A. G. Drachmann,
klassisk filolog og
teknologihistoriker,
bibliotekar ved
Universitetsbi-
blioteket i Køben-
havn gennem 41 år.
Fotograferet som
60-årig i 1951. Det
kongelige Bibliotek,
Billedsamlingen.
Af Marton de Hartyani
Dansk Bibliotekshistorisk Selskab har af flere årsager valgt at udgive
A. G. Drachmanns manuskript om Sofus Larsen. Det hører til Sel-
skabets opgaver at udgive centrale bibliotekshistoriske tekster. Både
som biblioteksmand og forsker er Sofus Larsen temmelig lidt omtalt
i memoirelitteraturen. Drachmanns portræt af ham er langt det mest
fyldige, og ved at trykke det, forsynet med relevante kommentarer
og referencer samt i efterskrift suppleret med den viden, vi i øvrigt
har om Larsen, fremstår et biografisk studie, der behandler de fleste
relevante sider af Larsens virke.
Manuskriptet lægger hovedvægten på en omtale af Larsens tid
som overbibliotekar ved Universitetsbiblioteket (1909-1925). Her-
under behandles også bibliotekets almindelige historie i denne pe-
riode, og som den længstlevende fra denne tid kan Drachmann
bidrage med mange træk og detailler, som ellers ville være gået i
glemmebogen.
Endelig er Aage Gerhard Drachmann (1891-1980) selv en omtale
og behandling værd, og hans manuskript rummer også en række
selvbiografiske træk.
Det er forbundet med både fordele og ulemper personligt at
kende den person, man biograferer. Fordelene er indlysende. Samta-
ler, indtryk og almindelig omgang med det biografiske objekt be-
riger det portræt, der tegnes. På den anden side kan den personlige
nærhed og kontakt komme til at fortegne billedet både i positiv og
negativ retning, den rette distance i forhold til den biograferede
person er ikke altid let at finde. Dette forhold spores også hos
Marton de Hartyani, forskningsbibliotekar. Det kgl. Bibliotek, Christians Brygge 8, 1219
København K.
Drachmann, skønt han først udarbejdede manuskriptet om Larsen
40 år efter dennes afsked og 27 år efter hans død. I forbindelse med
enkelte detailler skæmmes fremstillingen noget af lidt umotiveret
skarpe domme. Det er en smagssag, om Drachmann enkelte steder
overskrider grænsen til det indiskrete. Ser man imidlertid bort fra
disse detailindvendinger, formidler Drachmann et levende og alsi-
digt billede af Larsen på godt og ondt, og der er næppe tvivl om, at
den tidsmæssige afstand har været til fordel for portrættets alsidig-
hed.
Drachmann havde en række gode forudsætninger for at kunne
tegne sit portræt af Larsen. Han var i 10 år Larsens medarbejder og
virkede i alt 41 år (1915-1956) som bibliotekar ved Universitetsbi-
blioteket. I øvrigt havde han en række ydre lighedspunkter med
Larsen. De hørte begge til kendte og veletablerede familier, Drach-
mann var jo søn af professor A. B. Drachmann og sønnesøn af dig-
teren Holger Drachmann, begge var klassiske filologer af uddan-
nelse, begge arbejdede hele deres liv på samme bibliotek, og begge
præsterede en omfattende videnskabelig produktion og opnåede
doktorgraden. Men forskellene mellem de to mænd var meget dybt-
gående. De var vidt forskellige personligheder, deres videnskabelige
interesser gik i forskellig retning, og de havde diametralt modsatte
forestillinger om, hvorledes et bibliotek skulle drives. Der var også
en generationskløft imellem dem, som ikke blev fyldt op i alder-
dommen, Drachmann opfattede fortsat Larsen som et fortidslevn,
en »med Rette forladt Fortid«.
