Forskningsbibliotekerne mellem to
kommissioner
Nogle træk i danske forskningsbibliotekers udvikling i de sidste 50 år, be-
lyst ved en sammenligning mellem Betænkning vedrørende Statens Biblio-
teksvæsen (1927) og Biblioteksbetænkningen 1979.
I forrige århundrede dækkede betegnelsen kommission de to syno-
nyme begreber i vort århundrede - udvalg og kommission. En
kommission nedsættes i dag som led i et lovforberedende arbejde,
medens et udvalg ikke behøver at have et så målrettet sigte. Begge
afslutter deres arbejde med en betænkning, som samler overvejel-
serne i en række forslag, men det er lovgiverne eller de administra-
tive myndigheder, der afgør, om forslagene føres ud i livet.
Kommissioners betydning er følgeligt varierende. Er deres tan-
ker i pagt med tiden, sætter de umiddelbare spor. Nogle betænk-
ninger bliver omgående fejet af bordet, fordi tankerne er for nye,
og først på et senere tidspunkt bliver de accepteret. Men hvis ingen
tager en kommissions overvejelser alvorligt, er arbejdet da forgæ-
ves? Jeg tror det ikke. Det kan aldrig skade at fa idealerne, målene,
defineret og opstillet. Alene denne proces vil styrke retningsli-
nierne, også fordi det er praktisk at have dem samlet, i hånden, i en
trykt betænkning.
Indenfor biblioteksområdet har vi på ca. 130 år haft tre store
betænkninger til at fastlægge retningslinierne. Er det meget? På den
Leif Thorsen, førstebibliotekar. Det kgl. Bibliotek, Christians Brygge 8, 1219 København K.
 |
|
For at komme op til indgangen til Universitetsbibliotekets bogsal over hvælvingerne i |
ene side kan man sige, at principperne må have været gode, siden
de har været så holdbare; på den anden side kan man også sige, at
vort område har været relativt betydningsløst, siden ingen ulejlige-
de sig med at foretage hyppigere justeringer for at løse de proble-
mer, som betænkningerne ofte pegede på var af gammel dato.
Selv om jeg her kun vil behandle 1927- og 1979-betænkningerne,
må jeg dog for kontinuitetens skyld begynde med at nævne nogle
træk fra betænkningen, som blev resultatet af den bibliotekskom-
mission, der nedsattes i 1848; blandt dens medlemmer var Det kgl.
Biblioteks og Universitetsbibliotekets ledere og repræsentanter fra
Det Classenske Bibliotek og Universitetet. I det referat af 1848-
kommissionens overvejelser, som findes i den første af de to be-
tænkninger, vi her skal behandle, træffer vi to problemer, som
siden, og i et mindre omfang også før, har været på forskningsbib-
liotekernes dagsorden: fagdelingen og det indbyrdes samarbejde
under en fælles ledelse. 1848-kommissionens betænkning, koncipe-
ret af Madvig som Universitetets bibliotekar, citeres i spørgsmålet
om fagdelingen: »... visse Videnskabsfag forudsættes i det hele hos
os at have et saa indskrænket Publikum, at det i dem ... kan være
tilstrækkeligt, at de alene vedligeholdes ved ét af de offentlige Bib-
lioteker ... Med Hensyn til saadanne Fag kunde da de andre Biblio-
teker efter Omstændighederne enten aldeles undlade Anskaffelse af
didhørende Skrifter eller indskrænke sig til enkelte Haandbøger og
Oversigtsværker eller hyppigere benyttede Kildeskrifter«. 1848-
kommissionen tillægger derefter Universitetsbiblioteket hovedop-
gaven medicin og naturhistorie, »... i det ringeste i zoologisk Ret-
ning«, fordi botanik hørte til det i 1752 oprettede Botanisk Haves
bibliotek. Landøkonomisk litteratur henvistes til Det Classenske
Bibliotek. Det kgl. Biblioteks rolle blev dobbelttydig; dels skulle
det fortsat være »det overveiende Hovedbibliotek«, dels skulle det i
sine anskaffelser indordne sig som et led i helheden. (1, s. 9)
Til løsning af spørgsmålet om et overordnet, koordinerende or-
gan, som skulle føre tilsyn med boganskaffelserne, nedsatte Mad-
vig, der var blevet kultusminister, en komité, den permanente ko-
mité. Den bestod af de tre ovennævnte bibliotekers ledere. Den
havde ingen synlig virkning. (1, s. 10) Så vidt det har kunnet efter-
spores, ser det ud til, at dens sidste møde afholdtes 1864, og fagde-
lingen blev heller ikke realiseret ad anden vej.
Opgaven for 1924-udvalget, Udvalget vedrørende Statens Biblio-
teksvæsen, bestod navnlig af to dele. For det første skulle det fast-
sætte retningslinier for landets dengang tre videnskabelige statsbib-
lioteker, Det kgl. Bibliotek (KB), Universitetsbiblioteket (UB) og
Statsbiblioteket (SB) i Århus, dels for forholdet mellem dem ind-
byrdes, dels for deres forhold til på den ene side folkebibliotekerne,
på den anden side special- og fagbibliotekerne og laboratoriebiblio-
tekerne ved universitetet. For det andet skulle udvalget se på samar-
bejdet om anskaffelser, på pligtaflevering, anvendelse af dubletter,
avisaflevering og kassation. (1, s. 1)
I betænkningens indledning gøres opmærksom på, at 1924-ud-
valget ikke har faet til opgave at foreslå besparelser på budgetterne.
