Sofus Larsen, 35-40
år gammel, uden den
for ham så karak-
teristiske kalot.
Fotograferet hos
L. Winther, der
havde atelier i Vim-
melskaftet 41 ca.
1890-ca. 1895. Det
kgl. Bibliotek,
Billedsamlingen.
Af A. G. Drachmann
Sophus Christian Larsen blev født i 1855 i København paa Alminde-
ligt Hospital, som Søn af Overkirurg, dr.med., siden Etatsraad Sø-
ren Eskild Larsen og Hustru Sophia Albertina, født Matzen. Han er
saaledes opvokset i et velstaaende,1 akademisk Hjem i København,
hans Fader, der var født i 1802, døde i 1890.2
Han var døbt Sophus C/zristian Larsen, med ph og ch, men æn-
drede senere Stavemaaden til fog k, antagelig under Paavirkning fra
Højskolekredse.
Han blev Student i 1872, cand.philol. i 1880; i 1883 blev han
Assistent ved Universitetsbiblioteket, og i 1899 Underbibliotekar,
Bibliotekar i 1907 og Overbibliotekar i 1909. I 1925 fratraadte han
Stillingen som 70-aarig, og han døde i 1938, 83 Aar gammel.3
Stillingen paa Biblioteket med kun 5 Timers dagligt Arbejde gav
ham Muligheder for at dyrke videnskabelige Studier, og det maa
siges, at han forsømte dem ikke. Han var hele sit Liv en meget flittig
Mand.
1 1885 fik han Universitetets Guldmedaille for en Afhandling om
De bello Alexandrino, og i 1889 tog han Doktorgraden paa en Dis-
putats om Plutarchs Moralia; disse to Værker laa inden for hans Fag,
som var klassisk Filologi, og han ydede endnu et Bidrag hertil, idet
han skrev et Afsnit om det romerske Samfund i Republikkens Tid til
Verdenskulturens 2. Bind, 1905-6 (andre Bidragydere til dette Bind
var Sophus Muller, Kr. Erslev, J.L.Heiberg og A.B.Drachmann,
Dr.phil. A. G. Drachmann (1891-1980) var bibliotekar ved Universitetsbiblioteket, Køben-
havn, 1915-56.
saa han var i pænt Selskab). Men han havde allerede den Gang
forladt den klassiske Filologi og var begyndt paa det, som skulle
blive hans Hovedinteresse: Studiet af de danske Folkeviser og i det
hele taget den danske Middelalders Kultur [og Historie]. Han be-
gyndte i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed med Folkevisen om
Liden Kirsten og Prins Buris i 1887, og Kritiske Studier over vore
Folkeviser i Dania i 1902; saa kom Monografier om Niels Ebbesens
Vise i 1908, Fire danske Viser fra Middelalderen 1923, Ebbe Skam-
melsen 1924 og Visen om Marsk Stig og hans Hustru 1937.
Af andre Bøger kan nævnes: Antik og nordisk Drømmetro 1917,
Saxo Grammaticus 1925, om Jomsborg 1927-28 og 1931 (begge i
Aarbøger for nordisk Oldkyndighed) og Kilderne til Olaf Trygg-
vesøns Saga 1932.4
En kortvarig international Berømmelse opnaaede han, da han ved
den 21. internationale Kongres af Amerikanister i Gøteborg fore-
lagde en Undersøgelse, der beviste, at portugisiske Sømænd havde
været i Land i Amerika før Columbus; den er trykt som Bog i 1924.
Hans Folkevisestudier er uhyre grundige; de tre Bøger om enkelte
Viser: Niels Ebbesen, Ebbe Skammelsen og Marsk Stig, er hver paa
flere hundrede Sider, med Indledning om de historiske Begiven-
heder, den kulturelle Baggrund og Visens Overlevering, med Op-
tryk af samtlige Opskrifter efter Svend Grundtvigs store Udgave;
derpaa den rekonstituerede Vise med udførlig Kommentar, Vers for
Vers, Linie for Linie. Man kan dog ikke sige, at han høstede stor
Anerkendelse fra andre Fagmænd herhjemme; tværtimod, han kom
hurtigt i Haar sammen med [Axel] Olrik og Ernst von der Recke og
alle andre, som beskæftigede sig med Folkeviser den Gang.
Jeg har hørt sige, baade den Gang og nu, at det skulde skyldes, at
Sofus Larsen vilde anvende den klassiske Filologis Metode paa Fol-
keviserne, hvor den ikke er egnet. Det er nu at gøre Uret baade mod
Sofus Larsen og mod den klassiske Filologis Metode. I en af sine
Indledninger5 gør han rede for sin Metode; han hævder, at den
klassiske Filologis Metode er fortrinlig, hvor det gælder en skriftlig
Overlevering, som maa antages at gaa tilbage til den antikke For-
fatters egenhændige Manuskript; men da Folkevisernes Optegnelser
beror paa en mundtlig Tradition, som har været virksom i mange
hundrede Aar, og som ikke kan antages at gaa tilbage til et Manu-
skript, maa der tages skyldig Hensyn hertil. Ved Hjælp af nogle
tænkte Eksempler paa, hvordan Overleveringen kan have fundet
Sted, naar han til det Resultat, at man ikke kan forvente, at nogen
enkelt Optegnelse skulde indeholde den helt fuldstændige og kor-
rekte Tekst, medens man alligevel ikke tør udelukke, at selv en ellers
meget ringe Optegnelse kan være ene om at bringe enkelte, origi-
nale Linier. Følgen maa blive, at Udgiveren maa vælge og vrage
mellem alle de overleverede Linier, til han finder en brugelig Form
for hvert Vers.
Dette er i Virkeligheden ikke væsensforskelligt fra hvad de andre
Udgivere gør og er nødt til at gøre, men Sofus Larsen er nu meget
haardhændet og betænker sig ikke paa helt at kassere Linier og
erstatte dem med sine egne, hvis han intet Sted kan finde en Linie,
der huer ham. Jeg skal give et Eksempel paa, hvor vidt Sofus Lar-
sens Metode kunde føre, naar den var parret med en mærkelig Uføl-
somhed over for det danske Sprog.
Verset, der skildrer hvorledes Niels Ebbesen trænger ind i Grev
Gerts Sovekammer, lyder gerne saadan:
De stødte paa Dør med Skjold og Spyd,
de Nagler ginge alle i Stykke.
Est du herinde, Greve Gert,
vi vil dig en Skaal tildrikke.
[Sofus Larsens Tolkning er denne:] Første Linie skal være: De stødte
Døren op med Spjud - af metriske Grunde. Anden Linie er ogsaa
forkert, det er utænkeligt, at alle Naglerne skulde gaa itu. Der skal
læses: De Nagler alle stukke, hvilket her ikke skal betyde, at de gaar
itu, men at de springer ud af deres Plads og farer ind i Stuen, hvor de
rammer Grev Gert. Dette belægges ved Linier fra andre Folkeviser.
