Phaedra hos Seneca og Racine

Resumé

I denne artikel argumenteres der for, at Phaedra i Senecas tragedie af samme navn ikke er den fordærvede, manipulerende kvinde, som fortolkere gerne har set hende som. Tværtimod er Phaedra et i bund og grund sympatisk menneske, som overvældes ganske af sin kærlighed til Hippolytus og – især på grund af andre personer i tragedien (ammen og Theseus) – drives til handlinger, som hun ikke egentlig ønsker at foretage. Beviset herfor forsøges gennemført direkte på baggrund af en analyse af Senecas Phaedra og, ikke mindst, indirekte ud fra en sammenligning med Jean Racines Phèdre. Sidstnævnte vil optage hovedparten af artiklen.