De militære biblioteker
og hærordningen af 1867
Af Marton de Hartyani
Indledning
For nogen tid siden blev min opmærksomhed henledt på, at et
udvalg i 1867 havde behandlet spørgsmålet om en sammenslutning
af Det kgl. Garnisonsbibliotek (KGB) med enten Det kgl. Bibliotek
(KB) eller Universitetsbiblioteket (UB). Dette blev som bekendt
ikke realiseret, men jeg satte mig for at undersøge baggrunden for
sagen nærmere.
Der er skrevet meget lidt om de militære biblioteker i Danmark
og mest i annalistisk form. Bortset fra oversigtsartikler i Håndbog i
Bibliotekskundskab og Nordisk håndbog i bibliotekskundskab er littera-
turen forfattet af militære, som gennemgående ikke har været ødsle
med brug af kilder. I Rigsarkivet er Hærens Arkiv nu en afdeling,
og her findes Krigsministeriets og de forskellige våbenarters (korps)
og militære institutioners arkiver. De rummer rige og uudnyttede
fonds - hvis man ellers har tid og tålmodighed til at finde rundt i det
sindrige krigsministerielle arkiveringssystem, men der er også me-
get store huller, hvad bibliotekerne angår.
Da jeg i efteråret 1985 havde samlet materialet til denne afhand-
ling, stødte jeg på jubilæumsskriftet Det kongelige Garnisonsbibliotek
gennem 200 år. 1785-1985, udgivet af KGB. Omfangsmæssigt er det
langt det største bidrag til KGB's historie, næsten 200 sider med et
Marton de Hartyani, forskningsbibliotekar. Det kgl. Bibliotek, Christians Brygge 8, 1219
København K.
meget smukt billedmateriale, delvis i farver. Det er i øvrigt gratis.
Med nogen spænding gennemgik jeg det med henblik på, om brø-
det nu var taget ud af munden på mig.
Som bibliotekshistoriker søger jeg snarere at spore de kræfter, der
er bestemmende for biblioteksudviklingen, end at skildre de ydre
begivenheder i disse institutioners historie. Typisk for den sidst-
nævnte metode er en passus i jubilæumsskriftet (s. 44): »Der skulle
således gå næsten 120 år inden hovedtankerne af det i 1841 fremsatte
forslag [om oprettelse af et militært centralbibliotek] blev ført ud i
livet«. Skriftet søger ikke at besvare det oplagte spørgsmål, hvorfor?
I det følgende har jeg et bud på, hvorfor det ikke skete i 1866-67, og
vil her give et generelt bud på, hvorfor det først blev en realitet i
1959: Manglende interesse for sagen i Krigsministeriet og institu-
tionsegoisme fra de enkelte våbenarters side: Vore biblioteker er vor
ejendom, og ingen skal foreskrive os, hvad vi skal købe, og hvad vi
skal opbevare, og navnlig ikke de andre våbenarter.
De militære biblioteker indtil 1867
De militære biblioteker i Danmark kan føres tilbage til 1700-tallet.
Det største, KGB, oprettedes i 1785, men både før og efter op-
rettedes flere specialbiblioteker, f.eks. under Artilleriet, Ingeniør-
korpset, Generalstaben og Den militære Højskole. I tidens løb op-
stod der også en række lokale garnisonsbiblioteker som en art
foreningsbiblioteker i tilknytning til officersklubberne. Bibliote-
kerne ressorterede naturligt nok under de militære myndigheder,
efter 1848 under Krigsministeriet. I det følgende koncentrerer frem-
stillingen sig om forholdet mellem KGB og våbenarternes specialbi-
blioteker.
Omkring 1860 rådede disse biblioteker tilsammen over ca. 26.000
bd., hvoraf dog en stor del forefandtes flere steder.1 KGB, som
rådede over hen ved 6.500 bd., hvoraf en del var erhvervet som
testamentariske gaver, havde en meget heterogen bogbestand. Den
ene halvdel var nærmest »civil Dannelses- og Kundskabslitteratur«,
hovedsagelig af »æsthetisk« og »historisk« karakter. Den anden
halvdel bestod af almindelig krigshistorie og militær litteratur, og
det fremhævedes, at en stor del af litteraturen var af ældre dato, og at
 |
|
Det kongelige Garnisonsbibliotek havde indtil 1860erne til huse i Giethuset, som |
der var »en Deel« inden for »Militair videnskab ens speciellere
Grene«, som man ikke havde, bestanden koncentrerede sig fortrins-
vis om infanteri- og kavalleri videnskab.2 Dette forhold kunne ikke
undre, idet de øvrige våbenarter jo havde deres specialbiblioteker.