Tredie Linie er nemlig ogsaa forkert. Spørgsmaalet: Est du her-
inde? er urimeligt, da Greven allerede har svaret Budet gennem
Døren. Vi læser derfor: imod Grev Gerit, inde var, og skal saa
bringe sidste Linie til at stemme. Her er Sofus Larsens egne Ord:6
»For at give dette et drastisk og prægnant Udtryk har Forfatteren
i sidste Linie benyttet sig af en Lignelse, et Billede, som endnu lever
i Sprogets lavere Lag: at drikke én en Skalle. Formen Skalle, som er
identisk med den middelalderlige Betegnelse for Skaal, Drikkekar,
en Skåle, viser, at dette tekniske Slagsbroderudtryk gaar langt til-
bage i Tiden. Dets egnl. Betydning er at klinke med en, støde sin
Skaal mod en andens, og naar man ved, hvorledes en Skalle drikkes,
kan det ikke nægtes, at Billedet er ret betegnende. Anvendt paa det
foreliggende Sted vil det altsaa sige, at Dørens Nagler ved Stødet
farer hen imod Greven og drikker ham Skaller.
Ud fra disse Synspunkter foreslaar jeg at rette den forvanskede
Strofe saaledes:
The støttæ døren up mæth spiuth,
thæt naglær allæ stukkæ
amoth gref Gerith, innæn war,
oc hanum skalær drukkæ.
Drukkæ er den gamle Fortids Flertalsform af Verbet drikke.«
Dette er ganske vist et meget yderliggaaende Eksempel, men det
er ikke enestaaende. Det synes klart, at en Fortolkningskunst, som
kan føre til et saadant Resultat, ikke har mange Muligheder for at
vinde almindelig Tilslutning. Men Sofus Larsen var slet ikke nogen
dum Mand, saa man staar underlig uforstaaende over for dette Fæ-
nomen. Man faar et Indtryk af en Art Kortslutning, hvorved den
kritiske Evne bliver sat fra Bestillingen. Og det giver en ubehagelig
Følelse af Utryghed over for alle Forfatterens øvrige Resultater.
Foruden de her omtalte Arbejder har Sofus Larsen skrevet mange
Bidrag om Biblioteksforhold, men de vil blive omtalt senere.
Dette er saa meget, som man kan faa at vide ved at gaa til de
tilgængelige Kilder: Dumreichers Biografi i Dansk Biografisk Lek-
sikon, Kraks Blaa Bog, Dansk Bogfortegnelse o.s.v. Nu vil jeg gaa
over til min egentlige Opgave: at skildre mit personlige Indtryk af
Sofus Larsen som Menneske og som Bibliotekar.
De trykte Kilder giver allerede en Del af hans Karakteristik. Vi ser
en velbegavet og flittig Mand, som er i Besiddelse af en stor Viden;
en Mand, som interesserer sig for mange Ting og gerne arbejder
med dem; men det maa desværre tillige erkendes, at der aldrig kom
noget rigtigt ud af det; hans Arbejder har ikke sat sig Spor til vore
Dage. Det Brudstykke, jeg har citeret af hans Bøger om Folkeviser,
taler sit tydelige Sprog; han har manglet Sans for det danske Sprog
og tillige almindelig, sund Fornuft til at kontrollere de Slutninger,
hans Undersøgelser førte ham til.
Jeg traf ham første Gang i 1913, da jeg kom ind paa Biblioteket
som Volontør; i 1915 blev jeg ansat som ekstraordinær Medarbejder,
i 1917 blev jeg Underbibliotekar, og indtil 1925, da Sofus Larsen
faldt for Aldersgrænsen, har jeg daglig haft Lejlighed til at være
sammen med ham.7
Han var ret lille af Vækst, ikke nogen Splejs, heller ikke nogen
Tyksak, men hvad man kunde kalde undersætsig. Hans Ansigt var
rundt, og han bar et hvidt, spidst, kortklippet Fuldskæg. Han var
skaldet og gik altid paa Biblioteket med en lille, sort Kalot; det store
Biblioteksrum var ikke særlig godt opvarmet, og der var Grund til
at beskytte sig mod Træk i Hovedet. Kalotten var en uadskillelig
Del af hans Ydre; dog har jeg set ham en enkelt Gang, da der var
noget at raabe Hurra for, tage Kalotten af og svinge med den.
Jeg kan ikke huske, at jeg har set det mere end een Gang, men
denne lille Gestus føltes som uhyre karakteristisk for ham.
Et Hovedtræk ved hans Karakter var hans Elskværdighed. Der er
en lille Historie, jeg har hørt, jeg husker ikke af hvem. Sofus Larsen
boede om Sommeren i en Villa med Have ned til en Sø;8 langs Søen
gik en Sti forbi Haven. Nogle Drenge paa Fodtur var kommet ind
paa Stien og saa pludselig en lille, gammel Mand styrende i fuld Fart
ned imod sig. De blev lidt benovede, for de var ikke sikre paa, om
de ikke var kommet ind paa en privat Grund. Alt hvad Sofus Larsen
vilde dem, var at anvise dem nogle Stikkelsbærbuske med modne
Bær, som de kunde spise af.
Saaledes var Sofus Larsen. Han kunde gaa meget vidt, til Tider
endda maaske for vidt, i sit Ønske om at være god mod Folk, at
hjælpe; jeg skal komme tilbage til det senere. Men der var intet
holdningsløst i hans Elskværdighed. Han havde en klar Følelse af sit
eget Værd, og han fandt sig ikke i, at nogen tog sig Friheder med
ham.
|
Sofus Larsen, 35-40 | |
Hans Forhold til Personalet var godmodigt patriarkalsk. Han
havde fra Birket-Smith overtaget den Skik hver Formiddag at gaa
rundt og give Haanden til os alle, altid venlig og hyggelig. Men der
var ingen Tvivl, hverken hos ham eller andre om, hvem der var
Overbibliotekaren, hvem der havde det sidste Ord om, hvor Skabet
skulde staa, hvis der opstod Tvivl om dets Plads.
Et andet Træk hos ham var hans Retsindighed. Aldrig har jeg
oplevet eller hørt at han havde gjort noget, som ikke var aabent,
ærligt, retsindigt. Lusk og Svig og enhver Form for Underfundig-
hed og Uærlighed var ham usigelig fremmed. Han kunde tage Fejl,
det kan vi alle; men han kunde ikke med Vilje begaa noget, som man
kunde rynke paa Næsen ad. Hans Ord stod til troende, man vidste,
hvor man havde ham.9
Hvad man nu kalder Klimaet paa Arbejdspladsen var under Sofus
Larsen fortrinligt. Han havde fra Birket-Smith overtaget et velop-
lært og disciplineret Personale, og her fortsatte han paa bedste
Maade hans Værk. Der var god Disciplin, man mødte til Tiden og
gik ikke før Tiden og man passede sit Arbejde. Samarbejdet var
godt, Tonen kammeratlig, elskværdig, hjælpsom; man var som én
stor Familie. Selv i de bedste Familier kan man komme op at skæn-
des, og det kunde man ogsaa her; men det var kun Storme i et Glas
Vand, og de efterlod aldrig varig Misstemning. Dertil var Grund-
indstillingen for solid.
Sofus Larsen var en pligtopfyldende Mand. Han havde et godt
Helbred, og han forsømte næsten aldrig en Dag på Biblioteket. I
sine sidste Aar i Embedet var han plaget af en Lidelse, som hedder
Helvedesild, og som ikke bærer sit Navn forgæves. Men han kom
ind paa Biblioteket, selv om det kun førte til, at han sad i Sofaen i sit
Kontor og havde det ondt.
