Centralbibliotekarernes vandrebog

Spredte træk af de danske folkebibliotekers historie
1919-24

Af Poul Daugaard

Det var på landsudstillingen i Århus 1909, at overbibliotekar
H. O. Lange holdt sit i bibliotekskredse berømte foredrag om Bi-
bliotekssagen udenfor København} Han hævdede heri, at biblioteks-
væsenet i Danmark burde være et organisk sammenhængende hele,
og han sagde bl.a.: »Bibliotekssagen trænger til Organisation, og
dette vil sige, at der maa skabes en Række aktive Centra, hver med
sit Opland, i fast organiseret Samarbejde med de lokale Folkebog-
samlinger til den ene og med de videnskabelige Biblioteker til den
anden Side. Det vil være baade naturligt og formaalstjenligt at holde
sig til en i det daglige Liv saa velkendt administrativ Inddeling som
Amterne, saa at hvert af vore 18 Amter faar sit offentlige Centralbi-
bliotek. «

Centralbibliotekstanken var på det tidspunkt allerede fremme på
det lokale plan, bl.a. i Holbæk og i Vejle, men Langes velargumen-
terede fremstilling betød et gennembrud på landsplan. 11913/14 be-
gyndte en forsøgsvis centralbiblioteksvirksomhed med statsstøtte i
netop Holbæk og Vejle, i 1918 blev bibliotekerne i Viborg og Silke-
borg anerkendt som centralbiblioteker, og i 1919 fulgte Esbjerg,
Lemvig og Nykøbing F. Efter vedtagelsen af biblioteksloven i 1920
tog udviklingen yderligere fart. 11921 anerkendtes Næstved, Svend-
borg, Ålborg, Hjørring og Rønne, 1922: Åbenrå og Thisted, 1923:

Poul Daugaard, tidl. stadsbibliotekar. Havevej 16, 8543 Hornslet.

Holstebro, Kalundborg og Roskilde, 1924: Slagelse, Kolding og
Odense.

Der gik så at sige inflation i centralbiblioteksbegrebet, som ikke
blot var prestigeskabende for hjembyerne, men også gav kontant
udbytte i form af særlige stats- og amtstilskud. 11924 var der altså i
alt 20 centralbiblioteker - i 1935, da Århus omsider kom med, var
det blevet til 27. Siden blev yderligere seks centralbiblioteker etab-
leret, og dermed toppede antallet med i alt 33. 11960erne begyndte
en reduktion i antallet, men det var først i 1972, efter kommunal-
reformen i 1970, at H. O. Langes oprindelige idé om et centralbi-
bliotek i hvert amt, nu 14, blev virkeliggjort.

Som det vil fremgå af det følgende, lå det moderne folkebibliotek
endnu i svøb, da centralbibliotekerne opstod, og den nye stand,
centralbibliotekarerne, havde brug for al deres entusiasme i mødet
med store og små problemer. De var de eneste professionelle bi-
bliotekarer i folkebibliotekerne uden for København, bortset fra
Maren Holm i Kolding.

De organiserede sig allerede den 26. september 1919, da Centralbi-
bliotekarernes Sammenslutning blev oprettet på et møde i Odense, og
initiativtageren, centralbibliotekaren i Vejle, H. Hvenegaard Lassen,
satte en vandrebog i gang i oktober 1919.¹

Fhv. biblioteksdirektør E. Allerslev Jensen siger om vandrebogen
i sin bog² om Bibliotekstilsynets historie: »Vandrebogen (der findes i
Bibliotekstilsynets arkiv) er et interessant vidnesbyrd om centralbi-
bliotekssituationen i almindelighed og de enkelte centralbibliote-
karer i særdeleshed.«

Der vil i det følgende, væsentligst ved citater, blive givet et før-
stehånds indtryk af personer, tilstande og meningsbrydninger i cen-
tralbibliotekerne fra 1919-24, den årrække, som vandrebogen dæk-
ker.

Det skal bemærkes, at her er tale om brudstykker, om berøringer
af problemer, hvis egentlige behandling og endelige afgørelse fandt
sted i andre fora.

Det bør også haves i tanken, når man læser citaterne, at de ikke er
skrevet med offentliggørelse for øje. En og anden bemærkning ville
i modsat fald nok have faet en anden formulering. Det gælder også
centralbibliotekarernes ubestridte førstemand, H. Hvenegaard Las-
sen, som et sted kommer for skade, i et øjebliks irritation over at
være blevet afkrævet særlige mødereferater, at sige: »Jeg hader at
skrive Historie« - et udsagn, der ligger mærkeligt i munden på den
mand, der siden skrev 353 sider om folkebibliotekernes historie.³
Hvenegaard lader sig i en tilsvarende situation forlyde med, at han
personlig ikke duer til »at gøre Indflydelse gældende« - og at det
ikke interesserer ham at gøre det!

Dette sidste udsagn har han jo allerede dementeret med sine initia-
tiver, f.eks. da han den 2.10.19 skriver i vandrebogen:

»Det foreslaas at afsende en saalydende Skrivelse:

Til Statens Bogsamlingskomité.
Bibliotekarerne ved de statsanerkendte Centralbiblioteker har under
Biblioteksmødet i Odense den 26. September dannet en Sammen-
slutning i Tilknytning til »Danmarks Biblioteksforening«. Vi til-
lader os at anmode Komitéen om, at Spørgsmaal om nye Bestem-
melser vedrørende Centralbibliotekerne eller deres Personale maa
meddeles os inden deres Afgørelse, saaledes at vi kan faa Lejlighed
til at udtale os om dem. Saadanne Meddelelser kan sendes til Under-
tegnede, der fungerer som Sammenslutningens Formand.

Vejle, den ... H. Hvenegaard Lassen.«

Hvenegaard meddeler den 3.12.19, at skrivelsen er afsendt.
Centralbibliotekarernes Sammenslutning

Sent i sammenslutningens eksistens provokeres Hvenegaard af Bernt
Favrholdt i Hjørring til at forklare meningen med den, og han skri-
ver derefter den 20.12.23:

»Vor Sammenslutning kan næppe kaldes en Forening - der er jo
hverken Love, Bestyrelse eller Kontingent. Det ville vel ogsaa være
lidt komisk, hvis vi 14 [?, PD] Mennesker gik hen og lavede en

Forening. Vores »Indflydelse« er ikke stor, men har næppe været
større i Fortiden! Vores Forening er naturligvis »Danmarks Biblio-
teksforening«, den Indflydelse vi vil have, maa vi gøre gældende der
og gennem den Centralbibliotekar, der sidder i Biblioteksraadet. Jeg
personlig duer ikke til at »gøre Indflydelse gældende« - det inter-
esserer mig ikke, og jeg har ikke i Sinde at gøre det. Sammen-
slutningens Formaal kan vel nærmest kaldes »selskabelig-faglig«.
Det var simpelthen at give Centralbibliotekarerne Interesse for at
deltage i D.B.s Aarsmøder og mødes der for at drøfte fælles Inter-
esser. Et beskedent, men maaske dog for den kollegiale Samfølelse
ikke helt uvigtigt Maal.«

Danmarks Biblioteksforening

Efter at have oplevet en fiasko med et møde for centralbibliote-
karerne under Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i Vejen den
13.-14. juni 1920 foreslår Hvenegaard oprettelse af sektionsmøder
under årsmøderne. Han skriver den 19.9.20:

»Jeg vil derfor bede de to Centralbibliotekarer i Danmarks Biblio-
teksforenings Bestyrelse, Banke og Holst, arbejde for, at en saadan
Ordning kunde indføres ved de følgende Aarsmøder. Forudsæt-
ningerne for, at det kan forløbe tilfredsstillende er især 2:

1) at Bestyrelsen finder en interesseret Leder for hver af de Sektio-
ner, der kan være Tale om, som vil paatage sig at forberede Mødet,
vælge Diskussionsemner og Indledere, dirigere og ordne det hele
inden for hver Sektion. Som Sektioner tænker jeg mig, foruden
altsaa Centralbibliotekarer: Personale ved videnskabelige Biblioteker (Le-
der maaske Grundtvig), Assistenter ved Folkebiblioteker (i København
og Købstæderne - de trænger til at lære hinanden at kende!),⁴ Køb-
stadbiblioteker (Bestyrelsesmedlemmer og Ikke-Fagbibliotekarer),
Landsbybiblioteker - maaske: Stationsbybiblioteker, Skolebiblioteker. I
Fremtiden: Børnebibliotekarer o.l.

2) at alle, der ønsker at deltage i Aarsmødet, i Forvejen skal melde
sig til Mødeudvalget, saa dette kan skønne over, hvilke Sektioner
der vil være Anledning til at danne. Maaske skulde man ogsaa med-
dele, i hvilken Sektion man ønsker at deltage.«

Blandt de ellers meget saglige udtalelser i vandrehogen forekommer også mere spøgefulde
indslag. Således som her, hvor Knud Hansen harcelerer over, at Henrik Jensen noterer at
have »læst« de samme indlæg hele to gange. Han foreslår en flidspræmie, og til denne
bidrager Henri Hansen med en indklæbet 25-øre.

Banke og Holst går begge ind for forslaget, som far til følge, at der
ved årsmødet i 1922 i Næstved afholdes fraktionsmøder hele for-
middagen på den første mødedag den 10. juni - i øvrigt ikke til alles
tilfredshed. Der er tale om følgende grupper: Centralbiblioteka-
rerne, Købstadbibliotekarerne, Landsby- og Børnebibliotekarerne,
Underbibliotekarerne og Assistenterne og endelig De større Biblio-
tekers Bestyrelsesmedlemmer.

