
somhed stedse har været henvendt paa at bidrage alt, hvad der stod i
Vor kongelige Magt, til at virke for Folkets og Statens Vel, saaledes
kan heller ingen uden Vi alene være i Stand til at bedømme, hvad der
er begges sande Gavn og Bedste.«²

Den store tilslutning til trykkefrihedsadressen viste, at der var
grundlag for en organisation, og Selskabet for Trykkefrihedens rette
Brug kunne oprettes i en situation, hvor det kongelige 'Vi alene
vide' ikke havde ført til skærpede censurbestemmelser.

Trykkefrihedsselskabet fik hurtigt mange medlemmer. Allerede i
april 1836 var der indskrevet 2255. 53% af medlemmerne var fra
København, 35% fra øerne og 12% fra Jylland.³ Senere skete der en
forskydning bort fra københavnske medlemmer; men det generelle
billede er, at den geografiske sammensætning afspejler de kultur- og
oplysningsmæssige forhold i Danmark. Centrum er København, og
øerne var mere »oplyste« end det mørke Jylland.

Socialt set dominerer embedsmandsstanden og borgerskabet i
1836, og selv om der sker mindre forskydninger bort fra samfundets
øverste lag, forbliver embedsmandsstanden og borgerskabet langt
de vægtigste og mest betydningsfulde grupper i Selskabet. I 1836
var den sociale profil således: ca. 36% embedsmænd, ca. 30% hand-
lende og håndværkere (de handlende spændte fra grossistniveau til
detailhandel), knap 20% fra liberale erhverv. 3% var godsejere og
proprietærer og 2^xå% var bønder.⁴ Selskabets medlemmer repræsen-
terede således de dannelseskulturbærende lag, den offentlige admini-
stration og de dynamiske områder inden for næringslivet.

I Selskabet var forskellige politiske anskuelser repræsenteret: kon-
servative, moderate og liberale. De politiske forskelle var markante.
Den konservative fløj, med bl.a. H. C. Ørsted og Sibbern, var
egentlig tilfreds med landets politiske status, herunder den her-
skende reelle censur, der forhindrede 'misbrug' af pressen, såsom
offentliggørelse af oprørske, anstødelige, blasfemiske eller injuri-
erende skrifter. Den progressive fløj i Selskabet, heriblandt Orla
Lehmann og D. G. Monrad, ønskede en ændring afmagtforholdene
i samfundet, herunder reel trykkefrihed.

Den gyldne middelvej karakteriserede Selskabets politik frem til
1843/44, men da venstrefløjen herefter overtog ledelsen af Selska-
bet, og Monrad blev redaktør af dets tidsskrift Dansk Folkeblad, kom
problemerne med censuren. Bladet blev beslaglagt flere gange.

Den nye, progressive bestyrelse ville imidlertid samle de beslag-
lagte artikler og udgive dem i bogform, men drøftede på et tids-
punkt, om man skulle vente med at udgive bogen, til der var artikler
nok til mere end 24 ark, »(...) saa at man kunne være sikker for, at
den ikke blev beslaglagt, eller om man, stolende paa, at ingen Be-
slaglæggelse ville skee, skulde udgive den tidligere med et mindre
Arketal. «⁵ Den såkaldte trykkefrihed gik nemlig ud på, at det ganske
vist var tilladt at trykke næsten hvad som helst; men inden udgivelsen
skulle skrifter på 24 ark eller mindre censureres. Og hvis der så var
noget, der stødte censor, kunne han beslaglægge hele oplaget. I
givet fald en dyr historie for udgiverne.

Bogen med de beslaglagte artikler udkom i 1844 under titlen
Gjengangeren, redigeret af Monrad og på 447 sider in 12°! - altså
langt over 24 ark i kraft af formatet.

Kultur- og oplysningspositioner i Trykkefrihedsselskabet
Som der var flere politiske positioner, var der naturligvis også flere
holdninger til kultur og oplysning. En af disse var funderet i op-
lysningstidens rationalisme, en anden var præget af den national-
romantiske guldalderkultur. Men de har det fælles, at oplysningen
både skulle omfatte det statsborgerlige, det samfundsborgerlige og
det menneskelige område.

Dette kan ses af Selskabets formål, hvor der lægges megen vægt
på folkeoplysning:

Ȥ1: Selskabets Formaal er ved de Midler, der staar i dets Magt, at
fremme Trykkefrihedens rette Brug, modarbejde dens Misbrug
og saaledes virke til Folkeoplysning.

§2: Ved Belønninger søger Selskabet at fremkalde gode og nyttige
Skrifter, skikkede til i alle Borgerklasser at forædle Sindet, for-
bedre Smagen og udbrede Kundskaber, fornemmeligen om
Kommunalvæsen, Handel og andre Næringsveje, samt hvad
der overhovedet griber ind i Borgerlivet. Saadanne Prisskrifter
saavelsom andre Bøger, tjenlige til samme Øjemed, foranstal-
ter Selskabet udgivne og udbredte i Folket. «⁶

Ud over de nævnte skrifter var medierne for denne folkeoplysning
Selskabets tidsskrift Dansk Folkeblad og støtte til biblioteker, især
gennem gratis uddeling af Selskabets udgivelser. Udgivelserne blev
forestået af en skriftkomité på 9 medlemmer.

Som det ses af formålet henvender Selskabet sin oplysning til »alle
Borgerklasser«, til hele folket. I sidste instans er det dog i høj grad
by- og landalmuen, der, bredt forstået, er genstand for oplysningen.
Både Dansk Folkeblad og Selskabets bøger formidler stof på flere
niveauer, til flere målgrupper end almuen.

Som det fremgår af §2 er oplysningen kombineret med dannelse;
områderne for oplysning og dannelse kan skematiseres således:

- moralsk dannelse (»at forædle Sindet«), der kan forstås i lyset af
den kristeligt-rationalistiske tradition;

- æstetisk dannelse (»at forbedre Smagen«), der kan ses i sammen-
hæng med - groft sagt - Biedermeierkulturen;

- statsborgerlig oplysning (»Kommunalvæsen«/»Borgerlivet«);

- erhvervsmæssig eller samfundsborgerlig oplysning (»Handel og
andre Næringsveje«).

Mht. den erhvervsmæssige oplysning er det værd at mærke sig, at
handel er det eneste, der nævnes specifikt, hvilket lader ane, at det,
jf. den store gruppe af grosserere, købmænd og detailhandlende, er
handelskapitalen, der tillægges det økonomiske potentiale. (Fysio-
kratismen er et overstået stadium).

Som tidligere nævnt far Dansk Folkeblad i 1843/44 en mere mar-
kant og mere offensiv politisk karakter. Bladet bliver på dette tids-
punkt orienteret mod aktuelle politiske forhold med hovedvægt på,
hvad der sker i provinsialstænderne. Beslaglæggelsen af bladet selv
behandles også. Andre temaer er censurens opkomst og udbredelse,
nationalitet og nationale bevægelser, statsregnskaber, kornpriser,
slaveriet, husmændenes kår, dårevæsnet og undertrykkelsen af bøn-
dernes forsamlingsfrihed (i 1845). Denne politisk-økonomiske og
aktuelle orientering i stoffet står i ret markant modsætning til årgan-
gene op til 1843, hvor oplysningsfeltet er bredere, politisk mere
neutralt, i højere grad historisk orienteret, samt præget af den filan-
tropiske tradition og en tro på den rolige udvikling og i det hele på
udvikling.

På det politiske område er artiklerne mere oplysende end dis-
kuterende. Læserne oplyses om landets finansielle forfatning, om
penge og møntvæsen, om veksler, om retspleje, om skattevæsen,
om undervisningsvæsen og en række andre statsborgerlige anlig-
gender.

De historiske og kulturhistoriske artikler behandler på den ene
side udviklingen på en række specielle områder og på den anden side
vigtige begivenheder og personer i den nationale historie. Mht. ud-
viklingen drejer det sig f.eks. om vaccine, jernbanen, dampmaski-
nen og industri inden for det medicinsk-teknologiske område og om
forbedringen af bøndernes kår, socialfilantropiske foranstaltninger,
forsamlingsfriheden, laugsvæsnet, samt censur- og presseforhold på
det samfundsmæssige og politiske område.

For den nationale histories vedkommende er det krige mod ty-
skerne og svenskerne, der er i fokus. Niels Ebbesen kæmpede mod
tyske herrer og herremandsprivilegier, han var med til at sætte det
danske folk i bevægelse i en stræben af national art. Oprør fra
svundne tiders bonde- og borgerstand fremstilles som udtryk for en
retfærdig stræben i lighed med bornholmernes opstand mod sven-
skerne i midten af 1600-tallet. Blandt andet i disse historiske artikler
findes de mere afdæmpede politiske signaler.

Det nationale og den nationale kultur spiller også en rolle, både
dannelseskulturen og folkets kultur. Stoffet om den nationale dan-
nelseskultur er imidlertid ret begrænset; her er Thorvaldsen, Oeh-
lenschläger og Ingemann centrale personer. På den folkelige, natio-
nale kulturs område tages f.eks. folkemusikken op under synspunk-
tet, at den må reddes af de dannede, da vore »gamle nationale klang-
fulde Viser« ellers vil forsvinde. Den folkelige litteratur behandles i
forbindelse med Olger Danskes Krønike.

Ud over de nævnte områder er der stof om religiøse forhold. Det
er overvejende aktuelt orienteret og har statskirkelige emner som
det centrale. Et emne, der blev behandlet i 1839, var biskop Myn-
sters Udkast til en Kirkebog og et Alterritual for Danmark. H. N. Clau-
sens Betragtninger over Ritual-Sagen kritiserer på den ene side, at be-
handlingen af Mynsters udkast er blevet holdt inden for en snæver
gejstlig offentlighed, på den anden side tilslutter han sig fornyelsen
og de »gudstjenstlige Forbedringer«. H. N. Clausens argumenter
for denne tilslutning er, (1) at der sker en udvikling på alle områder,
også inden for kirken, (2) at den eksisterende forordning, der er
forældet, har fremmet »en bitter, hadefuld Partistrid« og dermed
svækket statskirken, og (3) at det nye udkast vil - med frihed, men
uden vilkårlighed - give den nødvendige enhed i gudstjenesten.
Nødvendig fordi gudstjenesten er den statskirkelige læres synlige
udtryk. H. N. Clausens artikel er karakteristisk véd at forsvare den
offentlige diskussion af statskirkelige anliggender og ved at forsvare
en vis, »naturlig« fornyelse inden for statskirken. Andre religions-
emner var bl.a. »de fremmede Religionsbekjenderes borgerlige Stil-
ling i Danmark« og salmer. I artiklerne om andre religioner lægges
der også megen vægt på statskirkens forhold til disse.

Mellem 1839 og 1843 kommer oplysningen i stigende grad til at
rette sig mod bønderne, og i nogen grad kommer den også til at
handle om husmændene. Almuens mistillid til de dannede klasser
bliver et tema. Denne mistillid eksisterer »Uanseet det Meget, de
højere Classer nu virke for Almuen«. Denne forestilling om de dan-
nede klassers uegennyttige virke for almuen, for børn af hoved-
stadens almueklasse, »som staae i Fare for at tabes for Samfundet«
og i det hele taget for folket er naturligvis gennemgående i disse
årgange af Dansk Folkeblad, i overensstemmelse med borgerskabets
forståelse af egne interesser som »Almeeninteresserne«.

I 1841/42 behandles kvindens oplysning, og der dukker en kvin-
debiografi op (Elisabeth Fry), der sætter et kvindeideal om opofrelse
ind mellem alle mønstereksemplerne på mænd, der ved talent og

virkelyst, »uden Formue, i Kamp mod allehaande Hindringer, kan
skaffe sig Dannelse og Dygtighed og skabe (...) egen Lykke«.

På kunstens område tager Dansk Folkeblad omkring 1840 sig nær-
mest ud som eksponent for en 'enevældeoffentlighed'. Der er sørge-
digte og mindesange i forbindelse med Frederik den Sjettes død,
bl. a. et skrevet af Ingemann og et med melodi af A. P. Berggreen.
J. M. Thiele besynger Christian den Ottendes tronbestigelse, og i et
andet digt til samme hedder det håbefuldt: »Og du vil modne Fol-
keraadets Høst«.