Han var, som det allerede fremgaar af hans Levnedsløb, en Mand
med mange Interesser. Han blev let begejstret for det ene eller det
andet, og saa vilde han gerne, at Omgivelserne skulde tage Del i
hans Glæde. »Er det dog ikke et dejligt Bind?« »Se paa det her
Bogtrykkermærke; er det dog ikke morsomt?« - til hvem som helst
af hans Kolleger, ældre som yngre. Og vi var glade med ham, for
man kunde ikke andet.
Men det skal ikke skjules, at der sammen med denne umiddelbare
Glæde hos ham boede et Træk af Barnlighed, som kunde have uven-
tede og uønskede Følger. Ogsaa det skal jeg komme tilbage til.
Med alle disse fortræffelige Egenskaber maatte man forvente, at
Sofus Larsen kunde være blevet en dygtig og effektiv Chef for
Universitetsbiblioteket. Naar han alligevel ikke helt blev det, kan
Aarsagen angives med faa Ord: han var ikke Bibliotekar. Han var
aldrig andet end en velmenende Dilettant. Som Biblioteksmand til-
hørte han, hvad jeg engang har betegnet som »en med Rette forladt
Fortid« - den Tid, hvor man regnede med, at Biblioteksarbejde var
noget, enhver oplyst og velbegavet Mand uden videre kunde paa-
tage sig. Men den Type Bibliotekar var Tiden løbet fra.
Hans Forgænger, Birket-Smith, havde i 1880 overtaget Bibliote-
ket i en meget miserabel Forfatning og var gaaet i Gang med at
forbedre det. Sit Forbillede for de nye, systematiske Kataloger
havde han søgt i Tyskland, men antagelig paa grund af [Krigen i]
1864 ikke i Preussische Staatsbibliothek i Berlin, men i Bayerische
Staatsbibliothek i Miinchen. Han havde faaet Personalet udvidet, saa
at det nu bestod af 2 Bibliotekarer og 9 Underbibliotekarer, mod 4
ved hans Tiltrædelse, og han havde uddannet og skolet dette Perso-
nale, saa at de kunde deres Ting og tillige samarbejdede paa bedste
Maade. Alt dette omtaler Sofus Larsen i sine smukke Mindeord om
Birket-Smith i bogen Ex Bibliotheca Universitatis Hauniensis, som
udkom i 1920;10 han siger om ham: »Han har skabt det Grundlag,
som vi stadig maa bygge videre paa, og som vi kan bygge videre
paa.« Det betød i Praksis, at Sofus Larsen ansaa dette Arbejde for at
være sat i Gang og være i god Gænge, og saa interesserede det ham
ikke.
Han var, som sagt, en pligtopfyldende Mand. Han besørgede
Bogindkøbet og han passede Regnskabet, gjorde det Rutinearbejde,
der paahvilede ham. Han alene bestemte Bogkøbet; dog fik han i
1918 to Konsulenter til at hjælpe sig med den medicinske Litteratur. I
øvrigt helligede han sig de Ting, som havde hans specielle Interesse.
Heriblandt var det Konserveringen af Bibliotekets Haandskriftsam-
ling, derunder de Arnemagnæanske Haandskrifter. Det var godt og
rigtigt, at det blev gjort. Nu har vi en internationalt anerkendt
Ekspert til at tag.e sig af de Arnemagnæanske Haandskrifter, og
hvad der skete i Sofus Larsens Tid er maaske nu ikke tilfredsstil-
lende; men som det blev gjort, var det det bedste, der kunde præ-
steres den Gang.
Men man kan nok kritisere den Disposition, Sofus Larsen traf i
den Anledning. Biblioteket var normeret med 1 Overbibliotekar, 2
Bibliotekarer, 9 Underbibliotekarer, 1 Kustode og 2 Betjente. Bi-
bliotekets Bogbinder, Ehlert, havde en Svend, Friese, som var me-
get dygtig og meget omhyggelig netop til den Art Arbejde. Ved
første Lejlighed fik Sofus Larsen ham ansat som Betjent ved Bib-
lioteket, og da mindst hans halve Arbejdstid gik med at reparere
Haandskrifter, gik Biblioteket glip af en halv Betjent paa et Tids-
punkt, da der var stor Mangel paa underordnet Arbejdskraft. Ret
beset betød det, at en Underbibliotekar maatte udføre Betjentar-
bejde en Del af sin Tid. Men saadan en Betragtning laa Sofus Larsen
fjernt.
Ogsaa paa andre Punkter kan hans Personalepolitik kritiseres.
Reglen var, at man til Underbibliotekarer valgte Folk med Embeds-
eksamen, idet den korte Arbejdstid, 5 Timer daglig, forudsatte, at
de stadig arbejdede videre i deres Fag. Dette havde den Ulempe, at
nogle af dem forlod Biblioteket for at blive Professorer, som Dines
Andersen og Aage Friis; men det bevirkede dog en høj Standard for
Bibliotekets Personale, selv om det ikke med Urette kunde siges, at
en Del af deres Arbejde var som at skrælle Kartofler med Rage-
knive.11
Det er svært for Nutidens Biblioteksfolk at forestille sig en Ord-
ning, hvor næsten alt Arbejdet, fra Nykatalogisering af en Afdeling
til Fremtagning og Indsætning af Bøger, Ordning af Sedler, Ud-
skrivning af Hjemkaldelser, blev foretaget af Folk med Embedsek-
samen, eller Doktorgrad. Nu er Arbejdet delt op i Grader, og der er
Klasser af Personalet, til hver Grad af Arbejdet, fra Førstebibliote-
karer ned til Folk, der fra Gaden, saa at sige, tages ind paa »Foran-
staltningen«. Selvfølgelig var man klar over, at ikke alt Biblioteks-
arbejde krævede en fuld akademisk Uddannelse; det var ikke langt
fra at man mente, at hvis en Mand ikke duede til andet, kunde han
bare komme ind paa et Bibliotek. Jeg er selv blevet trukket hen i en
Krog af en eller anden pæn Mand, som har forklaret, at han havde
en Nevø, eller hvad det nu var, der ikke rigtig kunde begaa sig; om
han ikke kunde komme ind paa Biblioteket. I stedet for kort og godt
at spørge: »Tror du, det er fordi jeg er Idiot, jeg sidder der?« plejede
jeg at forklare, at saadan var det maaske en Gang for nogen Tid
siden, men nu var Forholdet anderledes; der stilledes større Krav.
Og jeg tilføjede ikke, hvad der dog var indlysende, at hvis Bi-
blioteket for de samme Penge kunde faa en dygtig Mand, vilde det
være urimeligt, om det med Vilje valgte en, som der var noget i
Vejen med. I en Tid, hvor det var enten Underbibliotekar eller slet
ikke, var det dog en rimelig Betragtning.
Men selve Tanken var ikke uddød, og udtrykket »Akademisk
Amerika« som vist [Johan Stockfleth] Eyser var Ophavsmand til,
var ikke uden Berettigelse. Eyser var blevet ansat af Birket-Smith,
og han havde ingen Eksamen. Men han havde læst Sanskrit og
Persisk og havde gaaet Vilhelm Thomsen til Haande;12 med disse
Specialkundskaber var det ikke urimeligt at ansætte ham. Nogen
Eksamen tog han ikke. »Jeg har tænkt mig at gaa op sammen med
H.O.Lange og Vilhelm Grundtvig,« sagde han, hvis man henty-
dede til det.
