I "New Statesman" den 8. december 1972 anmelder Angus Galder en bog af en afrikansk forfatter. Galder siger om forfatteren "Like all good men, he is, at heart, against money". Deter et udbredt synspunkt i dag, at penge er roden til alt ondt.

Men i en historisk beskrivelse af den periode i Grækenlands
historie, hvor et møntsystem udviklede sig, skriver 0.
Østrup (Gyldendals illustrerede Verdenshistorie, bind l, side
295): "Moralprædikanter af den billigere Slags ynder at forkynde,
at med Penge er alle moralske Ulykker sluppen ind i
Verden. Der er nu rigtignok ingen Grund til at antage, at Begærlighedens
eller Bedragelystens onde Tilbøjeligheder i og
for sig skulle holdes bedre i Tømme ved Stenalderfolkenes
Byttehandel, men..." og det må indrømmes, at efter dette "men
fremsætter Østrup en formodning om den fremtrængende markedsøkonomis
uheldige virkninger for en bestemt gruppe borgere i
det græske samfund for ca. 2000 år siden. På samme måde kan
den økonomiske udvikling, vi har gennemlevet i Danmark i den
sidste snes år, let påvises at have været til fordel for nogle,
mens den har ramt andre. Mange vil i dag finde, at man
burde have forhindret flugten fra land til by, hvis man havde
kunnet. Og det vil sige: hvis man ville have betalt, hvad
det havde kostet.

En indvending, som i dag gerne fremføres imod en henvisning til,"hvad det koster", er, at dette er kynisk og kold vurdering, som kun teknokrater og økonomer finder afgørende. Og det er da korrekt, at ikke alt kan måles i penge. Men ingen uni_{versitetsuddannet} økonom vil opfatte sin virksomhed som økonom begrænset til ekspertise inden for pengevæsenet i snæver forstand. Han føler ikke, at det væsentlige i økonomi er at kende alle de tekniske detaljer, som vekselerere, bankfolk, revisorer, skatteembedsmænd må kende for at kunne udøve deres erhverv. Den måde, hvorpå de pengemæssipe transaktioner,

der sker i forbindelse med varebytte, rent teknisk
registreres: ved overdragelse af guldmønter, gældsbeviser,
huller i et hulkort eller elektroniske impulser i en datamat,
er for samfundsøkonomien en underordnet (naturligvis ikke en
betydningsløs) sag. Den engelske nationaløkonom Pigou talte
om "the veil of money", d.v.s. de pengemæssige transaktioner
er kun et billede af, hvad der reelt foregår i samfundet
med pengene som omsætningsmiddel, nemlig produktion og handel.
Og handel er en form for varebytte, hvorved det producerede
fordeles. Det er relevant at stille spørgsmålet: er
den faguddannede økonom tvunget til at træffe et politisk
valg mellem et kapitalistisk system, hvor dispositionsret
over kapital er noget, man kan erhverve sig ved sparsommelighed,
flid, spekulation eller snyderi, og et socialistisk
system, hvor investeringerne i produktion op handel (og dermed
produktionens sammensætning) styres af en central ledelse,
som handler ud fra helhedens interesse? For at vende tilbage
til indledningscitatet: det, "all good men" er imod,
er nok ikke brugen af penge i betydningen sedler op checks,
men kapitalens magt. Den, der har kapital, kan bestemme, hvad
der skal produceres. Han kan dog ikke i en markedsokonomi
tvinge nogen til at købe, hvad han producerer. Han m§ producere
det, som giver ham profit.

Er profitstyret produktion noget i sig selv uheldigt? Mange økonomer vil stadig godkende den argumentation, som stammer helt fra Adam Smiths tid, at den enkeltes forsog på at fremme sin egeninteresse styres af "en usynlig hånd", således at den økonomiske konkurrence fremmer helhedens interesse. Men at tro, at økonomer af i dag udelukkende betragter de monetære aspekter og er uden blik for, at ikke alle virkninger af privat foretagsomhed får et adækvat udtryk i markedsmekanismen, vil dog være en fejl. Qua økonom må okonomen køligt studere markedsmekanismens virkninger, dårlige såvel som gode.

For økonomen kan det være svært at holde videnskabelia

forskning og politisk argumentation ude fra hinanden. Men
personer, som tager parti for henholdsvis et liberalt eller

socialistisk samfundssystem, kan dog være enige om mange
aspekter ved givne økonomiske institutioner. En markedsøkonomi
kan være et relevant alternativ til en centraldirigeret
økonomi selv i samfund, hvor den private ejendomsret til kapitalgoder
(jord, miner, fabrikker, 0.5.v.) er afskaffet.
Markedsøkonomi har man med en terminologi, som i nogles øjne
virker udæskende, karakteriseret ved slagordet "frit forbrugsvalg".
Friheden består naturligvis kun i, at man selv
bestemmer fordelingen af sin indkomst på de mulige anvendelser.
Den, der ingen indkomst har, har liden glæde af denne
frihed. Men når samfundsromantikere forarges så dybt over,
"at pengene regerer", må det understreges, at et mere hensigtsmæssigt
og demokratisk distributionssystem hidtil ikke
er opfundet, og at det i ikke ringe udstrækning vinder frem
selv i de socialistiske lande, der har eksperimenteret med
alternative systemer. Hvordan man vil styre indkomstdannelsen
er et spørgsmål, som ikke bør sammenkædes hermed, således
som både systemets angribere og forsvarere kan fristes
til at gøre det ud fra pol itisk-agitatoriske formål.