På den anden side er udvalgets nedsættelse ingenlunde uden forbin-
delse med økonomiske overvejelser; vanskeligheder med hensyn til
plads, personale og annua tvinger udvalget til at vurdere, om det
enkelte bibliotek ved en aflastning på nogle områder kunne anven-
de kræfter på andre, således at man ved en nyordning kunne undgå
eller formindske krav om forhøjede annua. Rammerne skulle med
andre ord være uændrede, men der kunne ske omfordelinger inden
for disse. (1, s. 5)
Medlemmer af 1924-udvalget blev, som formand, undervis-
ningsministeriets departementschef K. Glahn, ved sin død i 1925
afløst af ministeriets nye chef, F. Graae og, blandt de ti øvrige
medlemmer, KB's, UB's og SB's chefer, hver med sin håndgangne
mand samt to repræsentanter for det nyligt oprettede Statens Bib-
liotekstilsyn, biblioteksdirektør Th. Døssing og biblioteksinspek-
tør Svend Dahl. (1, s. 1)
Bibliotekskommissionen af 1976 blev nedsat som et led i udform-
ningen af en national informations- og bibliotekspolitik og skulle
»stille forslag om de ændringer i dansk biblioteksvæsens målsæt-
ning og struktur, som er nødvendige for at de offentlige bibliote-
kers ressourcer både samfundsøkonomisk og kulturpolitisk kan an-
vendes så hensigtsmæssigt som muligt«. Kommissionen skulle des-
uden behandle spørgsmålet om de overordnede organer, som bør
indgå i det offentlige biblioteksvæsens struktur, herunder specielt i
relation til den centrale administration af folke- og forskningsbib-
lioteksvæsenet og forskningsbibliotekernes fremtidige struktur og
styrelse. En undersøgelse af samarbejdet mellem de forskellige bib-
liotekstyper, men også en drøftelse af den nødvendige grænsedrag-
ning mellem deres virkeområder og opgaver, indgik i kommisso-
riet. Endelig skulle 1976-kommissionen drøfte folkebibliotekernes
målsætning, struktur, økonomi og indkøbs- og kassationspolitik.
(2, s. 3)
I 1976-kommissionen sad, med departementschef O. Perch-
Nielsen som en fremragende formand, ialt 19 medlemmer, næsten
dobbelt så mange som i 1924-udvalget. Af professionelle biblio-
teksfolk var der ialt ni, blandt dem rigsbibliotekaren, overbibliote-
karen for SB og biblioteksdirektøren; fem af de øvrige var udpeget
af Danmarks Biblioteksforening (fire) og Bibliotekarforbundet
(en). Blandt resten af medlemmerne fandtes dels amts- og kommu-
nalpolitikere med organisatorisk tilknytning til biblioteksvæsenet,
først og fremmest gennem Danmarks Biblioteksforening, dels mi-
nisterielle repræsentanter. (2, s. 6) Jeg tør i øvrigt karakterisere
kommissionen som absolut biblioteksvenlig.
Bibliotekspolitiske betragtninger
Inden jeg går over til at behandle nogle konkrete forskningsbiblio-
teksfaglige områder, hvis udvikling jeg mener i særlig grad påkal-
der sig opmærksomheden, vil jeg fremlægge nogle bibliotekspoliti-
ske betragtninger over disse 50 års forløb.
Alene forskellen mellem de to betænkningers fysiske omfang
viser, hvor kompliceret en sag biblioteksvæsenet er blevet i forhold
til tidligere. Sammenligner vi kun de umiddelbart tilgængelige ak-
ter, ser vi, at 1924-udvalgets betænkning med bilag fylder ca. 250
sider, 1976-kommissionens ca. 375 sider; hertil kommer specialud-
valgenes betænkninger, som tilsammen når op på ca. 1140 sider,
ialt godt 1500 sider. Lægger vi dertil de knap 80 sider utrykt bilags-
materiale, som en kreds af forskningsbibliotekarer udsendte, kan vi
stille 250 sider op mod 1600. En signifikant forskel, selv når vi tager
i betragtning, at 1976-kommissionen behandlede folkebiblioteker-
ne mere indgående. Den omstændighed, at det i 1976 fandtes nød-
vendigt at bede henimod 150 mennesker fra biblioteksvæsenet og
beslægtede institutioner om at udarbejde de otte specialbetænknin-
ger, på hvilke hovedbetænkningen kom til at bygge, belyser også
mangfoldigheden ved arbejdet. Men mere end det, det belyser også
det politiske perspektiv, herunder nærdemokratiets krav.
Dog først: hvoraf kommer nu denne kompleksitet? Svaret er
kendt og kan derfor kort begrundes i de sidste årtiers viden-vækst
og øgede krav til uddannelse, som nu også omfatter mange flere
end tidligere; bibliotekerne har skullet forsøge at følge dette op.
Det er i første række lykkedes for folkebibliotekerne, som har haft
større politisk opbakning end forskningsbibliotekerne; i og om-
kring folkebibliotekernes virke finder vi derfor navnlig væksten og
dermed det sammensatte. Vi finder det også, som anført, i forsk-
ningsbibliotekernes virksomhed, også de er jo vokset de sidste 10-
15 år. For begge sektorers vedkommende ville tal for økonomi,
personale og udlån kunne illustrere denne udvikling.