Den første, Sofus Larsen ansatte, var Frederik Birket-Smith, For-
gængerens Søn. Han havde studeret Medicin, men var gaaet over til
Kunst og Musik; han havde ingen Eksamen. Hans Fader havde ikke
villet ansætte ham, men Sofus Larsen tog ham. Faktisk mener jeg, at
han gjorde god Fyldest. Ikke saadan som to andre, som endnu le-
vede i Mindet, da jeg kom derind. Ingen af dem havde Eksamen.
Aage Schmidth var Søn af brave Forældre og havde Fortalere blandt
Professorerne; han blev foretrukket for en Dr.phil., og blev af-
skediget, da han spadserede paa Strøget en Dag, han var sygemeldt.
Moritz havde heller ingen Eksamen, men det var ikke, fordi han
ikke prøvede; han dumpede fem Gange til Magisterkonferens i sam-
menlignende Litteraturhistorie, og hans Vankundighed skal have
været æventyrlig. Han gik til Filmen, hvor han fik et godt Job.
0[tto] S[everin] Jensen,13 den ældste af Bibliotekarerne, var en
dygtig Embedsmand, men saa med kritiske Øjne paa sine Kolleger;
det var ham, der udtalte, at der kun fandtes to Slags: de, der ingen
Ting bestilte, og de, der gjorde al Ting forkert. Spurgte man ham
om, hvilken Klasse han selv hørte til, svarede han, at han hørte til
den første Klasse. Han var en heldig Kartoffel, et lykkeligt Svin,
siden han var kommet ind paa en Anstalt - en Lemmehave, nemlig
noget imellem en Børnehave og en Forsørgelsesanstalt - hvor der
ikke krævedes, at man skulde præstere et virkeligt Arbejde. Det maa
bemærkes, at han med nogen Hjælp fra et ældre Bud alene Mand
modtog og kontrollerede hele den danske Pligtaflevering fra Bog-
trykkerne, og gjorde det fortrinligt.
De nye Ansættelser skal han have kommentret saaledes, idet han
stod i Bogsalen og henvendte sig til en af de Støbejernssøjler, som
bærer Taget. »I gamle Dage ansatte man som Bibliotekarer Viden-
skabsmænd. Nu ansætter man Journalister. Næste Gang bliver det
nok Alfonser.«
Men fra nu af ansatte Sofus Larsen kun Folk med Embedsek-
samen i Bibliotekarstillinger. Men han havde endnu et Uheld, som
dog ikke helt kan lægges ham til Last. Paa Konsistoriums Kontor
havde de et Bud, som havde vist sig noget upaalidelig. De vilde
derfor gerne have ham flyttet til Universitetsbiblioteket, fordi de
haabede, at han med den faste Arbejdstid inden for Murene vilde
kunne gøre Fyldest. En mindre godlidende Mand vilde have sagt
nej, men man maa ikke glemme, at Biblioteket var en Del af Uni-
versitetet, og Konsistorium altsaa en overordnet Instans. Manden
blev derfor ansat, og det var ikke nogen Sukces. Han var en gen-
nemupaalidelig Person, uærlig i Pengesager, og meget lidt Værd i sit
Arbejde. Aage Dons har i »Koncerten« [1935] givet et meget lidt
flatterende, men vist i Hovedsagen korrekt Portræt af ham under
Navnet »Hask«. Gang paa Gang maatte Sofus Larsen holde Møder
med hans Kreditorer og Folk, som han havde ført bag Lyset, men
alt hvad der lykkedes ham var at faa Afgørelsen udsat, til det blev
hans Efterfølger, som kom til at afskedige Manden. Ansættelsen
burde aldrig have fundet Sted, og Afskedigelsen kunde have været
foretaget meget, meget tidligere.
Det var Sofus Larsens Interesse for Konservering af Haandskrif-
terne, som førte over til min Omtale af hans Ansættelser. Men han
interesserede sig ogsaa for andet; han glædede sig over de smukke
Bind, hvor de fandtes, fik dem katalogiserede og restaurerede, hvor
det behøvedes; Bøgerne fik et Beskyttelsesomslag af graat Kardus-
papir. Som altid gjorde han noget ud af det. Han satte sig ind i de
dekorerede Binds Historie og skrev sammen med Anker Kyster en
Bog om dem.14 Men det gav ogsaa Bagslag. Han købte hos Levin &
Munksgaard nogle franske Bøger i »smukke, samtidige Bind«, uden
Hensyn til, at deres Indhold ikke gjorde dem værdige til en Plads i
Biblioteket. Mit Indtryk er, at det var nogle Bøger, Boghandelen
havde brændt sig paa, og at de benyttede sig af Overbibliotekarens
Interesse til at faa dem solgt.
I 1920 udgav han et Værk, Disputatio contra mulieres, fra 1511,
hvori det bevises, at Kvinder ikke er Mennesker. Det er en ganske
pudsig lille Ting, som kom hos Levin & Munksgaard i et meget
nitidt Udstyr. Det morede Sofus Larsen meget at faa Mulighed for
at udgive det; men det kan ikke nægtes, at der hist og her blev
mumlet lidt om, at det muligvis var mindre korrekt, at Chefen for
en Statsinstitution modtog en saadan Cadeau fra et Firma, som var
meget interesseret i at faa Leverance til Institutionen. Jeg tvivler paa,
at nogen sagde det til ham selv, og jeg er ganske overbevist om, at
han vilde have været helt ude af Stand til at forstaa det, hvis det var
blevet sagt. Det var en god Ting, at Værket blev udgivet, og det var
smukt, at Levin & Munksgaard vilde bekoste Udgivelsen. Det var
det hele. Hans Retsindighed var alt for massiv til at han kunde tiltro
andre Hensigter, som aldrig vilde være faldet ham selv ind.
Det generede ham, naar smukke Tavleværker, der blev sendt til
Reproduktionsanstalter, kom tilbage med sorte Fingeraftryk i Mar-
ginen. Han besluttede derfor, at Biblioteket selv skulde levere Foto-
grafier til Reproduktion. Der blev indrettet et Mørkekammer paa
fjerde Sal i Nye Bygning og købt et Udstyr til at tage Fotografier og
Fotostatkopier, og en af Underbibliotekarerne, det var mig, blev sat
til at passe det. Jeg kom paa Kursus paa fotografisk fotokemisk
Laboratorium, hos Professor Winther,15 og lærte at fotografere,
baade med almindeligt Lys,og med infrarødt og ultraviolet Lys; jeg
lærte ogsaa at lave Bromolietryk, saa at jeg kunde levere Kopier af
manglende Titelblade trykt paa gammelt Papir, som jeg fik af Friese,
der fik gamle Blade tilovers, naar han konserverede Haandskrifter
og gamle Bøger. Det morede mig, men det var egentlig ikke det,
jeg havde Uddannelse til og fik Løn for. Det var atter et Udslag af
Mangel paa Forstaaelse af Arbejdets Betydning, og egentlig Mis-
brug af Stillingen som Chef.