Tænkte man sig en fuldkommen ligelig indkomstfordeling,
ville markedsøkonomien være et demokratisk system, fordi folk
direkte ved deres fordeling af indkomsterne på de forskellige
anvendelser ville styre produktionen af de forskellige forbrugsgoder,
kvalitativt som kvantitativt. Betalingsmidlerne
er stemmesedler. At afskaffe dette fordelingssystem til fordel
for en planlægning af produktionen af forbrugsvarer, hvor
befolkningen ved direkte afstemning skulle vedtage produktionsplaner
for en vis periode, ville ikke betyde nogen demokratisering,
men blot, at man erstattede en hensigtsmæssig afstemningsprocedure,
der kontinuerligt justerer systemet, med
en uhensigtsmæssig og tungt arbejdende procedure. I hvor høj
grad indkomstforskelle er nødvendige incitamenter for erhvervs
valget, er mere diskutabelt. Men der er intet odiøst .1 , at en
landmands, håndværkers eller fiskers indkomst i princippet er
profit, når den er rimelig i forhold til arbejdsindsatsen. Pro
fit er ikke blot millionbeløb til fede kapitalister.

Markedsøkonomi bygger iøvrigt på en række forudsætninger

af etisk natur, som næppe er blevet påagtet tilstrækkeligt
af den økonomiske videnskab, formentlig fordi de klassiske
nationaløkonomer har opfattet disse etiske normer som selvfølgelige.
Handel forudsætter et vist mindstemål af hæderliohed
og respekt for aftaler, så sandt som tyveri og roveri
("erhvervelse til indbrudspris") er metoder, der bearebsmæssigt
er alternativer til køb, når man ønsker at erhverve bestemte
goder. Mon ikke Østrup i de før citerede bemærkninger
glemte den direkte magtanvendelse som en "ond tilbøjelighed",
som den mere civiliserede markedsøkonomi tjener til at afskaffe?

Markedsøkonomi fungerer desto bedre, desto mere "gennemsigtigt"
markedet er (for nu at bruge den gænase økonomiske
fag-terminologi). Hermed menes, at både købere og sælgere
ved, hvad det er, de køber og sælger. At sælge en person et
værdiløst produkt eller afkøbe ham noget, hvis høje værdi
man selv, men ikke han, er vidende om, er naturligvis ikke
synderlig forskelligt fra tyveri, etisk set. Hvad disse tino
angår, er den kommercielle moral nok svagere i koderne end
den er over for tyveri og røveri. Moderne progressive hævder,
at vold mod systemet retfærdiggøres af vold i systemet. Min
argumentation er, at volden ikke tilhører systemets princip,
omend dets praksis, fordi ikke alle frivilligt accepterer
spillereglerne. Og videre at vold ikke afskaffes ved at gå
over til et andet system, som er endnu mindre funktionsdyotigt.
Først i forbindelse med et uigennemsigtigt marked kommer
spørgsmålet om reklamen ind i billedet. Reklamen er betinget
af virksomhedernes autonomi, ligesom beqrebet profit.
I et socialistisk samfund kan profit være en ren regnskabsstørrelse,
som ved brug af markedsmekanismen har det styrende
formål, at produktionen bør udvides i virksomheder, hvor
denne regnskabspost er høj, men indskrænkes, hvor den er lav.
Der er her ingen synderlig forskel på profit og indirekte
skatter af moms-typen, etisk set.

Når liberalistiske økonomer forsvarer markedsøkonomien
som distributionssystem, sammenblander de undertiden de teoretiske
forudsætninger og de faktiske forhold. Dermed er det

på forhånd erkendt, at man ud fra et sådant synspunkt kan Vade
sig forlede til påstande, som ikke står for en nærmere prøvelse.
Men det, jeg gerne her vil trække frem, er, at der er
tale om et system, som stiller krav til en befolknings moral
og uddannelsesniveau, for at det kan fungere podt. At systemets
funktionsevne i høj grad beror på uddannelse og på ordholdenhed
i kontraktforhold, er efter min mening den væsentlige
forklaring på, at lande som Israel og Japan ikke som deres
nabolande er U-lande og på, at et land som Tyskland så
hurtigt kom økonomisk på fode igen efter 2. verdenskrip. Respekt
for kendsgerningerne og ordholdenhed er nødvendig i videnskabelig
forskning, men den er opså et nyttigt grundlag for
opbygning af samfundsinstitutioner.