Danmarks Biblioteksforening var imidlertid en ung forening,
stiftet i 1919 ved en sammensmeltning af Danmarks Folkebogsamlinger
og Dansk Biblioteksforening, som repræsenterede hver sin fløj inden
for biblioteksbevægelsen - førstnævnte af liberalt-konservativt til-
snit, mens sidstnævnte var samlingspunktet for de radikalt og pro-
fessionelt indstillede. Tidligt viste sig dertil nye skillelinjer som
følge af oprettelsen i 1923 af såvel Biblioteksfunktionærernes Sammen-
slutning som De større Bibliotekers Sammenslutning, og debatterne gi-
ver også genlyd i vandrebogen. Hvenegaard opfordrer til modstand
mod et forslag fra de store bibliotekers side om ændring af Dan-
marks Biblioteksforenings vedtægter, således at bestyrelsen kom-
mer til at bestå af 3 medlemmer valgt af små biblioteker, 3 valgt af
store biblioteker og 3 valgt af personlige medlemmer. Han skriver
den 20.12.22 med en argumentation, der er ganske fremmed i for-
hold til vore dages stærke fremhævelse af politikernes indflydelse i
forhold til embedsmændene:

»En saadan Sammensætning forekommer mig en utilbørlig Tilside-
sættelse af Bibliotekarstanden, hvis nuværende Mindretal over for
Biblioteksrepræsentanterne (4-5) yderligere formindskes. ... De
store Bibliotekers Bestyrelsers Krav paa 3 Repræsentanter synes mig
heller ikke vel begrundet. De store Bibliotekers Synsmaader er i
Forvejen som Regel repræsenteret af Bibliotekarerne. Medens for de
smaa Bibliotekers Vedkommende den samme Mand som Regel re-
præsenterer baade Bestyrelse og Bibliotekar, er de store ofte bedst
repræsenteret af Bibliotekaren. Sammenlignet med den Stilling, Bi-
bliotekarstanden indtager i andre Landes Biblioteksforeninger, er
det ganske abnormt, at vi her kun skulle beklæde 3 af Bestyrelsens 9

Pladser. Det burde snarere være omvendt! Hvad mener de Herrer
om dette?«

Hertil siger Carl Thomsen i sit indlæg den 23.4.23 bl.a.:

»... Det forekommer mig, at så længe Danmarks Biblioteksforening
opretholder »Bogens Verden« og lader Årsmøder afholde, så har
denne Forening sin Berettigelse som Fællesorgan. Man har ment, at
Formanden f. Eks. ikke har været aktiv nok i Anledning af Ned-
skæringen, og det er vistnok rigtigt, men den Slags behøver da ikke
medføre en Omlægning af Foreningen. Der er jo da den Mulighed, at
man kunde fa en anden Formand.«

Forslaget om vedtægtsændringer skulle behandles på Danmarks Bi-
blioteksforenings årsmøde i 1923, men det blev på grund af tidnød
henvist til et udvalg med repræsentanter for bestyrelserne for Dan-
marks Biblioteksforening, Biblioteksfunktionærernes Sammenslut-
ning og De større Bibliotekers Sammenslutning.

Centralbibliotekernes virksomhed

Hvenegaard beder den 4.10.19 om at fa en oversigt over virksom-
heden i 1918/19 i de da eksisterende 7 centralbiblioteker, og de svarer
alle, undtagen Lemvig. Skematisk opstillet ser tallene sådan ud:

Oplysningerne om fagprocenten (antallet af udlånte fagbøger i pro-
cent af antal udlån i det hele) forårsager en diskussion om det nyttige
i at kræve, at lånerne skal låne faglitteratur sammen med skøn-
litteraturen. Denne bestemmelse findes ikke i Esbjerg. Hvenegaard
forsvarer begrænsningen i udlånet af skønlitteratur med, (1) at der-
med beskyttes biblioteket mod fristelsen til at lade skønlitteraturen
dominere samlingerne, og (2) at en og anden låner derved kunne fa
øjnene op for faglitteraturens værdier. P. Lycke oplyser, at i Holbæk
må der lånes indtil 4 bøger ad gangen, deraf mindst 2 fagbøger.

Som en umiddelbart slående belysning af forskellen på dengang
og nu skal anføres nogle virksomhedstal fra 1986⁵ for de pågældende
biblioteker, idet det bemærkes, at materialebestand og udlån om-
fatter både bøger, musik og andet:

Holbæk og Silkeborg ophørte som centralbiblioteker i 1972. Mel-
lem de to sæt tal ligger en, isoleret set, forbløffende udvikling af
folkebiblioteket fra at være en foreteelse med et let præg af social,
velmenende foranstaltning til at være det moderne velstands- og
uddannelsessamfunds mest benyttede kulturinstitution.

Økonomi

Man kæmpede for at holde næsen oven vande. Således skriver
J. P. Andersen (»kateketen«) i Lemvig den 31.1.21:

»Lemvig Byraad har sat sit Tilskud op fra 3 til 4.000 kr. for 1921-22,
lig med omtrent 1 Kr. pr. Indbygger. Sogneraadsforeningen holdt
for 8 Dage siden Møde her i Byen, og 3 af vor Bestyrelses Med-
lemmer havde faaet Lov til at give Møde ved den Lejlighed.

Der blev her Anledning til at slaa et Slag for vor Sag. Men det er
vist tvivlsomt, om det virker særlig meget, idet flere Sogneraadsfor-
mænd kom med Udtalelser om, at de, der vilde læse, ogsaa havde
Raad til at betale - eventuelt større Kontingent (det er i Øjeblikket 2

Kr.). Det er en gammel Traver, som vi ofte har prøvet at »mane
ned«, men den gaar stadig igen ...«

Et andet vidnesbyrd om de små, selvejende centralbibliotekers øko-
nomiske kvaler ser vi i en meddelelse fra Knud Hansen, Nykøbing
F., den 18.3.21:

»Af et Budget paa ca. 38.000 Kr. for 1921/22 kan vi kun afse ca.
3.000 Kr. til Bogkøb og Indbinding og gaar saa endda ud af Aaret
med Regningsgæld paa 4.000 Kr. Was ist dabei zu tun?
Det ser saadan ud:

Til Bøger: 3.000 Kr. Gæld: 4.000 Kr.«

Knud Hansen havde i sin ungdom studeret germansk filologi og
glemte ikke sin interesse for det tyske, desværre heller ikke da nazi-
sterne kom til. Hans spørgsmål kunne man måske have besvaret
med at foreslå ham at spare på den relativt store trykkeudgift, men
det tilkommer vel ikke denne sene eftertid. Man bemærke i øvrigt,
hvorledes statens interesse i bibliotekssagens fremme på det tids-
punkt afspejler sig i budgettets indtægtsside.

Afmagten over for økonomien var ikke det eneste, der kunne
trykke en centralbibliotekar i 1921. Hør bare, hvad P. Lycke i Hol-
bæk kan berette den 8.4.21:

»Det gaar hos os som i Vejle og Esbjerg: Tilstrømningen har i Vinter
været enorm, og Arbejdet næsten uoverkommeligt. Det værste er,
som Hr. C. Thomsen rigtig bemærker, at Bøgerne ikke er de mindst
medtagne. -

Men mon man andetsteds har lidt under Bolignødens Følger i
samme Grad som vi? Vi bor paa 1ste Sal i en gammel Klosterbyg-
ning, hvis Stueetage indtil for 2 Aar siden var optaget af Byens
Musæum. Da dette flyttede, havde vi Løfte om dets Lejlighed til en
haardt tiltrængt Udvidelse, bl.a. skulde der indrettes en Børnelæ-
sestue. Men det var en kort Glæde! Just som vi skulde til at indrette
de nye Lokaler, fyldte Kommunen dem - sikkert tvungen af Nød-
vendigheden - med husvilde Familier af den Slags, som ingen andre
vilde have, udmærkede ved manglende Renlighed og sjelden Bør-
nerigdom. Vi har som Følge deraf en Opgang, hvis Tilstand neppe
nogen Institution af lignende Art kan opvise Magen til. Vor Læ-
sestue ombølges af evig Skraalen og Tumult samt af stegte Silds og
endnu værre Dufte. Dette intime Samliv med Proletariatet kan have
haft Betydning for Bibliothekarens Fremgang i Kendskab til alt
menneskeligt, men for Bibliotheket har det ganske afgjort været en
Ulempe. Da derfor stadig ingen Bedring syntes i Udsigt, indgav jeg
i Vinter til Boligudvalget en Skrivelse, hvis Hovedpassus lød som
følger: 'Denne Klage er ikke et Hastværkspaafund, fremkaldt af en
øjeblikkelig Situation. Den har været tilbageholdt i 2 Aar i Haab om
en Bedring af Tilstanden, men da den tvertimod har forværret sig,
maa det engang siges med klare Ord: Denne Tilstand er baade Bi-
bliotheket og Byen uværdig, den er uudholdelig, og den maa have
Ende'. Jeg konkluderede i Kravet om Fjernelse af de Husvilde til
førstkommende Flyttedag. Man svarede mig omtrent saaledes: 'Vi
forstaar Tilstandens Utaalelighed, vi beklager den oprigtigt, men vi
er ude af Stand til at afhjælpe den, da vi ingen Lejligheder har at
anvise de paagældende Familier'. Voila! Stemningsbillede fra Hol-
bæk.«

Lyckes velskrevne klagesang afføder en kort kommentar fra Hvene-
gaard: »Dette er gribende!« Vi, der betragter sagen to menneske-
aldre senere, bemærker os Lyckes hårde dom over de husvilde fami-
lier med de to fejl: Manglende renlighed og mange børn. Hans i
øvrigt berettigede klage over forholdene blev ikke meget senere
imødekommet, idet Holbæk Amts Folkebogsamling allerede i 1922
fik stueetagen overdraget, og hele biblioteksindretningen blev væ-
sentligt forbedret.