Disse havde imidlertid også store huller i samlingerne, en kritiker
pegede på, at navnlig m.h.t. teknisk litteratur stod det sløjt til.3
Midlerne til bogkøb forekom ikke særlig store. Omkring 1860
havde KGB således et annuum på 1000 kr., hvoraf en mindre del gik
til driftsudgifter som indbinding og rengøring. De andre biblioteker
var ringere aflagt, men tilsammen rådede de dog over 4000 kr. årligt
til egentlige biblioteksopgaver.4
Personalet var militært, med officerer som bestyrere. I lighed med
en række andre militære institutioner var ledelsen af KGB en retræ-
tepost for en officer, der var trådt ud af linien. Chef fra 1851 var
oberst J.W. von Wickede, der beklædte posten til sin død i 1881, 93
år gammel. Det må antages, at der ingen mangel var på værneplig-
tige medhjælpere, og bibliotekerne var vistnok i mønsterværdig
orden.5
Reformklimaet
Junigrundlovens folkestyre var levende interesseret i administrative
reformer og rationaliseringer, ikke mindst med henblik på at lette
byrderne for skatteyderne, »ønsket om effektivitet, forenkling og
overskuelighed var en drivkraft«.6 Initiativet til disse tiltag kom i
begyndelsen fra nationalliberale og bondevenner i forening, men de
nationalliberales reformiver kølnedes med tiden, som de fik ind-
flydelse på regeringsapparatet.7
Det nyoprettede Ministerium for Kirke- og Undervisningsvæse-
net (Kultusministeriet) interesserede sig for KB's og UB's organisa-
tion og struktur med henblik på at få bibliotekerne koordineret og
formå dem til at samarbejde. Folketinget havde i 1850erne flere
debatter om biblioteksforhold, men det samlede resultat var ikke
imponerende, idet der hverken blev gennemført væsentlige ændrin-
ger eller besparelser.8
Med dette hændelsesforløb som udgangspunkt9 vil det af hensyn
til det følgende være formålstjenligt ud fra nogle administrations-
sociologiske teser at drage nogle konklusioner om muligheden for at
gennemføre reformer, in casu på bibliotekerne.
Som den administrerende myndighed er et ministerium inter-
esseret i, af politiske og økonomiske årsager, at dets institutioner
fungerer bedst muligt. En institution er normalt uinteresseret i re-
former, såfremt de fremkaldes af pres udefra, og navnlig hvis de
indebærer nedsat tryghed - taget i videste forstand - for institutio-
nens personale. Offentligheden - normalt defineret som benytterne
af institutionen, men også de folkevalgte repræsentanter for disse -
er derimod interesseret i institutionens størst mulige effektivitet
med mindst mulige omkostninger. Den centrale rolle i dette spil
tilfalder ministeriet, idet det må afveje flere hensyn. Når offent-
ligheden kræver reformer på en institution, kan det ikke umiddel-
bart modsætte sig et sådant krav, selv om institutionen bestemt
fraråder ændringer, p.g.a. risikoen for konfrontation med offent-
ligheden. På den anden side er det uhensigtsmæssigt, om det be-
ordrer institutionen til at indføre reformer, som kan befrygtes ikke
at blive administreret efter hensigten og muligvis vil medføre, at
institutionen fungerer dårligere end før. Derfor er det en historisk
erfaring, at overtalelse er ministeriets vigtigste påvirkningsmiddel
over for en institution, med bevillingerne til samme som både gu-
lerod og stok, alt efter moden overvejelse.
Ud fra disse teser undrer det ikke, at Kultusministeriet ikke kunne
formå KB og UB til et nærmere samarbejde, endsige sammen-
slutning, for ingen på disse biblioteker var interesserede i at gå ind
på ordninger, som de ikke følte, de fik fordele af, og som derfor
forekom dem som tilbageskridt. Der manglede en gulerod. Og
stokken kunne offentligheden - in casu Folketinget - ikke formå
ministeriet til at bruge. Det var der ikke flertal for. Det højeste, som
kunne opnås, var nogle ordninger, som bevarede ansigt hos de im-
plicerede parter, men derfor også stort set var hule. Man kunne
derfor som resultat af alle anstrengelserne henvise til, at der var
indført en delvis fagdeling og oprettet et organ til samarbejdet mel-
lem bibliotekerne.10 Der skulle gå mere end et halvt århundrede, før
disse myter offentligt blev sprængt.11
Disse mekanismer bag »ordningen« af fagdelingen har jeg frem-
draget, fordi de havde en direkte indvirkning på afgørelsen om de
militære bibliotekers fremtid i 1867. Jeg vil samtidig hævde, at mine
teser bidrager til at forklare, hvorfor det i lang tid var en uløselig
opgave at oprette et militært centralbibliotek, selv om der også før
1867 blev gjort flere forsøg i den retning.