Den materialistiske lære, at råderetten over produktionsmidler
(råstoffer) er det væsentlige, er misvisende. Økonomisk
krigsførelse i form af boykot og monopolisering af råstoffer
kunne formentlig hurtigt kvæle det råstoffattige Japans okonomi,
, dersom omverdenen kunne blive enig herom, og dersom man
fandt noget politisk ønskeligt heri. Den slags metoder er såvel
som udplyndring og udbytning fremmedelementer i en markedsøkonomi.
De strider mod selve logikken i dette system. Den
vestlige verdens økonomiske transaktioner med Japan i de seneste
årtier har været det stik modsatte af udbytning, nemlip
praktisering af den gensidige materielle fordels princip, som
er basis for al handel. At tillade Japans industrielle ekspansion
og købe dets produkter er langt bedre for begpe narter
end at forhindre en sådan ekspansion op subsidiere landet
med U-lands-hjælp.

Hermed skal de misgreb, som måtte være bepået over for
andre U-lande i løbet af de sidste par hundrede år, ikke forsvares.
Meningen er blot at advare kraftigt mod den meget
svagt underbyggede konklusion, at en overgang fra en markedsøkonomi
til velgørenhed i form af subsidier på nogen måde
er det rette middel til afhjælpning af de mangler, der stadig
består i det moderne verdenssamfund. Vort problem er at
udnytte teknikken og de materielle ressourcer se godt som
muligt og fremfor alt løse det befolkningsproblem, som mere

og mere vil blive det centrale problem i de kommende år.

Det er en højst skadelig kulturkloft, der har udviklet
sig mellem de humanistisk orienterede intellektuelle oa de
industrifolk og teknikere, der holder hjulene igang. Teknik
og handel er langt fra at være noget moralsk underlodigt i
sig selv. De vildskud, de progressive angriber, er også vildskud
ifølge systemets egen indre logik.For mange storre virksomheder
er det nok mindre væsentligt, om "ejerne" er en flok
aktionærer eller staten, når blot virksomhedslederne kan finde
afløb for deres virketrang. Profitmotivet spiller måske
ikke den rolle i virkeligheden, som forkæmperne for den private
ejendomsret og det private initiativ undertiden gor gældende.
Det er også klart, at man ikke kan lade "kræfternes
frie spil" gå så vidt, at forurening af luft og vand delægger
vore omgivelser. På længere sigt er det overbefolkningen,
der er den egentlige årsag til problemerne. Jo flere der skal
leve pr. arealenhed, jo mere intensiv produktion er nødvendig
(brug af kunstgødning i landbruget, brug af effektive
energikilder i industrien). Opfindelsen af bedre sanitetssystemer
i vore storbyer ville være af større betydning for
menneskeheden end de pædagogiske reformer, humanisterne er
så optaget af. Vore nuværende kloaksystemer er dop langt at
foretrække for at vade i snavs i åbne rendestene, som man
gjorde i gamle dage. Kan vi samtidig med at nyde dette gode
redde vore badestande og Utterslev Mose, er det naturligvis
godt. Er det ikke teknisk muligt at gøre dette, må vi finde
os i, at man ikke kan få både i pose og sæk.

De humanister, som harmes over verdens lidelser, kan betyde
et værdifuldt indslag i vor kultur, også gennem deres
indflydelse på den politiske udvikling. Men at slå sig for
brystet med en agitation mod krig og sult, som 99,9% af
alle mennesker er enige om at være modstandere af, op konsekvent
omtale vort samfund som gennemfart forfærdeligt og
umoralsk (og det kræver højst et minimum af historisk ballast
at se den komplette mangel på proportionssans i en sådan
vurdering) er kun vejen til uddybning af kulturkløften. God
vilje er ikke nok, saglig indsigt har også sin værdi. Lad

os forsøge at skabe et miljø, der kan fremme menneske!ig forståelse, men det gør vi bedst ved at kanalisere aggression og egoisme ind i samfundsmæssigt gavnlioe baner fremfor at stille os det urealistiske mål at udrydde sådanne egenskaber.

Økonomi skulle gerne være en videnskab i hvert fald se
vidt, at vi kan gøre rede for, hvilke dele af en økonomisk
argumentation, der er sagligt underbyggede. Vi har hermed
udtrykt os så forsigtigt, at vi ikke har hævdet, at en sådan
argumentation vil være udelukkende videnskabelig. Der vil i
de fleste økonomiske argumentationer indgå påstande og forudsætninger,
som er fastlagt af politiske og moralske synspunkter.

Sagligt kan påstande om økonomiske forhold underbyoges
ved teoretisk argumentation og ved empirisk forskning. Pengeog
bankvæsen, realkredit, børs og andre økonomiske institutioner
er menneskeværk og svarer dermed til teknikkens frembringelser.
Som de sidste bygger på fysiske og kemiske love,
således bygger de første på menneskers faktiske adfærd og
reaktionsmåde.