Jeg mener, at årsagen til, at så mange beskæftigede sig med
forskningsbibliotekerne i forbindelse med 1976-kommissionen og
de mange sider om dem, mindre skal søges i ønsket om oversigt
over et komplekst og voksende område, oprustning af det og kurs-
lægning end i ønsket om ændrede styringsformer og arbejdsmeto-
der. Her lå den egentlige interesse hos 1976-kommissionen for
forskningsbibliotekerne; interessen var politisk i egentlig forstand.
Hermed forlader vi betragtningerne over kompleksiteten og går
over til det bibliotekspolitiske perspektiv.
Den politiske interesse
Lad mig i den henseende først betragte 1924-udvalgets nedsættelse.
Hartyani har behandlet departementschef Glahns overvejelser over
eventuelle udvalgsmedlemmer og deres kvalifikationer, som for
øvrigt efter Glahns mening skulle bære præg af reformvenlighed.
Det var Glahn, der afgjorde sagen uden anden nævneværdig debat
end den, der foregik i hans hoved. Den eneste politiker, der var
inddraget i sagen, var ministeren, der jo havde det sidste ord. (6,
s. 79)
Ganske anderledes i 1976. Der var særdeles megen diskussion
omkring udpegningen af hovedkommissionens medlemmer, frem-
kaldt af Danmarks Biblioteksforenings ønske om stort set alene at
præge kommissionsarbejdet. Foreningens iver, og dermed karakte-
riserer jeg også den politiske iver, opstod for folkebibliotekernes
vedkommende dels af interesse for og opmærksomhed mod en
institution, der kulturelt følte sig friere og vejede tungere end før,
dels fordi tyngden efterhånden også var af økonomisk art.
For forskningsbibliotekernes vedkommende gjaldt det som
ovenfor nævnt fælles arbejdsmetoder, herunder rationalisering, og
administrativ og anden form for fællesskab med folkebibliotekssek-
toren.
Selv om det falder lidt uden for rammerne, kan jeg som medlem
af 1976-kommissionen ikke lade være med at nævne en iagttagelse,
jeg gjorde om politikernes arbejde med forskningsbiblioteksprob-
lemer i kommissionen. De havde alle, gennem deres beskæftigelse
med de kommunale folkebiblioteker, så at sige fået biblioteksvæse-
net i kroppen, de havde lært at håndtere en sådan ting, desværre
sommetider med en manglende forståelse for, at de indlærte greb
ikke altid kunne anvendes over for forskningsbibliotekerne. Her-
med er politikernes indsats i kommissionsarbejdet i øvrigt ikke
karakteriseret fuldt ud. Det er min mening, at de gjorde en god
indsats, mest på folkebibliotekssiden. Her viste de progressivitet,
omend af forskellig grad. Uden at forklejne andre vil jeg især frem-
hæve R. Lysholt Hansens og Thorkild Simonsens engagement.
Der er endnu to i en bredere forstand politisk betonede træk i
forskningsbibliotekernes udvikling mellem de to kommissioner,
som jeg vil omtale inden de mere håndgribeligt faglige.
I 1924-udvalget tænkte naturligvis ingen på biblioteksudvalg,
som de kendes i styrelsesloven af 1973 §10, hvor repræsentanter for
personalet og for såvel interne som eksterne brugere har indflydelse
på udarbejdelsen af de berørte forskningsbibliotekers budgetfor-
slag, deres indkøbspolitik og fordelingen af bøger mellem lærean-
staltens hovedbibliotek og institutbibliotekerne. En konsekvens af
disse biblioteksudvalg er 1976-kommissionens flertals forslag om at
udvide deres antal til at gælde alle forskningsbiblioteker, der betje-
ner en højere uddannelsesinstitution, og at udvide deres kompeten-
ce til også at omfatte indsigt med opslag og ansøgere til forsk-
ningsbibliotekarstillinger, med ændringer i publikumsbetjeningen
og til at sikre, at der gennemføres vejledning i biblioteksbenyttelse.
(2, s. 101) Den autoritære ledelsesform, som i sin tid var en selvføl-
ge, lakker nu mod enden. Her spiller både kompleksiteten, som gør
det umuligt for en enkelt at styre alt, og den politiske interesse, i
dette tilfælde navnlig placeret hos medarbejderne, ind.
Det andet træk er dette: Forskningsbibliotekernes opgave har
altid været at indsamle, opbevare og formidle. Formidlingsproces-
sen er i dag trådt stærkere i forgrunden. Fra ret passive samlinger
har de nu udviklet sig til aktive informationscentre. De henvender
sig ikke blot til specialister og forskere, der søger speciel litteratur,
men i dag mere end tidligere til mennesker med mange forskellige
uddannelser og meget forskellige behov for viden og information,
som 1976-kommissionen bemærker. (2, s. 22) Derfor har vi også i
de sidste årtier set pr-afdelinger dukke frem, på KB i 1965, i SB
1972. (2, s. 95) Det nye i dette udadvendte træk i forskningsbiblio-
tekernes historie må dog i sandhedens interesse reduceres en smule:
ved UB's indvielse i salen over Trinitatis kirke i 1657, som bivåne-
des af Frederik 3., åbnedes ved et sindrigt maskineri på én gang de
øverste døre i bogskabene, hvorved biblioteket i ét syn præsentere-
des for publikum! (7, s. 334)
Jeg går nu over til de mere håndgribelige faglige emner - idet jeg
erkender, at grænsen kan være vanskelig og forekomme kunstig at
drage. Det ses alene af de to første emner, jeg vil behandle.