Reformforsøgene
Det var fra benytterne, initiativet blev taget til reform af det mili-
tære biblioteksvæsen i form af en sammenlægning til et fælles mili-
tært centralbibliotek. Det første initiativ i 1841 kom fra en kreds af
officerer i form af et andragende til højstkommanderende, kongen.12
Motiveringen var, dengang som senere, da sagen på ny rejstes, at
der var væsentlige fordele - økonomiske for bibliotekerne, praktiske
for benytterne - ved en sammenlægning. I afslaget anførtes to argu-
menter, som også gik igen senere. Det ville være meget kostbart at
fremskaffe et lokale, som kunne rumme alle de bøger, og de enkelte
institutioner ville ikke gerne afstå deres bogsamlinger.13 Som følge
af sagen måtte bestyreren af KGB tage sin afsked.
Sagen blev taget op igen af kaptajn L. Fog i 1858.14 Han henviste
især til de mange dobbeltkøb og foreslog et militært centralbibliotek
med en række håndbiblioteker i stedet for specialbiblioteker under
sig, med en central styrelse til at fordele midlerne. Kaptajn
W. O. W. Lehmann sendte i 1859 et andragende derom til Krigsmini-
steriet, 15 som efter høring af bibliotekerne meddelte et afslag med
det yderligere argument, at specialbibliotekerne var gået imod den
anbefalede foranstaltnings udførelse, »om hvis retlige Tilstedelighed
der ... vilde kunne reises begrundede Tvivlsmaal«.16
Den tabte krig i 1864 blev anledning til en gennemgribende reor-
ganisering af det danske forsvar. Under den daværende forfatning
var Krigsministeriet et fællesanliggende for Danmark og Slesvig.
Derfor blev dets budget forhandlet af Rigsrådet, sidst reorganiseret
ved Novemberforfatningen 1863. I modsætning til Rigsdagen gjaldt
finanslovene her for to år ad gangen. Efter tabet af Slesvig var det
imidlertid kun et tidsspørgsmål, før en ny grundlov blev vedtaget,
hvorved Rigsrådet ville forsvinde og bevillingerne til Krigsmini-
steriet skulle gives af Rigsdagen.
I februar 1866 forhandledes Krigsministeriets budget i Rigsrådet,
og samtidig blev forsvarskommissionen nedsat.17 Så at sige hver en
stump af militærvæsenet blev gennemgået, kommissionen tog sig
mere af de overordnede rammer, Rigsrådet og efter juli 1866 Rigs-
dagen af detaillerne. Også sagen om de militære biblioteker blev
rejst. Spørgsmålet var da, om den folkevalgte offentlighed kunne
udrette mere end de officerer, der gennem de tjenstlige kanaler
havde løbet panden mod en mur.
Under budgetbehandlingen den 13. februar udtalte den nationalli-
berale Adolph Steen, at det var »en Uting«, at der var et særligt
bibliotek for hvert våben. Han fandt det korrektere at henlægge »det
Hele under Krigsministeriet og at begrændse det nøiagtigt til, hvad
der fordres«.18 Efter finansudvalgets behandling af sagen anførtes
det, at det var mindre økonomisk og »i det Hele mindre hensigts-
mæssigt, at der vedligeholdes saa mange militaire Bibliotheker«.
Man ønskede sagen taget under overvejelse, og som pression mod
ministeriet gaves bevillingen til de militære biblioteker kun for det
første år af budgetperioden.19
Finansudvalgets ordfører, den nationalliberale C. E. Fenger, var
samtidig medlem af forsvarskommissionen, hvilket gav hans moti-
vering af den manglende bevilling den 26. marts 1866 ekstra vægt.