Teknikken kan ikke frembringe et "perpetuum mobile",
men stræber mod dette ideal, og netop fordi det aldrig kan
nås, vil teknisk forskning aldrig ophøre. Det fuldkomne samfund
er lige så umuligt. Vi kunne forestille os det som et
samfund, hvor ingen behøvede at tvinge andre eller kræve noget
af andre, og hvor retfærdighed ville være et meninosløst
begreb, fordi uretfærdighed ikke fandtes. Kun hvis tingene
gør modstand, er der brua for tekniske hjælpemidler; kun
hvis mennesker er mangelfulde qua samfundsborgere, er der brug
for samfundsinstitutioner, der beskytter den ene borger mod
den andens overgreb, brug for begreber som penge, gældsbeviser,
økonomiske rettigheder.

Vi kan beundre teknikken, men den er dog ufuldkommen set
i relation til, hvad man kunne ønske sio. Vi kan beundre naturen,
men netop teknikken er udtryk for, at vi ikke har
været tilfredse med at leve i naturtilstande. Er samfundsinstitutionerne
udtryk for, at vi ikke har været tilfredse

med at leve i indbyrdes anarki? Måske ikke historisk set;
der er ikke oprindelig tale om en rationelt planlagt "contrat
social", som menneskene er blevet enige om. Men da senere
ændringer af samfundsordenen vel mere og mere antager
karakter af en "contrat social", kan disse ændringer af samfundsordenen
dog sammenlignes med teknikkens modifikation
af naturtilstanden. Samfundsinstitutionerne er ufuldkomne i
relation til, hvad man kunne ønske. Men er erkendelsen af,
at de er mangelfulde, nok til, at hele systemet må afskaffes
eller i hvert fald ændres fundamentalt? Skal vi afskaffe
de institutioner, som er indført for at modvirke de uheldige
virkninger af, at menneskene ikke er så gode, som de burde
være? Vil det måske have som konsekvens, at menneskene
dermed kan leve i anarki???

Sådanne spørgsmål føler en økonom i hvert fald trang til at stille, når han ser, at man i tilsyneladende fuld alvor går ind for afskaffelse af den form for handel, med brug af pengeoverførsler, d.v.s. i virkeligheden ved varebytte, som mennesker har betjent sig af i årtusinder, med den begrundelse, at bageren bør give de sultne brød af sit hjertes godhed, ikke for usselt mammons skyld.

Det problem, som progressive og reaktionære (for nu at
acceptere gældende sprogbrug) til alle tider strides om, er
problemet om "den menneskelige natur" og dens grad af påvirkelighed.
"It takes all kinds to make a world" er et synspunkt,
der efter nogles mening er udtryk for en prisværdig
tolerance. Vore dages progressive vil imidlertid ikke tolerere
"all kinds", i hvert fald ikke de onde. Hvor ond må man
have lov til at være for ikke at skulle udstødes af det menneskelige
samfund? Robespierre havde et politisk program,
som minder forbløffende om vore dages venstresocialisters.
Det var sikkert også i retfærdig harme, han huggede hovederne
af folk, og ingen kan med rette dadle ham for at være præget
af repressiv tolerance.

Det er udmærket overensstemmende med det umiddelbart
foregående, at megen aktuel samfundskritik må ramme sårbare
punkter. Mange af de mangler, man kritiserer, er virkelig

mangier. Og det synspunkt, at alt menneskeværk nødvendigvis har mangler, bør aldrig blive en sovepude. Men alle samfunds institutioner er begrundet i bestemte funktioner. Det betyder, at de måske nok kan (og bør) reformeres, men de kan ikke afskaffes, med mindre deres funktioner overtages af andre institutioner.

Man kan harmes over, at en manoel ved et system udgor
en juridisk hindring for, at et menneske, som trænger, får
den fornødne økonomiske hjælp. Og man kan rette sin harme
mod systemet! Men man bør huske, at det selv samme system
forhindrer embedsmændene i at uddele pengene til deres venner
og bekendte, hvad enten disse trænger eller ej. Systemets
funktion er at sikre en kontrol af den udovende myndighed,
og systemet er udformet af den lovgivende myndinhed ud
fra et politisk syn, som man kan være enig eller uenig i.
Og er man meget uenig i et sådant politisk syn, kan netop
dette system naturligvis i ens øjne være vederstyggeligt.
Man siger, at det afspejler den gældende magtstruktur. Det
er næsten en tautologi. En magt må udøves via et magtapparat.
Spørgsmålet er, om magtbalancen i samfundet faktisk er
dårlig,og hvordan den kan ændres til det bedre. Men alternativet
må altid være et andet system, ikke anarkiet. Fidel
Castro er ikke magtesløs, så lidt som Ho Chi Minh var det.