Fællesdirektorat for folke- og forskningsbiblioteker
Samarbejdet med folkebibliotekerne har udviklet sig stærkt i den
mellemliggende periode. Også det formaliserede; i 1965 etableredes
Fællesudvalget for Folke- og Forskningsbiblioteker. I 1977 gik der
fra finansudvalget til forskningsbibliotekerne en større bevilling til
edb-arbejde på betingelse af samarbejde på dette felt med folkebib-
liotekerne. Uden i øvrigt at komme nærmere ind derpå må også
nævnes det samarbejde mellem de to bibliotekssektorer og med
skolebibliotekerne, der finder sted i Bibliotekscentralen og til dels i
Indbindingscentralen. Allerede 1924-udvalget skriver, at nok kan
man tale om to hovedområder, men grænserne er i høj grad flyden-
de. »Hvor trækker man i det enkelte Tilfælde den bestemte Grænse
mellem Videnskab og Oplysning, mellem videnskabelig Litteratur
og Oplysningslitteratur«? (1, s. 20) Udvalget »finder det derfor
indlysende, at Opgaven maa være ud fra Enhedssynspunktet at
fastsætte de enkelte Faktorers, de enkelte Bibliotekers og Biblio-
tekstypers Plads inden for Systemet... og at foreslaa de nødvendige
Foranstaltninger til Sikring af det gensidige Samarbejde ...« (1,
s. 21) Helhedsbiblioteksvæsenet, men i det tætte og formaliserede
samarbejdes form. Denne holdning bekræftes andetsteds i betænk-
ningen, hvor kommissionen finder det rigtigst at opretholde den
administrative adskillelse mellem statslige og kommunale bibliote-
ker. Den skriver: »Trods den Enhed indenfor hele det offentlige
Biblioteksvæsen, som allerede eksisterer og som Udvalget tillæg-
ger den allerstørste Værdi, ville der nemlig nødvendigvis til Be-
handling i et Fællesorgan komme til at foreligge en Mængde
Spørgsmaal af saa speciel Interesse for Biblioteker af henholdsvis
den ene og den anden Gruppe, at det, om end de efter deres Karak-
ter bør behandles som Fællessager for den paagældende Gruppe,
vilde være ganske hensigtsløst at behandle dem som Fællesanlig-
gende i et Organ, omfattende begge Grupper.« (1, s. 167)
I 1976-kommissionen tog flertallet, med de principielt samme
argumenter som i 1924, konsekvensen af disse og foreslog samar-
bejdet udvidet til integration. Som et nyt argument omtaler 1976-
kommissionen dog, at den generelle samfundsudvikling i mange
henseender har bevirket en udviskning af skarpe konturer; det gæl-
der bl.a. fagområder og uddannelsesgrupper, som danner forud-
sætninger for bibliotekernes virksomhed og deres hidtidige indde-
ling i bibliotekstyper. Kommissionen peger på, at nyere forsk-
ningsbiblioteker ved deres lokaleindretning med åbne hylder og
med deres indkøb af flere eksemplarer af den samme titel i et vist
omfang ligner store folkebiblioteker. »Man kan derfor rejse det
generelle spørgsmål, om der stadig kan påvises væsentlige forskelle
imellem bibliotekstyper, og om der bør tilstræbes en afgrænsning
af de forskellige bibliotekers opgaver«. (2, s. 20)
Fælles styrelse af forskningsbibliotekerne
Allerede i 1842 i Københavns Universitets årbog udtalte Madvig
som universitetsbibliotekar sig for det hensigtsmæssige i, at UB og
KB koordinerede deres køb af store og kostbare værker: »... men
endnu bedre var det, om disse Institutter stode under samme over-
ordnede Auctoritet, uden hvilket hiint ikke let vilde blive stadig
Vedtægt«. (3, s. 412)
1924-udvalget foreslog oprettelsen af et fællesorgan for forsk-
ningsbibliotekerne: Fællesraadet for de videnskabelige Biblioteker
under Undervisningsministeriet. Det skulle rådgive ministeren og
fungere som forum for samarbejdet mellem bibliotekerne; men det
skulle ikke fungere som overledelse af samtlige biblioteker, f.eks.
skulle de enkelte bibliotekers budgetter ikke forelægges rådet. Det
var i det hele taget ikke hensigten at gøre indgreb i bibliotekernes
selvstyre ud over, hvad der var nødvendigt for samarbejdet. (1,
s. 168 og 4, s. 17)
I sin artikel om betænkningen i Bogens Verden er Københavns
stadsbibliotekar, Jens Aarsbo, meget skuffet over kommissionens
manglende evne til at finde, hvad han kalder en moderne løsning på
problemet vedrørende organisation og administration af statens
biblioteksvæsen, nemlig en personlig, kontrollerende centralmyn-
dighed, jævnstillet med statens tilsyn med folkebibliotekerne. Han
harcellerer over kommissionens bemærkninger, som efter hans me-
ning er »til Gunst for Separatisme og institutionelt Selvstyre«, og
kalder det foreslåede fællesråd en inkompetent myndighed. (8,
s. 29) Aarsbo fik ret. Fællesrådet etableredes, men efter 1931 findes
ikke flere indførelser i forhandlingsprotokollen. (4, s. 19) Rådet
døde endda efter færre års virke, end tilfældet havde været for det
fællesorgan, som 1848-kommissionen skabte.