Kun fordi finansudvalget manglede »Data«, overlod det ministeren
at stille forslag om at sammendrage bibliotekerne under de for-
skellige våben med KGB, sagde han, og derved antydede han også,
at sagen næppe ville blive rejst i forsvarsudvalget. Krigsminister
J. V. Neergaard tiltrådte ændringsforslaget uden kommentar, me-
dens V. Schøler, der nærmest var konservativ, kun betinget kunne
støtte en sammenlægning af bibliotekerne. Hans hovedærinde var at
muliggøre videnskabelige militære studier i provinsen, og han an-
modede indstændigt ministeren om at foreslå, at der blev »stillet en
ikke ringe Sum til Anskaffelse af Bøger til Garnisonsbibliothekerne i
Provindserne«.20
Rigsdagen fik med vedtagelsen af den gennemsete grundlov i juli
1866 Krigsministeriets budget for 1867/68 forelagt sammen med de
øvrige dele af finansloven. Det skete i oktober 1866. Her var be-
villingerne til de militære biblioteker optaget med et nogenlunde
uændret beløb. I anmærkningerne redegjorde ministeriet for de tid-
ligere forsøg på en sammenlægning og anførte som argument for at
bevare status quo, at den større decentralisering af militæret, som
ministeriet for tiden arbejdede på, ville »stille forøgede Fordringer
til en let Adgang til Erhvervelsen af... Kundskaber, og Ministeriet
har derfor ikke troet for Øieblikket at kunne gaa videre med Hensyn
til Indskrænkningen af de militaire Bibliotheker«.21
Ved denne argumentation vendte ministeriet faktisk sagen på ho-
vedet ved at pådutte forslagsstillerne helt andre motiver, end de i
virkeligheden havde. Formentlig foretog ministeriet denne manøvre
for ikke at desavouere sin egen afgørelse fra 1859 og den kgl. resolu-
tion af 1844. Finansudvalget gav dog ikke op, men vendte så også
for sit eget vedkommende sagen på hovedet. I betænkningen til
finansloven for 1867/68 var der ikke mere tale om sammenlægning
af de militære biblioteker, men udvalget pålagde ministeriet at un-
dersøge, om KGB ville »kunne sammendrages med et andet af vore
større offentlige Bibliotheker«. Ministeriet fik herved en frist til
næste finanslovsforslag til at afgøre sagen og tiltrådte i mellemtiden
de foreslåede bevillinger.22
Således kom sagen nu til at dreje sig om noget helt andet, end da
den blev rejst. Ingen af benytterne af de militære biblioteker havde
foreslået en sammenlægning af KGB med et civilt, offentligt bi-
bliotek, men nu var det blevet pålagt Krigsministeriet at undersøge
muligheden. Hændelsesforløbet kan ses som et godt eksempel på
det politiske ping-pong spil mellem rigsdag og ministerium, hvor
en sag under behandling kunne tage en helt uforudset og over-
raskende vending.
Denne »vistnok ikke vidtløftige Sag«,23 som Krigsministeren ka-
rakteriserede den, blev dog foreløbig stillet i bero, for i den på-
følgende periode arbejdede Krigsministeriet for højtryk. Først
skulle forsvarskommissionen afgive betænkning. Det skete i no-
vember 1866, uden at de militære biblioteker overhovedet blev
nævnt i den. Dernæst skulle de omfattende forslag udarbejdes i
lovform, som skulle vedtages af Rigsdagen. Endelig skulle lovene
snarest implementeres, for der var tale om dybtgående ændringer på
de fleste områder.24
Først den 5. august 1867, da der var knap to måneder, til finans-
lovsforslaget skulle forlægges Rigsdagen, fik krigsminister W. Raas-
løff tid til at skrive til Kultusministeriet om sagen. Han medgav, at
det var mindre hensigtsmæssigt at vedligeholde så mange militære
biblioteker, men det var »ikke hensigtsmæssigt for Øieblikket at
formindske ... [disses] Antal«, hvorfor finansudvalget havde pålagt
ham at undersøge en mulig sammenlægning af KGB med et større
offentligt bibliotek. Han bad Kultusministeriet nedsætte et udvalg af
embedsmænd fra KB og UB til at udtale sig om sagen inden måne-
dens udgang og meddelte, at han havde beordret kaptajn Emil Mad-
sen til at give udvalget de oplysninger, det måtte ønske.25
Sagen var næppe helt betydningsløs, siden kaptajn Madsen blev
sat på den. Madsen havde været sekretær i forsvarskommissionen,
hvor han givet har ydet sit bidrag til det hurtige resultat. Allerede
den 8. august tilskrev Kultusministeriet overbibliotekar Chr. Bruun,
KB, og underbibliotekar H. Gundorph, UB,26 om sagen. Disse
trådte i forbindelse med Madsen, og alle tre underskrev en betænk-
ning den 28. august.27
Udvalget var enigt om at afvise sammenlægningstanken, dels af
pladsmæssige og strukturelle årsager og dels af bibliotekstekniske.