De progressive anklaper de traditionelle videnskaber for at støtte det etablerede samfund og for at gøre det med intellektuelt uhæderlige midler, fordi man med urette påberåber sig sin videnskabelighed, sin objektivitet eller værdifrihed. Heller ikke denne kritik kan pure afvises. Men at objektivitet aldrig fuldtud realiseres i vor ufuldkomne verden, er intet argument mod stadig at fastholde de i deal er, som gennem de sidste århundreder har været videnskabens.

Formålet med at studere videnskab videnskabeligt, d.v.s underkaste videnskaben en kritik, må være gennem den opnSede indsigt at nå frem til at drive videnskab på en bedre måde. Et sådant studium forudsætter en sondring mellem forskellige typer af problemsti linger. Man skelner mellem "videnskabsfilosofi" og "videnskabsteori", hvilket nogenlunde svarer til de engelske betegnelser "philosophy of science" og

"science of science". Men "philosophy of science" må atter
indføre en sondring mellem epistemologi og metodologi. Det
epistemologiske problem er spørgsmålet om den videnskabelige
gyldighed, medens det metodologiske problem drejer sig om,
hvorledes man bærer sig ad med at nå videnskabeligt gyldige
resultater. De to problemer kan næppe adskilles helt, fordi
ny indsigt i epistemologiske problemer kan bidrage til losningen
af metodologiske problemer. Når de fleste filosoffer
har samlet interessen om det epistemologiske problem, skyldes
dette måske en bevidst eller übevidst følelse af, at
metoder ikke er noget, man kan deducere sig til, men noget
man opfinder. Derfor må en videnskabsfilosofi ikke udvikle
sig til en dogmatisk disciplin, som forbyder former for fornyelse,
som ikke passer ind i en eksisterende epistemologisk
lærebygning. Fuld afklaring af de begrænsninger, der ligger
i en given metode, får man først, når den har udspillet sin
rolle og tilhører videnskabens historie, men ikke mere produ
cerer nye resultater.

Vi lever i en verden, som forandrer sig, dels af årsager,
som vi er ude af stand til at kontrollere, dels på grund af
vore egne handlinger. Når vi overvejer, hvorledes vi skal hånd
le, hvad enten vi gør det ud fra snævre egoistiske, standsmæssige,
nationale interesser eller hele menneskehedens formodede
interesse, er vor overvejelse af pol itisk art. Nogle
har ment, at vor tilsyneladende valgfrihed er en illusion,
fordi vore handlinger ligesom alle andre foreteelser er determinerede
af forudbestemte årsager.

Et vigtigt motiv til at udøve den virksomhed, vi kalder videnskabelig forskning, er ønsket om at kunne forudsige den fremtidige udvikling af visse aspekter i vor omverden. nsket herom er så stærkt, at man i perioder, hvor den pålidelige viden manglede, udfyldte tomrummet med forskellige former for overtro.

De former for videnskabelig prognostik, der er mulig, har alle kun betinget gyldighed. Astronomerne kan forudsige himmellegemernes bevægelser mange §r frem i tiden under forudsætning af, at verden består så længe. Men garantere denne beståen kan de naturligvis ikke.

Vore politiske overvejelser må bygge på viden om de forhold, som man eventuelt vil påvirke. Har man tilstrækkelig viden, kan man sige: hvis vi vælger én handling, kan vi realisere én form for udvikling, vælger vi en anden handling, får vi et andet resultat. Disse betingede prognoser kan være mere eller mindre velbegrundede. Man kan tape fejl og opnå et andet resultat af sin handling end det, man ønskede. Bedømmer andre ens handling som fejlagtig, kan de også gøre det, fordi de misforstår ens hensigt med handlingen. Eller de kan bedømme den som fejlagtig ud fra en etisk opfattelse.

"Politik" betyder jo "noget, der har med staten at gøre", men vi bruger her "politisk" i en generel betydning, som udtryk for enhver bestræbelse for at nå sine ønsker ved et bestemt sæt af midler såsom overtalelse af andre til at dele ens egne hensigter, eller magtanvendelse, d.v.s. vold.

"Økonomi" kan oversættes ved "det at holde hus med noget", d.v.s. at bruge de ressourcer, man råder over, på en fornuftig måde. Medens Robinson Krusoe på sin øde ø kan samle sig vinterforråd og disponere over det, som han har lyst til, er synspunkterne for økonomisk virksomhed lanqt vanskeligere at forene i et samfund. Hvis en person ønsker at leve et overdådigt liv ud fra betragtningen: hvem ved, om vi lever i morgen? hvilken ret har da en anden person til at forhindre ham i det, hvis det kun går ud over ham selv? Får han mere ret til at gribe ind, hvis odselhedens følger ikke blot rammer den ødsle selv, man også hans medmennesker? Hvad er det "at have ret til"?

Selve begrebet "ret" er et politisk begreb. Det indgår blandt de overtalelsesmidler, man bruger over for andre mennesker, for at få sin vilje uden at behøve at ty til magtanvendelse.