Et andet stofområde er anmeldelser af bøger som »er passende til
almeen Læsning« og som er billige. Flere af Ingemanns historiske
romaner er anmeldt anonymt i kort form. Om tredie oplag af Walde-
mar Seier (1841) skrives der efter omtalen af den lave pris:

»Hensigten er, at Mange skulle kunne kjøbe og læse denne Bog. Da
det er en Roman, er det Meste, som staaer deri, opdigtet, men
knytter sig dog til Begivenheder og Personer, hvorom Historien og
vore gamle Kjæmpeviser melde; og Digteren har af Skrifter og paa
anden Maade samlet, hvad der kunde give Læseren Begreb om de
gamle Tiders Skik og Tænkemaade, saa man har her nogenledes
Leilighed til at gjøre ligesom en Reise til den henfarne Slægt, I Wal-
demar Seiers Dage. Naar Bogen kjøbes til Laanebogsamlinger paa
Landet, vil den finde flittige Læsere, og Pengene saaledes ikke være
forgjæves udgivne.«⁷

Man kan bemærke, at anmeldelsen bl.a. er rettet mod dem, der
køber ind til lånebogsamlinger, og at den her har et fornuftigt øko-
nomisk synspunkt på indkøbet.

Dansk Folkeblad i tidsrummet 1839-43 er i høj grad udtryk for de
samme oplysningsbestræbelser som Marckmanns fortegnelse.

Folkeoplysning og biblioteker

I Trykkefrihedsselskabet blev biblioteker anset for at være nødven-
dige, for at oplysningsarbejdet kunne lykkes. Der var grænser for,
hvor langt Dansk Folkeblad nåede ud i folket, og der var fa eksi-
sterende almuebogsamlinger at bygge på. Derfor fik oprettelse af

biblioteker, støtte til biblioteker og formidling af litteratur i for-
bindelse med biblioteker en ret høj prioritet.⁸

Ud over den optimistiske tro på oplysningens nytte var Selska-
bets oplysningsarbejde også begrundet i forhold til andre politiske
og kulturelle fronter. Den ene front var »en Classe« af politiske
blade, der »gik for vidt«. Den anden front var en fordærvelig littera-
tur. Om det første skriver »s.n.« i Dansk Folkeblad i 1836:

»Den Classe af Blade, som baade ved Indhold og Form nærmest er
fattelig for Landalmuen, er naturligvis den, som allermindst bør
komme i dens Hænder, - vi mene den Syndflod af Styverfængeriets
elendige Fostre, som i disse sidste Aar have oversvømmet Hoved-
staden. Saadanne Blade underrette sædvanligviis Publikum om, at
deres Formaal er at værne om »Retfærd og Moralitet«, eller, almin-
deligere udtrykt, »at fremme Statens Vel«. Men under denne skin-
hellige Maske er deres fornemste Gjerning den, at gjøre Skamløse
Udfald mod Næstens gode Navn.«⁹

Trykkefrihedsselskabets kamp mod den usædelige litteratur var ret-
tet mod lejebibliotekerne og i et tilfælde mod en bogtrykker, som
Selskabet ville forhindre i at udgive Paul de Kochs Hanrejen.¹⁰
Denne bog er et udpræget eksempel på den litteratur, der blev be-
tragtet som usædelig.

I forhold til rationalismens oplysningsbestræbelser er det værd at
mærke sig, at fronterne er nye. Den rationalistiske oplysning stod
ikke over for nogen alternativ politisk oplysning, og på litteratur-
området var det folkebøgerne, der var en trussel mod moralen.

Den ovenfor citerede »s.n.« har i samme artikel (med titlen Om
Læseforeninger blandt Landalmuen) en række overvejelser, der foku-
serer på, hvad der skal udvælges af »Læsegjenstande« til landal-
muen, og hvordan disse skal formidles.

I overensstemmelse med Selskabets politik går »s.n.« naturligvis
ind for biblioteker/læseforeninger. På det politiske område sætter
han et skarpt skel mellem, hvad der er egnet for den dannede stats-
borger, og hvad der er egnet for bondestanden, hvis indsigter i
statsanliggender »ere saa højest mangelfulde og tidt grundfor-
keerte«:

»Men man huske paa, at, hvad den Dannede læser ikke alene uden
Skade men til Nytte, det kan den mindre Dannede læse ikke alene
uden Nytte men til Skade. «⁹

Det, det drejer sig om, er de forskellige politiske anskuelser, som
diskuteres i den borgerlige offentlighed. Den politiske offentlighed
er ikke umiddelbart et sted for bondestanden, dels fordi det ikke er
meningen, at bondestanden skal »tælle ret mange politiske Kan-
destøbere i sin Midte«, dels fordi den politiske meningsudveksling
vil bringe forvirring og misforståelse for den politisk udannede
bonde.

Artiklens forfatter laver altså en klar markeringslinie mellem den
dannede statsborger og den udannede bonde på det politiske om-
råde. I forbindelse hermed stiller han så spørgsmålet om oplysnin-
gens relevans for bondestanden. Er den i det hele taget relevant, når
den politiske oplysning er udgrænset?

På dette retoriske spørgsmål svarer »s.n.« selvfølgelig ja. Selv om
bonden ikke kan gå lige ind i den politiske offentlighed, er der
meget at oplyse ham om. Men enhver oplysning af bondestanden
kræver et omhyggeligt valg af »Læsegj ens tandene« og »en middel-
bar Vejledning, til at forstaa og dømme om det Læste«. Til begge
dele kræves der dannede mænd. Marckmanns Fortegnelse over Skrif-
ter til Læsning for Menigmand, der udkom i 1844, 8 år senere, blev et
vigtigt redskab til udvælgelse af »Læsegjenstandene« og også en
hjælp til »middelbar Vejledning«, idet annotationerne var rettet mod
de dannede borgere, præster og lærere især, der stod for sogne-
bibliotekerne.

J. W. Marckmann og folkeoplysningen

Jørgen Wilhelm Marckmann (1804-61) kom fra en embedsmands-
familie (faren blev by- og herredsskriver) og blev selv præst, lærer
på Borgerdydsskolen, aktivt medlem af Trykkefrihedsselskabet og

J. W. Marckmann, 1804-61. Folkeop- lyser og medlem af Trykkefrihedssel- skabet. Det kgl. Bi- bliotek, Billedsam- lingen.

senere medlem af den grundlovgivende rigsdag og folketinget.¹¹
Han var således repræsentant for den lavere del af den københavnske
embedsmandsstand, da han var aktiv i Trykkefrihedsselskabet. Han
flyttede fra København i 1849.

Marckmann skrev om »Menigmands Oplysning« i Dansk Fol-
keblad, han forfattede bogen om »Franklins Levnet«, som Trykkefri-
hedsselskabet udgav i 1837 og igen i andet oplag i 1839, og han
lavede med Fortegnelse over Skrifter ... i 1844 landets første, egentlige
annoterede litteraturliste. (P. F. Suhms Nødvendigt Bibliotek må ka-
rakteriseres som et bibliografisk essay).

I 1839 skriver Marckmann i en artikel Om Menigmands Oplysning
under pseudonym: Olbe, Kammerraad. Til dette pseudonym knyt-
ter han en fiktiv identitet. Artiklens jeg er en gammel kammerråd,
der ser de aktuelle oplysningsbestræbelser i lyset af sin ungdoms
»erfaringer«:

»Min modnere Ungdom indtraf den Tid, da Bondesagen satte alle
Hjerter i Bevægelse, og som Medlem af Drejers Klub har jeg levet
med Wadum og Storm og flere af de Mænd, hvis varme Deeltagelse
for hiin herlige Sag endnu ikke er glemt af den yngre Slægt.«¹²

Med denne fiktive tilknytning til Drejers Klub, der startede i 1775,
placerer Marckmann Trykkefrihedsselskabets aktuelle oplysnings-
bestræbelser i en tradition. Drejers Klub var forum for diskussion af
og tilslutning til liberal økonomi, landboreformer, oplysning og
trykkefrihed. Den fiktive kammerråd, der siden sin ungdom er
kommet i berøring med folket, kan meddele læseren sin glæde over
den nye tids oplysning:

»De vil altsaa kunne forestille Dem, hvor det har glædet mig, at
denne nye Tid igjen har foretaget en Sag, som har været min Ung-
doms Glæde, og atter begyndt at virke for Folkets Oplysning.«¹²

I artiklen indbygger Marckmann endvidere en godsejers absolutte
afvisning af folkeoplysning ud fra gamle argumenter om, at den
oplyste bonde ikke vil blive ved sin plov eller ikke vil gøre sit ked-
sommelige arbejde. Kammerråden fik ikke svaret godsejeren, inden
denne gik; hvilket begrunder at han er nødt til at give sit svar skrift-
ligt. Med denne fiktive ramme og med argumenterne for menig-
mands oplysning kommer Marckmann først og fremmest til at stå
som eksponent for oplysningstidens rationalisme:

»Når jeg siger, at den almene Mand burde erholde større Dannelse,
kan jeg naturligviis ikke mene, at han skulde blive lærd eller saaledes
fortabe sig i Speculeren og Læsen, at han glemte sin Stilling eller
forsømte dens Pligter; men jeg mener, at han kunne erholde mere

Kundskab om Verden og Livet og fornemmelig om sit Fødeland, sin
Stand og sin Gjerning, om sin Ret og sine Pligter, saa at han fik et
klarere Begreb og bedre Sans og Sind.«¹²

Argumentationen fortsætter med, at den »cultiverede, almene
Mand« far udviklet sin pligtfølelse med det resultat, at der bliver
færre »Mennesker for Fattigvæsenet at føde«. Og:

»Endelig maa jeg gjøre en Bemærkning, som synes mig meget vig-
tig; det er den, at jo mere indsigtsfuld en Mand er, desto mere
Forstand lægger han i sit Arbeide; Landmanden gjør Iagttagelser,
indfører Forbedringer, anstiller Forsøg; Haandværkeren stræber at
gjøre sit Arbeide fuldkomnere, søger saa vidt muligt at forædle det
til Kunst, og hermed faar den Gjerning, som for den Raae og Udan-
nede er tankeløs og maskinmæssig, en heel anden Interesse. (...)

Jeg bliver ved min gamle Mening og troer ydermere, at der for
vort Fædreland for nærværende Tid intet er vigtigere end Folkets
Dannelse. (...)«¹³

Som det er formuleret her, er det pligtfølelse (internaliseret moral),
forbedring af arbejdet og fædrelandets ve og vel, der er formålet
med folkets oplysning. I en artikel i Kjøbenhavnsposten, optrykt i
Almuevennen,¹⁴ har kammerråd Olbe fremsat sit syn på Det politiske
Røre i Folket. Denne artikel, der skelner stærkt mellem situationen i
Frankrig og i Danmark, indeholder trods den i 1840 udbredte frygt
for at 1839-revolten i Frankrig skulle brede sig til Danmark, et for-
svar for det »Liv«, der er kommet i folket. Ifølge Marckmann er
årsagen til de revolutionære opstande i Frankrig de franske kongers
undertrykkelse affolket. I Danmark derimod har Frederik den Sjette
forbedret folkets vilkår. Blandt andet derfor behøver man ikke
frygte

»(...) en reen Sodomas og Gomoras Forstyrrelse og Jerusalems Øde-
læggelse, dersom Stænderne fik nogen egentlig Magt.«¹⁵

Hvad der endvidere, implicit, må spille en vigtig rolle her, er folkets
dannelse. Citatet ovenfor om betydningen af folkets dannelse for
fædrelandet »for nærværende Tid« kan tolkes ind i denne politisk-
historiske kontekst: en side af formålet med folkeoplysningen, med
folkets dannelse, var også for Marckmann at undgå franske til-
stande.