Når Drachmann ikke behandler Larsens omfattende historiske
forfatterskab i modsætning til hans folkevisestudier, kan det ud over
mangel på interesse også skyldes mangel på omtale andetsteds. Lar-
sens historiske forfatterskab opnåede ikke at blive genstand for sær-
skilt behandling i historiske fagtidsskrifter, men omtales højst i kri-
tiske fodnoter af middelalderforskere. I dag forekommer hans
værker forældede. Årsagerne hertil må også ses i sammenhæng med
Drachmanns kritiske gennemgang af det filologiske forfatterskab.
Larsen var lærd, kompilerede stort og småt fra sine kilder og sekun-
dærlitteraturen, men var ude af stand til at drage generelt holdbare
slutninger, som kunne vinde tilslutning hos andre fagfolk. Hans
|
A. G. Drachmann, | |
korrekte slutninger overskyggedes af de mere usikre, som Drach-
mann så anskueligt påviser med et eksempel fra hans folkevisestu-
dier. Jomsborg er et eksempel på Larsens arbejde som historiker. En
gennemlæsning af dette studie viser, at Larsen trods store anstren-
gelser ikke kunne føje væsentligt nyt til Jomsborg-problematikken,
og hans værk kan ikke rigtig bruges som udgangspunkt for videre
studier. Det må dog retfærdigvis tilføjes, at der i de forløbne 60 år er
blevet forsket energisk i denne periodes historie, og også grund-
synspunkterne på vikingetiden har ændret sig fundamentalt.
På et mere usikkert område, det præ-columbianske Amerikas hi-
storie, var Larsen muligvis på sporet af noget konkret. En dansk-
norsk-portugisisk ekspedition besøgte antagelig New Foundland,
Labrador og/eller Baffin Land 1472-1473. Denne historie har vundet
tiltro i Dansk Biografisk Leksikon og en række danske som uden-
landske værker og er blevet gengivet med skepsis i andre. At netop
dette områdes historie er meget usikker og sensationspræget skyldes
foruden de sparsomme og selvmodsigende kilder ikke mindst røret
omkring Kensington-stenen og Vinlandskortet, hvis ægthed nu be-
strides af de fleste. Men i 1984 fik historien den drejning, at engelske
købmænd fra Bristol drev en givtig handel med Østerbygden på
Grønland og muligvis i den forbindelse nåede Amerika i 1470erne.
Den usikre overlevering af disse tildragelser skyldes, at købmæn-
dene strengt hemmeligholdt deres ekspeditioner, dels for at undgå at
betale told af denne handel og dels af frygt for konkurrence, om-
stændigheder, der også er bekendt fra rejser til andre ret ukendte
områder, som købmænd har foretaget.
Sammenholder man Drachmanns beskrivelse af Larsen som bi-
blioteksmand med Carl Dumreichers mere kortfattede biografi, er
begges præmisser ret sammenfaldende. Dumreicher opfatter sig dog
som ven af Larsen, hvorfor det ikke overrasker, at Drachmann har
langt flere negative konklusioner. »Det var ikke let for Sofus Larsen
at komme før Svend Dahl«, skriver han selv. Det er også en for-
klaring, en anden er, at Drachmann og Larsen så vidt forskelligt på
biblioteksspørgsmål, og på den baggrund fældede Drachmann den
kategoriske dom: »[Larsen] var ikke Bibliotekar. Han var aldrig
andet end en velmenende Dilettant«.
Palle Birkelund karakteriserer i Dansk Biografisk Leksikon,
3. udg., træffende Drachmann som teknologihistoriker, man kunne
også tilføje teknolog, tekniker og teknokrat. Trods en bred mange-
sidighed spændende lige fra lystfiskeri til engelsk litteraturhistorie
handlede størsteparten af Drachmanns forfatterskab om teknologi
og teknik. Hans hjem var indrettet med en række sindrige, ofte
hjemmelavede tekniske hjælpemidler. Hans biblioteksmæssige ind-
sats havde også tyngdepunkt i det bibliotekstekniske. På sine lange
studierejser i udlandet i 1923 og 1926-1927 studerede han indgående
den fremmede biblioteksteknik og skrev lange og minutiøst detail-
lerede rapporter om sine indtryk, ledsaget af forslag om, hvorledes
man i Danmark kunne finde anvendelse for de fremmede idéer. Han
var meget skuffet over, at man ikke var interesseret i at udgive hans
planlagte artikler herom. Mange hundrede sider bibliotekstekniske
optegnelser i hans privatarkiv vidner om hans flid og engagement på
dette område. En fortælling, han havde skrevet ca. 1930 for at diver-
tere kollegerne til julefrokosten, og som han viste mig i 1979, illu-
strerer udmærket Drachmanns grundholdning. Fortælleren er netop
hjemvendt fra en længere udenlandsrejse og opsøger Universitetsbi-
blioteket, som han finder totalt forandret og gennemmoderniseret.