Spørgsmålet om videnskabens værdifrihed er i høj grad et
spørgsmål om, hvorvidt man opfatter begrebet "menneskerettigheder"
i en mere eller mindre absolut forstand. Hvis man lever
i et samfund, hvis politiske system bygger på en almindelig
accept af retsregler af en human karakter, kan man være glad
for det eller føle sig frustreret over det, alt efter sit

temperament. Personlig mener jeg, at man bør prise sig lykkelig
over sit enorme held at leve i et samfund med en sådan
kulturtradition, hvorimod jeg crude af stand til at forbinde
nogen mening med at hævde, at der findes et absolut gyldigt
krav på at få bestemte menneskerettigheder respekteret. Det
er naturligvis godt, dersom mennesker kan overtales til at
respektere bestemte spilleregler. Kan de ikke det, kan man
blive nødt til at forsvare sig mod sådanne personer, og så
kan man beklage disses fejl og uforstand, så meget man vil,
uden at sådanne klager ndøvendigvis har nogen virkning.
"Værdifrihed" kan forstås i den forstand, der hævdedes af
f.eks. den svenske Uppsala-fi losofi, som en "moral-nihilisme"
Man kan kun undersøge tingenes faktiske egenskaber videnskabeligt,
hvorimod en videnskabeligt underbygget mo rå l i den
forstand, at man kan bevise, at retsreglerne i et samfund
skal være sådan og sådan, er en umulighed. Men man kan så
indvende, at selv "tingenes faktiske egenskaber" er noget,
som videnskaben kan være ude af stand til at fastslå med sikkerhed.
Når der består en usikkerhed, vil vurderinger spille
ind: fordomme, ønsker om at nå bestemte resultater, o.s.v.
Dette spiller afgjort en stor rolle, navnlig inden for samfundsvidenskaberne.
Men naturligvis følger det ikke af dette
ræsonnement, at når videnskab altså heller ikke er "værdifri"
så kan man også videnskabeligt fastslå, hvad der er moralsk,
d.v.s. politisk, rigt i gt.

Forholdet mellem politik og videnskab har altid været et brændende problem for økonomerne. Ønsker man som akademiker at demonstrere sin uafhængighed af de etablerede magthavere, kan det være fristende i enhver tvivlssituation at tage parti mod disse. Skulle man derved være med til at fremme fremtidige tyranners sag, så vort samfund kommer fra asken og i ilden, er dette noget,man ikke kan forudse og dermed ikke kan være ansvarlig for. En sådan uansvarlig holdning kan for konomiske teoretikere og forskere være en større fristelse end den at tækkes de nuværende magthavere. Fremtidssyner behøver ikke at forpligte i øjeblikket og deres mulige, ja måske nødvendige fremtidige realisering kan ikke modbevises. Lad

os se på nogle aspekter i Marxismen, som for mange i dag repræsenterer
"Politisk økonomi".

Om 1) samfundet udvikler sig med nødvendighed modet nyt stadium
af bestemt karakter, eller 2) samfundets udvikling afhænger
af menneskelig handling og derfor er påvirkelig af
propaganda og politisk virksomhed, er et problem, som Karl
Marx besvarede således, at vi ikke vilkårligt kan beslutte,
hvilket nyt samfund der skal udvikle sig, men vi kan forkorte
fødsel s vans kel ighederne for det nye samfund, som er objektivt
givet af de gældende forudsætninger. Men enten må det
nye samfund være objektivt givet af årsager, der principielt
går übegrænset langt tilbage i tiden, og så mé alle vore bestræbelser
være lige så givne som alle andre samfundsrelevanteundsrelevan-
faktorer, d.v.s. at vor tilsyneladende fremskyndelse af
processen er en illusion, eller også har vi en real indflydelse.
Om vore handlinger fremmer,hvad vi ønsker at fremme,
kræver da en personlig indsigt i sammenhængen mellem mål og
midler. Der kan nok argumenteres for, at Marxismen ikke altid
har fremmet Marx's virkelige politiske mål.

Hvis alle er enige om at støtte den stærkestei en konkurrence, kommer den ikke til at vare ret længe. Men det er da klart, at viden om - og forbedret evne til at konstatere - hvilken konkurrent der er den stærkeste, kommer til at spille en vigtig rolle. Er ens mål blot det kyniske at holde på den rigtige hest, betyder det meget at vurdere konkurrenternes styrke, herunder hvem der er dygtigst til propaganda. Men nu bliver det yderligere svært ved, at selve styrken (når det drejer sig om en konkurrence om magten i samfundet) kan afhænge af troen på sejr og af følelsen af, at man kæmper for en retfærdig sag.

Derfor får det nødvendigvis en enorm politisk betydning, at Marx og hans efterfølgere udformer teorierne således, at ét bestemt politisk system på én gang "bevises" at være den nødvendige følge af forudsætningerne og det moralsk rigtige.