Bibliotekernes permanent betrængte økonomiske situation giver i
øvrigt anledning til nogle initiativer i retning af det, vi i dag kalder
privatisering. Carl Thomsen opretter i Esbjerg, hvad han kalder en
»Forening« til indkøb af fremmed skønlitteratur på originalspro-
gene. Den har i 1921 i alt 24 medlemmer, som betaler 192 kr. årligt,
hvorefter der indkøbes litteratur for det dobbelte beløb i samråd
med tre af medlemmerne.

Henri Hansen i Viborg har en aftale med Haandværker- og Bor-
gerforeningen, som betaler 100 kr. årligt mod, at der købes teknisk
litteratur for det dobbelte beløb. Han har en tilsvarende aftale med
Alliance Fran^aise, der yder 200 kr., mens Lægeforeningen giver 150
kr. til tidsskrifter.

Knud Hansen, Nykøbing F., har sådanne aftaler med Haandvær-
kernes Mesterforening vedrørende håndværkerlitteratur og med
Engelsk Klub vedrørende engelsk litteratur.

Knud Hansen tager imidlertid et skridt yderligere, som gør hans
kolleger betænkelige. Han opretter Foreningen til Indkøb af Skøn-
litteratur, med en vedtægt, hvis §5 lyder: »Medlemmerne har for-
trinsvis Ret til Laan af de for Foreningens Midler indkøbte Bøger,
der indbindes for Centralbibliotekets Regning og straks bliver dettes
Ejendom ...« I §7 hedder det: »Medlemmerne vælger en Bestyrelse,
der i Forening med Centralbibliotekaren bestemmer, hvilke Bøger
der skal købes, og hvor mange.« Foreningen har i 1922 i alt 125
medlemmer, som hver betaler 12 kr.

Der udtrykkes betænkeligheder, bl.a. fra Hvenegaard, og Peder
Nielsen i Silkeborg slutter et indlæg således: »Ved et kommunalt
Bibliotek er det selvfølgelig umuligt at oprette den Slags Læse-
kredse, heldigvis!« Knud Hansen forsvarer sig - lidt ilde berørt? -
med et indlæg den 24.10.22:

»... Vi fik med Indkøbsforeningen et boginteresseret Publikum,
som vi ellers ikke vilde have faaet, og som vi er meget glade for ... I
Skønlitteraturen var den mest populære Gunnarsson (45), saa Und-
set (37) og Lagerlöf (27). Dette, synes jeg, viser, at Fænomenet er
biblioteksmæssigt forsvarligt. Formelt er det jo anerkendt (d.v.s.
taalt) af Tilsynet.«

Personale

De nye centralbiblioteker begyndte, som allerede afmalet i det fore-
gående, under meget små forhold. Roskilde bibliotek blev aner-
kendt som centralbibliotek pr. 1. oktober 1923, men allerede den
12.8.22 optræder Haralda Poulsen i vandrebogen og oplyser om per-
sonalet i det vordende centralbibliotek:

»Personalet i Roskilde bestaar af

Bibliotekar. 3.600 kr. aarligt.

1 ung pige, der har været udlaansmedhjælper

et par aar, men kun har gaaet i folkeskolen. 960 kr. aarligt.

1 elev (student). 300 kr. aarligt.

Fra 1. september vistnok 1 elev til (ogsaa student) paa samme løn.
Desuden en ældre dame, der har nogle timers læsesalsvagt om af-
tenen og lidt vikararbejde.«

Niels Grønkjær i Thisted fortæller den 13.3.23:

»Vi har faaet en ny Elev her, som jeg venter mig en hel Del af. Men
det kan ogsaa gøres nødig, da jeg nu skal af med Frk. Jensen,⁶ som
har bestyret det daglige Arbejde her under mit Ophold i København
paa Biblioteksskolen. Frk. Jensen er jeg særdeles glad for, men af
Hensyn til de Nedskæringer, der sikkert kommer, mener Bestyrel-
sen ikke, vi har Raad til at beholde hende. Saa maa jeg klare mig
med Eleven og mine Realister i Sommer, saa faar vi jo se igen.«

Og lidt senere, den 8.6.23 fortsætter Grønkjær således:

»... Men derfor ser det ogsaa ud til, at vi kun lige kan faa det daglige
Arbejde fra Haanden - med et Hovedkort, til en Hyldeliste. Det ser
ikke ud til, at vi kan faa noget gjort ved vor Emnekatalogisering,
som jeg saa inderlig havde haabet.

Jeg har søgt og faaet min afsked (31.7.23) som Lærer, saa nu er jeg
altsaa fuldblods Bibliotekar.«

Henri Hansen, Viborg, klager sin nød i februar 1920:

»Kunde der ikke nu, da Komitéen skal til at udarbejde nye be-
stemmelser, blive indføjet en paragraf om bibliotekarhjælp? Måske
under den form, at et vist antal udlån skal fordre en assistent, og
samtidig fastsættes en minimalløn for assistenter, tilstrækkelig stor
til at fastholde hjælperen. Trods gentagne henvendelser til min be-
styrelse har jeg endnu ikke opnået at fa en assistent - å 50 kr. pr.
måneden.«

Når Henri Hansen taler om »bibliotekarhjælp«, mener han hjælp for
bibliotekaren, og som det fremgår af lønoplysningen, på et meget
elementært niveau. Peder Nielsen i Silkeborg er mere fordringsfuld
og ønsker personalet afpasset til ambitionsniveauet, idet han den
23.2.20 skriver:

»Det er godt nok, at der skal reklameres med, at Bibliotekerne kan
besvare alle Spørgsmaal, men saa maa der ogsaa stilles Personale til
Raadighed. Bibliotekaren kan jo ikke være der fra tidlig Morgen til
sen Aften.

Jeg synes ikke, det var for meget, at der ved Centralbibliotekerne,
der bliver jo kun 18, skulde være en uddannet Assistent, med en
ordentlig Løn. Komitéen kan da heller ikke forlange, at Bibliote-
karen skal kunne være baade paa Læsesalen og i Udlaanet paa een
Gang og tillige passe de løbende Forretninger. Derfor vilde det være
rart at faa visse bestemte Regler!

Er det i det hele taget tilladeligt af en Biblioteksbestyrelse at nægte
Bibliotekaren Medhjælp? (Ved Centralbibliotekerne).«

Carl Thomsen i Esbjerg tager, sin natur tro, konstruktivt på sagen
om assistenternes uddannelse i sit første bidrag til vandrebogen i
november 1920:
»Undertegnede er ansat her som vikarierende Underbibliotekar fra
1. Okt. d. A. til 1. Marts 1921 med en Løn af 400 Kr. om Måneden.
Vi har to Assistenter, som lønnes usselt: 1.750 Kr., og en Elev med
1.000 Kr. Desuden en ulønnet Elev. Den effektive Arbejdstid for
Assistenterne er ganske vist kun 5-5% Time dagligt, men de vil
gerne have længere Arbejdstid, når Lønningerne bliver menneske-
lige. Det må bemærkes, at Assistenterne kun har den Uddannelse,
de har faet her i Biblioteket. Vi holder - så godt vi kan - Kursus hver
Onsdag fra 9-12 og fra 2-4 (Bogvalg, Katalogisering, Håndbogs-
kundskab , Litteraturhistorie).«

Og Åge Petersson, Ålborg, slår i bolledejen med en udtalelse den
14.1.22:

»Her arbejder jeg på at fa uddannet hjælp fra 1. april. Om jeg får det,
er vel tvivlsomt, skønt det ikke vil koste kommunen ret meget
mere. Bibliotekerne skal ikke være forsørgelsesanstalter for folk, der
ikke duer i det fag, de er oplært i. Bibliotekerne skal ikke fyldes med
medhjælpere, der har det som et pænt tidsfordriv, der tilmed giver
lidt lommepenge. Bibliotekerne skal tage de folk, som tager bi-
blioteksarbejdet som livsopgave og vier det et studium. Lad os ikke gå
på akkord! Det bedste er det billigste!«

Bibliotekarelevuddannelsen indgår naturligvis også i centralbiblio-
tekarernes drøftelser i vandrebogen, ligesom andre sider af arbejds-
kraftproblemet. Som en lille krølle på afsnittet om personale skal her
citeres Knud Hansens betragtninger over arbejdsnormen for en by-
dreng, hvorom han den 6.5.23 skriver:

»En nogenlunde vaagen og trænet Bydreng kan naa at sætte 3-400
Bøger paa Plads, bringe 20-30 Bøger ud til Bestillerne, Pakker paa
Posten, Kasser paa Banen og klistre en Del - paa 3 Timer. Hvis man
roser ham lidt eller giver lidt mere i Løn, kan han naa endnu mere.
Hvorfor saa være saa betænkelig ved at reservere, Hr. Thomsen?
Selvfølgelig maa slig Bydreng være forsynet med Cykle og hurtigt-
løbende Trækvogn paa Kuglelejer og Luftringe.»

Lønforhold

Dette emne optager naturligvis stor plads i vandrebogen. Jørgen
Banke skriver i oktober 1919:

»Nedenstaaende er et Udkast til et Forslag, jeg agter at stille i Bi-
bliotekskommissionen, saa hvis Dhrr har Indvendinger, bedes De
hurtigt lade mig dem vide.

Centralbibliotekets Personale vil efterhaanden komme til at spille
en stor Rolle baade for vort Aandsliv og Næringsliv, hvorfor det
bør lønnes saaledes, at det trygt kan passe sit Arbejde. Jeg har tænkt
mig følgende Skala:

Bibliotekar: 4.800 Kr. 3-aarige Stigninger med 600 Kr. til 6.600 Kr. +
det sædvanlige Dyrtidstillæg paa alle Satser.