I 1943 indførtes et noget anderledes fællesorgan ved oprettelsen
af Rigsbibliotekarembedet, og samordningsbestræbelserne blev
yderligere styrket i 1970, da Forskningsbibliotekernes Fællesråd så
dagens lys. Ingen af de to institutioner har dog formel myndighed
over forskningsbibliotekerne; først 1976-kommissionen vovede at
tage det afgørende skridt og foreslå oprettelsen af en egentlig forsk-
ningsbiblioteksstyrelse med den madvigske Auctoritet. Jeg tror, at
blandt årsagerne til 1976-kommissionens beslutning findes én, som
dog overvejende må henvises til det generelle politiske område og
som vejer tungt: vi lever og virker i et samfund, som på en helt
anden måde end i 1924 er præget af krav om lønsomhed, effektivi-
tet og planlægning. Det kræver styring på mange planer.
Statsbiblioteket
1976-udvalget anvendte knap én side specielt på SB, 1924-kommis-
sionen skrev 30. Bølgerne gik højt dengang og havde gjort det i
flere år om SB's forhold til et eventuelt kommende universitet i
Århus og til folkebibliotekerne. Hvor skulle hovedvægten lægges?
1924-udvalgets flertal lagde den på SB's funktion som overcentral
for folkebibliotekerne, men lod dog en mulighed stå åben for visse
forskningsbiblioteksfunktioner. (1, s. 68) Altså overcentral først og
forskningsbibliotek så. 1976-kommissionen konstaterer, at over-
centralfunktionen i praksis nu først og fremmest baseres på udnyt-
telse af den alligevel til universitetsformål forhåndenværende bog-
bestand, og at varetagelsen af denne særlige funktion ikke længere
er et spørgsmål om anskaffelsespolitik, men om udlåns- og forsen-
delsesekspertise. (2, s. 127) Altså forskningsbibliotek først og over-
central så.
Efter at ideen om oprettelse af et stort bibliotek i provinsen op-
stod hos Chr. Bruun ved Christiansborg Slots brand i 1884, som
truede hans bibliotek i det nuværende rigsarkivs lokaler, synes SB
omsider at have fundet sin plads i dansk biblioteksvæsen. Den plads
som mindretallet i 1924-udvalget, SB's egne repræsentanter, anvi-
ste det, støttet af 77 videnskabsmænd og andre interesserede, for-
trinsvis fra provinsen.
Fagdelingen
Specialbibliotekerne er af gammel dato, således grundlagdes 1728
Astronomisk Observatoriums bibliotek, 1752 Botanisk Central-
bibliotek, 1755 Artilleriets bibliotek, 1758 Kunstakademiets. Så
fulgte etableringen af Marinens bibliotek, senere Hærstabens bib-
liotek, i 1783 veterinær- og landbrugsbiblioteket. (3, s. 396-397)
Gennem de mange år siden har andre specialbiblioteker set dagens
lys; udveksling af litteratur har skabt sådanne eller trukket grænser-
ne op mellem de eksisterende.
Derimod er fagdelingsprincippet af betydelig yngre dato. 1848-
betænkningen var kun et tilløb, og den i 1918 stedfundne udveks-
ling af jura og medicin mellem KB og UB et isoleret fænomen; der
eksisterede ingen faste grænser for bibliotekernes samlerlyst. Dette
forhold medførte bl.a., at publikum i mange tilfælde ikke vidste,
hvor en bestemt bog skulle søges.
Derfor fandt 1924-udvalget at måtte tage sagen om den uden-
landske litteraturs fordeling op til grundig behandling. Det fik in-
den for dette område måske sin største betydning. Adskillige bib-
lioteker fik i de følgende år tillagt den dobbelte forpligtelse at fun-
gere som en bestemt læreanstalts eller forskningsinstitutions biblio-
tek og som fagligt hovedbibliotek på landsplan. Udvalget tilsigtede
»... bl.a. gennem fastere Afgrænsning end hidtil af de enkelte Bib-
liotekers Opgaver og Virkefelt at gøre det lettere for det biblioteks-
søgende Publikum at skønne om, i hvilket Bibliotek en bestemt
Bog eller Bøger indenfor et bestemt Fag skal søges«. (1, s. 145)
Diskussionen koncentrerede sig om KB og UB. Det bedste,
skrev udvalget, ville være, hvis den mulighed forelå at skabe ét
universalbibliotek som hovedbibliotek med de dertil hørende fag-
og institutionsbiblioteker. Derved ville man undgå vanskeligheder
ved, at mange fag på visse områder griber ind i hinanden, og unød-
vendige dobbeltkøb ville være udelukkede. Tanken om at skabe et
sådant universalbibliotek ved at sammenlægge KB og UB havde da
også været fremme flere gange, sidst i 1904 i forbindelse med et
forslag om opførelse af en tilbygning til universitetsbiblioteket,
men var hver gang blevet afvist af praktisk betonede årsager. (1,
s. 23) Universalbibliotekstanken kunne dog, mente 1924-udvalget,
i praksis nærme sig sin realisering ved at fjerne de to bibliotekers
opgaver så meget fra hinanden som muligt: »... med andre ord, at
de to Biblioteker bliver som to Afdelinger af eet stort videnskabe-
ligt Bibliotek, hvilke hver for sine Fag virker ogsaa som Universi-
tetsbibliotek«. Udvalget foreslår konkret, at den udenlandske litte-
ratur fordeles mellem de to biblioteker, således at KB overtager de
humanistiske fag og UB medicin, matematik og naturvidenskab.