En smilende Svend Dahl viser ham omkring blandt de nyeste tekni-
ske hjælpemidler og vidundere, med andre ord er der tale om en
strømliniet vision i glas og stål, hvor alting fungerer efter de mest
rationelle principper.
Det gamle Universitetsbibliotek var berygtet for sin upraktiske
indretning og antikverede teknik, man skulle blot besøge Universi-
tetsbiblioteket og lære af det, hvorledes man ikke skulle indrette sig
på ens eget bibliotek, sagde Herman Trier fra Folketingets talerstol i
1895. Tilstandene var næppe meget anderledes i Larsens tid. Larsen
havde således en upraktisk dødvægt at slæbe på, men dette forhold
alene gjorde ham næppe til dilettant. Larsen havde gennem en livs-
lang tjeneste vænnet sig til Universitetsbibliotekets særheder og gik
ud fra, at tingene dog fungerede, indtil han hørte det modsatte.
På en sådan baggrund er det ikke sært, at Svend Dahl vandt
Drachmanns hengivenhed og af ham blev betragtet som idealet af
den teknokratiske chef, Universitetsbiblioteket trængte til, Larsens
diametrale modsætning. Sammenlignet med Dahl arbejdede Larsen
ikke på langt sigt, han var på godt og ondt bundet af Universitetsbi-
bliotekets traditioner, og hans bestræbelser gik stort set ud på at
bevare biblioteket i uændret skikkelse, højst med umærkelige modi-
fikationer.
Dette forhold kom klart til udtryk i Larsens bibliotekspolitik. Det
var en gennemgående undskyldning fra Universitetsbibliotekets
side, at det under P. G. Thorsens embedstid (1848-1880) var kommet
i en miserabel forfatning. Efterfølgerne var derfor travlt optaget af
at rette skuden op, hvorfor der - underforstået - ikke var tid og
kræfter til også at følge mere langsigtede mål. Denne undskyldning
er vanskelig at acceptere for Larsens vedkommende, immervæk til-
trådte han næsten 30 år efter Thorsens afgang, og efter at forgæn-
geren, S. Birket-Smith, havde sat alle kræfter ind på bibliotekets
indre ordning.