Underbibliotekar: 3.100 Kr. 3-aarige Stigninger med 360 Kr. til 4.920
Kr. + Dyrtidstillæg p. a. S.

Assistent: 2.200 Kr. 3-aarige Stigninger med 300 Kr. til 3.420 Kr. +
Dyrtidstillæg p. a. S.

Elev: 1.200 Kr. aarligt + gratis Undervisning.

Grundlønnen udredes af Biblioteket, Stigninger og Dyrtidstillæg
af Staten. Bibliotekarer og Underbibliotekarer har Pensionsret. Sta-
ten udreder Pensionen efter de gængse Regler for Statstjeneste-
mænd.

De vil se, at Skalaen er den samme som Statsbibliotekets ...«

Den omtalte bibliotekskommission er det lovforberedende udvalg,
som Undervisningsministeriet nedsatte den 31. oktober 1919. Det
havde 14 medlemmer, og Jørgen Banke sad som den ene af Dan-
marks Biblioteksforenings fire repræsentanter. Allerede i januar
1920 forelå et lovforslag, som vedtoges af Rigsdagen efter en relativt
kort behandling, og som trådte i kraft den 1. april 1920.

Jørgen Banke måtte imidlertid allerede den 9. december 1919 med-
dele i vandrebogen, at biblioteksloven ikke ville blive ledsaget af en
lønningslov, hvilket gav centralbibliotekaren i Lemvig, J. P. Ander-
sen, anledning til at skrive: »De svandt altsaa, de skønne Drømme.
Det undrer mig da heller ikke, at Hr. Banke, der er Optimist, har
haabet, at det utrolige skulle ske« - en udtalelse, som Banke blev lidt
stødt over.

- Det nærmeste, bibliotekarerne i folkebibliotekerne nogen sinde
kom til en lønningslov, var en fodnote i Undervisningsministeriets
»Økonomiske vejledninger« fra 1951 og 1953, hvor en vis orden i
bibliotekarlønningerne blev anvist - til stor støtte for fagforeningens
forhandlingsarbejde. Den seneste chance havde man i forbindelse
med biblioteksloven af 1964, men bibliotekarerne gav afkald på for-
søget under hensyn til de åbenbare udviklingsmuligheder i bibliote-
kerne, som 64-loven rummede. -

Hvenegaard meddeler den 15.6.20, at der er afsendt følgende skri-
velse til Bibliotekstilsynet:

»Centralbibliotekarernes Sammenslutning tillader sig herved at hen-
stille til Tilsynet, at det Krav om Minimumslønninger for Central-
bibliotekarerne, som forhaabentlig nu snart kan ventes fra Statens
Side, sætter Minimumslønnen for Centralbibliotekarerne lig med
Lønnen for Overlærere ved Folkeskolen efter højeste Skala, samt at
der indrettes en Pensionsfond for de Centralbiblioteker, der ikke er
kommunale. For de økonomisk daarligst stillede Centralbibliote-
kers Vedkommende mener vi dog, at der bør fastsættes en Over-
gangstid, før Bestemmelserne skal træde i Kraft.«

Når staten interesserede sig for centralbibliotekarernes lønninger,
havde det bl.a. sammenhæng med, at der efter 1920-loven blev ydet
statstilskud med op til 50 % af bibliotekarlønnen - et forhold, Jørgen
Banke med rette peger på som et opmuntrende element i lønsitua-
tionen. Henri Hansen ser imidlertid ikke noget lys forude, hvis ikke
de nye bestemmelser snart gennemføres - og med tilbagevirkende
kraft til 1. april; han vil snart være død af sult (3.11.20). Henri Han-
sen overlevede dog, og lillejuleaften året efter skriver Vald. Holst i
Næstved, centralbibliotekarernes repræsentant i Biblioteksrådet,
trøstende følgende:

»Efter bedste Evne vil jeg forsøge at trøste Henri Hansen, og bliver
De ikke mere glad, naar jeg fortæller Dem, at der i Retsreglerne er
opført: 'Bibliotekarens Løn skal godkendes af Ministeren. Godken-
delse kan forventes af Forslag, i hvilke Lønnen ikke er under 5.600
Kr. og ikke over 9.000 Kr. (alle Tillæg indbefattet i begge Beløb).
Indtil videre fastsættes Maksimums- og Minimumsgrænsen for eet
Finansaar ad Gangen.' (Foranstaaende Lønsatser gælder for Finans-
aaret 1921-22).

Som tidligere meddelt forsøgte jeg i sin Tid at faa Henrik Jensens
»Overlærergage« taget som Norm, men den gik ikke - vi vilde paa
den Maade faa mere end Bibliotekarerne ved Statsbibliotekerne, og
det vilde Ministeren ikke gaa med til. ... Men som De ser, Henri
Hansen, har Viborg behandlet Dem meget karrigt; jeg foreslaar, at
De præsenterer Deres Bestyrelse for Lønningerne ved de andre Cen-
tralbiblioteker ...«

Det viser sig senere, at Lønningsrådet ikke vil godkende Biblioteks-
rådets indstilling som ovenfor anført, men fastsætter en minimums-
løn på 4.800 kr. Centralbibliotekarerne fortsætter med at udveksle
oplysninger og synspunkter i sagen, og det medfører naturligt, at
tanken om en egentlig fagforening dukker op. Hvenegaard går
imod ideen på nuværende tidspunkt, men Åge Petersson, Ålborg,
skriver et fyndigt indlæg den 14.1.22:

»Skal en bibliotekar kunne gøre fyldest, må hans økonomiske stilling
sikres. Hans arbejde er i sig selv så omfattende, og de krav, han i
hvert fald selv må stille til sin videre udvikling inden for faget, står
betydeligt over, hvad en gennemsnitsfunktionær (lærer o.l.) skal
præstere. Hans arbejdstid er som regel mere ubekvem, og hans ferie
kortere end lærerens (også den højere skoles). Han må have råd til at
gå nogenlunde anstændigt klædt og i det hele have råd til en le-
vestandard, der svarer til hans stilling og uddannelse, så han ikke
føler sig som en »lus«! Det gør han med de nuværende lønninger,
som er lusede. Vi skal lave en økonomisk sammenslutning af samt-
lige faguddannede biblioteksfunktionærer. Vi skal diktere vore krav
om bedre sociale vilkår og bruge blokade af stillinger, som lønnes
under en af os i samråd med bibliotekstilsynet udarbejdet lønskala.
Vi skal lære, at vi er en stand, og at vi er en stand, der kan og vil gøre
en indsats i kulturlivet, i højnelse og frigørelse af menneskeånden;
og vi skal lære andre, at bibliotekssagen er lige så vigtig som skole-
sagen, at biblioteket befordrer selvstudiet, der skaber selvstændig
tænkning. Jeg tror, at alle vi bibliotekarer ved centralbibliotekerne
føler denne vor opgaves storhed og stræber efter at udvikle os selv
til arbejdet i denne sags tjeneste. Og gør vi det, har vi retfærdigt krav
på en rimelig, god aflønning - gennemført med det gode eller det
onde. Men det kræver unægtelig solidaritet, standsfølelse.«

Dette patetiske udsagn følger Åge Petersson senere op med det
direkte spørgsmål: Hvem vil være med til at oprette en fagforening?
Han far positive svar fra Henri Hansen, E. Bremerstent, Bernt Favr-
holdt, Knud Hansen og Carl Thomsen, mens Hvenegaard, Henrik
Jensen og Peder Nielsen finder, at tidspunktet endnu ikke er inde.
Åge Petersson erklærer derefter den 1.6.22:

»For mig som socialdemokrat er faglig sammenslutning en lige så
naturlig som nødvendig foreteelse, hvis omgave udelukkende er af
defensiv art. Men forsvar kræver naturligvis 4?evæbning - her blo-
kade! Men faglig sammenslutning forudsætter ikke alene samling af
alle fagets udøvere, men også kollegialt sammenhold - jo færre, jo
fastere. Det er navnlig det kollegiale sammenholds tilstedeværelse,
der må konstateres, inden vi lægger ud. Som jeg udtalte den 14.1.
d.å. bør alle, der har biblioteksarbejde til /iVserhverv, organiseres;
og forbundets opgave bliver at varetage og fremme vore faglige,
økonomiske og kollegiale interesser. Jeg har udarbejdet et lovforslag
og arbejdsprogram, som vi muligvis kan drøfte på mødet i Køben-
havn, hvis det har interesse.«

Hvenegaard skriver den 28.6.22: »Peterssons Lovforslag cirkulerer
nu, saa Udtalelser bedst kan knyttes dertil.«

- Som en efterskrift kan det oplyses, at Biblioteksfunktionærernes
Sammenslutning afholdt konstituerende generalforsamling i Silke-
borg den 15.juni 1923. Ifølge Bogens Verden (1923 s. 197) aflagde
Vald. Holst, Næstved, beretning (om det forberedende arbejde) og
fremhævede derunder, »at Funktionærerne i flere Tilfælde havde

savnet Lejlighed til at gøre deres Mening gældende. Han fraraadede
at give Sammenslutningen Karakter af en Fagforening og betonede,
at det foreliggende Forslag til Love havde faaet saa bredt et Grund-
lag, at alle kunde være med«. Grundlaget er åbenbart blevet for
bredt for Åge Petersson, for han figurerer ikke i referatet og heller
ikke i bestyrelsen, som kom til at bestå af Vald. Holst (formand),
E. Bremerstent og biblioteksassistent, frk. A. Baumann, Frederiks-
berg. Hvenegaard og børnebibliotekaren i Vejle, Tove Hørding,
blev valgt til revisorer. - Først i 1934 optoges en egentlig fagfore-
ningsvirksomhed, og navnet ændredes til Bibliotekarsammenslutnin-
gen for folkebibliotekerne.