Men det hang igen sammen med hans Personalepolitik. Dum-
reicher fremhæver i sin Biografi af ham, at han sørgede for at skaffe
Personalet bedre Løn, et Punkt, som Birket-Smith havde forsømt,
og at han skaffede Biblioteket mere Personale, hvad der var til-
trængt.16 1 1909, da han tiltraadte som Overbibliotekar, bestod Per-
sonalet af 2 Bibliotekarer og 7 Underbibliotekarer; i 1925 var der 6
Bibliotekarer og 10 Underbibliotekarer.17
En meget vigtig Ting er Forholdet til Publikum. Her gik Sofus
Larsen trofast i Birket-Smiths Spor. Der var en lille Historie, som
jeg hørte, da jeg var blevet ansat. En Underbibliotekar havde eks-
pederet en Laaner høfligt, men noget køligt; da Laaneren var gaaet,
gik Birket-Smith hen og lagde Haanden paa Underbibliotekarens
Skulder og sagde: »Husk paa, kære Friis, at en Bibliotekar skal ikke
blot være høflig, han skal ogsaa være elskværdig.« Jeg husker en lille
Oplevelse, jeg selv havde. Hvad der var gaaet forud, veed jeg ikke;
det maa have været, at Jensen havde betjent en Laaner paa Læsesalen
daarligt, og [Balder] Erichsen, som ellers aldrig gjorde Vrøvl, tog
ham i Skole. Det jeg hørte ham sige lød som et Litani, der maa
stamme fra Birket-Smiths Tid: »Gaa hen til Laaneren, indlad Dem
med ham, se at finde ud af, hvad det er, han søger.«
Læsesalen var aaben og frit tilgængelig for enhver. Der var en
Grænse, men den var langt ude. En Gang havde nogle Laanere
klaget over, at en anden Laaner paa Læsesalen var for snavset. [Al-
fred] Krarup forelagde Sagen for Sofus Larsen, som dekreterede, at
hvis Manden var saa snavset, at han forulempede de omkring-
siddende ved ilde Lugt, burde han bortvises, og saa gik han selv op
paa Læsesalen for at undersøge Sagen. Jeg har ingen klar Erindring
om, hvad der skete, men jeg tror, at Manden fik Lov til at blive
siddende. Hvis han var blevet bortvist, havde det været noget saa
enestaaende, at jeg sikkert havde husket det.
Vi ser her Sofus Larsen saa at sige fra alle Sider: hans absolutte
Regeringsform, hans Menneskevenlighed og liberale Indstilling,
hans Pligttroskab, men tillige hans Fasthed. Hvis han havde skøn-
net, at Laaneren var uantagelig, vilde han have bortvist ham, omend
meget imod sin Tilbøjelighed.
Han var ogsaa interesseret i tekniske Forbedringer, hvor de til-
trængtes. De nye alfabetiske Kataloger var anbragt i Trækasser, der
lignede Bøger og stod paa Reoler. Der skulde et vist Haandelag til at
bruge dem, og det lærte Bibliotekarerne hurtigt; men de var ikke
beregnet paa Publikum, og hvad skulde det ogsaa med dem? De
behøvede jo blot at sige, hvad de vilde have for en Bog, saa fik de
den.
De systematiske Kataloger, som Publikum kunde faa Brug for,
var skrevet paa store Sedler, som var klemt fast mellem to Pappla-
der; der var to Messinglister og to Skruer med Fløjmøttrikker, som
klemte dem sammen. Den ene Papplade havde et Hængsel, saa den
kunde løftes, og man kunde blade i Sedlerne; men fast sad de. Disse
Skruebind maatte ligge paa Hylderne oven paa hinanden, og saa
ragede Skruerne op, og de var svære at faa fat i, og det blev jo ikke
bedre af, at de ofte laa højt oppe, saa at man maatte op paa en Stige
for at faa fat i dem.
Sofus Larsen søgte Hjælp hos en Mekaniker og lavede nogle
Skruebind, som. kunde staa som Bøger paa Reolen; det sparede
Plads og var meget mere haandterligt. Desværre var Konstruktio-
nen ikke særlig effektiv. Bindet kunde kun lukkes med en særlig
Presse, og da dette sprang let op igen, maatte man skære Hovedet af
Skruerne.18 Saa, efter flere Aars Forløb, naaede man til en bedre
Konstruktion; man brugte forsænkede Skruer, der gik ned i lange
Møttrikker. Det krævede, at Bindet aldrig kom under en vis Tyk-
kelse, men det ordnede man ved at lægge hvide Blade ind bag i
Bindet for at fylde ud. Nu staar Sedlerne i Kasser, som aabner sig til
begge Sider, saa at de er lette at blade i. Publikum har lært ikke at
tage Sedlerne ud.
Sofus Larsen ønskede, som han selv skrev i sine Mindeord om
Birket-Smith,19 blot at føre det af ham paabegyndte Værk videre;
men ingen har Fred, længere end hans Nabo vil, og der blev stadig
mere og mere Uro om de københavnske Biblioteksforhold, saa So-
fus Larsen maatte tage sin Del i den Diskussion, der opstod.
Jeg kommer lige til at ridse Konturerne op i de Problemer, der
kom til Debat.
Indtil 1728 havde København haft to store Universalbiblioteker;
Universitetsbiblioteket fra 1482 var det største; det Store Kongelige
Bibliotek fra 1661 var ogsaa blevet et meget anseeligt Bibliotek. Da
Universitetsbiblioteket efter Branden i 1728 maatte bygges op fra
Grunden, gik man i Gang med at skaffe Universitetet et nyt Univer-
sitetsbibliotek til Erstatning for det tabte; derimod gik Universitets-
bibliotekets Stilling som Nationalbibliotek over til det Kongelige
Bibliotek, som besad al den danske Litteratur fra før Branden, som
man ikke kunde regne med at kunne genanskaffe, idet dog det Kon-
gelige Bibliotek overlod Universitetsbiblioteket alle sine Dublet-
ter.20
Men denne Plan om to Universalbiblioteker, som kan have taget
sig mulig ud i 1728, kom aldeles til kort over for den stadig stigende
Produktion af Bøger, og allerede [J. N.] Madvig indsaa i 1842, at det
vilde blive nødvendigt at afgrænse de to Bibliotekers Virkefelt, hvis
Landet skulde kunne faa alle de Bøger, som var nødvendige.21 Efter
at Universitetsbiblioteket i 1867 havde modtaget det Classenske Bi-
bliotek, som rummede en stor Samling naturvidenskabelige Bøger,
var det klart, at Delelinien maatte gaa saadan, at det Kongelige
Bibliotek tog sig af Humaniora, medens Universitetsbiblioteket
koncentrerede sig om Naturvidenskab og Medicin.22
Der var ogsaa gennemført en vis Specialisering i Bogkøbet, men
noget virkeligt Samarbejde var der ikke Tale om. Det første alvor-
lige Forsøg paa at faa Samarbejdet i Gang blev gjort i 1902 med
Oprettelsen af Accessionskatalogen, hvis Formaal var at forebygge
overflødige Dubletkøb paa de store Biblioteker; men endnu i 1915,
da jeg blev ansat ved Universitetsbiblioteket, maatte jeg ofte i Ud-
laanet forklare en Laaner, at British Medical Journal kunde jeg give
ham, men the Lancet maatte han hente paa det Kongelige Bibliotek.