Omtrent samtidig med, at Marckmann offentliggjorde artiklen
Om Menigmands Oplysning, blev han medlem af en komité »til drøf-
telse af de midler, der bør anvendes til at understøtte og fremkalde
læseindretninger for almuen.«¹⁶ Udvalget havde en betænkning fær-
dig i september 1839 (men den blev først behandlet mere end 1 år
senere). Komitéen indstillede 6 punkter, blandt andre:

- »Udgivelse af et Skrift, hvori Nytten af Almuebibliotheker vises.«

- »Nedsættelse af en Comité, der skulle have Tilsyn med Almuebi-
bliothekerne.«

- »Nedsættelse af en Comité, der skulle lede Valget af Bøger for
Almuebibliothekerne. «¹⁷

Ingen af disse 3 punkter blev vedtaget i Trykkefrihedsselskabet. Men
punkterne er udtryk for den tidligere omtalte tro på almuebiblio-
tekernes nytte og for understregningen af, at der må dannede mænd
til at lede valget af »Læsegjenstande« til almuen og til at stå for
formidlingen af disse »Læsegjenstande«.

Marckmanns fortegnelse kan også ses i forlængelse af disse kon-
krete bestræbelser. Den 28. maj 1841 indrykkede skriftkomitéen en
opfordring om indsendelse af litteraturlister over bøger egnede til
almuelæsning,

»en Fortegnelse over saadanne af vor Litteraturs Skrifter, der ved at
tilfredsstille Landalmuens Trang til Oplysning om Menneskets eller
Statsborgerens almindelige og Bondens særegne Anliggender eller
til Opmuntring efter Arbeidets Møisommeligheder, maatte fortjene
fortrinsviis at anbefales Sognebibliothekerne til Anskaffelse.«¹⁸

I overensstemmelse med Trykkefrihedsselskabets formål er områ-
derne for oplysning formuleret ud fra »opdelingen af borgeren« i
menneske (moral, æstetik), statsborger og samfundsborger.

Marckmanns »Fortegnelse over Skrifter til Læsning for Menigmand«
I referatet fra Trykkefrihedsselskabets bestyrelsesmøde den 15.
marts 1842 anføres følgende:

»Til at afgive Betænkning angaaende en Fortegnelse over saadanne
Skrifter i vor Litteratur, der fortrinligen egne sig til Almuelæsning,
- hvilken Fortegnelse med det Første kan ventes færdig fra Pastor
Marckmanns Haand, besluttedes det at nedsætte en Comite af 5
Medlemmer, hvortil derefter med Stemmeflerhed valgtes: Cam-
merraad Drewsen (med 14 Stemmer), Bibliothekssekretær Fabricius
(med 13), Overlærer Olsen (med 11), Pastor Børresen (med 10) og
Professor P. Hjort (med 9).«¹⁹

Marckmann har altså på et tidligere tidspunkt faet overdraget op-
gaven.

I referatet fra Repræsentantforsamlingen den 29. april samme år
står der:

»For at give Almuebibliothekerne en Veiledning i Valget af de Bø-
ger, der anskaffes, er en Fortegnelse over Skrifter, der ere meest
skikkede til Almuelæsning, ifølge Skriftcomiteens Opfordring ble-
ven udarbeidet og circulerer fortiden hos en til dens Bedømmelse
nedsat Comitee. Den kan i indeværende Aar ventes omdeelt og vil
forhaabentlig blive en velkommen Gave for Læseforeningerne.«²⁰

Det var helt i overensstemmelse med Trykkefrihedsselskabets prak-
sis, at der blev nedsat en bedømmelseskomité for hver enkelt bog,
som Selskabet overvejede at udgive. Men at bogen, trods optimis-
men vedrørende dens udgivelse i 1842, først udkommer i 1844, er et
særsyn, der lader ane, at det ikke har været helt let at opnå enighed i
komitéen.

Trykkefrihedsselskabets forhandlingsprotokol vender først til-

bage til sagen i referatet fra bestyrelsesmødet den 3. april 1844. I
referatet står der følgende om punktet:

»3. Ifølge den i sin Tid nedsatte Comites Anbefaling, blev den af
Pastor Marckmann forfattede »Fortegnelse over Almueskrifter«,
saaledes som den nu var bleven omarbeidet, antagen til Udgivelse
ved Selskabet.

Det sattes under Quæstion, om dette Skrift, ligesom de andre ved
Selskabet udgivne Bøger, skulde omdeles til alle Medlemmerne, da
det antoges kun at ville interessere Enkelte iblandt disse. Det [fand-
tes?] imidlertid efter Lovene at være nødvendigt, ogsaa i dette Til-
fælde at følge den sædvanlige Fremgangsmaade. Om hvorvidt der
kunde være Anledning til, saaledes som det endvidere blev fore-
slaaet, at omsende Skriftet ikke blot til de Sogne, der havde Fri-
exemplarer af Selskabets Skrifter, men ogsaa til Landets øvrige
Sogne, udsattes det at tage nogen Bestemmelse, indtil Skriftet var
udkommet.

Oplagets Størrelse bestemtes til 5500 Expl. Forfatterhonoraret
blev på Grund af den særdeles Møisommelighed, hvormed Ud-
arbeidelsen af dette Skrift havde været forbundet, fastsat til 40 Rbd.
for Arket, eller det dobbelte af det sædvanlige Honorar.«²¹

Forhandlingsprotokollen nævner af gode grunde ikke noget om
omarbejdelsen (der ikke var et bestyrelsesanliggende). Vi havde hå-
bet at finde noget i Marckmanns korrespondance, der fortalte om
udarbejdelsen og omarbejdelsen, men fandt desværre intet, der
kunne belyse udvælgelsen og forholdet mellem Marckmanns ar-
bejde og komitéens reaktioner.

Angående spørgsmålet om rundsendelse af skriftet til alle sogne
blev resultatet, at

»I april 1846 sendes en del eksemplarer af bogen til bisperne med
anmodning om, at de vil foretage en uddeling blandt stifternes præ-
ster. I følgeskrivelsen oplyses, at man ønsker fortegnelsen uddelt
blandt præster i de sogne, der endnu ikke har noget bibliotek, da

målet er oprettelse af et bibliotek i hvert pastorat. Men dermed var
selskabets arbejde for oprettelse af biblioteker afsluttet, (,..).«²²

Marckmann indleder sin fortegnelse med en »Forerindring«, hvor
han redegør for fortegnelsens sigte, karakter og for de overvejelser,
han har gjort sig mht. udvælgelsen og annoteringen af de 431 titler
fortegnelsen omfatter.

Han tager sit udgangspunkt i et optimistisk syn på folkebibliote-
kerne, der antages, at »blive af megen Betydning for Folkeudvik-
lingen i vort Fædreland«. Fortegnelsen skal løse problemet med, at
bestyrelserne for folkebibliotekerne »ikke kunde have tilstrækkeligt
Kjendskab til de Bøger i vor Litteratur, som ere hensigtsmæssige til
Læsning for Folket«. Han redegør endvidere for, at det, trods bi-
stand fra kyndige mænd, er hans værk, og at det er »et første Forsøg
i sin Art«. Han henviser til Collins fortegnelse, der i 1807 blev ud-
givet af Landhusholdningsselskabet; men bl.a. grundet dens mang-
lende annotationer har den ikke kunnet tages som mønster.

Om målgruppen (i sidste instans) skriver Marckmann:

»Ved Affattelsen af denne Fortegnelse har jeg nærmest havt Bon-
destanden for Øie som den, der især har Trang til Læseanstalter.
Men Bondestanden staaer paa et forskjelligt Trin af Dannelse baade i
dens forskjellige Afdelinger (Selveiere, Fæstebønder, Huusmænd)
og i de forskiellige Egne; derfor maatte der ogsaa i denne Forteg-
nelse optages Bøger, der svare til et noget forskjelligt Culturtrin.«²³

Børn var ikke med i Marckmanns målgruppe. Af H. C. Andersen er
således kun medtaget Nye Eventyr [1. hæfte] 1844. Ikke de 6 hæfter
Eventyr, fortalte for Børn (1835-41). Der er i det hele taget ikke med-
taget nogen egentlig børnebog. Når Den danske Børneven, P. Hjorts
Læsebog for Borger- og Almueskoler er medtaget (nr. 263), er det
med den begrundelse, at den vil være at anbefale til læsning for den
voxne. Tilsvarende om Raffs Naturhistorie for Børn (nr. 55) m.fl. Helt
tydeligt bliver dette, når man ser, at der af Campes Robinson den
Yngre udtrykkeligt er medtaget en udgave, som »gjør Indholdet
mere passende for Voxne blandt Folket, da Børnesamtalerne ere
udeladte« (nr. 328).²⁴

Landalmuens forskellige kulturtrin er begrundelsen for, at for-
tegnelsen indeholder så mange titler; fortegnelsens udvalg skal
kunne dække alle landalmuens læsebehov. På grundlag af annotatio-
nerne (»de veiledende Meddelelser«) skal »Læseanstalternes Besty-
rere (sættes) istand til selv at udsøge de Bøger, som svare til de
forskjellige Steders Fornødenhed«. Marckmann har endvidere ind-
bygget en yderligere vejledning ved typografisk at fremhæve de
titler, der kan danne grundbestand for et almindeligt sognebiblio-
tek.

Marckmann har en række overvejelser over, hvad der gør littera-
tur passende for »Menigmand«. Skrifterne må ikke stå over menig-
mands sfære, de behøver ikke nødvendigvis være skrevet for menig-
mand, men »Alle gode Skrifter (...) har jeg meent at kunne anbefale
(...) naar de omhandlede folkelige Emner og med Hensyn til Frem-
stilling og Sprog vare fattelige, samt ikke udkrævede formange For-
kundskaber«.²⁵

Marckmann har, i overensstemmelse med Trykkefrihedsselska-
bets formål, valgt bøger, der ligger ud over den tidligere rationa-
listiske oplysningstraditions moral- og nyttetænkning, og som ret-
ter sig mod den æstetiske dannelse:

»At jeg i Fortegnelsen ikke blot har optaget saakaldte nyttige Bøger,
men ogsaa saadanne, som med et populært Udtryk benævnes Mor-
skabsbøger, eller med andre Ord, at jeg har meent, man ikke alene
skal stræbe at forøge Menigmands Kundskab, opklare hans Begre-
ber og befordre hans Selvtænkning, men ogsaa ved Indflydelsen af
det Æstetiske søge at vække hans Aand og danne hans Smag, be-
høver neppe noget Forsvar. «²⁵

Marckmanns litteraturudvalg omfatter, som emneopdelingen viser,
et ret bredt univers for oplysning, kundskab og dannelse:

I det følgende vil vi kommentere udvalget og annoteringerne i nogle
af fortegnelsens emnegrupper.

Religiøse og moralske Skrifter

Det er naturligt et stort afsnit, på i alt 47 + 4 numre. Afsnittet
begynder med forklaringer til Det nye Testamente, dernæst prædi-
kensamlinger, videre almenkristelige opbyggelige bøger (nr. 11-31),
salmer (nr. 32-38) og sædelærer (nr. 39-47). Herunder Mallings Store
og gode Handlinger. Der er også religiøse og moralske skrifter andre
steder i Fortegnelsen. Der er således en halv snes kirkehistoriske
bøger med i afsnittet »Historiske og statistiske Skrifter«, og der er
moraliserende skrifter med i hvert eneste afsnit.

Marckmann har naturligvis ikke Det nye Testamente, Salmebo-
gen eller »Lærebogen« (Katekismen), for dem har almuen selv haft
på dette tidspunkt. Den autoriserede bibeloversættelse blev udbredt
til folket efter 1814, hvor det Danske Bibelselskab blev stiftet.²⁶ Men
Marckmann kunne have medtaget Lindbergs oversættelse (1837ff),
der af Skautrup karakteriseres således: »I denne oversættelse, der var
tilegnet Grundtvig, (...) gav Lindberg det danske folk en virkelig
folkebibel, skrevet i et djærvt og levende dansk ,..«.²⁷ Der kan være
to gode grunde til, at Lindbergs oversættelse ikke er med. Den ene,
at Lindberg er grundtvigianer, den anden, at oversættelsen, ved
nogle smagløsheder og stilbrud, stødte an mod god smag. Det var
to grove fejl!