Pensionssagen

Sammenhængende med lønproblemet drøfter centralbibliotekarerne
også pensionsmuligheden. Hvenegaard stiller den 5.10.22 spørgs-
målet: »Hvordan forløber Pensionsudvalgets Arbejde, Hr. Favr-
holdt?« Spørgsmålet har sin baggrund deri, at pensionsproblemet
var blevet drøftet på centralbibliotekarernes gruppemøde i forbin-
delse med Danmarks Biblioteksforening årsmøde i Næstved den
10. juni 1922. Her blev det overdraget Favrholdt at undersøge for-
holdene ved de forskellige biblioteker. - Favrholdt svarer efterføl-
gende:

»Pensionsudvalgets Arbejde forløber slet ikke, Hr. Hvenegaard Las-
sen. Udvalget holdt et Møde i Næstved, men naaede ikke saa vidt at
faa valgt nogen Formand. - Derimod blev det bestemt, at Hr. Re-
daktør Rasmus P. Nielsen⁷ efter Sommerferien skulde gøre et Ud-
kast til et Spørgeskema til Udsendelse til Bibliotekerne om Perso-
nale- og Pensionsforholdene, og naar det efter at være godkendt af
Frk. Mortensen⁸ og mig var udsendt og kommet besvaret tilbage,
skulde Udvalget holde Møde og drøfte Situationen. Der er imid-
lertid ingenting sket og vil sandsynligvis heller ingenting ske ...«

Og Favrholdt forklarer, at man næppe skal vente sig noget af Ras-
mus P. Nielsen, og han har selv ikke tid, og endelig »har jeg faaet
det Indtryk, at Pensionsspørgsmaalet i Virkeligheden slet ikke inter-
esserer nogen«. Så let får han imidlertid ikke lov til at slippe for det
hverv, han har påtaget sig. Hvenegaard fastholder ham på opgaven,
og flere indlæg bekræfter, at pensionssagen har stor interesse.
E. Bremerstent i Rønne giver i januar 1923 udvalget en opskrift på,
hvad det burde foretage sig, og anslår dermed nogle takter, der
peger frem mod hans senere, mangeårige position som formand og
lønforhandler for bibliotekarerne (1937-49):

»... Jeg havde ventet, at Udvalget havde skaffet sig Oplysning om,
paa hvilke Maader, der over Hovedet kan pensioneres, og hvilke der
fortrinsvis er brugt i forskellige private og offentlige Institutioner ...
Endvidere, om der var nogen Mulighed for en ensartet Pension og
eventuelt en fælles Pensionskasse. Endelig om der var nogen Mulig-
hed for, at Pensionsudgiften kunde regnes for en Del af Lønnen og
derved blive tilskudsberettiget. Der er Spørgsmaal nok, og den, der
skal vente Indflydelse, maa først skaffe sig et godt Materiale paa
Haanden og paa Grundlag deraf stille et Forslag. Dertil, forekom-
mer det mig, blev Udvalget valgt og især Hr. Favrholdt, da der
sikkert ikke kan ventes meget af Redaktøren eller Frk. Mortensen«
(sic!).

Det endte dog med, at Favrholdt langt om længe blev taget af
krogen, idet pensionssagen overdroges til Biblioteksfunktionærer-
nes Sammenslutning, som jo blev oprettet i 1923. - Problemet var i
de selvejende biblioteker stort og sent løst - endnu i 60ernes be-
gyndelse førte undertegnede adskillige forhandlinger for Bibliote-
karforeningen i biblioteker i provinsen.

Bogvalg

Med udgangspunkt i offentlig kritik af boglisten Hundrede Bøger fra
1920 opstår en drøftelse af bogvalgsprincipper, som bevæger sig
omkring den klassiske modsætning mellem den ideelle fordring og
den pragmatiske indstilling, personificeret i henholdsvis Henri Han-
sen og Hvenegaard. Henri Hansen skriver den 20.10.21:

»Som grundlag for udarbejdelsen af listerne i Bogens Verden frem-
sættes følgende punkter, der vistnok kan forøges - og kritiseres:

1. Der fastsættes ikke noget bestemt tal for listens størrelse. Antallet
svinger efter bogavlens størrelse i sidste kvartal.

2. Af skønlitteratur optages kun first class.

3. Nye oplag og udgaver optages altid, når der er gået mindst et år
siden sidste oplags fremkomst.

4. Prisens størrelse har ingen indflydelse på optagelsen.«

Hvenegaard svarer den 26.10.21:

»Jeg tiltræder 1) og 4) (sidstnævnte dog uden egentlig at være over-
bevist i Hjærtet!), samt 3) med den Modifikation, at 1 Aar rettes til 5
Aar. 2) er jeg en Modstander af.«

Carl Thomsen derimod skriver den 4.12.21 vedrørende Henri Han-
sens punkt 2:

»I Princippet er jeg enig med H. H. Men derfor behøver vor Op-
fattelse af, hvad der er første Klasse ikke at være den samme. Er
f. Eks. en første Klasses Forfatters Bog altid en første Klasses Bog?
Nej. Er en godt skrevet Bog altid at foretrække for en »god« men
lidet kunstnerisk Bog? Jeg tilstår, at når jeg må rette mig efter An-
meldelser, foretrækker jeg Høj skolebladets frem for Politikens og
Tilskuerens, selv om mit eget Standpunkt er nærmere det køben-
havnske. Men jeg tror på den anden Side, at vi ikke behøver at
skrabe Bunden. Saa vidt jeg har forstået, ønsker Staten, at Central-
bibliotekerne skal købe det værste Ragelse for at spare Sognebiblio-
tekerne for den Byrde. Følgelig har vi Lov til at udskyde den Slags
af vore Forslagslister.«

Åge Petersson bemærker den 14.1.22:

»Forresten finder jeg det rimeligt, at de mindre biblioteker med de
mindre midler forhindres i at købe for megen »let« lekture. Inden

for visse grænser bør den kunne fas fra centralbiblioteket. ... Ragelse
skal et bibliotek aldrig købe!«

Hvenegaard slutter denne diskussion den 3.2.22 med bl.a. at skrive:

»Aarslisterne er beregnede for de smaa Biblioteker. De kan aldrig
blive en Norm for større Bibliotekers Indkøb, selv om de maaske nu
og da kan gøre et større Bibliotek opmærksom paa en eller anden
Bog, det tilfældigt har overset. Jeg synes derfor ikke, Listen skal
indeholde Værker, som det vilde være Vanvid at sætte i et lille Bi-
bliotek (f. Eks. »Den nyere Filosofis Historie«), selv om de aldrig
saa meget er Standardværker. Jeg synes i det hele ikke Listen skal
være en Fortegnelse over, hvad der er kommen af særlig Værdi, men
over, hvad der af det udkomne har praktisk Værdi i et lille Bi-
bliotek.«

Henri Hansen optager en drøftelse af centralbibliotekernes egne ind-
køb med nogle bramfri bemærkninger den 19.10.21:

»Hvad angår det pag. 203 af Hvenegaard Lassen og Carl Thomsen
opkastede spørgsmål [Om arbejdsløsheden og andre årsager også i
de andre biblioteker forårsager belastende stigninger i udlån og be-
nyttelse], så er det sikkert, som d'herrer mener, et allestedsnær-
værende fænomen - jeg siger med Chilian: Ligeså hos os! Men er det
ikke bibliotekernes egen skyld? Der jages efter at fa lånertallet presset så
højt op som muligt og derigennem naturligvis udlånstallet. På be-
kostning af både lånernes og bøgernes kvalitet!? Lad os jage Vi af
lånerne og % af de skønlitterære forfattere a. h. t. Ingen lider så sandt
skade derved. De umulige lånere, der stiller uge efter uge efter Voll-
quartz og B. Ruck har vi virkelig ingen forpligtelser overfor. Lad os
nægte at købe den slags litteratur, og lånerne - de dårlige - for-
svinder som dug for solen. Resultatet: lutter anstændige, »arbejds-
modige« bøger og en højnelse af biblioteket i de gode låneres øjne.
Al litteratur under niveauet: Erich Erichsen og L. Bruun forsages.
Det møg kan folk sgu selv købe. «

Denne salut giver anledning til mange bemærkninger, og undervejs
lufter Henri Hansen den tanke, at centralbiblioteket et enkelt år
overhovedet ikke købte skønlitteratur. Så tager hans antagonist,
Hvenegaard, ordet i et indlæg den 3.2.22:

»Hvis Tilsynet ikke gør Vrøvl, om man undlader at købe Skøn-
litteratur, skal der nok være andre, der gør det! Skal et Bibliotek kun
være oplysende og opdragende? Skal det ikke ogsaa i allerhøjeste
Grad være oplivende og opmuntrende? Og hvad er det for Bøger,
Dagens trætte Mænd og Kvinder oplives og opmuntres af? Det
forekommer mig forbløffende, at det overhovedet skal være nød-
vendigt at føre denne Diskussion i en Kreds af Arbejdere i Folke-
biblioteker. Vil vi da ikke skabe et Samlingssted for alle, hvor den,
der kun (eller endnu kun) kan læse Bertha Holst og Carit Etlar, er
lige saa velkommen som den litterære Feinschmecker (hvordan sta-
ves det?)? Hvad skal saa al den Diskussion til? Vort Løsen maa være:
Noget for alle.«

Knud Hansen, Nykøbing F., støtter Hvenegaard med nogle ufor-
gribelige meninger den 18.2.22:

»... For Folkebibliotekerne som Helhed er Skønlitteraturen vel oven
i Købet det væsentligste. At den ikke er det for Centralbibliotekerne
p. t. er maaske noget forbigaaende. Banke overdriver jo som be-
kendt i høj Grad Haandbøgernes Betydning, og vi andre lyver vel
mere eller mindre bevidst m. H. t. »oplysende Bøgers« Betydning.
Der findes utallige ukorrekte Rejsebeskrivelser og idiotiske Bio-
grafier, særligt Memoirer. Og det er vist bedre, at en Laaner faar
Frøken Dik, Lilian eller Bitten at forsøde Tilværelsen med, end at
forkludre hans geografiske, zoologiske og andre Begreber. Lad os
faa en Apostel for Skønlitteraturen som Supplement til Apostelen
Banke for Haandbøgernes Vedkommende.«

Vi lader Henri Hansen fa det sidste ord i denne skarpt optrukne
debat med hans bemærkninger den 10.4.22:

»Jeg har hele tiden næret den naive forestilling, at netop bogkøbet
var det centrale punkt i folkebibliotekernes tilværelse og forstår altså
ikke, at det kan virke forbløffende på vor formand, at det er nød-
vendigt at føre en sådan diskussion i vandrebogen.