Det er en pudsig ting, at medens vore dages progressive
angriber videnskaben, var den foregående generationsprogressive
intellektuelle meget betagetaf, at Marxismen var videnskabelig

- ja endog mere videnskabelig end den økonomi og
sociologi, som de borgerlige videnskabsmænd beskæftigede sig
med.

Den dialektiske mateiralisme vendte sig nok mod idealismen
og dermed mod en kirkeligt og nationalt farvet ideologi.
Men den var også vendt mod en utopisk socialisme af den type,
som nu synes at være på mode igen. Polemikken mod de utopiske
socialister har sikkert medført en forstærket understregning
af det materialistiske synspunkt, og af det synsnunkt,
at den af Marx profeterede fremtidige udvikling var noget obbektivt
nødvendigt, noget årsagsbestemt og uundgåeligt, som
ingen opdragelse eller propaganda ville kunne demrne op for.
Det drejede sig ikke om spekulativt at udtænke det ideale sam
fundssystem, som utopisterne mente. Det drejede sig ikke om
utopisk, men om videnskabe!ig socialisme.

For en generation eller to siden var man progressiv og avanceret, dersom man var indstillet på ved f.eks. sociologisk forskning at undersøge alle mulige samfundsforhold på en fordomsfri og saglig måde, d.v.s. uden hensyn til de tabuforestillinger, som kongetro, kirkeligt rettroende og den gældende seksualmorals forkæmpere ønskede betragtet som så hellige (henholdsvis vanhellige), at man ikke burde udforske dem. Man var måske nok særlig avanceret, hvis man yderligere var Marxist, men det kunne man nemt blive beskyldt for at være, selv om man faktisk var akademisk sociolog af den positivistiske skole.

Den konservatisme, som dengang stod vagt om gud, konge
og fædreland, eksisterer vel næppe som nogen betydningsfuld
politisk gruppe. Selvfølgelig kan man stadig finde individer
af denne observans, men de er næppe tilfredse med det. konservative
folkeparti af i dag. At mange venstre-orienterede
stadig omtaler dette parti, som om Estrup levede endnu,
skyldes nok, at deres meninger præges mere af tro end af
iagttagelse, men selvfølgelig kan man hævde, at kapitalismen
kan være lige slem, selv om den skiller sig af med noget af
det traditionelle gods, endog at den er værre, fordi nu
kun kommercielle og teknologiske sysnpunkter er titage.

Det kapitalistiske samfund, frem for alle USA,har gennem
et par hundrede år været frigjort fra de royalistiske og kirkelige
bånd, som i mange lande har været en belastning for
det borger!igt-kapitalistiske samfund over for samfundskritikerne
på venstre fløj. Lad os slå fast, at der intet inkonsistent
er i at gå ind for et kapitalistisk system, en markedsøkonomi,
ganske uafhængig af de ideologiske opfattelser,
som har været kædet sammen med dette system i kraft af samtidighed
og ikke i kraft af nødvendighed. Markedsøkonomi og
borgerlighed i moralsk og kunstnerisk forstand horer ikke
nødvendigvis sammen.

Det moderne venstres profet, Herbert Marcuse, er modstan
der af den positivistisk orienterede sociologi og psykologi,
idet han argumenterer for, at den er en konservativ faktor i
samfundsudviklingen. I sin stræben efter objektivitet, d.v.s.
i sin dyrkelse af det faktiske, som af principielle grunde
må iagttages og beskrives, som det er, og ikke som det kunne
og burde være, kommer en sådan sociologi - méske ikke med hen
sigt, men forført af sin forkerte videnskabelige opfattelse -
til at give de eksisterende samfundsforhold og psykologiske
adfærdsmønstre en art "blåt stempel", en videnskabelig begrundelse
for, at sådan er det nu engang, og det kan ikke være
anderledes. Selv om man kan indvende, at der kun alt for tit
savnes viden om, hvordan tingene faktisk forholder sia, bør
man ikke forsvare pseudo-videnskabdigned.

I den periode, hvor "videnskab" mere end noget andet betragtedes
med beundring, vakte hos samfundsvidenskabernes
dyrkere et ønske om at nå frem til en lignende grad af fuldkommenhed
som de såkaldte "eksakte videnskaber". Midlet måtte
vel da være at tilegne sig deres metode, d.v.s. at nå frem
til samme grad af objektivitet i registrering og iagttagelse
som disse videnskaber, at veje og måle og indsætte måleresultaterne
i så videnskabeligt udseende formler som muligt.
Der har dog til stadighed inden for samfundsvidenskaberne
været rejst indvendinger mod en alt for kritikløs form for
"videnskabelighed". Marcuse er ikke den forste kritiker af
en samfundsforskning af denne art. Men han er nok den, der

har draget de mest vidtgående konsekvenser af kritikken. De
konsekvenser, han har draget, forekommer dog overdrevent
ideologisk og politisk prægede.