Afsnittet indledes med evangeliske forklaringer; men der er ingen
udgaver eller forklaringer til Det gamle Testamente. Kun fobs Bog
nævnes en passant i noten til nr. 42. Der var megen betænkelighed
blandt de rationalistiske præster ved at lade almuen fa Det gamle
Testamente i uforkortet skikkelse. Kong Frederik den Sjette ville
således ikke tillade et officielt revisionsarbejde af GT (en naturlig
fortsættelse af revisionen af Nye Testamente 1819), udtrykkeligt,
fordi han havde uvilje mod, at GT skulle udbredes blandt almuen.²⁸
Jobs bog indtog dog en særstilling. Og der var blandt næsten alle
præster betænkeligheder ved at lade almuen fa indblik i skrifter der
kunne røbe teologernes indbyrdes uenigheder.

Der er 7 numre salmesamlinger, indledet af P. Hjorts Gamle og nye
Psalmer. 3. udg. 1843 (nr. 32). Denne udgave rummer næsten 400
salmer. »Samlingen er upaatvivlelig, saavel i poetisk som religiøs
Henseende, den bedste, vor Litteratur besidder, og fortjener desaar-
sag fortrinlig at anbefales.« Noten nævner desuden: »De ældre Psal-
mer ere heidigen rensede fra forældede og feilfulde Udtryk og Bille-
der.« Dette er uden tvivl et hib til den autoriserede Evangelisk-Kri-
stelig Psalmebog (1798) i hvilken de gamle salmer var blevet om-
skrevet i fad rationalistisk ånd. Æstetikeren Hjort havde ført dem
tilbage til deres gamle kernefulde skikkelse. Flere af de medtagne
salmesamlinger har Grundtvig-salmer med - Hjort ikke mindre end
48 - men det er alligevel påfaldende, at der ikke er medtaget en
særskilt grundtvigsk samling: Sang-Værk til den Danske Kirke (1. bd.,
1837) eller f.eks. Lindbergs Rosen-Kjæden (1843), der hovedsagelig
rummede Grundtvig-salmer. Brorson og Ingemann er således re-
præsenteret med særskilte salmesamlinger.

Langt den største del af det religiøse afsnit udgøres af prædikener
og opbyggelsesbøger (27 nr.). Det indledes fornemt med Mynsters
prædikener, og senere følger yderligere hans Betragtninger over de
christelige Troeslærdomme. Af Mynster er der således medtaget alle de
tre værker, som overhovedet kunne komme på tale indtil 1844, i alt
ca. 2300 sider. Det forekommer urimeligt i en fortegnelse beregnet
for sognebiblioteker. Vi vil naturligvis ikke forklejne disse prædike-
ners betydning for den danske (fin)kultur, men vi tvivler på at al-
muen har kunnet goutere deres højlitterære skriftprosa. Marckmann

skriver selv, at »Menigmand ikke forstaar Alt i disse classiske Skrif-
ter«. Overrepræsentationen af Mynsters værker kan efter vores me-
ning ikke kun forklares med, at man »høiligen tiltales af deres
Aand« (nr. 6), men må tilskrives den absolutte eneherskerstilling,
Mynster indtog i Kirken.

Så meget des mere falder det derfor i øjnene, at Grundtvig ikke er
repræsenteret ved nogen prædikener. Der kunne især have været tale
om Christelige Prædikener eller Søndags-Bog, 3bd. (1827-30). »Kun
meget faa - om overhovedet nogen - danske Prædikensamlinger [er
saa] læseværdige som denne ...«²⁹ Der er heller ingen af Grundtvigs
unge tilhængere repræsenteret i denne afdeling.

Hverken Søren eller broderen P. C. Kierkegaard er repræsenteret
hos Marckmann. Søren Kierkegaards Opbyggelige Taler (1843-44)
burde kunne være kommet i betragtning. »Betragter man den Pe-
riode af den danske Kirkes Historie, som ligger mellem [Grundt-
vigs] Kirkens Genmæle (1825) og Grundloven (1849) i det Perspek-
tiv, som Kendskabet til Eftertiden giver, kan der næppe være nogen
Tvivl om, at det afgørende og centrale i Perioden er at søge dels i det
Grundtvigske, dels i den gudelige Vækkelse.«³⁰

Vi mener, at selv om man ikke kunne forvente, at Marckmann i
1844 skulle kunne se det lange kirkehistoriske perspektiv, må det
have været åbenbart for ham, at hans udvalg af religiøse forfattere,
som menigmand kunne have glæde og opbyggelse af at læse, var
meget partisk. Marckmann (eller hans censorer i Trykkefrihedssel-
skabet) har ensidigt taget parti for Mynsters statskirke - the Estab-
lishment.

En af de forfattere Marckmann varmt anbefaler er Hornsyld. Af
ham er der medtaget to store bøger, den ene endda fremhævet. Det
er bogen Præsten Hornsyld og de Confirmerede, 2. oplag, 1832, 502 s.³¹
Noten hertil lyder i sin helhed: »En særdeles god Folkebog, fuld af
Liv og Varme« (nr. 11). Den anden bog af Hornsyld findes i Til-
lægget; det er Betragtninger over Bibelen, 1831-37, 3 bind på i alt 2030
sider. Den er medtaget skønt den er udsolgt. Der kan derfor nok
være grund til at se lidt nøjere på Hornsyld.

Hornsyld er uden tvivl en meget from mand. Tilskyndelsen til at
skrive bogen fik han, da der lød en stemme i hans inderste: »Skriv en

Bog ud af Dine Erfaringer og Din Virken i Dine Embeder, og kald
den: Præsten Hornsyld og hans Confirmantere«.³² Således kom før-
ste udgave fra 1822 til at hedde. Bogen er ikke for børn, men for
dem, som er konfirmerede. Det fremgår indirekte, at Hornsyld hen-
vender sig til de etablerede borgere; det er hele vejen igennem tyde-
ligt, at han regner med, at hans læsere er familjefædre og -mødre,
som har husstande med tyende og børn.

Jens Hornsyld (1757-1840, pensioneret 1820) er egentlig en lærd
mand, filologisk uddannet, har disputeret (for magistergraden?),
men hans bøger er rent apologetiske. Han afviser uden begrundelse,
men med mange småhib, (den videnskabeligt funderede) bibelkri-
tik. For ham er Bibelen den åbenbarede sandhed, ligesom for Balle:
»Bibelen forsvarer sig selv«. I bogen til de konfirmerede udvikler
Hornsyld kapitel for kapitel læresætningerne i Balles Lærebog.

Også politisk set er Hornsyld meget konservativ. I det store afsnit
i sjette kapitel, som handler om pligterne i de enkelte stænder, be-
gynder han med det nære - husstanden - for derfra at bevæge sig ud
til Staten. Kvinden skal være manden undergiven og lydig. Men,
hun lyder af kærlighed, ikke af frygt. Manden skal dog også vise
hustruen den højeste agtelse og kærlighed. Men at manden skal være
den første i huset bekræftes overalt: Naturen har indrettet det sådan,
at den har givet ham det kraftigere legeme og den skarpe, om-
fattende forstand. Der findes enkelte kvinder, hvilke sådant er givet,
men de er kun undtagelser. Det ses desuden af, at der nok var kvin-
der som fulgte Jesus, men ingen af dem prædikede. Dog, Gud har
givet kvinden den frie følelse og takt for det hjertelige og huslige.
Hustruen er i sandhed Husets midtpunkt.

Forældrene skal opdrage børnene til at blive gudfrygtige, duelige
borgere for Staten. Det skal helst ske på den måde, at forældrene ved
deres exempel bliver et mønster for børnene, ikke ved tvang. Hus-
bond og madmoder bør også anse deres tjenestetyende som deres
børn, og disse igen husbond og madmoder som deres forældre.
Men hvis de formedelst deres uforstand og barnagtige trods og
nykke ikke vil lyde, så må de »opdrages ved Tvang til frivillig Ly-
dighed«.³³

Hornsyld påberåber sig af autoriteter naturligvis først og frem-
mest Bibelen, men også landets love: Valdemars jyske lov tillader
således »skjellig Brug af Kjep og Vond til Revselse, endog af Perso-
ner som staae og maae staae langt høiere i Familierne og Borger-
Samfundet, end noget Tyende« (dvs. bl.a. hustruer, husmænd og
lignende). Korporlig revselse bør altså visseligen være tilladt, men
det skal være sindigt, ikke med voldsom adfærd.³⁴

Mådehold er et nøgleord hos Hornsyld, men han er ikke asket.
Det er tilladt at nyde. »Og Dandsen, den glædeligste og gavnligste
Bevægelse med Maadehold, har ved Overdrivelse bragt Mange for
Tiden [sic] i Graven.«³⁵ Den sande kristne er glad og tilfreds, men
bør dog ikke hengive sig til en umådelig latter. Husk, at om Jesus
kan vi læse, at han græd tvende gange, men aldrig at han lo.³⁶

Tilfreds kan man i øvrigt meget vel være, selv om man er fattig.
Her henviser Hornsyld bl.a. til sin fader, som levede i små kår, men
som var from og glad, tilfreds med sit arbejde (han var væver). Han
havde langt flere glade dage end Hornsyld selv, som ellers er kom-
men frem i verden, er en formuende mand og har nydt en lærd
dannelse.³⁷

Vi bør alle af al magt befordre Statens vel. Det sker bedst ved, at
vi hver især bestræber os på at yde det bedste, vi kan inden for vores
stand, og samtidig agter og ærer de andre stænder. Tyende f.eks. bør
glemme egen fordel og agte på og befordre deres husbonds og mad-
moders.³⁸ Sammenfattende, med Pauli ord, 1. Kor. 7,20: Hver blive
i den stand, som han er kaldet til.

Hornsyld har oplevet en frygtelig periode i Danmarks og Europas
historie: 1801, 1814, tabet af Norge, revolutionerne. Han beder til, at
Gud vil skærme os mod alle farerne: »I Østen af Europa truer Maho-
mets blodrøde Maane, den er rød af Christnes Blod og bebuder
rædsomme Blodbade«.³⁹ Til i dag er denne bøn da blevet hørt.

Hornsyld er en meget vidtløftig skribent. Han bruger bevidst
»den dialogiske Form«, med mange retoriske spørgsmål, og kom-
mer ustandselig i tanker om noget, f.eks. da han i Betragtninger over
Bibelen skriver om Sodomas undergang, rinder ham i hu en præ-
stegårdsbrand, hvorom han har hørt fortælle engang i sin barndom.
Han skal have været en meget - endog på højeste sted - yndet
prædikant.

Omend Marckmann næppe er hundrede procent enig med ratio-
nalisten Hornsyld i alt, falder det meste dog godt i tråd med Marck-
manns og Trykkefrihedsselskabets bestræbelser. Selskabet må bygge
på de etablerede borgere, som gerne skulle have trofast støtte i deres
husstand.

Sammenfattende kan man sige, at mens Marckmann selv næppe
har været rationalist - jævnfør de dulgte hib til Evangelisk-Kristelig
Psalmebog i noten til nr. 32, så vidner meget, bl.a. den uforbeholdne
tilslutning til Hornsyld, om, at rationalismen aldeles ikke er færdig i
Danmark i 1840rne. Den etablerede evangeliske kirke støttes helt og
fuldt. Der er intet katolsk og intet hedensk i Fortegnelsen. Man
kunne et øjeblik tro, at Marckmann har gjort et faux pas, når man
ser, at der er medtaget en bog med Braminske Leveregler - men man
bliver hurtigt beroliget af noten, som forklarer, at skriftet »er af
almindelig moralsk Indhold«, mindende om Jobs Bog (nr. 42). Der
er så godt som intet af Grundtvig eller andre oppositionelle teolo-
ger. Grundtvigs fjende, H. N. Clausen, var meget centralt placeret i
Trykkefrihedsselskabet. Marckmanns mor var ellers Grundtvigs ku-
sine. Især er der ikke noget med af kristelige lægprædikanter. Ras-
mus Sørensen kunne udmærket godt have været repræsenteret. Han
havde på dette tidspunkt udgivet adskillige små bøger om relevante
emner. Bl. a. en bog om Ansgar. Bladet Almuevennen, som Rasmus
Sørensen havde været medudgiver af, er ganske vist med, men Ras-
mus Sørensen var allerede udtrådt af redaktionen i begyndelsen af
1843. Vi har endda mistanke om, at grunden til, at John Bunyan
ikke er med i Fortegnelsen, er, at hans Christens Valfart til den himmel-
ske Stad, som fandtes i flere danske udgaver, var et overordentligt
benyttet skrift i de gudelige vækkelsesbevægelser.