Det har aldrig været min mening helt at undlade anskaffelse af
skønlitteratur - tværtimod - jeg vil blot føre en kamp mod den
dårlige, og jeg skrev også sidst, at tilsynet sikkert ikke vilde lave
vrøvl, hvis vi et år undlod anskaffelse af skønlitteratur. Hvis folke-
bibliotekerne kun kan existere på grundlag af de skønlitterære sam-
linger, ser det i sandhed sort ud. Idealet er efter min mening - men
det skyldes måske min opdragelse - et Statsbibliotek i Aarhus i
miniature. Personlig ønsker jeg ikke at gøre mit bibliotek til et
samlingssted for microcephaler og analfabeter ... Så stor pris jeg
sætter på hr. Hvenegaard Lassen personlig, kommer jeg aldrig til at
dele hans og hans disciples højskole- og almuelærerstandpunkt over
for menigmands forsyning med skønlitteratur ...«

Så utvetydigt udtrykte sig bogudlåner Kalmukke, Nis Petersens
gode ven i Viborg, om bogvalget.⁹

Centralbibliotekaren i Rønne (1921-24), E. Bremerstent, forsøger
sig med en systematisk opstilling af et bogvalgsprincip, idet han den
29.10.22 skriver:

»De Theses, jeg paa Næstvedmødet [10.Juni 1922, PD anm.] havde
tænkt at forsvare, er i Korthed følgende:

1. Set fra et Biblioteksstandpunkt er der ingen væsentlig Forskel paa
Skøn- og Faglitteratur.

2. Det er derfor absurd at ville spørge ved sin Boganskaffelse, om en
Bog henhører under den ene eller den anden af disse Kategorier
og deraf bestemme, om den skal anskaffes eller ikke.

3. Til frie, offentlige Almenbiblioteker bør man kun vælge Bøger
efter eet Princip.

4. Dette Princip er at undersøge hver enkelt Bog og dermed fastslaa,
om den tjener de Formaal, saadanne Biblioteker har.

5. Vi maa bede os fritaget for enhver Sammenligning med de store
Nationalbiblioteker, som afret forskellige Grunde sætter en prak-
tisk Begrænsning af deres Udlaan, en Begrænsning, der snart kan
ske efter een, snart efter en anden Skillelinje i Litteraturen. Det
kgl. Bibliotek vilde sikkert gerne ophøre med alt Udlaan af dansk
Litteratur.

6. Hovedsagen maa altid være at fremme det aandelige Liv. Det er
meget godt, men en Biting, om Bibliotekerne ved Siden af kan
fremme Erhvervslivet eller paa en uskadelig Maade adsprede Folk
i deres Fritid.

7. Fastholdes dette Synspunkt, kommer den gode Skønlitteratur i
første Række, og det paa en saadan Maade, at jeg mener, man
med Schiller har Lov til at tale om 'die ästhetische Erziehung des
Menschengeschlechts'.«

Det foredrag, Bremerstent ikke kom til at holde i Næstved, findes i
Bogens Verden 1923, betitlet »Skønlitteraturen og Bibliotekerne«.

Fcellesindbinding

Hvenegaard skriver den 1.3.20:

»Det foreslaas her at drøfte et Forslag, Knud Hansen har stillet i et
Brev til mig, og som forekommer mig udmærket. Det gaar ud paa
at faa lavet et fælles Biblioteksbogbinderi i København, hvor nye
Bøger, vi alle anskaffer samtidig, kunde indbindes en gros - med
ca. 50% Rabat. Bøger i Læderryg med Dermatoid paa Siden menes
at kunne leveres for ca. 3 Kr. Det skulde saa ordnes, saa der af en af
os (jeg foreslaar: Knud Hansen) maanedlig (jeg foreslaar, hver
14. Dag?) udsendtes en Bestillingsliste, som vi omgaaende udfylder,
hvorefter de Bøger, der er bestilt i tilstrækkeligt Antal, sendes di-
rekte fra Forlagene til Bogbinderen. Bogbinder O.Jensen (hos
Schultz) har lovet at paatage sig dette. Knud Hansen anbefaler ham.
Jeg kender ham fra dengang, jeg var ved Københavns Kommune-
biblioteker, og jeg kan ikke sige, jeg har megen Fidus til ham. Han
er umaadelig villig - næsten alt for villig - til at rette sig efter
Bibliotekarernes Anvisninger, men hans Arbejde er ikke altid sam-
vittighedsfuldt. Skal vi have ham, maa vi i alt Fald have en Bi-
bliotekar i København til at se ham meget nøje paa Fingrene.

Knud Hansen meddeler, at baade Københavns Kommune, Fre-
deriksberg og Gentofte vil være med.

Jeg finder Ideen udmærket og vil gerne være med, forudsat at
Bindene bliver smukke og solide. Nogle Smaating maa overvejes: Det
vil være ønskeligt at faa trykt Numre og Ejendomsmærke paa Ryg-
gen samtidig med Titelen. Men da Numrene ofte er forskellige i de
forskellige Biblioteker (NB. Numrene anbringes ogsaa forskelligt
paa Ryggene!), maa der paa Bestillingslisten være Plads til Opførelse
af det Bognummer, man ønsker (som Regel kan dette jo nok an-
gives paa Forhaand). Ligeledes maa Bøgerne til hvert Bibliotek for
sig forsynes med Lommer og Dagtavler, som i Forvejen er indsendt
til Bogbinderiet. (Skal alle Bøger indbindes i Læder? Det var rart,
om man kunde faa de mindre og mindre-benyttede i Leinen o. 1. og
saa lidt billigere).

Det er af afgørende Vigtighed, at Indbindingen foregaar hurtigt
og regelmæssigt, saa man ved, naar man kan vente de indbundne
Bøger. Saa kan den Tid, der gaar tabt ved at maatte vente paa
Bestillingssedlen, nok indvindes ved, at Bøgerne straks gaar lige fra
Forlag til Bogbinder - men ogsaa der maa der vist være en Mand i
København til at rykke Forlagene. - Endelig maa man straks have
Besked om de Bøger, der ikke er bestilt i tilstrækkeligt Antal, og
som man derfor selv skal bestille og lade indbinde paa gammeldags
Vis.

Jeg vil altsaa gerne være med til at prøve Forsøget, men vil have
Lov at trække mig tilbage, hvis jeg ikke bliver tilfreds. Vi har her en
særdeles flink Bogbinder, men han kan faa Arbejde nok endda.«

Efter en række indlæg fra Knud Hansen, P. Lycke, Henri Hansen og
Peder Nielsen skriver Hvenegaard igen den 20.4.20:

»Af de foreliggende Udtalelser synes at fremgaa, at alle interesserer
sig for Planen og gerne vil prøve den, men at man især nærer Be-
tænkelighed paa 2 Punkter: 1) at det skal tage for lang Tid, 2) at
Arbejdets Kvalitet skal lide under det. Jeg henstiller nu, at Knud
Hansen, Planens Ophavsmand, lægger Planen saaledes til Rette i alle

Enkeltheder, at den kan drøftes endeligt paa Aarsmødet til Sommer
og straks derefter føres ud i Livet.«

Sådan skulle det som bekendt ikke komme til at gå. Til de pro-
blemer i sagen, som Hvenegaard har peget på, skal her belyses en
holdning, som var typisk for tiden. Det er Åge Petersson i Ålborg,
som går imod tanken:

»... Dels er expeditionen for langsom, dels har de større biblioteker
gerne sine særlige regler for indbinding (her har bibliotekaren tilmed
et felt, hvor han kan vise administrative evner og teknisk snilde), og
dels forringes sikkerheden for en gennemført solid indbinding p.g.a.
masseproduktionen. Jeg vil nok bede om selv at føre indseende med
mit biblioteks indbindingsforhold; for jeg sprætter de bind op, jeg
har mistillid til og lader bogbinderen gøre evt. fejl om. Det lader sig
vanskeligt gøre med fællesindbinding i stor stil ...«

Der gik 29 år, før sagen var moden, og grunden til Indbindings-
centralen i 1949 blev lagt.

Mønsterkatalog

Hvenegaard meddeler den 1.3.20, at han af Døssing har faet at vide,
at der skal nedsættes et udvalg til at redigere »den planlagte Møn-
sterfortegnelse over Folkebiblioteksbøger«, og han foreslaar sine
kolleger at vælge Peder Nielsen, Silkeborg, som centralbibliote-
karernes repræsentant. Dette akcepteres, hvorefter Peder Nielsen -
et par år senere - den 22.6.22 kan rapportere:

»En af Dagene mellem Jul og Nytaar blev det første - og indtil
videre eneste - (forberedende) Møde om Mønsterkataloget afholdt i
Tilsynet. Udvalgets Medlemmer er: Døssing, Dahl, Carl S. Peter-
sen, Aarsbo, Grundtvig, Lange og undertegnede.