(1, s. 26)
1976-kommissionen konstaterer først 1924-udvalgets afgørende
rolle i denne sag. Dernæst at fagdelingen siden da har krævet revisi-
oner, når der opstod tvivl om grænsedragning mellem fagene eller
nye fag skulle indplaceres; desuden at Rigsbibliotekarembedet uan-
set mangel på formel myndighed har forestået sådanne revisioner.
Kommissionens flertal mener, at uanset fremtidige nødvendige re-
visioner, foretaget af en central myndighed på forskningsbiblio-
teksområdet, bør strukturen med en vis fordeling af anskaffelsesan-
svaret på landsplan fastholdes. (2, s. 93) Måske er 1976-kommissio-
nen lidt blødere i sin formulering end forgængeren, hvilket nok
bunder i bedre økonomi i 1976 end i 1924, idet den anbefaler, at
eksistensen af et hovedfagbibliotek for hvert fagområde ikke skal
forhindre andre biblioteker i at anskaffe faglitteratur og etablere de
dokumentationstjenester, som et lokalt behov berettiger til. »Status
som nationalt hovedfagbibliotek betyder en forpligtelse og skal
ikke betragtes som et privilegium«. (2, s. 93)
Forud for behandlingen af fagdelingsproblematikken foreslår
1976-kommissionen, at centralbiblioteket i hvert amt skal tage ini-
tiativ til efter behov at oprette kontaktudvalg for alle et amts biblio-
teker, herunder forskningsbibliotekerne, for bl.a. at organisere ind-
købskoordinering. (2, s. 62) Naturligt nok gentages tanken under
kommissionens behandling af fagdeling; den gør dog her tillige
opmærksom på, hvor vanskeligt det vil være for forskningsbiblio-
tekerne at indgå i et sådant amts vist samarbejde, fordi amterne ikke
i alle tilfælde danner rimelige rammer om en indkøbskoordinering.
Måske kunne man, spørger kommissionen, inddele i andre passen-
de regioner; en central instans for biblioteksvæsenet måtte i tilfælde
af, at denne nye tanke om fagdeling skulle føres ud i livet, se herpå.
(2, s. 92)
Institutbiblioteker
Det kan undre, at 1924-udvalget ikke i højere grad beskæftigede sig
med institutbibliotekerne, eller laboratoriebibliotekerne, som den-
gang var den bibliotekstype, som kommer dem nærmest. De næv-
nes nu og da i forbindelse med andre problemer, men de trænger
sig ikke på. De var ellers kommet ganske stærkt ind i biblioteksde-
batten en halv snes år før og voksede i de følgende. I 1911 udsendte
bibliotekar ved KB, A. A. Bjørnbo, en pjece, hvori han påviste, at
boganskaffelser i de offentlige forskningsbiblioteker, hvilket han
havde føling med som redaktør af accessionskatalogen, var præget
af så stor planløshed, at op imod en trediedel af statens bogkøb var
dobbeltkøb. Navnlig angreb han UB for at købe det samme som
KB. (5, s. 189-190) Dets leder, Sofus Larsen, tog til genmæle; han
foreholdt Bjørnbo, at han ikke skelnede skarpt mellem de offentlige
bibliotekers anskaffelser og anskaffelserne til de bogsamlinger, der
var opstået ved universitetets humanistiske, teologiske og sam-
fundsvidenskabelige institutter. (5, s. 190) Litteraturen her måtte, i
modsætning til det offentlige universitetsbiblioteks, altid være til
 |
|
Læsesalen i Det kgl. Bibliotek, siden 1927 Københavns Universitets hovedbibliotek for |
rådighed for de lærere og studerende, som underviste og studerede
i de pågældende institutter. Den samme bogs ene eksemplar havde
således ét formål i et institutbibliotek, det andet eksemplar et andet
formål i universitetsbiblioteket.
Problemet om de to bibliotekstypers anskaffelser, tilgængelighe-
den af deres bogbestande og deres indbyrdes forhold i det hele taget
blev også i de nu følgende år mere og mere påtrængende, fordi
fagenes vækst betød en forøgelse af institutternes antal.