Skrifter som meddele Kundskab om Naturen

Dette er det mindste af de boglige afsnit, på kun 12 numre. De fleste
af de bøger, som er med her, har ikke til formål blot at udvide
læsernes erkendelse af naturfænomenerne, nej bøgerne har til formål
at moralisere og/eller at meddele kundskaber om den nytte, menne-
sket kan udvinde af naturen. En meget sigende titel er Forsøg til en
kort Veiledning for Almuens Børn til at kjende Dyrenes Natur og Be-
stemmelse og Menneskets Pligter mod dem (nr. 59). Dyrenes bestem-
melse! Noten forklarer i øvrigt, at bogen er for såvel voxne som
børn. Det er også sigende, at hovedsagen i Naturhistorie for Hvermand
(nr. 56) dels er en beskrivelse af det menneskelige legeme, og dels de
4 husdyr: faret, oxen, hesten og svinet, med forskrifter om hvor-
ledes de skal behandles. Kort sagt, flere af bøgerne i dette afsnit
kunne med lige så stor ret have været anbragt i afsnittet for land-
brug.

En bog som er fremhævet er pastor C. L. Strøm: Naturhistorisk
Læsebog for Menigmand. Udg. af Selskabet for Trykkefrihedens rette
Brug. 1844, 1843. 1-2, nr. 52-53. Udover beskrivelsen af de enkelte
dyreordener (med illustrationer) er der sammenfattende redegørel-
ser for dyrenes opholdssted, for samliv mellem han og hun, for
yngelens opfostring og ungernes opdragelse, deres »Formeentlige
Raadslagning og Retsudøvelse«, deres tæmmelighed og lærenem-
hed, m.v. Næsten hele vejen igennem er dyrene betragtet i forhold
til mennesket. Dette er i bd. 2 resumeret under overskriften »Fugle-
nes Vigtighed«. Her regnes op al den gavn, fuglene gør for menne-
sket, direkte og indirekte. »Endelig er det ved dem i Særdeleshed, at
Naturen faaer sit rette Liv, idet de forlyste Øiet ved deres Fjers
Pragt, Øret ved deres yndige Sang og Sindet ved den Livlighed og
Munterhed, som er udbredt over deres hele Væsen.« De tider er altså
forbi, hvor menigmand udelukkende skulle se på det rent materielle
udbytte vi kan have af naturen. Men udbytte skal vi have.

Historiske og statistiske Skrifter

Afsnittet begynder med verdenshistorie, først samlede fremstillin-
ger (10 nr.), dernæst beskrivelser af enkelte begivenheder og bio-
grafier (8 nr.). Så kommer Danmarkshistorien, igen først samlede
fremstillinger (11 nr.), og dernæst værker om enkelte perioder (37
nr.).

Der fokuseres på de positive begivenheder og personer: Luther,
Melanchton, Franklin. Bogtrykkeren Benjamin Franklins Liv og Levnet
er skrevet af Marckmann og udgivet af Trykkefrihedsselskabet.
»Franklins Liv har ikke blot historisk Betydning; men afgiver ogsaa
et Mønster paa Livsviisdom, især for Folk af ringe Vilkaar, der ville
arbeide sig frem. Denne Skildring af samme har fundet stor Ud-
bredelse blandt Dannede og Udannede« (nr. 138). Det sidste er også
sandt. Bogen kom i to oplag på i alt 8.500 exemplarer. Fra Marck-
manns forord citerer vi: »... alene ved sit klare Hoved og de Dyder,
han havde erhvervet sig, opnaaede han den største Lykke, som
pleier at vorde Dødelige til Deel. Han blev en særdeles velhavende
og anseet Mand; han blev sit Fædrelands Repræsentant ved et frem-
med Hof; ja han havde det Held at gjøre store Opdagelser i Viden-
skaberne, han vandt et udødeligt Navn og blev en af Menneske-
hedens Velgjørere. Og med alt dette vedblev han dog i Sind og
Gjerning at være Bogtrykkeren Benjamin Franklin.« Franklin for-
ener i sig mange dyder: han blev velhavende, han havde fædrelands-
kærlighed, var flittig og nøjsom. Velstand er en dyd, fordi man så
kan sørge godt for sin familje og sit tyende, og ikke ligger sam-
fundet til last. Fædrelandskærlighed er en anden dyd, som mange af
de bøger, Marckmann har med, lægger vægt på. Således er flere af
bøgerne i afsnittet med (religiøse og) moralske skrifter udtrykkeligt
beregnet på at vække »Fædrelandskjærlighed i de unge Hjerter«
(nr. 47). Hele Danmarkshistorieafsnittet lægger vægt på de nationale
begivenheder, som er egnet til at vække den rette fædrelandske ånd.

Arbejdsomhed er også en dyd, ikke mindst for fattige folk, såle-
des som det bl. a. fremgår af omtalen af Marryats fortælling om Den
fattige fack, som »ved Retskaffenhed og Dygtighed og understøttet
af heldige Forhold bliver en rig, anseet og lykkelig Mand« (nr. 332).
(I parentes bemærket skrev Marckmann i 1848 en bog med titlen
Min Søn! om Du vil i Verden frem, så stræb! En Bog for Haandværks-
og Handels-Lærlinge). Men, uden kristelig ydmyghed er de andre
dyder ikke meget værd. Derfor må vi savne specifikke fremstillinger
af antikkens historie. De var hedninger, så derfor er der i det hele
taget kun udgivet meget fa ikke-videnskabelige bøger om antikken
på dansk på Marckmanns tid. Den nordiske oldtid er derimod, her i
Romantikkens tid, populær. Beskrivelserne af nordboernes bedrifter
hjemme og ude er naturligvis med til at give os kærlighed til det
fedreland, der har kunnet fostre sådanne helte.

På den anden side må vi savne fremstillinger af Tysklands, Frank-
rigs, Englands nyere historie. Der er ingen bøger om den franske
revolution med, selv om der forelå mange små og store skrifter på
dansk. Heller ingen om Napoleon, skønt der forelå mange på dansk,
og skønt han jo også var en fattig dreng der ved dygtighed arbejdede
sig op til samfundets top. Men ydmyg var han ikke. Tyskland var
der også foregået for mange uroligheder i. Med hensyn til England
var sagen den, at vi endnu hadede englænderne for deres skændige
overfald på os i begyndelsen af århundredet, så de eneste skrifter der
forelå på dansk var faktisk skandskrifter mod englænderne.

I Danmarkshistorien har de kristelige begivenheder en stor plads.
Der er således ikke mindre end tre bøger om reformationens ind-
førelse, hvoraf de to er udgivet af Trykkefrihedsselskabet. Selskabet
havde til reformationsjubilæet i 1836 udskrevet en konkurrence,
hvor to af de indsendte manuskripter fandtes at være så gode, at de
burde udgives. Det ene, af L. F. Luplau, »er meget klart og fatteligt
og ikke uden en vis Varme og Hjertelighed« (nr. 166). Det andet, af
J. L. Rohmann, giver en »mere omfattende, grundigere og i det Hele
taget bedre Skildring« og er også beregnet på »mere dannede Læ-
sere« (nr. 168). De emner der ellers står i centrum er krigene og
kongerne, naturligvis. De danske biografier, som er med, omhand-
ler jo mest enten krigs- (især sø-)helte, statsmænd (konger) eller
kristelige helte. Så bogen Absalon som Helt, Statsmand og Biskop er
ikke til at komme uden om, skønt den »rigtignok (har) et noget lærd
Tilsnit« (nr. 157). Der er dog også en bog med om videnskabs-
manden Tycho Brahe, og en om Bertel Thorvaldsen, begge i øvrigt
udgivet af Trykkefrihedsselskabet.

Sammenfattende må man sige at udvalget og annoteringen lægger
vægt på historiebøgerne som opdragelsesinstrumenter. Derimod må
man nok mene, at Marckmanns egen historieopfattelse hælder mod
det dokumentariske, »wie es eigentlich gewesen« (Ranke 1824). Vi
ved ikke om Marckmann kender dette citat, men han roser fx. Riises
Archiv (nr. 126) for troværdighed, og han har betænkeligheder ved
Hauchs roman Wilhelm Zabern (som han ellers roser som en »inter-
essant Digtning«), fordi det er »at-befrygte, at Titelen og Indled-
ningen ville give Anledning til, at Menigmand antager Bogens Ind-
hold for historisk Sandhed« (nr. 355). Når Ingemanns romaner ikke
far en sådan advarende note, skønt de blev anholdt for deres histori-
ske ukorrekthed, skyldes det, at de klart er digtninger.

Skrifter, som meddele Oplysning og Veiledning med Hensyn til borgerlige,
huuslige, oeconomiske og techniske Forhold

Den første gruppe bøger henvender sig til menigmand som sam-
fundsborger. Vi starter et stykke nede ad rangstigen, ved sognefor-
standerne, og bevæger os yderligere nogle trin nedad: sognefogeder,
menige soldater, husmødre, børn, tyende, syge. Disse bøger hand-
ler om rettigheder og pligter for embedsmænd og husmødre på
landet, nemlig de personer som skal opretholde ro og orden i hen-
holdsvis den offentlige og den private sfære. Der er ikke noget ved-
rørende de øverste stænder, eller noget specielt vedrørende »oeco-
nomiske« forhold knyttet til byerne, handel, håndværk, industri;
ikke noget vedrørende byborgernes liv. Det er typisk, at der er to
lærebøger af C. E. Mangor, skønt de delvis er forældede (Mangor
døde i 1801), den ene endog i den grad at den må have en advarende
note med om de medikamenter den anbefaler til selvkurering, idet
de »høre til de farligste Gifter« (nr. 205). Men bøgerne er meget
udbredt og nyder stor anseelse blandt almuen. Derimod er ingen af
svigerdatteren Madam Mangors (borgerlige) kogebøger med, skønt
Kogebog for smaa Huusholdninger forelå i 6. udgave i 1844.

Så følger bøgerne om henholdsvis agerbrug, husdyrbrug og ha-
vebrug. Mange af disse bøger er udgivet af Landhusholdningssel-
skabet. Det er nyttige og gavnlige bøger, som der står i hveranden
note. Vi citerer en typisk note: »Bestemmelsen med dette lille Skrift
er at gjøre Bonden bekjendt med, hvad han har at gjøre, for at hans
Hesteavl skal kunne betale sig« (Kort Veiledning til Hingstens, Føl-
hoppens, samt Føllets og Folens rigtige Behandling ..., nr. 230). Vi vil
heller ikke undlade at nævne at Anviisning til Hampens Dyrkning er
»et meget brugbart lille Skrift« (nr. 223).

Også havebrugsbøgerne handler kun om nyttehaver. Der er såle-
des ingen bøger med af botanisk gartner O. J. N. Mørch. Han havde
bl.a. udgivet Kort Anviisning ... efter Havekonstens Regler ... 1838. 191
s. - men den handler om blomster og prydtræer.

Skrifter til almindelig Dannelse og Underholdning
Denne del er fortegnelsens største med 136 numre, hertil kommer 4
titler fra tillægget, altså i alt 140 titler, svarende til omtrent K af
fortegnelsens numre.

Det dobbelte dannelsesaspekt, der kan ses af Trykkefrihedssel-
skabets formålsparagraf, kommer også til udtryk i kategorien »dan-
nelse og underholdning«, hvor Marckmanns valg af litteratur kan
opdeles i 3 typer.

Først kommer den filantropiske og anden didaktiske almuelittera-
tur, svarende til den moralske dannelse, der er funderet i den kri-
steligt rationalistiske tradition. 48 af Marckmanns titler kan placeres
her.

