Johannes Jørgensens ungdomsromaner og -fortællinger

Et forsøg på en rehabilitering

Resumé

Med udgangspunkt i den ofte stedmoderlige og til dels yderst kritiske omtale – hvis denne overhovedet er til stede – forsøges her en nyvurdering af Johannes Jørgensens såkaldte ungdomsromaner og -fortællinger, og der argumenteres for en inddragelse af en række senere ufortjent ignorerede prosaværker, Den yderste Dag (1897), Vor Frue af Danmark (1900), Eva (1901) og Græs (1904), der kan henregnes til ungdomsproduktionen før og omkr. 1900 og ligeledes nyvurderes. Desuden relativeres den gængse opfattelse af Jørgensens statiske persontegning og nærmest monomane tematik, der overser et stærkt dynamisk element, og der peges på forfatterens omhyggelige narrative strukturering samt sproglige og stilistiske mesterskab.