KB omtaltes ikke, men udvalget argumenterede mod overfyldning
af UB. Dette havde faet en kraftig forøgelse af sin bogbestand ved
for nylig at have fået en række biblioteker under sig, sidst Det
Classenske Bibliotek. Derfor fandt man det ikke heldigt at udsætte
UB for nye, omfattende forandringer. Strukturelt ville der ved ind-
lemmelsen af KGB i KB eller UB ske et »stærkt Brud« af disse som
universalbiblioteker, fordi KGB ikke var »et universelt militairvi-
denskabeligt, men et meget specielt Bibliothek«, idet man henviste
til, at store dele af militærvidenskaben tilhørte specialbibliotekerne,
medens KGB kun besad en »Stump« af den. Dette bragte udvalget
ind på det bibliotekstekniske aspekt. Omkring halvdelen af KGB's
bogbestand måtte ved en sammenlægning med KB eller UB ud-
skilles som dubletter, nemlig så at sige hele den civile del samt nogle
af de krigshistoriske dele. Man tilføjede også, at det ville være van-
skeligt for et stort offentligt bibliotek at erhverve sig den ekspertise,
der behøvedes til anskaffelse af militær litteratur.
Det vægtigste argument imod en sammenslutning fandt udvalget
dog i et overordnet synspunkt. Man henviste til den fagdeling mel-
lem bibliotekerne, som »for ikke ret mange Aar siden« havde af-
stukket retningslinierne for bibliotekernes vækst. Man pegede på, at
der havde været enighed om at fremme udbygningen af en række
specialbiblioteker og standse den tilsvarende vækst af universal-
bibliotekerne inden for en række områder, der havde tilknytning til
en institution med et enkelt fag som speciale, for eksempel Den kgl.
Veterinær- og Landbohøjskole, Botanisk Have og Statistisk Bureau.
En sammenlægning af KGB med KB eller UB ville være stik imod
disse principper.
Som sin konklusion erklærede udvalget, at det ville være »det
Naturlige« at sammenslutte KGB med de øvrige militære bibliote-
ker til et stort universelt militært bibliotek.28
I sin stillingtagen til betænkningen noterede Kultusministeriets
referent den 30. august, at han netop havde nævnt det samme til en
lærer på Den militære Højskole, og departementschefen noterede
dagen efter, at det »formentlig [var] correckt at indskrænke sig til at
udtale sig mod Ophævelsen« enten i KB eller UB og ikke frem-
komme med forslag til en ordning, da det var Krigsministeriets sag.
I sin afsluttende skrivelse om sagen til Krigsministeriet den 4. sep-
tember udtalte Kultusministeriet, at det kunne »tiltræde, hvad i Be-
tænkningen er udtalt om de Ulemper, der vilde være forbundne
med« KGB's indlemmelse i KB eller UB.29
Krigsministeriet tog betænkningen til efterretning og trykte en
del af den i anmærkningerne til finanslovsforslaget for 1868/69.30
Udvalgets konklusion om den naturlige løsning af sagen blev om-
hyggeligt udeladt. Bevillingerne til de militære biblioteker gik glat
igennem Rigsdagen uden kommentarer fra de folkevalgtes side. Mi-
nisteriet havde således faet sin vilje i denne sag.
Konklusion
Sagen om oprettelsen af et militært centralbibliotek havde hermed
faet en afslutning, som indebar, at de militære bibliotekers ordning
en lang årrække fremover ikke søgtes ændret. Efter sagens forløb
kan der næppe herske tvivl om, at det var Krigsministeriets hold-
ning, som kom til at afgøre udfaldet. Det støttede tilsyneladende
uden forbehold specialbibliotekernes ulyst til at indskrænke sig og
underlægge sig en central bibliotekarisk myndighed. I praksis gik
ministeriet endnu videre og standsede på den måde al videre dis-
kussion om sagen.
V. Schølers indlæg den 26. marts 1866 til fordel for provinsens
militærfolk havde nemlig fundet gehør i Krigsministeriet. Fra fi-
nansåret 1868/69 var der nu opført 1800 kr. årligt på budgettet til
støtte for garnisonsbibliotekerne i provinsen, fordelt med 200 kr. til
hvert. Det var i og for sig et prisværdigt og logisk initiativ, fordi en
del af hæren som følge af forsvarslovene i 1867 blev forlagt til Fyn
og Jylland,31 hvorved en del af KGB's benyttere forlod København.