Sidst kommer den borgerlige litteratur, der omfatter 72 titler, og
som er medium for den i formålsparagraffen nævnte æstetiske dan-
nelse, forbedringen af smagen.

Mellem disse to typer er samlinger af eventyr og sagn placeret,
med enkelte kunsteventyr imellem. Til den folkelige litteratur kan
udvalgets ene folkebog (Olger Danskes historie) også regnes.

Marckmanns overskriftsformulering »almindelig Dannelse og
Underholdning« er udtryk for borgerskabets almendannelsesbegreb
og således egentlig i modstrid med de mange titler fra den didaktiske
almuelitteratur, der med sin rettethed mod en speciel målgruppe
netop ikke er almendannende. Folkeeventyrene kan derimod bedre
- i deres romantiske kontekst - forstås som medium for almendan-
nelse, idet de opfattes som udtryk for noget, der er fælles for alle
klasser, for hele nationen.

I forerindringen skriver Marckmann, at almuen står på noget for-
skellige kulturtrin. Disse forskellige kulturtrin kan begrunde, at
Marckmann på den ene side fastholder den didaktiske almuelittera-
tur med dens økonomiske og moralske idealer, og at han på den
anden side lægger vægt på borgerlig dannelseskultur, i det omfang
den ikke står over »Menigmands Sphære«. Bonden, der har tilegnet
sig den kristeligt-rationalistiske moral, er bl.a. af denne grund mo-
den til den borgerligt-æstetiske dannelse.

De skrifter, der kategoriseres under didaktisk almuelitteratur,
omfatter væsentligt mere end skønlitteratur. Der er en række læse-
bøger, ugeblade, folkekalendere, 'biblioteker' og filosofiske værker,
der behandler naturen, geografi, verdenshistorie, Danmarkshisto-
rie, topografi, etnografi, landvæsen, visse politiske emner m.m. Her
ligger vægten ligesom i de filantropiske almueromaner mere på »al-
meenvigtige Kundskaber« og moralsk belæring end på den alminde-
lige dannelse. Det er især bonden som nyttig og dygtig samfunds-
borger, der fokuseres på.

I sine annotationer til denne litteraturgruppe lægger Marckmann
vægt på det nyttige og det oplysende kombineret med det under-
holdende, dvs. det underholdende tillægges en status som middel til
nytte og oplysning.

Denne didaktiske almuelitteratur kan opdeles i 2 grupper. For det
første den ældre, egentligt filantropiske litteratur, hvor Marckmann
har flere af de skrifter med, der figurerede i Collins liste:⁴⁰

Nød- og Hjelp e-Bog for Bondestanden, eller Beskrivelse over Landsbyen
Egerup i dens Lykke og Ulykke (Marckmann nr. 287, Collin s. 24).
Beskrivelse over Landsby en Bøgelund ;for Almuen og Almuevenner (Marck-
mann nr. 288, Collin s. 24).
Bondephilosophie, indeholdende en Samling af virkelige Tildragelser

(Marckmann nr. 283, Collin s. 25).
Om Herremanden Brahe og Bønderne i Ørby (Marckmann nr. 289, Col-
lin s. 27).

En ny og sandfærdig Historie om fesper Hansen (Marckmann nr. 290, Col-
lin s. 27).

Christen Faursted, eller en udførlig, meget lystelig og lærerig Historie om en
fattig Bondekarl, der blev til en Friherre (Marckmann nr. 292, Collin
s. 27).

Robinson den Yngre, en Læsebog for Ungdommen af H. Campe (Marck-
mann nr. 328, Collin s. 27).

For det andet har Marckmann medtaget en række nyere antologier
og periodica, hvoraf nogle er udgivet af Trykkefrihedsselskabet, an-
dre af centrale personer i Selskabet, og en enkelt fremhæver mænd
fra Trykkefrihedsselskabet.

Selskabets Dansk Folkekalender for Aarene 1841, 1842, 1843, 1844
figurerer med en meget kort annotering:

»I disse Kalendere, hvis Værd er anerkjendt, ere mange for Menig-
mand meget gode Stykker saavelsom Afbildninger« (nr. 272).

Læsning for Almuen (nr. 1-2, 1836-38, nr. 302) anføres uden udgi-
verne, der er nogle af de centrale personer i Trykkefrihedsselskabet:
J. C. Drewsen, J. P. Mynster, J. F. Schouw og H. C. Ørsted. Kriti-
keren P. Hjort var ligeledes medlem af Trykkefrihedsselskabet, hans
Den danske Børneven, en Læsebog for Borger- og Almueskoler (3. udg.
1842, nr. 263) fremhæves også af Marckmann. For denne gælder det,
at »Stilen er reen og uden barnlig Maneer« og den »meddeler et
Indbegreb af de almeenvigtigste Kundskaber«.

Skandinavisk Folkekalender for 1843 og 1844, udgiv, af L. Moltke får
en annotation, der fremhæver Trykkefrihedsselskabets »fædre-
landsksindede Mænd«:

»Det Vigtigste af Indholdet er endeel Biographier med Portraiter af
fædrelandsksindede Mænd: Schouw, Clausen, Drewsen, Hvidt,
Lehmann, P. H. Lorentzen« (nr. 273).

Det er specielt værd at bemærke, at Marckmann optager Almue-
vennen, udgivet af J.A.Hansen (nr. 271). Almuevennen kritiserede
enevælden og godsejerprivilegierne samt behandlede debatterne i de
rådgivende stænderforsamlinger. Marckmanns Et Brev om det politi-
ske Røre i Folket, som han publicerede under pseudonymet J. Olbe,
var blevet genoptrykt i Almuevennen 1843. I Folkebibliotekernes for-
gængere oplyser Helge Nielsen, at læseforeningen i Sorterup-Otte-
strup (ved Slagelse) i 1850 fik afslag på støtte fra Landhusholdnings-
selskabet, fordi foreningen havde 3 årgange af »det fordærvelige
Blad«, Almuevennen.⁴¹

Af andre periodica med megen »statsborgerlig Oplysning« kan
nævnes Morskabslæsning for den danske Almue, et ugeskrift udgivet af
H. K. Rask (1.-2. årgang, 1839-41, nr. 300). Marckmann noterer:

»Restoplaget af et ophørt Blad, der, medens det udgaves, var yndet
af Bonden.«

Bladet fortsatte dog til 1846. Dansk litteraturhistorie (1984) skriver om
det:

»Her indførte han (H. K. Rask) en rubrik med præsentation og for-
klaring af tidens nye ord og begreber: demokrati, demagog, peti-
tion, nepotisme, debat, argument, motiv, aktie, nationalitet, adres-
se, effect, intolerance, appellere - og selvfølgelig også emancipa-
tion.«"

Dansk litteraturhistorie citerer endvidere en tekst af H. K. Rask, hvor
han beklager, at bladet kun udbredes lidet hos almuen.⁴³ Marck-
manns oplysning om, at det var yndet af bonden, strider altså mod
Rasks eget udsagn.

Samlinger af eventyr og sagn
Holdningen til folkebøger i Trykkefrihedsselskabet
I fortegnelsen er der 19 samlinger af eventyr og sagn. Disse dækker
en stor del af verden. Til de optegnede folkeeventyr og folkesagn
kommer en samling eventyr af H. C. Andersen og en samling even-
tyr af Oehlenschläger (henholdsvis nr. 315 og nr. 321). Trykkefri-
hedsselskabets egen udgivelse af Oehlenschlägers Nordiske Oldsagn,
bearbeidede til Almeenlæsning (nr. 311) er naturligvis med, som alle
Selskabets andre udgivelser.

I sine annotationer til eventyrene er Marckmann gennemgående
ret kortfattet og beskrivende. Beskrivelserne går på, hvor eventy-
rene stammer fra og hvordan de er bearbejdede. Hertil kommer, at
Marckmann gentagne gange bemærker, at de læses af »Almuen«
eller af »Menigmand« med megen interesse. Rækken af folkeeven-
tyr afspejler et træk ved romantikken: interessen for folkedybet og
folkesjælen. Marckmanns præferencer synes - vurderet ud fra an-
notationerne - dog at ligge på kunsteventyrene og Oehlenschlägers
gendigtninger.

Der er kun én eventyrsamling af H. C. Andersen: Nye Eventyr
(1844); men denne er fremhævet med store typer. Annotationen ly-
der i sin helhed således:

»Disse skjønne Digtninger ville med deres Naivitet, Vid, Humor og
Lune upaatvivlelig tiltale alle, endog den Simpleste. Det er ikke Fol-
kesagnet, Forfatteren her har behandlet, men baade Stoffet og Be-
arbeidelsen tilhører ham selv« (nr. 315).

I annotationen er der en positiv æstetisk vurdering, hvad der ikke er
af de egentlige folkeeventyr. H. C. Andersens digteriske individuali-
tet gøres også til en kvalitet, der implicit sættes over for folkeeven-
tyrene. Noget tilsvarende fremgår af annoteringen til Musæus' Fol-
keeventyr, der ikke er »Folkeeventyr i strængere Forstand, men Digt-
ninger af Musæus« (nr. 320).

Oehlenschlägers bearbejdelse af nordiske oldsagn blev ikke be-
tragtet som helt uproblematisk af den komité, der bedømte den for
Trykkefrihedsselskabet. Komiteen bestod af H. N. Clausen, H. C.
Ørsted og F. C. Olsen. Ifølge Comiteebetænkningen har Oehlen-
schläger udvalgt det interessanteste af stoffet og forkortet det:

»Saaledes træde disse ældgamle Sagn frem i deres oprindelige Sim-
pelhed, men derfor ogsaa med det utilhyllede Præg af Raahed, som
var hine Tider egen.

Det er da muligt, at adskillige Steder i Bogen ville være mindre
tiltalende for dem, der ere vante til at see Oldtidens Liv igjennem de
nyere Digteres Værker, hvor det mildnes og forskjønnes ved Til-
blanding af en dannet Tidsalders Indhold.«⁴⁴

Problemet er den »Raahed«, som de nordiske oldsagn fremtræder
med, eller anderledes formuleret: manglen på dannelse. Komiteens
medlemmer ser dog også noget positivt i en »saa stor Umiddelbar-
hed«, nemlig at den sætter deres egen tid i relief. Afslutningen på
betænkningen er, at det ikke er tilrådeligt at udgive endnu et bind,
som det ellers var planlagt.

Råheden og umiddelbarheden i disse folkesagn ligger dog langt
fra, hvad nogle folkebøger rummede. I forlængelse af den filantropi-
ske oplysningstradition har Marckmanns fortegnelse med en enkelt
undtagelse udelukket folkebøgerne. Undtagelsen er Olger Danskes
Krønike, som blev udgivet af Trykkefrihedsselskabet i 1842 (nr. 389).

Denne udgivelse rejste kritik. I referatet af repræsentantforsamlin-
gen den 25. november 1842 omtales det,⁴⁵ at udgivelsen af Olger
Danske er blevet heftigt angrebet i Kjøbenhavnsposten. I Dansk Fol-
keblad forsvares udgivelsen. Forsvaret indledes på en måde, der mar-
kerer Trykkefrihedsselskabets holdning til nogle folkelige genrer,
herunder folkebøgerne (allehånde gamle krøniker):

»Det har maaske været flere af Trykkefrihedsselskabets Medlemmer
paafaldende, at Selskabet har foranstaltet en ny Udgave af et Skrift,
som man er vant til at see falbudt hos Triblers Enke imellem alle-
haande gamle Krøniker, lystelige at læse, nye sørgelige Viser, sand-
færdige Drømmetydere o.s.v.«⁴⁶

»M. H.« forsvarer udgivelsen med en række argumenter. Skriftet
kan være med til at opfylde »de mindre Dannedes boglige For-
nødenheder«, det er morskabslæsning, der kan »vække og nære Læ-
selysten«, bogens stof har en »halvt« national karakter og rummer
en form for historisk sandhed, og dens elementer af overtro kan ikke
mere betragtes som skadelige, fordi overtroen i næsten et århun-
drede er blevet bearbejdet af »Oplysningsmændene«. Det fremhæ-
ves også, at bogen er nedsunket kulturgods og at oversætteren Chri-
stiern Pedersen var en ypperlig prosaist, der var modstander af det
»Flensborgerdanske«. Olger Danskes Krønike kommer således især
på grund af det nationalt tolkede indhold til at udskille sig fra de
øvrige folkebøger, der stred mod moralen og dannelsesidealerne.