1976-kommissionen må konstatere, at trods mængden af insti-
tutbiblioteker og omfanget af deres litteraturanskaffelser har der
ikke været faste retningslinier for deres oprettelse og drift, ej heller
for deres forhold indbyrdes eller til uddannelsesinstitutionernes ho-
vedbiblioteker. (2, s. 99) En sammenligning, foretaget afkommis-
sionen, viste, at for Københavns Universitets vedkommende svare-
de de teologiske, samfundsvidenskabelige og humanistiske fakulte-
ters institutbibliotekers udgifter i 1975/76 til indkøb og indbinding
til 32,3% af KB's og UB's 1. afdelings (i 1960: 10,9%), de læge- og
naturvidenskabelige institutbibliotekers udgifter til disse poster til
71,8% af UB 2's. Institutbibliotekernes antal er, bemærker kom-
missionen, fordoblet siden 1960, og deres ressourceforbrug er i
forhold til de tre hovedbiblioteker tredoblet. (2, s. 87) Enkelte insti-
tutbiblioteker er vokset i en sådan grad i løbet af det seneste tiår, at
de overgår de offentlige bibliotekers samlinger på det pågældende
fagområde. (2, s. 137) Årsagerne til denne vækst søger kommissio-
nen i historiske og geografiske forhold på læreanstalter og hoved-
biblioteker. Navnlig hovedbibliotekernes lokale- og bevillingsfor-
hold har spillet afgørende ind; et hovedbiblioteks ringe servicemu-
ligheder søges der kompensation for gennem oprettelse af store
institutbiblioteker. (2, s. 99)
1976-kommissionen tog hele denne sag meget alvorligt. Den
ustyrede vækst faldt stærkt i øjnene hos alle medlemmer, men for
specielt politikerne var det vigtigt at slå fast, at nok var institutbib-
lioteker og andre lignende biblioteker indenfor uddannelsessekto-
ren ikke fuldt offentligt tilgængelige, men de måtte »være forpligtet
til gennem de offentlige biblioteker at stille sig til rådighed for
bibliotekernes indbyrdes lånevirksomhed, dersom de rummer bø-
ger, som ikke findes i det offentlige biblioteksvæsen. Deres samlin-
ger skal derfor være registreret i trykte eller på anden måde let
tilgængelige fælleskataloger. Man kunne således også betegne den-
ne bibliotekstype som de indirekte offentligt tilgængelige bibliote-
ker«. (2, s. 27)
At styre disse institutbiblioteker, erkendte kommissionen, var en
vanskelig sag. En bevillingsmæssig koordinering mellem institut-
biblioteker og hovedbibliotek veg man uden om, fordi det ville
forudsætte et brud i institutternes rammebudgetter, hvis deres bib-
lioteksposter skulle udskilles; institutternes tilpasning til forsk-
ningens og den højere undervisnings udvikling ville blive vanske-
liggjort. Den nødvendige koordinering mellem institutbiblioteker
og hovedbibliotek burde finde sted som et led i det generelle sam-
arbejde med den pågældende uddannelsesinstitution, som de af
kommissionens flertal (2, s. 101) foreslåede biblioteksudvalg kunne
danne rammen om. (2, s. 99)
Foruden at fastsætte retningslinier for fordelingen af litteratur
skulle biblioteksudvalgene afgive udtalelser til det kommende bib-
lioteksdirektorat om institutbibliotekernes budget og regnskab
vedrørende bogkøb. Direktoratet skulle i øvrigt udarbejde generel-
le retningslinier for den tættest mulige samordning mellem institut-
biblioteker og hovedbibliotek angående anskaffelser, katalogise-
ring, udlån, kassation m.v. (2, s. 137)
Pligtaflevering
Jeg tillader mig igen at anvende den nok ikke helt korrekte sam-
menligningsmetode at illustrere forskellen på et emnes behandling
ved at angive forskellen i sideantal og noterer, at mens 1924-udval-
get diskuterer spørgsmålet om pligtaflevering og rekvisitionsret
over ca. 40 sider, bruger 1976-kommissionen godt en halv; på den
foreslår den, at pligtafleveringen, i lighed med hvad der er sket i
Sverige, udvides til også at omfatte materiale, der fremstilles i an-
den teknik end bogtryk, og til de forskellige former for ikke-bog-
ligt informationsbærende materiale. (2, s. 119)
1924-udvalget giver først en fremstilling af pligtafleveringens
noget forvirrede udvikling i Danmark, dernæst en oversigt over
dens daværende omfang og gennemførelse og afslutter med et ud-
førligt udarbejdet forslag til lov og bekendtgørelse om pligtafleve-
ring. (1, s. 70) Selv om en afgrundene til at nedsætte 1924-udvalget
lå i nogle problemer omkring pligtafleveringen, vil det alligevel her
føre for vidt at redegøre for udvalgets behandling af den. Jeg nøjes
med, med 1976-kommissionens lakoniske behandling af sagen in
mente, at konstatere, at den nugældende pligtafleveringslov, det
eneste udtryk for 1924-udvalgets arbejde i lovform, stort set har
stået sin prøve i de 50 år, der her behandles. Dog tilføjer jeg to ting:
Rekvisitionsretten, beføjelsen for et bibliotek til hos forlægger eller
bogtrykker gratis at rekvirere de tryksager, som det måtte finde
fornødent, behandles indgående for første gang i dansk biblioteks-
historie i 1924-udvalgets betænkning. Udvalget henviser til, at en
sådan fremgangsmåde i mange år har været praktiseret i England,
hvor der kun findes fuldstændig pligtaflevering til British Museum
Library. (1, ^s. 83) Desuden kan vi lægge mærke til, at 1924-udval-
get ingen grund fandt til at sætte spørgsmålstegn ved pligtafleverin-
gens og rekvisitionsrettens princip, d.v.s. rimeligheden af at pålæg-
ge forlæggerne denne økonomiske byrde. For det, som for biblio-
teksverdenen i dag, var det blot en sag om afleveringens teknik;
udvalget siger, at det for et forlag kun kan betyde meget lidt blandt
de mange andre frieksemplarer, der udsendes, også at ekspedere et
eller to til nogle biblioteker. (1, s. 84) Men heller ikke dengang var
forlæggerne dog enige i den betragtning.