I 1911 bearbejdede Bibliotekar [ved det Kongelige Bibliotek,
A. A.] Bjørnbo23 Accessionskatalogens Materiale for at vise, i hvor
ringe Grad de to store Biblioteker havde forstaaet at indrette deres
Bogkøb rationelt; han vilde have Accessionskatalogens Redaktør til
at være en Mellemmand mellem de to Biblioteker for at ordne Ind-
købene; og han havde ogsaa en samlet Plan for hele Biblioteks-
væsenet. Sofus Larsen imødegik ham i en Række Artikler i »Riget«24
og hævdede, at der ikke var nogen Grund til at lave en ny, dyr
Ordning. Specielt vendte han sig, og med fuld Ret, mod Bjørnbos
Forslag om at gøre Laboratoriebibliotekerne delvis offentligt til-
gængelige. Bjørnbo døde i 1911 og Sagen gik i staa, indtil Professor
Poul Johannes Jørgensen i 1917 i Ministeriernes Maanedsblad25 kla-
gede over, at der ud over Juridisk Laboratorium ikke var noget
Bibliotek, der tog sig af udenlandsk juridisk Litteratur. Svend Dahl,
som [da] var Underbibliotekar ved det Kongelige Bibliotek, skrev
et Indlæg,26 hvori han gik ind for, at det Kongelige Bibliotek skulde
tage sig af udenlandsk Jura, og at den kun skulde samles der. Saa
skrev Sofus Larsen om »Fremtidens Fagcentraler«.27 Han hævdede,
at de mindre Fagbibliotekers to Problemer var Pladsmangel og
Mangel paa skolet Arbejdskraft. Derfor skulde det Kongelige Bib-
liotek og Universitetsbiblioteket dele Fagene mellem sig og fungere
som Overcentraler, der aflastede de mindre Fagbiblioteker for den
forældede Litteratur. Han foreslog, at det Kongelige Bibliotek og
Universitetsbiblioteket udvekslede den juridiske og medicinske Lit-
teratur; og det skete ogsaa.28 Samtidig fik han ansat to medicinske
Konsulenter til at hjælpe sig med Boganskaffelserne.
Dette var et Skridt i den rigtige Retning, og da det jo er det første
Skridt, som koster, var det et meget betydende Skridt. Men nu tog
Diskussionen først rigtig Fart. 11918 udkom en Piece af Svend Dahl
og [Læge] Carl With: »Vore naturhistoriske Museer og Biblioteker.
Forslag til et Centralinstitut«. Planerne gik ud paa, at Delingen
mellem de to store Biblioteker blev gennemført til Bunds; Universi-
tetsbiblioteket skulde flyttes til en Bygning paa Gothersgade Kaser-
nes Grund, hvor det skulde være Bibliotek for et Centralinstitut for
naturvidenskabelig Forskning og have Opsigt med alle Fagbibliote-
ker under dette Omraade. Universitetsbiblioteket skulde opgive sit
Pligteksemplar fra de danske Bogtrykkere.29
Sofus Larsen tog til Orde herimod i Nationaltidende.30 Han hæv-
dede, at Universitetsbiblioteket, trods den begyndende Fagdeling,
stadig havde sin Opgave som Universitetsbibliotek, om ikke for
andet, saa som Reserve, hvis der skulde tilstøde det Kongelige Bi-
bliotek noget. Pligtafleveringen med dens Konfirmationssange og
Mejeriregnskaber turde han saaledes ikke give Afkald paa; Bibliote-
ket maatte ikke flyttes fra sin Plads, og det og Museerne maatte
ikke, som i Piecen foreslaaet, adskilles fra Universitetet.
I 1921 fremsatte Bibliotekar [Sigfus] Blöndal fra det Kongelige
Bibliotek i Bogens Verden31 et Forslag til en samlet Ordning af hele
det lærde Biblioteksvæsen i København, og i 1922 udkom en Piece af
Bibliotekar [J. C.] Kali ved Universitetsbiblioteket: Universitetsbi-
bliotekets Organisation og Fremtid, hvori han giver en meget inter-
essant Redegørelse for Universitetsbibliotekets Historie fra 1840
med de mange Planer, der siden da er blevet fremsat om en Ordning
af Biblioteksforholdene, især Forholdet mellem de to store Bibliote-
ker.
Sofus Larsen anmelder Bogen i Nationaltidende,32 og han er me-
get forbitret. For det første fordi den er udkommet uden hans Vi-
dende, skønt han aldrig har lagt noget Baand paa sine Medarbej-
deres Ytringsfrihed. Dette er aldeles rigtigt. Jeg har selv deltaget i
Diskussionen, dels med Indlæg om Blöndals Forslag,33 dels med en
lang Anmeldelse af Kalis Piece i Ministeriernes Maanedsblad.34 Jeg
meddelte Sofus Larsen min Hensigt og fik den Besked, at jeg kunde
skrive, hvad jeg vilde, blot jeg gjorde opmærksom paa, at jeg skrev
for egen Regning og ikke udtrykte nogen almindelig Mening blandt
mine Kolleger. Da dette var i absolut Overensstemmelse med de
faktiske Forhold, fandt jeg ikke denne Betingelse uopfyldelig.
Dernæst var Sofus Larsen meget opbragt over Kalis Omtale af
Birket-Smith, som han i øvrigt med Urette finder »vidner om en
indeklemt personlig Rancune, der, naar den i en saadan Form giver
sig Luft længe efter Vedkommendes Død, forekommer mig dobbelt
tarvelig og usmagelig.«
Kalis Forslag om Bibliotekets Nyordning var en Videreførelse af
Blöndals Forslag med nogle af mig foreslaaede Ændringer.35 Bi-
blioteket skulde deles; Centralbiblioteket for Naturvidenskab og
Medicin skulde flyttes bort, men i Fiolstræde skulde den humanisti-
ske Del gøres til et Universitetsbibliotek efter Retningslinier, som
H. O. Lange36 havde angivet for et eventuelt Universitetsbibliotek i
Aarhus: et Bibliotek til Brug for de Studier, der netop drives paa
Frue Plads, altid ajour, absolut intet Bogmuseum. Pligtafleveringen
skulde bortfalde, forældet Litteratur afskaffes.
Herimod indvendte Sofus Larsen, at det var Utopier, som var
økonomisk uigennemførlige; at Biblioteket ikke maatte deles; at det
skulde blive i Fiolstræde og overtage Zoologisk Museums Bygning,
naar Museet fik sit haardt tiltrængte nye Hus; og at det burde be-
holde Pligtafleveringen.
Netop Pligtafleveringen blev det Punkt, hvorom Sofus Larsens
sidste Bidrag til Biblioteksdiskussionen kom til at dreje sig. Lauritz
Nielsen fra det Kongelige Bibliotek skrev en Piece,37 hvori han
blandt andet foreslog, at Universitetsbiblioteket i Stedet for Pligtaf-
levering fra Bogtrykkere skulde have Rekvisitionsret. Sofus Larsen
anmeldte Piecen i Dagens Nyheder den 17. januar 1924; han hæv-
dede, at en Rekvisitionsret vilde være illusorisk, og at alt burde blive
ved det gamle. Carl S.Petersen, [det Kongelige Bibliotek], tog til
Genmæle,38 og der kom flere Bidrag fra hver Side,39 uden at nogen
af Parterne ændrede Standpunkt.
Sammenfattende kan man sige, at Sofus Larsen ikke var nogen
Modstander af nye Tanker. Han gennemførte den første Udveksling
af Bøger med det Kongelige Bibliotek, og hans Forslag om Frem-
tidens Fagcentraler indeholdt meget godt og blev retningsgivende
for de senere Reformer. Men han kom ikke til at staa som den store
Reformator af vort Biblioteksvæsen, fordi han veg tilbage for at
tage Konsekvenserne, nemlig at opgive Tanken om Universitetsbi-
blioteket som Universalbibliotek og dermed dets Ligestilling med
det Kongelige Bibliotek. Det var til syvende og sidst et Prestige-
spørgsmaal, og hvor Prestigedjævlen kommer ind ad Døren, flyver
Sagligheden ud af Vinduet.