Dannelseslitteraturen

Dannelseslitteraturen er repræsenteret med en række genrer: den
borgerlige roman (oversatte værker) med 24 titler; danske romaner
og noveller, primært guldalderlitteratur med 16 titler; danske og
udenlandske satiriske skrifter med 5 titler; komedier og vaudeviller,
primært Holberg, med 9 titler; danske syngespil og romantiske
skuespil med 7 titler; poesi med 9 titler; samt et par samlinger fabler.

For den borgerlige romans vedkommende dominerer Marryat,
Cooper og Walter Scott, hertil kommer Dickens' Oliver Twist og
repræsentanter for oplysningstidens borgerlige roman: Oliver

Goldsmith, Smollett, Swift og Defoe. Det, der fremhæves i an-
notationerne, er det underholdende, det folkelige, det ikke anstøde-
lige og moralen. Midlothians Hjerte af Scott (nr. 340) »efterlader et
godt moralsk Indtryk«, Marryats Den fattige Jack (nr. 332) »Fortæl-
ler, hvorledes en fattig engelsk Matrosdreng ved Retskaffenhed og
Dygtighed og understøttet af heldige Forhold bliver en rig, anseet
og lykkelig Mand«.

Marckmann har på den ene side udgrænset mere oprørske roman-
tikere som Hugo, hvis (dengang) samlede romaner udkom på dansk
1830-32, og mere 'umoralske' 1700-talsforfattere som Fielding (dan-
ske udgaver af Tom Jones fra 1781 og 1813); på den anden side har han
udgrænset lejebibliotekslitteraturen å la Paul de Kochs Henry Ble-
mont eller Hanrejen 1837-38. Det første kan Marckmann i nogen grad
have gode grunde til, disse typer forfatterskaber kan hævdes at lig-
ger over »Menigmands Sphære«; men på den anden side kan politi-
ske og moralske grunde have spillet en rolle.

Med hensyn til 'lejebibliotekslitteraturen' har eksponenter for
Trykkefrihedsselskabet udtrykt sig klart. I en anonym artikel i
Dansk Folkeblad 1841 med titlen Forslag til bedre Leiebibliotheker fryg-
tes det så småt, »at Verden skal forgaae af daarlige Romaner«. Disse
dårlige romaner er opium for folket:

»Den blinde og daarlige Selvhengivelse, hvormed saa Mangfoldige
sluge det ene efter det andet af disse usle og kjærneløse, ofte endog
giftige Producter, hvoraf en fornuftig og dannet Mand eller Qvinde
ikke kunde udholde at læse faa Sider, er tilforn i Folkebladet bleven
sammenlignet med Østerlændernes Opiumspisen, og turde vel
baade i sit Væsen og Virkninger have en dybere Lighed dermed.«⁴⁷

En anden kommentar tidligere samme år i Dansk Folkeblad har et
tilsvarende synspunkt og kommer også ind på de dårlige oversættel-
ser:

»Som bekjendt, lider vor Literatur, og har længe lidt af en stor
Mængde slette Oversættelser af tydske, franske og engelske Mor-
skabsbøger, der aarlig forøges med flere og ikke mangle Kjøbere og

Læsere, skjøndt den Uvidenhed, Tankeløshed og Smagløshed, der
ofte røber sig i disse Oversættelser, og den skjødesløse Behandling,
hvormed de i det Hele affærdiges, maa gjøre dem modbydelige for
enhver Læser, som fordrer en bedre Nydelse af en Roman end den
blotte, man kunde i en vis Henseende sige, halv dyriske Sjæls-Pir-
ring eller -Spænding ved Læsningen.«⁴⁸

Fra Fædrelandets anmeldelse af en fransk roman, Michel Massons
fomfru og Martyrinde, 1840,⁴⁹ trækker kommentaren nogle oversæt-
telsesfejl frem. »Son Guide du jeune botaniste å la main« (med sin
vejledning for unge botanikere i hånden) oversættes »Ledsaget af en
ung Urtekyndig, der hørte til Huset«. »Dans le corps des officiers« (i
officersstanden) oversættes til »I en Officers Legeme (og der fortsæt-
tes:) bør man ikke taale en Morders, en Giftblanders Nærværelse«.

For Marckmann som for mange andre i Trykkefrihedsselskabet
var lejebiblioteksromanerne det største onde og dermed det, det var
vigtigst at bekæmpe.

I Om Menigmands Oplysning skriver Marckmann i sin fiktive kam-
merrådsidentitet:

»Jeg har selv læst mange gode Ting i mit Liv og havt Hovedet fuldt
deraf, og jeg kan endnu med Fornøielse tage min gamle Horats for
mig, (...)«.⁵⁰

Den dannede kan søge til den klassiske antikke litteratur; men denne
litteratur falder helt uden for »Menigmands Sphære«. Den heden-
ske, antikke litteratur rummer hverken den moral eller de dannelses-
elementer, der anses for at være adækvate for almuen. Der var
mange oversættelser af antikke værker på Marckmanns tid.

Den danske litteratur, der er med i fortegnelsen, er overvejende
nationalromantisk, med Holberg som en markant undtagelse (10
numre).Med hensyn til Ingemanns historiske romaner og værker af
Oehlenschläger er der ingen tvivl om værdien; men der er derimod
nogen tvivl om tilgængeligheden. Ingemanns fortællinger er »tem-
melig sammensatte i deres Bygning« (nr. 350-54) og nogle af Oeh-
lenschlägers værker (Sanct Hansaften-Spil f.eks.) »indeholder vistnok
meget, som vil tiltale Folket, men ogsaa meget, som dette neppe
forstaaer« (nr. 379). Det nationale hos Oehlenschläger og Ingemann
betoner Marckmann mindre end det bliver gjort i omtaler i Fol-
kebladet. Heri står der således om Oehlenschläger:

»Den nationale Digter er en af de store Løftestænger, hvorved Fol-
kelivet hæves og føres frem i sin Udvikling. Han optager i sig Min-
derne om Fædrenes Kraft og Storhed, hans Sjæl er det Gjæmmested,
hvor den nationale Følelse og de fædrelandske Toner, som adspredt
røre sig hos de Enkelte, samles og forenes, for gjenfødte og foræd-
lede at overantvordes til Folket igjen.«⁵¹

Marckmann annoterer stort set ikke Holbergs værker, hvilket må
tolkes som udtryk for, at han forudsætter dem kendte af bestyrerne
for sognebogsamlingerne.

Mellem Holberg og Oehlenschläger - litteraturhistorisk set - har
Marckmann kun medtaget værker af et par af oplysningstidens min-
dre kendte, danske forfattere: L. C. Sander og T. Thaarup. Den
førstnævntes »Sørgespil« Niels Ebbesen af Nørreriis (nr. 383), tillæg-
ges ikke så megen »poetisk Værd« som Hertz' Svend Dyrings Huus
(nr. 381) og J. L. Heibergs Elverhøi (nr. 382); men dets »vakkert be-
handlede Emne er af saa stor nationalhistorisk Betydning«.

At P. A. Heiberg ikke er med i Marckmanns udvalg er ikke over-
raskende, Rahbek og Schack Staffeldt kunne næppe heller komme i
betragtning ud fra Marckmanns kriterier; men Baggesens, Ewalds
og Wessels fravær falder lidt i øjnene. Ewalds Fiskerne kunne f.eks.
umiddelbart set egne sig til fortegnelsen pga. den idealiserede frem-
stilling af almuen.

Ud over Ingemann er den med Marckmann samtidige danske
litteratur repræsenteret af Chr. Winther (nr. 356), hvis fortællinger
karakteriseres som »skjønne nationale«, Carsten Hauch, Carit Etlar,
St. St. Blicher og et par nu mindre kendte. Blicher er repræsenteret
med 4 numre, der samlet far en meget kort annotation:

»Det Meste af disse bekjendte Skrifters Indhold maa vistnok anbe-
fales til nærværende Øiemed« (nr. 357-60).

Der er et lille forbehold over for Blichers poetiske realisme. 'Byrea-
listerne' Carl Bagger og fru Gyllembourg er heller ikke med. Det
samme gælder Poul Martin Møller og Goldschmidt. Kaalunds tid-
ligste værker kunne også have været på tale. Sammenfattende kan
det siges, at Marckmann far afgrænset menigmands litterære og
dannelsesmæssige sfære til den filantropiske og didaktiske almue-
litteratur, folkeeventyrene, den mindre radikale og mere moralske
del af den borgerlige roman, samt Holberg og den harmoniske,
nationale del af den danske guldalderlitteratur.

Marckmann udgrænser folkebøgerne, de »usædelige« lejebiblioteks-
romaner og den dannelseslitteratur, der er mere radikal, mere kri-
tisk, foruroligende eller som tematiserer splittelse og bryder med de
harmonisk-nationale værdier.

Marckmann som bibliograf

Marckmann virker meget velorienteret i hele den aktuelle danske
litteratur. Han har mange gode gamle bøger med (og nogle mindre
gode, men de far så et advarende ord i noten). Han er også up to
date. Der er ikke så få bøger med fra 1844, hans eget udgivelsesår.
Han tager de sædvanlige forbehold med hensyn til fuldstændighed
inden for sine rammer, men han har åbenbart været en flittig læser af
datidens vigtigste bibliografier: forlagskataloger, og en flittig gæst i
de københavnske boghandeler (s. VIII-IX). Vi tør gå ud fra, at når
han har udeladt en bog, så er det bevidst.

Noget af udvalget har givet sig selv: alle Trykkefrihedsselskabets
skrifter, med undtagelse af Dansk Folkeblad, er naturligvis med.
Yderligere en del af de medtagne bøger, som ikke er udgivet af
Selskabet, har det haft på lager. Men de er ikke derfor hævet over
kritik. Om P. L. Møllers bog om bogtrykkerkunstens historie hed-
der det således, at sproget i den ikke er så let og simpelt som i
Selskabets andre skrifter (nr. 131). Videre er der medtaget særdeles
mange af Landhusholdningsselskabets bøger. Også selv om nogle af
dem er gamle, delvis forældede, og erstattede af nyere bøger. Det
synes, at Marckmann har taget hensyn til at disse bøger i forvejen er
udbredt blandt almuen, og at han derfor ikke vil forbigå dem.

Endnu et fingerpeg om at han henvender sig til landbefolkningen,
ikke til bybefolkningen.

Videre optager amts- og købstadstopografierne mange numre
(nr. 82-120); har man en, må man vel tage dem alle med. Men der er
ingen om hovedstaden.

Marckmann er meget bevidst om, hvilke værdier han vil give
almuen, som vi fx kunne se det i udvalget af de æstetiske skrifter.
Men han er også klar over, at han må slå af på fordringerne, indtil
almuen har lært noget mere. »Bogen er just ikke skreven med Aand;
men Menigmand læser den dog gjerne«, som han skriver om Viis-
domsbogfor den christelige Landmand (nr. 40).

Marckmanns annotationer

Marckmanns arbejde med annoteringen af bøgerne repræsenterer en
helt original indsats som mange nutidige udarbejdere af boglister
kunne lære en del af. Først og fremmest er han ikke bleg for at
fremsætte en explicit vurdering af bøgerne, både positiv og negativ
kritik; både med hensyn til deres faglige og æstetiske indhold, og
især med hensyn til deres anvendelighed.

Til en del bøger er der ingen noter. Som Marckmann selv for-
klarer: enten fordi der intet særskilt er at bemærke, eller fordi de er
så almindeligt bekendte at al nærmere omtale måtte anses for over-
flødig (s. VIII). Det sidste er fx uden tvivl grunden til, at Ingemanns
romaner kun far én kort, samlet note. Marckmann er meget op-
mærksom på sproglige vanskeligheder i bøgerne. Han har i de se-
nere år konstateret en beklagelig tendens hos forfatterne til at an-
vende kunstige vendinger og sammenføjninger og hyppig brug af
fremmedord. Det gør at »Kløften, som skiller Folket fra Littera-
turen, truer med stedse at blive større« (s. X).