Depot og kassation
Jeg tilstår, at den følgende omtale af forskningsbibliotekernes kas-
sations- og depotproblemers behandling i de to organer falder lidt
uden for den hidtil fulgte linie i og med, at jeg må konstatere, at der
ingen synderlig forskel er på behandlingen af disse emner, hvilket
skulle indicere, at der her ingen udvikling har været i de 50 år. Som
enhver ved, er det langt fra tilfældet. Det blev påvist af ét af 1976-
kommissionens specialudvalg, uden at det gjorde tilstrækkeligt
indtryk på kommissionen. Den omtaler kun i en enkelt sætning
kassationsproblemet (2, s. 123) og er i det hele taget lidt afvisende
over for oprettelsen af et fælles depotbibliotek for forskningsbiblio-
tekerne. Det vil, siger den, principielt være en ulempe, fordi et
hovedfagbiblioteks bogbestand er en afrundet helhed, som bør væ-
re samlet; det er ressourcekrævende og medfører forringet service
at splitte en bogbestand ad. Pladshensyn kan dog nødvendiggøre
etableringen af et fællesmagasin, måske i samarbejde med folkebib-
liotekernes depotbibliotek, til opbevaring af visse ældre tidsskrift-
rækker og disputatser. Kommissionen ender med at anbefale en
nærmere undersøgelse af spørgsmålet. (2, s. 123)
1924-udvalget er trods alt mere positivt over for tanken om et
depotbibliotek. I de tilfælde hvor der findes litteratur i et bibliotek,
som praktisk taget aldrig benyttes, men som det på den anden side
vil være betænkeligt at kassere, mener det, at det er naturligt at gøre
som enkelte store biblioteker i udlandet allerede gør: at magasinere
sådan litteratur i et depot, hvorfra en bog vil kunne hentes med en å
to dages varsel. Et sådant depotbibliotek bør ikke nødvendigvis
ligge i København; udvalget henleder opmærksomheden på Ny-
borg Slot eller magasinbygningen ved Korsør. (1, s. 152)
Også kassationsspørgsmålet var mod forventning mere nærvæ-
rende for 1924-udvalget end for dets efterfølger, men interessen for
dette tekniske spørgsmål skyldtes naturligvis politisk uvilje mod at
bevilge penge til nybyggeri og udvidelser. (5, s. 217 og 6, s. 79)
Udvalget siger direkte, at der er tilfælde, hvor man ikke bør vige
tilbage for kassation. Endog salg af forældet litteratur nævnes, en
udvej som end ikke strejfede 1976-kommissionen, men som i øv-
rigt ikke er et ukendt fænomen i dansk bibliotekshistorie. UB's
leder, Thomas Bartholin, foranstaltede i 1675 en stor auktion, hvor
han ikke blot skaffede sig af med dubletter, men også andet uønsket
materiale. Auktionen over de ialt 3000 numre indbragte 650 rigsda-
ler, nok til en bibliotekars løn i over 5 år. (7, s. 347) 1924-udvalget
bemærker dog, at salg som regel ikke vil indbringe så meget, at det
kan betale sig at arrangere det, men tilføjer, at der måske ved den af
udvalget anbefalede udveksling mellem KB og UB vil fremkomme
dubletter af serier og enkeltværker, som med fordel vil kunne sæl-
ges i stedet for at anbringes i depot. (1, s. 152)
I modsætning til 1979-betænkningen var 1924-udvalgets betænk-
ning genstand for omtale i adskillige blade i provins og hovedstad,
hvis fremstillinger, som Bogens Verden noterede i 1927, endog i
usædvanlig grad stod i et besynderligt misforhold til betænknin-
gens faktiske indhold. I Bogens Verden gennemgik Jens Aarsbo den
udførligt og karakteriserede den som et stateligt mindesmærke i det
danske biblioteksvæsens historie. (8, s. 21) Min sidste sammenlig-
ning mellem 1924-udvalgets og 1976-kommissionens arbejde skal
på denne baggrund derfor være et spørgsmål: vil fremtiden kunne
sige det samme om 1976-kommissionens betænkning?
 |
|
Stemningsbillede fra Roskilde Universitetsbibliotek. Foto: Leif Grage. Ca. 1976. |
ANVENDT LITTERATUR
1. Betænkning vedrørende Statens Biblioteksvæsen afgiven af det af Undervis-
ningsministeriet under 11. Oktober 1924 nedsatte Udvalg. 1927. 247 s.
2. Biblioteksbetænkningen 1979 afgivet af Bibliotekskommissionen. Betænkning
nr. 878. 1979. 374 s.
3. Palle Birkelund: Universitetsbiblioteket 1729-1926. I: Københavns Universitet
1479-1979, bd. 4. 1980. S. 365-454.
4. Marton de Hartyani: Fællesraadet for de videnskabelige Biblioteker under Un-
dervisningsministeriet. I: Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen,
bd. 68. Stockholm og Uppsala, 1981. S. 15-20.
5. Marton de Hartyani: Det mærkværdige Amfibium. I: Bibliotek for læger,
bd. 174, suppl. 1. 1982. S. 181-228.
6. Marton de Hartyani: Nedsættelsen af Biblioteksudvalget af 1924. I: Nordisk
tidskrift för bok- och biblioteksväsen, bd. 66. Stockholm og Uppsala, 1979.
S. 79-82.
7. Harald Ilsøe: Universitetets biblioteker til 1728. I: Københavns Universitet
1479-1979, bd. 4. 1980. S. 289-364.
8. Jens Aarsbo: Statens Biblioteksvæsen. I: Bogens Verden, 9. årg. 1927. S. 21-29.