Bevillingen imødekom således en del af deres litteraturbehov. Gar-
nisonsbibliotekerne var imidlertid uafhængige af KGB, så der kan
næppe herske tvivl om, at der skete betydelige dobbeltanskaffelser.
En anden følge af forsvarslovene var, at der blev oprettet en
række nye militære institutioner med tilhørende biblioteker, som
Hærens Officersskole, Forplejningskorpset og Skydeskolen. Det
samlede resultat af den militære biblioteksdebat var altså en be-
tydelig forøgelse af antallet af biblioteker uden nogen form for ko-
ordinering. Hvis en koordinering af disse havde haft blot en smule
interesse i ministeriet, kunne man være begyndt med de nye bi-
blioteker, som var uden selvstændige traditioner, og her have efter-
prøvet, om en central biblioteksmæssig styring kunne udnytte be-
villingerne bedre og dermed stille mere litteratur til rådighed for
benytterne.
Det kan derfor konkluderes, at ministeriet bevidst undlod at af-
stikke retningslinier for sine bibliotekers virksomhed og derved
hæmmede en optimal udnyttelse af de samlede bevillinger. Det knap
5-cifrede beløb til biblioteker af et samlet budget på 7-8 millioner kr.
vejede ikke tungt nok til at bevæge Krigsministeriet til på længere
sigt at søge mere hensigtsmæssige løsninger.
NOTER
1. W. O. W. Lehmann: Om de militaire Bibliotheker i Kjøbenhavn. I: Tidsskrift
for Krigsvæsen. 1859. S. 315-16.
2. RA, Kultusministeriet, 3.kt., j.nr. L675/1867.
3. Lehmann. Anf. skr. S. 318-19.
4. L. Fog: Om de militaire Bibliotheker i Kjøbenhavn. I: Tidsskrift for Krigs-
væsen. 1858. S. 114.
5. KGB 1785-1985. S. 26.
6. V. Skovgaard-Petersen: Gyldendals Danmarks historie, bd. 5. 1985. S. 249.
7. Ssteds. S. 249-50.
8. S. 182-183 i M. de Hartyani: Det mærkværdige amfibium. I: Bibliotek for læ-
ger, bd. 174, suppl. 1. 1982. S. 181-228.
9. Ssteds, samt mere detailleret s. 412-423 i P. Birkelund: Universitetsbiblioteket
1729-1926. I: Københavns Universitet 1479-1979, bd. IV. 1980. S. 365-454.
10. Ssteds.
11. Hartyani. Anf. skr. S. 189-90.
12. KGB 1785-1985. S. 20.
13. Ssteds. S. 21.
14. Fog. Anf. skr. S. 113-16.
15. Lehmann. Anf. skr. S. 314-22.
16. Samme. S. 321-22. - KGB's positive indlæg for reformen vejede ikke tungt ved
ministeriets afgørelse. RA, HA, KG Correspondenceprotokol 30. juli 1859.
17. Johs. Nielsen: Genrejsningshåb og undergangsangst. Dansk forsvarspolitik
mellem 1864 og 1870 og folkestyrets første forsvarsordning. Odense 1979.
S.65-69.
18. Rigsraadstidende 1866. Sp. 179.
19. Samme. Tillæg A. Sp. 207.
20. Samme. Sp. 1391, 1409 og 1415-16.
21. Rigsdagstidende 1866/67. Tillæg A. Sp. 667-70.
22. Samme. Tillæg A. Sp.701.
23. RA, Kultusministeriet, 3.kt., j.nr. L675/1867.
24. Nielsen. Anf. skr. S. 69-124.
25. RA, Kultusministeriet, 3. kt., j.nr. L675/1867.
26. Ssteds. - Der var formentlig ikke tale om nogen bagtanke fra ministeriets side
ved ikke at beskikke UB's chef, P. G. Thorsen, som medlem af udvalget. I
ministeriets overvejelse den 6. august er Thorsens navn anført, men i skrivelsen
erstattet med Gundorphs, sandsynligvis fordi Thorsen var bortrejst, og sagen
hastede.
27. Ssteds.
28. Ssteds.
29. Ssteds.
30. Rigsdagstidende 1867/68. Tillæg A. Sp. 697-700.
31. Nielsen. Anf. skr. S. 112 og 122.