Undersøger man Larsens bibliotekspolitik, fremstår ét gennem-
gående træk, at søge ligestillingen med Det kongelige Bibliotek
fastholdt. Larsen mente, at dette kun kunne ske ved at opretholde
alle Universitetsbibliotekets forskellige aktiviteter, der alle afspej-
lede Det kongelige Biblioteks, blot i mindre format. Heri indgik
bl.a. en fuldstændig pligtaflevering, en omfattende dansk samling,
en håndskriftafdeling og en kort- og billedsamling. Men med et
betydeligt mindre annuum og personale var det i længden en uover-
kommelig opgave at opretholde disse aktiviteter på et tilfredsstil-
lende niveau. Tværtimod lurede faren for, at ingen af disse blev
ordentligt udført, fordi opgaverne oversteg og splittede bibliotekets
kræfter - og gjorde det sårbart for kritik. Larsen kunne og ville ikke
erkende dette forhold, selv om han ikke helt afviste de nye bi-
bliotekspolitiske tanker om arbejds- og opgavedeling. På et tidligt
tidspunkt af sin chefperiode skrev han artiklen Fremtidens Fagcentraler
(1917). Den indeholder en udmærket fremstilling af de problemer,
de store universalbiblioteker mødte i begyndelsen af dette århun-
drede. Men for sit eget vedkommende undlod han at drage de logi-
ske konsekvenser af den udvikling frem mod specialisering og ar-
bejdsdeling, han selv pegede på. Han kunne ikke se, at
gennemførelsen af en fagdeling mellem Det kongelige Bibliotek og
Universitetsbiblioteket nødvendigvis måtte føre til, at en række ak-
tiviteter på de områder, hvor Det kongelige Bibliotek var hovedfag-
bibliotek, måtte indskrænkes på Universitetsbiblioteket. Tværtimod
hævdede han så sent som i sit afskedsinterview i Nationaltidende
den 30. september 1925, at den humanistiske del af biblioteket var et
nødvendigt supplement til den naturvidenskabelige del. På den bag-
grund kunne han da uden tilsyneladende at modsige sig selv hævde,
at fagdelingen altid havde en »varm Ven« i ham. Fagdeling betød
således ét i hans terminologi, noget andet i hans kollegers.
Også under Larsen stod Universitetsbiblioteket i en isoleret posi-
tion i forhold til de øvrige videnskabelige biblioteker. Universitetets
special- og laboratoriebiblioteker ønskede Larsen ikke noget for-
maliseret samarbejde med; hvis de ønskede at afstemme deres bog-
bestand efter Universitetsbibliotekets, var det godt, hvis ikke,
gjorde det ikke noget. Forholdet til Det kongelige Bibliotek var
dårligt, der herskede en til dels personligt begrundet kølighed mel-
lem Larsen og H. O. Lange. Skal man tro J. C. Kali, levede man på
Universitetsbiblioteket nærmest som i en belejret fæstning, omgivet
af fjendtlige biblioteker, som »truede med at reducere os og gøre
Erobringer fra os«.
I de sidste år før sin afgang kom Larsen til at stå helt isoleret, dels
med hensyn til sin holdning til Universitetsbiblioteket, og dels i
forhold til Undervisningsministeriet, hvor det lykkedes ham at
sætte enhver velvilje, han måtte have erhvervet i sine første år, over
styr. Drachmann peger på en række karaktertræk hos Larsen, både
positive og negative, som kan have relevans til disse forhold. Det er
dog Dumreicher, som har formuleret det mest præcise skudsmål i
denne sammenhæng, en »uudryddelig forkærlighed for særstand-
punkter«. På basis af Drachmann kunne man tilføje, at denne egen-
skab står i forbindelse med Larsens til tider manglende dømmekraft
og svigtende sans for selvkritik. Disse negative egenskaber, som
måske især viste sig i forbindelse med hans lidelse, kom til at under-
støtte hans naturlige utilbøjelighed til at indskrænke og afgrænse
Universitetsbibliotekets aktiviteter.
Ingen kan forlange af en chef, at han går i spidsen for en bevægelse
med det mål at nedlægge eller sønderlemme hans egen institution,
men man kan måske have forventet, at Larsen viste nogen smidig-
hed og vilje til at tilpasse biblioteket de ændrede krav og konjunk-
turer. I Biblioteksudvalget af 1924 fastholdt han en uændret målsæt-
ning for Universitetsbiblioteket. Denne holdning satte ham totalt
uden for al indflydelse, da bibliotekets fremtid drøftedes i udvalget,
og førte netop til det resultat, Larsen altid havde søgt at undgå.
Ministeriet kom han alvorligt på kant med i begyndelsen af 1924.