Det er sikkert rigtigt, at end ikke naturvidenskabelig
metode kan kaldes ideologisk neutral. "It is undeniable that
the intellectual freedom that we in the West have taken for
granted is now successfully denied over a great part of the
earth's surface" skrev den berømte engelske statistiker og
genetiker R.A. Fisher i 1956, velsagtens med hentydning til
Lysenkostriden i Sovjetunionen. Der findes helt klart en videnskabelig
ideologi, som vil protestere mod enhver politisk
opfattelse, som indebærer restriktioner af videnskabsmandens
ret til at undersøge ting, som han mener bør undersøges. Og
der findes også en humanistisk ideologi, ifølge hvilken f.eks.
visse forsøg med mennesker, eller i form af atomsprænginger,
bør være forbudt. Der er virkelig et dilemma her. Men problemet
er i høj grad forbundet med forsøgenes karakter. Der er
ingen nødvendighed for, at det skal forbydes videnskabsmanden
at undersøge de pågældende problemer; han må blot resignere
med hensyn til undersøgelsesmetoderne. Han må ikke forfølge
sit (i sig selv acceptable) mål med alle midler. En ting
er spørgsmålet om forskningsprogrammer, noget andet er, om
vanskeligheder på dette punkt behøver at anfægte den fundamentale
respekt for kendsgerningerne. En sådan udspringer naturligvis
også af en ideologi. Man kan ikke afvise, at ændring
er i samfundsstrukturen ad politisk vej kan opnås ved løgn
og bedrag. Og dersom man ønsker disse ændringer, kan man finde
en sådan svindel berettiget: "målet helliger midlet". På
samme måde kan vold være acceptabel, når den udøves af "de
rigtige". Krav om respekt for kendsgerningerne, om intellektuel
hæderlighed, baseres på en værdidom, som ingen kan tvinges
til at acceptere. Men vor kultur er baseret på en sådan accept
Om vi vil bevare denne kultur, er et politisk valg.

Skal jeg forsøge at afrunde disse spredte bemærkninger om relationerne mellem politik og økonomi, må jeg gøre det ved at give udtryk for en personlig opfattelse. Jeg mener, at det er rigtigt at sige, at videnskab ikke er værdifri, når

man dermed mener, at enhver, som virker som videnskabsmand, forsker ud fra et sæt af værdiforestillinger, herunder f.eks tro på værdien i at nære respekt for kendsgerninger cg det ideal at tilstræbe saglighed og objektivitet. Jeg mener ogs? at ingen videnskabsteori er i stand til at opstille regler som sikrer, at ens forskning fører til de ønskede resultater. Videnskaben arbejder altid under en risiko for, at den tager fejl, og dens videnskabelighed beror primært på en vilje til at ændre de vi_denksabelige teorier i lyset af nye resultater og synspunkter. Jeg mener derfor heller ikke, at det er helt überettiget, at den positivistiske videnskabsteori er ble/et ramt af kritik, men det berettigede i kritikken rammer navnlig en fejlagtig overførelse af naturvidenskabeligemetoder på humanistiske op samfundsmæssige forskningsområder. At man inden for disse områder ikke kan komme til videnskabelige resultater af samme uigendrivelige karakter, som man kan inden for naturvidenskaberne, må ikke forlede til den slutning, at der så findes en anden metode, som inden for disse områder er ufejlbarlig, f.eks. i form af marxistisk metode i stedet for positivistisk.

Hvis man ved marxistisk metode i samfundsvidenskaberne
forstår, at a) man kan slutte sig til en nødvendig (deterministisk)
samfundsudvikling i kraft af en dialketisk forståelse
af det kapitalistiske samfunds indre modsætninger og b)
at denne nødvendige udvikling fører til statens bortvisnen
og et socialistisk samfundssystem, så må jeg bekende, at
jeg ikke tror på b), fordi jeg ikke tror på a). Jeg er sikker
på, at samfundet vil ændre sig, og på, at ingen har- den
nødvendige indsigt til at kunne forudsige, hvordan det vil
ændre sig. Det er en vurdering, op det giver sig ikke ud
for andet.

I kraft af denne vurdering mener jeg heller ikke, at
det kan være en økonomisk videnskabs opgave at forudsige
samfundsudviklinge. Hvad økonomer kan gøre af videnskabelig
gyldighed er at analysere virkemåden i forskellige kontrolsystemer,
som kan tænkes anvendt som led i samfundsordningen
Dette kan ske i form af en rent matematisk analyse, ved observation

af faktisk benyttede systemer, ved numerisk simulation i datamater, o.s.v. Hermed løses langtfra alle problemer og man har lov at mene* at de problemer, der må løses politisk, er de vigtigste.

Politik er at vælge, og vi vil altid være nødt til at
vælge. Ingen videnskab kan nogensinde fortælle os, "hvad
vi skal tro og gøre". Man har lov til at være socialist,
men man har ikke lov til at hævde, at en sådan politisk indstilling
er videnskabelig i nogensomhelst forstand, værdifri
eller ikke værdifri. Det er en livsanskuelse, man har
valgt på personligt ansvar og risiko.