I 1925 fyldte Sofus Larsen 70 Aar og fratraadte sin Stilling; sin
litterære Virksomhed fortsatte han til 1938, da han døde, 83 Aar
gammel.
Jeg har hermed søgt at give en saglig Fremstilling af Sofus Larsens
Liv, Person og Virke. Jeg har tidligere betegnet ham som en vel-
menende Dilettant. At han var velmenende, at han med stor Iver
brugte de Evner, han havde, til at gøre sin bedste Indsats i Bi-
bliotekets Tjeneste, turde fremgaa klart af min Fremstilling; for at
forklare, hvorfor jeg anser ham for en Dilettant, maa jeg gøre Rede
for mine Erfaringer i de ti Aar, fra 1915 til 1925, da jeg var hans
Medarbejder.
Dilettanteriet gik tilbage til Birket-Smiths Tid,40 og havde sit
grelleste Udtryk i Indretningen af Reolerne i den nye Bygning fra
1906, hvor Oktavhylderne blev gjort 2 cm lavere end i Gamle Byg-
ning. Det medførte, at naar en Afdeling skulde flyttes derud, maatte
nogle Procent af Oktavbøgerne flyttes til Kvarto, med Rettelse af
alle Katalogsedlerne.
Realkatalogerne i Skruebind har jeg omtalt. Da der ikke kunde
sættes Sedler ind, hver Gang en Bog blev indført, maatte der skrives
en foreløbig Strimmel, som laa paa Sedlens Plads, til det blev Tid at
rense Skruebindet, d.v.s. at løse det op og lægge de store Sedler ind,
samt tilføje paa de gamle Sedler, nye Oplag, nye Bind, og lignende.
Men det krævede een overflødig Seddel for hver Bog.
Værre var det, at Skruebindene ikke kunde indeholde Fanekort;
derfor maatte det, som skulde have staaet paa Fanekortet, skrives
paa hver eneste Seddel. Det var aldrig under een Linie, ofte to hele
Linier, og forøgede saaledes hver Indførsel i Systematisk Katalog
med fra 20 til 100 pCt. Det var begyndt under Birket-Smith, og
fortsatte uanfægtet under Sofus Larsen.
Der anvendtes springende Numre, femcifrede Tal. I nogle Katalo-
ger gik man kun til 20.000 eller 30.000, som om man sparede noget
ved ikke at bruge alle de 99.999 Numre, som kan skrives med fem
Cifre.41 Deweys Decimalnotering er fra 1876; alligevel brugte man
Skraastreg og Brøk, naar Numrene, hvad de hurtigt gjorde, slap op.
Da mange af Grupperne var ordnede alfabetisk, kunde man have
brugt Cutternumre; men Amerika laa meget langt borte den Gang.
Værre endnu var, at Gruppens almindelige Del: Bibliografi, Bog-
historie, Fagets Historie, Kongresser, Møder, Museer, Indledning
o.s.v., ikke var ordnet ens i alle Grupper. Man havde stolet paa
Hukommelsen, og ingen havde tænkt paa een Gang for alle at lave et
Skema, som bare kunde følges.
Jeg kom ind paa Biblioteket i 1915 under 1. Verdenskrig. 11922 var
Verden kommet saa meget i Lave, at jeg kunde tage til Munchen,
hvor jeg i tre Uger studerede Statsbibliotekets Indretning. 11923 var
jeg med Understøttelse fra Undervisningsministeriet i England og
studerede British Museums Bibliotek og Bodleian Library. Det var
til stor Glæde for mig selv, men til liden Gavn for Biblioteket, for
ingen interesserede sig for det. Det var Universitetsbiblioteket ikke
ene om. Jeg ringede til Victor Madsen ved det Kongelige Bibliotek;
han var Redaktør af det nystartede Nordisk Tidsskrift for Bog- og
Biblioteksvæsen, og jeg tilbød ham nogle Artikler om mine Erfarin-
ger. Det havde ingen Interesse. Bibliotekshistorie og Boghistorie og
alskens bibliofile Snurrepiberier kunde man bruge, men selve Bi-
blioteksarbejdets Teori og Teknik, Katalogiseringsproblemer og
praktiske Indretninger, det laa under en Bibliotekars Værdighed at
give sig af med den Slags Ting.
Jeg skrev saa en lille Artikel til Zentralblatt fur Bibliothekswis-
senschaft; den blev trykt i 1928.42
11924 kom J. Christian Bay43 til København og besøgte Bibliote-
ket, og her lærte jeg ham at kende. Han sagde, at hvis jeg kunde faa
American Scandinavian Foundations Stipendium, kunde han skaffe
mig ind paa John Crerar Library i Chicago, som Indledning til mit
Studieophold i de Forenede Stater. Jeg søgte Stipendiet. Sofus Lar-
sen gav mig sin bedste Anbefaling og skrev, at det vilde være meget
interessant for mig at komme til Amerika og se paa Biblioteker. Jeg
fik ikke noget. Jeg søgte igen næste Aar, fik samme Anbefaling, og
samme Resultat.
Paa dette Tidspunkt var jeg faktisk godt ked af min Virksomhed
paa Biblioteket. Jeg passede Tidsskriftaccessionen, fotograferede,
ordnede Smaatryk og indførte Bøger i systematisk Katalog - lærde
Værker nu og da, men mest Romaner, Børnebøger, oversatte
Knaldromaner og de ligegyldigste Ting fra den danske Pligtafle-
vering. Det hele føltes saa formaalsløst. Jeg overvejede at søge til
Nationalmuseet.
Nu stod Sofus Larsens Afgang for Døren. Vi vidste, at Sofus
Larsen vilde gaa ind for Krarup, men Erichsen søgte ogsaa, og nogle
af os haabede paa, at det blev ham. Under Krarup vilde Sofus Lar-
sens Linie være blevet fortsat. En Tid syntes Rafael Meyer fra Land-
bohøjskolens Bibliotek at have en Chance; men han døde, før Sagen
blev aktuel. Nu søgte Biblioteksinspektør Svend Dahl. Han havde
ganske vist arbejdet baade paa Universitetsbiblioteket og paa det
Kongelige Bibliotek; men han var dog nu Folkebiblioteksmand.
Det var Konsistorium, der skulde træffe Afgørelsen. Efter For-
lydende fik Krarup een Stemme, Erichsen fem, Svend Dahl Resten.
Desværre blev Sofus Larsen saa fortørnet herover, at han forlod
Biblioteket i Vrede og ikke vilde modtage Svend Dahls Tilbud om
en Arbejdsplads paa Biblioteket. Det var hans Barnlighed, der her
gav sig Udslag.
Saa gik det, som der staar i et Digt af Byron, oversat af Poul
Martin Møller: Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Vor nye Chef var en Fagmand. Han havde store Planer og arbej-
dede paa langt Sigt. Han kendte Biblioteksgerningens Teori og
Praksis og kunde ordne alle Detailler. Jeg husker tydeligt mit første
rigtige Møde med ham. Han kom ind paa Tidsskriftlæsestuen, hvor
der paa en Hylde laa en Dynge Brochurer, Ting fra Verdenskrigen,
som var sendt til Biblioteket og nu ventede paa at blive indført. Jeg
tog Bunken ned og lagde den paa Skrivemaskinebordet. Den var
meget støvet, og Svend Dahl var noget pillen. Han tog en stor Saks,
saa paa Hæfterne, og ragede dem ned i Papirkurven eet for eet. Saa
var den Sag ordnet. Men jeg oplevede for første Gang, at det ikke
var nødvendigt for Biblioteket at beholde en Tryksag, blot fordi den
var kommet inden for Døren. Svend Dahl var Bibliotekets Herre,
hvor Sofus Larsen havde været dets Tjener.