Det der gør Marckmann til den fremragende annotatør for folket
er, at han anviser måder, hvorpå formidleren eller læseren selv kan
overkomme forståelses- og læsevanskelighederne. Han giver utal-
lige steder i fortegnelsen det, som vi med et udtryk lånt fra den
socialistiske bibliografiske teori kan kalde »pædagogiske vink«. Fx
er Eschrichts bog om Det menneskelige Øie en interessant bog, men
vanskelig materie. Bogen vil »hensigtsmæssigen kunne benyttes ved

at forelæses og forklares, hvorhos Phænomenet, som ligger til
Grund for Øiets Indretning, maatte forevises« (nr. 51).

Bierings Populær Lærebog i Mechanik (1844) er nok for svær for
menigmand i almindelighed; »derimod vil den vistnok egne sig for
'de meest oplyste unge Mænd af Landsbymenighederne,' saavelsom
for Skolelærere, og saaledes middelbart [vores understregning]
gjennem disse kunne komme Menigmand tilgode« (nr. 403).

Han har også i flere tilfælde mere end een bog med om samme
emne. Fx er der både en udførlig, men ikke ganske let fremstilling
om engvanding, og en pjece på 15 sider om samme emne. Den
sidste er da »meget hensigtsmæssig som Indledning« til den større
bog (nr. 220-21).

Videre gør Marckmann meget ud af at sætte de medtagne bøger i
forhold til hinanden. Han prøver at fremhæve det som er karak-
teristisk for den enkelte bog, men samtidig viser han hvorved den
adskiller sig fra andre, tilsvarende bøger. Hertil anvender han ofte
det som i nyere bibliografisk teori kaldes samleannotationer, altså én
annotation fælles for flere numre. Det er både pladsbesparende og
ofte sagligt bedre end at give to eller flere noter. Således ved de
ovennævnte bøger om eng vanding.

Der er mange praktiske vink til bibliotekarerne, både i noterne og
i Anhanget. Ikke mindst med hensyn til en økonomisk forvaltning
af bibliotekerne. Ofte bliver en bestemt bogs værdi sat i forhold til
købsprisen, det være sig at Marckmann synes at prisen er for høj i
forhold til værdien, eller omvendt. Om flere af de udsolgte bøger
angives den omtrentlige antikvariske pris. Flere gange sukker han
over at nogle udgaver rummer flere værker, hvorved man kan
komme til at betale for værker, som ikke er relevante (fx nr. 380).
Omvendt giver han gode råd om udgaven af Holbergs samtlige
Comoedier i eet Bind: »Saaledes som denne Udgave erholdes i Bog-
laderne, er den naturligviis ikke beqvem for Sognebibliothekerne,
da den kun kan udlaanes til Een; men denne Ubeqvemmelighed kan
hæves, idet Bogen lader sig indbinde i flere Hefter« (nr. 371).

I sin »mønsterfortegnelse« giver Marckmann ofte pædagogiske anvisninger på, hvorledes
bøgerne bedst benyttes, således her i kommentaren til Eschrichts Det menneskelige Øie.

Marckmann henvender sig, som der står på titelbladet, fornem-
melig til bestyrere af sognebiblioteker, ikke direkte til den menige
mand. Det fremgår også mange steder i noterne,' at fortegnelsen dels
er tænkt som en indkøbsvejleding, og dels som en formidlings-
vejledning.

Målgruppen er altså bondestanden eller landalmuen, som Marck-
mann selv skriver s. VI-VIII. Man kan undre sig over at Marckmann
og Trykkefrihedsselskabet ikke interesserer sig for byalmuen.
Marckmann er udmærket godt klar over at der ingen biblioteker er
for almuen i byerne, bortset fra lejebibliotekerne, og dem er han
meget kritisk overfor (anm. på s. VI). De fattigste har nok ikke haft
råd til at benytte dem. Man kan også undre sig over at fortegnelsen
slet ikke henvender sig til børn. Videre fremgår det mere indirekte af
flere ting, at heller ikke de fattigste på landet formodentlig har været
med blandt dem, der benyttede sognebibliotekerne. Således nævnes
det, at sognebibliotekerne sædvanligvis dannes ved at der oprettes
en forening, hvis medlemmer via et startindskud og årligt kontin-
gent sikrer indkøb af bøger. De bidragydende medlemmer af fore-
ningen danner en generalforsamling. »For at ogsaa de mindre For-
muende kunne blive Medlemmer af saadanne Foreninger og faae
Adgang til Læsning, har man paa mange Steder bestemt, at Huus-
mænd og Tjenestefolk kun behøve at erlægge en vis Deel af det
sædvanlige Bidrag« (s. 106). Men det har man altså ikke alle steder
bestemt. Desuden har de fattigste på landet (dejordløse) næppe haft
tid og har måske ikke engang kunnet læse.

Den egentlige målgruppe er så bønderne, de mennesker på landet
som har ejet fast ejendom, men ikke byboer, ikke børn, og ikke de
jordløse. Forklaringen herpå kan meget vel være, at de eneste men-
nesker der betød noget politisk på den tid var mænd, der besad
ejendom af en vis værdi. Der var i Kongeriget kun i alt 32.000 mænd
der havde valgret til stænderforsamlingerne.⁵² De fleste af byboerne
heriblandt har Selskabet måske allerede haft som medlemmer (langt
de fleste af Selskabets flere tusinde medlemmer var byboere). Men
bønderne udgjorde i 1845 kun 2,3% eller 79 personer af Selskabets
medlemsskare. Derfor gjaldt det for Trykkefrihedsselskabets mænd
om at fa udbredt deres ideer til bønderne på anden måde. Hertil
måtte bibliotekerne være et virksomt middel.

NOTER

1. Marckmann, J. W.: Fortegnelse over Skrifter til Læsning for Menigmand, for-
nemmelig til Brug for Bestyrere af Sognebibliotheker, med et Anhang om
Sognebibliotheker. Udg. af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug. Kjbh.,
1844. X, 109 s.

Forerindring s. V-X
Selve Fortegnelsen s. 1-87
Register s. 88-101

Anhang om Sognebibliotheker s. 105-09.

2. Citeret efter Danmarks historie / Under redaktion af John Danstrup og Hal
Koch. Bd. 11, s. 157. Kbh.: Politikens Forlag, 1971. - (Parafrasen ovenfor om
»Skrivefrækheden« bygger på et citat på s. 156).

3. S. 334-35 i Sigurd Nielsen: Selskabet til Trykkefrihedens rette Brug. -1: Histo-
riske Meddelelser om København, 4. rk., 4. bd., 1954-57, s. 225-364.

4. Sigurd Nielsen, anf. skr., s. 336.

5. Rigsarkivet, Trykkefrihedsselskabets forhandlingsprotokol 1837-44, s. 254-55.

6. Citeret efter Sigurd Nielsen, anf. skr., s. 234.

7. Dansk Folkeblad, 1841, nr. 22.

8. Trykkefrihedsselskabets biblioteksindsats er meget koncist behandlet i Helge
Nielsen: Folkebibliotekernes forgængere : oplysning, almue- og borgerbiblio-
teker fra 1770erne til 1834. Kbh., 1960, s. 608-10.

9. Artiklen »Om Læseforeninger blandt Landalmuen«, Dansk Folkeblad, 1836,
nr. 5, side 18. - Hele denne artikel, bortset fra den afsluttende paragraf, er
optrykt i Vulgaritetens polering : en tekstantologi ... Udg. af Povl Schmidt.
Odense, 1980, s. 42-48.

10. Paul de Koch: Henry Blemont eller Hanreien. Udgivet som bind 1-2 af Paul de
Kochs »Samlede Skrifter«, 1837-38. - Sigurd Nielsen, anf. skr., s. 287.

11. Om Marckmann og hans fortegnelse se i øvrigt bl.a.: Erslew: Forfatter-Lexi-
con. - Dansk Biografisk Leksikon. 2. udg. (i 3. udg. kun kort omtale). - Sig-
fred Hjort Eriksen: En dansk Fælles-Katalog fylder 100 Aar! I: Bogens Verden,
årg. 26, 1944, s. 144-151. - Povl Schmidt: Litteratur for menigmand. 2. udg.
Odense, 1982, s. 39-46.

12. Dansk Folkeblad, 1839, nr. 30-31, s. 123.

13. Samme, s. 124.

14. Almuevennen, 1843, nr. 40, s. (1-3).

15. Samme, s. (1).

16. Sigurd Nielsen, anf. skr., s. 325.

17. Samme, s. 325-26. - Referat af bestyrelsesmøde i Dansk Folkeblad, 1839,
nr. 32, s. 128. - Beretning om Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug i Til-
lægsblad til Dansk Folkeblad, 6. årg., nr. 6-7, s. V.

18. Sigurd Nielsen, anf. skr., s. 327. - Dansk Folkeblad, 1841, nr. 10-11, s. 37 med
titlen »Bogfortegnelse til Veiledning for Sognebibliotheker«.

19. Protokollen 15. marts 1842.

20. Tillægsblad til Dansk Folkeblad, 8. årg., nr. 7.

21. Protokollen 3. april 1844.

22. Sigurd Nielsen, anf. skr., s. 327-28.

23. Marckmann: Fortegnelse over Skrifter ..., s. VI-VII.

24. Nr. + tal i parentes henviser til løbenumrene i Marckmanns Fortegnelse.

25. Marckmann, anf. skr., s. VII.

26. P. G. Lindhardt: Bibelen og det danske Folk. 1942.

27. P. Skautrup: Det danske sprogs historie. Bd. 3, 1953, s. 258.

28. Lindhardt, anf. skr., s. 59-60.

29. Hal Koch: Den danske Kirkes Historie, bd. 6, 1954, s. 239.

30. Samme, s. 285.

31. Jens Hornsyld: Præsten Hornsyld og de Confirmerede, eller Taler og Samtaler
over Lærebogen i den evangelisk-christelige Religion, en Haandbog for
Christne i Livets forskjellige Stillinger. 2. opi. Kbh., 1832.

32. Samme, s. VI.

33. Samme, s. 289.

34. Samme, s. 363.

35. Samme, s. 320.

36. Samme, s. 338.

37. Samme, s. 330-31.

38. Samme, s. 365.

39. Samme, s. 499.

40. Fortegnelse over Skrifter passende for den dansk-norske Landalmue. Kbh., 1807.

41. Helge Nielsen, anf. skr., s. 241-42.

42. Dansk litteraturhistorie, bd. 5, 1984, s. 32.

43. Dansk litteraturhistorie, bd. 5, 1984, s. 33, citerer Rask for følgende: »I blandt
Almuen er jeg født og opvoxen, og jeg kjender alt fra min Barndom den store
Trang, der er til Bøger, som ret kan tiltale dens Sands og Smag, og som ere
skikkede til at forelæses om Vinteraftenen i den lune Stue (...) Bladet holdes for
Tiden fornemmelig af mine gamle Venner eller i min nærmeste Omegn af
Velvillie imod mig; men det udbredes lidet i blandt Almuen, og det er for dem,
jeg ønsker at skrive, dem, jeg ønsker at levere en morsom og nyttig Læsning.«

44. Betænkningen er trykt i Dansk Folkeblad, 1840, nr. 55.

45. Samme, 1842, nr. 41-42.

46. Samme, 1842, nr. 31.

47. Samme, 1841, nr. 46-47.

48. Samme, 1841, nr. 7.

49. Michel Masson: Jomfru og Martyrinde / Overs, fra det Franske ved L. Philip og
C. Lund. Deel 1-2. Kbh., 1840.

50. Dansk Folkeblad, 1839, nr. 32.

51. Samme, 1841, nr. 40.

52. Danmarks historie, bd. 5. Af Vagn Skovgaard-Petersen. Gyldendal, 1985. S. 41.