Man enedes om, at 1. Udgave af Kataloget skal indeholde
ca. 5.000 Titler, og det bliver antagelig ført op til Nytaar 1925 - det
vil altsaa sige, at man haaber, Kataloget udkommer engang i 1925.

Udsolgte Bøger medtages - selvfølgelig, da ellers en stor Del af
de bedste Bøger maatte udelades. De nationale Grupper indledes
med en historisk-bibliografisk Oversigt af Carl S. Petersen. Ved Val-
get af Bøger til Kataloget anlægges der udelukkende Bibliotekssyns-
punkt, ikke Publikumssynspunkt! Skønlitteraturen annoteres, for
Mesterværkerne o.l. henvises til Tidsskrifter og Litteraturhistorier.
Utydelige Titler forklares, ligesom der gives Oplysninger om For-
fattere. Det er Meningen at medgive Bøgerne fuldstændig Signa-
tur. «

Dette sidste fraråder Hvenegaard i en påtegning! Det råd blev fulgt,
da Den store mønsterkatalog - i en noget anden skikkelse end ovenfor
beskrevet - udkom med 40 års forsinkelse i 1965, suppleret i 1973 -
og omfattende i alt ca. 23.400 titler dansk faglitteratur.

Den kvindelige centralbibliotekar

Den 27.8.23 meddeler Haralda Poulsen, Roskilde:

»Foreløbig er der personalunion mellem Stiftsbiblioteket i Roskilde
og Roskilde Bibliotek. Hvis den nye 3. præst ved Domkirken ikke
bliver et særligt videnskabeligt lys, bliver personalunionen stadig.
Af Stiftsbibliotekets 40.000 bind er der en masse, som vist ikke
engang interesserer præster. De bøger, der kan læses af almindelige
mennesker, skal sættes paa blaa kort, hvor der i hjørnet til højre skal
stemples »Stiftsbiblioteket«. Efter reglementet har kun stiftets præ-
ster og lærere ret til at laane dem, men andre kan faa særlig tilladelse.
Jeg har forklaret Domprovsten, som er øverste myndighed, at de
bøger, der kan være tale om, er af den art, at de kun læses af pæne
mennesker med rene fingre. Og hvis jeg nu blot lader være at skrige
for højt om det, bliver Stiftsbibliotekets bøger praktisk talt tilgæn-
gelige for alle, der ønsker dem (Husk stadig paa, at det ikke er alle,
der ønsker dem).

Paa samme maade skal de vigtigste af latinskolens bøger sættes
paa blaa kort i vores kartotek. Jeg ved ganske vist ikke, hvordan jeg
skal tilsnige mig adgang til skolens seddelkatalog. Men hvis jeg først

har det, behøver det ikke at bruges taktfuldt, saadan som stiftsbi-
bliotekets, da latinskolens bibliotek er offentligt.

Kan nu ikke een af de bibliotekarer med mangeaarig erfaring sige
mig begynder, i hvor høj grad det vil være praktisk at have andre
bibliotekers bøger i sit kartotek? Byens biblioteker vil jeg absolut
have et udvalg af. Men andre? De havde det paa de videnskabelige
biblioteker i Zurich og Geneve. Men derfor er det jo ikke sikkert,
det er nyttigt for vores bibliotek - i hvert fald i forhold til det
arbejde, det giver.«

Haralda Poulsen var på daværende tidspunkt den eneste blandt cen-
tralbibliotekarerne, der kunne anvende kvindelist som ovenfor be-
skrevet. Hun var cand. mag., blev ansat i Roskilde i slutningen af
1921 og var indtil 1938 den eneste kvindelige centralbibliotekar. Hun
var fra 1.8.23 tillige bibliotekar ved Stiftsbiblioteket.

Hvenegaard råder hende den 10.10.23 til at nøjes med kort fra
byens biblioteker. »Det andet, synes jeg, maa blive enten alt for
tilfældigt eller ganske uoverkommeligt.«

Carl Thomsen skriver den 17.10.23 på sin positive måde:

»Tak for Ideen med de blå Kort. Vi står overfor at skulle have en
Fortegnelse over Statsskolens - for øvrigt ikke ret store, men værdi-
fulde - Bibliotek. - Undertiden står der i gamle Sognebiblioteker
inden for Området Bøger af Interesse for Centralbiblioteket, og
som vi ikke selv kan få. Sådanne Bøger bør sikkert optages i Cen-
tralbibliotekets Kartotek.«

Vandrebogen

Adskilligt flere emner end de ovenfor citerede er berørt i vandrebo-
gen. Haralda Poulsen har kontakt med Dansk Blindesamfunds for-
mand, »organist Bjarnhoff« i Køge, om spørgsmålet om bøger med
punktskrift i bibliotekerne. Hun publicerer en tegning af sin model
af en bogstøtte, men kan ikke oplyse fremstillingsprisen. Hvene-
gaard foreslår oprettet et engageringsbureau, og den sag tages med
held op af Biblioteksfunktionærernes Sammenslutning. Der udfol-

Haralda Poulsen tegnede den 20.5.23 en bogstøtte med en fløj til angivelse af gruppebe- tegnelse, som hun havde faet fremstillet lokalt og havde afprøvet på Roskilde bibliotek. Flere skulle bestilles, men stykprisen kendtes endnu ikke - de første få havde dog været for dyre.

der sig en stor diskussion om praksis m.h.t. reservering af skøn-
litteratur, og der udveksles oplysninger om varigheden af bibliote-
kernes lukkeperioder p.g.a. den spanske syge (strækker sig fra 1
måned til 4 måneder). Forholdet til Statens Bibliotekstilsyn berøres
flere gange, såvel med en udtalt tyrkertro på tilsynets evne til at
klare problemer, som med et allerede i 1919 formuleret ønske om at
holde møder uden Bogsamlingskomitéens tilstedeværelse.

Det kan siges at være ejendommeligt, at ingen af centralbibliote-
karerne i vandrebogen berører spørgsmål om rådgivning over for
sognebiblioteker i området (ud over bogvalget via boglister), eller
om forhandlinger om oprettelse af biblioteker. Hele denne aktive
side af centralbiblioteksopgaven, som siden blev en hovedsag for
centralbibliotekarerne og deres oplandsafdelinger, synes ikke at op-
tage de tidlige centralbibliotekarer. Men de havde jo også, hvad der
er fremgået af citaterne, nok at se til med opbygningen af deres egne
biblioteker.

Betydningen af den udfarende kraft i centralbiblioteksvirksom-
heden i forhold til biblioteksudviklingen på landet burde engang
belyses nærmere af en kyndig person.

Vandrebogen foreligger i to bind, som indeholder i alt 322 be-
skrevne sider. Første bind er inddelt i de nedennævnte otte em-
neafsnit; i andet bind er punkt 7 udgået, og nogle af de andre har
skiftet rækkefølge og benævnelse.

1. Vandrebogen  25 sider

2. Centralbibliotekarernes Sammenslutning  24 sider

3. Boganskaffelser  60 sider

4. Bibliotekarløn og ansættelsesforhold  64 sider

5. Bibliotekspersonale   50 sider

6. Statistik og budget 52 sider

7. Tidsskrifter   10 sider

8. Bibliotekspolitik m.m  37 sider

Egentlige bidrag, på over Vi side, opgår til i alt 178 sider. Af disse har
Hvenegaard skrevet 46Vi side, Knud Hansen 27Vi side og Carl
Thomsen ISVi side, således at disse tre bidragydere tilsammen har
skrevet 52% af de egentlige bidrag.

I 1924 var antallet af centralbibliotekarer vokset til 20, og den
22.6.24 skriver Hvenegaard:

»Nu tror jeg, vi er bleven saa mange, at en Vandrebog som Bindeled
imellem os ikke længere er praktikabel; den kommer for sjældent
rundt og indeholder for lidt og for broget Stof. Jeg foreslaar, at den
gaar rundt en sidste Gang og saa gaar ind. Forholdene er nu saa
fuldstændig forandrede fra den Gang, der kun var 6 [? 7, PD anm.]
at vandre mellem, og der maa findes nye og mere praktiske og
udbyttegivende Former for Udveksling af Tanker og Meninger.«

Samme dato meddeler Hvenegaard, at Centralbibliotekarernes
Sammenslutning bør gå ind til den evige hvile, og at han ikke arran-
gerer et særligt centralbibliotekarmøde i 1924.

Der er stort set enighed om dette (Åge Petersson: »For een gangs
skyld: Enig med hr. Hvenegaard Lassen«). Men der ønskes et fortsat
samkvem. Carl Thomsen skriver den 3.12.24 i det overhovedet sidst
indførte indlæg i vandrebogen, at der bør udsendes tvangfri, dupli-
kerede blade:

»... Kan dette ikke gennemføres, bør der sørges for: 1. at der af-
holdes Gruppemøder for Centralbibliotekarer paa Årsmøderne, 2.
at der holdes et Møde af Centralbibliotekarer i Tilknytning til Mø-
derne i Tilsynet. Altså et Møde, hvor vi er os selv, og som Tilsynets
Embedsmænd ikke er forpligtede til at deltage i.«

Personerne

Der er optaget i alt 24 navne i vandrebogen. Nogle af de senest
tilkomne har ikke haft lejlighed til at markere sig med indlæg. Det er
en broget flok: Af de 24 har 8 lærereksamen, 5 embedseksamen (3
cand. mag., 1 cand. teol., 1 cand.jur.) - mens 11 ikke har nogen
afsluttende eksamen efter real- eller studentereksamen. Af disse sid-
ste er der 3, som ej heller har besøgt Statens Biblioteksskole. Der er i
øvrigt kun 15 af de 24, der har gennemgået biblioteksskolen, mens
yderligere 2 har uddannelse fra New York State Library School.