Næste Foraar søgte jeg igen om at komme til Amerika. Svend
Dahl skrev i sin Anbefaling, at det vilde være af den største Interesse
for Biblioteket, at jeg kom derover og fik set de amerikanske Bi-
blioteker. Saa kom jeg af Sted, og efter min Hjemkomst fik jeg
meget at gøre med Planlægning af den nye Bygning ude paa Fælle-
den. Jeg havde ikke den ringeste Lyst til at søge bort; mit Arbejde
havde faaet Mening.
Man hører tit, naar en Mand skal tiltræde en Post efter en særlig
fremragende Forgænger, at det maa ikke være let at komme efter
netop den Mand. I dette Tilfælde kunde jeg sige, at det var ikke let
for Sofus Larsen at komme før Svend Dahl. Det Billede af ham, der
i Tidens Løb havde nedfældet sig hos mig, var ikke saa lidt paavirket
af alt det, der skete efter hans Afgang, og mit Forsøg paa at give en
retfærdig Skildring af ham er i Virkeligheden blevet en Art Rehabili-
tering af hans Minde. Det har glædet mig, og jeg er Bibliotekarsam-
menslutningen taknemmelig, fordi den har betroet mig denne Op-
gave.
NOTER
1. Han var også selv »temmelig velhavende« med hus, sommerhus og vinterlejlig-
hed. - C. Dumreicher: Mellem bøger og biblioteker. Små livserindringer. Kbh.
1959. S. 65.
2. Dansk Biografisk Leksikon (DBL), 2.udg., bd.XIV. 1938. S. 77-79. DBL,
3. udg. (genoptryk af artiklen) bd. VIII. 1981. S. 575-76.
3. DBL, 2. udg., bd.XIV. 1938. S. 79-81 af Carl Dumreicher. DBL, 3. udg., bd.
VIII. 1981. S. 577-78 af Palle Birkelund.
4. I manuskriptet gengiver Drachmann de samme fejl i de bibliografiske data, som
findes i DBL, 2. udg. Disse fejl er rettet såvel i DBL, 3. udg. som i teksten.
5. Niels Ebbesen. Kbh. 1908. I kapitlet Synspunkter for Visekritikken, særlig
s. 7-8.
6. Anf. skr. S. 306-10, citatet s. 310.
7. Drachmanns biografi i DBL, 3. udg., bd. IV. 1980. S. 31 af Palle Birkelund.
8. Hans villa - i dag noget skæmmet af en tilbygning - ligger på Furesøvej i
Virum, på en stor grund ned mod søen og med Kaningården som nabo.
9. Dumreichers kortere beskrivelse indeholder stort set de samme træk. I: Anf.
skr. S. 62-64.
10. S. Birket-Smith in memoriam. I: Anf. skr. S. 10-14.
11. Udtrykket er afledt afj. C. Kalis betegnelse »at kløve Brænde med Rageknive« i
Københavnske Biblioteksforhold. I: Tilskueren 1924. S. 169.
12. Jf. Dumreicher. Anf. skr. S. 81-83.
13. Anf. skr. S. 68-71.
14. Danish Eighteenth Century Bindings 1730-1780. Kbh. 1930.
15. Chr. Winther (1873-1968), professor i kemi ved Polyteknisk Læreanstalt og
forstander for dens Fotokemisk-fotografisk Laboratorium, jf. DBL, 2. udg.,
bd. XXVI. 1944. S. 128-29 og 3. udg., bd. XV. 1984. S. 617-18.
16. Dette har Dumreicher nu ikke noget om, til gengæld er dette forhold omtalt i
J. C. Kali: Universitetsbibliotekets Organisation og Fremtid. Kbh. 1922. S. 51.
17. Om personaleforholdene på Universitetsbiblioteket se Betænkning vedrørende
Statens Biblioteksvæsen. Kbh. 1927. S. 188-89. Det fremhæves her, at der kun
er ansat to kontorassistenter, hvorved »meget af det Arbejde, der kunde udføres
af Kontorassistenter, derfor maa besørges af det videnskabeligt uddannede Per-
sonale«.
18. I manuskriptet er der sat parentes om en næsten halv side lang teknisk ud-
redning, som er erstattet af det sidste punktum, som er tilføjet i marginen.
19. Ex Bibliotheca Universitatis Hauniensis. 1920. S. 12.
20. Se s. 365-67 i Palle Birkelund: Universitetsbiblioteket 1729-1926. I: Københavns
Universitet 1479-1979, bd.IV. 1980. S. 365-454.
21. Universitetets Aarbog 1842. S. 10.
22. En noget forenklet fremstilling af et mere kompliceret sagsforløb, jf. s. 421-429
i Birkelund, anf. skr., og s. 182-183 i M. de Hartyani: Det mærkværdige Am-
fibium. I: Bibliotek for læger, bd. CLXXIV, suppl. 1. 1982. S. 181-228.
23. A. A. Bjørnbo: Statens Bogkøb. Kbh. 1911.
24. Sofus Larsen: Københavnske Biblioteksforhold. Kbh. 1911.
25. Det juridiske Laboratorium. I: Anf. skr. S. 58-61.
26. Den juridiske Litteratur i vore offentlige Biblioteker. I: Anf. skr. S. 88-91.
27. Ssteds, s. 298-302.
28. Hartyani. Anf. skr. S. 196-98.
29. With og Dahls plan er udførligt behandlet af Kali: Universitetsbibliotekets ...
S.67-82.
30. 31.januar, 1. og 19. februar 1918.
31. Københavnske Biblioteksforhold. Nogle Tanker om Samarbejde og Organisa-
tion. I: Bogens Verden, bd. III. 1921. S. 55-61, 96-103, 143-48.
32. Er Universitetsbibliotekets Eksistens truet. 14. november 1922.
33. Universitetsbibliotekets Fremtid. I: Bogens Verden, bd. III. 1921. S. 177-79.
34. Universitetsbibliotekets Organisation og Fremtid. I: Anf. skr. 1922. S. 93-97.
35. Jf. Hartyani. Anf. skr. S. 205-08.
36. Et Universitetsbibliotek i Aarhus. I: Bogens Verden, bd. III. 1921. S. 131-36.
37. Pligtafleveringen til vore Biblioteker. Et Reformforslag. Kbh. 1923.
38. Carl S.Petersen: Bibliotekerne og Pligtafleveringen. Nationaltidende, 23.ja-
nuar 1924.
39. Nationaltidende, 30. januar, 7., 13. og 18. februar 1924.
40. Jf. efterskriften. S. 147 f..
41. Enkelte af katalogerne har siden benyttet seks cifre. Systemet er siden blevet
ændret, både på UB1 og UB2.
42. A.G.Drachmann: Realkatalog oder Standortskatalog. I: Zentralblatt fiir Bi-
bliotekswesen, bd. 45. 1928. S. 42-45.
43. Dansk-amerikansk biblioteksmand. Se DBL, 3.udg., bd.I. 1979. S. 501-02.