Biblioteket blev tvunget til nedskæringer i annuet, hvilket Larsen
nægtede at acceptere ved frejdigt at erklære, at så ville han bare stifte
gæld. Denne holdning tog fuldmægtig Andreas Møller meget for-
trydeligt op og rådede ministeren til ikke under nogen omstændig-
heder at efterbevilge pengene. I den forbindelse bør det tilføjes, (1) at
Dahl efter 1925 havde meget besvær med at afvikle Larsens gæld og
omgående måtte indskrænke både tidsskrifthold og bogindkøb radi-
kalt, og (2) at Larsens optræden i ministeriet også skyldtes, at dette
tre år i træk (1921-1923) havde nægtet ham bevillinger til udgravning
af kælderen for at skaffe plads. Dette havde Larsen taget meget ilde
op og som gengældelse søgt at bevæge arkitekten til »paa Tryk ... at
angribe Ministeriet offentligt« for dets »Letsindighed« i denne sag.
Alene turde han dog ikke protestere offentligt, derfor denne barn-
lige, bagvendte reaktion, som også fremkaldtes af, at Det kongelige
Bibliotek i denne periode dels havde faet bevillinger til en om-
bygning og dels ikke fik annuet beskåret.
Hans afskedsinterview i Nationaltidende gav ham lejlighed til en
sidste gang at lufte sine bibliotekspolitiske synspunkter, men da var
afgørelsen om Universitetsbibliotekets fremtid som et næsten ude-
lukkende naturvidenskabeligt og medicinsk bibliotek faldet. Larsen
kunne nu - som pensionist - med stærke ord være gået offentligt på
barrikaderne for sin sag, men hans kritik var afdæmpet og gik på
temaet: vent og se, jeg fik ret. Særstandpunkterne beholdt han til sin
sidste arbejdsdag, men luftede dem ikke siden. Som emeritus blan-
dede han sig ikke i biblioteksdebatten og brød også, som Drach-
mann antyder, de fleste kontakter med sit bibliotek.
Larsen var den sidste, som søgte at hævde Universitetsbibliote-
kets traditioner i uændret skikkelse. Men under ham blev biblioteket
grebet af forandringens vind, personificeret i en generation af bi-
blioteksfolk, som havde en anderledes, mere professionel tilgang til
deres opgaver. Debatten om Universitetsbibliotekets fremtid var
også i høj grad en debat mellem generationerne. I en sådan debat står
næste generation i længden altid stærkest, fordi den i tiden har en
mægtig allieret. Larsen kunne dog have sparet sig sine sidste neder-
lag og skuffelser ved at have taget sin afsked på et tidligere tids-
punkt, således som hans mere klartskuende kollega på Det konge-
lige Bibliotek, H. O. Lange havde gjort det i 1924, ti år tidligere end
strengt nødvendigt.
Drachmanns manuskript er forlægget til et foredrag, han holdt i
Bibliotekarsammenslutningen i november 1965, og det befinder sig i
hans privatarkiv i Håndskriftafdelingen på Det kongelige Bibliotek.
Det er skrevet på maskine med håndskrevne rettelser og tilføjelser.
Ved udgivelsen er åbenlyse fejl og forskrivninger blevet rettet, en-
kelte pleonasmer fra det mundtlige foredrag strøget, men i øvrigt er
Drachmanns karakteristiske retskrivning og tegnsætning bibeholdt.
Hensigten med kommentarerne er ikke at diskutere teksten og de
der udtrykte synspunkter, for det er til dels sket i efterskriften, men
at supplere og så vidt muligt dokumentere fremstillingen ved at
tilføje den viden, vi har om Larsens offentlige virke fra øvrige til-
gængelige kilder.
Ved udarbejdelsen af efterskriften har jeg med nogen betænkelig-
hed fulgt Drachmanns råd i Footnotes and Bibliography (Libri, bd. 1,
1951. S. 362-66) og undladt at angive referencer ved hjælp af fodno-
ter. I givet fald var noteapparatet blevet stort, men havde også stort
set været en gentagelse af tekstnoterne, idet mine kilder til efter-
skriften alle er anført der. Ved læsning af teksten finder den op-
mærksomme læser, at Drachmann ikke, som han selv tilrådede det,
konsekvent har indarbejdet sine referencer i teksten, men det ville
han muligvis have gjort, såfremt han skulle have gjort sit foredrag
trykklart.