Den følgende fortegnelse tilsigter at aftegne uddannelsesbag-
grund, beskæftigelse og ledelsesperiode, men ikke karrierebeskri-
velse. Der anvendes betegnelsen overbibliotekar for ledelsesfunktio-
nen uanset den oprindelige titulatur. 15 af de 24 er biograferet i alle
tre bibliotekarstater: Svend Dahl: Den danske Bibliotekarstand (1925),
Den danske bibliotekarstand 1950 (1951) og Den danske bibliotekarstand.
2. udg. (1963). For de øvrige nis vedkommende er det markeret med
udgivelsesårstallet, hvor biografien findes.

Andersen, Jens Peter (1866-1928). Cand. teol. 1893. SB 1918. Over-
bibl. Lemvig 1916-28. - Lærer i Lemvig 1898-1921, tillige kateket
1898-1908. (1925, 1951)
Banke, Jørgen Mikkelsen (1877-1953). Lærereksamen 1900. SB 1918.
Overbibl. Esbjerg 1919, konsulent ved Statens Bibliotekstilsyn

1920-45. - Lærer i Esbjerg 1904-20, forstander ved Esbjerg af-
tenskole 1906-13, m.m.

Bredsted, Åge Jakobsen (1896-1981). New York State Library
School 1921. Overbibl. Vejle 1924-46, stadsbibi. Århus 1946-66. -
Filosofikum 1918, Hebraicum 1918.
Bremerstent, Erhard Emil (1894-1983). SB 1921. Overbibl. Rønne

1921-24, Helsingør 1924-64. - Studerede dansk, historie og tysk
1915-18 (Univ.).

Favrholdt, Andreas Bernt (1890-1966). SB 1921. Overbibl. Hjørring
1921-26, Slagelse 1927-59. - Typograf 1911-14. Askov højskole
1913-16. Studeret 1919-20 (Univ.).
Foldal, Hans Valdemar (1881-1953). Lærereksamen 1904. SB 1921.

Overbibl. Kolding 1924-38. - Lærer forsk, steder 1904-20.
Grønkjær, Niels (1885-1971). Lærereksamen 1906. SB 1922 og -23.

Overbibl. Thisted 1921-55. - Lærer i Thisted 1906-23.
Gudme, Iver (1893-1965). Cand.jur. 1923. Filologiske studier. Ass.
ved Statsbiblioteket 1912-13, Det kgl. Bibi. 1913-16. Bibliotekar
Stevns 1922, overbibl. Slagelse 1924-27. - Oberst i »de hvide«s
hær og andre regimenter under kampene i Rusland og randsta-
terne 1918-20. Ved sin død forlagskonsulent. (1925)
Gøtzsche, Einar (1899-1946). SB 1921. Overbibl. Rønne 1924-46. -

Filosofikum 1919. (1925, 1951)
Hansen, Henri (1892-1957). Ass. ved Statsbiblioteket 1913. Over-
bibl. Viborg 1917-57. - Filosofikum 1912.
Hansen, Knud (1895-1983). Overbibl. Nykøbing F. 1919-45. - Filo-
sofikum 1915. Studerede germansk filologi 1915-19 (Univ.). Blev
efter befrielsen 1945 afsat p.g.a. sine forhold under besættelsen.
(1925)

Haugstrup, Søren (1875-1931). Lærereksamen 1897. SB 1918 og -19.
Overbibl. Kalundborg 1917-31. - Lærer i Kalundborg 1897-1923.
(1925)

Holm, Maren (1895-1974). SB 1926 og -27. Bibi. Kolding 1920-27,

senere København 1939-62. (1951, 1963)
Holst, Valdemar (1887-1965). Lærereksamen 1908. SB 1921. Over-
bibl. Næstved 1921-52. - Lærer forsk, steder fra 1908, i Næstved
1911-21.

1. Henri Hansen, 2. Carl Jacobi, 3. Christian Frimodt-Møller, 4. Haralda Poulsen, 5. Knud Hansen, 6. Thomas Døssing, 7. Direktør
Hegel, Gyldendal, 8. Direktør Garde, Gyldendal, 9. Bernt Favrholdt, 12. J. H. Landt, 13. Åge Bredsted, 14. Erhard Bremerstent, 16.
Jørgen Banke, 17. Erik Ebstrup, 18. Arne V.Frandsen, 19. Carl Thomsen, 20. Niels Grønkjær, 21. Helge Nielsen, 23. Robert
L. Hansen, 24. Niels Moesgaard, 25. H. Hvenegaard Lassen, 27. Henrik Jensen. De øvrige kendes ikke.   117

Hvenegaard Lassen, Harald (1886-1971). Cand. mag. 1911. New
York State Library School 1911-12. Overbibl. Vejle 1914-24,
Odense 1924-56.

Jensen, Henrik (1882-1973). Lærereksamen 1905. SB 1921. Overbibl.

Svendborg 1921-50. - Lærer fra 1907, i Svendborg 1908-21.
Kaae, Niels Nielsen (1894-1987). Lærereksamen 1915. SB 1921.
Overbibl. Slagelse 1922-24. Senere bibi. i København, afdelings-
bibl. 1946-61. - Cand. mag. 1929. Blev afskediget i Slagelse p.g.a.
uoverensstemmelser med bestyrelsen. Sagen omtalt i vandrebo-
gen, bd. 2, side 30-31. (1951, 1963)
Lycke, Peter Christian (1877-1957). Cand. mag. 1904. Vikar ved Det
kgl. Bibi. 1908-09. Overbibl. Holbæk 1917-26. - Sproglærervirk-
somhed 1909-17. (1925)
Møballe, Eivart (1895-1957). Lærereksamen 1916. SB 1918. Over-
bibl. Holstebro 1920-26, senere overbibl. Lyngby 1940-57.
Nielsen, Peder (1893-1975). Elev på Silkeborg seminarium 1912-14.
Statens Bogsamlingskomités kursus 1916. Medhjælper Silkeborg
bibl., elev Esbjerg og Vejle 1916-17. Overbibl. Silkeborg 1917-58.
- I malerlære 1908-09. Blev en anerkendt entomolog.
Petersen, Jakob (1884-1952). SB 1921. Bibi. Åbenrå 1920, overbibl.
1923-52. - Askov højskole 1910-13, Statens Lærerhøjskole

1913-14. Tysk soldat 1916-18.

Petersson, Åge (1882-1950). Overbibl. Holbæk 1914-17, bibl. Ber-
gen 1917-21 (kst. overbibl.), overbibl. Ålborg 1921-42. - Prælimi-
næreksamen 1899, uddannet boghandlermedhjælper.
Poulsen, Haralda (1883-1945). Cand. mag. 1912. SB 1921. Overbibl.
Roskilde 1921-45. Lærer Bagsværd kostskole o.a.st. 1912-20.
(1925, 1951)

Thomsen, Carl (1894-1971). SB 1918. Overbibl. Esbjerg 1921-33,
Århus 1933-44, stadsbibi. København 1944-62. - Præliminærek-
samen 1909. I handelslære til 1914. Læste til studentereksamen

1914-16. Askov 1922.

Forkortelsen SB = Statens Biblioteksskole.

NOTER

1. Optrykt s. 20-36 i: H. O.Lange. Udgivet af Danmarks Biblioteksforening i 50-
året for overbibliotekar Langes foredrag på det første almindelige danske bi-
blioteksmøde i Århus 1909. Under redaktion af Palle Birkelund og Robert
L.Hansen. 1959. 98 sider.

2. Erik Allerslev Jensen: »Til Bibliotekssagens Fremme«. Træk af Bibliotekstil-
synets virksomhed indtil 1970. 1985. 193 sider.

3. H. Hvenegaard Lassen: De danske folkebibliotekers historie 1876-1940. 1962.
353 sider.

4. Ved »Assistenter« forstod Hvenegaard professionelt arbejdende medarbejdere i
biblioteksfaget. Rangfølgen kan aflæses i det senere citerede indlæg af Jørgen
Banke om lønforhold. Fagligt uddannede medarbejdere i kontorfaget - og nuti-
dens yderligere uddannede biblioteksassistenter - hører en meget senere periode
til.

5. Folkebiblioteksstatistik 1987. Budgetter 1987, virksomhed 1986. Udg. af Bi-
bliotekstilsynet. 1987. 88 sider.

6. Marie Jensen (1896-1979), SB 1926, var vikar i Thisted 1922-23, siden i Esbjerg
og Struer, til hun blev bibliotekar i Slagelse 1926-68.

7. Den i sin tid kendte venstreredaktør fra Holbæk. En aktiv biblioteksforkæmper
og modstander af, hvad han anså for statslig centralisering i Bibliotekstilsynets
og Thomas Døssings virksomhed.

8. Dagny Mortensen (f. 1898), SB 1921, underbibliotekar i Esbjerg 1919, vandre-
bibliotekar i Ribe amt 1923, leder af biblioteket i Ribe 1923-68. Byrådsmedlem
1946-50.

9. I Nis Petersens digtsamling: Stykgods (1940) findes digtet »Til bogudlåner Kai-
mukke«, skrevet til vennen Henri Hansen.

1  Navnene på de personer, der skriver i vandrebogen, er kursiverede første gang, de nævnes i
artiklen. En samlet personfortegnelse med kortfattede biografiske oplysninger findes s. 114.